OKTOBER 2019
I flere uger har Big Head forgæves forsøgt at få sin normale hudfarve tilbage, efter han blev ramt til endnu en af Hongkongs demonstrationer, som han har deltaget i, siden de begyndte i juni.
Politiets vandkanoner skyder med en genstridig blå farve, som er nærmest umulig at vaske af kroppen, hvilket gør det nemt for politiet at anholde flygtende demonstranter. Farven skal slides af, så Big Heads knæhaser, underarme og dele af ryggen har stadig blå plamager.
”Jeg var så træt, da jeg kom hjem fra demonstrationen, at jeg faldt i søvn i badet og vågnede op 50 minutter senere uden at være blevet mindre blå,” siger han.
Farven er efterhånden blevet et emblem. Med en blå nuance spørger tilfældige folk på gaden, om man har penge til mad, om man mangler et sted at sove, eller om man vil køres hjem. Men der er også modstand. Big Head og vennen MC, der også blev ramt, blev for nylig truet på en bar af en kineser, som smadrede bunden af en ølflaske for at stikke dem ned, mens han råbte, at de kæmpede imod moderlandet. Men før de nåede at svare ham, havde barens andre gæster grebet manden og givet ham nogle tæsk.
Big Head har et stort hoved og en lang krop. Det er derfor, han gerne vil kaldes Big Head. Han er 17 år gammel og 196 centimer høj. Han spiller basketball, når han ikke går i skole, og han har næsten altid en bold og en svensknøgle med i tasken. Når han spiser med sine venner, prøver han at give dem kvalme ved at fortælle om sine livretter, som angivelig er hanenosser og grillet kaninhoved, og så viser han med trutmund, hvordan man suger øjnene ud. . Han har for nylig fundet ud af, at han er adopteret.
”Jeg havde lidt gennemskuet det. Alle i min familie går mig til skuldrene.”
Big Head tager sin herkomst med et skuldertræk, men politiets opførsel vækker hans vrede. Det var afmagten over at stå på afstand og se fredelige civile blive banket med politistave og beskudt med gummiprojektiler og tåregas, der fik ham til at involvere sig i protestbevægelsen.
Big Head er ikke speciel i den henseende. Mange andre fortæller den samme historie. At de deltog i en fredelig demonstration for at vise deres utilfredshed over manglen på demokratiske valg og stigende kinesisk indflydelse, at politiet mødte talstærkt op og angreb demonstranter, og at de i dag er nødt til at forsvare sig selv med våben over for autoriteternes brutalitet. Det er sådan, de ser det.
På et eller andet tidspunkt eskalerede de fredelige protester, der begyndte i forsommeren 2019. Demonstrationerne blev hverdag i stedet for ugentlige begivenheder, hvor man fredeligt kunne vise sin utilfredshed. Modstanden blev hårdere, og dialogen mellem demonstranterne og regeringen forsvandt. Og til sidst blev forståelsen for hinandens synspunkter erstattet af foragt.
Siden er studerende blevet skudt, molotovcocktails er blevet kastet mod politi, metrostationer er blevet brændt, og butikker med den mindste forbindelse til Kina er blevet vandaliseret. I november kastede demonstranter med sten mod politiet og ramte en 70-årig mand i hovedet, som efterfølgende døde af sine kvæstelser. Politiet har forsøgt at køre demonstranter ned på motorcykel. En demokratisk politiker har fået et øre bidt af. Og da universiteterne var belejrede, skød en gruppe demonstranter – anført af en ung mand med sørøverhat – med bue og pil og ramte en politimand i læggen.
Imens er de ældre generationer med fast job og familie stadig så pragmatiske, at de demonstrerer på vej til arbejde, i frokostpausen og på vej hjem. Men demonstranternes slogans har ændret sig. I begyndelsen handlede det om at fortsætte kampen. ”Hongkongere, bliv ved,” råbte de i kor, mens de lovligt gik ned ad hovedgaderne med deres bannere. Nogle måneder senere blev det ”Hongkongere, kæmp imod”, og senest er parolen blevet en opfordring til selvtægt. Sortklædte studerende maler ”Hongkongere, hævn jer” på bymure, og kampordene råbes, når de kan se, at politiet nærmer sig.
