HIMLEN ER GRÅ og blæsten river i træerne på det sydlige Falster ved Marielyst. Ikke desto mindre har en lille pige med sine forældre været tidligt oppe for at få en morgendukkert. Nu trasker de, viklet ind i håndklæder, ad den stilfærdige Sildestrup Øvej tilbage mod sommerhusområdet. Forbi isskiltet ved Købmanden, som den kort og godt hedder, hvor der reklameres med ’kolde øl og vand’. Længere nede ad vejen stopper den lille pige pludselig op. Et sted lyder en velkendt stemme: ”Første skoledaaaag, første skoledaaaag!” Hun griber fat om sin mors arm, kigger spørgende op. Jo, den er god nok, børnenes bedste ven er i byen.
Stemmen kommer fra et stort, hvidt koncerttelt på en græsplæne tæt ved byens campingplads. Herinde er tv-karakteren Hr. Skæg ved at forberede dagens show. Mens lysmanden tester effekter og kaster lilla, blå og grønne farver rundt på teltdugen og de brune træborde, synger Hr. Skæg sine velkendte børnehits for fuld kraft.
Der er også et mindre VIP-telt til de optrædende i ’Vi elsker sommer’, hvor blandt andre Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg har lagt vejen forbi. På en mørkeblå dug står en stak vandflasker, en klase vindruer, nogle bananer, adskillige poser Ostepops, en buket roser, tre håndsprit, et par stearinlys og papkrus til at skænke sig en kop kaffe fra den defekte kaffekande. Midt i det hele hænger Hr. Skægs velkendte røde uniform.
Et øjeblik efter kommer manden bag skægget, 49-årige Mikkel Lomborg, ud af koncertteltet, han skæver en anelse forhippet over græsplænen. 196 centimeter høj i sko størrelse 50. Smilet er stort som altid. Men der er også en anelse vantro at spore.
”Jeg har en paniksituation som aldrig før,” siger han og ser næsten manisk ud: ”Det er første gang, det er sket. Jeg har glemt mit skæg i København.”
DET VAR EN DANS, der for 13 år siden forvandlede Mikkel Lomborg til Hr. Skæg. I 2008 var hans gode ven Nikolaj Grandjean nomineret til en pris ved Zulu Awards med sit band. Da sangerinden var forhindret, havde de en billet til overs, og så kom Mikkel Lomborg i stedet med til prisuddelingsshowet.
Det blev en munter aften. Til efterfesten røg han en joint med musikerne Natasja og Miss Mukupa, og så tog han ellers dansegulvet med storm. Det udviklede sig hurtigt til en vanvittig dance-off med en fremmed kvinde, og Mikkel Lomborg gik fuldstændig bananas med hele sit lange væsen.
I udkanten af det hele stod tv-produceren Palle Nørmark og bevidnede seancen. Danmarks Radio havde kort forinden købt konceptet til et svensk tv-program, der ved hjælp af skæggede mænd havde lært børn at tælle. Det var en kæmpe succes i Sverige, og nu ville man lave noget tilsvarende herhjemme. Som noget af det første havde Nørmark besluttet sig for, modsat det svenske koncept, at have én gennemgående vært. Og på dansegulvet til Zulu Awards’ efterfest så han pludselig et godt bud.
På daværende tidspunkt var Mikkel Lomborg 37 år og havde brugt de forgangne 11 som pædagog på et bosted for utilpassede unge. Men da han et par dage efter festen tjekkede sin MySpace-profil, lå der pludselig en forespørgsel om at komme til casting på et børneprogram.
Til castingen skulle Mikkel Lomborg have et skæg på, der næsten rakte ned til fødderne. For en mand, der på det tidspunkt havde haft stort cykelstyrsoverskæg i over 10 år, krævede det ikke den store tilvænning. Derudover var intet på forhånd fastlagt. Han måtte i høj grad selv opfinde sin karakter, så han tog udgangspunkt i sig selv, forstærkede nogle af sine karaktertræk – begejstringen og naiviteten – og lod sig gribe af momentet. Snart efter kunne danske børn for første gang se ham i programmet ’Skæg med tal’.
Det blev hurtigt en overvældende succes. Når han efterfølgende tog rundt for at optræde i shoppingcentre, var køerne uendeligt lange, og han fik printet 10.000 autografkort for at kunne følge med den evindelige efterspørgsel. Han endte sågar på frimærkerne og på forsiden af et Anders And-blad. I 2010 var han blevet så populær, at da december stod for døren, skrev aviserne om kollektiv børnelede mod julekalendere, fordi det betød, at de måtte undvære deres nye bedste ven på skærmen.
Mikkel Cave. I sin lejlighed på Nørrebro gemmer Mikkel Lomborg på souvenirs fra sit liv. Han vil gerne huske sig selv på, hvem han var, og hvem han blev.
PÅ FALSTER KLAPPER Mikkel Lomborg sig på jakkelommen for at lokalisere sine smøger. Showstart er knap en time væk, og han er i fuld gang med at brainstorme på en god forklaring på det manglende skæg.
”Måske er mit skæg så bange for corona, at det har givet sig selv karantæne,” siger han, men skyder straks sit forslag ned og tager modløst et sug af cigaretten i stedet.
”Du kan også snakke om skægmiksturen,” foreslår Christian Winther, der står ved siden af. I 10 år har han været en del af Hr. Skæg-universet med sin karakter Vinter, de seneste fem som Mikkel Lomborgs faste scenemakker.
”Nårh ja, jeg er løbet tør for skægmikstur! Den er faktisk heller ikke dum,” siger han.
Det har længe været hans forklaring, når han støder på børn til daglig. Så forklarer han, at han lige har haft et uheld med en hækkesaks, men har købt en skægmikstur på apoteket, så når han vågner i morgen, vil der atter være hår over det hele.
