Rungstedlund
REGNEN SILER NED, mens Olga Ravn med en tang håndterer løgskaller i et velvoksent kogekar som en øvet grillmester. Tordenen buldrer, og et kollektivt ”wauw” breder sig fra kursusdeltagerne, da hun fisker et sammenrullet tørklæde op fra karret og ruller det ud, så det afslører et okkergult rudemønster. Det simrende bioaffald får Karen Blixens have til at dufte af kamillete med honning, som stod der spandevis af urtete mod halsbetændelse placeret rundtomkring.
Den 34-årige forfatter, der er blevet kaldt ’den yngre generations litterære stemme’, er godt i gang med et naturfarvningskursus, hvor deltagerne har betalt 1.000 kroner for at komme på sanketur og lære at udvinde farver fra Moder Jord herself.
Nogle timer før det store løgskals-eksperiment er regnen stadig langt fra land, og Olga Ravn iler rundt for at gøre klar. Stole skal sættes frem, borde skal flyttes. Forfatterens femårige søn er med, og selvom han har selskab af en af morens veninder og dennes søn, skal Olga Ravn stadig svare på spørgsmål og give krammere. Lettere hektisk, men med en målrettet elegance manøvrerer hun rundt mellem kogekar, forlængerledninger og silkestoffer.
Næsten flyvende som en slags alf med sine godt og vel 165 centimeter og med fodlang, let sort kjole og en hvid skjorte blafrende efter sig blender hun ind i Karen Blixens narnia af en have, der fortsætter i afkroge og huler, længere end øjet rækker.
Klokken kort før kursusstart begynder deltagerne at dukke op. Olga Ravn er ikke klar, men sætter blot deltagerne i sving. De hjælper med at rykke borde på plads og arrangerer sig selv på stole i halvmåneform foran et klapsammenbord fyldt med glas med støv og frø i alverdens farver.
Fuglekvidderen er skruet op på max, græsset strutter, og brumbasserne summer blandt blomsterne, der sender sødlige duftstrømme ud i haven, hvor de blander sig med salte briser fra Rungsted Havn. Dernede glider sejlene forbi på den lyseblå junihimmel som foldede papirservietter. Til højre for selskabet ligger Karen Blixens gamle hus, hvidt med orange tegl og små skorstene, og emmer af kulturarv. Et hvilested for klassikere, der denne dag er vakt til live af en nulevende, anmelderrost forfatter.
”Jeg er ikke uddannet biolog eller noget – jeg er bare digter,” siger Olga Ravn og åbner planteballet for deltagerne, der forinden har summet og udvekslet amatørfarvetips. Nogle unge kvinder i gymnasiealderen har forsøgt sig med avocado og gurkemeje derhjemme, ellers er de mest inspireret af Instagram og deres mødres aflagte farvelærebøger. Forsamlingen, 20 kvinder i alle aldre, er en broget flok. Højskoletyper i vandrestøvler, praktiske shorts og med 70’er-tørklæder bundet som pandebånd, småbørnsmødre i nydelige sommerkjoler, der har afsat babyerne til fædrene, der med bæreseler og barnevogne spadserer rundt i Blixens lille naturreservat, og så er der en håndfuld ældre, der selv har prøvet kræfter med batik og kaustisk soda, dengang det var moderne.
Olga Ravn fortæller, at hun altså ingen ekspert er i naturfarvning, og hendes opslugende betagelse har kun varet et år. Som hos mange andre betød corona-nedlukningen, at hun gav sig i kast med en ny syssel: at farve tekstiler med ting fra naturen. Hun er også optaget af at lave sit eget blæk, af at studere middelalderen og af hekseafbrændinger.
Hun har i det hele taget nærstuderet mange ting gennem sit liv. Som barn lærte hun sig selv runer – ikke bare tankeløs kopiering af figurerne, hun kunne skrive med dem – ægyptiske hieroglyffer, alt, hvad der var at vide om de græske guder, urter og dyr, samt hvilke helligdage folk fejrede rundtomkring på hele kloden. Verdensreligionerne opslugte hende også, og alt, hvad hun fandt ud af, noterede hun i en grøn notesbog, som var en af de eneste af hendes ting, der overlevede kælderoversvømmelser og utallige flytninger i barndommen. Nu er det så naturfarvning.
