Hej Svend Brinkmann, hvad er meningen med livet?
”Det er at blive et menneske, hvor mærkeligt det end kan lyde. I det ligger der en tro på, at vi har et potentiale som mennesker. Vi har også potentiale som individer, men meningen med det hele, tror jeg, er ultimativt knyttet til noget fællesmenneskeligt. Der har været meget fokus på, at vi skal være unikke og realisere os selv. At det er op til os alene, om vi lykkes, og hvis vi mislykkes, er det vores egen skyld – også selvom der er masser af ting, vi ikke har kontrol over. Det har jeg kritiseret gennem mange år, det lægger en alt for stor byrde på vores skuldre. Jeg vil gerne vise, at der er et alternativ. Livet handler ikke kun om at være sig selv og realisere sig selv, men også bare om at være menneske, og så må vi finde ud af, hvordan man bliver det. Paradokset ved menneskets eksistens er jo, at vi også kan være u-menneskelige. En hund kan ikke være u-hundet, ligegyldigt hvad den foretager sig.”
Din nye bog ’Hvad er et menneske?’ har et fiktivt spor, hvor vi følger den unge, plagede Andreas, der tager på dannelsesrejse med tog rundt til historiske steder i Europa. Har du selv været på sådan en rejse?
”Jeg har et par gange været på interrail, og det kan man godt kalde dannelsesrejser. Men den største dannelsesrejse var i virkeligheden nok, da jeg arbejdede på et shelter for hjemløse i Spanish Harlem i New York. Det var en kæmpe oplevelse at få indblik i fattige amerikaneres liv. Jeg var der i en sommerferie, og min opgave var at stå klar tidligt om morgenen, når der kom bagere med brød fra dagen før til de hjemløse. Der var virkelig dårlige kår. Jeg boede der selv, og når jeg tændte lyset i køkkenet om morgenen, løb der kakerlakker hen over gulvet. Der var flere andre unge fra forskellige lande. Vi drak bajere med de hjemløse, og nogle af dem tog os med rundt i New York, også steder, man normalt ikke kommer som turist. En af dem havde været en helt almindelig fyr med arbejde, men uden sundhedsforsikring. Han blev ramt af kræft, måtte sælge sit hus og endte på gaden. Dannelse er vel at se noget andet end sig selv og blive rokket lidt. Jeg kom fra et middelklassehjem i Herning, så det var sundt at se de ting i New York.”
Hvordan rokkede det noget hos dig?
”Det gav en erkendelse af, hvor skrøbeligt livet er, og af, at det system, vi har bygget op i Danmark, giver stor tryghed, også selvom vi kan være trætte af skatter og bureaukrati. Jeg havde måske tænkt på den tryghed intellektuelt, men på den tur erfarede jeg, hvad det kan betyde, hvis det system ikke er der.”
Hvor meget minder bogens Andreas om dig selv, da du var ung?
”Han er en fiktiv person, men jeg var nok lidt som ham. Jeg har dog ikke været ulykkelig som ham. Jeg har haft en god, tryg og spændende barndom, men jeg var nok en enspænder. Jeg kunne godt lide mit eget selskab. At læse bøger. Jeg havde venner, men ligesom Andreas var jeg lidt introvert og ikke en damernes ven. Jeg kunne lide at tænke over de grundlæggende spørgsmål, som han også bakser med.”
Det lyder som et barndomsværelse med mange bøger?
”Vi havde mange bøger i hele huset. En stor kælder, der nærmest var et bibliotek, men også i stuen og på mit værelse. Jeg fik ’Lademanns Verdensatlas’ af min farmor, da jeg blev seks eller syv år, og det var den fedeste fødselsdagsgave. Jeg læste og læste og vidste, hvor høje bjergene var, og hvor mange mennesker der boede i de forskellige lande. Nogle gange, når min storebror havde venner på besøg, skulle jeg nærmest optræde for dem. ’Hvor mange mennesker bor der i Malaysia?’ spurgte de. Jeg var nørdet og især interesseret i geografi. Men jeg læste også mange romaner. Jeg elskede bøger. Alt fra min fars ’Jan’-bøger til ’Lev stærkt, dø ung’. Der var ikke computer eller internet og ikke noget i fjernsynet før klokken 17, så jeg læste. Jeg læste på toilettet, og jeg læste på ferier. Når vi sad på en restaurant og ventede på maden, læste jeg.”
