STEMMEN NÅR helt ud over gårdspladsens kantede brosten. Den er trist, næsten klagende.
Da jeg nærmer mig det hvidkalkede hus, kan jeg høre, at det er Maria Callas, der er på besøg i radioen. Lyden af hendes sang sætter sig i kødet. Hele morgenen har sendefladen på tv og radio været viklet ind i nyheden om digteren Benny Andersens død. Inden jeg kørte hjemmefra, læste jeg et tilfældigt opslag på Facebook, der enkelt og effektfuldt indfangede den følelse, som mange voksne danskere sikkert slæber rundt på: ”Nu falder de store.”
Jeg er kørt langt ud på Djursland for at besøge sejleren, foredragsholderen, forfatteren og eventyreren Troels Kløvedal på hans firelængede gård i den lille landsby Gravlev. Det er en fredag i august, og en af de varmeste somre nogensinde nærmer sig sin afslutning. I morges lå der en skarp bund af kulde i luften – den, som altid rammer, når den ulmende sensommer sætter ind.
Jeg står i solskin foran en grønmalet hoveddør og tager tilløb til at banke på.
Dunk, dunk, dunk.
En gang til. Der sker ingenting. Igen. Stadig intet tegn på liv på den anden side, bortset fra den højlydte musik, der trænger ud gennem de lukkede vinduer. Så glider døren pludselig op. En kvinde i tynd uldsweater kigger på mig med milde øjne gennem et par runde stålbriller. Hun byder indenfor og lader hånden signalere, at jeg skal beholde skoene på.
”Den slags bekymrer vi os ikke om her i huset,” smiler hun og viser vej gennem entreen og videre ind i huset.
”Han sidder inde i stuen og venter på dig.”
Ombord på Nordkaperen, 1979.
ET PAR MÅNEDER tidligere landede den første mail i min indbakke. Den dødssyge søfarer havde sagt ja til at lade sig interviewe en sidste gang over mail. Tale kunne han ikke længere på grund af den sjældne nervesygdom ALS, der i 2016 på uforklarlig vis ramte ham som en højresvingsulykke. Brutalt og uden varsel.
Siden havde sygdommen stædigt ædt af Troels Kløvedals førlighed, så han nu var endt i en elektrisk kørestol og en lånt hospitalsseng med et fast hold af plejere, der hjalp ham gennem dagen.
I løbet af foråret gik det for alvor den forkerte vej. Benene kunne ikke længere bære ham, kræfterne forlod stille hans arme og hænder, og nogle nætter var smerterne i kroppen så stærke, at han kæmpede for overhovedet at falde i søvn. Han havde for længst mistet evnen til at spise fast føde, og i mange måneder var alle måltider kommet ind via en tynd plasticslange. Flydende og uden smag. Lungerne havde også givet op, og nu trak han vejret med hjælp fra en respirator, der var opereret ind i halsen. Det var ved at være sidste udkald.
Jeg havde aldrig mødt manden personligt. Kendte ham kun fra distancen som den sejlende eventyrer, der som ung langhåret hippie havde købt et rustent sejlskib af stål sammen med en flok venner og var stævnet ud for at bruge sit liv på det, de fleste drømmer om, men de færreste formår. For de fleste svigter modet, fornuften vinder, og drømmen om den store jordomrejse smuldrer ned til en måneds rygsæksrejse på Cuba, en interrailtur rundt i Europa eller en forlænget vinterferie i Thailand.
Nogle dage inden havde jeg sendt ham en længere præsentation af mig selv, der indviede ham i, hvordan jeg som ung, inspireret af netop hans begejstring for verden, havde kastet mig ud i et seks måneder langt dannelsestogt. En tur, der blandt andet tog mig ud på en 3.000 kilometer lang cykeltur ned gennem Europas kringlede net af småveje.
Jeg fortrød i det sekund, jeg havde klikket på send. Hvad skulle Troels Kløvedal bruge mine beskedne rejseminder til, når hans egen erindring rummede billederne af tre jordomsejlinger? Jeg forestillede mig, at han gennem årene måtte have lagt ører til et hav af personlige historier fra beundrende landsmænd og efterhånden havde mistet interessen for den slags rejsestof. Men svaret, der tikkede ind dagen efter, var renset for overbærende hovedrysten.
Kære Marcus
Tak for din lange, udførlige mail. Sikken en tur på cykel! Den fik jeg lyst til at cykle. Jeg er som bekendt syg ad helvede til af denne besynderlige sjældne sygdom, ALS. I går hostede jeg blod op af lungerne, men i dag har jeg det bedre. Jeg har meget svært ved at skrive, da mine arme og fingre er så svage, og jeg kan jo ikke tale og spise, men vi finder ud af et interview på en eller anden måde. (…) Kronprinsen har i øvrigt lige skrevet, at han med stor glæde vil åbne den store udstilling på Naturhistorisk Museum i Aarhus til oktober. Og Lis Sørensen vil synge sin sang ’Verden er i farver’, som jo har været lidt af en kendingsmelodi til mine udsendelser.
