1.
MIN BARNDOM UDGIK fra en toværelses i Serbiensgade på Amager i 40’erne og 50’erne. Vi var tre drenge med fem års mellemrum, og jeg var den mellemste. Det passede med, hver gang min far havde været til generalforsamling og blev lidt mere kærlig, end han ellers var. Han arbejdede altid – blandt andet med at restaurere møbler for antikvitetsforhandlerne. Han forsøgte at blive selvstændig snedker mindst syv gange. Min mor var hjemmegående og gik over på cigar- eller pølsefabrikken og fik arbejde, når de var på røven. I de perioder rendte jeg bare rundt i gaderne for mig selv.
Vi boede i en høj stuelejlighed, hvor der altid var gennemtræk og sus, fordi det meste af lejligheden lå over kældergangen ind til gården. Der var kun en kakkelovn i stuen og foroven en lille rist ind til det andet værelse, hvor vi alle sammen sov. Min mindste bror lå mellem mine forældre eller i en kommodeskuffe, og vi to større børn sov i køjesenge. Jeg var øverst, jeg sad ved risten og hørte på de voksne, der snakkede inde i stuen. Gården var fuld af mus og rotter og vilde katte, som var ret fede. Jeg sad tit i vinduet ud mod gården og fulgte kattens leg med mus og rotter hen over skraldespandslåget og plankeværket.
En stor del af min barndom var meget ensom. Jeg havde ikke meget med mine brødre at gøre, der var for mange år imellem os. I vores ejendom var gårdene delt op med plankeværker. Vores ejer havde kun to opgange på en hjørneejendom, så gården var meget lille, og jeg måtte ikke komme over i de andre gårde, der herskede viceværterne som generaler. Man måtte hverken spille bold eller tegne med kridt, så kom ’Bæ-far’. Det var vores vicevært, han boede på første sal og holdt altid øje. Han var også fanebærer i en loge, og om lørdagen tog han af sted med høj hat, i kjole og hvidt og med cykelstyrsskæg blafrende i takt med medaljerne. Så var han en fin mand – med ’bæ’ på skjorten.
Jeg forsøgte indimellem at komme over i de andre gårde for at lege. Det kunne lade sig gøre ved at gå igennem en af mine skolekammeraters lejlighed, så man ligesom var hans gæst. Jeg var ham, der blev sendt over i pigegården med kærestebreve. Jeg var den eneste, der turde. Jeg kom et år for tidligt i skole, måske fordi pladsen derhjemme var trang, da min mor havde fået en lille. Den aldersforskel forfulgte mig det meste af min skoletid. Det var nok derfor, at jeg skulle vise mig.
Da jeg var 12 år, byggede min far et selvbyggerhus med et billigt statslån i den haveforening i Tårnby, hvor vi havde haft kolonihavehus. Det var i 1952, og vi flyttede derud. Selvom der var mere plads, var der andre ting, vi måtte undvære. Vi havde ikke træk og slip, men en gammel lokumsspand, der skulle tømmes. Det gav heller ikke flere kammerater. Og hvad laver det ensomme barn? Tegner og maler, står ved høvlebænken og laver figurer, julegaver og fødselsdagsgaver.
En sommer kedede jeg mig så meget, at jeg gravede en hel cykelbane ud på et område, som lå der, hvor lufthavnens motorvej er i dag. Den stod klar, da de andre børn kom hjem fra ferie. Det blev til cykelklubben ’Svalen’.
2.
DERHJEMME HØRTE VI ’Giro 413’ og så en gang imellem en Morten Korch-film i biografen. Men jeg havde en skolekammerat, der havde en grammofonplade med Ebbe Rode og monologen ’Begravelsen i Nevada’. Jeg tænkte: ”Hvad fanden er det?” Den ville jeg hjem til ham og høre igen. De havde også nogle plader med Doris Day, sådan noget swing. En dag opdagede jeg, at min faster havde en plade med Johannes Wahl: ’Wollesens Boogie Woogie Vals’. Det var det førte jazzagtige, jeg hørte, og som 10-12-årig kørte jeg tit forbi hende for lige at høre den én gang til.