Big Head ønsker at være anonym. Han er den eneste i sin omgangskreds, der i skrivende stund ikke er arresteret. Vennerne er, siger han, ”game over”.
FEBRUAR 2018
På Valentine’s Day kvalte Chan Tong-kai, en 20-årig studerende, sin kæreste på en rejse til Taiwan og efterlod liget i udkanten af hovedstaden Taipei. Da han vendte tilbage til Hongkong, blev han anholdt i lufthavnen, fordi Taiwans myndigheder i mellemtiden havde fundet og identificeret liget. Problemet var bare, at man ifølge loven kun kunne fængsle ham under en paragraf om hvidvaskning, fordi han havde hævet penge på kvindens kreditkort. Så selvom han indrømmede, at han havde begået mordet, kunne han ikke straffes for det.
Derfor foreslog Hongkongs lovgivende råd en udleveringsaftale, der skulle forhindre, at Hongkong fortsat kunne være et helle for kriminelle og eftersøgte – som byen historisk set har været, hvilket også var grunden til, at Edward Snowden flygtede til byen i 2013, hvor USA ikke havde mulighed for at nå ham.
Blev udleveringsaftalen stemt igennem, kunne jurister fremover vurdere, om eftersøgte kriminelle, der opholdt sig i Hongkong, skulle udleveres. Men selvom de fleste kunne se logikken bag forslaget, gik det imod noget grundlæggende i mange hongkongeres selvbevidsthed. Man frygtede, at det potentielt kunne sløre grænsen mellem det kinesiske retssystem og Hongkongs, så systemkritikere og politiske flygtninge kunne blive udleveret.
JULI 1997
Da Hongkongs sidste guvernør Chris Patten 1. juli 1997 afsluttede sin tale og overdrog byen til Kina, begyndte en gennemgribende makeover. Fremover ville offentlige bygninger erstatte det britiske flag med det kinesiske, ligesom den britiske nationalsang blev skrottet til fordel for den kinesiske. Alle royale titler forsvandt, frimærkerne blev ændret, dronning Elizabeths ansigt kunne ikke længere findes på mønterne, og de røde britiske postkasser blev fjernet eller overmalet. Men den overfladiske assimilering kunne ikke skjule, at byen var en særlig gevinst.
Hongkong var hele Asiens kronjuvel. Det var byen med de bedst uddannede, det vigtigste finansielle centrum, stedet med flest milliardærer og den højeste levestandard, byen med den mest travle havn, de laveste skatter og den største ulighed, de højeste skyskrabere og det mindst korrupte politi. Det var byen for lykkeriddere, Kinas udstødte og de eftersøgte.
Og så var det et ultraliberalt drømmescenarie eller et kapitalistisk mareridt alt efter øjnene, der så. Hongkongs bruttonationalprodukt udgjorde på det tidspunkt 18 procent af Kinas, hvilket både siger noget om, hvor mange penge der strømmede gennem byen, og hvor få der var i Kina. Ikke mange steder i verden kunne man opleve en lige så rå og destilleret form for kapitalisme som i Hongkong. Så da Kina stod til at overtage den tidligere koloni, var det med en mistro fra især pengemænd og akademikere. Folk var klar til at pakke deres habengut, sælge fra og sige tak for denne gang af frygt for kinesisk tankepoliti og kommunistisk bureaukrati.
For at berolige specielt de ressourcestærke foreslog Kina allerede i begyndelsen af 80’erne, at byen kunne få delvis selvstændighed efter overdragelsen. Det såkaldte ’et land, to systemer’. I de næste 50 år skulle der ikke være nogen forandringer, Hongkong skulle have egen regering og egen forfatning, og i mellemtiden skulle Kina indhente Hongkong økonomisk.