Hvad ville du gerne være?
”Jeg havde ikke så mange drømme om noget bestemt. Jeg har aldrig villet være læge eller astronaut. Jeg ville gerne noget med viden, men jeg tror, at jeg var relativt ydmyg. Tanken om at komme ind på et universitet … det ville være rigtig fedt. Da det så lykkedes, var alene det at se professorernes navne på dørene … wauw! Nu har jeg selv en dør med mit navn på. At det lykkedes, turde jeg ikke håbe på dengang. Min far var cand.jur., og min mor korrespondent, men jeg voksede op i Herning, og så fylder det akademiske måske ikke så meget. Vi læste bøger og kunne diskutere ting, men ideen om, at man kunne leve af at være forsker, eksisterede ikke rigtigt. Tilgangen var mere, at man skulle have et almindeligt arbejde, så man havde noget at leve af.”
Hvad sagde dine forældre, da du ville læse filosofi?
”Der var faktisk ingen i familien, der spurgte, om jeg regnede med at kunne leve af at læse filosofi. Men det var der andre i Herning, der gjorde. Måske tænkte de, om man kunne komme ind i tekstilindustrien med den uddannelse.”
Man kan måske se en ung Svend Brinkmann for sig, der stillede spørgsmål til underviserne hele tiden, grænsende til det irriterende?
”Jeg tror, jeg var ret ydmyg. I hvert fald på filosofi. Da jeg skiftede til psykologi, følte jeg nok, at jeg havde fået en grundlæggende forståelse for, hvad videnskab er, hvad etik er, og hvad mennesket er. Der mistede jeg måske noget af ydmygheden, for jeg ville gerne fortælle psykologerne, hvordan tingene hang sammen. Men jeg tror ikke, jeg var irriterende eller bedrevidende. Det er jeg måske blevet siden hen.”
Hvorfor skiftede du til psykologistudiet?
”Min opvækst i Herning slog igennem. Nu havde jeg leget filosof i nogle år, så nu skulle jeg finde ud af, hvad jeg skulle leve af. Jeg kunne godt blive bekymret over, hvad det skulle føre til. På psykologi kunne jeg beskæftige mig med nogle af de samme spørgsmål, og der var også en indbygget sikkerhed, fordi der er et arbejdsmarked for psykologer.”
Kan du se dig selv arbejde som psykolog?
”Nej, faktisk ikke. Jeg har altid haft lidt modstand mod selv at gå til psykolog. Det er godt, at der er kliniske psykologer, der kan hjælpe mennesker, men personligt har det aldrig tiltalt mig at sidde og grave og tale om barndommen eller traumatiske erfaringer.”
Har du prøvet det?
”Kun i forbindelse med studiet. Der øver man sig på hinanden. Jeg syntes, det var kunstigt. Næsten som om jeg skulle opfinde problemer for at have noget at snakke om.”
Du lagde tidsånden på briksen i ’Stå fast’, der udkom for fem år siden – hvordan mærkede du, at den ramte noget hos mange danskere?