Kærlig hilsen Troels
“Når man er død, er man død.
Man giver verden videre til børn og unge,
hvad enten man er forælder til dem eller ej.”
HVORDAN ER DET mon for en mand, der har dyrket et liv i grænseløs frihed, pludselig at være låst fast i sin krop? I prologen til sin erindringsbog ’Alle mine morgener på jorden’ beskriver Troels Kløvedal ”det vidunderlige ved at vågne for et åbent koøje, hvis vinden og søen har tilladt det, stå op, sætte vand over, springe splitternøgen på hovedet i vandet, svømme to gange rundt om skibet, kravle op ad badelejderen, tørre sig på agterdækket, lave kaffe og langsomt se de andre vågne og komme til syne”.
Den form for formidling af basal frihed har givet de svimlende salgstal, som hans bøger har leveret siden den første udgivelse, ’Kærligheden, kildevandet … og det blå ocean’ i 1978. En bog, der af mange af tidens unge blev betragtet som en slags instruktionsbog i, hvordan livet skulle leves.
Kære Troels
Tak for din mail. ”Havet er så blåt, som et øje kan se” fra sangen ’Verden er i farver’ er en ubetalelig linje! Jeg ved fra dine beskrivelser – både i bøgerne og på tv – at du har haft mange morgener på jorden med fremmede og farverige udsigter. Hvordan ser det ud, derfra hvor du sidder nu?
Kærlig hilsen Marcus
Svaret tikkede ind et par timer senere, og man skulle ikke mange linjer ned i teksten for at konstatere, at nok havde Troels Kløvedal mistet sin evne til at tale, men fornemmelsen for at formulere sig var tydeligvis intakt.
Kære Marcus
Når man mister sin bevægelighed, går man jo fra den store verden til den lille verden. Jeg har en smuk bondehave med mange gamle frugttræer og anlagde for 15 år siden en større frugthave ude på den frugtbare eng i forlængelse med haven. Jeg drømte som barn om at blive zoolog og har altid været interesseret i botanik. Det betyder nu, at jeg fra min elektriske kørestol har masser af tid til at beundre denne verden igen. Jeg studerer admiralsommerfuglene på nært hold i timevis, og der er ikke en knop på mine mange frugttræer, som jeg ikke holder øje med. Ligesom jeg hver morgen holder øje med, at jorden drejer. Gården ligger sydvendt, og den 21. december går solen lige over bøgeskoven bag marken, og der er mere sol i stuerne end på en sommerdag, fordi den nu kaster sine stråler ind under stråtaget.
Han skrev også om, hvordan han sad oppe i sommernætterne, viklet ind i dyner og tæpper, og betragtede sine elskede navigationsstjerner, mens han lyttede til dyrene, der puslede rundt i havens træer og krat:
Jeg har også tjek på alle fuglene, og jeg har en havørn svævende over gården, som har rede nede ved min bådebro i Stubbe Sø. Der går tit store fugletræk over gården, og jeg kan følge med i, hvordan fuglene opfører sig nede i mosen. Gøgen er her stadig, men nattergalen kommer desværre ikke mere. En due har for øvrigt lige bygget rede i mit selvplantede birketræ på gårdspladsen. Sådan er min udsigt nu.
Kærlig hilsen Troels
KLØVEDAL PÅ MUSEUM
1. november søsætter Naturhistorisk Museum i Aarhus udstillingen ’Frihedens værksted’ i samarbejde med Nordea-fonden. Her kan man opleve Troels Kløvedals eventyrlige sejlerliv og møde med mange af verdens forskellige kulturer.
Udstillingen sætter fokus på livet og rejserne med Nordkaperen – tæt på og i pagt med naturen. Undervejs kan gæsterne blandt andet opleve aldrig tidligere viste klip fra rejserne med Nordkaperen og en lang række af Troels Kløvedals private ejendele – genstande, der aldrig har været udstillet før.
Udstillingen stiller også skarpt på livets store spørgsmål om kærlighed, frihed og fællesskab. Den handler om at rejse ud og komme hjem igen, at møde fremmede med nysgerrighed og tillid, at elske naturen og vogte sig for dens kræfter og at blive ved med at gøre sig dygtigere og klogere på verden.
