’Kvinde set fra ryggen’ handler om Ida Hammershøi, der var gift med maleren Vilhelm Hammershøi. Hvorfra kom ideen?
”For mange år siden, da jeg udgav min første bog, fik jeg et forskud, som jeg brugte på at købe et maleri. Siden har jeg nok anskaffet mig hundrede malerier og tegninger, men én ting, jeg aldrig har haft råd til, er et billede af Vilhelm Hammershøi. Til gengæld har jeg været dybt fascineret af ham, siden jeg var ung. Specielt et portræt af en midaldrende Ida Hammershøi fra 1907 har jeg været mærket af. Det skildrer hende nøgternt og kærlighedsfuldt som den slidte kvinde, hun er gået hen og blevet, mærket af livet med rynker, rande under øjnene og blodårer, der træder frem. I de fleste andre af Vilhelm Hammershøis billeder er hun rygvendt. Jeg fik lyst til at vende hende om. Hvem var hun egentlig, tænkte jeg, og gik i gang med at researche.”
Ida er hovedpersonen i din bog, men hvem identificerer du dig mest med?
”Jeg bildte mig selv ind, at jeg skrev en roman om Ida og Vilhelm Hammershøi, men jo længere jeg kom ind i den, jo mere kunne jeg se, at der løb et parallelt selvbiografisk spor, som handler om mig og min kone og især, hvor mærkeligt det må være at leve sammen med et menneske, der er besat af sin kunst. Vilhelm af at male, jeg af at skrive. Hvordan er det med en, der hele tiden går ind i et rum, hvor der kun er plads til kunsten? Og som i virkeligheden er mest lykkelig, når han går derind.”
Vilhelm grænser i din bog til det ubehøvlede. Lige efter forlovelsen forlader han gang på gang Ida alene med sin familie, ikke mindst en skrap svigermor, fordi han liiiige har et maleri, han arbejder på. Hvordan står det til i dit tilfælde?
”Vilhelm Hammershøis dedikation er absolut og total. Han får ikke børn, fordi det ikke interesserer ham. Noget lignende kan man sige om mange kunstnere. Picasso stod ikke på sidelinjen, da hans søn gik til fodbold. Den slags totale dedikation tilstræber jeg ikke i mit liv. Jeg øver mig i at gå ud og ind af det rum, hvor kunsten skabes, og det rum, hvor jeg er ægtemand og familiefar. Og det bliver jeg heldigvis bedre og bedre til. Men som min kone siger: Hver gang vi er ude at rejse og træder ind på et hotel, kigger jeg mig om for at se, om der er et hjørne i lobbyen, hvor jeg kan sidde og skrive. Og hun ved, at når hun vågner om morgenen på hotellet, er jeg gået og sidder et sted og skriver. Jeg må erkende, at der ikke er nogen dage, der er rigtig gode eller skønne, hvis jeg ikke har skrevet. Nogenlunde 365 dage om året skriver jeg, og hvis der sker et eller andet helt usædvanligt, der forhindrer mig, går jeg rundt med en længsel efter at komme tilbage til skrivebordet.”
Hvordan ser din arbejdsdag ud?
”De første tre timer om morgenen, fra omkring otte til 11, er de vigtigste. Her kunne jeg aldrig finde på at tjekke min mail eller mobiltelefon. Der går jeg direkte ind og skriver på det fiktive univers, jeg er i gang med. Jeg har en rød lampe uden for mit arbejdsværelse, og når den er tændt, betyder det, at jeg skriver. Punktum. Så kunne min familie aldrig finde på at banke på. Det er endnu ikke sket. Når det er overstået, har jeg overstået det, jeg skal gøre. Som regel løber jeg så en tur, går i bad, spiser frokost, besvarer mails, arrangerer foredrag og går i gang med at skrive et par timer igen om eftermiddagen. Om aftenen læser jeg og tager måske noter. Måske ser jeg en film sammen med min kone. Er jeg langt inde i en roman, vågner jeg også nogle gange om natten og står op og skriver et par timer for så at gå i seng igen. Det er min kone knap så glad for.”
Bogen er dedikeret til ’fru Wung-Sung’. Hvad synes hun om sammenligningen med Hammershøierne?
”Hun kan godt se den, og jeg tror også, hun kan lide den. Ida og Vilhelms historie er en smuk kærlighedshistorie, selv om han er så utrolig dedikeret. De former en skæbne sammen, hvor de ikke kan undvære hinanden. Han benytter sig ikke af andre modeller. Han er tryg ved hende. Det skal være hende.”