Men Kinas økonomiske fremgang skete langt hurtigere end forventet, og i dag er Hongkong ikke meget stærkere økonomisk end andre kinesiske byer. Dimittendlønnen er ikke steget i mange år, selvom huslejepriserne er eksploderet til et punkt, hvor færdiguddannede langtfra har råd til en lejlighed. I stedet bor de hos deres forældre, indtil de er langt oppe i tyverne. Uligheden er en af de største i noget industrialiseret land i verden, kun overgået af Sydafrika, og i 2019, midt i urolighederne, kunne Hongkong meddele, at byen er i recession for første gang i mere end 10 år. En tendens, der kun er blevet forstærket af frygten for coronavirus.
Hongkongs ungdomsgeneration er unik, fordi det er den første generation, der er vokset i tiden lige før, under og efter overdragelsen til Kina i 1997, og modsat deres forældre og bedsteforældre nærer de ingen bånd til hverken tiden under britisk styre eller det øvrige Kina. De ser sig selv som hongkongere, der adskiller sig fra Beijing, når det gælder sprog, historie, kultur og grundlæggende værdier. Værdier, de mener bliver begrænset af Kinas stigende indflydelse i Hongkong. Som reaktion er der sket en politisk vækkelse, som begyndte i 2012, udviklede sig i 2014 og 2016 og kulminerer med de nuværende demonstrationer.
Nogle har døbt årgang 1997 ’den forbandede generation’, fordi en lang række milepæle i deres liv har været svøbt i uheldssort. De blev født under den asiatiske finanskrise, hvor Hongkongs økonomi styrtdykkede. Da de skulle dimittere fra børnehaven – det gør man i Hongkong – udbrød SARS og lukkede byen ned. Og seks år senere, da de skulle dimittere fra første del af folkeskolen, gentog det sig, denne gang med svineinfluenza. Men de ser også sig selv som ’den udvalgte generation’. Dem, der skal redde Hongkong fra Kinas Kommunistiske Parti og sørge for, at Hongkong fortsat nyder sine civile rettigheder og med tiden bliver et frit, demokratisk samfund.
Med overdragelsen i 1997 blev Hongkong lovet, at de kunne ’nyde en høj grad af selvstændighed’, men mange hongkongere ser Kinas fysiske, økonomiske og kulturelle indflydelse overalt og med den et mål om at gøre Hongkong mere kinesisk.
Siden overdragelsen er mere end én million kinesere migreret til Hongkong, og der ankommer op mod 150 hver dag. Medier er blevet opkøbt eller delvist opkøbt af Kinas Kommunistiske Parti til et punkt, hvor eksperter mener, at pressefriheden er faldende.
I 2015 blev fem boghandlere bortført til Kina, fordi de solgte systemkritiske bøger og smudslitteratur om præsident Xi Jinpings affærer. Ifølge Bao Pu, grundlægger af det Kina-kritiske forlag New Century Press, skabte det en reel frygt hos andre boghandlere for at sælge materiale, der er forbudt i Kina. Siden har oplagene og salgsmulighederne været faldende. Han oplevede også, at trykkeriet, han i mange år havde samarbejdet med, uden forklaring nægtede at trykke hans bøger.
”Kidnapningerne var et direkte overgreb på Hongkongs frihed, og da det skete, udløste det panik. Specielt hos den unge generation, som er vokset op i et relativt stabilt Hongkong, ændrede det synet på Kina. Ungdommen er højtuddannet og har modtaget en i brede træk vestlig måde at anskue verden på. De kan ikke se sig selv i deres jævnaldrende fra fastlandet, og hvis man kastede dem ned i en kinesisk by, ville de føle, at de var i et andet land. Identitetsspørgsmålet er ekstremt vigtigt, hvis man skal forstå demonstrationerne, fordi ungdommen ser sig selv som hongkongere i stedet for kinesere,” siger han.
