I Sidse Stephensens barndomshjem i Øster Lindet i Sønderjylland lå en lille aflang, afrundet sten med riller, der blot blev kaldt ’Franskbrødet’. Stenen er formentlig lavet af basalt, og den 52-årige tingfinder, der kan få timer til at gå med at forestille sig, hvordan verden engang så ud, formoder, at man brugte stenen til at rette pileskæfter i rillerne og slibe pilespidser på undersiden.
Sidse Stephensens mor var landmandsdatter og brugte mange barndomstimer på at kravle rundt i plovfurerne, hvor hun kunne finde de mest fantastiske stenredskaber fra en anden tid. ’Franskbrødet’ var sådan et fund. Det har Sidse arvet af sin mor, og i dag står ’Franskbrødet’ i den ivrige amatørarkæologs egen vindueskarm lidt uden for Viborg.
Sidse Stephensens forkærlighed for fund i jorden minder meget om hendes mors. Lige så ofte hun kunne komme til det, gik hun som barn med snuden nedad, hvor hun fandt flinteflækker, forsteninger, og hvad man nu ellers finder, når man konstant orienterer sig mod mulden. Det har hun gjort hele livet, og i mange år regnede hun med, at hun skulle studere arkæologi på universitetet.
”Men jeg fik en studentereksamen, man kunne tørre røv i, for at sige det på godt dansk, så det kunne jeg ikke blive,” fortæller hun.
I stedet fik hun en livsændrende oplevelse med amatørarkæologien, da hun for fire år siden besluttede sig for at købe en metaldetektor.
”Jeg indså, at jeg blev nødt til at købe en detektor, hvis ikke jeg skulle blive vanvittig efter en flytning til en lejet lejlighed. Min lillesøster havde forinden fundet Fæstedskatten, som er Danmarks største guldskat fra vikingetiden. Så jeg lånte og fik nogle penge og købte en detektor til mig selv i 50-års fødselsdagsgave, selvom jeg kun blev 48.”
Borgerkrigsmønter.
Sidse Stephensen er medlem af Regard-klubben. Det er ikke en officiel klub med logo og ugentlige møder, men nærmere et åndeligt fællesskab for amatørarkæologer, der har prøvet at grave gamle blikæsker med kondomer af mærket Regard op af jorden. Fundene af kondomdåserne fra 1950’erne har hun registreret i en online database, så forskere om 100 år har mulighed for at dykke ned i ’Regard-mysteriet’, som de mange fund af gamle kondomdåser i jorden kaldes.
”Der er jo ikke nogen, der ved, hvad man i fremtiden vil forske i. Det kan være, at det viser sig, at der er en særlig høj koncentration på kirkestierne, hvad ved jeg,” siger Sidse Stephensen, der næsten altid studerer terrænet, før hun tager ud.
Der er oftest 2-3 kilometer mellem tidligere jernalderlandsbyer. Beboelserne har ofte været på sydvendte skråninger og på nordsiden af en eventuel å. På den måde kunne beboerne nyde mere sol og samtidig have let adgang til vand og fisk. Det er sådan noget, man hurtigt lærer, forklarer hun:
”Jeg sidder ofte og kigger på kort, hvor man kan se, hvor der kunne have været bosættelser, eller hvor der er overpløjede gravhøje, der ligger i ager. Det er noget, man tager med i overvejelserne.”
Der er også amatørarkæologer, der benytter sig af luftfotos. I Vestjylland er jorden tilpas sandet, så man kan se, hvor der har været stolpehuller og grubehuse, da kornet i de områder står mere grønt, når det modner. Men hen ad vejen får man en intuitiv fornemmelse af, hvor det ville være fedt at bo som jernaldermenneske, fortæller Sidse Stephensen, der – heldigvis – ignorerede alt det for en stund.
Sidste sommer fik Sidse Stephensen udskiftet begge hofter, og efterfølgende måtte hun ikke selv køre til genoptræningsklinikken. En dag kørte hun i handicaptaxa med en ældre herre, som syntes, at det var vældig spændende, at hun gik med detektor. Inden hun steg af bussen, spurgte han, om ikke hun ville besøge hans fødegård, som hans søn nu ejede.
