GARDINERNE VAR TRUKKET for i det lille værelse og hindrede solens stråler i at komme ind. Kun fjernsynet for foden af sengen kastede en smule lys ind i soveværelset, hvor Aleksij Shevchenko lå på sengen med et tyndt lagen. Lungerne er hærget af tuberkulose, og det er en evig kamp at trække vejret for den 59-årige pensionist, der er sunket ind til næsten ingenting. Han har ofte strømsvigt og var derfor taget over til sin søster på den anden side af vejen for at se fjernsyn, selvom han kun sporadisk følger med i flimmerkassens kavalkade af ligegyldige programmer.
Han opdagede ikke den 122 millimeter store mortergranat, der brød den stille morgen med en hvislende lyd hen over himlen og sluttede sin færd med et enormt brag. Eksplosionen sendte rystelser gennem huset og knuste ruderne i nabohusene. Et fragment på størrelse med en knytnæve brød en rude og trillede hen over gulvet i søsterens stue, mens en støvsky rejste sig udenfor.
Aleksij Shevchenko kæmpede sig op. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket, og kom frem til, at mortergranaten måtte have ramt længere væk. Der har trods alt været krig mellem de russisk-støttede separatister og Ukraine i syv år i det østlige Ukraine, og hver nat kan han og de 12.000 andre indbyggere i New York høre lydtæppet fra en krig, der måske er glemt, men langtfra er ovre.
Aleksij Shevchenko.
Kort efter kom panikslagne naboer løbende. De gjorde det klart, at det var hans hus på den anden side af vejen, der var ramt. Aleksij Shevchenko løb over til huset så hurtigt, som de spinkle ben kunne bære ham. Hunde jamrede i baggrunden fra nabohusene, mens Aleksij Shevchenko til sin frygt så, at granaten havde ramt hans soveværelse, havde dækket hans seng med mursten og gjort hans hjem ubeboeligt.
Da Ud & Se et døgn senere ankommer til New York, triller tårerne ned ad kinderne på Aleksij Shevchenko, og han sætter sig ned på hug for at få luft. Det er ikke lettelsen over at være i live, der fylder. I stedet er vreden ved at æde ham op. En vrede, som kort efter bliver til fortvivlelse. Han får omkring 400 kroner om måneden i pension. Han kan på ingen måde betale for skaderne.
”Jeg har næsten ingen penge til medicin og mad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” gentager han.
”Hvad bilder de sig ind?”
I horisonten er frontlinjen synlig. Fabrikken t.v. er den lokale fenolfabrik, som holder byen i gang.
ALEKSIJ SHEVCHENKO BOR i en by, der på grund af sit nylige navneskifte har fået en del international opmærksomhed. Stedet og byen er grundlagt i midten af 1800-tallet af tyske mennonitter, og den fik navnet New York, da en af de allerførste bosættere ville imponere sin kone, der kom fra USA. Sådan hed byen, indtil Stalin i 1951 fik øje på navnet, der i den symbolstærke og kolde efterkrigstid virkede som en lille, irriterende sten i skoen på det store kommunistiske projekt. Byen blev derfor omdøbt til Novhorodske, men nu er det oprindelige navn tilbage.
Lokale kræfter har med succes kæmpet for at gennemføre navneskiftet, og de håber på en ny begyndelse for den gamle industriby, der ligger klemt inde mellem frontlinjen mod øst og syd og militærets kontrolposter mod nord og vest.
New York ligger kun et par kilometer fra frontlinjen i Østukraine, hvor krigen mellem russisk-støttede separatister og Ukraine har kostet mere end 13.000 mennesker livet siden 2014 og har drevet halvanden million mennesker på flugt.
En krig, der brød ud efter Majdan-revolutionen i 2014, hvor ukrainske folkemasser krævede, at den daværende præsident Viktor Janukovitj skulle gå af, da han takkede nej til en associeringsaftale med EU og i stedet ville lave en aftale med Rusland.
63-årige Nadiya Ivanivna Popova lever i den fattigste del af New York. ”Jeg ved ikke, hvad vi kæmper for,” siger hun.
En statue af den russiske poet Aleksandr Pusjkin har en central plads i New York, mens denne statue af den ukrainske poet Taras Shevchenko står i et hjørne af parken.
Janukovitj trak sig senere samme år, men alligevel blev folkefesten i store dele af Ukraine hurtigt afløst af frygt: Rusland annekterede den ukrainske Krim-halvø, og en krig brød ud i den østlige Donbass-region mellem russisk-støttede separatister og Ukraine.
