JEG VOKSEDE OP i Østervang i Hillerød. Det er boligblokke ligesom alle andre blokke, både en rå og helt normal forstad. Stort set alle børn i blokkene gik på Skanseskolen, der senere har skiftet navn til Grønnevang Skole. Hver dag klokken fem minutter i otte kunne man se hele blokkens børn gå den samme vej mod ’Skansen’.
Når jeg er tilbage i Østervang, er jeg 100 procent mig selv. Det er de gode, gamle dage. Min mor, mine to søskende og jeg boede i en treværelses lejlighed med en lille have foran. Det var et afrikansk hjem med alle mulige ghanesiske ting og sager.
På mit værelse havde jeg et skab, en seng, en cd-afspiller og en masse album. Jeg hørte Kanye West, 50 Cent, Snoop Dogg og Black Eyed Peas. Og så havde jeg de der brændte cd’er, som ikke virkede halvdelen af tiden på grund af ridser og snavs, så jeg måtte gnubbe dem mod min T-shirt for at få dem til at virke.
Jeg har altid haft musik i hjertet. Siden jeg var helt lille, hamrede jeg løs på en guitar uden at kunne spille en eneste akkord og øvede trommer uden at vide, hvad jeg lavede. Jeg vil gerne vise mine rødder i min musik.
Det var først, da jeg begyndte i ungdomsklub omkring 11-årsalderen, at det blev sat i system. En pædagog gav en gruppe af os blok og papir, og så skulle vi forsøge at skrive en tekst. Dengang døbte jeg mig selv ’Lil G Boy’. En halv time efter skulle vi så præsentere det, vi havde skrevet, for hinanden og pædagogen. Vi grinte helt vildt af hinandens tekster, for det var ikke sejt at være rapper dengang. Hvis man sagde, man ville være rapper, kiggede folk lidt skævt.
Radioen var altid tændt hjemme hos os. Om det så har været reggae, afrikansk musik eller dansktop. Der har altid været instrumenter, og min mor har altid sunget for mig. Men det er ikke sådan, at min familie har sagt til mig, at jeg bare skulle droppe skolen og gå efter at rappe. De sagde det stik modsatte. Min mor forsøgte på et tidspunkt at sende mig til kirkekor, men det droppede jeg hurtigt. Jeg var der én eller to gange, så var jeg bare ude derfra. Jeg ville bare gerne stå og spytte i boksen.
Det var primært amerikanske artister, vi hørte, og vi fattede slet ikke, hvad de rappede om. Engang spurgte jeg vores pædagog, hvad smack that og hit ’em up betød, men så fik jeg at vide, at det var jeg lidt for ung til at vide. Jeg elskede musikken, men der var ikke så meget, jeg kunne forstå. Det er sjovt at tænke på, at det er blevet fuldt sejt at ville være rapper. Nu har de unge en masse artister at se op til, uanset om det er mænd eller kvinder.
I FOLKESKOLEN VAR det helt standard, at det ikke var sejt at være afrikaner. Det er noget, jeg ikke kan glemme. Folk løj, og det gjorde jeg sikkert også selv, om, at de var fra Frankrig eller Brasilien eller Portugal, i stedet for at sige Nigeria eller Ghana. Det var ikke cool eller in at være fra et afrikansk land. Det var åbenbart sejere at være afrikansk franskmand end ghaneser, hvilket er helt sygt at tænke på. Jeg tror, at vi alle var lidt sat tilbage i tiden i forhold til kontinentet Afrika. Man tænkte på safari og lerhytter og SOS Børnebyerne. Folk var uvidende, men vi ved bare mere om forskellige kulturer og lande i dag.
Pludselig blev det cool at være afrikaner. Så lavede Drake og en masse andre musikere afro-inspireret musik, og nu kører det også herhjemme. Når de største artister i verden anerkender en kultur og en lyd, bliver det cool, og så tror jeg også, folk får lyst til at fortælle, at de er stolte over at være et bestemt sted fra. I Danmark har vi ikke haft mange store afrikanske artister. Det er helt nye tider for den nye generation, som kan spejle sig i mange flere forbilleder.
Jeg var tæt på aldrig at gøre folkeskolen færdig. Jeg droppede ud af 7. klasse, fordi jeg var en lille rod med for meget krudt i røven. Jeg var forvirret, og jeg spildte min tid på alle mulige dumme ting. Om morgenen tog jeg skoletaske på, og så tog jeg ud med en ven, som også pjækkede.
Uden at skulle fortælle for meget lavede jeg en masse ting, som jeg ikke er stolt af i dag. Nogle år senere vendte jeg tilbage og tog både 9. og 10. klasse.
Men der gik alligevel en del år, før jeg fandt ud af, hvad jeg gerne ville opnå med mit liv. Hver dag tænkte jeg på, hvor dovent et liv jeg levede. Jeg havde ingen mål og ingen drømme.
Da jeg var allermest nede, mødte jeg folkene bag Cannibal Records. Her var der nogle gode mennesker, som kunne lide mine demoer og syntes, at jeg havde potentiale. De havde set mig optræde i ungdomsklubben. Efterfølgende fortalte de mig, at jeg kunne komme langt, hvis jeg gik 100 procent efter det i stedet for at fortsætte den dårlige livsstil. Cannibal Records trak mig væk fra gademiljøet og alt det spildtid-lort, jeg havde gang i.