”Jeg fik lov af sønnen i september, men jeg fik simpelthen ikke taget mig sammen, fordi der altid var noget, der var mere spændende. Men en dag i januar, hvor ingen af mine faste makkere kunne gå med, spurgte min datter, som trængte til at være alene hjemme: ’Kan du ikke bare tage ud på en eller anden mark?’ Og det gjorde jeg så.”
Aldrig havde Sidste Stephensen været på så tom en mark. Normalt finder man som det mindste noget affald, men nej, og da hun havde gået rundt i små tre timer, besluttede hun sig for at trave en tur ned til et træ i nærheden og derfra op mod bilen. Hvis hun ikke fandt noget undervejs, ville hun slukke detektoren og køre hjem.
”Og så fandt jeg en borgerkrigsmønt. En lille, lidt grim, grøn gnalling. De er ikke store og heller ikke særlig kønne. Jeg havde fundet 5-6 stykker før i mit liv. Men pludselig begyndte min detektor at gå amok. Jeg troede, at den var blevet syg, og slukkede for den, fordi den bippede helt vildt.”
Fem minutter senere stod Sidse Stephensen med 13 borgerkrigsmønter og var rystet i sin grundvold – ved en ren og skær tilfældighed var hun vadet lige ind i en skat.
”Vi afleverede 6.673 mønter til Nationalmuseet i juni. Det tog knap 1.400 mandetimer, og jeg var på marken i alle de lyse timer ved siden af fuldtidsjob, en ny hundehvalp og at være mor. Uden hjælp fra en masse andre amatørarkæologer havde det været et mareridt. På andendagen blev TV Midtvest koblet på, men det var hemmeligt. Normalt siger man ikke til nogen, at man har fundet en stor møntskat, for der har været tilfælde, hvor tyveknægte har været ude at rippe fundet.”
Sidse Stephensen digter altid videre, når hun finder historiske genstande. I tilfældet med møntskatten forestiller hun sig, at det var en stormand i 1334, der gravede skatten ned i et vejkryds, inden han tog til slaget i Taphede, hvor de lokale fik læsterlige klø. Hun blander forestilling med den viden, hun får fra historiske beretninger, og fremmaner en sandsynlig historie.
”Mønter er meget fine, men de er ikke lige så interessante som personlige genstande, for eksempel en ten-vægt. Det er sådan en blyperle, der sad på en pind, man spandt uldtråd på. Når jeg finder noget, der har været personbåret – eller et personligt stykke værktøj – bliver det meget mere interessant, fordi der stadig er en sjæl i genstanden. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan det så ud for 1000 år siden.”
Møntskatten er hendes største fund og vil formentlig være det i meget lang tid fremover. Men hun husker tydeligt første og eneste gang, hun fandt guld. Det var et lille guldhængesmykke, et såkaldt kristogram.
”Guld bliver aldrig snavset. Hvis der er jord på, skal du nærmest bare kigge på det, så bliver det rent. Jeg kunne slet ikke få ind i min knold, at det var guld, og at det var gammelt, for det lignede noget, man lige havde hentet i en butik. Med guldsmykket forestiller jeg mig, at det var en munk, som tabte det på vej fra Viborg til Randers eller sådan noget.”
Men det handler ikke kun om at finde gemte skatte. Det er også en måde at koble af på.
”I den her hektiske verden er det en slags mentalhygiejne at gå rundt på en mark i den friske luft. Det er det samme som at fluefiske i Karup Å eller gå op i mindfulness. Jeg kan bare ikke lide fisk, så det ville ikke give mening.”
Sidse Stephensen er 52 år og underviser på film- og tv-produktionsuddannelsen på medieskolerne i Viborg. Hun går med detektor cirka en gang om ugen og begyndte at bruge metaldetektor for fire år siden. Hun bor i Vejrumbro lidt uden for Viborg.
