MIN FAR VAR SØMAND og sejlede som krigssejler under anden verdenskrig. Da han gik i land, tog han hjem til sin hjemegn ved Skanderborg, og der mødte han kaffehandlerens datter. Min mor var vokset op i det bedre borgerskab, så ham sømanden var ikke det oplagte parti. De rykkede til Brabrand, hvor jeg voksede op med min storebror på et nedlagt landbrug.
Huset lå lidt for sig selv på toppen af en bakke, og der var ikke så mange andre børn. Jeg rendte meget rundt på egen hånd. Legede med vores to cockerspaniels, passede deres hvalpe eller fodrede de 30 undulater i vores voliere. Min mor gik primært hjemme.
Min far havde en fandenivoldsk, entreprenant drivkraft og kastede sig over alt muligt. Han malede og solgte billeder. Han blev repræsentant for NSU Prinz (tysk bilmærke, red.), og vi havde vores stubmark fyldt med biler. Til sidst åbnede han og min mor en planteskole, som de drev sammen. Det var en barndom med masser af tryghed.
Om sommeren pakkede vi vores NSU og kørte til Fanø. Der havde min far bygget et lille, sort sommerhus ved navn Trold. Derovre var det sand, vand og frihed. Uendelige dage med min bror og andre børn i klitterne. Mine forældre, min bror og jeg gik på stranden for at finde rav. Min mor og bror var klart bedst til at lede og holde blikket på jorden, mens min far og jeg hele tiden kom til at kigge op og ud. I huset spredte vi fundene ud på bordet, studerede de små dyr i ravet, og så fortalte min far om, hvordan vi alle sammen stammer fra havet. Jeg kunne finde på at tage ravglasset ned fra hylden alene for at få ham til at fortælle. Havet har altid draget mig.
I skolen følte jeg mig utilstrækkelig de første år. Jeg dagdrømte i timerne. Det var de sidste år af den sorte skole, og jeg var slem til at komme for sent til morgensamlingen. Der var så meget på min cykeltur, jeg gerne lige ville kigge på. Kom jeg for sent, kostede det nogle gange en lussing. Jeg fortalte det aldrig til mine forældre. Jeg vidste, at min far ville komme ned på skolen for at forsvare mig. Det frygtede jeg ville koste flere lussinger, og jeg ville helst ikke gøre for meget væsen af mig.
I tredje klasse fik vi en ny lærer i naturhistorie. Pludselig stod han bare der i klasselokalet med sort halvlangt hår og skæg. Det føltes, som om en helt ny verden var trådt ind i klassen. En verden, jeg instinktivt var hooked på. Han hed Holger Laumann og stod fra begyndelsen i kontrast til de jakkesætsklædte, pomadiserede lærere. Han forsøgte virkelig at engagere os, at tale til potentialet i os, og kunne han komme til det, spillede han musik for os. Især soul fra USA.
Fem piger fra skolen ønskede sig en guitar i julegave året efter. Vi fik alle sammen vores ønske opfyldt. Holger dannede et band med os – De Fem – og vi lærte folkeviser og Beatles-sange. Hver dag sad jeg og øvede på førstesalen af vores hus. Eller lyttede til de plader, min bror købte, blandt andet Aretha Franklin. Det var også deroppe, jeg skrev min første sang. En lille cowboymelodi på D, G og A: ’Jeg vil hjem til mit hjemland’. Sammen med bandet optrådte jeg med den til vores forårskoncert i femte klasse. Fra den dag var jeg hende, der sang og spillede. For første gang følte jeg, at jeg havde en identitet.
På førstesalen af barndomshjemmet stod et gammelt klaver. Her komponerede Lis Sørensen sange helt op i Shit & Chanel-æraen. Foto: Privat.
DEN SORTE BAKELLITTELEFON ringede derhjemme i 1972. På det tidspunkt gik jeg rundt i et limbo og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle komme videre med musikken. Jeg havde indspillet plader med De Fem, men det var slut nu. I den anden ende af røret præsenterede en Anne Linnet sig. Jeg vidste godt, hvem hun var, jeg havde set hende optræde på Statsgymnasiet. Og jeg vidste også, at hun var blevet kæreste med Holger. Han havde opfordret hende til at ringe, for de var ved at samle et band. Om jeg ville være med?
Om jeg ville! Bandet hed Shit & Chanel og bestod af Anne, Holger, en lokal skuespiller og nogle af Holgers bandmates fra jazzorkestret Tears. Vi spillede debutkoncert på Stakladen i Aarhus i september samme år, men kort efter løb det ud i sandet. Et år efter opstod et nyt band med samme navn – denne gang kun med piger.