Hans kone Neeni Lomborg Rasool og datteren Anaya er ganske vist på vej med skægget, men de kan først være fremme halv 12, showet begynder klokken 11, og det tager i forvejen typisk i omegnen af tre kvarter, hvis det skal påmonteres ordentligt.
”Det er jo som Bamse, der tager ud for at lave show og har glemt sit hoved.”
Dagen forinden optrådte Mikkel Lomborg og Christian Winther for 200 børn i silende regn i Aalborg, og de var først sent hjemme. Mikkel Lomborg lagde skægget på forsædet af sin egen bil, men morgenen efter kom Christian Winther og hentede ham i sin bil.
”Vi skulle have samlet det hele, hvor er det dumt,” siger Christian Winther. ”Vi må ændre hele showstart. Du må italesætte elefanten i rummet først.”
”Åårhhhh, det her liv!” udbryder Mikkel Lomborg.
Midt i det hele kommer en af de frivillige, en mand i fyrrerne, hen. ”Normalt spørger jeg ikke om sådan noget …,” siger han en anelse genert, ”men mine børn er helt vilde med Hr. Skæg, så jeg vil høre, om vi kan tage et billede.”
”Hellere end gerne!” udbryder Mikkel Lomborg.
Bagefter fortsætter udtænkningen af nødplanen.
”Måske er mit skæg væk, og jeg kan ikke finde det, så vi efterlyser det. Og så finder jeg det halvvejs inde i koncerten. Jeg har fundet mit skæg! Gode, gamle skæg,” siger Mikkel Lomborg og laver sin stemme om, så den bliver teatralsk som Hr. Skægs.
”Måske har du fået stjålet dit skæg af Kristian Gintberg fra Ramasjang?”
”Nogen siger i min øresnegl …,” siger han og slår over i Hr. Skæg: ”Jeg vågnede op i morges, og så var mit skæg væk, og jeg ved simpelthen ikke, hvem der har taget det.”
”Og så kontakter du Kristian fra Ramasjang.”
”Jeg prøver lige at ringe til ham,” siger Mikkel Lomborg in character og tager en usynlig telefon op til øret.
”Okay, det er sjovt,” siger Christian Winther.
”Jeg siger, han er i gang med at finde det. Den er god.”
”Ja, rigtig god. Så er der spænding gennem hele koncerten.”
”Men hvad så med Hr. Skægs sko?” siger Mikkel Lomborg og kigger ned mod sine fødder.
Pludselig ser han mere fortabt ud, end han har gjort hele morgenen. De sorte lædersko, der er en fast del af Hr. Skæg-uniformen, ligger også tilbage sammen med skægget:
”Arhj, det er dumt. Det er simpelthen så grænseoverskridende. Oh my God!”
”Der er ingen, der kigger ned,” trøster Christian Winther. ”Det ved du fra ’En verden udenfor’. Der hvor han går igennem sikkerhedstjekket.”
”Nårh ja,” siger Mikkel Lomborg.
”Er du nervøs?” spørger Christian Winther.
”Ikke bare lidt. Jeg kan mærke det i hele kroppen. For første gang skal Skæg på scenen uden sit lange skæg. Det er virkelig angstprovokerende.”
DET VAR NOGET af en boksehandske, der ramte Mikkel Lomborg økonomisk, da landet lukkede ned i foråret 2020. På én gang røg 76 jobs sig en tur. Sammen med Christian Winther havde han planlagt en storstilet koncertturné bygget op om sange fra seneste sæson på DR, ’Hr. Skægs hotel’. Desuden skulle han for 11. år i træk have medvirket i det omrejsende Cirkus Summarum.
”Men jeg har været fattig 90 procent af mit liv. Jeg er så god til at være fattig, så tanken om at gå fra hus og hjem har aldrig skræmt mig. Jeg har købt én stor ting i mit liv, og det er min bil,” siger han en mandag formiddag i sin lejlighed på Nørrebro i København:
”Hvis der kommer en indbrudstyv, vil han kigge febrilsk rundt: ’Hvad skal jeg tage? Den her gamle oliedåse? Måske den her Hr. Skæg-dukke? Eller den her gamle kasse cd’er?’ Intet her er noget værd, men det har værdi for mig.”
Mikkel Lomborg har boet i lejligheden siden 1998. Selv efter han i 2013 blev gift med Neeni, beholdt han den og overnatter cirka halvdelen af ugen her og den anden halvdel hos familien, der bor i lejlighed i Hellerup. I Nørrebro-lejligheden opbevarer han alverdens ting og sager. Gammelt legetøj og dimsedutter, alle de Hr. Skæg-tegninger og perleplader, han har fået gennem tiden. Sågar busbilletten fra sin første dag på efterskolen. Lejligheden ligner en blanding af en marskandiser og et løssluppent børneværelse.
”Der adskiller jeg mig meget fra Neeni, hun er sådan en, der er rigtig god til at skille sig af med ting. Jeg har en masse poser stående, som hun egentlig har smidt ud, og som jeg i stedet for som lovet at smide i skraldespanden har kørt hertil,” siger han.
Det sker fra tid til anden, at han tager sig sammen og prøver at skille sig af med et eller andet. Men når det lykkes ham at smide noget ud, føles det aldrig som en ærlig beslutning, og han efterlades altid med en stikkende fornemmelse i hjertet.
”Men min datter kunne ikke vokse op i sådan et hjem her. Hun ville have fået det galt i halsen som lille. På den måde har det været meget godt at adskille familien og mit museum. For det er det jo. Det er her, jeg gemmer historien til det store Mikkel Lomborg-museum, der en dag i min fantasi bliver åbnet, og hvor folk sukkende vil stå og tørre tårer bort, mens de kigger på busbilletten og tænker på, da Mikkel begyndte på efterskole,” siger han.
Mikkel Lomborg er ikke typen, der bærer nag og i den forstand har svært ved at komme videre. Men han bliver til gengæld meget hurtigt ramt af et nostalgisk vemod, når ting, der knytter sig til hans egen fortælling, forsvinder. Sådan har han haft det, siden han var helt lille.