”Det var overraskende både for mig selv og forlaget, at den solgte godt. Det var egentlig et lidt skørt projekt. Bogen er en kulturanalyse og en kritik af samtiden skrevet som en parodi på en selvhjælpsbog. Der var rigtig mange, der ville interviewe mig, da den udkom, og Information satte de syv trin fra bogen på forsiden af avisen, blandt andet ’Hold op med at mærke efter i dig selv’ og ’Tag nej-hatten på’. Det sagde bang, også på sociale medier, som var ved at komme i sving på det tidspunkt. Jeg skulle pludselig forholde mig til et mediecirkus og beslutte, hvad jeg skulle svare, når de for eksempel ringede fra ’Kender du typen?’. Det her tv-program, hvor de filmer hjemme hos en kendt, og så skal man gætte, hvem der bor der. ’Men der er jo ingen, der kender mig,’ sagde jeg. ’Jo jo, altså, du er ikke på A-listen, men på B-listen,’ sagde de. Nå, okay. Det sagde jeg nej tak til. Ikke fordi jeg var på B-listen, men jeg var slet ikke klar til sådan noget, og jeg kunne ikke se formålet. De ringede også fra alle mulige tv-quizzer.”
Hvordan beslutter du, hvad du siger ja til?
”I begyndelsen sagde jeg nej til det hele, medmindre det handlede om bogen. Hvis det handlede om mig som person, sagde jeg nej tak. Men det er i stigende grad blevet vanskeligt at lave den distinktion. Det er næsten blevet som et brand eller noget, der er større, end jeg kan styre.”
Hvad er den mærkeligste henvendelse, du har fået?
”Der har været mange. For eksempel har en kendt dansk fødevarevirksomhed spurgt mig, om jeg sammen med nogle andre mænd ville gøre reklame for et produkt. Jeg blev helt paf. ’Mine bøger er jo blandt andet et opgør med forbrugersamfundet,’ sagde jeg. Jeg kunne ikke forstå, at de overhovedet kunne se mig i den rolle.”
Er der politiske partier, der har henvendt sig?
”Der er flere partier, der har bedt om min holdning til et udspil eller lovforslag, de vil lancere på for eksempel skoleområdet. Men jeg vil ikke fedtes ind i udviklingen af en politik. Jeg har nogle måske gammeldags idealer om fritænkeren. Jeg ønsker at kunne tænke frit uden at komme ind i en bestemt partipolitisk sammenhæng.”
Er der nogen partier, der har bedt dig om at stille op?
”Ikke direkte. Men der er nogen, der har fisket. Men det værste ville være, hvis læserne af det, jeg skriver, begyndte at filtrere det gennem et politisk filter. Det er ikke, fordi jeg skriver helt upolitisk, men jeg mener ikke, at det er partipolitisk.”
Hvilke reaktioner har du fået fra almindelige danskere?
”Jeg har fået masser af mails. De kommer hver dag. Og breve og gaver.”
Gaver?
”Alt muligt. Små kunstværker og malerier, folk har lavet. Det er ofte bøger, der har været vigtige for den person, eller en bog, de selv har skrevet. Mange henvender sig med spørgsmål. Det kan være nogle, der har det svært, for eksempel psykiatriske patienter. Og bekymrede forældre, der har børn i skolealderen eller ældre. Jeg bliver også stoppet på gaden, hvor folk vil have selfies. Det er ret syret.”
Det er der vist ikke mange forskere, der oplever?
”Det tror jeg ikke. Men jeg er blevet lidt mere sky. Jeg har lige været til en fest med min kone, hvor hun gik rundt og talte med nogle af de andre gæster, og folk sagde til hende: ’Se, der er Svend Brinkmann, hvorfor er han her?’ Sådan noget skal man pludselig forholde sig til. Jeg ved jo godt, at det langtfra er alle i Danmark, der ved, hvem jeg er, men i de miljøer, jeg og min familie færdes i, for eksempel blandt skolelærere, kender de mig. Så jeg kan ikke længere træde uhildet ind i et rum. Folk har på forhånd en holdning til mig, og det er nogle gange lidt mærkeligt.”
Opfører du dig anderledes end tidligere?
”Jeg lægger mere bånd på mig selv i festligt lag. Passer mere på, hvad jeg siger. Og passer på ikke at dominere en samtale. Den slags ting. Samtidig har jeg en opfattelse af, at folk bliver tilbageholdende med at sige noget, når jeg er der. Det er nogle mærkelige mekanismer. Jeg har ikke opsøgt det. Det er bare sket. Jeg havde nok regnet med et mere tilbagetrukkent liv som forsker.”