Nathan Road, hovedvejen gennem Hongkong, var i november 2019 dagligt blokeret af demonstranter, der smadrede butikker og kastede molotovcocktails.
SEPTEMBER 2012
Fire dage før skolestart mødte 50 medlemmer af studenterorganisationen Scholarism op på en lille, nøgen plads foran regeringsbygningen. Med sig havde de borde, telte, pavilloner, soveposer og et højttalersystem. De ville blive, indtil regeringen trak en varslet uddannelsesreform tilbage.
Lederen af bevægelsen var Joshua Wong, en dengang akavet 15-årig dreng med grydeklip, hvis mor sagde, at han ikke måtte have en kæreste, før han kom på universitetet. Og hvis lærere fortalte, at hvis man blev revisor, læge eller bankmand, ville man få sig et godt arbejde og en god karriere, for kun med en god karriere kunne man blive et succesfuldt menneske.
Men på et tidspunkt i 2011 glemte Joshua Wong sine forpligtelser. Han stoppede med at tænke på karaktergennemsnit og begyndte at dele løbesedler ud, holde politiske mælkekassetaler og indsamle underskrifter mod implementeringen af en kinesiskinspireret national uddannelsesreform.
Hans venner husker ham som en robot, der trods sin alder havde en beslutsomhed og en fandenivoldskhed over sig, når han råbte sine pro-demokratiske paroler. Han kunne få folk til at tænke over, hvad Hongkong var og er, og hvad de risikerede at miste.
”Vi var heldige på min skole, fordi vi havde seks eller syv personer, der gik op i politik, mens andre skoler nærmere havde en eller to. I dag er det meget få i en folkeskoleklasse, der ikke går op i politik. Det er på grund af os. Det var nærmest tabu at deltage i en politisk bevægelse som ung før Scholarism. Det var første gang i Hongkongs historie, at studerende gjorde modstand på den måde,” fortæller Derek Lam, der var Joshua Wongs højre hånd og med til at opbygge studenterbevægelsen, der advarede mod kinesisk nationalisme og patriotisme.
”Det, vi kæmper for, er simpelt,” udtalte Joshua på et pressemøde i 2012. ”Vi håber, at næste generation får sin frihed.”
Løbesedler, plakater, plancher og bannere blev betalt af græsrodsbevægelsens egne lommer, og som Derek Lam husker det, puttede samtlige medlemmer 500 kroner i en lille indsamlingsbøsse til formålet. I begyndelsen demonstrerede de nogle timer én gang om ugen, men efterhånden mere og mere, og med teltlejren foran regeringsbygningen blev det i døgndrift.
Tre dage senere kunne man se en kold og bleg Joshua Wong med røde øjne. Det havde regnet så kraftigt, at vand var sivet ind i teltene om natten, og da han vågnede på fjerdedagen, var over halvdelen af bevægelsen taget hjem. Det begyndte at virke håbløst. Den daværende regeringschef, Chief Executive Leung Chun-ying, stod fast, og de tre studerende, der sultestrejkede, havde opgivet deres mission. Men da pladsen nogle få timer senere fyldtes, vendte energien tilbage. Den aften samledes nogle tusind foran regeringsbygningen, hvor der blev holdt taler og opført koncerter med kendte musikere.
Sådan fortsatte besættelsen. Hver aften kom nogle tusind for at støtte demonstranterne, og på niendedagen opfordrede Joshua Wong folk til at klæde sig i sort og møde op til aftenens taler. Op mod 120.000 mennesker mødte op, og fra en lille scene råbte Joshua Wong:
”I aften har vi fyldt stedet helt op. Hele den firsporede motorvej! Gangbroerne er fyldt! Parken er fyldt! Jeg tror på, at der snart kommer et mirakel. Vi skriver historie!”
