Han havde aldrig drømt om at blive nomineret til en Oscar. Ikke fordi han ikke kunne tænke sig at prøve det. Men hvorfor bruge kræfter på at forestille sig noget, der alligevel var helt uden for rækkevidde?
”Det er måske meget dansk. At man på forhånd tænker ’det sker ikke for mig,’” siger den 47-årige filmklipper Mikkel E.G. Nielsen, der i april vandt en Oscar for bedste klipning, og som, da det utænkelige blev til virkelighed, ikke engang kunne få sin foretrukne ledsager med.
”På grund af corona var det kun de nominerede selv, der måtte deltage. Jeg var enormt ked af det over, at min kone ikke måtte komme med til ceremonien. Jeg ville gerne have delt oplevelsen med hende,” fortæller han.
I en uge op til oscarshowet sad han i karantæne på et hotel i Los Angeles, men i det mindste havde han selskab af resten af holdet bag filmen ’Sound of Metal’, som var nomineret i seks kategorier.
”Det var en udfordrende film at lave. Og det var en fed måde at få lov at afslutte det projekt.”
Oscar-vinder Mikkel E.G. Nielsen stiller op til fotografering.
For oscarvinderen opstod ideen om at lave film engang i begyndelsen af 90’erne i fødebyen Aarhus. I gymnasiet blev han undervist i film og tv, og det var en tid, hvor mange unge fik videokameraer mellem hænderne og begyndte at eksperimentere med at fortælle historier med levende billeder og lyd. Lyd som kunstform dyrkede han allerede som trommeslager, men han var samtidig helt sikker på, at musiker, det skulle han ikke være.
”Jeg skulle finde mine egne ben. Min egen retning,” siger Mikkel E.G. Nielsen, der som søn af Peter Andreas Gjerluf Nielsen, bedre kendt som Gnags-frontmand Peter A.G., voksede op i et musikermiljø.
Efter gymnasiet fik han arbejde i Esbjerg for et produktionsselskab, der lavede nyheder, firmaportrætter og musikvideoer, og igennem et års tid fik han erfaring med at klippe indslag til blandt andet TV Avisen og TV 2’s regionale stationer. Da han drømte om at skabe fiktion, sagde han jobbet op og begyndte i 1994 på Den Europæiske Filmhøjskole, der året forinden var blevet lanceret som et prestigiøst uddannelsessted, hvor man kunne spise stjernekokken Søren Gerickes mad i kantinen og bo i arkitekttegnede bygninger i bakkerne over Ebeltoft.
”Det med maden stod i alle aviserne. Det var nok lidt en salgsting. Dét, der tiltrak mig, var, at andelen af udenlandske studerende skulle være 50 procent. Det var en spændende tid. Jeg mødte en masse unge mennesker, der ligesom mig var lidt søgende, men som alle sammen var fascineret af film og fortællinger. Vi prøvede at lure Spielberg og de andre mestre trickene af og lavede en masse øvelser på video og prøvede kræfter med, hvad mediet kunne.”
Efter skolen flyttede mange af eleverne til København, også Mikkel E.G. Nielsen, der igen fik arbejde som klipper, denne gang i et selskab, der leverede til musikbranchen. Med trommeslagerens rytmesans faldt disciplinen ham let, og han gav en del internationalt profilerede musikvideoer deres snit – for eksempel var han manden, der syede de tegneseriekolorerede løjer sammen til Aquas ’Barbie Girl’-video.
”Jeg lavede sindssygt mange musikvideoer. Men jeg drømte om at lave spillefilm. Og der var kun én vej, det var gennem Filmskolen,” siger Mikkel E.G. Nielsen, der tvivlede noget på projektet, men blev optaget i første hug på den københavnske filmskoles klipperlinje.
”Det var en gave for mig at komme ind. Intuitivt vidste jeg allerede godt, hvorfor jeg arbejdede, som jeg gjorde, men ved at kigge på og diskutere de forskellige resultater, vi elever kunne opnå med det samme materiale, udviklede jeg et sprog for, hvad det er, man laver som klipper.”
Han mener, at det at blive bevidst om klippefagets virkemidler og at blive god til at tale om dem, er en stor del af nøglen til, at han i dag – mere end 20 år efter debuten på serien ’Rejseholdet’ – som den eneste danske klipper nogensinde har modtaget en Oscar.
”Jeg tror, jeg har en god forståelse for en films rytme og en god forståelse for, hvordan jeg dirigerer seerens blik rundt mellem scenerne. Men det er aldrig mit værk alene. Det er et samarbejde at lave film. Når jeg klipper, sidder jeg meget af tiden sammen med instruktøren og måske også manusforfatteren og producenten. Så kigger vi på bidder, jeg har klippet, og får ideer. Jeg prøver altid at skabe et godt rum, hvor man kan komme med selv den dummeste idé. Jeg prøver at forstå, hvem de andre på filmen er. Jeg lytter til dem og er med på at prøve alting af.”