Som mange andre byer langs fronten blev New York ramt økonomisk. Den var kortvarigt besat, og både krigen og Sovjets fald har accelereret en økonomisk deroute. To ud af byens tre fabrikker er lukket, og der er ingen, der investerer. Måske på grund af den stadige risiko for morterangreb som det, der ramte Shevchenkos hus dagen før, Ud & Se besøgte byen.
Læg dertil, at 28 procent af Ukraines befolkning er forsvundet siden Sovjetunionens fald. Mange er rejst, efter krigen brød ud, og sådan er det også i New York, hvis gadebillede er præget af ældre mennesker. Byen holdes i dag kun i live af en stor fenolfabrik, som ifølge byens borgere forurener og giver folk vejrtrækningsbesvær.
Byen minder dermed om de andre byer langs frontlinjen. Ofte er de centreret om en enkelt fabrik eller en kulmine. Tag nabobyen Toretsk, også bare kaldet ’kulminebyen’. Her arbejder mange i urentable kulminer, som den ukrainske regering gerne vil lukke, og det skaber vrede blandt borgerne, som frygter, at de ingen fremtid har. Det billede går igen over hele regionen, hvor bjerge af mineaffald bryder landskabet.
DA MORTERGRANATEN ramte, sad 65-årige Lyubov Toldykina lidt længere henne ad vejen og vaskede agurker i sin baghave omgivet af frugttræer. Hun kunne høre den hvislende lyd fra granaten kort før nedslaget, og hun vidste, at noget var galt. Derefter kom braget og trykbølgen, der rystede hendes hus, rev tagsten af og sendte en kuldegysen gennem hendes krop.
”Jeg gik i panik. Det var så højt. Jeg kunne høre naboernes skrig,” forklarer Lyubov Toldykina, der er pensionist og bor i et mindre murstenshus med sine to voksne døtre.
To fragmenter fløj ind i deres have efter nedslaget. En af hendes døtre samlede et stykke op og brændte sig på det varme metal, fortæller Lyubov Toldykina. Natten før granaten faldt, havde hun et mareridt, hvor hun gik rundt om et hus uden tag, og vågnede badet i sved. Hun er ikke i tvivl om, at det var et forvarsel om mortergranaten.
”Jeg har ikke kunnet sove siden. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det kunne have været vores hus. At det kan være mit hus næste gang,” siger Lyubov Toldykina, der byder på saftevand og frygter, at hun blot ved at lukke øjnene vil få et nyt syn om død og ødelæggelse.
Lyubov Toldykina.
I sin baghave fortæller hun om den mur, den nuværende ukrainske præsident Volodimir Zelenskij siger, at han vil bygge langs frontlinjen, hvis der ikke kommer gang i de fejlslagne fredsforhandlinger med Rusland og separatisterne. Stagneringen har fået Ukraine til at frygte, at Rusland vil prøve med en militær løsning.
”En mur vil være frygtelig for os. Den vil ødelægge alting. Jeg håber stadig på fred. Jeg ved godt, at fred næppe vil genåbne fabrikker, men det er stadig et håb, selvom jeg ikke tror på fred, så længe Putin er ved magten. Men måske når han dør? Jeg tror, at alle på tværs af grænsen vil være glade, når han dør,” siger Lyubov Toldykina, der kender mange på den anden side af grænsen. Lidt på samme måde, som folk i det gamle Vest- og Østtyskland havde venner og familie på begge sider af Berlin-muren. Lyubov Toldykina slår fast, at hun ikke er sur på de ukrainere, der bor på den anden side, eller på russerne for den sags skyld. Det er den russiske præsident Vladimir Putin og politikerne i Ukraine, der får skylden.
”Vi er jo det samme folk. Det er ikke os, der har valgt krigen,” siger hun.
Byens lokale tankstation er en attraktion. I baggrunden den lokale fenolfabrik, hvor over 2.000 mennesker har deres daglige gang.
I NEW YORK giver flere beboere udtryk for, at det er krigen, der har splittet dem ad og skabt et dårligere forhold til de ukrainske separatister i de besatte områder og i Rusland. Det bakkes op af flere undersøgelser. Et studie lavet af Kiev International Institute of Sociology viser, at andelen af ukrainere med et ’godt indtryk af Rusland’ faldt fra næsten 80 procent før krigen i 2014 og ned til 30 procent i 2015.
Der er dog markante regionale forskelle. Østukraine er kendt for traditionelt at stemme mere pro-russisk. En undersøgelse fra International Republican Institute før det ukrainske præsidentvalg i 2019 viste, at blot tre procent af vælgerne i Vestukraine så det som vigtigt med et godt samarbejde med Rusland, mens det tal var 49 procent i Østukraine.
