DA MINE FORÆLDRE skulle have min storebror, flyttede de ind i stueetagen hos mine bedsteforældre i deres murermestervilla i Gentofte, omme bag ved brandstationen. Da jeg blev født som den sidste af tre søskende, var min farmor død, men farfar boede stadig oppe på førstesalen. Han var en hyggelig gammel mand, og jeg var meget tæt på ham.
EFTERHÅNDEN KUNNE mine forældre ikke rigtig finde ud af det. Specielt min far kunne ikke rigtig finde ud af at være en del af familien. Han var fraværende, en strejfer, som man ikke kunne vide, hvornår kom hjem. Min mor kaldte ham en ensom ulv, og i mine tanker blev han en variation af Store Stygge Ulv fra tegneserien.
JEG VAR SYV ÅR, da min mor og far proklamerede, at de skulle skilles. Jeg var rædselsslagen ved tanken om, at min far skulle fejre jul alene. For at trøste mig fortalte han, at han havde bestilt bord på restauranten på Hovedbanegården, hvor han skulle sidde og nyde sin stegte and, brunede kartofler og alt det dér. Min far. Alene på Hovedbanegården. Juleaften. Det var det mest uhyggelige, jeg kunne forestille mig.
JEG SØGTE TILFLUGT i en fantasi om, at hele Hovedbanegården var smukt pyntet op. Oppe ved tagspærene var der glimmer, der duftede af and, alle var i julestemning, og specielt glædede de sig meget til, at min far kom. Når han bagefter rejste sig for at gå, ønskede alle ham tak for i aften og syntes, det var knashyggeligt, at han havde været der. I S-toget var der pyntet op, så det lignede en dagligstue, og der blev serveret kransekage til kaffen.
Med mor og sømandsstrik.
ÅRET EFTER VAR min far inviteret til at være med hos min mor juleaften, men det kunne han ikke finde ud af. Så det blev delt op, så jeg og mine brødre spiste hovedret hos min mor, hvorefter vi tog over til min far. En taxa rullede op og hentede os, og min mor kastede desperat et jule-kit ind til os, som ud over risalamande bestod af en grangren med en sløjfe om og en lille pose pebernødder.
PÅ VEJEN KØRTE vi igennem et stykke skov, hvor grenene stod helt frosne og slog mod hinanden. Taxachaufføren, der vel gerne ville give os lidt julestemning, holdt ind til siden, rullede vinduet ned og lod os lytte til grenene, der klingede som klokker i mørket. Da vi nåede frem til min far, var der alt for meget loftslys tændt i lejligheden, så man virkelig kunne se hans fortabte ansigtsudtryk.
HAN VAR BESVÆRLIG, men sjov. Han var god til at hylde øjeblikket og se de små tings skønhed. Han hadede, når noget blev for korrekt og etableret. Når man gik rundt i København med ham, var det, som om vi var i vores eget parallelunivers, hvor han altid vidste, hvilken café der havde ekstra kaffepåfyldning.
HAN VAR GLØDENDE socialdemokrat, dem havde man meget at takke for, mente han. Og han havde svært ved, når nogen brokkede sig over for eksempel sygehusvæsenet. Men han gav folk ret, bakkede dem op i deres fordomme, i det, de var sure over, bare krydret med stadig flere uhyrligheder: ”Ja, lægerne er jo fordrukne og møder tit fulde op på arbejde!” Til sidst gik det op for folk, at han gjorde nar. Så sad jeg ved siden af og syntes, det var mægtig morsomt.
DA JEG GIK I fjerde, kom Maria pludselig ind i klassen. Hendes mor, Birthe, der var lidt flippet, hvad mødrene ellers ikke var i Gentofte, stod der i afghanerpels, og Maria havde skriggrønne bukser. Vi blev hurtigt bedste venner, og jeg begyndte at komme i deres hjem, hvor trapperne var malet lilla, og køkkenet var orange.
BIRTHE, DER VAR rødstrømpe og del af et kunstnerkollektiv, skulle i 1975 debutere på Kvindeudstillingen på Charlottenborg med sine linoleumstryk, og Maria og jeg kom med og blev sluppet løs. Vi havde en plan om at optræde med et nummer af John Mogensen, ’Ensomhedens gade nr. 9’. Det blev spillet hele tiden i radioen og handlede om en mand, der var ensom, og måske tænkte vi, at det matchede temaet. Maria havde malet overskæg og taget pude på maven, og jeg havde som korpige pyntet mig med fjer.
SÅ GIK VI OP til Lone Kellermann, der var i gang med at optræde på scenen, og prikkede hende cirka i numsen, højere var vi ikke. Hun lod os overtage, og vi tog virkelig kegler. Folk var færdige af grin. Nå, det kunne da noget, tænkte jeg ved mig selv. Jeg anede en form for talent.
Med far og sand under tæerne på Charlottenlund Strand.