”Hvis du vil konfirmeres, må du selv betale,” sagde min far. Og det ville jeg jo gerne ligesom de andre. Derfor kom jeg tidligt ud af skolen og fik arbejde som svajer, altså bybud, hos en skrædder og senere hos en købmand. Nu havde jeg mine egne penge, og på vej hjem fra arbejde svingede jeg forbi en lille pladeforretning på Islands Brygge og købte Svend Asmussens ’Civilization’.
Da jeg kom i lære som tømrer, begyndte jeg at købe traditionelle New Orleans-jazzplader. Det kunne jeg virkelig finde mig selv i. Følelsesmæssigt, eller hvad fanden det var. En dag tog jeg mod til mig og gik op i den nærliggende ungdomsklub i Tårnby, og det var lige noget for mig. Det var der, jeg begyndte at få mine første rigtige venner, blandt andet ’Fessor’, som boede lige ved siden af mig. Vi dannede det første jazzorkester i ungdomsklubben. Det nåede ikke at få et navn, inden det blev opløst. ’Fessor’ (Ole ’Fessor’ Lindgreen – trombonist og en af dansk jazz’ grand old men, red.) blev meget hurtigt bedre end alle os andre og kom med i et etableret jazzband.
Min lillebror fik som niårig blindtarmsbetændelse. Jeg var 15 år og lige startet i lære som tømrer. Efter flere besøg af læger, som mente, det bare var et maveonde, blev han mere og mere dårlig. Den sidste læge, der kom hjem til os, sagde, at han skulle på hospitalet med det samme, men betændelsen var gået i bughulen, og han døde i ambulancen på vej til hospitalet.
Dagen efter stod jeg oppe på taget af en ejendom i Kronprinsessegade og kiggede ned og tænkte på min lillebror. Skulle jeg hoppe ud for at følge ham, eller hvad kunne jeg gøre for ham? Der var mange tanker, der røg gennem mit hoved. Til alt held råbte svenden på mig, at jeg skulle se at komme i gang.
Mine forældre tvang mig til at se min bror i kapellet. Det vil jeg aldrig glemme, og det er det slutbillede, jeg har af ham endnu, som han lå der, tynd og spids og med sine sorte hænder. Det gjorde, at jeg ikke ville have noget med døden at gøre i mange år. Det var uforløst og ubehandlet, jeg måtte selv gå og rode med det.
Min far murede sig inde og gik på værkstedet for at fortrænge, og min mor fik forfølgelsesvanvid, blev indlagt og fik 10 elektrochok. Det var lige før, hun skulle have det hvide snit. Det fik min far så stoppet. Hun bebrejdede sig selv igen og igen, at han havde beskidte sokker på, og hans underbukser var vist ikke helt så friske, og vi prøvede at sige, at det jo ikke betød noget. Vi fik husmorafløser på, der kom og lavede mad og gjorde lidt rent. Da min mor kom hjem efter tre-fire måneder, blev det aldrig nogensinde hyggeligt mere.
3.
JEG GIFTEDE MIG med kongebrev, da jeg var 20 år. Jeg var nyuddannet tømrer med fast arbejde i min fars snedkervirksomhed. Han havde altid set skiltet for sig: ’Petersen og sønner – snedker- og tømrerfirma’. Det kom det aldrig til at hedde, jeg havde hele tiden en trang til noget andet, men vidste ikke helt hvad. Min far var en kompromisløs mand. Da jeg sagde op i hans firma, sagde han, at han aldrig ville se mig mere. Så gik der et par år med det. En dag ringede han og spurgte, om jeg ville lave en trappe, fordi det var tømrerarbejde, og det kunne han ikke lave, og derfra begyndte vi at lave lidt byttearbejde og se hinanden igen.
Min kone og jeg fik et lille hus på Nilensvej på Vestamager, hvor der ikke var plads til noget som helst. En dag fik jeg tilbudt et opretstående klaver, hvis jeg ville tage det med mig med det samme. Desværre stod det på første sal, men jeg ville have det, så jeg baksede det ned ad trappen selv og ud på min bil. Da jeg kom hjem, måtte jeg brække en væg ned for at få det ind i huset.
