DA JEG VAR SEKS, startede jeg med at svømme. Men jeg fik det dårligt af at være i vandet. Jeg fik kvalme og kastede op. Jeg var en masse ved lægen, de tog mange blodprøver, men de kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Det var en ordentlig omgang. Jeg nåede at svømme i fem år og klarede det egentlig ret godt; jeg kom på førsteholdet, men det duede jo ikke, når jeg blev så dårlig.
Efter det prøvede jeg alle sportsgrene. Atletik, håndbold, fodbold, basketball. Jeg kunne rigtig godt lide atletik, men træneren var alt for afslappet. Jeg kom for at fyre den af! Vi løb omgange for at varme op, og bagefter skulle vi sidde på nogle måtter. Der var en fyr, der blev ved med at løbe, og jeg spurgte, hvorfor vi ikke også fortsatte. ”Puha, jeg bliver træt af at se ham der løbe rundt,” sagde træneren. Hvad er det for en mentalitet, mand! Jeg gad ikke sådan noget afslapnings-pis. Jeg ville vinde og træne hårdt. Jeg blev så demotiveret, at jeg stoppede dagen efter.
En dag så jeg en artikel i Herlev Bladet om, at den lokale cykelklub havde 90-års fødselsdag. De bød folk ned, og så tænkte jeg: ”Why not?” Det var sådan noget hygge-hygge med røde pølser og ”Kom og snak med os”. De ville gerne have nogle nye medlemmer, og jeg ville gerne prøve en ny sport.
De tog så godt imod mig dernede. Den første mand, jeg mødte i klubben, var René Lynge (træner, red.), og han havde bare den sygeste ostemads-lugteånde. Wow, tænkte jeg, men i dag er han blevet en slags bonusfar for mig, fordi vi er blevet så tætte. De var bare alle sammen så søde nede i klubben og tog mig med ud til løb med det samme. Det er dyrt at starte med at cykle, men jeg lånte hele pisset, cykel og cykelsko, og hvis der var noget galt med cyklen, tog jeg den bare med ned til klubaften, så stod de seks mand for at hjælpe med at fikse den. Jeg tror, de var ret vilde med, at jeg var en pige. Jeg var den eneste i klubben.
På træningsholdene var der kun drenge. Jeg syntes, det var fedt. Der var ikke så meget pis med drengene. Det var bare ud og give den gas og have det sjovt. Pigerne var mere sådan: ”Hende der, hun er sådan lidt …” Jeg har aldrig duet til sådan noget gossip. Til gengæld var det den alder, hvor ’pigelus’ var en ting. I cykling tager man en føring to og to, og nogle gange sagde drengene: ”Jeg tør ikke tage en føring med Cille, hun har pigelus.” På det tidspunkt var drengene heller ikke helt udviklede, så jeg kørte fra dem nogle gange. De hadede det. De rottede sig lidt sammen mod mig.
Der var en vinter, hvor vi kørte mountainbike, og jeg fulgtes hjem med to af drengene. Jeg troede, at vi var sådan okay gode venner. Der var is på søen, og det var så fedt, men så tog de min cykel og smed den ud på isen. Fra den dag gav jeg dem fucking hårdt igen. Det skulle de bare ikke gøre mod mig. Og fra den dag fik jeg respekt, fordi de så, at der ikke var nogen, der skulle ’messe’ med Cille, ha, ha.
I 1. G SKULLE VI løbe stafet. Jeg var sidste mand, og vi var lidt bagud på vores hold. Så da jeg fik stafetten, smadrede jeg bare af sted. På et tidspunkt sagde det klik i min hofte, og det gjorde pisseondt. Men som sportsudøver er man jo vant til, at det skal gøre ondt. Så jeg fortsatte bare. Da jeg kom ind over målstregen, ville jeg sætte mig ned, men jeg kunne ikke. Jeg kom med ambulance på hospitalet, og det viste sig, at jeg havde brækket min hofte. Der hvor musklerne er hæftet til hofteskålen, havde de revet en fire centimeter flig af hofteskålen. Lægerne sagde, at mine muskler var for stærke til mine knogler. Jeg blev MR-scannet, og lægerne sagde: ”Du er vel faldet?” Og jeg svarede: ”Nej, jeg faldt ikke, jeg løb.” Det skal lige siges, at vi vandt stafetten.