Man kan gå på opdagelse i et væld af kultur- og naturhistoriske genstande, som Troels Kløvedal har samlet fra hele verden. Derudover vil man kunne opleve, hvordan Nordkaperen er indrettet under dæk og få følelsen af at stå til søs.
Der vil være et ’raritetskabinet’ over spændende private genstande fra de mange rejser, og udstillingen vil have udblik til verdens fjerneste egne – fra Bali over Kina til Påskeøen – men også til Danmark og Djursland, hvor Troels Kløvedal føler sig hjemme.
Udstillingen løber til 8. september 2019, hvorefter den flytter til M/S Museet for Søfart i Helsingør.
VI VAR I GANG, og hovedpersonen var i bedre form, end jeg havde forestillet mig. Det lovede godt for fortsættelsen.
Kære Troels
Du har brugt det meste af dit voksne liv på at sejle. Hvad er det ved havet, der gjorde, at du var nødt til at blive ved at opsøge det?
Kærlig hilsen Marcus
Mailen røg af sted sent om aftenen. Allerede næste morgen lå der et svar i min indbakke.
Kære Marcus
Fascinationen af havet er jo omsiggribende. For det første så giver det en vidunderlig følelse at kunne sætte sig ned med sine søkort og planlægge en rejse ud i verden, lige derhen man vil. En vidunderlig følelse af frihed, og man skal ikke spørge om lov nogen steder. Verden er stadig så åben, at hvis en flok drenge og piger bygger en tømmerflåde og siger, at nu vil de sejle til Stillehavet, så er der ikke en kat, der kan forhindre eller forbyde dem det. Nu er gps’en jo opfundet, men før i tiden sejlede vi på den astronomiske navigation, og man gjorde stjernehimlen til en kær og fortrolig ven, der viste én vej. Derudover så ligger alle verdens kulturer åben for én, lige til at sætte sig ind i og besøge. Og så er der fornemmelsen ved at sejle oven på de abyssale dybder (4-km-gennemsnittet for verdenshavene), friheden ved at befinde sig mellem vejret, skyerne, stjernerne og så verdenshavet, som man kan dykke i. Man ved jo stadig mindre om livet på havets bund, end hvad der sker på månen.
Kærlig hilsen Troels
Kære Troels
Jeg ved fra dine bøger, at det aldrig for alvor er gået galt ude på havet, at du og Nordkaperen aldrig har haft alvorlige uheld i de mange år, I har sejlet sammen. Men har du aldrig været i situationer, hvor du var rigtig bange?
Kærlig hilsen Marcus
Kære Marcus
Held er jo en mærkelig størrelse, men som hippiekaptajn var vi jo imod autoriteter. Så i stedet for at komme med ’sådan-og-sådan-ordrer’ lod vi tvivlen komme op til overfladen. Når man lægger 10.000 kurser i sit liv, vil man statistisk altid lave en fejl, og bare en enkelt fejl, så ligger du jo oppe på revet. Derfor har vi altid ladet en anden se på kursen og udregningerne, for man kunne jo have gjort noget forkert. Det har meget af den moderne ledelseskultur taget til sig.
Før opfindelsen af gps’en og de moderne vejrmeldinger vidste vi aldrig, hvad der ventede os, og derfor sejlede vi også igennem mange flere storme, end moderne sejlere gør i dag, hvor man uden problemer kan se, hvordan vejret bliver i lang tid frem.
Da jeg var i starten af tyverne, var jeg selvfølgelig nervøs over, hvad skibet kunne holde til, når vi skulle over Biscayen. Jeg mener, at udtrykket ’Kun en tåbe frygter ikke havet’ er helt forkert. Man skal respektere havet, men ikke frygte det. Frygt kan ingen bruge til noget, og slet ikke en sømand.
Kærlig hilsen Troels
Kære Troels
Dine bøger og dine tv-udsendelser er gennemsyret af kærlighed til den viden, man kan læse sig til – både den strengt faglige viden og det eksistentielle klarsyn, som god litteratur bærer i sig. Jeg ved, at du er vild med en af litteraturens tunge drenge, russiske Lev Tolstoj. Hvad er det, han og den slags skønlitteratur kan give et menneske?
Kærlig hilsen Marcus
På Nordkaperen, 1983.
I EN UGE hørte jeg ingenting. Der var intet tegn på liv. Jeg væbnede mig med tålmodighed og tænkte på alle de mennesker, der tidligere måtte gøre det samme, når deres sejlende fædre eller ægtemænd var på havet i månedsvis, indimellem i årevis, uden at give lyd fra sig. Pludselig skete der noget.
