HAN HAR SPILLET sæsonens sidste show, og nu står resten af året på hesteopdræt og ild i brændeovnen. Hun har lige taget hul på et efterår med fuldt koncertprogram, og i aften skal hun og guitaren alene på scenen i et forsamlingshus i Himmerland. Det er derfor, hun sidder i Niels Hausgaards gulvopvarmede køkken i Vendsyssel og drikker pulverkaffe af en hvid reklamekop fra en jysk producent af hestefoder.
Signe Svendsen er opvokset på Fyn, men siden hun kom ind på det rytmiske konservatorium i København i midten af 90’erne, har hun haft fast adresse øst for Storebælt, og for hende er en tur til Nordjylland lige så langstrakt som en tur til Berlin. Men musikken bringer hende hele tiden herop, og hver gang forsøger hun at lægge vejen forbi vennen og kollegaen Niels Hausgaards stutteri for enden af en bulet jordvej et kvarters rolig bilkørsel nord for feriebyen Løkken. Det er her – et pænt stykke ude på landet mellem blå traktorer med ladvogn og drøvtyggende køer i knæhøjt græs – den folkekære entertainer bruger størstedelen af sin tid. Langt fra de hvide striber på landevejenes endeløse asfalt og spotlyset i udsolgte koncertsale.
Niels Hausgaard: ”Det er så godt for Signe at komme herop og se noget rigtig natur en gang imellem.”
Han brummer fornøjet, mens han smider en krøllet vindjakke på overkroppen og griber ud efter husnøglen.
De to mødtes første gang i 2006 i en gul sofa i programmet ’Spørg Charlie’ på TV 2, hvor de sammen med helikopterjournalisten Ulla Terkelsen og nyhedsværten Jens Gaardbo forsøgte at rådgive danskerne om alt fra utroskab til stuearrest. Signe Svendsen var nybagt mor, og egentlig forstod hun ikke, hvad hun lavede i et brevkasseprogram med en flok ældre kendisser, der for længst havde sagt farvel til beskidte bleer. Men hun kunne godt lide folkene omkring sig, ikke mindst Niels Hausgaard.
Signe Svendsen: ”Jeg havde aldrig set ham spille live, så jeg skrev til ham for at høre, om jeg måtte se ham optræde. Han svarede med det samme, at det måtte jeg godt. Og så foreslog han, at jeg kom med på scenen og sang sammen med ham.”
Niels Hausgaard: ”Det ville hun gerne, skrev hun, og jeg blev så glad. Jeg kvitterede straks med at sende hende spilledatoerne for resten af min turné.”
Siden har de to hængt sammen. De bor i hver sin ende af landet, og selvom de ikke kører musikalsk parløb lige for tiden, går der sjældent mere end et par dage mellem, at de snakker sammen. Han ringer til hende, når han vil vide, hvordan hendes yngre ører opfatter en verselinje, og hun ringer til ham, når hun vil vide, hvad den ældre mand har at sige om en ufærdig sang.
Signe Svendsen: ”Eller hvis jeg har brug for et godt råd om, hvad pokker man stiller op, når man skærer en luns af sin tommeltot på et mandolinjern, dagen inden man skal spille guitar for 500 mennesker.”
NÅR MAN REJSER rundt sammen år efter år, lærer man hinandens hemmeligheder og særheder at kende. Det er det, 75-årige Niels Hausgaard og 45-årige Signe Svendsen snakker om, da vi sidder i sangerindens stationcar for at komme ud til Løkkens Vejkro, hvor den nordjyske entertainer har insisteret på at give frokost.
Niels Hausgaard: ”Jeg fik Signe overbevist om, at vi skulle spise frokost på min lokale kro. Det gode ved hende er, at hun er flink til at respektere, at jeg er den ældste og dermed også den klogeste af os.”