”Jeg tror, det begyndte med et behov for at bevare min fars rolle i mit liv. Mine forældre blev skilt, og derefter forsvandt min far gradvist ud af billedet. Samtidig fik min mor definitionsmagten på godt og ondt,” siger han.
Forinden havde Mikkel Lomborg og faderen haft for vane at gå lange ture sammen og samle interessante ting, som de fandt i skoven og på markerne.
”Efter min far forsvandt fra mit liv, blev jeg ved med at samle ting og stod ligesom for at bevare familiens historie i alle mulige genstande. Jeg har gamle potter og pander og køkkenknive tilbage fra min tidlige barndom, som jeg har været ude og samle op i skraldespande og affaldsbunker, når der blev ryddet op. Det er fortsat resten af mit liv. Jeg tror, det udspringer af mit forsøg på i en eller anden grad at bevare min fars minde.
DA MIKKEL LOMBORG blev født i 1971, boede familien i Vanløse i København, men dårlig var han båret ind ad hoveddøren, før familien rykkede til Lyngby. Efter et par år nord for hovedstaden var det videre ned til et lille fiskerleje på Stevns ved navn Lund. Bagefter flyttede familien et nøk sydpå til Faxe, hvor han begyndte i skole, videre til Lolland og så tilbage til Stevns. Og sådan fortsatte det – i alt blev det til 14 forskellige barndomshjem.
”Vi flyttede meget, og der var gode grunde til det. Økonomiske grunde, et generelt behov for forandring og mine forældres relativt brydsomme ægteskab. Det var simpelthen ikke meningen, at de skulle være sammen, når det kom til stykket. De havde nogle ret store konfrontationer, som mest udsprang af, at min mor løb tør for tålmodighed med min fars manglende engagement i familien,” siger han.
Moderen var feminist, en rødstrømpe i tidens ånd, der var optaget af at gøre op med samfundets strukturelle uretfærdigheder. Faderen var omvendt en indadvendt mand, der helst bare ville passe sig selv. Midt i det hele stod Mikkel Lomborg og forsøgte at balancere mellem de to energier.
”Min mor bragte på den ene side det negative med sig, og på den anden side var hun den trygge, for uden hende var alt faldet fra hinanden. Min far havde jeg et behov for at passe på. Han havde giftet sig med en kvinde, der havde brug for helt andre ting, end han kunne give. Og viceversa. Mit pleaser-gen og min konfliktskyhed stammer fra de år, hvor jeg havde behov for, at alle skulle være glade. Der var meget dårlig stemning i hjemmet, og så danser man som barn rundt og forsøger at være pleaser-agtig. Jeg var en stor tvivler, der ikke vidste, hvad der var rigtigt at gøre.”
Da skilsmissen uundgåeligt kom, flyttede forældrene i hver sin lejr, og Mikkel blev som otteårig budbringeren, der både bragte og tolkede beskeder. Fra en tidlig alder lærte han at veje sine ord og undgå en konflikt, der ofte alligevel var uundgåelig. Han gik konstant på listefødder. Sådan har han til en vis grad opfattet verden lige siden. Da han blev ni år, begyndte han at få kraftige fysiske reaktioner. Moderen fik en diskusprolaps, der gjorde hende sengeliggende og invalideret i en lang periode. Derfor fik ældstesønnen en stor del af ansvaret for at få dagligdagen i familien, der også bestod af en tre år yngre lillebror, til at køre.
”I den periode begyndte jeg at baske med hænderne, når jeg blev opstemt. Det blev påtalt af mine lærere, og de andre i skolen grinede af det. Jeg prøvede at lade være, men hver gang skete det alligevel. Jeg gik også på tæer for at prøve at nå noget, der aldrig var afslappet. Det var fysiske udtryk for en indre tilstand.”
FORDI FAMILIEN FLYTTEDE så meget, fandt Mikkel Lomborg det svært at danne venskaber. Det hjalp ikke, at han samtidig havde fornemmelsen af at vokse op i en verden, der grundlæggende var kontrastfyldt.
”Jeg oplevede på nærmeste hold, hvordan der i 70’erne blev taget et stort opgør med maskuline værdier. Jeg kom selv til at idolisere en mandekultur, som var ufattelig blød, mens jeg prøvede at finde mine fødder i en ny verden, hvor kvinder var de stærke, for nu havde de været ofre i så mange år, men rejste sig og sagde: ’Søstre! Nu skal vi passe på hinanden og vise, hvor skabet skal stå! Ellers bliver vi bare skilt og tager familien med os.’ Det værdisæt voksede jeg op med,” siger han.
Det stod i diametral modsætning til den virkelighed, han skulle begå sig i til daglig. På landet på Sydsjælland havde stort set alle andre børn i skolen forældre, hvor moderen typisk var hjemmegående og lavede varm frokost, mens faderen var i marken.
Mikkel Lomborg følte sig som en outsider. De maskuline værdier dominerede uden for hjemmets vægge, men selv voksede han mest op i en mandeløs verden, og forsøgene på at indynde sig hos sine kammeraters fædre glippede konsekvent. Hjemme blev mænd betragtet som enten nogle svin eller nogle stakler – medmindre de var som Povl Kjøller. Det ideal prøvede Mikkel Lomborg at leve op til i erkendelse af, at han aldrig kunne blive medlem af søsterklubben. Han kan stadig huske, hvordan det ramte ham som en mavepuster, da han som treårig fandt ud af, at han aldrig ville få bryster, når han blev stor.