Kære Marcus
Jeg har svigtet dig lidt på det sidste. Det skyldes, at jeg på opfordring fra Aarhus Universitet og deres Center for Rusmiddelforskning har skrevet et essay om beruselse. Og så er jeg blevet oldefar i nat, da mit barnebarn Emils kæreste har fået en lille dreng.
Kærlig hilsen Troels
Han havde vedhæftet sit essay, der var sat til at lande i fagbladet STOF på den anden side af sommerferien. Der var ikke sparet på linjerne, og Troels Kløvedal fortalte om svendene på det skibsværft i Helsingør, hvor han som ung kom i lære som skibsbygger. De fleste af dem nøjedes med at drikke en enkelt bajer i frokostpausen, eller når de skulle fejre en kammerats fødselsdag. Men indimellem var han også stødt på kolleger, der drak for at slå problemerne ud af hovedet.
Senere i livet oplevede han mænd, der forvandlede sig til rene uhyrer med løse lussinger i hænderne, når alkoholen gik i blodet på dem. Han fortalte om mennesker med stort talent, der endte i rendestenen eller på en bænk i Ørstedsparken med en flaske i hånden. Selv havde han aldrig brugt alkoholen til at dulme eller flygte fra livet. For ham var der mere hjælp at hente i litteraturen. Undervejs i essayet citerede han en af sine yndlingsdigtere, Charles Baudelaire:
”Berus jer! Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør. Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Men berus jer. Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants grønne græs, i jeres stuers tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt det som flygter, alt det som sukker, alt det som rinder, alt det som synger, alt det som taler, spørg, hvilken time det er: og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret vil svare jer: ’Det er beruselsens time!’ For ikke at blive mishandlede trælle, så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd – som I vil.”
I TROELS KLØVEDALS erindringsbog ’Den tynde hud’ fra 1994 tager eventyreren for første gang offentligt livtag med sin smertefulde opvækst. Det hele begyndte ellers godt. Han blev født ind i familien Beha Erichsen i en lejlighed på Østerbro som det mellemste barn i en børneflok på fem, der blandt andre talte den senere socialrådgiver og politiker Hanne Reintoft og tv-manden Bjørn Erichsen. Da han var syv år gammel, indtraf katastrofen. Hans forældre blev skilt, og børnene blev sendt i familiepleje rundt om i landet. Troels kom ned til en bondegård på Lolland. Sin far mistede han kontakten med. Tre år senere blev de fire yngste børn genforenet med deres mor, men da Troels var 11 år gammel, døde hun, børnene blev igen sendt i pleje, og da Troels ikke trivedes, røg han på kostskole.
Og sådan fortsatte benspændene. Men hvor andre skæbnefæller brugte alkohol og stoffer til at lægge arm med livssmerten, kastede han sig over fællesskabet og det frie liv på havet.
Kære Troels
Tak for dit essay. Det virker, som om du har været dygtig til at få det bedste ud af livet på trods af en start, der kunne have spændt ben for mange andre og ført dem i armene på nederlaget. Hvor kommer den evne til at overleve og komme videre fra?
Kærlig hilsen Marcus
Kære Marcus
Min evne til at få noget ud af tilværelsen har sikkert mange forklaringer, men lige fra jeg var lille, elskede jeg skovene, vandhullerne, salamandrene, fuglerederne, haletudserne, der blev til frøer. Hvis ikke min mor var død, var jeg blevet zoolog. Men ved at være forældreløs opdagede jeg, at jeg selv måtte tage livet i mine hænder. Det gik op for mig, at jeg selv skulle og kunne forme min tilværelse, sådan som jeg ville. Denne følelse af at være et frit menneske slog ned i mig allerede, da jeg blev smidt ud af Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk i Nordsjælland som 15-årig.
Kærlig hilsen Troels
Troels Kløvedal, 2004.
I TRE ÅR havde han siddet på skolebænken og stirret ud ad vinduerne på Det Kongelige Opfostringshus, indtil lærerne besluttede sig for, at drengen var dum, smed ham ud og sendte ham i lære som skibsbygger. Siden sprang han fra lærepladsen og fortsatte som skibselektriker, inden han ad omveje endte i teaterverdenen og til sidst i filmbranchen, hvor han hurtigt arbejdede sig op i hierarkiet som filmfotograf.
Netop som han var ved at sætte aftryk og erobre sig et navn, købte han og en flok venner et sejlskib, satte det i stand og begyndte at drømme om fjerne togter. I sin seneste bog fortæller Troels Kløvedal om en episode, hvor han efter nogle år i filmbranchen får tilbudt et attraktivt job som filmfotograf på en stor produktion, der skal filmatisere Shakespeares ’King Lear’. Men desværre for filmfotografen Kløvedal havde eventyreren Kløvedal allerede en aftale med sine venner på Nordkaperen om, at de skulle bruge sommeren på at sejle til Middelhavet:
”Skulle jeg vælge en karriere i filmbranchen eller stå til søs, fuldstændig udsigtsløst og med en gammel, rusten skude og så bare ud i verden? Skulle jeg vælge filmen eller et liv som sømand med alt, hvad det ville indebære af glæde og skuffelser, men som i hvert fald var spændende og vildt udfordrende?”