De sagde, at jeg nu havde et sted hos dem. Jeg fik en nøgle, så jeg kunne låse mig ind i studiet. Og de sagde, at jeg skulle fokusere på musikken. Jeg brugte mange timer i studiet alene, mens mine venner var ude at hygge, arbejde eller gøre, hvad de nu gjorde. Det gav mig et fokus, at jeg kunne tage derud og lave noget med mening. Indtil da havde jeg kørt African time, men jeg er blevet bedre til at holde aftaler. Der var pludselig forpligtelser, ansvar og disciplin. Det handlede om at gå fra dreng til mand. Jeg var en gadedreng, der bare ville have det sjovt. Men de gav mig rammer og struktur.
DER ER NOGLE artister, som godt kan lide at fortælle om det lort, de har lavet, fordi de synes, at det er sejt. Jeg synes overhovedet ikke, det er sejt. Jeg havde en periode, hvor jeg gjorde, hvad jeg skulle for at kunne forsørge mig selv, men det er ikke noget, jeg er stolt af. Folk skal ikke misforstå mig og tro, at jeg prøver at glorificere en eller anden livsstil.
Jeg forsøger at gå væk fra den der gangster-kliché med pistoler, penge og damer, det gider jeg ikke. En ting er at leve det og gå igennem det, men det er ikke den, jeg er. Jeg vil ikke glorificere det i min musik. Jeg skal ikke rappe om, at jeg har gjort sådan og sådan, for så sidder der en lille knægt et sted og tænker, at det er cool, at Ice gør sådan og sådan. Det tænker jeg meget over.
Jeg skreg selv med på ’Hit ’Em Up’ af Tupac uden at vide, hvad det betød. Man kan ikke bebrejde børnene, for de gentager bare, hvad de hører. Man kan måske bebrejde dem, der leverer musikken, men det er jo op til den enkelte. Musik gør noget. Det skaber en livsstil.
Jeg er glad forfor, at folk kan lide min musik, men man skal passe på med det der idol-noget. Jeg er ikke perfekt, jeg laver også fejl, og jeg har lavet mange fejl, uden at jeg vil komme for meget ind på det. Jeg er langtfra perfekt.
Der har været flere episoder, hvor jeg har mistet folk. Min nye single ’Aldrig glemt’ handler om en kammerat, som jeg mistede i et biluheld, da jeg var 16 år. Min ven, hans bror og en veninde havde været i byen. Bagefter tog de bilen hjem og kørte lige ind i en elmast, og alle i bilen døde på stedet. Man kunne virkelig mærke, når min ven var til stede. Sådan en type var han. Vi var meget unge, så det kom virkelig som et chok. Jeg er ikke kendt for at lave tude-musik, så det skulle være en god blanding, og jeg havde ham i tankerne, da jeg skrev sangen.
Jeg gav Danmark afro-vibes fra 2014, men det er først nu, timingen er der. Det handler om groove og rytme, om trommer og gode vibes. Jeg kan ikke tale producersprog, men når trommer giver dig lyst til at bevæge kroppen, så ved du, at du har ramt plet. For mig er det spiritual.
SIDSTE ÅR VAR det mærkeligste i mit liv. På den ene side fik jeg en sang med i FIFA 21 og toppede alle hitlister med ’ErruDumEllaHvad’, men på den anden side lukkede hele landet ned, så jeg ikke kunne optræde overhovedet. Folk fra hele verden danser med på mit track, selvom de ikke forstår noget som helst af min rap. Det var både det sygeste år og et nederen år.
Faktisk var det helt vildt tilfældigt, at sangen overhovedet blev til. Det var en almindelig aften i studiet, hvor producerne smed et beat i ørerne på mig, som jeg egentlig ikke var så vild med. Men jeg kan godt lide udfordringer og tænkte bare ’fuck det’. Jeg freestylede hele det første stykke, og da jeg kom ud, sagde producerne, at det var for sindssygt. Jeg troede ikke helt på det, men gik ind igen og rappede omkvædet og genbrugte et vers fra en anden sang, jeg arbejdede på, og så var sangen færdig.
På trods af den hype, der har været, har jeg strugglet i lang tid, og det er først her på det seneste, at jeg kan leve af musikken. Jeg havde lige udgivet min tredje single, ’Blondiner og brunetter’, da jeg begyndte at få shows i Sverige og Norge. Dengang lagde vi ingenting i lommerne. Det hele handlede om at få Cannibal Records til at køre rundt. Det var all money in, no money out, og det var sindssygt hårdt i perioder.
Jeg tror, vi klarede det, fordi der var et sammenhold. Hvis en havde en pizza, fik alle et stykke. Alle i studiet var i samme båd, og vi havde samme mål. Folk omkring mig kunne se, at jeg lavede shows i Norge og Sverige og havde succes på YouTube, så de troede, jeg var flyvende. Men det var jeg sgu ikke. Så skulle der betales for coverbilleder, studieudstyr, musikvideoer og så videre. Det koster altså lapper.
Jeg var nødt til at opføre mig ældre, end jeg var. Det var hårdt at gøre i en ung alder. Nu arbejder jeg med mit debutalbum, som kun mangler det sidste krydderi. Det skal jeg arbejde hårdt
på, så jeg kan bevise, at jeg ikke kun er en single-artist. Jeg har altid følt, at jeg skulle tage trapperne, hvor andre har taget elevatoren.
Icekiid med det borgerlige navn Jermyn Creppy er en 24-årig dansk-ghanesisk rapper. I 2016 udgav han hittet ’Blondiner og brunetter’, der er streamet mere end 15 millioner gange på Spotify. I 2020 udgav han singlen ’ErruDumEllaHvad’, som har mere end 21 millioner streams på Spotify og toppede de danske hitlister. Efterfølgende blev han kontaktet af spilfirmaet EA, som ville bruge nummeret i fodboldspillet FIFA 21.