Det var en drøm at få sådan et, og jeg spillede løs i en uge, hvorefter min kone sagde: ”Enten er det mig eller klaveret.” Så måtte jeg hive den væg ned én gang til og sætte klaveret ud for gavlen af huset, hvor jeg lavede et halvtag og lukkede det til. Nu havde jeg pludselig et værksted, og der lavede jeg keramik på en lille drejeskive og brugte klaveret som staffeli til mine malerier.
En dag så jeg en dokumentar i fjernsynet om Le Corbusiers liv. Den gav mig en idé om en retning. Han vågnede sent, gik på café, spillede lidt boccia, slog et slag omkring sin tegnestue og satte folkene i gang. Så spiste han frokost og malede om eftermiddagen, så klappede han børnene på hovedet, elskede med konen og gik i seng, og sådan var det. Det var præcis sådan, jeg ville have det, men hvordan får en tømrersvend ude på Amager det? Jeg ville være fri, jeg ville ud af den spændetrøje, det var at være mesters søn.
Jeg blev selvstændig og fik egne svende. Jeg havde regnet ud, at hvis jeg kunne tjene ekstra på dem, kunne jeg male om eftermiddagen – ligesom Corbusier. Men jo flere kunder jeg fik, jo mere skulle jeg lave. Og så var der ting, der begyndte at nage mig. Hvad fanden ragede det mig, at en eller anden fru et-eller-andet ude på Strandvejen ville have nogle profilbrædder på sit loft?
Al min fritid kørte jeg rundt og fandt skrammel på lossepladser til nogle collager, jeg var begyndt at lave. Jeg kom igennem forskellige genrer, og jeg kom med i en lille kunstgruppe og udstillede mine tilløb på nogle gallerier. I gruppen gav vi hinanden kritik, og en dag kom mine tagpap-collager under behandling. En i gruppen sagde: ”De er jo som sædvanligt gode.” Er der noget, jeg ikke vil være, så er det ’sædvanligt god’. Jeg kørte hjem halvfuld og ret aggressiv og bar alle tagpap-collagerne ud på græsplænen, hældte petroleum på og brændte hele lortet. ’Sædvanligt god’ er det værste, du kan sige til mig.
I 1969 søgte jeg ind på Kunstnernes Efterårsudstilling, jeg var 29, og jeg havde søgt ind to gange før med mine tagpap-collager. I tredje runde blev jeg antaget med et mere fortællende kunstværk. På et fællesmøde, hvor jeg havde håbet at møde nogle kunstneriske ånder og blive inspireret, mødte jeg kun brok. Der var ikke meget fællesskabsfølelse over det.
Pludselig rejste en velformuleret, lidt bleg, krølhåret fyr sig op og spurgte, hvor fanden visionerne i dansk kunst var blevet af. Det var lige, hvad jeg sad og tænkte. Jeg kiggede i kataloget for at finde ud af, hvem han var. Han hed Erik Clausen og boede på Amager. Dagen efter fik jeg overvundet min generthed og tog ud på Amager Strandvej og bankede på. ”Det, du sagde i går, kunne jeg godt tænke mig at snakke videre med dig om,” sagde jeg til ham. Han slog hånden ud og bød mig indenfor. Siden var vi sammen i døgndrift og snakkede videre i telefonen, når vi kom hjem. I perioder var vi mere sammen med hinanden, end vi var med vores koner. Erik er den første i mit liv, jeg for alvor har hængt ud med, hvor der var noget genklang.
Erik føles som en bror for mig. Vi er ping og pong og skal bare være sammen i seks minutter, så er vi flade af grin over et eller andet, vi har oplevet. Lige nu er han i gang med at skrive manuskriptet til en ny film, som jeg skal medvirke i. Forhåbentlig. Så måske slutter det med en ’Clausen og Petersen’-film, ligesom det startede. Nu er vi så på plejehjem, og jeg har allerede grinet flere gange, mens jeg læste manuskriptet. Jeg kan se det for mig.