Kære Troels
Tak for mailen om at klare sig på trods. I dag synes ungdommen at blive pacet frem til at skulle præstere allerede fra folkeskolen. Nu er det næsten utænkeligt at ’hoppe rundt’ i livet af lyst, som du og mange af dine venner gjorde i 60’erne og 70’erne. Hvad vil du råde nutidens unge til i den forbindelse?
Kærlig hilsen Marcus
Kære Marcus
Jeg skal ikke råde ungdommen, men jeg har sagt til alle mine børn, at de skal gå efter, hvad der interesserer dem. Ikke efter en karriere eller penge. Man kan fint blive mæt af havregrød. Det har de også gjort, og de er lykkelige, velfungerende mennesker. Jeg har også sagt til dem, at de skal gå efter dem, der søger sandheden, men at de skal være på vagt over for dem, der siger, at de har fundet den. Man kan vel sin Sokrates.
Kærlig hilsen Troels
Typisk Troels Kløvedal. Sådan lige at slå et smut forbi en forfatter, kaste opmærksomheden over på filosofien eller hente referencer fra en roman, når han skulle forklare sig. Mønsteret er det samme i hans bøger. Overalt er der henvisninger til verdenshistoriens intellektuelle fyrtårne, der hjælper med at kortlægge tilværelsen. I en af sine første mails fortalte han, hvor meget han hadede at gå i skole. Men så kom bøgerne ind i hans liv, og det var en åbenbaring. Han opfordrede mig til at gå ind på Gyldendals hjemmeside, hvor han havde skrevet en tekst om, hvordan litteraturen i åbnede sig for ham og ændrede alt.
Jeg fandt teksten ’Sådan blev jeg en læsehest’ og snublede over denne passage:
”Fra jeg var helt lille, lå jeg på stuegulvet i lejligheden på Østerbro i København og bladrede i bøger om fuglene og om andre dyr. Jeg kan huske, at jeg allerede havde en bogreol som seksårig. Når min far tog mig med ud at køre på dyresygebesøg i sin Hillmann rundt i København, og jeg ventede nede i bilen, sørgede han altid for, at jeg havde en bog at kigge i. Da mine forældre blev skilt, og jeg kom i pleje på en gård på Lolland, var bonden, Onkel Julius, en læsende mand, der citerede de islandske sagaer, når han gik efter ploven i marken. Og jeg husker en våd, mørk novemberdag, hvor han pløjede, og jeg løb ud i marken med kaffe til ham, og jeg gik efter ham i plovfuren og mærkede lugten fra hesten med de svedige flanker, at han fremsagde et vers, der lød sådan her: ’Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage: en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage’. Som voksen fandt jeg selvfølgelig ud af, at det var Henrik Pontoppidans genforeningsdigt fra 1920. Da jeg blev genforenet med mine søskende, og min mor havde fået en stilling som børnehavelærerinde på Grevinde Danners stiftelse i Jægerspris, læste min mor højt for os om aftenen af B.S. Ingemanns historiske romaner, som jeg blev fuldstændig optaget af og selv omsatte i leg som kæmpende riddere ude i skovene omkring Jægerspris Slot, som vi boede på. Skovene var fulde af gravhøje, så det var den rigtige kulisse til at lege røvere og soldater. Jeg forstod på en eller anden måde, at litteratur er skrevne ord om, hvordan man selv digter sit liv og følelser ind i teksten.”
“Men jeg håber faktisk, at jeg får et hjerteslag hver aften,
jeg bliver lagt i seng. Jeg synes, alt er sagt og skrevet,
og jeg vil gerne være fri for at skulle vælge min egen dødsdag.”
SAMME AFTEN satte jeg mig til tasterne. Jeg ville gerne have mere at vide om, hvordan Troels Kløvedal var i stand til at vriste sig fri af modgangen og finde vej gennem livet. Mennesker, som oplever en voldsom modstand tidligt i livet, risikerer let at forfalde til vrede og bitterhed. Hvordan havde han været i stand til at styre fri af det? Og hvad betød det for hans evne til selv at være far?
Dagen efter modtog jeg en kort mail. Troels Kløvedals fysiske tilstand var forværret, og snart kunne han ikke bruge sine fingre til at skrive med.