Jeg var 18 år, da Anne, Astrid, Lone, Ulla og jeg dannede Shit & Chanel. Det var i det band, jeg blev voksen. Vi rejste rundt i utætte varevogne, spillede på kroer, hvor de forventede, vi smed tøjet, vi forhandlede kontrakter, og jeg skændtes med den ene jaloux kæreste efter den anden, der ikke kunne kapere, at jeg stod på scenen. Det lærte mig ekstremt meget om at sætte grænser. Og det lærte mig værdien af at være et hold. Som solist har jeg siden hen altid bestræbt mig på at skabe en bandfeeling. Når jeg er blevet spurgt, hvordan man skal komme i gang som sangerinde, svarer jeg: ”Drop tanken om, at du kan klare det selv, og find nogle at spille sammen med.”
Aarhus var vores hjemmebane, og mit tilholdssted var ofte Lars Muhls lejlighed i en besat bygning på hjørnet af Nørregade og Ringgaden. Derfra kunne vi gå ned på et af spillestederne. Hænge ud med Spillemændene, som Henning Stærk var forsanger for, og se Taurus – det senere TV-2 – spille. Jeg var et udpræget natdyr og havde behov for at prøve lidt af det hele. Det prægede forholdet til min mor. Hun kom til at stå for hele den gamle, pæne verden, mens jeg udforskede den nye, vilde verden. Jeg holdt hende mere og mere ude af mit liv.
Min mor døde som 55-årig. Jeg var selv 21. Det tyngede mig i flere år, at vi aldrig nåede at finde hinanden igen. Det var sorgen over tabet, samvittighedsnaget over at have lukket hende ude, og det var vreden på hendes vegne over, at hendes liv blev så kort. Når jeg skrev sange, kredsede de ofte om de følelser, men de sad ligesom fast i mig. Sangene blev stive og pålydende. En dag sagde Sebastian, at han havde skrevet en sang til mig, ’Stille før storm’. Den forløste noget af sorgen i mig.
Oprindelig skrev Sebastian sangen til min første soloplade. Men jeg var så længe om at få pladen lavet, at han tog ’Stille før storm’ med på sit eget album. Det kendetegnede mig meget de år. Jeg famlede efter en retning, og i stedet endte jeg med at følge andre – i Sebastian Band, i Anne Linnet Band og i andre bands, hvor jeg sang og spillede med. Jeg var en god allrounder. Jeg spillede udmærket spade og klaver. Jeg kunne producere. Skrive tekster. Komponere. Arrangere. Og selvfølgelig synge. At arbejde tæt med Anne og Sebastian formede mit billede af, hvad jeg troede, en solokunstner skulle være: sådan en, der fra start til slut skabte alt.
Jeg gik og råbte i klitterne i Nordjylland i 1988. På det tidspunkt havde jeg fået hul på solokarrieren, men nu skulle jeg skrive et nyt album. Men jeg var både tom og ked af det efter at have mistet min far. ”For helvede!” skreg jeg ud i vestenvinden. Efter at have raset ud tænkte jeg på nogle af de sange, jeg levede mig allermest ind i. Det slog mig, at jeg ikke havde skrevet dem selv.
”Jeg ringer sgu lige rundt,” tænkte jeg. Jeg fik fat i Anne, Sebastian, Steffen Brandt, Lars Muhl og flere andre. De var alle sammen friske på at skrive mere til mig. Jeg frygtede, at det ville blive et værre kludetæppe, når jeg nu ikke var primær sangskriver. Men da albummet ’Hjerternes sang’ lå færdigt, hørte jeg for første gang, at min vokal kunne være en samlende fortællerstemme. Det album satte kursen for min måde at tænke og arbejde på.
SANNE OG JEG TURNEREDE sammen i Sverige i 1990. Vi var begge en del af koncertkonceptet ’Badrock’, hvor vi spillede på borge eller slotte foran titusinder af mennesker på smukke sommeraftener. Sanne havde sin søn Victor Ray med, så når de andre fra koncertkaravanen tog til efterfest, tog Sanne og jeg tilbage til hotelværelset med ham – drak te, røg smøger, åd slik og snakkede om, hvad fremtiden mon ville bringe. Victor drønede rundt i et Superman-kostume og mindede mig om en af mine drømme: at blive mor.