4.
DET BEGYNDTE med et ’billedcirkus’ på gaden. Erik og jeg var utilfredse med måden at udstille kunst på. Vi var inspireret af cirkus- og tivoliverdenen og lavede store apparater, der snurrede rundt, og som man kunne kravle ind i. Vi havde lavet et plateau, og i hvert hjørne var et stivnet dannebrogsflag skåret ud i krydsfiner, så det altid blafrede. Så satte vi en mikrofon og nogle højttalere op, og på den måde skabte vi ’Folkets teaterstol’.
Den blev brugt af alle mulige. Der blev holdt taler, sunget sange, selv Frelsens Hærs orkester kom forbi og brugte den. Vi syntes, det var så godt, at vi ville gå videre. Derfor lavede vi en manege, hvor folk kunne optræde for hinanden. Men der skete ikke rigtig noget, folk stillede sig op med korslagte arme og spurgte: ”Hvornår begynder det?”
Vi blev enige om at gøre noget, og det blev starten på ’Clausen og Petersens gadecirkus’. Vi droppede alle apparaterne, der efterhånden vejede tre tons, og lavede i stedet et stort klovnehoved med et lille omklædningsrum bagved, rullede en presenning ud på asfalten og lavede aktionskunst i øjenhøjde og på gadeplan. Vi kunne ikke noget, så vi satte ’ikke noget’ i system, og så kunne vi lige pludselig noget. Erik havde været på højskole og kunne snakke, og jeg havde gået på en byggeplads og havde ikke sagt ret meget, jeg var ret uforløst, vil jeg sige. Vi udviklede figurer, der var en forlængelse af os selv.
En dag så vi en optræden af en engelsk gadetrup på ABC Teatret. Der var en lille fyr, som var deres offer, der hed Sylvester McCoy. Det navn, Sylvester, syntes jeg var godt, og det tog jeg til mig, og så blandede vi det med det danske lidt bøvede navn Ib. Erik skulle også hedde noget. Vi fandt på ’Charles Johansen’ som en slags arbejdsgiver og ’Ib Sylvester – drengen fra stenbroen’ som arbejderklassens repræsentant, der kunne tåle alt – også spildevandet fra Øresund.
”Ærede publikum, kom nærmere. Må vi præsentere drengen fra stenbroen. Denne unge mand kan stikke sømmet langt ind i hovedet, uden at der sker noget, hans hjerne er fuldstændig udhulet af forurenet luft,” sagde Erik så. Som barn havde jeg på børnehjælpsdage set Professor Tribini inde på Christianshavns Torv fremvise en stærk mand og inderen Gunga Din, der bankede søm op i næsen, og jeg tænkte: ”Det skal vi sgu da lave, det dér.”
Sømmet var syv tommer, og jeg lærte det ved egen træning. Jeg gjorde det bare. Det er i det eustakiske rør, du stikker det ind, fik jeg senere at vide af lægerne. Derhjemme startede jeg med at slå det ind, for det havde jeg som barn set ham inderen gøre. Dang, så var det helt inde. Det skulle jeg ikke have gjort. Blodet sprøjtede. og det ville ikke se godt ud foran publikum.
Det var politisk nedenunder. Det har det altid været. Vi ville lave en folkelig revolution. Gøre publikum opmærksom på, at hvis vi kunne, kunne de også. Vores parole blev, og det er den stadig: ’Tag svagheden til indtægt. Gør det, du tror, du ikke kan.’
Mit udgangspunkt var en retfærdighedssans. Den kom fra gaden, da jeg var dreng, Og det der med at være ’stærk mand’ kom fra, at jeg var tømrer og havde jongleret rundt med spær og bjælker. Jeg kastede også med knive. Det var en forlængelse af, at jeg havde siddet og kedet mig og kastet med stemmejern og lægtehammer. Jeg har smadret utrolig mange døre på den måde, dum som man er.
Med tiden kom vi ind i varmen og optrådte foran et midaldrende publikum i DR-TV. De morede sig kongeligt over os to amagerknægte. En journalist beskrev det som ”kommunistisk propaganda kamufleret som en borgerlig succes”.
