EN DAG I september 1918 kunne de fremmødte studerende på Københavns Universitet læse et opslag:
”I erkendelse af nødvendigheden for de universitetsstuderende af at have bekvem adgang til at drive idræt har universitetet besluttet sig til at sørge for nem og billig adgang til gymnastik og bade for alle universitetsstuderende,” stod der på det, der blev startskuddet til studenteridrætten i Danmark.
Tilbuddet bestod af fire gymnastikhold med to timeansatte lærere, og undervisningen lå enten om aftenen eller om morgenen, så de fysiske aktiviteter ikke forstyrrede studierne. 132 studerende meldte sig ind. Det kostede 50 øre om måneden betalt forud, som gav adgang til gymnastiktræning enten i Studenterforeningens gymnastiksal på Vestre Boulevard – i dag H.C. Andersens Boulevard – eller i KFUM’s gymnastiksal i Rosenborggade i København.
Oprindelig var det meningen, at tilbuddet om gymnastik skulle gælde både mandlige og kvindelige studerende, men så langt rakte pengene og viljen alligevel ikke, og derfor måtte kvinderne i første omgang henvises til Kvindelige Studenters Idrætsforening, hvor 25-årige frøken Agnete Bertram – den første kvindelige cand.mag. med gymnastik som bifag – siden efteråret 1917 havde undervist i gymnastik.
”Man havde nok lovet lidt mere, end man kunne holde, og dengang var det helt utænkeligt med blandede hold. Derfor blev kvinderne i første omgang udelukket, men fik egne hold to år senere,” siger Jacob Christian Bertram, barnebarn af Agnete Bertram og forfatter til bogen ’En sund student til alle tider’, der handler om 100 års idrætshistorie på Københavns Universitet. Bogen fortæller om en institution, som har været en pioner inden for dansk idræt. Eksempelvis var det Universitetets Studenter Gymnastik (USG) – som i 2017 skiftede navn til KU Studenteridræt – der introducerede basketball i Danmark i 1946.
”Studenteridrætten har haft en betydning, som går langt ud over det snævre akademiske miljø, som den er født i,” fortæller Jacob Christian Bertram.
Fire studentergymnaster i Fuglsø-lejren på Mols.
102 ÅR EFTER, at foreningen blev stiftet ud fra troen på, at en sund og fysisk aktiv student også var en bedre student, har KU Studenteridræt (KSI) mere end 6.000 medlemmer fordelt på 220 hold og 74 aktiviteter, der tæller alt fra badminton og ballet til kajakpolo, yoga – og stripfitness. Spørger man Jacob Christian Bertram, er studenteridrætten mere relevant nu end nogensinde i en tid, hvor undersøgelser viser, at flere og flere studerende kæmper med at få deres studietid til at hænge sammen.
”Københavns Universitet laver hvert tredje år en trivselsundersøgelse. Et af parametrene er, om de studerende føler sig stressede i hverdagen, og det gør næsten 50 procent. Her kan idrætstilbuddene være en mulighed for at få et afbræk fra et travlt studieliv, både gennem aktiviteter, hvor man får pulsen op og renset hovedet, men også gennem eksempelvis pilates og yoga, der har en afstressende effekt,” siger han.
Også Anja C. Andersen, der er professor i astrofysik og formand for KSI’s bestyrelse, peger på, at studenteridrætten kan forebygge stress og ensomhed samt øge både trivsel og læring blandt de studerende. Og når man går på Københavns Universitet, hvis fakulteter og fag er spredt over hele byen, er KSI også en mulighed for at møde studerende fra andre faggrupper end sin egen, forklarer hun:
”Det skaber et sammenhold blandt studerende på tværs af universitetet, som måske ellers ikke ville være der, og man kan som studerende udvide sit netværk på KU, samtidig med at man får rørt sig og har det sjovt.”