Jeg er et sindssygt konkurrencemenneske med alt, jeg laver. Fra hvem der kan spise mad hurtigst til at slå rekorden på Skolernes Motionsdag, også selvom det betød, at jeg ikke kunne gå tre dage efter. Jeg har altid villet være den bedste. Og jeg har tit haft skader, fordi jeg ikke har kunnet stoppe mig selv. Jeg kan ikke styre det. Jeg tænker bare: ”Skal v-i-n-d-e!”
Med landsholdet var vi på træningslejr, hvor vi for at gøre noget anderledes skulle køre BMX på en ’pump track’-bane. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: ”Cecilie, ikke lad dig rive med, ikke lad dig rive med … du kan ikke finde ud af at køre BMX.” Men jeg førte løbet, og det kørte bare, og jeg lod mig selvfølgelig rive med. Jeg glemte så at ’pumpe’ et track, fløj bare ind i det næste track og flækkede tungen. Den var ikke helt splittet, men der var en ordentlig revne. Jeg kunne ikke spise, mand. Det var total grød i mange dage.
DA JEG VAR 17, faldt jeg forover og smadrede tænderne ned i asfalten til et cykelløb i Jylland. Alle fire fortænder i overmunden røg ud. Jeg vågnede, mens jeg stadigvæk lå på jorden, og jeg kunne se, at der var blod. Jeg nåede at tænke: ”Please, lad ikke mine tænder være faldet ud!” Jeg stak tungen frem for at mærke, om de var der, og … det var de ikke. Jeg så min far gå rundt og samle mine tænder op. De tre af dem var røget ud, så der kun sad en lille stump tilbage i munden, og en af dem røg helt ud med roden. Det var en ordentlig motherfucker. Roden er jo dobbelt så lang som tanden. Det er sindssygt, hvad tænder gør for ens ansigt. Når man ikke har tænder, kan man ikke kende sig selv.
Vi fik mig op i en ambulance, og på hospitalet kunne de sætte tanden, der var røget ud med roden, på plads igen. Det er den værste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Der er så mange nerver i tænderne, og at få sat sådan en tand op igen … altså, jeg vil hellere slæbes nøgen igennem glasskår. Jeg fik en lille smule lokalbedøvelse, men det gjorde så sindssygt ondt. De var fire læger om at holde mig nede.
Bagefter var det to uger med flydende kost. Jeg havde også fået en slem hjernerystelse, fordi der var en, der var kørt over mit hoved, da jeg lå på jorden. Så det var seks uger, hvor jeg bare lå ned. Der måtte ikke være lys, jeg kunne ikke høre musik, folk måtte ikke snakke, der måtte ikke være tv, jeg måtte ikke læse en bog, jeg måtte ikke være på telefonen. Det var de mest kedelige uger i hele mit liv. Og klart den slemmeste gang, jeg er kommet til skade.
I GYMNASIET VAR JEG en stræber. Jeg skulle kun have 12, og mit snit endte også med at være 11 komma et eller andet. Og det har jeg så ikke brugt til en skid, ha, ha. Jeg startede på Nørre Gymnasium i Husum, men efter et år fandt jeg ud af, at det ikke gik. Det der med at være i skole fra otte til fire, smadre hjem, træne fra fem til otte, skynde sig i bad og starte med lektierne klokken ni om aftenen. Jeg sov kun 5-6 timer om natten, for jeg skulle jo også lave de der opgaver til et 12-tal. Det var et for sindssygt liv. Mine karakterer begyndte at falde, og så kunne jeg godt mærke, at shit, jeg kan ikke det her. Det lykkedes mig at blive overført til en Team Danmark-ordning med en fire-årig gymnasieuddannelse.
Det var bare et match at starte på Team Danmark. De var alle sammen interesserede i deres sport, og det var virkelig, virkelig fedt. Vi var alle sammen på vandvognen, og jeg følte ikke, at jeg ’missede out’. På Nørre Gymnasium var det jo ’almindelige’ mennesker, så de var alle sammen til fest hver fredag og lørdag, og det kunne jeg ikke være med til. Folk var sådan: ”What, seriøst, drikker du ikke?”