På et tidspunkt fik vi arbejdet os op i et hjørne med vores gadecirkus. Vi begyndte at føle, at vi lavede parodier på os selv. At vi stod og prikkede os selv på skulderen. Det endte med, at vi måtte stoppe. Erik gik så i gang med at lave filmen ’Cirkus Casablanca’ (1981, red.), som vi havde snakket om på vores turneer. Han skrev manuskriptet, jeg lavede musikken, og vi spillede selv de to hovedroller.
5.
JEG KVITTEDE TØMRERFAGET helt, da jeg var 32, og tog kunstnernavnet Sylvester til mig som et varemærke. Jeg besluttede mig for, at det skulle stå for ’Troværdighed … og du får noget for pengene’. Det var ansporet af den dér udsendelse med Corbusier. Når jeg først får sådan nogle tanker, går jeg i selvsving af en slags. Så formerer tankerne sig, og til sidst bliver de til en holdning. Da konen på samme tid fandt en anden i Spanien, gad jeg det ikke mere. Jeg gjorde op med det hele på én gang.
Vi solgte huset, betalte tømmerhandlen ud og den skat, jeg skyldte, og så delte vi resten. Jeg startede forfra i et atelier i Viborggade på Østerbro med lokum i gården. Et nyt liv. Siden den dag har jeg ikke haft et fast arbejde. Det blev til en bohemetilværelse, der begyndte at ligne Corbusiers lidt. Når jeg ikke skulle noget andet, stod jeg sent op, malede nogle timer, gik på værtshus og drak mig halvfuld, inden klokken var fem, sammen med andre kunstnere. Medmindre jeg havde job med Erik, kom vi nogle gange slet ikke hjem, så kørte den løs.
I de år tog jeg helt afstand fra det, mine forældres generation havde leveret. Starten af mit første ægteskab var en forlængelse af den generations drøm om villa, vovse og Volvo og at have nogle millioner på kontoen. Derfor var det også en slags falske forudsætninger for min første kone, for det udartede til noget andet end det, hun havde sagt ja til.
Leif Petersen blev til ’Leif Sylvester’, og efter jeg havde læst en bog af Bente Hansen, der hed ’Kapitalisme, socialisme, kommunisme’, meldte jeg mig ind i kommunistpartiet og kom i de følgende år til at bo i kollektiver i Hellerup, Gentofte og Lejre. Det var i den tid, jeg lærte Eva Madsen at kende, og hun blev min tredje samlever (gift 1985, red.). Hun kom fra en kommunistisk familie, og vi havde en fælles forståelse. Vi var ikke aktive i traditionel forstand, vi var det af sind og rejste rundt og lavede politisk musik i ’Sylvester og Svalerne’.
Før jeg mødte hende, havde jeg indspillet min første lp, ’Store Sonja’ (1976, red.). Det var sådan en multitid, hvor alt skulle ud, og jeg tænkte: ”Hvorfor skal jeg stå og male, når der er 20 billeder i hver sang og 100, der kan høre det på én gang? Det var igen en politisk agenda, for med billedkunst er der én ejer, og dengang var det ikke almindeligt for almindelige mennesker at købe et billede. Men grammofonplader var eminente, synes jeg, og derfor begyndte jeg at lave musik.
At komme ud at spille var fedt. Det dér med at optræde er sgu noget mærkeligt noget. Det er slidsomt, men samtidig får man et pift af, at man er til her og nu – hver gang. I værkstedet er der ingen, der klapper, når du har lavet et godt billede. Du hænger det op på en fernisering, og så er du færdig. Til en koncert er der kontant afregning.