Svarer du alle, der skriver til dig?
”Jeg prøver. Der er nogle, der tydeligvis har brugt lang tid på at formulere det, og så virker det næsten arrogant at svare med en enkelt linje. Men nogle gange er der ikke tid til mere. I den senere tid har mange henvendt sig om deres børn. Det er ellers ikke, fordi jeg har skrevet så meget om børn.”
Hvad skriver folk om deres børn?
”Nogle henvender sig med et dilemma, når deres børn måske skal have en diagnose og i behandling. De vil gerne høre min holdning til det, og om de har fejlet som forældre. Nogle skriver, at deres børn spiller for meget computer, og andre, at deres børn er ulykkelige. Det kan handle om et ungt menneske, der går i gymnasiet og klarer sig godt, og udadtil er alt fint, men hvor en opmærksom forælder kan se, at der er nogle problemer. Der var en, der skrev meget ærligt, men også fortvivlet: ’Jeg fortæller jo min datter hele tiden, at jeg elsker hende uanset hvad, også selvom hun ikke får 12 i skolen. Men det virker ikke. Hvad skal jeg gøre?’ Men det ved jeg jo ikke. Det kan man ikke svare på i en mail. Jeg skriver ofte: ’Du er jo selv blevet et fornuftigt menneske, der bekymrer sig om dit barn. Hvad har dine egne forældre gjort for, at du er blevet sådan?’ Måske kan man gøre noget af det samme i stedet for at begynde forfra og læse alle mulige moderne bøger om børneopdragelse eller om at coache sin teenager. Måske er det en løsning at trække lidt på den akkumulerede erfaring. Ikke fordi man skal gentage sine forældres fejl, men det kan jo være, at de har gjort noget, der var fornuftigt nok.”
Har du fået mere alvorlige henvendelser fra nogle, der søgte hjælp?
”Jeg har været ude for psykiatriske patienter, der skrev om deres selvmordstanker og problemer. Der var en, der nærmest stalkede mig. Han havde styr på, hvor jeg var. Det var tydeligvis en, der havde nogle vrangforestillinger. Han sendte nogle totalt rablende mails, nogle gange rigtig mange hver dag.”
Han opsøgte dig ikke personligt?
”Nej, men det er der andre, der har gjort. Der har dog aldrig været noget truende over det. En dag troppede en fyr op ved min gadedør med en kæmpe stak dokumenter, som han bad mig om at læse igennem. Han syntes ikke, der var nok bevågenhed om strømallergi i Danmark. Vi er nok nærmere ovre i nogle psykiatriske diagnoser end allergi, men det kan nogle blive ret fortørnede over, at man siger. Jeg sagde til ham, at det ikke var mit bord, og at jeg ikke havde forstand på det. Jeg har ikke hemmelig adresse og telefonnummer, så folk kan finde mig, og det er til at leve med indtil videre. Det kan da godt være, det skifter på et tidspunkt, men jeg har svært ved at forestille mig, at det kan blive mere intensivt, end det er nu. Jeg er trods alt ikke popstjerne. Jeg er forsker på et universitet.”
Hvad med henvendelser fra kvinder – af mere personlig art?