Kan Christina acceptere præmissen om at være nogens kone?
”Vi mødte hinanden i gymnasiet, og lige siden vi var meget unge, har hun accepteret, at hun på en eller anden måde kommer i anden række. For det gør man jo, hvis man lever sammen med en, hvis mål her i tilværelsen er at skrive. Og som nærmest ikke kan komme hurtigt nok i gang. Hvis jeg kunne slippe for mere, sagde jeg godmorgen, gav hende et kys og gik ud i den fløj af vores hus, hvor jeg har arbejdsværelse. Hun måtte faktisk gerne vente med at stå op, så kunne vi mødes senere. Det ville være det ideelle for mig. Men når jeg har været inde i det rum, hvor kunst skabes, vil jeg vove at påstå, at jeg er noget bedre til at være en helt almindelig ægtemand, turist, på indkøb eller på værtshus, end Vilhelm Hammershøi var. Ser man på fotografier af ham fra selskaber, saloner eller middage, er han på en eller anden måde altid i baggrunden med en hånd – eller et glas – for munden. Han er aldrig talende, altid i periferien. Han er til stede, men alligevel ikke.”
Kan du lide selskabsliv?
”Ja. Men jeg vil også sige, at en af årsagerne til, at jeg ikke bor i København mere, er, at jeg blev træt af kunstner- og forfattermiljøet. Jeg er flygtet hjem fra mange receptioner for at skrive.”
Du nævnte Picasso og fodboldtræningen. Kan kunstner-rollen være bekvem at tage på sig, fordi så kan man krybe uden om at købe toiletpapir eller i det hele taget at være til stede?
”I forhold til opdragelsen af vores børn og tilstedeværelsen i forhold til dem er fordelingen temmelig fifty-fifty. Jeg er hjemme, når de kommer fra skole. I forhold til alt andet praktisk, måske bortset fra græsplænen og lidt småting i haven, laver min kone langt mere, end jeg gør. Hver gang jeg bruger en time på noget andet, tænker jeg, at den kunne være brugt på at skrive. Det er måske en af årsagerne til, at jeg aldrig har lært at lave en havelåge eller andet i den retning. Mens jeg savede, ville jeg stå og tænke på, at jeg kunne have siddet og skrevet. Der er ikke andre ting, jeg går op i. Jeg har aldrig forstået forfattere, der taler om at sejle eller gå på jagt.”
Har du det lidt som Vilhelm Hammershøis mor, Frederikke, der i din roman fnyser ad en gruppe kunstnere, der holder drikkelag, mens de efter hendes mening burde have stået i atelieret?
”Der har nok sneget sig en snert af en poetik ind i romanen. Det at skabe kunst kan for mig koges ned til ét livslangt, dedikeret arbejde, hvor det meste andet må vige. Visse steder bliver der talt for meget om kunst og arbejdet for lidt.”
Har du skrevet hele dit liv?
”Jeg er lidt atypisk i forhold til nogle kolleger, der altid har vidst, at det var det, de ville. Jeg var 18, før jeg følte, det gav mening for mig at læse og beskæftige mig med litteratur, og sprang direkte fra Lucky Luke til Franz Kafka.”
Hvad fik dig på sporet?
”Da jeg blev 18, gik det op for mig, at der ikke er nogen smutveje i tilværelsen. Ingen særregler for mig. Jeg kunne ikke sidde bekvemt tilbagelænet på bageste række i gymnasieklassen og kede mig. Jeg måtte træffe nogle beslutninger og få noget ud af mit liv. Finde mig en plads. Så begyndte jeg at læse og fandt ud af, at litteratur kan give nogle eksempler på, hvordan andre personer tumler med deres problemer og tanker. Og da læsningen ikke var nok, følte jeg behov for selv at skrive.”
Og inden da havde du ingen drømme?
”Jeg var totalt blottet for ambitioner og drømme. Jeg interesserede mig for fodbold, piger og øl. Det var meget mainstream, jeg lå og puttede mig som et får midt i flokken. I dag ser jeg det som en fordel. Jeg er ikke kommet til at skrive, fordi jeg har været en del af et litterært miljø, eller fordi jeg altid har tænkt mig det sådan. Jeg skriver ud fra et eksistentielt behov. Jeg blev bevidst om, at jeg skulle finde min egen drøm, der i al korthed gik ud på én ting: Jeg ville være fri. Der var ikke nogen, der skulle bestemme over Jesper Wung-Sung. Det er den ydre årsag til, at jeg blev forfatter. At kunne stå op hver dag og bestemme selv.”