”Jeg er altid bange for, at der sidder en blandt publikum, der har taget et kursus i Florida,” griner hun afvæbnende med snorlige perletænder. Som hun får talt sig varm under sit indledende oplæg, afslører hun en proper viden om alt fra syre- og baseforhold til temperaturer, gram, diverse plantearter og de farvenuancer, de afgiver. Læder, perlemor, papir, bomuld og uld tager for øvrigt godt mod farve. Men så stopper hun sig selv for at minde forsamlingen om, at hvis der er veganere til stede, skal de nok holde sig fra uld, men også silke, da det jo er spundet af orme. Der er ingen ironi at spore, det er en nøgtern servicemeddelelse. På samme måde forklarer hun deltagerne, at de altså ikke kan lave blåt i dag, fordi det er ’sygt kompliceret’. Til gengæld synes hun, det er vildt sjovt bare at lave en heksegryde, hvor man putter alt muligt i.
”Jeg kan godt lide, når det bliver lidt grimt,” fortsætter hun sit oplæg.
Frederiksberg
EN HÅNDFULD DAGE senere sidder hun under en faldskærmsstor hvid parasol og bestiller kaffe – med en lille smule mælk – foran et irgrønt orangeri i Bakkehusets Have. Ved siden af hendes malede tånegle står en flettet frokostkurv med tykke bøger og med rølliker, som hun fandt i Carlsberg Byen på vej herhen.
Når hun snakker, danser guldstjerner og slanger fra hendes øreflipper og blander sig med viltre dybbrune krøller, og farvede sten og amuletter fra hendes fingre glitrer i de sparsomme solstrejf, når hun gestikulerer. Som barn var hun fascineret af hekse, gik selv i heksetøj og forsøgte at få pigerne fra klassen til at underskrive en kontrakt med ægte blod.
”Det ville de så ikke,” siger hun med et sæt øjne og et træk på skuldrene, der ironisk siger ”hvilken overraskelse” til hendes tidligere barndoms-jeg, der havde en idé om, at der var et bestemt antal facts om verden. Det gjaldt bare om at lære dem, så vidste man det hele. Og derfor læste hun alt. Som i alt. En læsesult, der resulterede i, at hun nærmest kom igennem en bog om dagen. Hun forsikrer, at hun aldrig i sit liv har læst så meget, som hun gjorde som barn. Science fiction, fantasy, historiske bøger og tegneserier.
”Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at gå hen til fagbogshylderne, og jeg prøvede at læse – måske da jeg var 10 – en eller anden bog af Freud. Heldigvis forstod jeg ikke noget af den. Men jeg kan tydeligt huske, bibliotekaren ligesom himlede med øjnene ad det her ekstremt prætentiøse barn,” siger Olga Ravn og bliver stille nogle lange sekunder. Hun lader ikke til at være bange for pausen. Der er ikke nogen akavet stilhed, men derimod et menneske, der tænker sig om. Øjnene bliver dybe, mundvigene slapper af.
”Men det var vel også en eller anden måde … et lidt magtesløst forsøg på at få kontrol i en ret kaotisk opvækst, tror jeg, hvis jeg sådan skal analysere mig selv,” siger hun med en varm og rund stemme, der gerne måtte indtale en lydbog.
Hun lærte at læse, inden hun startede i skole, og da hun fortæller det, læner hun hovedet skråt tilbage og tilføjer, at ”det jo er den største kliché”. En forfatter, der lærte at læse, inden det overhovedet var på skemaet. Ikke desto mindre var det sådan, det var. Bøgerne tog hende steder hen, hvor hun gerne ville være, og Olga Ravns mor opdagede, at hendes børnehavebarn havde lært at læse, da hun proklamerede, at der stod ’græsk salat’ på et menu-skilt ved en grillbar. Hun elskede alfabetet, og det førte hurtigt til, at hun blev optaget af at skrive.
Igen trækker Olga Ravn på skuldrene og indleder med, at det nok også er verdens største kliché, men hun skrev 30 sider i hånden om forskellige fantasy-verdener, når de havde stil for i skolen. Og at stilene var ledsaget af tegninger og et omslag i sort karton.
Hun griner. Lærernes reaktioner var splittede. De syntes, Olga var dygtig, men på et tidspunkt mærkede hun også, at de syntes, amatørromanerne var lidt irriterende.