”Jeg blev så ked af, at jeg ville komme til at ligne min far og ikke min mor, for hun var jo den stærke. Det var forfærdeligt. Det sidder i mig den dag i dag. Jeg vægter feminine dyder utrolig højt og har det blandet med maskuline værdier. Jeg oplever dem ofte som brovtende og primitive og magtliderlige. Samtidig vidste jeg, at jeg aldrig kunne blive accepteret i søsterklubben, fordi jeg havde en diller. Jeg følte mig heller ikke hjemme i min fars verden, som repræsenterede noget, jeg prøvede at fornægte. Jeg forsøgte at udfase min maskulinitet uden at være i stand til det. Jeg er bedre til at owne det nu. Skægget er jo en tydelig indikator på, hvor meget mand jeg er. Men det er samtidig også en maske, jeg tager på for at skjule, at jeg indenunder er megameget pige.”
MED ET TVIVLSOMT karaktergennemsnit kom Mikkel Lomborg ud af HF. Det betød, at valgmulighederne ikke ligefrem hang på træerne. Han vidste, at han kunne blive en god pædagog, at børn og børnekommunikation var hans ekspertiseområde, men eftersom det ville være at gå samme vej som sin mor, var i det hans bog absolute last resort.
I stedet besluttede han at blive operasanger. På mange måder var det svaret på hans livs indre drøm om at stå på scenen og optræde. I sine spæde tyvere begyndte han at tage sang-, klaver- og hørelæreundervisning, men da der skulle penge til, fik han, ironisk nok, et job som pædagogmedhjælper. Selvom han hyggede sig gevaldigt i børnehaven, hvor han med succes kunne underholde børn, var det i hans egen fortælling blot en måde at tjene penge på, mens han forberedte sig til konservatoriet. Da hans lærere omsider mente, at han var klar, meldte han sig til optagelsesprøven. Men så begyndte den at vokse ham over hovedet. Eksamener i skoleårene havde altid vakt rædsel i ham, og denne gang skulle han ligefrem synge og spille foran et panel af kritiske dommere.
”Jeg kunne ikke skyde det væk som noget mindre vigtigt. Det her var altafgørende. Prøven krævede, at jeg stillede mig foran nogle mennesker og sagde: ’Her er jeg, jeg er dygtig nok til det her!’ Jeg troede simpelthen ikke nok på mig selv. Det hobede sig op i en grad, så jeg til sidst fik, hvad jeg i dag vil kalde et angstanfald.”
Det hele brast. Han lukkede sig inde, trak gardinerne for og lagde sig i fosterstilling i sengen. Og tog ikke telefonen den efterfølgende uge, mens optagelsesprøven på konservatoriet stod på.
”Jeg ghostede verden fuldstændigt. Da jeg kom ud igen, følte jeg mig som verdens mindste menneske, der ikke vidste, hvad jeg skulle med mit liv.”
På bunden af selvhadets brønd kom hans gamle ven fra efterskolen, Tore, ham til undsætning. De to havde længe snakket om at tage ud at rejse, og nu, mente vennen, skulle det være. I otte måneder rejste de rundt i Kina, Mongoliet, Tibet, Nepal og Indien, stort set uden penge på lommen. Da Mikkel Lomborg kom hjem igen, var han på mange måder et mere sundt og helt menneske.
”Og så søgte jeg ind på pædagogseminariet. Jeg havde affundet mig med, at, okay, så måtte det være sådan. Selvom det var et kæmpe nederlag, at operadrømmen brast, var det samtidig forbundet med stor lettelse. Jeg havde bygget det op som det endelige mål i tilværelsen, og på en måde var det en kæmpe vægt, der blev taget af mine skuldre.”
ALLEREDE FØR STUDIESTART fik Mikkel Lomborg job på et socialpsykiatrisk bosted for utilpassede unge i det københavnske Nordvestkvarter. Da han var færdig på seminariet, blev han fastansat og tilbragte de næste 11 år med nogle af de hårdest ramte unge mennesker, man kan forestille sig – og han viste sig at være god til det.
”I min barndom udviklede jeg af nød et overempatisk sanseapparat, der har gjort, at jeg i dag har en evne til at aflæse og møde folk i øjenhøjde, uden de føler, jeg taler ned til dem, overruler dem eller ynker dem. Jeg vil hellere stikke armen i en blender end bede mennesker om noget, som jeg tror, der strider dem imod. Men med den svaghed i bagagen viste jeg faktisk de unge en gigantisk respekt for deres egne valg, og hvad de kommer fra. Du har en grund til at gøre, hvad du gør, og det anerkender jeg.”
På seminariet havde Mikkel Lomborg lært, at man skulle adskille det personlige og private. Det gjorde han ikke, tværtimod lukkede han de unge ind i sit liv. Hvis han for eksempel havde kærestesorger, spurgte han dem til råds.
”Hele vores sociale hjælpesystem er en patientliggørelse af dem, man hjælper. For mig var det vigtigt at give dem noget at byde ind med. Så føler man sig noget værd,” siger han og fortsætter:
”Det bruger jeg i virkeligheden også med børn i dag. Jeg beder dem om hjælp og forsøger at gøre dem til hele mennesker, der også kan skubbe verden af sted. Det er et grundprincip, som gjorde mit arbejde dengang til en succes.”
På daværende tidspunkt havde Mikkel Lomborg i flere år levet et slags dobbeltliv. I sin fritid gav han den som gadeoperasanger og performancekunstner og deltog i happenings, demonstrationer, kunstudstillinger og modeopvisninger. Han blev blandt andet et fast indslag til Henrik Vibskovs modeshows, hvor han åbnede med en vrøvle-russisk-italiensk opera-optræden.
Og selvom han var god til sit arbejde som pædagog, følte han sig i stigende grad uforløst. Der var noget i ham, der skulle ud, og i to år var han på nippet til at sige op. Det eneste, der holdt ham tilbage, var de bånd, han havde knyttet til de unge på bostedet.
”De andre pædagoger var dygtige, men professionelle. Jeg kunne ikke efterlade dem til en verden, der ikke tog dem alvorligt. Jeg havde nærmest et søskendeforhold til de unge. Jeg havde brug for, at de sagde til mig, at jeg skulle gå, hvilket de selvfølgelig ikke kunne. Jeg kunne ikke få mig selv til det.”