Kære Marcus
Jeg har så svært ved at skrive nu og har slåfejl i hvert eneste ord. Jeg skal i gang med at lære at skrive med mine øjne på en speciel computer. Det bliver svært, så jeg tror, vi bliver nødt til at slutte nu. Læs mine bøger. Se mine film.
Kærlig hilsen Troels
Jeg skrev til ham, at jeg forstod hans beslutning. Selvfølgelig var han nødt til at stoppe skriveriet, når situationen udviklede sig, som den gjorde. Næste dag tikkede en ny mail ind.
Kære Marcus
Jeg skal nok forsætte, men det er så store spørgsmål, du stiller, at det nærmest kræver en halv bog at besvare dem. For 25 år siden udgav jeg essayet ’Brev til min søn’ i en antologi udgivet af Gyldendal sammen med en række andre danske forfattere. Jeg er grundig. Det er på 25 sider. Få fat i den!
Kærlig hilsen Troels
Jeg gik straks i gang med at lede efter antologien, men det var ikke nogen let opgave. Bogen fandtes ikke længere på markedet. Den var heller ikke til at opdrive i landets antikvariater. Jeg ringede til Gyldendal og fik fat i en af forlagets pressefolk. Egentlig var hun på vej hjem, men nu hvor det handlede om Troels Kløvedal, ville hun gerne bruge sin fyraften på at hjælpe.
En halv time efter ringede hun tilbage. Det var kun lykkedes hende at finde et enkelt eksemplar af bogen bagerst i arkiverne skjult i en papkasse med tilfældige fagbøger. Det måtte være skæbnens arbejde, sagde hun og sendte en mail med fotografier af de 25 tætskrevne bogsider, der udgjorde brevet til hans førstefødte søn Mikkel (tv-værten Mikkel Beha Erichsen).
Ordene var 23 år gamle, og Troels Kløvedal skriver dem fra en strandbar i den indiske delstat Kerala, hvor han og resten af Nordkaperens besætning har smidt anker. Sætningerne driver af sansninger og tager læseren med ind i den tropiske eftermiddag, hvor ”varmen endelig slipper sit hede tag, sollyset får farve igen og går langt ind gennem kokospalmernes grene, skyggerne bliver flimrende og får hele landskabet til at dirre”.
Der er nærvær i ordene og en sitrende trang til at inddrage andre i sine tanker og oplevelser. Og selv om Troels Kløvedal dengang kun var i begyndelsen af halvtredserne, kredser han omkring døden. Ikke mindst sin egen:
”Jeg tænker sommetider på de eventyr, jeg læste for dig, da du var lille, og som jeg nu genlæser for Sille. Jeg elsker stadig de historier, hvor den gamle konge mæt af dage kan mærke, at nu skal han dø, og indkalder sin søn til en sidste samtale. Så fortæller den gamle om en sorg, der tynger hans hjerte, og som han gerne ser løst for at få sin sjælefred. Den kærlige søn lover, at det skal han nok sørge for, og den gamle lægger sig veltilfreds tilbage i puderne og udånder. Som den ældste af søskendeflokken både på din mors og min side må du jo se i øjnene, at du på et eller andet tidspunkt kommer til at tage nogle alvorlige beslutninger, fordi vi forhåbentlig dør før dig selv.
Det, jeg skriver nu, må du ikke opfatte som noget patetisk eller odiøst, men simpelthen som et redskab på samme måde, som vi har indøvet om bord, hvad hver især skal gøre, hvis vi pludselig kommer ud i en ulykke, noget, som altid kan ske til søs såvel som på landjorden. Jeg ved, at når nogle går i sorg eller panik, bliver vedkommende næsten altid handlingslammet, og derfor er det godt at have aftalt, hvad der bør gøres. Jorden er jo et farligt sted at leve på, man dør af det til sidst.”
Herfra følger et par sider med grundige anvisninger til, hvad Mikkel skulle gøre, når hans far døde. Skete det til søs, skulle sønnen ikke bekymre sig, for så var hans far i gode hænder. Troels Kløvedal nød billedet af sig selv glide ned mod den store grav på oceanets bund. Det passede ham godt at ende sine dage i den maritime fødekæde. Døde han derimod på landjorden et sted i udlandet, skulle han begraves efter de lokale skikke, og åndede han ud hjemme i Danmark, ville han begraves i kirken i Hyllested, som han så ofte var trasket forbi på sin vej hjem til gården efter at have afleveret ungerne i skole eller børnehave.
Det var ikke, fordi han var troende. Slet ikke. Troels Kløvedal havde det anstrengt med religioner, skrev han. Ikke mindst den kristne, fordi den har et tortureret menneske på et kors som symbol. Men det betød ikke, at han ikke satte pris på kirker. Tværtimod havde han altid nydt at besøge dem på sine rejser rundt i verden. Han vidste også, hvilke salmer der skulle synges.