”Sådan lidt Hermione fra Harry Potter-agtigt. Altså sådan: ’Nu skal du altså også lade nogle andre sige noget i timen.’”
Videbegæret blev ikke beundret i folkeskolens nådesløse hakkeorden: ”Det var der ikke nogen i skolen, der syntes var sejt,” konstaterer Olga Ravn. Men hun elskede at læse, især udenfor, og mens hun fortæller det, får hun et grineanfald over, hvordan det kan lyde, når man skal koge sin barndom ned til svar i et interview.
”Det var noget med, jeg sad og læste i solen, haha,” siger hun, mens hun kniber øjenbrynene sammen, og med en stemme, der denne gang godt kunne tilhøre Kermit fra ’Muppet Show’.
Rungstedlund
OLGA RAVN SMITTER forsamlingen med sin begejstring, da et glas med, hvad der ligner afskallede birkesfrø, sendes rundt til snusning og nærmere eftersyn. Det er døde hun-skjoldlus, der lever på kaktusser i blandt andet Mexico og Guatemala. Kochenille, hedder de, og de giver en klar pink farve, hvis man støder dem i en morter og gnider dem ind i et stykke vådt stof. Olga Ravn lader vide, at hun også har en ordentlig sending løgskaller med fra et biodynamisk landbrug. De afgiver okkergult til tekstilerne og var angivelig den menige middelaldermands foretrukne farvekilde.
Teori skal gøres til praksis. Deltagerne har en time til planteplukning på Blixens store arealer.
”At sanke er vidunderligt,” siger Olga Ravn. Faktisk er det et af hendes egne lykkeligste øjeblikke, når hun bliver ramt af den ’plukke-high’, der kan indfinde sig, hvis man støder på en lysning fyldt med prikbladet perikon.
Hun har et helt lokale i Sydhavnen kun til sank, for hendes mand er blevet træt af alle de tørrede plantebundter, der hang overalt i lejligheden derhjemme.
”Når jeg lige kigger rundt, ser jeg, at det er sæson for røllike,” siger hun, tilføjer, at hun også er vild med kørvel, og opfordrer forsamlingen til at downloade en app, der fungerer som en slags plante-scanner. Selskabets ældste har brug for hjælp fra selskabets yngste til at downloade. Det forlyder, at man et sted i haven måske kan være så heldig at finde nedfalden kirsebærbark, som afgiver den fineste rosa farve.
Snart efter sender Olga Ravn sine sanke-disciple ud på tur i Blixens viltre have, og de forsvinder og bliver hurtigt til små myrer bag den hvide bro, der ganske romantisk slynger sig ud over en anrettet dam omkranset af høje og kraftige dybgrønne japansk hestehov, mens piletræerne dovent lader sine hængende grene svaje fra side til side.
Midt i det hele går Olga Ravns femårige søn rundt og samler jord og forskellige plukbare sager til sin ’eliksir’ i en flettet kurv. Han har bare ikke noget at røre eliksiren sammen i.
”Du må låne den her,” siger hans mor fluks og tømmer resterne af sin is-kaffe ned i græsset og forærer ham både plastikkrus og sugerør. Hans ansigt revner af glæde. Løsningen er perfekt. ”Er det her giftigt?” spørger sønnen og rækker en fremstrakt håndflade fuld af plante-ruskomsnusk mod sin mor, der svarer: ”Ja, meget!” og spiler øjnene op med oprigtig barnlig indlevelse, mens hun på trods af strømproblemer prøver at gøre adskillige 30-liters kogekar klar til, deltagerne kommer tilbage fra deres sanketur.
Glas med tørrede biller og planter i alle nuancer får et kort sekund Karen Blixens have til at ligne et marokkansk krydderimarked. Olga Ravn har glemt sin morter hjemme på Vesterbro. I stedet bruger hun spidsen af en hammer til at kvase de mellemamerikanske hun-lus. Hun giver sønnen et drys af den pulveriserede masse i hans eliksir. Den bliver lilla og skummer snart over af eddike og tusindfryd.