MIKKEL LOMBORG VAR 37 og sad fast i tilværelsen. Men så, pludselig, kom den tilfældige casting til et børneprogram. På mange måder det perfekte job, selvom han aldrig havde skænket det en tanke. Han viderebragte nyheden til de unge, der tilskyndede ham til at sige op – og bagefter fejrede de sammen hans nye tilværelse som børnevært.
Få uger efter stod han af metroen, og da han så det nybyggede Danmarks Radio på Amager, hvor han skulle ind for at optage det første afsnit af ’Skæg med tal’, begyndte han at græde.
”Det var jo et mirakel. Jeg kunne simpelthen ikke tro mit held, og sådan har det været lige siden. Jeg har det stadig, som om det kan slutte i morgen.”
Egentlig var det paradoksalt, at lige netop Mikkel Lomborg skulle lære landets børn om tal. Da han selv var barn, var tal i høj grad hans kryptonit. Men efter de første programmer blev sendt, var det tydeligt, at han med sin naive og overstadige karakter havde ramt noget. Selv om han ikke havde det lange skæg på til daglig, blev han genkendt, og pludselig begyndte folk at vinke til ham i bussen, ligesom biler stoppede og rullede vinduerne ned. Han måtte forholde sig til at være Hr. Skæg 24 timer i døgnet.
”Da jeg blev Hr. Skæg, havde jeg rendt rundt med cykelstyrsoverskæg i 10 år. Det var jo et skæg, som råbte op, og som folk påtalte. Det var på mange måder min isbryder, for folk i elevatoren havde altid noget at spørge om, jeg fik masser af komplimenter, og både gamle og unge respekterede det. Hr. Skæg gjorde kun endnu mere for at opfylde mit store behov for bekræftelse og for at gøre folk omkring mig glade. Jeg var lykkelig,” siger han og fortsætter:
”Tidligere kunne børn blive bange for mig, for jeg lignede jo lidt en superskurk. Men fra den ene dag til den anden ændrede det sig. Hr. Skæg var en positiv karakter, og pludselig hørte langt skæg ikke kun terrorister til. Det var en gave. Men jeg skulle også lige vænne mig til begrænsningerne. Det var slut med at tænde en cigaret foran en børnehave.”
I SOMMEREN 2010 stod Mikkel Lomborg foran cirkusteltet til Cirkus Summarum, da han mødte Neeni Rasool. Hun havde sin datter, Shireen, med. Mikkel Lomborg faldt pladask for Neeni – i hans øjne den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set.
I første omgang nøjedes de med at udveksle kontaktoplysninger, og i de efterfølgende år holdt de sig til platonisk Facebook-chat, hvor de skrev om stort og småt i tilværelsen. Men da Neeni på et tidspunkt fik arrangeret, at Mikkel Lomborg i funktion af Hr. Skæg skulle optræde for nogle uledsagede flygtningebørn, fik han som tak en Smartbox til et cafébesøg. Den brugte han på hende, og herfra var der ingen vej tilbage. Da de blev gift i 2013, besluttede han også selv at blive muslim.
“Jeg har giftet mig med Neeni og er blevet muslim, men det er ikke noget, jeg går rundt og snakker om. Jeg mener, at religion er en privat sag. Det giver ingen mening at fortælle andre, hvordan de skal tro.”
Længe følte Mikkel Lomborg ikke behov for at skille sin karakter fra sit privatliv. Men efter han og Neeni i 2013 blev forældre til Anaya, blev det alligevel nødvendigt. Hans princip om ikke at skuffe børn og hans vanskeligheder ved at afvise folk helt generelt betød, at han måtte skrive autografer, sige ja til billeder og agere som Hr, Skæg, hver gang han gik uden for en dør. Det var for eksempel utænkeligt at tage i Tivoli eller Zoo, for straks ville de blive omringet af børn.
“Hr. Skæg er jo en karakter. Det er en fiktiv figur, og det er DR, der ejer Hr. Skæg, så når jeg tager skægget af, tager jeg hovedet af, og så er jeg sådan set ikke Hr. Skæg mere. Men jeg ligner jo Hr. Skæg, så i princippet er jeg alligevel ham hele tiden. Jeg kan ikke rigtigt slippe ham, og den der blurry line mellem Hr. Skæg og Mikkel Lomborg er evigt forvirrende. Hvor går grænsen? Jeg kan ikke rigtigt selv finde rundt i det, for jeg har i virkeligheden bare oversat mig selv til en karakter, lagt 10 procent mere til i energi og begejstring og skruet en smule ned for kraniesamlingen, dødsfikseringen og kærligheden til Nick Cave.”
I takt med at Anaya blev ældre, fandt hun det sværere ikke at have sin far for sig selv. Da en venlig dame en dag kom hen og efterspurgte et billede, sagde han derfor nej – for første gang nogensinde.
Men bagefter fik han det så skidt over det, at han besluttede aldrig at gøre det igen. 30 sekunder for et billede var trods alt bedre end en hel dag med ondt i maven. Så nu har han definitivt accepteret, at ude i verden er han først og fremmest Hr. Skæg.
”Når alt kommer til alt, vil jeg ikke bytte det for noget. Jeg er dybt taknemmelig for min karriere og mit liv.”
MIKKEL LOMBORGS UFRIVILLIGE basken med hænderne og gåen på tæer gik i sig selv, da hans mor fik det bedre efter sin diskusprolaps. Og den lille familie flyttede på ny. Denne gang til en mikroskopisk landsby ved navn Lille Torøje for enden af en lang grusvej lige ud til Faxe Bugt.
Her følte han sig hjemme. Helt ensom ude i naturen og omgivet af høje træer. Modsat i skolen kunne han i skoven være helt i sine egne fortællinger. Han rendte rundt med sit træsværd og forestillede sig, hvordan han ville redde prinsessen fra fantasiens skurke.