Ala (t.v.) på det lokale marked. ”New York er den bedste by i verden,” siger hun.
Ukrainernes tilhørsforhold er et betændt emne. For nogle måneder siden udgav Vladimir Putin et essay om russernes og ukrainernes historiske samhørighed, som mødte stor modstand i dele af Ukraine. I essayet argumenterede Putin blandt andet for, at ukrainere og russere er det samme folk, og at Ukraine i dag er ved at udvaske sine russiske rødder.
”De (den ukrainske elite, red.) begyndte at mytologisere og omskrive historien, redigere alt, der forenede os, og de henviste til den periode, hvor Ukraine var en del af Sovjetunionen, som en besættelse … Uundgåeligt kom der en tid, hvor begrebet ’Ukraine er ikke Rusland’ ikke længere var en mulighed. Der var behov for ’anti-Rusland’-konceptet, som vi aldrig vil acceptere,” skriver Putin og fortsætter:
”Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at dannelsen af en etnisk ren ukrainsk stat, der er aggressiv over for Rusland, kan sammenlignes i sine konsekvenser med brugen af masseødelæggelsesvåben mod os (…) Og til dem, der vil foretage et sådant forsøg, vil jeg gerne sige, at de på denne måde vil ødelægge deres eget land.”
KONTRASTERNE KOMMER OGSÅ til udtryk i New York. På en bænk i udkanten af byen sidder 53-årige Andrei Mykolayvych og fortæller om manglende drikkevand i byen, netop som en anden beboer kommer fordi. Det er 58-årige Slavik Vanishov, der har en cigaret dinglende i munden og en lille vodkaflaske stoppet ned i skuldertasken. Han sætter sig ned og blotter en søværnstatovering på højre skulder fra dengang, han gjorde tjeneste i Den Røde Hær i 1984.
”Jeg kan ikke lide livet her. Alting koster for meget. Det var bedre dengang med Janukovitj. Dengang var der ikke krig. Fabrikkerne var åbne, og priserne var lavere,” siger Slavik Vanishov, der arbejder i New York som kommunalarbejder.
Kommentaren får Andrei Mykolayvych på bænken til at reagere. Han forsøger ihærdigt at forklare, at alting ikke var bedre under præsident Viktor Janukovitj, dengang før Majdan-revolutionen. Penge forsvandt ud i den blå luft, og der var mindre frihed, siger han og forsøger også at trænge igennem med argumenter om, at tingene jo nok skal blive bedre, og at det er Rusland, der har angrebet Ukraine, og ikke omvendt.
Slavik Vanishov (t.v.) og Andrei Mykolayvych.
Slavik Vanishov er mildt sagt uenig.
”Jeg har ikke noget ondt at sige om Rusland. De har det på samme måde som os … jeg kunne også bedre lide tiden under Sovjetunionen. Dengang havde vi billigere produkter,” siger Slavik Vanishov, mens Andrei Mykolayvych påpeger, at meget ikke længere er så fattigt som dengang.
”Det er rigtigt, der er flere ting i butikkerne i dag, men hvad skal jeg bruge det til, hvis jeg ikke har penge til at købe det?” spørger Slavik Vanishov og svarer selv: ”Under Sovjet havde alle det samme. Godt nok var der ikke meget i butikkerne, men jeg havde råd. I dag burde medicin også være gratis, men det er det jo ikke. Det var det dengang i Sovjet.”
Diskussionen mellem de to bevæger sig ind på krigen. Andrei Mykolayvych forsøger – endnu en gang – at forklare, at Ukraine forsvarer sit territorium, og påpeger, at da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, startede det hele.
Slavik Vanishov svarer, at det er åndssvagt at kæmpe om Krim-halvøen, da han ser den som historisk russisk.
Ingen af Andrei Mykolayvychs argumenter om en bedre fremtid hjælper. De to skifter emne og taler om, at præsident Zelenskij har sat gang i et stort byggeprojekt over hele landet, der skal bringe bedre veje, skoler og hospitaler.
Slavik Vanishov griner og peger på den gennemhullede vej foran dem. Den blev sidst repareret, da de var børn, påpeger han.
”Jeg kan ikke sige noget godt om politikerne i Kiev. Hvad har de gjort for mig? Se dog her på os. Hvad har Zelenskij nogensinde gjort for at hjælpe mig?” spørger Slavik Vanishov.
”Russerne er værre, de kalder sig for vores broderfolk, men hvilken slags bror spørger: ’Hvem der?’ og svarer med en granat,” svarer Andrei Mykolayvych.