Til gengæld var jeg så fuld, da vi kørte studentervogn. Der havde jeg sat cyklingen i baggrunden i et halvt år. Jeg havde fokuseret på at gøre gymnasiet færdigt og få 12-taller. Det var sådan en lettelse at få den hue på! Og så skulle der bare drikkes igennem. Det var en af mine allerfedeste dage. Vi havde den fedeste speaker og hørte bare al mulig god musik. Vi havde også en fed vogn. Hold kæft, en fed vogn. Det var bare den fedeste dag.
Sidste gang, jeg var fuld, var ugen efter min etapesejr på World Touren i maj. Man skal huske at nyde sine momenter. Det er så sjældent, at man får den der sejr, og når det så endelig er, så skal jeg fandeme også fejre det. Vi drak champagne og vin, den fik ikke for lidt. Jeg var ikke stang-bacardi, men der var et godt ’buzz’, og der var bare megagod mad. Festen foregik sådan rimelig stille, vi holdt en picnic om eftermiddagen og nød solnedgangen. Jeg følte mig virkelig lykkelig. Og så var jeg sammen med min kæreste.
Det var bare en klasse dag. Jeg blev totalt fyldt med sommerfugle i maven.
JEG ER BJERGRYTTER, og der bliver gået meget op i, at man skal være så let som mulig. Men jeg går sindssygt meget ind for mantraet ’happy head fast legs’. Altså hvis jeg er glad, er det fucking ligegyldigt – undskyld, jeg bander – om jeg vejer et kilo ekstra, for så vejer mit hoved op for det. Selvfølgelig skal jeg ikke være sådan en lille rund kartoffel, og når vi er ude til cykelløb, spiser vi virkelig tit pasta og kylling. Tør kylling. Øv! Rigtig tør. Ligesom sådan en høne, der er blevet smattet ud på vejen og kørt over af en truck. Kyllingeskiverne er så tynde og tørre, at du nærmest ikke kan synke dem. Det bliver altid serveret med tomatsovs, fordi der ikke er nogen kalorier i. Nogle gange kan vi variere den til nogle ris. Men det er fandeme kedeligt i 10 dage, når du skal køre Giroen (Giro de Italia, red.).
Når jeg er færdig med et løb, craver jeg tit noget rigtig klammo-mad. Rigtig klammo-pizza eller klammo-burger, sådan rigtig ’bvadr’, hvor fedtet drypper. Eller også craver jeg salat. Nogle gange er vi til løb og træningslejr sådan nogle steder, hvor det bare er øv-salater. Forbandet iceberg, en eller anden tomat og nogle gulerødder. Det gider jeg ikke, det smager jo af nada. Så craver jeg bare en god salat med grillede grøntsager. Sund, lækker mad, der smager af noget. Og så elsker jeg slik.
NOGLE GANGE KAN jeg være træt af at være cykelrytter. Især når der er dårligt vejr udenfor. Det regner, og det er fem grader, det blæser eller sner nærmest, og så tænker man: ”Jeg gider ikke være cykelrytter, når der skal være sådan noget pisvejr. Jeg gider ikke køre fire timer i det.”
Det kan også være ensomt til tider. Specielt når man skal træne alene. Lige præcis derfor er jeg flyttet til Girona (i det nordlige Spanien, red.). Det er en kæmpe cykelby, og vi er omkring 15 professionelle danske cykelryttere, som bor hernede, og 200 cykelryttere i byen fra alle lande. Det er bare fedt at have nogen at træne med. Men nogle gange træner man alligevel alene, og det kan godt være hårdt. I cykling er der ikke en træner, der står og siger: ”Du skal cykle!” Man skal sparke sig selv i røven for at komme ud og træne.