Alt, hvad jeg har bidraget med, er ud fra levet liv. ’Mormors kolonihavehus’ lavede Erik og jeg sammen. Vi har begge haft familie, der havde kolonihaver, og en dag kørte vi forbi en kolonihaveforening på Amager, der skulle rives ned. Brandvæsenet havde fået lov til at tænde ild til 100 huse og bruge det som en øvelse, inden Urbanplanen skulle laves. Og så kom den sang altså. Jeg ville gerne have et vers mere med, som sluttede med: ”I dag står der grå betonklodser”, men det var jo et socialdemokratisk fremskridt at lave boliger, som almindelige mennesker kunne betale. Derfor blev det nedstemt, og sidste vers røg ud.
6.
FRA JEG VAR BARN, har jeg vidst, at jeg havde talent for at lave skuespil, og sagde til mig selv: ”En dag, så finder de ud af det.” Jeg har altid lavet numre. I skolen sad jeg med hånden oppe, som om jeg kunne det hele, uden at kunne en skid, og i fritiden gik jeg rundt for mig selv og forestillede mig, hvad jeg skulle sige i situationer, hvis jeg var en anden. Filmene har kørt hele vejen igennem mit liv. Det er ikke mig selv, der skaber dem, jeg er bare med. Som for eksempel i Nicolas Winding Refns ’Pusher II’ (2004, red.), hvor jeg spiller Smeden (Tonnys far, en iskold psykopat, red.).
Den måde, jeg er skuespiller på, er ved at forsøge at være karakteren. Da jeg i ’Pusher II’ blev forvandlet og fik farvet mit hår sort, bredte det sig til den hårde tone og til den her nådesløse bandit. Det bredte sig så også til mit privatliv, og jeg kom til at råbe ad mine børn nogle gange. Den aggression, der var i filmen, og den måde, filmen blev lavet på, havde også noget at sige. Det var, som om vi oplevede handlingen.
Det var faktisk kun Mads Mikkelsen (Tonny, red.) og mig, der var skuespillere, resten var fra miljøet, og til sidst troede de på vores karakterer. Når de stod og røg en fed og drak uden for settet, og jeg sagde til dem: ”Hold lige op med det dér”, så parerede de sgu ordre og sagde: ”Okay, boss.”
Det var Nicolas Winding Refns far, Anders Refn, der foreslog, at jeg skulle spille Smeden, tror jeg. Det var også ham, der castede mig til ’Taxa’. Han klippede mange af Eriks (Clausen, red.) film, så han havde også set mig i det, der var klippet ud.
Jeg er den slags skuespiller, der skal opfindes hver gang, og Anders havde åbenbart set, at der kunne være en rod inden i mig. Det er der også, men en godmodig rod.
”Min datter Mia og jeg på bagscenen på Roskilde Festival i en pause under filmoptagelser til ’Rocking Silver’. Jeg har haft alle mine børn med ude så meget, det var muligt. Her er hun så stor, at hun lige kan passe sig selv, mens vi optræder i små to minutter.” 1983.
7.
PÅ MIN HØJRE ARM har jeg en tatovering, hvor der står ’Lisbeth’ oven over en pinup-pige i sygeplejerskeuniform. Hun er min seneste tatovering og min ’hjerter dame’. Eva Madsens navn er inde på brystkassen et sted. Den fik hun i morgengave, da vi blev gift. ’Mor’ står der på venstre arm. Det er min første tatovering. Der skulle egentlig have stået navnet på min kæreste, men så sagde ham tatovøren: ”Hende kender du kraftedeme ikke i morgen, det er dumt. Men din mor, hun vil altid være din mor.”
Der sad jeg som 15-årig nede i Nyhavn og havde næsten malet overskæg for at se ældre ud. Man skulle jo være 18 år, og politiet gik rundt på gaden. ”Nå, men så skriv mor,” sagde jeg. Lige nedenunder er mine fem børn, som er resultatet af tre forelskelser, symboliseret ved fem stjerner og Forever love.
På trods af tre kuld har jeg formået at få nogle børn, der har det fantastisk sammen alle sammen. Det at være noget for hinanden har altid ligget mig på sinde. For mange år siden startede jeg med at lave månedlige middage – kun med mig og børnene. Det er nu blevet til en ny gruppe, der hedder ’første torsdag i måneden’, som gælder alle i familien. Man kan komme og gå, som det passer én.