”Joo, altså … lige i begyndelsen, hvor mine bøger kom ud, og jeg blev nævnt i medierne, var der en sød dame, der havde bagt en stor kage, og hun sendte et billede af sig selv med den. Det var ikke et nøgenbillede, men helt klart et oplæg til romantik. Jeg svarede hende og skrev noget med, at jeg var godt gift, og det sikkert var en god kage, men at hun nok skulle spise den med en anden. Det var ligesom der, det begyndte. Jeg viste det til min kone, så hun ikke skulle opdage det ved et tilfælde. Og det er min politik at vise det til hende, når den slags sker. Nu lyder det måske, som om jeg modtager hundredvis af den slags henvendelser. Det gør jeg ikke, men det sker. Der var også en mand, der sendte håndskrevne breve og fortalte om sit sommerhus, og hvordan jeg kunne finde derhen. Det har jeg ikke lige svaret på, men sådan nogle ting opstår. Det er svært for mig at tale om, fordi det let kan lyde opstyltet og selvoptaget, men jeg kan jo godt mærke, når jeg holder foredrag, og der sidder rigtig mange mennesker, at der også er en form for idoldyrkelse. Folk vil have autografer og fortæller, hvad mine bøger har betydet for dem. Så er det måske meget godt, at jeg bor i en dansk provinsby, hvor jeg kan trække mig tilbage til familiens skød og forhåbentlig holde benene på jorden.”
Tænker du over, om folk bliver trætte af dig en dag?
”Det er meget forståeligt, hvis der er grænser for, hvad folk kan rumme. Hvis jeg gik ind i bogudgivelser og andre projekter med en devise om, at ’nu skal vi maksimere Svend Brinkmann-faktoren i de næste 10 år og styre efter det mål’, ville jeg forråde alt, hvad jeg skriver om. Så jeg siger i stedet ja til det, jeg kan magte. Jeg kunne holde foredrag hver dag, men det magter jeg ikke. Jeg holder gerne et foredrag om ugen. Ikke året rundt, men i perioder. Det stopper sikkert en dag, og så kommer der en anden, der siger noget andet, eller en, der siger det samme som mig på en bedre måde.”
Hvor længe tror du, at det er relevant, det, du skriver og fortæller om?
”Det lyder krukket, men jeg regner med, at de spørgsmål, jeg beskæftiger mig med, altid vil være relevante. For det er grundlæggende eksistentielle anliggender, jeg interesserer mig for. Men tidsånden forandrer sig jo, og jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg kan skrive en dårlig bog, eller folk kan blive trætte af at høre på mig. Jeg skal ikke blive afhængig af opmærksomheden, og det er jeg heller ikke. Heller ikke økonomisk. Jeg er ansat på et universitet.”
Er noget ændret i de fem år, der er gået, siden ’Stå fast’ udkom?
”Det synes jeg. Den udkom, da hele coaching-bølgen og ’lad os tænke positivt, så kan vi opnå alt, hvad vi vil’-bølgen var på sit højeste. Mange var begyndt at være trætte af det. De følte sig kørt over. Det hjalp min bog meget frem. Bølgen er der stadig, men den er ikke på samme højde. Det er ikke sikkert, at det er på grund af min bog, hvis noget er ændret, men jeg synes, at man ikke i samme grad som tidligere kan slippe af sted med at sige: ’Nu skal vi bare tale om udfordringer og læringsmuligheder i stedet for problemer.’ Nu er der flere, der siger: ’Vi må have lov at sige, at der er et problem. Det er ikke nok at sige, at vi skal have ja-hatten på, vi må have lov at være kritiske.’ Det tror jeg, vi har lært i en vis udstrækning.”
Men fortalerne for positiv psykologi har vel et godt budskab om, at vi kan mere, end vi tror?
”Mja, nogle kan mere, end de tror, andre kan mindre, end de tror, og nogle har et realistisk billede af, hvad de kan. Nogle mennesker har givetvis gavn af et mere lyst og optimistisk syn på deres egen formåen, andre har gavn af at være defensive pessimister – at regne med, at tingene vil gå galt. Det betyder, at man bliver beskyttet mod en eventuel skuffelse og til gengæld bliver rigtig glad, når det lykkes. Det taler de positive psykologer ikke så meget om, men defensiv pessimisme er ganske velunderbygget som en konstruktiv tilgang for mange mennesker. Der er fine tanker i stort set alle psykologiske tanker. Og selvfølgelig kan det være godt at tænke positivt. Især hvis der sker noget godt i verden. Det er en måde at forstå det på. Men det kan også være fint at tænke negativt, for hvis der sker noget negativt, må vi på en eller anden måde forsøge at forstå det. Og hvis vi ikke må tænke negativt i den situation, så perverterer vi vores eget følelsesliv. Det håber jeg går igen i det, jeg skriver: Der er ikke en one size fits all.”