Signe Svendsen: ”Det er muligt, at Niels er mere erfaren end mig, men han kan ikke klare sig ret længe uden min støtte. I sommer spillede vi på Tønder Festival, og en aften gik jeg op for at hente ham på værelset, inden vi skulle ned at spise. Mens vi snakkede, smed han sin værelsesnøgle i inderlommen på sin jakke. ’Du skal ikke lægge nøglen i din inderlomme, så glemmer du bare, hvor du har lagt den. Det ved du osse godt, Niels,’ sagde jeg og gik videre. Pludselig standsede han, vendte sig om mod mig: ’Sagde du lige det?’”
Niels Hausgaard: ”Det var lidt af et chok for mig. Det ved du osse godt, Niels. Må jeg være fri! Den sætning var med på scenen samme aften. Vi kender ægteparret, der skulle have givet op for længe siden. Han er iført den vindjakke og de skindhandsker, hun gav ham i julegave, og hun siger hele tiden: ’Du skal ikke gå så hurtigt, skat. Du får bare sidestik, og det ved du osse godt!’”
Signe Svendsen: ”Det er både tragisk og rørende, når et par ender der. Det er ofte kvinder, der siger den slags. De fleste af os har mødt ægtemanden, der rækker ud efter et ekstra stykke kød fra buffeten, og så griber konen fast i hans arm: ’Lad nu være med at tage mere kød, Erling, det er ikke godt for din mave. Det ved du osse godt.’
Niels Hausgaard: ”Ja, og Erling trækker forskrækket hånden til sig og lægger pænt kødet tilbage i buffeten. Fuld af skam. Han har kastet alle håndklæder i ringen, og nu kan han ikke komme derind for bare håndklæder. Han har glemt at sige fra undervejs, og det er i virkeligheden forræderi over for den stakkels kone. Hun bliver jo til en hyæne, og det er ingen tjent med. Hverken ham eller hende. Hun forsøger ubevidst at få ham til at sætte hælen i og sige fra. Hun vil mærke ham.”
BILEN RULLER IND på den flisebelagte parkeringsplads bag Løkkens Vejkro. I sommermånederne skal man bestille bord mindst en uge i forvejen, hvis man vil være sikker på at få en stegt rødspætte med hjemmerørt remoulade, men på en forblæst fredag i efteråret er krostuen omtrent lige så tætpakket som et dansk friluftsbad i februar.
Vi er dagens første gæster. En ung kvindelig tjener kommer hen til bordet. Niels Hausgaard lader blikket løbe ned over menukortets retter, mens han læser højt for resten af bordet, hvis nu hans gæster – modsat ham selv – skulle have glemt læsebrillerne derhjemme.
”Her mangler sandelig ikke noget. De har både smørrebrød, pariserbøf og et luksus-stjerneskud,” lyder det muntert fra manden i den krøllede jakke.
Vi lander på en fælles bestilling på tre store frokosttallerkner.
”Det er det, vi skal have,” siger Niels Hausgaard opstemt til tjeneren og laver en rask tillægsbestilling, inden hun forsvinder ud i køkkenet.
”Jeg vil også gerne bede om en Rød Aalborg til silden og helst en, der ikke er alt for kold. Den må godt være stuetemperatur,” siger Niels Hausgaard opstemt.
”Jeg tror desværre kun, vi har den kold,” forklarer tjeneren.
”Det er fint, jeg lader den bare stå, så plejer den at blive varm. Ja, det kommer selvfølgelig an på, hvor længe den får lov til at stå,” smiler folkesangeren og bestiller en danskvand uden citrus.
”Jeg vil også gerne bede om en danskvand,” siger Signe Svendsen og tilføjer: ”Men helst med citrus, hvis det lader sig gøre.”
”Ja, du skal selvfølgelig have med citrus. Fint skal det være.”
Sangerinden ryster på hovedet, griner. Sådan er dynamikken.
Niels Hausgaard kigger roligt op fra menukortet.
”Signe, du har ikke godt af al den citrus. Det ved du osse godt.”
KORT EFTER LANDER maden på bordet. Det samme gør danskvandene. Snapsen kommer direkte fra fryseren og er iskold. Den får lov til at stå, mens de to musikere svarer på det første spørgsmål.
Hvad gør berømmelse ved et menneske?