Det kommer meget an på mit humør, hvad jeg gør for at motivere mig selv. Nogle gange har jeg virkelig behov for at have fed musik i ørerne og leve mig ind i det. Hvis jeg er ked af det, hører jeg sådan noget vrælemusik. Hvis jeg skal køre intervaller, er det bare full on techno. Andre gange er det mere pop eller sexy R’n’B. Og andre gange igen kan jeg bare mærke, at jeg slet ikke skal have musik i ørerne. Så skal jeg bare nyde naturen og mærke sanserne. Jeg lytter på fuglene og lugter til grantræerne. Prøver at få dén oplevelse. Jeg er meget sanselig, og nogle gange har jeg bare brug for at være i nuet og suge miljøet ind.
I FOLKESKOLEN OG GYMNASIET skrev jeg altid om kvinders rettigheder. Det interesserede mig sindssygt meget, og jeg har altid kæmpet for, at vi kvinder ikke bare skal bukke og neje. Det har været hårdt nogle gange at være kvinde i en mandsdomineret sport. Jeg er ikke blevet respekteret lige så meget eller taget lige så alvorligt. I alle cykelmiljøer er der sådan en underliggende indforståethed omkring at: ”Ja, vi ser jo alle sammen herrecykling, og kvindecykling er sådan lidt …” Der har jeg altid haft det sådan: ”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, så kæmper jeg for os kvinder.”
Folk har altid fortalt mig, at jeg som kvinde aldrig kunne leve af at blive cykelrytter. Der var måske 10 i verden, der kunne, så jeg skulle bare gøre det for sjov og ikke tro, at jeg kunne blive professionel. Jeg syntes, det var så nederen, at de skulle prøve at knuse drømme. Det er meget muligt, at de prøvede at være realistiske, men de behøvede da ikke være så nederen, mand. De var så øv! Men det gav mig energi: ”Jeg skal bevise, at I tager fejl!”
For fem år siden begyndte jeg at kunne leve af cyklingen, da jeg skiftede til Cervélo-Bigla (schweizisk cykelhold red.). Indtil da arbejdede jeg i Føtex ved siden af cyklingen. Og det var hårdt. Jeg stod op hele dagen, og så cyklede jeg enten om aftenen eller om morgenen inden arbejde. Jeg satte varer på hylderne, og når der kom returvarer, skulle jeg sætte dem på plads. Det var et arbejde, hold nu kæft. Hvis jeg går i Føtex nu eller andre supermarkeder og kommer til at tage en vare, som jeg egentlig ikke gider have, lægger jeg den aldrig bare fra mig. Jeg ved, at en eller anden stakkels medarbejder skal lægge varerne tilbage igen.
Da jeg kunne leve af cyklingen, fik jeg det sådan: ”Look at me now, bitches!”
DE BEDSTE DAGE på cyklen er, når det er 25 grader og solskin, og jeg kører og er i skidegodt humør, benene er gode, musikken er god, lå-lå-lå, jeg stopper på en café, sætter mig i solen, solbriller på, spiser min sandwich, drikker min kaffe. Det er bare … hvor er det fedt, mand. Det er jo mit liv! Tænk sig. På sådan nogle dage niver man sig i armen. Jeg elsker at træne, men jeg er jo en race horse. Så jeg elsker finalerne! Man ved, at man har trænet så hårdt, man har forberedt sig på ruten, og så sidder man i finalen og tænker: ”Det er NU, jeg skal smadre dem alle sammen!”
Det største øjeblik i min karriere var at få hul på bylden og få min første World Tour-sejr (maj 2021, red.). Det er klart et af højdepunkterne. Og så Flandern i 2019, hvor jeg blev treer. Det var så stort for mig. Jeg lavede et interview bagefter, og det følger mig endnu. Når jeg er i Belgien for at køre løb, bliver jeg stoppet, hvis jeg er ude at træne. Belgierne ruller vinduet ned i bilen og råber: ”Put the hammer down!” Det er totalt mindblowing.
Jeg er ret god til at være livsnyder. De bedste øjeblikke for mig er at være sammen med mennesker, jeg elsker, og at nyde god mad og rødvin og bare sidde udenfor. Det er de øjeblikke, jeg glæder mig allermest til. God mad gør glad. Det er det, der er så fedt ved Spanien. Der er så godt vejr, og folk lever bare på gaden. De er ude og spise, og jeg elsker bare den stil.
