DER SIDDER EN kvinde i en lejlighed på Amager. Hun er 52 år gammel, universitetsuddannet og har et godt job, mand og barn og en dejlig lejlighed på en rolig sidegade til Amagerbrogade. På overfladen et normalt og hyggeligt liv. Bortset fra at hun størstedelen af sit liv har lidt af madafhængighed og en voldsom spiseforstyrrelse.
I dag har hun accepteret, at der er mange ting, hun ikke har kontrol over, fortæller hun. Og det var ikke selvhjælp eller hjælp til selvhjælp, der fik hende på rette spor. Det var heller ikke diætister, psykologer eller læger. Det var noget så simpelt som en samtalegruppe for mennesker, der havde indset, at de havde et problem med afhængighed af mad
Kvinden er en del af en anonym støttegruppe på internettet med navnet AEA – Addictive Eaters Anonymous. Det kan oversættes til Anonyme Afhængige Spisere eller måske Anonyme Spiseforstyrrede. Gruppen mødes til ugentlige Zoom-møder, og dens medlemmer holder stærkt fast i deres anonymitet. Derfor hedder kvinden, hvis navn er redaktionen bekendt, i denne artikel Christina.
Lige så længe Christina kan huske tilbage, har hun haft et besynderligt forhold til mad, fortæller hun. Hendes far ejede en købmandsbutik i en provinsby, hvor hun havde fri adgang til slik og sodavand, så længe hun ikke blev opdaget. Hendes far fortalte stolt sine medarbejdere, at hans datter aldrig bad om noget. Men når han ikke kiggede, fyldte hun lommerne.
”Jeg har altid gemt mig med mad på mit værelse. Jeg spiste så meget, at min mor aldrig vidste, hvad vi havde i køkkenet. Og når vi lavede pandekager, begyndte jeg at spise dejen. Det kan være hyggeligt at smage på dejen, men det er jo ikke almindeligt at sidde og drikke den,” fortæller hun i sin lejlighed før et af de ugentlige Zoom-møder i AEA.
I gymnasiet og senere på universitetet udviklede hendes forhold til mad sig til et decideret misbrug. Hun var besat af, hvad andre tænkte om hende, og hvad de tænkte om hendes vægt, selvom hun aldrig var overvægtig.
”Jeg begyndte at fylde mig med mazarinkage og is for at kaste det hele op bagefter. Det skulle kun være ting, der var nemme at få op igen. Om det så var på gymnasiet, universitetet eller mit arbejde, så har jeg fungeret udadtil. Men det fyldte og styrede alt i mit liv, og jeg havde altid en forklaring parat,” fortæller hun.
Christina beskriver det som et udspekuleret dobbeltliv, hvor hun vidste præcis, hvordan hun skulle holde facaden. Udadtil var hun en sød, ordentlig, ung kvinde, der klarede sig godt og opførte sig eksemplarisk. Men indadtil spiste hun sin mors slankepiller med adrenalin, overspiste for efterfølgende at kaste op og gå ture i timevis for at tabe sig.
DE UGENTLIGE virtuelle møder i AEA har en fast struktur, og deltagerne kommer fra hele verden. Der er også fysiske møder, men de fleste er aflyst på grund af COVID-19. I AEA er det ligegyldigt, om du lider af bulimi, anoreksi, tvangsoverspisning, noget fjerde eller femte. Selv siger organisationen, at den er ”et fællesskab bestående af mænd og kvinder, som deler deres oplevelser, styrker og håb med hinanden, så de kan løse deres fælles problem og hjælpe andre ud af deres afhængighedsproblem med mad.”
Ifølge AEA er spiseforstyrrelser en afhængighed på linje med alkoholisme. Derfor bruger de også Anonyme Alkoholikeres 12-trinsprogram, og hvert medlem bliver tildelt en ’sponsor’, som er deres primære kontakt. Sponsoren er en personlig vejleder, som også selv har kæmpet med en afhængighed af mad, fortæller Christina fra spisebordet i sin lejlighed.
Hendes mand og datter er lige kommet hjem fra arbejde og balletundervisning, og nu står manden og hakker grøntsager ude i køkkenet, mens datteren leder efter sin iPad for at forsvinde ind på sit værelse. De ved, at hun snart har et møde, og at møderne er vigtige for hende. Christina holder en kort pause, da alt bliver stille igen.
”Nu begynder det,” siger hun så.