Kondiløbere og solhatte defilerer forbi arrangementet med jævne mellemrum. ”Laver I heksebryg?” spørger en forbipasserende, og Olga Ravn svarer: ”Vi farver!” I samme nu kommer deltagerne tilbage med håret fuld af kviste og pollen. En af deltagerne har favnen fuld af bark, og det får Olga Ravn til at udbryde: ”Woooop! Hold da kæft!” Der er tydeligvis sanke-bingo. Der er bregner, bynke, kørvel og krydsplanter. Forsamlingen joker med, at planter langtfra er monogame. Særligt mælkebøtten skulle være slem i den letlevende henseende. Sønnen afbryder, og Olga Ravn tager sig tid til at kigge med lup ned i hans eliksir.
”Det er en af de bedste heksebryg, du har lavet!” udbryder hun og retter atter fokus mod deltagerne. Der skal sorteres en grøn og en gul plantebunke inden frokost. En deltager spørger, hvordan planterne skal håndteres derfra, og hun svarer: ”Jeg er jo en meget utålmodig person, så jeg river tit i stedet for at hakke.”
Hun griber roligt deltagernes spørgsmål som en garvet underviser. Men vips er hun væk igen. Denne gang med telefonen i udstrakt arm: ”Jeg skynder mig lige over og dokumenterer,” siger hun og forklarer, at hun hellere vil have gang i meget end gøre det perfekt. Imens krummer deltagerne de store bunker af bark i tusind stykker, og Olga Ravn minder dem om, at de skal huske at putte det i gryden.
Til frokost står skåle med kylling og linser og papirtynde avocadoskiver i formation foran deltagerne. Solbrændte unge kvinder serverer og steamer kaffe, mens en gæv blanding af luksusbohemer i bare tæer og ornitolog-typer med solskærme og praktisk fodtøj stryger forbi. Ved bordet fæstes en fælles forståelse af, at de første to år med børn er de hårdeste. Især samfundets forventninger til, at man skal være tilbage på fuldt blus, selvom man stadigvæk ikke sover om natten.
Frederiksberg
OLGA RAVNS FORÆLDRE – billedkunstneren Peter Ravn og sangeren Anne Dorte Michelsen – blev skilt, da hun var omkring to år gammel. På spørgsmålet om, hvor hun er vokset op i København, svarer hun med et ”tjo, lidt over det hele”. Barndommens adressekartotek rummer Christianshavn, Østerbro, Indre By og Charlottenlund.
”Jeg tror, jeg er flyttet 12 gange eller sådan noget. Altså rigtig mange gange. Så der er ikke rigtig noget barndomshjem,” siger hun og forklarer, at hendes forældre er rigtig søde, men så stopper hun sig selv. Hun har ikke lyst til at tale om dem.
”Vi har et dejligt privat forhold, og det kan jeg egentlig rigtig godt lide,” siger hun og begraver elegant og skraldgrinende alvoren med stilhed til følge, mens højtbelagte rejemadder fyger ud fra orangeriet bag hende.
Resten af tiden under parasollen holder hun ord og siger ikke noget om sin familie. Mest fordi der er så meget, de kan misforstå, og måske husker de forskellige begivenheder anderledes end hun selv. Det eneste, der lister sig ind, er, at ét ud af mange virkelig gode barndomsminder er, når hendes mor lavede pandekager, som de rullede sammen og tog med ud i en skov for at spise. Eller dengang i en sommerferie, hvor hendes far satte sig ind i bilen sammen med hende og kørte hende hele vejen til Stettin i Polen, fordi hun brændende ønskede sig ’Frøken Ingenting’ af Tomek Tryzna på originalsproget.
Hun bruger lang tid på at puste ud, inden hun fortæller, at hun flyttede hjemmefra, lige da hun var fyldt 18, fordi forældrene var i gang med at få børn igen.
”Der var bare fyldt med babyer, og jeg var færdig med det,” siger hun, og nu, når hun tænker over det, har hun ikke nogen nære venner, der har fulgt hende gennem livet. Den ældste er fra forfatterskolen, og hun analyserer sig selv frem til, at det nok har noget med ”det der skilsmissebarn-noget” at gøre. Der var ingen grund til at knytte sig til nogen, hvis man alligevel hele tiden var på vej videre.
Rungstedlund
”ARGH, FOR HELVEDE!” udbryder Olga Ravn.
