SOM 20-ÅRIG flyttede jeg fra Holbæk til København for at finde ud af, hvad jeg skulle med mit liv. Tilfældigt landede jeg på Kristeligt Studenter Settlement på Vesterbro, hvor vi arbejdede på at integrere indvandrere i lokalområdet gennem væresteder, klub, café og beskæftigelsesprojekter. Vesterbro var ret brutalt dengang i 1990’erne. Der stod prostituerede på hjørnerne, og man risikerede at blive holdt op af narkomaner. I Settlementet var der plads til alle. Man så på mennesket med den opfattelse, at alle kunne et eller andet.
JEG BLEV KLAR over, at jeg skulle arbejde med mennesker, og begyndte på N. Zahles Seminarium. Jeg kom hurtigt til at leve hele mit liv derinde. Der var kulturudvalg, studerendeudvalg, teatergrupper. Jeg var med i alt. Et af mine praktikophold var på Orøstrand, et skolehjem på Orø for børn og unge, der af en eller anden grund ikke kan være i deres familier. Det var nogle meget hårde skæbner. Men jeg blev bekræftet i, at det var noget, jeg kunne finde ud af og kunne rumme.
JEG BLEV uddannet matematik- og idrætslærer. Jeg er egentlig herredårlig til matematik. Måske er det derfor, at matematik for mig er blevet kernen til at forstå, hvordan man lærer som menneske. I virkeligheden er der ikke kun én, logisk metode. Du kan sætte tallene sammen på en hel masse måder, lege dig frem til resultatet, bruge klodser, elastikker eller alt muligt andet. Det vigtige er at finde sin egen vej. Det er en tanke, jeg blev introduceret for på seminariet, og som jeg har taget med mig lige siden.
En frisk sending øl får etiketter på.
DA JEG VAR færdiguddannet, blev jeg headhuntet til en skole på Vesterbro. Her fandt jeg ud af, at jeg kunne noget i forhold til mennesker med diagnoser. Jeg tror egentlig bare, det var at lytte til dem. Hvis de syntes, at vi ikke gjorde det ene eller andet godt nok, så var det bare om at lytte og tage imod de gode råd, de selv kom med.
PÅ ET TIDSPUNKT stiftede jeg min egen virksomhed, der tilbød kommuner mentorløsninger. Vi ville skabe resultater med unge med diagnoser. Hver gang jeg syntes, jeg havde lavet et rigtig godt stykke arbejde, og kunne se, at nogle havde udviklet en god selvtillid, så faldt det hele sammen, når de skulle ud på arbejdsmarkedet.
DEN HER gruppe mennesker har en masse potentialer. Men som samfund søger vi dem ikke, fordi vi går op i, at de skal leve op til fællesnormen. Vi har en meget fast idé om, hvad man skal kunne for at være kvalificeret til samfundet. Ud over at kunne læse, regne og tale engelsk skal vi også lære at begå os, både derhjemme, hvor vi skal kunne støvsuge og benytte en opvaskemaskine, og i det offentlige rum, hvor man skal være i stand til at gå på café, smalltalke og tage offentlig transport. 90 procent af dem, jeg har arbejdet med, kan ikke finde ud af det og kommer aldrig til at lære det. Hvorfor skal de igennem nederlag på nederlag og ende i angstanfald i bussen, hvis der sker noget uventet?
EN DAG I 2016 blev jeg sat op til et møde med Mikkel Borg Bjergsø, stifter og direktør hos bryggeriet Mikkeller. Jeg havde dengang en autist-drevet café på Østerbro i København, Café Den Uartige, og ville have Mikkel til at brygge en øl til os. Jeg vidste, at Mikkel var uddannet skolelærer, og tænkte, at der måske var en eller anden connection. Da jeg gik ud fra mødet, havde vi ikke bare fået en øl til cafeen, vi var også blevet enige om at starte et bryggeri med medarbejdere med diagnoser.
HAN VILLE GERNE stille al Mikkellers erfaring, viden og kontakter til rådighed, men var ikke interesseret i at gå ind i det med økonomisk støtte. Det var min startup-virksomhed og mig, der måtte finde finansiering. Jeg ville ikke basere os på fonde eller anden støtte. Skulle det være bæredygtigt, måtte vi arbejde på konkurrencevilkår med andre bryggerier.
MED ET SYMPATISK projekt og en kendt og dygtig forretningsmand som Mikkel indover troede jeg, at vejen var brolagt. Men jeg fik nej lige så mange steder, som jeg søgte investorer. Jeg besluttede at starte en crowdsourcing-kampagne, hvor folk kunne investere penge i os over en international platform – Mikkeller har sit største publikum i udlandet, så vi tænkte, at det var mest logisk at gå ud over Danmarks grænser.