Og han fortsatte med at samle ting. Ikke mindst var han på jagt efter kranier og døde dyr, og hvis der var gevinst, tog han dem med hjem og kogte dem i gryder over bål i haven. Fascinationen var paradoksalt nok født ud af hans enorme frygt for døden.
For de fleste mennesker kommer der et tidspunkt i deres opvækst, hvor de indser, at de selv – og alle – en dag skal dø. For Mikkel Lomborg kom det, da han var otte år. Hans mor havde haft besøg af en advokat for at snakke livsforsikring. Bagefter faldt han over papirerne, der flød på bordet.
”Jeg havde aldrig tænkt over det før, men pludselig gik det op for mig, at hun kunne dø. Det var et chok,” udbryder Mikkel Lomborg.
Det kom til at fylde meget de efterfølgende år. Moderen var ofte til møder om aftenen, for hun var både leder af et fritidshjem og meget politisk engageret, så Mikkel Lomborg passede lillebroderen, der havde en anden far, og senere lillesøsteren, da hun også kom til. Hele tiden havde han fornemmelsen, at det var i dag, mor ville dø.
”Jeg forberedte mig ved at kigge på ting, hun havde hængt op på køleskabet, og sådan noget. Jeg begyndte at arrangere et museum, for jeg var sikker på, at hendes død måtte komme nu. Visheden om, at hun kunne dø, og at jeg ville stå alene med mine små søskende, var helt uoverskuelig. Det ramte mig som en tordenkile. Det var en voldsom tid, jeg følte mig meget ensom med den følelse.”
Angsten kom blandt andet til udtryk ved, at han holdt sig fra naturprogrammer i fjernsynet, og hvis han så en solsort, der var blevet kørt over, brød han fuldstændigt sammen. Så tænkte han også på fuglens mage og på dens unger, der ikke fik mad. Alene tanken om det kunne opløse ham i gråd.
Han fisker en pakke cigaretter frem, som han holder ud i luften med advarslen foran: ’Rygning dræber!’
”Det er jo det værste, der kan ske, det er den værste trussel, at man kan dø af noget, og det bliver plantet i os tidligt. Man dyrker virkelig den sorg. Det er noget, voksne har fundet på i en misforstået opdragelsesmetode, der heldigvis stoppede i 70’erne. Men det har reminiscenser i måden, man snakker om død med børn i dag. Jeg var meget bange for døden, og min måde at behandle det på var at begynde at finde kranier og skeletter og døde dyr og grave dem ned og grave dem op igen og koge kranierne i min mors gryder, indtil jeg blev forvist til haven og fik mine egne gryder.”
Mikkel Lomborg begyndte også at udfordre sig selv ved at gå tur i skoven om natten. Han tog hen, hvor han var mest bange. Satte sig ind i forladte huse og ventede på at se spøgelser. Fantaserede om de værste situationer, han kunne forestille sig.
”Jeg prøvede at lade angsten fylde mig helt, så jeg kunne møde den og tage mig af den. I den proces forligede jeg mig til sidst med døden. Selvom jeg er pissekonfliktsky og pissebange for, at folk er sure, fik jeg behandlet noget grundlæggende i den angst i en ret tidlig alder.”
Det lykkedes. En dag, da han var 12 år gammel, sagde han til sig selv, at nu var det slut.
”Jeg blev nødt til at gøre noget ved min angst for døden – for overhovedet at kunne ånde,” siger Mikkel Lomborg og slår pludselig i bordet:
”Døden er uundgåelig, den kommer til os alle, og vi ved ikke, hvornår den kommer, det er meningsløst at stritte imod,” siger han og slår på ny i bordet:
”Lad være med at være fucking bange for døden! Helvede findes ikke, himlen findes ikke, eller måske gør de, hvad fanden ved vi? Der er en grund til, at vi ikke ved noget. Derfor kan jeg ikke tro, at det kan være dårligt. Enten er der ingenting, eller også er det noget godt, og ingenting skræmmer mig ikke, og noget godt skræmmer mig ikke.”
Mikkel Lomborg har længe haft en drøm om en dag at lave ’Skæg med døden’. Men han ved, at det formentlig vil være for kontroversielt. Til gengæld har han italesat døden over for sin datter Anaya, fra hun var helt lille. Snakke om det som en selvfølge, måske ligefrem med begejstring.
”Jeg bliver ikke styret af tanken om døden mere, og jeg ville ønske, jeg kunne løfte samme vægt af skuldrene på ikke mindst børn. Selvfølgelig skal vi motivere folk til at passe på sig selv og hinanden. Men vi dør alle sammen, og det er spildt energi at gå rundt og gøre døden så frygtelig, som vi gør. I stedet for at være bange, så foren dig med den så tidligt som muligt. Vær bevidst om, at den kommer. Hoka hey, it’s a good day to die!”
DA MIKKEL LOMBORG var 10 år, kom hans lillesøster til. Hun havde en anden far, der hurtigt forsvandt, så han blev – igen – ældste mand i huset. Derfor blev søsteren på mange måder hans baby, og da hun blev ældre, fik han en slags far-rolle, hvor han passede og opdragede hende. Han lod hende vokse op i en eventyrverden. Læste store romaner højt for hende, selvom hun var alt for lille til det.
”Jeg læste ’Ulvehunden’ af Jack London i originaludgaven, da hun var fem. Den er så blodig, men hun åd det råt. Da hun blev større, lavede jeg skattejagter for hendes venner. Sådan nogle på 15-20 kilometer over seks timer med poster og oplevelser. Når de kom hjem, fik de en slikpose, og så faldt otte af dem i søvn med det samme, fordi de var så baldrede.”