Regnvejret er rykket så tæt på, at luftfugtigheden klistrer som i frugt- og grøntafdelingen i et supermarked, og der er stadig knas med strømmen. Karrene med bark og løgskaller koger ikke. Næste punkt på programmet er, at deltagerne skal folde og farve deres silketørklæder. Det er inkluderet i workshopprisen, men der er kun én pavillon, de kan rykke sammen under, og nu regner det for fuldt smadder.
Kogekarrene bliver hurtigt rykket ind i et redskabsskur, hvor Olga Ravn sidder på hug under koste, havesakse og udstoppede grævlinger og rører rundt i planteblandingerne.
”Måske skulle jeg give de andre besked,” siger hun og vader ud i regnen med en sivkurv på hovedet. Under pavillonen skutter deltagerne sig.
”Det er fandeme da noget værre noget,” siger Olga Ravn, mens solcremebøtterne ligger og griner, og deltagerne har taget telefonerne frem og diskuterer lidt farvetips.
”Mor, jeg vil hjem,” siger sønnen.
”Vi er udfordret af regnen. Men fat mod. Vi har stadig gang i løggryden og kirsebærbarken, som ser superspændende ud!” siger Olga Ravn myndigt. Hun prøver at give dampningstips, mens sønnen siger ”moar”. Han putter sig ind til hende, og moren får chokolademærker på sin hvide skjorteskulder af den cookie, der sidder i sønnens mundvige.
Men farvefesten må fortsætte. Olga Ravn drysser bregner, blåtræ og løgskaller ud over det våde stykke silke på bordet, mens deltagerne med koncentrerede miner følger med. Armene over kors, en hånd under hagen.
Pludselig løber Olga Ravn ud i regnen efter et skræppeblad, hun har lyst til at prøve kræfter med. Hun kigger lidt på tørklædet, ruller det stramt og laver det straks om: ”Jeg kan mærke, jeg gerne vil have mere bregne.”
Under pavillonen er deltagerne stimlet tæt sammen i en ring rundt om klapsammenbordet. Kursusleder Ravn viser stjernemønstre og harmonikamønstre, mens regnen trommer på presenningen. Deltagerne spørger, om det er rigtigt, at man kan farve blåt med tis.
”Jeg er ikke nået dertil endnu,” siger hun og forklarer, at der jo skal bruges hen ved 15 liter af de gule væsker, før det kan lade sig gøre.
Frederiksberg
DA HUN GIK i 3. klasse, lurede puberteten om hjørnet, og pigerne i klassen var begyndt at tale om menstruation. Olga Ravn er ikke sikker på, om der overhovedet var nogle af pigerne, der havde fået det endnu, men det gjorde hende ganske ubehageligt til mode, for hun kunne ret godt lide at lege og var på ingen måde klar til at snakke om bind og bryster. Hun tænkte, at hun måtte gøre noget, så hun skrev sig på eventuelt-listen til klassens time, hvor hun ville sige noget.
”Jeg var ekstremt ansvarsfuld, sådan sygeligt ansvarsfuld. Jeg har engang haft en psykolog, der sagde, at jeg måske kunne have tendens til at have overmoral. Ikke på andres vegne, men på mine egne. Det er et kæmpe problem for mig,” siger Olga Ravn og forklarer, at hun var den eneste, der havde skrevet sig på til at sige noget.
”Altså, det var socialt selvmord, jeg var bare ikke klar over det.”
Aftenen inden klassens time lå hun og overvejede, hvordan hun skulle få formidlet til både pigerne og drengene, om de ikke bare skulle lege og parkere den kropslige udvikling lidt. Dagen efter stillede hun sig op til katederet og sagde: ”Jeg synes, at det er så ærgerligt, at vi er begyndt at tale så meget om, at pigerne gerne vil have menstruation, og så meget om, at drengene gerne vil have skæg.”
Alle brød ud i grin – også læreren.
”Jeg skammede mig helt vildt. Jeg følte mig fuldstændig ydmyget og udstødt. Det var frygteligt!” siger hun. Historien havde spredt sig til de større klasser på skolen, og klassekammeraternes storebrødre imiterede hende på gangen.
Hun forklarer, at episoden måske er et meget godt billede på, hvad hun selv kalder sin ”sene sociale udvikling”, der gennem tiden har gjort, at hun blandt andet til Gyldendals efterårsreception præsenterede sig selv og sin fødselsdepression i samme åndedrag til nye mennesker, og at hun i det hele taget er en over-sharer, der sommetider kommer til at sige alt det, man ikke må ifølge de uskrevne regler.
