DET BLIVER et år for livet, fortalte forældrene for et øjeblik siden, inden de smuttede. Endnu er hylderne tomme, væggene hvide, sengene nøgne. På et af værelserne sidder to teenagere på hver sin seng og kigger på hinanden. Usikkerheden fylder det tomme rum, og chancen for at få en samtale op at køre virker umiddelbart ude af syne. Alt imens brager hormoner rundt på gangen udenfor. Pigefnidder og højlydte drengestemmer trænger igennem den grå værelsesdør. Kort efter skal alle 120 elever møde nede i hallen til speeddating og information om det kommende år.
En horde af teenagere kigger forvirret på hinanden. Nogle af dem kunne lige så godt skrige ud i rummet, om det virkelig er de her mennesker, som de skal danne fællesskab med, som de skal tage deres begyndende voksenlivs første sociale skridt med? Er det blandt dem her, at bedstevenner, kommende kærester og partnere findes? Alting virker helt uoverskueligt.
Engang stod jeg selv i denne hal på første dag af mit efterskoleår. I skolens rammer af ’frihed under ansvar’ skulle jeg blive klogere på mig selv i et kaos af bumser, hormoner, drengestreger og kærlighed. I det år, min årgang gik der, føltes stedet som verdens navle, men i virkeligheden var det blot en gammel skole i Vesterhavets susen.
Året gik, og netop som ejerskabsfølelsen over Fjordvang Efterskole var på sit allerhøjeste, var det slut. Grædende sagde vi farvel til hinanden, for selvom året var vores, skulle skolen overlades til et nyt hold. 10 år senere er jeg tilbage ved Ringkøbing Fjord for at se, hvordan Fjordvang Efterskole tager imod de nye elever – og hvordan de tager imod alt det nye.
Isabella og Willian køber slik hos den lokale købmand ligesom resten af skolens elever.
I de første par uger skal eleverne gennem et introforløb med fælles aktiviteter. De skal springe ud i det sammen.
ALEXANDER
”Jeg er 15 år og kommer fra Tvis ved Holstebro. Faktisk ville jeg gerne have været på efterskole i 8. klasse, men der var ikke nogen steder, der understøttede mit boglige niveau, samtidig med at de havde en ride-linje. Jeg har gået i den samme klasse de sidste ni år, og der kender alle folk én, og du har det samme rygmærke på. Det er bare dejligt at komme ud et andet sted, hvor nærmest ingen kender dig. Vi bliver kastet sammen, og så skal man bare finde ud af det. Du kan virkelig sætte dit eget rygmærke på dem, du føler, passer bedst til dig.
Jeg er den eneste dreng på ride-linjen, og man får nogle sjove kommentarer en gang imellem. Som for eksempel om jeg klæder om med pigerne. Ja, jeg klæder om sammen med pigerne. Er det noget, jeg går op i? Nej. Hvad folk går og tænker om mig, det må sådan set være deres tankegang, for det har ikke noget med mig at gøre. Så kan jeg, hvis jeg vil, joke med det. Sige underlige ting eller bare sige ja. Så kan de selv tegne deres billede af, hvordan jeg klæder om sammen med pigerne.
Jeg skal ud og prøve nogle ting og hygge mig med drengene. Der skal ske noget. Som for eksempel at drikke lidt til elevfester, lave nogle drengestreger, hvad det nu kunne være.”
Maria og Camilla bor sammen og står op på samme tid for at gøre sig klar til dagen, der venter.
Fjordvang Efterskole tilbyder to retninger i 9. klasse, ’Mind’ og ’Skills’. ’Mind’ er mere boglig, hvorimod ’Skills’ er mere praktisk.
Tobias, Mathias, Andreas og Jeppe i fuld gang med formiddagens idrætstime.
CECILIA
”Jeg er 16 år og kommer fra Tommerup på Fyn. Hvert år i 8. klasse er der nogle, som bliver udtaget til at komme ud på Vestfyns Gymnasium én gang om ugen. Jeg kom på den naturfaglige linje. Det var interessant, men jeg følte ikke, at jeg var klar til det. Så kom jeg på den idé, at det kunne være meget sjovt at tage på efterskole. Prøve at bo sammen med nogle og være sammen med sine venner 24/7. Det syntes jeg lød mega fedt, og så kunne jeg få min hest med. Det kan sgu da ikke blive bedre.
Inden den første dag havde jeg ikke sovet hele natten. Jeg kunne slet ikke sove, jeg var mega nervøs. Nu skulle jeg jo flytte vildt langt væk. Mig og min roomie var de første, der kom. Så det var lidt skuffende at komme ind og se et tomt værelse. Så lige pludselig kom der en lille rødhåret pige ind og råbte efter Camille, min roomie. Hun havde jo fandeme fem tons ting med, som hun skulle have på plads. Så vi gik bare og pakkede ud og snakkede sammen i mega lang tid.