VI SØGTE halvanden million kroner til startkapital, men nåede kun op på 150.000 kroner. Til gengæld fik vi følgere i 17 forskellige lande og blev omtalt i The Guardian og et australsk livsstilsmagasin, Collective Hub. Med opmærksomheden lykkedes det os at skabe internationale øl-samarbejder, blandt andet med skotske BrewDog, der har 40 barer i hele Storbritannien, hvor vores fælles øl efterfølgende blev sat til salg. På det tidspunkt var vi bare mig og en driftsleder og en kommunikationsmedarbejder – begge med ADHD-diagnoser – så Mikkel lavede opskrifterne til os.
EN DAG FIK JEG en mail fra Rune, en brygger, der i 00’erne havde sit eget bryggeri, Djævlebryg, men som gik ned med stress og fik en førtidspension og en Asperger-diagnose. Vores projekt var som skræddersyet til ham, skrev han. Han gider ikke selv gå og brygge dag ud og dag ind, men elsker at udtænke råvaresammensætninger, og i dag udvikler han alle vores opskrifter.
VI FIK EN INVESTOR med, så vi kunne leje os ind hos bryggeriet Flying Couch i Nordvest i København, hvor vi fik lov at brygge, når de havde hul i produktionsplanen. Vi købte vores egne to tanke til at have stående dér, men heldigvis blev kapaciteten hurtigt for lille, fordi efterspørgslen voksede. Så fik vi en kontrakt med det belgiske bryggeri De Proef, der har specialiseret sig i at brygge for andre bryggerier, og som Mikkeller ofte har samarbejdet med. Nu laver de vores øl ud fra vores opskrifter.
SELVOM DE BRYGGER for os, er der stadig masser af funktioner til vores ansatte. Der skal laves etiketter, der skal laves salg, der skal føres lager, der skal kapsler på. Vi har kommunikation, webdesign, grafikere, bartendere, chauffører, lagerarbejdere, pantansvarlige, rengøringsfolk. For tiden har vi 42-43 ansatte, hvoraf 4-5 er fuldtidsansatte, mens resten arbejder forskellige timetal, og de, der arbejder mindst, kun er her fire timer om ugen.
Bryggedanser Bjarke Østergaard og kongelig balletdanser Carling Talcott-Steenstra optræder i marts til festivalen Social Revolution By Beer.
VI HAR OGSÅ en bryggedanser, Bjarke. For 10 år siden så han ’Vild med dans’ og gik i autismetræning, som han siger. Han dansede derhjemme dag og nat i et år og begyndte at dyrke konkurrencedans. Jeg har tidligere arbejdet med ham og vidste, at alle har haft svært ved at finde ud af, hvad man kan bruge ham til. Jeg spurgte, om han ville hjælpe os med at lave en serie af danse-øl. Den er vi i gang med nu og har blandt andet lavet ’Cha Cha Cherry’, en Indian Pale Ale med kirsebær, og ’Mango Tango’, en Berliner Weisse med mango. Hans rolle er at danse ved lanceringen af øllene. Hvis du kigger på bundlinjen, er det ikke nødvendigvis noget, der giver økonomisk mening nu og her at have Bjarke ansat. Men han er med til at opbygge vores brand og fortælle en god historie om, hvem vi er. Og det har stor værdi – også økonomisk – i sidste ende.
MAN KAN KØBE vores øl på vores hjemmeside, på vores bar på Nørrebro, i vores butik på Amager eller i vores butik på Vesterbro, som vi snart åbner i samarbejde med Mikkeller. Man kan også finde os hos nogle lokale supermarkeder rundtom i landet, først og fremmest i København, Odense og Aarhus. Men vi er ikke hos de danske supermarkedskæder. Det tager lang tid at komme ind, konkurrencen er meget hård, og det er ikke nødvendigvis en god forretning, fordi de presser prisen så meget. Vi har brug for de marginaler, som de gerne vil presse af, for at skabe en god arbejdsplads.
VORES ØL ER IKKE billige (typisk 40-50 kroner for 33 cl, red.). Men som forbrugere skal vi tænke over, hvilke virksomheder vi vil have. Skal de tage et ansvar og bruge kræfter på både kvalitet og værdier, så koster det lidt ekstra.
Opskriftsudvikler Rune Lindgreen måler sukkerindhold i en øl i forbindelse med et collab med The Queer Brewing Project fra London.