Og så var der også dengang i 8. klasse, hvor hun fik et bogmærke, der for hende dengang osede af livsvisdom. ”The pen is mightier than the sword,” stod der, og den sætning forevigede hun selv på en trøje. Der var bare sket det forfærdelige i processen, at hun havde startet med for store bogstaver, så ordene til sidst var blevet klemt. Det resulterede i, at der stod ”the penis mightier than the sword”.
”Dum som jeg er, kunne jeg jo ikke grine med på det ovre i skolen. Jeg var sådan: ’NEJ, der står altså faktisk the pen!’” siger Olga Ravn og spytter de sidste to ord hårdt ud mellem tænderne. ”Det har taget mig lang tid at forstå det der med, at man ligesom skal grine med.”
”Jeg vil ikke sige, at jeg blev mobbet,” siger hun og holder en lang pause, inden hun fortsætter: ”For jeg var egentlig også meget sød og sjov, men jeg var nok ligesom … jeg tog enormt meget opmærksomhed.” Hun trækker benene op under sig på stolen, sådan som børn kan gøre, når de sidder ved et bord.
”Jeg har sgu altid bare været en lille smule sær. Men jeg har svært ved at gå med på andres ideer om, at jeg er det. Jeg vil egentlig allerhelst i hele verden være normal,” siger hun og punkterer ideen om, at det skulle være eksotisk at være anderledes.
”Det er smertefuldt at være afvigende. Alle psykologer siger altid, at det normale ikke findes. Og det er fandeme løgn! Det er kun normale mennesker, der siger det.”
Rungstedlund
SILKETØRKLÆDERNE BLIVER SIRLIGT anrettet med juniblomster og planter og drys fra Olga Ravns pulver-arsenal. Deltagerne folder og farver og lægger deres værker ned i de boblende kar. Regnen er stoppet, og som eftermiddagen skrider frem, fisker deltagerne batik i solnedgangsfarver op af kedlerne.
”Årh, den er pæn!” siger Olga Ravn overdøvende, da en deltager hiver et okkergult tørklæde med firkantet mønster op af et babybadekar, der i dagens anledning agerer eddikebassin. Hun spærrer øjnene op: ”I har virkelig fyret den af med kochenille,” siger hun og konstaterer, at den lyserøde lusefarve går godt sammen med løg. Sønnen løber mod Blixens gamle lade med et hjemmelavet tørklæde med bregnemønster bundet om halsen som supermandskappe.
Der er eftermiddagskaffe, mens indfarvningsprocessen er i gang. Indenfor blander lyden af klirrende porcelæn sig med blød jazz, og fra et spisebords-stort portræt på væggen våger Karen Blixen lige dele majestætisk og nonchalant over kaffeslabberasen med høj cigarføring, turban og sort øjenmakeup. Olga Ravns blik bliver alvorligt hen over kaffen og de velvoksne stykker æblekage, da det går op for hende, at hun ikke helt har tænkt afslutningen igennem. ”Jeg finder på noget,” siger hun og tager en tår.
Frederiksberg
OLGA RAVN har altid hungret efter at være en del af fællesskabet, samtidig med at der er noget i hende, der skriger ved tanken. Hun kunne ikke holde ud at gå i mødregruppe, og i gymnasiet vidste alle, hvem hun var. Mærkeligt tøj, mærkelig makeup. Pigerne i hendes klasse syntes, at Olga Ravn var arrogant.
”De kunne ikke lide mig,” konstaterer hun. Generelt er der ikke meget hyggeligt postkortmateriale fra folkeskolen og gymnasiet for Olga Ravn, og hun puster ud længe, da hun fortæller om, hvor nedtur hun egentlig syntes, gymnasiet var. Hun gik på Aurehøj, fortæller hun, et musisk ’kulturelite’-gymnasium. Olga Ravn gør sine store og skinnende brune øjne smalle og bider tænderne sammen hen over kaffekoppen, som når man ser nogen tage et ubehageligt styrt.
”Jeg gik også på friskole, altså privatskole, i folkeskolen, og jeg må indrømme, at jeg nærer sgu en eller anden irrationel afsky over for meget rige mennesker. Det kommer nok derfra,” siger hun.