Niels Hausgaard: ”Jeg ved ikke med berømmelse, men kendthed gør, at man føler sig synlig i landskabet. Det kan være svært at håndtere elegant, indtil man vænner sig til det. Jeg har mødt folk, der håndterer situationen så utrolig dårligt, at de ufrivilligt fremstår som idioter. Måske har jeg selv gjort det engang. Det er det, jeg så godt kan lide ved Signe. Hun har ikke brug for at puste sig op. Det, man ser, er det, man får. Jeg vidste hurtigt, at hun ville være god at rejse rundt med.”
Signe Svendsen: ”Jeg kom fra popverdenen, hvor man bliver stylet op, så man fremstår som en helvedes karl. Det setup har jeg aldrig følt mig hjemme i. Jeg har svært ved at se mig selv som en anden end den, jeg er.”
Niels Hausgaard: ”Jeg har altid opfattet mig selv som håndværker og har aldrig kaldt mig kunstner. Jeg føler mig mest i familie med køkkenpersonalet ude på spillestederne. Jeg har mødt unge kolleger, der gerne vil være stars, hvorefter de fleste af dem ender med at blive voldsomt uinteressante.”
Signe Svendsen: ”Jeg kender musikere, der forlanger, at håndklæderne backstage skal være vasket med et bestemt skyllemiddel og tørretumblet to gange. Eller at der skal håndrevet ingefær i deres citronsmoothie. I Niels’ kontrakt står ikke ret meget, ud over at ’det vil være dejligt med en kop kaffe’.”
Niels Hausgaard: ”Det handler også om at ville andre mennesker og have en naturlig lyst til at høre, hvad folk har at fortælle. Vi kender alle de mennesker, som kun fortæller og aldrig spørger. Den slags har jeg det anstrengt med. I virkeligheden har jeg nok mest ondt af dem, for når man opfører sig krukket, kommer man let til at manøvrere sig ud i ensomhed. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har siddet i køkkenet ude på spillestederne og røget cigaretter med kokkene og tjenerne. Det er ligesom i køkkenet hos Laura og Agnes i ’Matador’. Jeg vil hellere spise en leverpostejmad med dem, end jeg vil sidde til højbords oppe hos bankdirektøren.”
Hvilken begivenhed har formet jer?
Niels Hausgaard: ”Det er et svært spørgsmål. Alene et møde som det her ændrer os jo en lille smule.”
Signe Svendsen: ”Men du døde for tre år siden. Det har formet dig meget, ved jeg.”
Niels Hausgaard: ”Det er rigtigt. Vi var på turné og boede på hotel i Aarhus. Jeg var ved at gøre mig klar til at gå ned at spise morgenmad, da mit hjerte pludselig begyndte at flimre. Jeg åbnede vinduet for at få lidt frisk luft, men det hjalp ingenting. Så ringede jeg til min manager, Tess, som boede i værelset ved siden af, og fortalte ham, at mit hjerte var ved at gå amok. Han mente, at jeg nok bare trængte til at få noget at spise. Så faldt jeg om på gulvet. Bum! Heldigvis kom Tess spurtende ind og genoplivede mig. Og brækkede stort set alle mine ribben, indtil han fik i apparatet i gang igen. Uden ham var jeg død.”
Niels Hausgaard sidder lidt uden at sige mere.
SÅ HIVER HAN vejret dybt ind og lader læberne tage tilløb til noget, der ligner en fortsættelse: ”Hvis det var døden, jeg oplevede dér på hotelgulvet, er der ikke noget at frygte. Det var en fred så dyb, at jeg stadig ikke helt fatter den. Det meste af mit voksne liv har jeg dagligt øvet mig på at acceptere, at lyset en dag går ud. Og jeg bestræber mig på at tænke tanken helt til ende. Jo før man begynder at tænke over, at livet engang slutter, jo hurtigere bliver man fri til at leve. Jeg kender folk, der kæmper med at fortrænge døden, men det kan man jo ikke. Så kigger den bare frem på andre måder. Som angst eller stress. Det er i hvert fald min erfaring. Når man bliver befriet for sin dødsangst, bliver der plads til så meget mere liv. Døden er jo livets modsætning, og når folk spørger, hvad meningen med livet er, så er svaret egentlig ret simpelt: At man skal leve det.”