HVIS KRIGEN STOPPER, bliver det muligt at tiltrække virksomheder. Vi har allerede en del investorer, der er klar, men de holder sig tilbage på grund af krigen,” siger 27-årige Kristina Shevchenko, der arbejder som skolelærer i byen og ikke bare er leder af den lokale gruppe, der har kæmpet for navneskiftet til New York, men også har været med til at restaurere lokale monumenter, hjulpet med til at rydde op i byen, blandt andet på gravsteder, og har været med til at bygge et lokalt kulturcenter, inklusive et bymuseum.
”Det er smertefuldt for mig at se, hvordan unge mennesker ikke har steder, hvor de kan få en uddannelse her i byen. Jeg vil have, at de unge udvikler sig, og at vi kan give dem en god start på et bedre liv. Jeg kan godt forstå, at det er nemmere bare at flytte herfra. Men vi har alle familie og venner her. Og jeg har et ansvar over for de børn, jeg underviser,” siger en håbefuld Kristina Shevchenko.
New Yorks busstation er byens centrum.
Alle er dog ikke lige så optimistiske. I en anden del af New York bor den 45-årige pædagog Alona Rotach i et gammelt murstenshus med sin søn. I baghaven har de en stor køkkenhave og et das – det er frysende koldt om vinteren, fortæller sønnen. Så koldt, at han joker med, at han ikke spiser om vinteren for at undgå at skulle gå ud på det kolde das.
Alona Rotach viser rundt i sin køkkenhave blandt vindruer, jordbær, ferskner, kartofler og frugttræer. Det er nødvendigt at have en stor køkkenhave til at supplere indkomsten, forklarer hun og fortæller, at det store problem lige nu er, at der ikke er noget vand. Alt i køkkenhaven er ved at visne. I baggrunden gør familiens lille hund, en lille kryster af et corgi-kryds, så gemmer den sig igen i hundehuset.
DET ER IKKE kun vandet oppefra, der er udeblevet. Også de ukrainske newyorkeres vandhaner er løbet tør. Vandet i hanerne, der kommer nordfra, går gennem vandrør, som løber tværs over frontlinjen, og fra tid til anden bliver rørene ramt af granater. Det betyder, at tusindvis af mennesker i det østlige Ukraine må leve uden vand. I New Yorks tilfælde er der tale om uger uden vand, men mere uheldige landsbyer har ikke haft vand siden krigens begyndelse.
Alona Rotach har svært ved at være begejstret over navneskiftet. Det er kun navnet, der har ændret sig, påpeger hun. Ikke andet.
”Indtil videre har jeg ikke følt, at vi bor i New York. For os er det stadig Novhorodske. Vi blev omdøbt, men indholdet og livet i vores by har ikke ændret sig. Vi mangler penge her i byen til at forbedre tingene, men dem har vi ikke, og vi har næsten intet arbejde heller,” siger hun.
Samaja sælger grøntsager på markedet i New York. Hun er oprindeligt fra Baku i Aserbajdsjan og flygtede efter den første krig mellem Armenien og Aserbajdsjan.
Indenfor i huset, der minder om et gammelt dansk bondehus, er hun ved at lave marmelade, og hun byder på ost og kager, mens hun lystigt fortæller om barndommen i byen, der både havde biograf og ungdomsklubber, og hvor der var arbejde til alle. Men nu er det fjerne minder om en tid, som nok aldrig kommer igen.
”Jeg håber på en bedre fremtid, men mest af alt håber jeg på, at det ikke bliver værre. Hvis krigen blusser op igen, vil mange dø. Jeg forstår godt, at vi skal forsvare vores territorium, men der er også mange mennesker på begge sider af fronten, der intet har med det at gøre. Vi burde kunne tale sammen,” siger Alona Rotach, der hver morgen vågner taknemmelig.
Hun håber blot, at der snart kommer vand igen. Det er mest det, hun drømmer om.
Hendes lille familie har ikke tænkt sig at flygte, da de ingen penge har: ”Grundlæggende er vi det samme folk på begge sider af fronten, men propaganda og politikere har splittet os ad. De fleste mennesker har jo været naboer, familie eller venner. Politikerne siger altid, at vi skal fortsætte med at kæmpe, at krigen kan vindes. Jeg synes, de skal komme ud og bo her. Så kan det være, de ændrer mening.”
Alona Rotach bor med sin voksne søn i et lille murstenshus. Familien har svært ved at få tingene til at løbe rundt. Husene i New York koster fra 10.000 til 40.000 kroner. Alona er sur på de mennesker, som siger, at Ukraine bare skal blive ved med at kæmpe. De forstår slet ikke, hvad der foregår, forklarer hun.