Kære Troels
Undervejs i dit brev til Mikkel kommer du ind på din egen død, og du beder ham sørge for, at Jakob Knudsens ’Se, nu stiger solen af havets skød’ synges til din begravelse. Du skriver, at der i den salme står alt det, der gør livet værd at leve. Brevet er skrevet tilbage i 90’erne, hvor din livssituation var ganske anderledes end nu. Hvad gør livet værd at leve i dag?
Kærlig hilsen Marcus
Kære Marcus
’Se, nu stiger solen af havet skød’ er en pragtfuld hyldest til livet. Jakob Knudsen kunne jo godt være en sur og gnaven præst, men denne morgen ser han virkelig det store liv. Det, der gør mit liv værd at leve i dag, er, at jeg har den dejligste kontakt med mine børn, mine børnebørn, mine gamle kærester og de piger, jeg har været gift med. Mine venner og mit store publikum. Hver dag får jeg lange mails og breve fra mennesker, som mine bøger har betydet noget for. Det mærker jeg! Og så har jeg en dejlig kone, som jeg lige har foræret en smuk sommerkjole, som hun kom hjem og viste mig svingende omkring mit skrivebord.
Både de gamle grækere og kineserne var enige om, at den eneste måde, en mand kunne holde ud at blive gammel på, var, at han havde tre ting: en smuk kone, en dejlig have og et godt bibliotek. Jeg har alle tre ting.
Men jeg håber faktisk, at jeg får et hjerteslag hver aften, jeg bliver lagt i seng. Jeg synes, alt er sagt og skrevet, og jeg vil gerne være fri for at skulle vælge min egen dødsdag.
Kærlig hilsen Troels
Ps: Jeg har sendt dig vedhæftede artikel. Dør jeg ikke snart, så bliver det sådan her.
Far og søn, Stillehavet, 1976.
HAN HAVDE vedhæftet en artikel fra Kristeligt Dagblad, hvor en overlæge fra Aarhus Universitetshospital usentimentalt fortalte om, hvordan han og hans team af sygeplejere hjalp ALS-patienter med at komme herfra, når de ikke længere ønskede at leve. Overlægen så opgaven som et ansvar, han ikke kunne styre uden om. Når først han havde sat en patient i respirator, var han også nødt til at hjælpe dem af med apparatet, hvis det var det, de ønskede:
”Det kan godt føles meget uvirkeligt at gå ind ad døren til en levende patient, og når man så går ud ad døren igen, skal de pårørende til at ringe til bedemanden (…) Hvis de stadig holder fast i beslutningen, fortæller jeg dem altid, at de højst sandsynligt dør, når vi tager respiratorbehandlingen fra dem. Men vi fortæller dem også, at vi vil lindre deres lidelse og lufthunger (…) Så anlægger jeg droppet med sovemedicin og smertestillende medicin, og på den måde lægger vi patienten i en form for døsende tilstand. De får morfin og Stesolid, og det gør, at patienten ikke føler lufthunger eller smerte, således at de ikke lider ved ikke at kunne trække vejret. Vi taler altid til vedkommende, der sover, for høresansen er den sidste sans, man taber. Derfor kan det være, at de kan høre, hvad vi snakker om. Når jeg har sikret mig, at de sover dybt, slukker jeg for respiratoren og tager respiratorslangen fra. De dør efterfølgende af, at de ikke får luft.”
FAMILIEN DER SEJLER
Troels Kløvedal har fem børn med fire forskellige kvinder. Den mest kendte af børnene er den ældste søn, tv-værten Mikkel Beha Erichsen, som han fik med kæresten Marianne Kjær i 1966. Efter Mikkel fulgte Lærke (1978), Gurli Marie (1979), Sille (1985) og Asbjørn (1997). Det sidst ankomne medlem af børneflokken har Troels Kløvedal sammen med sin nuværende kone, gymnasielærer Anne Marie Meldgaard.
Alle fem børn har sejlet med deres far i korte og længere stræk, og to af dem, Gurli Marie og Asbjørn, spiller hovedrollerne i to af eventyrerens børnebøger, der efter planen bliver genudgivet senere på året.
Mikkel Beha Erichsen har fået to drenge, Theis og Emil, der for alvor er fulgt i kølvandet på deres farfars eventyrlystne sejlerliv.
Theis og Emil var kun 20 og 23 år gamle, da de drog ud på en tre år lang jordomsejling med familien Beha Erichsens eget skib ’Havanna’. Mange danskere kiggede med hjemmefra, da rejsen også blev til den populære tv-serie ’Kurs mod fjerne kyster’, der har kørt i fire sæsoner på TV2.