JEG KOMMER IKKE ud af en cykelfamilie. Mine forældre har altid været aktive og dyrket sport, og de cykler meget, men altså sådan til arbejde. Både min mor og far er aktuarer inden for forsikring, og jeg har altid syntes, at matematik og skole i det hele taget var pissespændende. Og jeg har altid troet, at jeg enten skulle være matematiker eller skuespiller. Jeg blev hverken eller. Jeg blev cykelrytter.
Jeg har altid elsket at performe. Helt fra jeg var en lille pige. Hver gang jeg havde venner eller veninder på besøg, skulle vi altid lave skuespil eller danse. I løbet af dagen øvede vi, og om aftenen viste vi det for mine forældre. Wow, de har set mange af de stykker.
Min mor er meget ligesom mig. Sådan totalt en lille bombe. Min far er mega chill. Han er den der tænksomme ugle med brillerne og de gode råd. Han er meget anderledes end mig, men jeg bliver inspireret af dem begge to. Den ene er en festbombe, og den anden er mere afbalanceret og rolig. Jeg har også en lillebror, der læser til kemiingeniør. Han er helt i en anden boldgade end mig. Han er en festabe, der fester hver weekend. Der er vi meget forskellige. Men det er jo også det fede. Det er en god lille kernefamilie, vi har.
Jeg savner min familie og mine venner rigtig meget. De venner, jeg har i Danmark, har ingenting med cykling at gøre. Nogle gange kan det være svært at holde kontakten med dem, fordi jeg bor i udlandet, er så meget på vejen, og der er så meget gang i den. Men man skal huske at holde fast. Vi er gode til at ses, hver gang jeg er i Danmark, selvom det kun sker 3-5 gange om året. Jeg skal bare se dem, og jeg skal ikke snakke om cykling.
Når jeg er i Danmark, bor jeg hos min mor og far. Der er nok mange, der ville være sådan: ”What?” Men jeg er rigtig tæt med min familie, og når jeg ser dem så sjældent, synes jeg, det er sindssygt rart at have tid med dem. Så er det bare hygge. Årh, hvor er hygge bare et kæmpe mig-ord, mand. Jeg elsker det. Vi sidder bare og snakker hele aftenen og natten. Der er ikke noget, der slår at grille udenfor i en dansk sommerhave. Intet slår sådan en aften med familien, hvor vi inviterer bedstemor og sidder ude og griller og hygger. Man bare er sådan: Ja, for satan altså! Arh, nu hyler jeg.
JEG KAN GODT lide at se cykelløb. Også herrerne. Jeg synes, det er spændende, og jeg lever mig totalt ind i dem. Altså, jeg kan jo ikke lade være med at skrige ad skærmen: ”KOM NU!” Det er jo også, fordi jeg selv ved, hvad det kræver. Jeg har selv siddet ude på etapen og haft ondt over det hele. Altså helt ned i lilletåen. Alt skriger. Mest benene, men også lungerne. Du skal være i god form og alt sådan noget, men du skal også have den rigtige psyke. Du skal kunne æde dig selv og acceptere, at der er smerte, og du skal have det godt med det.
Der er et udtryk, der hedder, at ens hurtbox skal være tom, når man skal cykle. Det kan jeg rigtig godt lide. Hvis hurtboxen er fyldt op med kedelige tanker som ”årh, hvor går det dårligt med kæresten for tiden”, inden du skal cykle, kommer det til at gå ad lort. Men hvis hurtboxen er tom, og man bare er glad for livet, kan man putte sig selv derind. Det er de dage, der er specielle og fede. Men det er svært at mestre. Man skal gide gå ind i det og elske det, selvom man ved, at det kommer til at gøre ondt over det hele.
Min erfaring og min far har lært mig, at man skal finde sin egen vej. Det nytter ikke noget at tro, at man kan kigge på verdens bedste cykelrytter og sige: ”Hende der, hun vinder alle cykelløb, og hun gør sådan og sådan, så nu kopierer jeg hende, for jeg vil blive lige så god.” Det dur ikke. Man skal finde ud af, hvad der fungerer for én selv.
Jeg drømmer om at vinde flere cykelløb. En dag skal jeg også vinde VM og have den regnbuefarvede trøje på.