Dagen efter meddelte Chief Executive Leung Chun-ying, at den nationale uddannelsesreform alligevel ikke ville være obligatorisk. Fremover skulle det være op til skoler selv at bestemme. Det var første gang, en studenterbevægelse gjorde modstand, og første gang, studerende blev hørt.
Demonstrationer efter distriktsvalget 2019. Flere bærer amerikanske flag, fordi Donald Trump har underskrevet en lov, der muliggør sanktioner mod Kina, hvis de ikke overholder menneskerettighederne i Hongkong.
DECEMBER 2019
Joshua Wong har ikke tid til at tale om gamle dage. Han har for travlt med det politiske parti Demosistō, som han selv har stiftet, og som han selv udtrykker det:
”Jeg er ikke leder af en bevægelse. Jeg er bare en af de hundredvis af facilitatorer, som forsøger at lade hongkongeres stemme blive hørt internationalt. Jeg er en fortaler for demokrati, selvom jeg blev udelukket fra distriktsvalget.”
I november fik han afslag på at stille op til distriktsvalget, fordi han tidligere har udtalt, at han ikke har opgivet tanken om selvstændighed i Hongkong. Det forbryder sig mod Hongkongs forfatning, der indledningsvist fastslår, at ”Hongkong er en ufravigelig del af Folkerepublikken Kina”. Selv mener han, at regeringen og Beijing bevidst misfortolker hans udtalelser. Han ønsker ikke selvstændighed, men derimod selvbestemmelse under Kina, siger han:
”Vores valgsystem manipuleres af Beijing. De kan censurere mig fra en afstemning, de kan sende mig i fængsel, men de kan ikke ignorere Hongkongs stemme.”
Til trods for Joshua Wongs udelukkelse blev distriktsvalget, det eneste demokratiske valg i Hongkong, en succes for demokraterne. Valgdeltagelsen steg fra 47 procent i 2015 til 71 procent i 2019, og det lykkedes pro-demokratiske kandidater at indtage 80 procent af sæderne i distrikterne. Så selvom distriktsrådet ikke har mange beføjelser politisk, var det en
mental sejr. Regeringen har længe talt om en såkaldt stille majoritet, der ikke støtter demonstrationerne. Men udfaldet af distriktsvalget bekræftede, at de har folket bag sig.
Paraplyer kan bruges som værn mod peberspray, gummipatroner og tåregas og er blevet et symbol på kampen mod politiet.
JULI 2019
1. juli, på 22-årsdagen for overdragelsen til Kina, brød demonstranter ind i regeringsbygningen. De overmalede portrætter af Beijing-loyalister, flåede kopier af forfatningen fra hinanden og holdt et pressemøde ved talerstolen under bannere med ordene ”Befri Hongkong”. I timevis havde de banket og boret løs i glasfacaden for at komme ind i den lovgivende magts kamre. Det eneste, demonstranterne ikke rørte, var biblioteket, hvor de havde placeret et lille skilt: ”Vær venlig ikke at skade bøgerne.” Det var omkring det tidspunkt, demonstranterne fremlagde deres krav om, at en uafhængig kommission skal undersøge politibrutalitet, at demonstranter ikke længere skal klassificeres som ’uromagere’, at arresterede demonstranter skal fritages for straf, og at hongkongerne skal have demokratisk stemmeret.
Det er de krav, Big Head kæmper for, når han med sin svensknøgle løsner gelændere langs hovedgader og bruger dem til at barrikadere vejene. Det er også med sin svensknøgle, at han åbner elskabe, der styrer lysreguleringen, så andre kan sætte ild til dem. Og så løber han ellers rundt i sin sorte uniform med gasmaske og paraply. Nogle gange ved shoppingdistriktet Mong Kok, nogle gange i det finansielle kvarter omkring Central og andre gange på besatte universiteter.
”Jeg er selvfølgelig bange, når politiet kommer. Derfor siger jeg hele tiden til mig selv, at jeg ikke må bakke ud, for hvis én bakker, så bakker de andre også,” siger Big Head.