Det lykkedes hende at svømme gennem skoletiden alligevel, for hun var dygtig og kunne godt lide det faglige. Men det var altid krydret med rigelige stænk af ubehag. Derfor drømte hun sig væk til Forfatterskolen, hvor de seje og lækre, der også var vilde med poesi, gik.
Hun sendte et manuskript til Gyldendal som 16-årig, og forlaget kvitterede med et brev i postkassen med en invitation til en samtale. Det blev ved samtalen, men med en dugfrisk studentereksamen i baghånden søgte hun ind på Forfatterskolen. Det blev endnu et afslag, dog med en opfordring om at søge igen på et senere tidspunkt.
I tiden efter gik hun på skrivelinjen på en højskole, fremførte sine digte til oplæsninger og skrev til det litterære tidsskrift Hvedekorn. Benarbejdet førte til, at hun blev optaget på Forfatterskolen to år senere. I begyndelsen føltes det vidunderligt. Folk var seriøse omkring poesien, men hurtigt viste en gedigen skyggeside sig.
”Der var et ret heftigt miljø på skolen, hvor der blev drukket rigtig meget. Altså rigtig meget, ” siger Olga Ravn og forklarer, at der var mange fester, og at nogle drak sig fulde inden undervisningen, hvis de var nervøse. Der var både smadderdruk og en kvindefjendsk kultur, syntes hun.
”Vi havde nogle lærere, som mere var kunstnere end pædagoger, kan man vist roligt sige. Og de der grænser mellem lærer og elev, som måske faktisk ville være ret gode at opretholde, var fuldstændig smeltede. Det var sygt ubehageligt,” siger hun og forklarer, at hun også oplevede en konsensus om, at kvindelige forfattere mestendels skrev andenrangslitteratur.
På et tidspunkt skrev hun en tekst om voldtægt, og en mandlig lærer kvitterede ifølge Olga Ravn med den kritik, at det ikke var noget for ham, men at han godt kunne forestille sig, at nogen ville være interesseret i at læse om ”en ung kvinde, der får en ordentlig svaber”.
Der var mandlige gæster på skolen såvel som etablerede mandlige forfattere, som Olga Ravn var decideret bange for, fortæller hun og holder vejret lidt.
”Jeg bliver helt nervøs. Det var også bare, fordi det var sådan nogle hårde år,” siger hun og forklarer, at tiden på Forfatterskolen kulminerede i en heftig depression, der fik hende til at flytte hjem til sin mor. Men i de mørke timer skrev hun sin afsluttende opgave til skolen. Opgaven blev til den anmelderroste digtsamling ’Jeg æder mig selv som lyng’, der blev hendes første udgivelse som forfatter.
Rungstedlund
EN TØRRESNOR BLAFRENDE fuld af naturfarvede tøjstykker lyser op mellem træer, der har hundreder af år på barken. Gul, pink og orange dominerer det mønstrede farvelandskab, og solen, der er kommet tilbage, agerer spotlight.
”Hold kæft, hvor er det pænt, hva’!”
Olga Ravn lyser op i et smil. Da hun pakker sit eget tørklæde ud, står folk i en cirkel rundt omkring hende og messer ”wauw” på ny. Hun har brugt løg og bregne. Snart valfarter deltagerne for at tage billeder af tørresnorene, der bliver lagt op på Instagram, hvor tak-salver for arrangementet fortsætter resten af dagen.
Olga Ravn tager tørresnorene fra en ende af, mens forsamlingen er dødstille, og evaluerer hvert eneste stykke nyfarvet tøj med bedømmelser som ”eddermame et flot foldemønster!” eller ”lidt Stine Goya-agtig”.
Deltagerne smiler, folder hænder og slår blikket ned, når de får ros. Olga Ravn tager et af tørklæderne ned fra tørresnoren og slænger det om halsen, læner hovedet på skrå og smiler med tungen mellem tænderne.
Pludselig kommer Olgas søn: ”Moar, må jeg gerne spille et spil i bilen?”
”Bare tag min telefon,” svarer hun og henvender et ”sorry” til forsamlingen ledsaget af et smil og et træk på skuldrene.
”Nu tror jeg, vi er ved at være færdige. Det har virkelig været dejligt at farve med jer!”