Nu hvor jeg er kommet herop, kan jeg mærke, at det indebærer meget mere. Jeg har altid været meget genert i folkeskolen. Det er jeg slet ikke heroppe. Jeg vil ikke kalde det familie, men jeg har det sådan, at efterskolen er mit hjem. Og når jeg er hjemme hos mine forældre, så siger jeg, at nu skal jeg hjem. Det lyder jo helt underligt i min families ører, for de tænker jo, at jeg stadig bor hjemme ved dem. Men det her er altså mit hjem nu. Det er lidt mærkeligt.”
Mads og Casper prøver at afgøre, hvem der er bedst til at lægge arm. Simon bedømmer fra sidelinjen.
Hver morgen og aften skal eleverne gå ’naturens gang’ til Ringkøbing Fjord. Kommer man for sent, får det en konsekvens.
Ea, Maria, Camilla og Johanne i fællesområdets sofa, der flittigt bliver brugt.
KARL
”Jeg er 16 år og kommer fra Brørup, en lille by mellem Kolding og Esbjerg. Havde du spurgt mig for fem år siden, havde jeg aldrig sagt ja til at tage på efterskole. Jeg havde hjemve og svært ved at omgås nye mennesker. Jeg var fandeme lige ved at gå til. I 4. klasse var vi på en lejrtur, og der tog jeg hjem om aftenen, for jeg kunne ikke klare det. Senere besluttede jeg mig for, at nu tager jeg med på den her tur til Aarhus, hvor vi skulle være af sted i fire nætter. Så tog vi af sted, og jeg var sådan lige på vippen, men jeg overlevede alle fire dage.
Den 10. klasse, du får på efterskole, den får du ikke igen. Det er en enestående chance, og det er bare med at tage den, fortalte mange mig. Man skal starte helt fra bunden af – det er nyt, det hele. Jeg var sådan lidt spændt. Men så kommer man til at tænke på, at man ikke er den eneste. Der sidder 100 andre i samme situation.
Da vi startede med at sidde i vores kontaktgrupper, sagde ingen noget. Jo, der var en pige, som prøvede at byde ind. Men der skete ingenting. Så var vi ude at gå, der skete heller ingenting. Nu bliver der snakket hver dag. Der bliver sagt noget hele tiden. Ikke én holder kæft. For mig er det ikke udseendet, der tæller, men det er det indenunder. For min skyld kan du være pissegrim og mangle et øje. Hvis du er den rette indvendig, er du sgu god nok.
I fremtiden vil jeg gerne være maskinmekaniker og hobbylandmand ved siden af. Som landmand er det ’jo større, jo bedre’, men så stort vil jeg slet ikke have det. Jeg vil bare have noget, jeg kan gå og nulre og hygge mig med ved siden af. Det skal også være sådan, at man føler, at man bliver færdig. Det skal ikke vare evigheder.”
De cirka 100 elever er fordelt på to gange og tre huse, hvor kønnene er ligeligt fordelt. Værelserne deles af to (i få tilfælde fire) personer af samme køn. Her er Andreas og Benjamin på besøg på naboens værelse, hvor Cecilia, Louise, Johanne og Alberte hænger ud.
Eleverne skal være på deres værelser inden klokken 22. Når de det ikke, opfattes det som natterend.
Yasmin, Sille, Cecilia og Willian siger farvel og på gensyn til den følelsesladede afslutningsfest.
Alle elever har været sendt hjem i to måneder på grund af corona-nedlukningen af Danmark. Her flytter Louise ind igen.
Fællessalen har mange formål, blandt andet morgen- og aftensamlinger, men denne aften ser eleverne film på salens store projektor, mens de spiser slik, som normalt ikke må være på fællesarealerne.
LAUGE
”Jeg er 15 år og kommer fra Slemminge på Lolland. Jeg ville gerne starte på en frisk. Sådan fuldstændigt. I folkeskolen har jeg altid været klassens klovn og bare aldrig passet ind. Altid fedtet for lærerne og været en lille ballademager. I 4. klasse faldt jeg og fik en hjerneblødning, så det er bare gået op ad bakke. Jeg blev opereret og har mistet en masse hukommelse. Jeg ville bare gerne væk fra alting, tage mig sammen og få et fantastisk år, som alle siger.
Den første dag blev jeg nærmest helt lam. Man gik ind på stedet, og så kunne man rent faktisk tale med nogen. Nu skal jeg ikke fucke up, mærkede jeg. Og så håber jeg på, at det er mennesker, jeg kan stole på. Ikke bare sådan nogle, hvor man siger: ”Nå, det var sgu den tid. Vi ses aldrig igen.” Nogle, som ikke er ligeglade med én.
Jeg kunne godt tænke mig at ’drifte’. Altså køre bil, hvor man smider den ud til siden i svingene. Jeg elsker at køre den op til 80 km/t, lige meget om det er en Citroën Saxo med bagpotten skåret af. Tage rattet kontra og så lidt håndbremse. Kontra igen, og så bare andet gear og fuld speed. Bare derudad.”