Da popkulturen i 80’erne skyllede ind over Sydsjælland, og alle de andre i skolegården tappede ind i tidsånden, stod Mikkel Lomborg selv i hjørnet med uren hud, fedtet pagehår og genbrugstøj købt fra et skrantende husholdningsbudget. Og følte sig frygtelig ensom. Han elskede at tegne, skrive og synge, men de andre snakkede mest om knallerter og håndbold.
Derfor rettede han fokus mod lillesøsterens verden. Det magiske univers, han selv havde levet længe i, var langsomt blevet opløst, men her havde han pludselig en vej tilbage.
”Fra min lillesøster blev født, har børn fungeret som et slags refugium for mig. Det var et univers, hvor signaler, modsat hos de voksne og mine jævnaldrende, var meget tydelige. Derfor har jeg altid følt mig tryg med børn.”
Sådan har Mikkel Lomborg det stadigvæk. Det har til tider været svært for Neeni. Hvis de er til et voksenarrangement, og der er børn til stede, ligger han pludselig og roder rundt under bordet og leger.
”Jeg sætter samvær og kommunikation med børn virkelig højt, også højere end med voksne, og det er jo bizart et eller andet sted. Jeg elsker mine venner og holder meget af at snakke med andre voksne, men hvis der er et barn til stede, er det som en magnet. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad for et eventyr der kan leves ud her. Det er i børnenes verden, jeg føler mig bedst tilpas.”
Efterhånden ligger de tidligste programmer så langt tilbage, at de første Hr. Skæg-børn snart selv bliver voksne. Hr. Skæg, og dermed Mikkel Lomborg, er gået hen og blevet et fælles referencepunkt for en hel generation.
”Den første målgruppe er lige blevet studenter. Det er out of this world-underligt,” udbryder han højt, skingert og begejstret:
”Det er gigantstort, når jeg tænker på, hvad Povl Kjøller, Kaj & Andrea, Cirkeline og Trille og sådan nogle har haft af roller i mit liv. Det er lige før, jeg vil sige, at jeg kan tage billetten med et smil på læben.”
Intet indkapsler succesen med den langskæggede tv-karakter bedre end lejligheden på Nørrebro. Her har han opbevaret stort set alt, hvad han har fået af gaver i årenes løb. Det er ikke så lidt endda.
”Det er her, min sjæl er, det er her, mit liv er, og det er her, jeg sover det meste af tiden. Min kone har Klimt-reproduktioner på væggene og en lilla sofa. Det er et meget minimalistisk univers med skarpe linjer – det er en heeeelt anden verden,” siger Mikkel Lomborg og ser et øjeblik forskræmt ud.
”Jeg kan sagtens leve i det, men jeg føler mig ikke hjemme. Det her er min man cave – uden der er så meget mand over det. Men det er min Mikkel cave. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg en dag ikke havde lejligheden. Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende.”
I DEN UDØDELIGE amerikanske roman fra 1951 ’The Catcher in the Rye’ af J.D. Salinger beretter jeg-fortælleren Holden Caulfield om, hvordan han forestiller sig små børn lege i en rugmark nær en skrænt, og der er ingen til at passe på dem, bortset fra ham. Han står klar til at gribe børnene, hvis de løber mod afgrunden uden at se sig for. ”That’s the only thing I’d really like to be,” siger Caulfield i romanen.
Med sin naivitet, konstante fejl og evnen til at give børn en følelse af at være lidt sejere og klogere end ham selv forsøger Hr. Skæg også at redde børn fra usikkerhedens afgrund.
”Det ene mantra for Hr. Skæg er, at du ikke kan gøre noget forkert, og det andet er … ,” siger Mikkel Lomborg og ser pludselig forvirret ud.
”Jeg har glemt det andet, men det her er også det vigtigste. Du skal ikke være bange for at forsøge og bestemt ikke være bange for at fejle. Det er fedt, at du ikke kan finde ud af noget, for så kan du lære at finde ud af det. Helt grundlæggende er Hr. Skæg en redningsmission af femårige Mikkel Lomborg. Det hele tager udgangspunkt i den lille dreng, hans ensomhed, hans tvivl og hans manglende tro på sig selv. Alle børn er Mikkel Lomborg, og Hr. Skæg er terapeuten, der forsøger at ruste dem til at gå ud i verden og møde problemerne med en tro på, at det nok skal gå alt sammen.”
Det udnytter Mikkel Lomborg i sine shows. Som i ’Hr. Skægs hotel’, hvor han får besøg af gæster, der snakker et sprog, han ikke selv forstår, og børnene skal hjælpe ham. Blandt andre John fra Canada, der er syg og prøver at forklare: ”It’s my ears!” Hr. Skæg forstår ikke, hvad ’ears’ betyder, men børnene kan se, at John samtidig peger på ørerne.
”På det tidspunkt har jeg spottet, hvem der har særligt brug for den succes. Så selvom der sidder 100 børn og råber: ’Det betyder øre!’, kan jeg pege på et af dem og sige: ’Ej, ’øre’, tak skal du have, du er genial,’” fortæller han.
Alle skal helst gå derfra med følelsen af at kunne noget. Netop derfor blev det også tidligt kutyme, at man kan få lov til at møde Hr. Skæg efter hvert show.
”Hr. Skæg bliver tit lidt forvirret, og barnet korrekser mig, og jeg takker dem, og vi får taget et billede. De får også et præ-trykt kort med hjem, hvor jeg roser dem til skyerne for at have bidraget til showet. Det vigtigste er, at de har fået det personligt af Hr. Skæg. De skal have oplevelsen: ’Hr. Skæg har set mig, han ved, jeg findes, og han synes, JEG er fed.’”
Typisk bruger Mikkel Lomborg mellem to og tre timer på at snakke sig gennem forventningsfulde børn i køen. Hans personlige rekord er dog på otte timer. Det var i City2 i Taastrup i 2012, da ’Skæg med ord’ netop var udkommet. Af samme grund er der i dag en vagt, som efter en halv time stiller sig i enden af den voksende kø og siger ’Desværre’. Problemet er bare, at det ofte er svært at være den vagt, der skal afvise søde, små børn.