I baglysets klare skær har jeg været heldig i mit møde med kvinder og koner. Når jeg ser tilbage, har de matchet mine forskellige perioder i livet. Den første var talkyndig, den næste tv-producer og æstet, derefter blev jeg gift med en sangerinde, og da jeg vendte tilbage til billedkunsten, traf jeg en billedkunstner. Og nu – i mit livs indian summer – er min kone, Lisbeth, tidligere sygeplejerske.
Det var ikke helt så let at finde dem, score dem og siden forlade dem, som det kan lyde. Jeg har troet på, at det var forever, hver gang. I mit første ægteskab voksede vi fra hinanden. Anden gang var jeg boheme og havde nogle gyldne år, hvor jeg ikke satte grænser for mig selv, og det gik galt, fordi jeg blev forelsket i en anden. Den anden var en lidt yngre kvinde, som havde givet mig nogle fantastiske erotiske oplevelser, som jeg ikke havde været ude for før, og det betragtede jeg lidt forkert som kærlighed.
Da vi havde fået lejlighed, og jeg gik og malede det sidste af et loft, mens hun malede et fodpanel, tænkte jeg: ”Det går sgu ikke, det her.” Det var fredag aften, og hun sagde: ”Men vi kan da ikke skilles på den her måde. Nu lægger vi penslerne, og så skifter vi tøj og går i byen hele weekenden, og så siger vi farvel.” Og det gjorde vi.
Så var jeg alene en lille uges tid og traf derefter Eva. Det troede jeg også på i 12-13 år, indtil jeg lige pludselig plaskede i igen. Det gnavede virkelig. Jeg ville jo ikke svigte, men det kom jeg til alligevel. Det nye løb ud efter 10 år, og så er vi næsten fremme ved Lisbeth. Vi er to alen ud af ét stykke og alligevel forskellige. Vi har det godt og giver hinanden plads. Jeg er dybest set et trofast menneske.
Mine forældre nåede at holde krondiamantbryllup, inden de døde for 15 år siden. Og min bror har levet sammen med sin ægtefælle i omkring 50 år, så jeg er nok faldet lidt uden for reden. Mine forældre har fulgt mig hele vejen. I perioder har de syntes, det var lidt rigeligt, men jeg var jo deres søn. På et tidspunkt, hvor vi var i tv med cirkus den ene dag, og jeg i en hel uge spillede hver aften i et musikprogram, som vi kørte landet rundt med, tror jeg nok, de overgav sig og sagde: ”Nå, ja.”
8.
DER KOM TIL at gå 10 år, fra min første lp udkom i 1976, til jeg begyndte med maleriet igen. Jeg fik behov for at udtrykke mig selv uden indblanding fra de kollektiver, jeg havde arbejdet i. En dag, da Mia (Leif Sylvesters datter, red.) gerne ville male, sagde jeg til hende, at hun bare kunne gå i gang med farver og pensler på en dør. Og da jeg så hendes glæde og frie leg, tænkte jeg: ”Det vil jeg fandeme også. Tænk at male frit.”
Det blev til nogle naivistiske figurer i tråd med CoBrA-kunsten og starten på mit kunstmalerliv, som har fyldt helt frem til i dag. For 10 år siden fik jeg en lille øjenåbner, da jeg udstillede på Sophienholm. Min gode ven Arne Haugen Sørensen (kunstner, f. 1932, red.) sagde, at han kun kunne holde ud at se det halve, for han syntes, de alle sammen stirrede på ham, i alle billederne. Det kunne jeg sgu godt se, så nu kigger de lidt mere på hinanden. Men der er stadig det samme drøn på.
Jeg laver sådan noget, der gør mig svær at placere for folk ’på bjerget’. De er imponeret over, at jeg sælger så meget, det kan de forstå, men så slutter det også der. Anmeldelser har jeg næsten aldrig fået. Omtale, ja. Som kunstner vil man gerne det hele. Du kan to ting: blive anerkendt ’på bjerget’ eller ’elsket af folket’, nok sjældent begge dele. De har deres klub, og jeg har min egen, og det har jeg det meget godt med. Som helt ung kunne jeg nok godt have tænkt mig at have gået på kunstakademiet. Men havde jeg gjort det, havde jeg jo ikke været mig.