JEG BLEV OPMÆRKSOM på kvindesagen. Det var vist noget med ligeløn. Men ellers forstod jeg den ikke helt. Det var noget med, at mændene ikke var helt i orden, og at kvinderne ikke blev behandlet ordentligt. På en måde syntes vi, det var lidt synd for mændene. Maria og jeg kunne jo godt lide vores fædre.
SENERE OPLEVEDE JEG, hvordan det var at gå på stranden i en tid, hvor kvinderne havde smidt bh’en. Tog man en bikinitop på, var man undertrykt. Men jeg syntes, det var topstressende som teenager. Gamle mænd kiggede på én, og det var anstrengt at være blandt sine kammerater. Men jeg sad pænt dér og led. Det skulle ikke hedde sig, at jeg prøvede at være sexet i stedet for naturlig.
I DAG DELER JEG, trods alt, idealet om den naturlige krop. Nu er vi i den anden grøft. Man får at vide, at kvinder, der bærer blonder eller silke inderst, har det mere sexet. Undertøjsafdelingen i Magasin fylder en halv underetage. Og man kan købe sig til nye bryster, ja, man kan få nye bryster i 18-års fødselsdagsgave, hvis man ikke synes, de lever op til dem, man ser i bladene, der i øvrigt er photoshoppede. Det kan godt støde mig.
Med brødre og denim foran fars nye Simca.
EFTER GYMNASIET var jeg på højskole i Herning på en teaterlinje. Nogle af de andre fra holdet ville søge ind på Skuespillerskolen. Det ville jeg også prøve. Og jeg begyndte at læse hos en skuespiller i København for at blive klar til optagelsesprøven. Hun opsnappede, at jeg var forelsket i en fyr, der var rejst til Gran Canaria for at påbegynde en jordomrejse.
DA FYREN TOG AF STED, havde han sagt til mig, at jeg var et ængsteligt menneske. Min lærerinde opfordrede mig til at være modig og forfølge kærligheden. Jeg tog ned til ham, selv om min mavefornemmelse sagde mig det modsatte.
HAN SYNTES STADIG, jeg var en bangebuks, men udfordrede mig til at blaffe over Atlanten og mødes igen i Sydamerika. Jeg tog ned på havnen i Las Palmas, gik rundt en hel dag og kiggede på skibene, mens jeg røg 40 cigaretter og overvejede at bede om at blive taget med. Hen ved aften kom der nogle fyre hen for at spørge, om de kunne hjælpe med noget. Jeg opgav det hele, tog tilbage til fyren, fortalte ham, at han havde ret, og tog hjem til Danmark næste dag. Dét føltes modigt.
Højt humør på Elevskolen ved Aarhus Teater.
FEM MÅNEDER SENERE kom jeg ind på Elevskolen ved Aarhus Teater. Det var en hård uddannelse, hvor lærerne pillede ved din grundkarakter. Jeg havde i tilværelsen tit brugt klovneriet til at klare mig igennem. Der blev pillet i klovnen, den skulle jeg ikke udelukkende benytte mig af som skuespiller, fik jeg at vide.
SAMTIDIG FØLTE JEG mig forkælet. Alt det, vi lærte om tale, sang, fysik. Om kropsholdning og bevægelse. Vi havde et kursus, hvor vi skulle gå igennem salen fuldstændig neutralt. Det er vanvittig svært. For vores sjæl sidder derinde og vil meget gerne kommunikere: Jeg er ikke farlig! Se mig, jeg er smart! Er jeg ikke bare sexet? Måden, vi går og står på, er fuld af informationer om, hvordan vi har det.
JEG KOM IND i satiregruppen Emmas Dilemma i 1997. Anne-Grethe Bjarup Riis, Trine Appel, Louise Mieritz, Sofie Stougaard og instruktør Lotte Svendsen havde været i gang nogle år, da jeg kom ind sammen med Helle Dolleris. Det var nogle dygtige piger. De forventede noget af én. Man kunne ikke bare stå og lave det sædvanlige.
JEG UDVIKLEDE karakteren ’Damen med de blå tænder’, der fortæller sine venner ’sandheder’ om dem selv, når hun har drukket for meget rødvin. Hun tror, hun er lidt synsk, og kan mærke andres hemmeligheder. Hun er en elefant i en glasbutik og kan ikke finde ud af at være andet. Hun bliver tålt til selskaber, men man glæder sig næppe til at sidde ved siden af hende og være udsat for hendes direkte facon. I virkeligheden er hun nok ulykkelig. Det er inspirerende, når man rammer noget, der både kan få folk til at grine og græde.
Med Emmas Dilemma til modtagelse af en WIFT-pris (Women in Film and TV).
EFTER EMMAS DILEMMA fortsatte jeg med at arbejde sammen med Lotte Svendsen. Det er noget af det lykkeligste at finde et makkerskab, hvor man klikker og forløser hinanden kreativt. De tre ’Max Pinlig’-film, vi har lavet sammen, er jeg utrolig glad for og stolt over.