”Og så vokser køen sig uendelig lang. Når det bliver ved meget længe, slider det på hjernen, og jeg kan få absencer. Flere gange har jeg pludselig været væk. Jeg aner ikke hvor længe, og jeg kan ikke huske, hvad barnet foran mig hedder. Så bliver jeg nødt til lige at tage noget vand. Men jeg får jo også energi af det. Ellers kunne det ikke lade sig gøre. Jeg kan være deprimeret om morgenen og så gå ud og snakke med et barn, og så bang. Jeg er en børnevampyr, der suger energi fra børnene. Men barnet går glad derfra, og det gør jeg eddermame også. Det er sådan, jeg har overlevet 13 år som Hr. Skæg.”
PÅ FALSTER ER Mikkel Lomborg i gang med forvandlingen ude bagved. Han har fået sit røde jakkesæt på og sidder foran spejlet med en hårspray. Christian Winther er ved at iklæde sig hvid skjorte med seler. På hovedet har han en gammeldags pilothjelm.
”Oh man! Jeg føler mig som Dumbo, der skal ud og flyve uden sin fjer,” siger Mikkel Lomborg.
”Det bliver supergodt. Det bliver en fest, vi laver en kæmpemæssig klapsalve, når skægget dukker op,” forsøger Christian Winther sig. Han tripper nervøst et par gange.
”Jeg går lige ned og tvangstisser,” siger han så. Kort efter vender han tilbage:
”Vi skal på nu her.”
”NEEJJJ!!!” udbryder Mikkel Lomborg bevidst barnagtigt.
”Ohhh my God, ohhh my Goooood!” råber han så.
”To minutter,” siger Christian Winther: ”No stress.”
En frivillig kommer ind og foreslår, at Hr. Skæg kan pakke sit ikke-eksisterende skæg ind i en sort affaldssæk og lade, som om det har corona.
”Stik mig lige en sort sæk. Lad mig prøve.”
Netop som han fumler med den, dukker Christian Winther op igen. Denne gang en anelse frustreret.
”Klokken er hel, kom nu,” siger han: ”Uden affaldssæk.”
”Jeg skal lige prøve,” siger Mikkel Lomborg og begynder at sætte en sæk under hagen.
”Det spiller ikke. Hold op. Drop det,” siger Christian Winther.
Et øjeblik senere træder Hr. Skæg og Vinter smilende og vinkende op på scenen til lyden af jubel, hujen og klappen. Så får Vinter sig et katatonisk chok.
”Du ser fuldstændig mærkelig ud, Hr. Skæg!” Hr. Skæg kigger på ham, forstår ingenting.
”Det er jo bare mig,” siger Hr. Skæg uforstående.
”Børn, synes I ikke, Hr. Skæg ser anderledes ud?”
”Joooo,” råbes der samstemmigt.
”Det er jo mig!” udbryder Hr. Skæg, mens han går forvirret rundt om sig selv på scenen og klør sig i håret.
”Hvad er det, der mangler?” spørger Vinter ud i teltet.
Svaret kommer prompte i et fælles børnekor: ”SKÆÆGGET!”
BAGEFTER HAR EN lang kø af børn med deres forældre hobet sig op foran det mindre telt. Der er klistret balloner i alle regnbuens farver i åbningen, hvor et bord med Hr. Skæg-merchandise er sat op. Lidt efter kommer Hr. Skæg i egen høje person gående over græsplænen, storsmilende og overbegejstret. Han vinker til børnene i køen, der generte vinker tilbage. Han har det lange, sorte skæg på, for bedst som han selv og tilsyneladende de fremmødte børn havde glemt alt om det, dukkede det op ved scenetæppet halvvejs inde i showet. Nu sidder det, hvor det skal.
Hr. Skæg har knap fået sat sig, før regndråber begynder at hamre mod jorden. De frivillige søger tilflugt under en pavillon ved en tilstødende bar. Børn og voksne forsøger, uden at forlade køen, at finde ly på siden af koncertteltet, men det er en umulig opgave, og på ingen tid er alle drivvåde.
Det forhindrer ikke Hr. Skæg i at tage sig overordentlig god tid til hvert enkelt barn. Han insisterer på, at de staver deres navn for ham, og kaster sig begejstret ud i samtaler om tilværelsen set fra de mindstes perspektiv:
”Går du på arbejde? Nårh, du går selvfølgelig i skole!”
”Du bliver fire år? Det er jo rigtig klogt!”
”Dig har jeg set inde i fjernsynet, hvor er det godt at se dig i virkeligheden. Hvordan er du kommet herud?”
Flere af børnene giver ham tegninger eller andre former for hjemmelavede gaver, og han takker dem ti tusind gange for at være kommet. Hver gang revner de små ansigter i smil.
Efter en halv time, hvor køen knap har rykket sig, er tålmodigheden ved at slippe op for en af de frivillige – ham, der har til opgave at lukke arrangementet ned bagefter. Han ruller med øjnene og brokker sig behersket til de andre.
Alt det ænser Mikkel Lomborg ikke. Han har kun fokus på det næste barn i rækken. En lille dreng kommer op til ham og fortæller, at han har tabt en tand. Det sender prompte Hr. Skæg i choktilstand.
”Har du tabt en tand? Hvor har du tabt den henne?” udbryder han.
Den lille dreng forsøger at forklare, men bliver forhindret, både af sit eget grin og af Hr. Skæg, der rejser sig og ihærdigt begynder at lede efter tanden. Langs teltdugen står gennemblødte forældre tålmodigt, og under pavillonen lader den frivillige, som om han dolker sig selv med en paraply.
Imens løber Hr. Skæg rundt som en vanvittig på den våde græsplæne og leder efter tanden. Og den lille dreng knækker sammen i latterkramper.