Jeg fik Sylvester i 1992. I et år gav jeg mig bare hen til moderrollen. Jeg nærmest boede i morgenkåbe og tog 10 kilo på. Det var vidunderligt at bekymre sig om et andet menneske i stedet for at pleje mit eget kunstner-ego. Jeg nåede et punkt, hvor jeg spurgte mig selv, om jeg overhovedet ville vende tilbage til at synge. Måske skulle jeg bruge min uddannelse som musikpædagog fra konservatoriet? Imidlertid blev jeg spurgt, om jeg ville optræde med Thomas Helmig og Lars Muhl under Aarhus Festuge. Jeg sagde tøvende ja. Jeg anede dårlig nok, om min stemme fungerede. Så snart jeg stod deroppe, vidste jeg, at jeg måtte i gang igen.
Jeg nærmede mig 40 år, hvilket var meget i popsangerindeår dengang. Jeg mærkede pludselig, at jeg tilhørte de første generationer. Kiggede jeg mig omkring, så jeg ingen ældre forbilleder, hvis stier jeg kunne træde ned ad. Jeg måtte finde min egen. Løsningen blev et samarbejde med unge producere og sangskrivere som Soulshock, Cutfather og Karlin. De gav mig en funky bund, jeg kunne ligge og svuppe på. Jeg ringede til Naja Marie Aidt for at få hende til at bidrage med en tekst. Hun endte med at give sangen en titel, der indkapslede de foregående år for mig: ’Forvandling.’
Hjemme i Brabrand med storebror Peter omkring 1959. Foto: Privat.
JEG VAR I Portugal i begyndelsen af årtusindet. En aften fór jeg og min veninde vild i Lissabons smalle gader og satte os ind på en tilfældig bar. I midten var en lille scene, og ind kom en bred ældre kvinde. Hun var helt rank, klædt i sort, havde en rød kæde om halsen og håret samlet i en knold. Hele rummet blev tavst, da hun begyndte at synge lange sørgmodige toner. Flere omkring mig sad med våde øjne. Stilen var den længselsfulde portugisiske fado. Jeg forstod ikke et kuk, men fornemmede, at tilhørerne følte, at hun sang lige præcis deres historie.
Oplevelsen i Lissabon blev skelsættende. Den gav mig tro på, at min alder gav mig autoritet som historiefortæller. Jeg vidste, at jeg havde passet godt på min stemme, og jeg havde en forhåbning om, at mine sange favnede en masse historier. Jeg undersøgte, hvilke forsamlingshuse, kroer og lignende der kunne tænkes at ville have mig og et lille band på besøg. Jeg var klar til tage ud på grusvejene for at vinde publikum.
Nogle steder sad hele byen linet op ved fint dækkede langborde og spiste mad fra den lokale madklub – jeg og bandet fik samme ret. Det var jordnært og nærværende, og det mindede mig om det, jeg selv kom fra. De ønskede ikke en hot ung popstar, de ønskede en moden sanger, der signalerede: ”Slap af, slå ørerne ud, så skal I bare høre.” Det krævede mange, lange køreture gennem natten, men jeg elskede det. Og det bekræftede mig i, at det var det her, jeg var sat i verden for at gøre: fortælle historier med min stemme. Samtidig begyndte de større spillesteder at koble sig på. At jeg formåede at knokle mig selv op på den måde, er noget af det, jeg er mest stolt af.
12 år og på scenen med De Fem til Engdalskolens forårskoncert i 1968. Lis Sørensen med sort pagehår og guitar er nummer to fra venstre. Bagerst i billedet musiklærer Holger Laumann. Foto: Jørn Timm, Aarhus Stadsarkiv.
ANNE, SANNE og jeg mødtes hos mig for at lave nogle uformelle øvere inden vores fælles turné i år. Sådan bare for at høre, om vi overhovedet kunne ramme hinanden. Vi fordelte os i sofaerne og begyndte at synge. Ret hurtigt fangede Anne og jeg hinandens blikke og smilede. Det var vildt for os begge at høre, hvor instinktivt vi gled ind i hinanden. Hun er den person, jeg har sunget flest timer sammen med. Det menneske, hun har kigget mest i øjnene i sit liv. Og omvendt.
Det gælder for os alle tre, at vi har været vidner til hinandens liv. Uanset hvor meget vi har haft behov for at løbe i hver vores egen retning, har vi været forbundet. Det var fedt at fejre og binde sløjfe på vores fælles fortid.
Jeg har lagt en masse bekymringer om alder og berettigelse bag mig. Jeg ved, at jeg kommer til at tvivle nu, hvor jeg igen skal ud og snuse nye sange frem. Men efter tvivlen venter noget nyt og spændende. Sådan har det været hidtil. På intet tidspunkt har jeg gået fremtiden i møde med større spænding end nu. Jeg føler mig mere fri end nogensinde.