Signe Svendsen: ”Jeg fødte min datter ved akut kejsersnit og fik kun lov til at hilse ganske kort på hende, inden de tog hende væk, så jeg kunne blive lappet sammen igen. Hun var bare en lille klat viklet ind i håndklæder, og selvom jeg næsten ikke nåede at mærke hende, så oplevede jeg et sønderrivende savn, da de gik af sted med hende. Samtidig havde jeg aldrig været så lykkelig. Den oplevelse har forandret mig fuldstændigt.”
Niels Hausgaard: ”Det er det, I kvinder kan. I er så dybt forbundne med jeres børn fra første sekund. Det er mænd slet ikke. I hvert fald ikke i samme omfang. Den berømte psykiater, schweizeren Carl Jung, mente, at forskellen på mænd og kvinder er, at kvinden har en iboende bevidsthed om, at hun er i stand til at overgå sig selv og skabe liv. Den har mænd ikke, og derfor skal så mange af os lave alt muligt åndssvagt for at føle os store. Vi kører råddent på motorvejen, vi slås på værtshuset, og vi render rundt efter magt og penge. Det behøver kvinder ikke. Min kone var mor i det sekund, hun så vores datter, hvorimod jeg først langt senere følte mig som far. Jeg vidste ikke engang, om det var en dreng eller en pige, da jeg tog hjem fra hospitalet for at sove. Jeg måtte køre tilbage og spørge sygeplejersken.”
Hvornår blev I voksne?
Niels Hausgaard: ”Jeg venter stadig spændt på, at det sker. Jeg kan mærke, det er på vej.”
Signe Svendsen: ”Jeg er barn af to hippier og voksede op i et kulørt 70’er-kollektiv i Nyborg. Det gik virkelig for sig. Der var skilsmisser, partnerbytte, fester, hash og hverdagsanarki for fuld udblæsning. Når man som barn oplever den slags, kan man enten vælge at blive som de voksne, måske endda forsøge at toppe dem i vildskab, eller man kan blive hende den fornuftige pige med det lyse hår, der sørger for at holde det hele lidt i snor. Jeg valgte ret tidligt den sidste vej. Jeg læste bøger og gik i seng i ordentlig tid, selvom ingen nogensinde snakkede sovetider med mig. Jeg lavede pænt mine lektier og ryddede op efter festerne, tømte askebægre og gik ned med flasker, så huset ikke lignede en svinesti.”
Niels Hausgaard: ”Grundlæggende handler det at blive voksen vel om at kunne tage ansvar – både for sig selv og for andre. Jeg var meget adfærdsvanskelig som dreng og blev tidligt fjernet fra mit barndomshjem, så jeg blev ret hurtigt nødt til at indse, at jeg var alene og havde ansvaret for mit eget liv. Der skulle ikke så meget til, før man blev udråbt som adfærdsvanskelig dengang. Hvis de samme regler gjaldt i dag, ville det meste af den danske ungdom bo på børnehjem. Jeg tror godt, man kan blive stærkere af at være sådan et sted, hvis man er stærk, når man kommer. Jeg havde vadet rundt i kærlighed som dreng, så jeg havde det meget godt. Men de fleste, der havner på et børnehjem, har ikke meget ballast med hjemmefra, og så går det galt. Så knækker man. Heldigvis fik vi en forstander, som var helt utrolig. Han var en gudsbenådet pædagog, og han fik os til at være glade for at være dem, vi var. Det er i høj grad dét, skolelivet bør handle om.”
Hvad er det bedste råd, I har fået?
Signe Svendsen: ”Hvis man omgiver sig med ældre mandlige folkesangere, bliver man konstant overdynget med gode råd. Indimellem lige lovlig mange af slagsen, og de bliver altid leveret med så meget overbevisning, at det er svært at tvivle på, om det nu også er sandheden, man får serveret.”