Demonstranterne opdaterer løbende kort over politiets færden på deres mobiltelefoner, og politiet ankommer derfor ofte til øde gader.
SEPTEMBER 2014
Benny Tai havde altid været politisk aktivist, fra små græsrodsbevægelser til større politiske organer, da han sammen med en pensioneret præst og en sociologiprofessor besluttede at skabe en fredelig, demokratisk bevægelse, som regeringen og Kina ikke kunne ignorere. De døbte den Occupy Central with Peace and Love. Som navnet indikerer, skulle demonstranter på fredelig vis besætte Hongkongs forretningskvarter Central. Siden har bevægelsen været kendt som Umbrella-bevægelsen på grund af demonstranternes brug af paraplyer som skjold.
Ifølge Hongkongs forfatning, som Kina har været med til at udarbejde, er det ultimative mål, at byens Chief Executive og Legislative Council skal vælges på baggrund af en almindelig demokratisk afstemning. Problemet er ifølge Benny Tai, der er juraprofessor i forfatningslov, at Kina ikke tolker ’almindelig demokratisk stemmeret’ på samme måde, som man gør i Hongkong, og at det i sidste ende er Kina, der har ret til at fortolke Hongkongs forfatning.
Med en mulig reformændring i 2014 fik Hongkong muligheden for selv at bestemme deres Chief Executive. Der var bare den hage, at de kun kunne vælge mellem 2-3 personer, som højtrangerede embedsmænd i Kinas Kommunistiske Parti havde godkendt.
”Vi så det som et klart løftebrud. Vi var blevet lovet demokrati, og det her havde intet med demokrati at gøre. I 2005 udskød de stemmeretten til valget i 2012, i 2007 udskød de stemmeretten til valget i 2017, og i 2014 sagde de: ’Sådan her eller ingenting.’ Det beviste, at de ikke havde nogen oprigtig intention om at give os stemmeret,” siger Benny Tai i dag.
Allerede i 2013 havde han lagt en plan for, hvordan bevægelsen skulle forløbe, hvis Beijing nægtede, at Hongkong frit kunne vælge sin egen leder.
Først og fremmest skulle der samles nok demonstranter. Det ville ikke nytte noget, hvis der var under 10.000 til stede, for så kunne politiet nemt fjerne dem.
”Det ville kun være muligt at opnå demokrati, hvis vi havde en meget bred base af folk, der var klar til at ofre sig selv i en større sags tjeneste,” fortæller Benny Tai, der insisterede på en fredelig demonstration. Deltagerne skulle underskrive en ed om, at de ikke ville bruge vold. Men de måtte gerne, for eksempel ved at belejre offentlige områder og nægte at lade sig fjerne af ordensmagten, benytte civil ulydighed – som Benny Tai kalder en ’forholdsvis uskyldig’ måde at bryde loven på.
”Hongkongere følger loven meget nøje, og nu talte vi offentligt om at bryde den, så vi var nødt til at have moralen på vores side, hvis vi ville have de uddannede og middelklassen til at følge os.”
26. september, få dage før Occupy Central with Love and Peace skulle begynde, kulminerede en skolestrejke anført af Joshua Wongs Scholarism med, at studerende i hundredvis brød ind på pladsen ved regeringsbygningen. Området havde været lukket siden Scholarisms demonstrationer i 2012 af frygt for lignende tilfælde, så en efter en hoppede de over hegn og fjernede vejbomme. Joshua Wong nåede kun lige ind på pladsen, før han, som en af de første, blev båret ud i politihænder.
Tumulten betød, at Benny Tai var nødt til at igangsætte Occupy Central with Love and Peace med det samme. Spørger man ungdommen, vil de sige, at Benny Tai kaprede deres revolution, og spørger man ham, var det dem, der hægtede sig på hans oprindelige bevægelse. Men ingen mener i dag, at det er vigtigt, hvem der startede hvad, og den tankegang er siden blevet en fundamental del af demonstrationerne.