I dag udgår min verden fra Tibirke Sand. Her har jeg mit værksted og min bolig i to huse på en grund i et sommerhusområde. Min hverdag består i at sidde og hænge lidt ved morgenmaden, så går jeg over i atelieret. Jeg har altid gang i 117 ting. I dag begyndte jeg på nogle træskulpturer, som er bestillingsarbejder, jeg er kommet bagud med. Det er fast arbejde i halvanden dag at lave sådan en. Min bror er snedker og skærer dem ud for mig, bagefter samler og maler jeg. Jeg hygger mig og synes, det er pragtfuldt, så hører jeg jazz, bruger internettet, radio og telefon.
Indimellem kan jeg godt blive træt af det gamle New Orleans, så hører jeg nogle unge fra Lincoln-skolen. Jeg har også prøvet det dér podcast, men så bliver jeg opslugt af noget andet, og lige pludselig er der sket en masse i fortællingen. Hver dag løber der mellem fire og fem bestillinger af større og mindre værker ind i mit galleri Python i København. Det er keramik-, bronze- og træfigurer eller oliemalerier med titler som ’Glade idioter’, ’Præstens tvilling’, ’Løse tænder’ og ’Omsorg’. Det har givet mig en frihed til at gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg har været isoleret her på grund af coronaen og har kun set min kone. Det går fint med det hele. Kommunikationen med mine børn og børnebørn foregår på WhatsApp og små film frem og tilbage. Det eneste, jeg savner, er at kramme alle dem, jeg holder af. Jeg har jo lyst til at kramme alle, jeg møder på min vej.
9.
JEG HAR IKKE været god ved min krop, jeg har slæbt rundt på alle mulige tunge ting og røget 60 smøger hver dag. Så det er pay back time nu. Knokkelmanden har været tæt på et par gange. Første gang man får at vide, at man har en dødelig sygdom, begynder man at tænke: ”Har jeg været den, jeg gerne ville være? Har jeg gjort det, jeg ville? Hvor lang tid har jeg igen, og hvad skal jeg bruge den tid til?” Jeg kom frem til, at jeg har gjort, hvad jeg ville, og jeg har været den, jeg gerne ville være.
Anden gang er det ikke så slemt, der havde jeg været alle de tanker igennem, og tredje gang skøjtede jeg bare hen over det. Der er ingen grund til at ændre noget. Lige bortset fra, at det er noget lort, når kroppen står af. Nu cykler jeg som regel 25-30 kilometer hver formiddag på en elcykel. Min kone er 20 år yngre, så jeg har ikke lyst til at blive en grøntsag og er også ved at smide en masse kilo.
De store tanker om livet og døden har jeg fået bearbejdet ved at skrive sange. På mit sidste album lavede jeg mit eget begravelsesoptog, hvor jeg ligger i en kiste og kommer med gode råd. Den hedder ’Stjernestøv’. Det kommer sig af, at jeg ikke er vild med det der ”af jord er du kommet”. Det blev til ”af stjernestøv er vi kommet, til stjernestøv der skal vi blive, som stjernestøv vil vi altid være her til evig tid”. Det er min måde at forholde mig til døden på. Jeg har også mit eget familiegravsted ude på Assistens Kirkegård. Jeg er jo rationalistisk tænkende. Og det er da helt utroligt, at jeg kan berolige mig selv så meget på den måde.
Efter 30 års pause og med trekvart lungekapacitet samlede jeg i 2017 et orkester igen. Family and Friends hedder det og består af min familie og mine venner. Det er skønt at kunne samle et 10-mandsorkester, hvis man får lyst til det.
Jeg kan i øvrigt stadig proppe søm op i næsen, tror jeg. Sidste gang jeg prøvede, var til en kunstnerfrokost, hvor jeg var godt beruset. Det gik godt nok ad helvedes til, blodet sprøjtede, jeg skulle nok ikke have brugt en skruetrækker.