Niels Hausgaard: ”Vi er jo gamle og lever ikke så længe endnu, så hvis vi skal nå at overlevere al den klogskab, vi har optjent, skal der siges mange sandheder hver dag. Når man er klog, er man også forpligtet til at dele ud af sin visdom. Jeg har et yndlingscitat, ja, det er faktisk et af mine egne, jeg citerer nemlig nogle gange mig selv …”
Signe Svendsen: ”Nogle gange? Det er vist det, man kalder nordjysk beskedenhed …”
Niels Hausgaard: ”Nu har jeg helt glemt, hvad jeg skulle sige, fordi du afbrød mig. Det kommer du til at fortryde. Det ved du osse godt.”
Hvad er det vigtigste, I har lært af jeres forældre?
Signe Svendsen: ”Min mor har lært mig at være selvironisk. Man kan overleve det meste her i livet, hvis man kan holde tingene ud i strakt arm og grine af dem. Humor tager brodden af alvoren og smerten. Vi er nødt til at kunne grine af os selv. Desuden er man ikke til at holde ud at være sammen med, hvis man er selvhøjtidelig.”
Niels Hausgaard: ”Humor er den stødpude, der gør, at man ikke går i stykker. Min mor havde en forrygende humor, men nu kommer jeg fra et stærkt indremissionsk hjem, og i det miljø tæller humor altså ikke ret meget. Gud giver ikke point for at være sjov. Min far var meget missionsk, og derfor var han heller ikke nogen morsom mand. Til gengæld var han meget sort-hvid, og det var både godt og skidt. Godt, fordi det lod mig vokse op med visheden om, at der er noget, som er mere rigtigt end andet. Det er ikke kun dårligt. Alternativet er at vokse op med visheden om, at alting er lige meget.”
Signe Svendsen: ”Min far var næsten religiøs omkring politik. Det fyldte alt i ham, og der var kun én sandhed. Det er sundt at vokse op med det modspil, for så er der noget at tage stilling til, noget at tage afstand fra og vende ryggen til, noget at gøre oprør mod.”
Niels Hausgaard: ”Jeg plejer at bruge billedet af en dreng, der spiller bold op ad en mur, som hele tiden flytter sig. Det er ikke nogen god leg. Det er faktisk ret forvirrende, og det er privilegeret at vokse op med nogen, der står som en urokkelig mur. Som giver én modspil. Som siger til, når noget er forkert. Så kan man senere i livet stille sig selv spørgsmålet: Er det nu også rigtigt? Det er ikke dårligt at have det som et gelænder, man går ud med. Så kan man forkaste det eller lade være. Eller lave det helt om. Det har jeg egentlig været glad for.”
Hvornår har I sidst løjet?
Signe Svendsen: ”Jeg vil instinktivt sige, at jeg aldrig lyver. Men det vil være løgn.”
Niels Hausgaard: ”Når man snakker om at lyve, bliver det meget ofte omtalt som noget negativt, noget, man gør for egen vindings skyld. Den slags løgn bryder jeg mig bestemt heller ikke om, men der er alt for lidt fokus på den ædle løgn. Den løgn, man griber til oppe på scenen eller i en social sammenhæng for at pynte lidt på fortællingen og få mennesker til at grine og have det godt. Det er en løgn, som er med til at gøre verden til et lidt bedre sted. Hvis man kun lyver på den måde, kommer man til at sidde helt fremme på de forreste pladser oppe i himlen, når den tid kommer. Det er jeg helt overbevist om.”
Signe Svendsen: ”Jeg lyver også på scenen. Når jeg er ude at spille, fortæller jeg ofte om mit eget liv, og jeg bliver altså nødt til at skrue lidt på sandheden for at gøre pointerne skarpere og sjovere. Eller fordi jeg vil undgå at hænge folk ud. Når jeg snakker om at være papmor til to store unger, vil jeg gerne beskytte dem og samtidig fortælle andre mennesker i min situation, at de ikke er alene med de grimme følelser. At jeg også synes, at det indimellem kan være op ad bakke at være papforælder.”
Hvad bør mænd vide om kvinder, og hvad bør kvinder vide om mænd?