En forholdsvis tynd kvinde med en mørk, næsten terapeutisk stemme byder velkommen på skærmen. Hun er fra England, er mødets sekretær og en slags ordstyrer for aftenen. Hun beder alle holde et minuts stilhed, før de begynder. 29 mænd og kvinder fra Irland, Australien, Skotland, Danmark, USA, Sydafrika og England deltager. Sekretæren læser dagens tekst. Denne aften er det et kapitel fra Anonyme Alkoholikeres bog ’Som Bill ser på det’, der handler om ydmyghed.
Sekretæren har været en del af AEA siden 1993, men det var først i 2008, hun oplevede en reel frihed fra sin egen madafhængighed, fortæller hun. I dag er hun udelukkende en del af fællesskabet for at hjælpe andre, ligesom hun selv blev hjulpet.
”Det er en sygdom med mange forskellige facetter. Jeg kunne gå fra at trøstespise og være meget overvægtig til at træne ekstremt meget og være sygeligt tynd. Det var en besættelse for mig, og jeg var ubehageligt overvægtig i rigtig mange år. Jeg var hos læger og diætister, jeg trænede, og jeg spiste slankepiller og antidepressiver. Jeg kiggede på folk, når de nød deres frokost, og jeg forstod ikke, hvordan de kunne stoppe, når de var mætte,” fortæller sekretæren, der, siden hun blev rask, har tabt sig 90 kilo og holdt sig inden for normalvægten. Hun havde brug for et fællesskab, hvor hun kunne lære, hvordan hun skulle spise, fordi hun selv havde mistet kontrollen. Hendes hjælp blev en daglig madplan, som hun ikke måtte vige fra, samt daglige samtaler med sin sponsor:
”For mig handler det ikke så meget om min vægt, som hvad der foregår i mit hoved. Når jeg handler ind, er på restaurant eller er til et bryllup, har jeg ingen problemer i dag. Jeg har accepteret, at jeg ikke havde brug for en ny diæt, men en ny måde at tænke på. Jeg føler, at jeg har levet to liv. Når jeg ser billeder af mit overvægtige jeg, er det en anden person.”
EN MAND I FYRRERNE fra Manchester er den første taler. Han har stålbriller og er iført vest, og når han fortæller om det liv, han engang levede, får han røde øjne. Han kommer fra en intellektuel familie, hvor succes blev målt på ens argumentationsevner.
”Jeg lærte, at livet handlede om at tænke og bruge hjernen. For mig var det en forfærdelig kombination. Jeg var ude af stand til at styre min mad, og hver gang jeg vidste, hvad den rigtige beslutning var, gjorde jeg det modsatte, fordi jeg stolede på min egen dømmekraft. Alle problemer i mit liv har jeg løst ved at spise – og senere ved at tage bevidsthedsændrende stoffer. Jeg kunne ikke styre mit liv eller mine beslutninger, men jeg havde altid fået fortalt, at jeg havde kontrol over mit eget liv,” fortæller han.
Christina nikker genkendende til skærmen. Og fortæller, at man i AEA siger, at man bytter én afhængighed ud med en anden.
”På universitetet begyndte jeg at drikke alene, spise sovepiller og kæderyge smøger. Men jeg havde altid en forklaring på, hvorfor jeg var pissefuld klokken tre om eftermiddagen. Engang var min mor nødt til at banke døren ind. Jeg havde drukket og taget piller, til jeg gik helt kold. Og jeg var faldet i søvn med en smøg i hånden, så der gik ild i min dyne. Dagen efter undskyldte jeg, men jeg fortsatte alligevel,” siger hun.
Hos en anden ung kvinde i gruppen blev spiseafhængigheden til et regulært stofmisbrug, mens andre er blevet afhængige af piller, hasardspil og porno. Alle har det til fælles, at deres oprindelige misbrug har ført til et andet.
I mange år ville Christina slet ikke indse, at hun havde et problem. Når hendes veninder viste billeder af, hvor tynd hun var blevet, havde det den modsatte effekt. Det gav hende tværtimod en rus, fordi hun kunne se, at spiseforstyrrelsen, motionen og pillerne virkede.
”Jeg har altid fået at vide, at jeg måtte tage mig sammen og gå til psykolog. Det gjorde jeg også. Problemet var bare, at jeg løj, når jeg sagde, at jeg ville stoppe. Jeg kunne jo ikke være ærlig og sige, at det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem for at æde og drikke og slå det hele fra,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg har været med i AA i mange år, selvom jeg hele tiden har haft mit problem med mad. Jeg har ikke drukket i over 20 år, men i dag styrer jeg stadig ikke, hvad jeg spiser. Jeg har en sponsor fra Skotland, som har givet mig en plan for, hvornår jeg står op, hvad jeg spiser, og hvornår jeg går i seng. Helt basale ting. Det er ude af mine hænder, men det er virkelig en lettelse.”