Hvad gør du selv, når du for eksempel møder modgang eller skal tage svære beslutninger?
”Jeg benytter mig i stigende grad af at tale med andre i stedet for at gå med det selv. Uhyre banalt, men ikke mindre rigtigt af den grund. Jeg vil gerne kunne se mig selv i øjnene og ikke lade mig friste af det nemme eller populære. At have en vis integritet, ikke kun fordi det strategisk og i det lange løb måske vil komme mig til gavn, men simpelthen fordi det er rigtigt. De mennesker, jeg beundrer mest, er dem, der står ved, hvad de mener. Ikke sådan, at de ikke kan lade sig rykke, men det er mennesker, man kan regne med. Og det er jo en livslang stræben. Integritet kan man ikke sætte flueben ved og sige ’Så er den klaret’.”
Du skriver, at vi skal være gode mennesker, men ikke nødvendigvis ’den bedst mulige udgave af os selv’. Men er der ikke en pointe i det berømte eksempel fra flykabinen, hvor man skal tage sin egen iltmaske på, inden man hjælper andre?
”Det er klogt i flykabinen, men spørgsmålet er, om det er dækkende for vores liv nu og den situation, vi er i. Hvis vi kommer dertil, hvor iltmaskerne falder ned fra loftet, skyldes det måske, at der er noget galt med nogle strukturer, og at der ikke er blevet gjort noget ved de problemer, vi har. Måske er problemet, at vi netop bare sidder og trækker vejret i vores egen lille iltmaske, og så kalder vi det ’selvudvikling’ eller ’at mærke sig selv’ eller ’at være autentisk’. Hvis nogen turde tage iltmasken af og kigge ud over sig selv, kunne de rejse sig og gå ud i cockpittet og se, at piloterne måske er besvimet. Vi lever med en forestilling om, at alt det vigtige er inden i os selv, men måske er det vigtigere at være en god udgave af et menneske end at være en god udgave af sig selv. Det kan være udmærket at realisere sig selv, men det skal gøres med respekt for andre og de almenmenneskelige værdier. For nu at sætte det på spidsen: Hvad er den bedst mulige udgave af Anders Breivik? Er det ham, der lykkedes med sit forehavende og i en absurd form for selvrealisering slog en masse uskyldige mennesker ihjel? Det var eddermame en ringe udgave af et menneske. Der er nogle almenmenneskelige koordinater, jeg synes, vi skal navigere efter. Det er jo der, etikken ligger. Søren Kierkegaard taler om det æstetiske og det etiske. Det æstetiske er det subjektive: Hvem er jeg, hvad er min smag, hvad har jeg lyst til, hvordan kan jeg realisere mine behov og blive den bedst mulige udgave af mig selv? Det etiske er det almene: Hvis noget er rigtigt at gøre, er det ikke rigtigt, bare fordi jeg personligt får noget ud af det. En god gerning er god, også selvom ingen finder ud af, at det er mig, der har gjort den.”
Er det mangel på dannelse, hvis vi spørger ’Hvad får jeg ud af det?’
”Det er udannet, hvis det er det eneste spørgsmål, vi stiller: Hvad får jeg, eller vi som samfund, ud af, at der er et kongehus? Kan det betale sig? Hvad får vi ud af, at der er humanistiske fag på universitetet? Genererer det noget til BNP? Hvis det kun er de spørgsmål, man navigerer efter, er det mangel på dannelse. Dannelse handler om, at man finder ud af, at der for fanden er noget, der er vigtigt, uanset om man lige forstår det eller ej. Vi udspringer af en historie, kultur, tradition og en natur, som bør betyde noget for os. Dannelse er en proces, hvor vi lærer at forstå, at ’verden handler ikke kun om mig’. Vi er kun noget, fordi vi er en del af noget. Vi lever i sådan en nyttefokuseret tid, hvor alt skal kunne bruges til noget og gøre gavn. Og det er en virkelig unyttig tilgang. ’Hvad kan jeg bruge det til?’ Det er sgu lige meget, når vi taler om tilværelsen.”