Signe Svendsen: ”Jeg kan huske, at Niels og jeg engang sad på en bænk og kiggede på mennesker. På et tidspunkt går der en flot kvinde med lange ben iført nylonstrømper og et par lækre stiletter forbi os. Vi kigger begge efter hende, og så siger Niels ironisk: ’Det skulle hun da ikke have gjort.’ Det går op for mig, at han tror, hun har dresset sig op for ham og hans medbrødres skyld. Mænd ved slet ikke, at kvinder først og fremmest gør sig lækre for at imponere andre kvinder.”
Niels Hausgaard: ”Der er åbenbart en kæmpe forskel på kønnene. Mænd stadser sig ikke ud for andre mænd. Jeg gør i hvert fald ikke.”
Signe Svendsen: ”Stadser du dig nogensinde ud? Taler vi om den fleece, du havde på under det meste af Tønder Festival?”
Niels Hausgaard: ”Hov, det var ikke fint sagt. Jeg siger bare, at hvis jeg smed fleecen og tog noget pænt tøj på, ville det ikke være af hensyn til de andre mænd. Det ville heller ikke være for at imponere kvinderne. Når jeg en sjælden gang stryger min skjorte, er det af hensyn til dem, jeg skal være sammen med, så jeg signalerer, at jeg har gjort mig umage.”
Hvor er det mærkeligste sted, I er vågnet?
Niels Hausgaard: ”I gamle dage havde jeg ikke råd til at sove på hotel, når jeg var ude at spille. Heldigvis havde jeg ikke brug for ret meget søvn dengang, og der kunne sagtens gå flere dage, hvor jeg kørte den hjem på kaffe, hotdogs og øl. Nogle gange fik man lige hvilet sig i bilen et par timer, og så var det jo fuldstændig vidunderligt, når man en sjælden gang imellem fik stillet et hotelværelse til rådighed, hvor man kunne få sig et bad og vaske sin skjorte i håndvasken.”
Signe Svendsen: ”Du vasker stadig dine skjorter i håndvasken, selv om du bare kan aflevere dem i receptionen til vask og strygning.”
Niels Hausgaard: ”Det har jeg det bedst med. Det er mine rutiner. Så længe jeg selv kan vaske mit eget tøj, så gør jeg det, ligesom jeg selv bærer min guitar. Den dag jeg ikke kan det længere, er det slut. Så skal jeg ikke spille mere. Både skjorterne og guitaren er et godt spejl på, hvor jeg er i livet.”
Signe Svendsen: ”Niels og jeg har virkelig overnattet mange mærkelige steder, når vi har rejst rundt med vores guitarer. Jeg kan ikke huske et eneste værelse på Scandic, Radisson eller et andet ligegyldigt koncepthotel, jeg har sovet på. Til gengæld har jeg indre billeder af alle de små hoteller, jeg har besøgt i tidens løb. I Tarm har de for eksempel Bechs Hotel, hvor man træder ind i en brun verden fuld af wienerschnitzler og asier på glas.”
Niels Hausgaard: ”Det er også på hotellet i Tarm, at man kan bestille ’Den Lille Tarmplatte’ og ’Den Store Tarmplatte’. Jeg spurgte engang tjeneren, hvad forskellen på de to størrelser egentlig var. Det viste sig, at den store tarmplatte indeholdt ’en lille lun ting’.”
Signe Svendsen: ”Apropos de små steder, så var det på Industrihotellet i Lemvig, at Niels indviede mig i en meget vigtig hemmelighed. Han fortalte, at jeg aldrig måtte bruge håndvasken på værelset. Jeg var ny og vidste ingenting, men når man lige får lugtet til nogle af dem, så ved man hvorfor.”
Niels Hausgaard: ”Ja, man skulle ikke børste sine tænder og skylle munden nede i dem. Det fortrød man.”
Signe Svendsen: ”Men tilsyneladende kan man godt vaske sine skjorter i dem, ikk’, Niels?”
Har I en drøm, der bliver ved med at vende tilbage?
Signe Svendsen ”Jeg er så ung i gamet, at jeg stadig bliver sindssygt nervøs, lige inden jeg skal ind på scenen. Når jeg skal i gang med en turné, rusker det virkelig med katastrofetanker i min underbevidsthed, og hver gang har jeg en tilbagevendende drøm, hvor jeg står backstage og tripper, jeg skal lige til at gå på, og så opdager jeg, at jeg ikke kan finde min guitar. Eller at jeg ikke har noget tøj på.”