Inden klipningen på ’Sound of Metal’ forelå der en blok på omtrent 45 timers optagelser, som Mikkel E.G. Nielsen skulle hugge ind til to timers færdig biograffilm. Mængden af materiale, en filmklipper skal jonglere med, når indspilningerne er i hus, kan virke uoverskuelig, men med den rette metode bliver arbejdet mindre stressprovokerende.
”Først ser jeg alt materialet igennem, og langsomt danner jeg mig et indtryk. Jeg skitserer en komposition og arbejder på hver scene som på en lille film i sig selv. Efterhånden som de bliver færdige en for en, begynder helheden at træde frem. På den måde spiser man sig stille og roligt igennem arbejdet uden hele tiden at skulle have overblik over det hele på en gang.”
Undervejs støtter filmklipperen sig til instruktøren og andre fra produktionen, der får lov at se scenerne, så han kan finde ud af, hvordan det virker. Sidder de yderst på stolen, eller er de ved at falde i søvn? Eller griner de for meget, så de ikke får vigtige informationer med?
”Det fascinerer mig, hvor radikalt og relativt hurtigt man kan ændre en film i klipperummet. I de fleste tilfælde er drømmen, at man slet ikke lægger mærke til mit arbejde, men bare bliver suget igennem de halvanden-to timer, en film varer,” siger Mikkel E.G. Nielsen, der på ’Sound of Metal’ måske i endnu højere grad skulle bekymre sig om, hvad publikum hører, end om det, de ser.
Filmen, der handler om en trommeslager i et metalband, der gradvist mister hørelsen, har Riz Ahmed i hovedrollen, og den britiske skuespiller, der blandt andet har medvirket i Star Wars-filmen ’Rogue One’, gav den i månedsvis hele method acting-armen med at øve trommer, blive flydende i tegnsprog og i det hele taget leve sig ind i rollen.
Opgaven for klipperen blev at få seerne bogstavelig talt ind i hovedet på ham og give dem en oplevelse af, hvordan det er at være døv. I ’Sound of Metal’ veksler lydsporet kontinuerligt mellem det ydre lydbillede og det stadig mere lydtomme rum mellem hovedkarakterens ører.
”Det var en forholdsvis simpel måde at vise en kompleks menneskelig oplevelse. Hver gang du skruer ned for lyden, tilbageholder du informationer. Det kan virke utrolig irriterende for publikum, der oplever den samme frustration som hovedkarakteren,” siger Mikkel E.G. Nielsen.
’Sound of Metal’ kan streames hos Blockbuster – eller prøv at se, om den går i din biograf.
Personligt er han stolt af Oscar’en, han fik for sit arbejde, men samtidig ser han den som en kollektiv sejr for danske filmhåndværkere.
”Det var mig, der vandt, men jeg føler, jeg deler æren. Vi har et samarbejde herhjemme, hvor vi ikke er bange for at vise hinanden vores ting og spørge hinanden til råds. Vi har et godt og fortroligt miljø, der bliver opbygget allerede på Filmskolen, og som er meget mindre konkurrencepræget end i udlandet. Den kultur er unik. Danske fotografer, lydfolk og klippere er på et højt teknisk niveau, og i udlandet er de ved at finde ud af, at vi sagtens kan spille med.”
Oven på sådan en succes, får du så lyst til at træde ud af klipperummet og måske selv instruere en film?
”Slet ikke. Der er en grund til, at jeg blev trommeslager. Jeg kunne godt lide at holde rytmen og gemme mig lidt – og samtidig være en stor del af helheden. Sådan er mit temperament. Jeg er vokset op med en kendt far. Den opmærksomhed skulle jeg ikke nyde noget af. Nu har jeg så oplevet lidt af den alligevel. Men overvejende har det givet mig en ro at vinde den Oscar.”
Hvordan?
”Som en del af oscarnomineringen skulle jeg medvirke i noget undervisning for unge filmskabere på det amerikanske filmakademi. Der var også nogle navne til stede, som jeg virkelig har set op til, folk som Carol Littleton, der klippede ’E.T.’, og Alan Heim, der klippede ’All That Jazz’. Flere af de her store navne er gamle i dag. Men de er stadig aktive og kan blive ved at forfine deres håndværk og arbejde med, hvordan man bedst starter en film, hvordan man laver midten og slutningen. Du bliver ikke nedslidt i faget, og der er stadig bud efter dig, når du er 89. Jeg har verdens fedeste job.”