Hvordan lærer du dine børn om den dannelse, du taler og skriver om?
”Vi har ret få eksplicitte pædagogiske principper derhjemme. Da børnene var yngre, var reglen, at efter klokken 20.00 måtte de enten sove eller læse i en bog, men nu hvor den ældste er i gymnasiet, er det jo lidt svært med sådan en regel. Men det handler om den gamle eviggyldige sandhed: At man ikke opdrager børn ved at fortælle dem noget, men ved at vise dem, hvad man ønsker. Vi har for eksempel tit taget dem med på museer, både i Danmark og andre lande. Vi har brugt rigtig meget tid på bymuseer, naturhistoriske museer og kunstmuseer.”
Har dine børn været trætte af dig indimellem?
”De elsker de ture. Det gjorde de også, da de var små. Men vi har også gjort det på deres præmisser. De er ikke blevet tvunget til at stå i timevis foran abstrakte malerier. Måske er vi bare gået hurtigt igennem, og så er de blevet lovet en is eller har fået lov at vælge en ting i museumsbutikken. Så når man alligevel at se lidt i forbifarten. Før børnene selv begyndte at læse, læste vi også meget for dem. Jeg tror, det har smittet af på børnene. De har nok nogle lidt nørdede interesser. En er for eksempel interesseret i Mozart og spiller klaver på ret højt niveau, og en anden er interesseret i litteratur og poesi. Det er fedt, når de får nogle interesser. Det er næsten ligegyldigt, hvad det er.”
Du siger ’næsten’. Er det ligegyldigt for dig, om det er Mozart eller computerspil?
”Jeg ville gerne kunne sige, at det er ligegyldigt. Men jeg må indrømme, at jeg har givet dem lidt mere positiv opmærksomhed, når det har handlet om Mozart eller poesi. Jeg er nok bare gammeldags. De forskere, jeg kender, der har beskæftiget sig med computerspil, siger, at det også er en dannende verden med mange muligheder. Men jeg synes, der er en værdi i den store kulturarv.”
Kan vi ikke leve et fint liv uden at tænke så meget over de grundlæggende og måske lidt langhårede emner, du taler om?
”Det vil jeg ikke afvise, men jeg tror, at der i de fleste menneskers liv vil opstå situationer, hvor man bliver tvunget til at tænke lidt dybere. Hvor man bliver sat i et dilemma. Måske får man mulighed for at opnå en gevinst, men på bekostning af andre. Hvad gør man så? Det kan også være, man mister en elsket og skal reorientere sig i sit liv. De fleste mennesker tænker ikke over de ting til daglig, og det skal man heller ikke, men vi bliver nødt til at have en form for værdimæssigt beredskab eller orienteringsevne i forhold til de ultimative anliggender i livet. Det er nødvendigt, for at vi kan håndtere kriser og situationer, hvor der er nogle store spørgsmål. Jeg har på fornemmelsen, at når så relativt mange mennesker i Danmark har angst eller depression, er en del af forklaringen, at vi simpelthen ikke længere ved, hvad der er rigtigt at gøre. Vi tror, at svaret skal findes inden i os selv, men det bliver flygtigt og tilfældigt. Der er masser af redskaber, der kan hjælpe os med at leve længere og gøre tingene hurtigere og mere effektivt, men måske har vi mistet evnen til at spørge ’Hvorfor?’. ’Hvad er formålet med det?’ Mit svar vil være, at vi jo i første omgang kunne forsøge at orientere os i det, vi er en del af. Den verden, mennesket har bygget. Der har levet hundredvis af generationer før os, og de har gjort, sagt og tænkt en hel masse, som vi står på skuldrene af. Det var da et sted at begynde.”