Niels Hausgaard: ”Jeg har en drøm næsten magen til. I min hører jeg altid en fremmed mand råbe, at nu er der 10 minutter til, jeg skal på scenen, og pludselig går det op for mig, at jeg ikke aner, hvor min guitar er. Eller hvad jeg skal synge. Jeg kan ikke huske en eneste linje. Heldigvis når jeg aldrig at komme ind på scenen, for jeg bliver simpelthen så bange, at jeg vågner af ren angst. Fuldstændig badet i sved.”
Signe Svendsen: ”Jeg havde engang min treårige datter med på turné, og mens vi stod i Aalborghallen og lavede lydprøver, rendte hun rundt nede mellem stolerækkerne. På et tidspunkt satte hun sig ned på en af stolene midt i den store hal. Et lille ansigt blandt hundredvis at tomme sæder. Niels stoppede op, kiggede på mig og gispede: ’Det her er jo et mareridt.’”
Niels Hausgaard: ”Nu skal det lige siges, at det ikke er et kvalitetsstempel i sig selv at have et stort publikum. Bare tænk på smølferne.”
SIGNE SVENDSEN KIGGER på sin mobil. Hun er nødt til at begynde at bevæge sig ned mod forsamlingshuset i Himmerland, så der er tid til at lande og få rigget guitaren til, inden publikum kommer. Danskvandene er drukket, det samme er snapsen, og stempelkaffen har også tabt pusten. Mens tjeneren rydder den hvide dug, læner Niels Hausgaard sig tungt tilbage i stolen med en tandstik mellem tænderne og hænderne samlet i tilfreds positur på toppen af mavens bløde bue.
Hvad bør ethvert menneske udrette i sit liv?
Signe Svendsen: ”På et eller andet tidspunkt bør man holde op med at sparke bagud. Jeg møder mange, som bliver ved med at pege på, at de har haft det svært i barndommen. De gør sig selv til ofre. Det skal man holde op med. Selvfølgelig kan man være så ødelagt, at den mission er helt umulig, men på et tidspunkt bør man nå dertil, hvor man selv tager ansvar for sin lykke. Eller som minimum bestræber sig på at gøre det.”
Niels Hausgaard: ”Lykke er vel at blive glad for det liv, man har. Og den, man er. Så er meget lykkedes. Men det er samtidig noget frygteligt vås at sige. Det kræver jo, at man har nogle værktøjer med hjemmefra, og det er altså ikke alle, der har fået det. Men man kan starte med at udvise venlighed. Det kan de fleste godt tvinge sig selv til. Måske ikke hver dag, men så hver anden torsdag. Så vil man opdage, at man får så meget tilbage fra verden.”
Hvad ville I gøre, hvis I kun havde én dag tilbage?
Signe Svendsen: ”Det spørgsmål skal du stille Nik & Jay. De er jo eksperter.”
Niels Hausgaard: ”Det samme, som jeg ellers havde planlagt. Måske ville jeg smide en pandestegt wienerschnitzel ind i puljen. Men jeg har en stærk tro på, at vi skal leve hver dag, som om vi aldrig skulle dø.”
Signe Svendsen grubler videre i tavshed. Et øjeblik ligner hun en sangerinde, der har glemt den første linje, men så glider et forløsende smil hen over ansigtet.
Signe Svendsen: ”Spørgsmålet handler grundlæggende om, hvor, hvornår og hvordan man er mest lykkelig. Jeg plejer at sige, at lykke er øjeblikke uden skygger, og den slags oplever man kun i glimt. Personligt kommer jeg tættest på lykken, når jeg griner.”
Niels Hausgaard: ”Et godt grin kan noget af det samme, som god sex kan. Man glemmer sig selv. Hvis man kunne kombinere de to ting, ville man virkelig være lykkelig. Tænk, hvis man kunne knalde og grine på samme tid. Det ville jeg bruge min sidste dag på.”