I dag er den eneste regel er, at hver person demonstrerer på sin måde. Man står sammen uanset hvad, fordi alle har et friere og mere demokratisk Hongkong som endemål. Nogle foretrækker fredelige demonstrationer og sætter sig ned på udvalgte steder, de mener, man kommer længst med pacifisme. Andre blokerer centrale færdselsårer og metrosystemer med skraldespande, mursten, Vita Wrap, og hvad de ellers kan finde. Andre igen besætter universiteter, skyder med bue og pil, vandaliserer kinesiskejede butikskæder og kaster med molotovcocktails.
”Hvis du har lyst til at strejke på gaden eller synge sange, skal du bare gøre det. Men hvis andre eksempelvis har lyst til at dræbe politimænd, så skal du lade dem gøre det,” siger Andy Chan, en 29-årig militant ekstremist, der ser vold som den eneste vej mod et frit Hongkong. Han deltog i demonstrationerne i 2014 og så dem udvikle sig fra Benny Tais oprindelige idé om at blokere det finansielle centrum i nogle dage til at trække ud i 79 dage og efterhånden blive kendt som Umbrella-bevægelsen. Demonstranter oprettede områder, hvor elever kunne studere i dagtimerne, kunstnere afholdt koncerter, og hippier sang om frihed i gaderne. Lonely Planets rejseguide til Hongkong anbefalede ligefrem, at man som turist skulle opleve byens protestkultur.
”Det var simpel romantik. Det ville være fantastisk, hvis det kunne påvirke regeringen, men det har siden vist sig, at de ikke lytter, før det bliver seriøst. En revolution kommer ikke til at være smuk og hyggelig. Folk kommer til at bløde. Det ved vi nu,” siger Andy Chan.
Han var målløs, da politiet i 2014 brugte tåregas mod Umbrella-bevægelsen – for første gang siden overdragelsen fra briterne – og sammen med en større gruppe demonstranter foreslog han dengang, at der blev taget alvorligere midler i brug.
”Vi foreslog at bære masker for at dække vores ansigter. Nu bærer alle masker. Vi sagde, at vi skulle beskytte og udnytte vores onlinesamtaler i forhold til logistik og internetsikkerhed. Nu bruger alle Telegram og krypterede samtaler. Vi sagde, at det skulle være en lederløs bevægelse, og at vi skulle bekæmpe politiet. Nu kæmper alle i gaderne uden en frontfigur,” siger han.
Umbrella-bevægelsen paralyserede store dele af byen og var med til at udvikle en politisk bevidsthed hos tusindvis af hongkongere, der ikke traditionelt havde gået op i politik. Den var også med til at skabe grundlag for de selvstændighedsgrupper, der efterfølgende piblede frem. Men i sig selv ændrede den ikke noget. Regeringen var afventende, og på et tidspunkt mistede bevægelsen momentum. Folk blev trætte af at bo i gaderne og demotiverede af manglende forandring.
15. december 2014 blev de sidste demonstranter ryddet, og selvom bevægelsen skabte de mest omfattende protester i Hongkongs historie, flyttede den ikke noget politisk. Da de pakkede teltene sammen og traskede hjemad, var det med det, de i dag beskriver som en kollektiv depression.
Ikke alle demonstrationer ender med sammenstød. Som regel afventer demonstranterne begivenhederne og flygter, når politiet nærmer sig.
FEBRUAR 2016
Under festlighederne ved det kinesiske nytår slog regeringen ned på gadesælgere i små telte uden handelslicens og folk, der solgte gademad i shoppingdistriktet Mong Kok. Gadehandel har traditionelt været en stor del af Hongkongs identitet og en måde for dårligt stillede i byen at tjene penge. Det blev set som et skridt på vejen mod fjernelsen af Hongkongs skikke og ledte til de første organiserede gadekampe mellem demonstranter og politi efter overdragelsen. Selvstændighedsforkæmperen Edward Leung har siden fået seks år i fængsel for at igangsætte det, som blev døbt The Fishball Revolution, en reference til de populære fiskeboller, man kan købe overalt i Hongkong. Ifølge The Economist var det de værste uroligheder siden 1967, hvor venstreorienterede og kommunister kæmpede mod det britiske styre.