På skærmen fortsætter manden fra Manchester med at fortælle, hvordan han fik hjælp:
”Her i gruppen lærte jeg ikke at stole på min hjerne. Jeg har brug for andres øjne på mit liv. Hvis jeg ikke levede sådan, ville jeg meget hurtigt køre mod afgrunden, såre en gruppe mennesker på vejen og gøre min familie ked af det. Jeg tager ingen beslutninger i forhold til mad længere. Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke styre det.”
AEA ER IKKE et religiøst fællesskab, selvom deres 12-trinsprogram nævner Gud flere gange. Ved hvert møde bliver det udtrykkeligt understreget, at gruppen ikke har forbindelse til nogen sekt, organisation, institution eller politisk overbevisning. Ligesom i Anonyme Alkoholikere handler det om at acceptere, at man er magtesløs over for sin afhængighed. Alligevel er der mange, der stejler over, at Gud nævnes så ofte, fortæller Christina.
”Det gjorde jeg også selv. Hvis du kommer ind i et mødelokale, hænger vores 12 trin på væggen, og der står Gud mange gange. Men det handler altså om, at man skal finde noget, der er større end én selv.”
En ung kvinde, der har haft et stofmisbrug ved siden af sin spiseforstyrrelse, fortæller fra sit soveværelse, at hun beder hver aften, selvom hun ikke selv forstår det. Sekretæren fortæller, at for hende handler det om spiritualitet og meditation. For andre i støttegruppen spiller den højere magt ingen rolle.
Alle har de én ting til fælles, fortæller Christina. De har givet slip på kontrollen og overladt den til et andet menneske i et andet land med mange af de samme udfordringer.
”For første gang i mit liv handlede det ikke om at sidde og tænke over tingene. Man skulle handle og tage én rigtig beslutning ad gangen. Jeg tænkte altid på mad, på hvad min vægt var, og hvad andre tænkte om min vægt. Jeg tænkte på det, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Det gør jeg ikke længere,” siger Christina til mødet, da det bliver hendes tur til at dele.
Temaer som social angst, store egoer, lavt selvværd og manglende kontrol går igen. En kvinde fra Dublin fortæller, at det er 11 år siden, hun første gang deltog i et møde for at bede om hjælp. På skærmen kan man se, at hendes venstre hånd er viklet ind i bandage, og hun forklarer, at hun har været ude for et uheld nogle dage før mødet.
”Det var først, da en kollega spurgte, om jeg ville have en smertestillende pille, at jeg indså, hvor rart det ville være. Jeg kan ikke tage piller, fordi jeg er afhængig. Én ville aldrig være nok, og jeg ved, hvad der ville ske, hvis jeg gjorde det. Pointen er, at jeg ikke tog noget smertestillende, og at jeg ikke engang havde tænkt over det,” fortæller hun.
SEKRETÆREN TAGER ORDET. Hun takker alle, der har delt deres historie og tanker om afhængighed. Mødet slutter med den velkendte, såkaldte sindsrobøn:
”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen. Amen. Tak alle sammen. God aften.”
Christina smiler ved ordene. Mødet er slut, men sekretæren bliver på skærmen for at besvare spørgsmål fra nye medlemmer og fortælle, hvad møderne går ud på:
”Det handler om at dele vores historier med folk, som stadig lider. De fleste af dem, der ikke talte i dag, lider stadig. Vi deler vores oplevelser med angst, frygt, had, generthed og lavt selvværd, som er årsagerne til vores afhængigheder, så andre kan se, at de ikke behøver leve på den måde.”
Christina lukker computeren og ånder ud. Der er stille i et kort sekund. Hun smiler igen. Det er blevet sent, og alle i lejligheden er gået i seng.
Med alle de problemer, hun har haft med mad, havde hun ikke forudset, at det skulle være en internetforbindelse, der skulle løse dem for hende. Men hun forstår, hvorfor det hjalp netop hende.
”Jeg havde følelsen af at være ensom. I mit hoved var der ingen andre, der havde det ligesom mig. Ingen gjorde ligesom jeg. Det er svært at sige, om jeg har opnået en ægte frihed, men jeg kan sige, at jeg har det bedre. Mad styrer ikke mit liv i dag. Jeg havde alle mulige kontrolsystemer omkring min mad før i tiden, men jeg havde ingen frihed. Det har jeg nu.”