OP GENNEM første halvdel af det 20. århundrede voksede studenteridrætten på Københavns Universitet støt, både i medlemmer og antallet af sportsgrene, og senere bredte fænomenet sig også til andre danske universiteter. Inden for flere sportsgrene, eksempelvis håndbold og basketball, var den absolutte elite at finde på Københavns Universitet, og i 60’erne udklækkede universitetet blandt andet en række af landets bedste svømmere med flere danmarksmesterskaber, -rekorder og senere også OL-deltagelser til følge. Men de glade 60’ere blev afløst af et årti, hvor studenteridrætten langsomt begyndte at stagnere. I 70’erne mistede USG gradvist sit tilskud fra staten, deltagerbetalingen steg, og antallet af medlemmer faldt, mens der også blev taget færre nye initiativer til sportsgrene og -hold. Jacob Christian Bertram peger herudover i sin bog på to årsager til, at foreningen gik i stå: Dels var der i 70’erne en marxistisk bevægelse, som anså konkurrencesport for at være asocialt – eller ligefrem samfundsskadeligt – og dels havde ungdomsoprøret i slutningen af 60’erne betydet, at flere og flere studerende brugte deres fritid på at være politisk aktive frem for at dyrke idræt. Studenteridrættens dvale endte med at fortsætte hele vejen op gennem 80’erne, fortæller han.
”Antallet af medlemmer blev næsten halveret fra 1980 til 1990. Men i starten af 90’erne blev foreningen moderniseret, ikke mindst takket være en ny, visionær ledelse, og man begyndte atter at tilbyde en række nye sportsgrene og aktiviteter,” siger Jacob Christian Bertram om studenteridrættens ’genfødsel’.
Særligt i slutningen af årtiet begyndte programmet at blive omfattende med blandt andet skøjteløb, vægttræning og yoga, og samtidig begyndte medlemstallet igen at stige fra lavpunktet på under 2.000 i sæsonen 1990/91 frem til 2010/11, hvor foreningen satte sin foreløbige rekord med 10.772 medlemmer.
I DAG ER KU Studenteridrætførst og fremmest et tilbud, der henvender sig til de studerende, som ikke i forvejen dyrker idræt andetsteds, og til udenlandske studerende på udveksling. Selv om medlemstallet igen er dalet en anelse, har foreningen ifølge bestyrelsesformand Anja C. Andersen stadig en god tilslutning på universitetet:
”Studenteridræt er en nem vej for de studerende, der kommer til København fra alle dele af landet – og ikke mindst de udenlandske studerende – til at skabe sig et socialt netværk. Noget af det skønne ved studenteridrætten er også, at der er et ret bredt udvalg af sportsgrene, hvilket giver de studerende mulighed for at prøve noget andet end eksempelvis håndbold og fodbold,” siger Anja C. Andersen, der fortæller, at hun selv går til ballet og yoga i KSI og ofte laver lidt uformel studievejledning i omklædningsrummet, når træningen er slut.
Hvor der tidligere blev dyrket elitesport inden for en række sportsgrene på Københavns Universitet, er langt størstedelen af medlemmerne i Københavns Studenteridræt nu motionister. Foreningen bevilger dog stadig økonomisk støtte til enkelte eliteudøvere, blandt andet til turneringsdeltagelse. Men selv om studenteridrætten i dag fortsat trives på Københavns Universitet, vil den formentlig aldrig få samme status herhjemme som i eksempelvis USA, hvor der er store penge, masser af prestige og mange tilskuere i college-sportsgrene som amerikansk fodbold og basketball – eller som i Kina, hvor der er stor status forbundet med at dyrke universitetssport. I sin research til bogen om studenteridræt talte Jacob Christian Bertram med en tidligere formand for foreningen på Københavns Universitet, der havde mødt en kinesisk professor under en forskningskonference.
Da kineseren fik at vide, at han var formand for KU Studenteridræt, blev han meget imponeret, nærmest benovet, fortæller Jaob Christian Bertram:
”I Kina er sådan en titel en kæmpe ære – herhjemme er det nok de færreste, der ville løfte et øjenbryn, hvis han fortalte det.”