Ud af Mong Kok-urolighederne voksede en bølge af hærdede, stålfaste og voldelige demonstranter og selvstændighedspartier med navne som Hong Kong Indigenous, Youngspiration og Hong Kong National Party. Sidstnævnte var Andy Chan med til at stifte, klar til at sætte hårdt mod hårdt, efter at Umbrella-bevægelsen var løbet ud i sandet:
”Efter Umbrella indså jeg, at det ikke er vores regering, vi beder om demokrati. Vi spørger i virkeligheden Kina, og det er den eneste grund til, at vi ikke har demokrati endnu. I stedet ser vi langsomt vores kultur forsvinde. ’Et land, to systemer’ er bare et andet udtryk for kolonisering. Vi var en britisk koloni før 1997, og nu er vi en kinesisk koloni, hvilket er meget værre, fordi de forsøger at udrydde vores sprog, kultur og vores identitet.”
I september 2018 blev Hongkong National Party som det første parti i Hongkongs historie opløst af regeringen, og Kina bruger i dag udtrykket statsfjende om Andy Chan. Han griner ad det, men erkender, at han er ekstrem. Han taler om, at folk vil dø i kampen, at ofre er nødvendige, og i hede øjeblikke sammenligner han Hongkong med Polen og Ungarn under anden verdenskrig. Han ved, at han er voldsom, men han ved også, at han har mange støtter. Og når han taler om sin mulige straf, der bliver afgjort i begyndelsen af 2020, ved han godt, hvad der vil ske.
”Det mest sandsynlige er, at jeg ryger i fængsel.”
Siden juni 2019 er der affyret over 10.000 salver tåregas. Fugle er døde, og flere hongkongere har udviklet tør hoste og udslæt.
FEBRUAR 2020
Blodige gadekampe og aflukkede færdselsårer er stadig hverdag. Ungdommen demonstrerer. Hvis ikke for selvstændighed, så i hvert fald for selvstyre og retten til at være hongkongere. Officielt har Hongkong særstatus, indtil området efter planen bliver helt overtaget af Kina i 2047. Men den seneste udvikling har sat spørgsmålstegn ved, hvor særlig den status egentlig er. Ingen har et klart svar på, hvor det hele skal ende, men de er enige om, at det vil tage lang tid. I mellemtiden har frygten for coronavirus sat yderligere spørgsmålstegn ved forholdet mellem Kina og Hongkong. I gaderne kræver demonstranterne handling og lukkede grænser. De kritiserer, at regeringschef Carrie Lam afventer Kinas ordre i stedet for at sikre, at Hongkong ikke bliver ramt, ligesom man så det med SARS i 2003. Hospitalspersonale over hele Hongkong er begyndt en strejke, som udvides drastisk, hvis ikke deres krav om lukkede grænser efterleves. Disneylands Hongkong-filial har valgt at lukke af frygt for smitte, men Hongkongs regering har foreløbig kun reageret på protesterne med 14 dages karantæne af rejsende fra Kina.
Demonstranterne er generelt pessimistiske omkring fremtiden. Big Head frygter, at det snart er hans tur til at blive arresteret. Mens Andy Chan afventer domfældelse for angivelig at have angrebet en politimand, giver han sit bud på fremtiden:
”På den ene side har vi Kinas Kommunistiske Parti, som altid vinder, fordi de skal vinde. På den anden side står vi. Vi skal bare ikke tabe. Ingen vil give op. Man kan se det som to biler, der kører direkte mod hinanden.”