MOREN, JEG SPILLER, er en god blanding af Lotte, en af hendes veninder og mig selv. Min søn var i samme alder som Max i filmene, så jeg kunne få luftet mange situationer, hvor jeg gerne ville have været lidt federe. For eksempel da jeg blev rasende på nogle børn, der ikke opførte sig ordentligt over for hinanden, når de spillede et rollespil. Indrømmer man, at man er pinlig, slipper man for at skamme sig over det.
DET VAR ÅBENBART noget, mange kunne genkende, både børn og voksne. Jeg ved fra mine børns venner, der nu selv er voksne, at de godt kan finde på at sidde og se filmene hjemme under dynen med en pose Matador Mix, hvis de er deprimerede, fordi filmene er lig med hyggelige minder fra deres barndomsår.
SOM SKUESPILLER har jeg haft nogle af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Når man bliver optaget af sin rolle og gør det godt, kan man fuldstændigt slippe alt det, man ellers går og spekulerer på. Det er euforisk. Og fredsommeligt.
FOR 10 ÅR SIDEN medvirkede jeg i musicalen ’My Fair Lady’ på Det Kongelige Teater. Hver aften stod jeg i fem minutters tid fanget mellem to vægge på bagscenen, hvor jeg hverken kunne komme frem eller tilbage. Jeg kunne bare stå og lytte til musikken og vente, til jeg skulle på igen. Det er måske det mest fredfyldte, jeg har oplevet. Intet ondt kunne nå mig dér.
Med ’Max Pinlig’-medspiller Samuel Heller-Seiffert.
FOR NOGLE ÅR SIDEN tog jeg fri fra alt for at skrive et filmmanuskript. Det skulle handle om to søstre, der har mistet deres far, stærkt inspireret af min egen far. Jeg skrev og skrev. Og blev mere og mere ked af det. Jeg troede, det var et tegn på, at jeg nærmede mig den fineste kunst. Jo mere sorg jeg følte, desto tættere måtte jeg være på noget grundlæggende.
MEN DET VAR ikke kun, fordi jeg savnede min far. Det var lige så meget, fordi jeg ikke har lært, hvordan man skriver et manuskript. Jeg fik noget hjælp undervejs, men det blev aldrig til noget brugbart.
I STEDET SKREV JEG en bog om mit liv som midaldrende, som også blev et portræt af min far. Nu spørger jeg mig selv, hvorfor den skøre kugle altid skal fylde så meget. Hvor blev min mor af? Det var jo hende, der var i stand til at give os søskende en god og kærlig hverdag og altid var der. Hun lever endnu og er i fuld vigør. Maler ikoner, danser og er nysgerrig og dygtig til alting. Det er skide uretfærdigt, at det er mere spændende at tale om stenen i skoen end om det stabile.
DA MINE BØRN begyndte at blive store og tage på efterskole og højskole, og jeg mærkede, at jeg ikke længere var centrum i deres liv, fik jeg en krise. Jeg var hårdt ramt af overgangsalderen. Hormonerne blæste op og ned, og jeg kunne ikke sove om natten. Jeg er ikke nogen globetrotter – alligevel tog jeg af sted til Kerala i Sydindien. Jeg havde hørt om et ayurvedisk resort, og ideen var at blive renset igennem, trække en streg i sandet og sige: Nu skal du videre!
DÉR GIK VI rundt, alle vi vestlige midaldrende kvinder med vores klipklapper i hænderne og skuede ud over vandet, når ikke vi fik oliemassage eller tog yogatimer. Der findes en film med Julia Roberts, hvor hun efter en skilsmisse tager på sådan et ophold, genfinder sin sanselighed, dufter til krydderierne, bliver inviteret hjem til en indisk familie, som synes, hun er skøn.
DET VAR IKKE lige det, jeg oplevede. Jeg græd en del – det var hormonelt – og på et tidspunkt kom jeg til at tude foran den fattige kvinde, der gav mig massage. ”Why are you crying, madam,” spurgte hun. ”I think, I miss my children,” svarede jeg. ”When you last see?” ”Two weeks ago.” Hun havde ikke set sine børn i otte måneder, fordi ”work, work, work”. Det var på tide at komme hjem.
JEG FIK NOGLE GODE hormonpiller og blev ikke længere snydt af mit humør til at gøre bagateller til store dramaer. Og mine børns mand fik kræft, så jeg kunne ikke længere tillade mig ikke at fungere. Jeg følte ikke, at jeg kunne overlade det til mine børn at have en døende far, så jeg fik fri fra teatret, og vi fik ordnet, at han flyttede ind hos os i vores sommerhus. Det var min nuværende mands forslag. Han kunne se, hvor stresset jeg var, og ville gerne hjælpe. Vi holdt alle sammen så utrolig meget af ham, at det var naturligt at gøre.
SÅ BOEDE HAN dér sammen med os de sidste to måneder af sit liv. Det er jeg utrolig glad for. Til eftertiden er det rart at vide, at man var der, da der var brug for én.