Mikkel Beha Erichsen blev tidligere på året optaget som medlem i Eventyrernes Klub. Medlemslisten tæller selvfølgelig også Troels Kløvedal, der gennem årene har holdt over 2.000 offentlige foredrag om sit eventyrlige liv.
Troels Kløvedals yngste søn, Asbjørn, der blev færdig som student i sommer, hopper i løbet af efteråret om bord på Skoleskibet Danmark for at opleve livet på havet på egen hånd.
VI NÆRMEDE OS også en form for afslutning. Det var tid til at lukke ned for samtalen. Ethvert menneske er en gåde. Når det lever, og når det dør. På et tidspunkt er man nødt til at acceptere, at man ikke kommer opklaringen nærmere ved at stille flere spørgsmål. Men jeg vidste, at Strauss, Mozart, Bach, Mahler og andre komponisters udødelige værker havde en beroligende virkning på hans indre landskaber, når de blev spillet for fuld udblæsning. De fremkaldte skønheden i livet, som han sagde. I en af sine første mails fortalte han om, hvordan han flere gange tidligere havde lagt vejen forbi P2-programmet ’Natsværmeren’ for at spille sine yndlingsstykker. Og længere fremme i samme mail skrev han begejstret:
”I nat sendte værten på programmet ’Natsværmeren’, Minna Grooss, mig en kærlig elskelig hilsen og spillede smuk musik for mig i et par timer.”
Hvorfor sendte radioværten en hilsen? Jeg skrev hende en mail. Hun svarede tilbage med det samme.
Kære Marcus
Jeg kender ikke den gamle kaptajn, men jeg fik lyst til at hylde ham og hans tilgang til livet, mens han stadig lever. Som et rejsende menneske har jeg altid elsket Troels Kløvedals nysgerrige og åbne tilgang til andre kulturer, uanset hvor fremmede de måtte forekomme. For mig er han en brobygger mellem kontinenter og nu også mellem liv og død. Min pointe i ’Natsværmeren’ var at hylde hans indre rejse nu, hvor han ikke længere er fysisk. Hans evne til og mod på at blive ved med at gå på opdagelse. Det er smukt og lærerigt, at han på trods af forandring stadig går på opdagelse, nu fra en ny kaj – den indre. Og så er jeg – lad os sige – mættet af de mange ’dødsannoncer’ på Facebook og synes, at vi skal turde hylde de levende, mens de er syge, og ikke kun, når de er døde.
Kh Minna
Døden var ikke noget tabu for Troels Kløvedal, selvom religionens fortællinger om et lykkeligt efterliv aldrig havde bidt på ham. Men skulle han vælge mellem vores kristne tro og nogle af de østerlandske religioner, han havde mødt på sin vej, var han ikke i tvivl om, at valget ville falde ud til Buddhas og den japanske zens fordel. Det betød ikke, at han forholdt sig undersøgende til reinkarnation eller hentede forløsning i nirvana. Direkte adspurgt, hvad han troede, der skete med mennesket, når det døde, var svaret afklaret:
Kære Marcus
Der er jo ingen, der ved, hvad der sker, når vi dør. De troende ved jo ikke mere end os andre. Jeg tror hverken på genopstandelse eller reinkarnation. Når man er død, er man død. Man giver verden videre til børn og unge, hvad enten man er forælder til dem eller ej. Tro er jo et langt stykke hen ad vejen en trøstende gud, fordi man er angst for at dø. Et håb om, at man selv eller ens sjæl lever videre. Men det er jo noget helt naturligt, at vi dør, og jeg har altid holdt af det naturlige. Som jeg skriver i slutningen af min sidste bog: ”Et træ falder i skoven, og der bliver en lysning, og nye skud gror mod solen og lyset.”
Når jeg ser den blå planet udefra og selv har sejlet tusindvis af sømil på den, op og ned ad hver eneste bølge, er jeg helt med på naturvidenskaben, som har givet mig så mange store oplevelser. Det var i skovene i Jægerspris, at min interesse for naturvidenskaben blev skabt. Jeg har lige genlæst en af mine yndlingsfilosoffer, Spinoza, som lang tid før oplysningstiden satte sig op imod den katolske kirke. Han var på sporet af naturvidenskaben, og han sagde, at mirakler var naturstridige. Og så sagde han noget, som rammer mig lige i hjertet i dag, nemlig at livet ”er at kunne bevæge sig”. Den rammer mig jo nu, hvor jeg selv er mere og mere hjælpeløs, og mit bevægelsesapparat sættes ud af funktion. I morgen vil en af mine venner sejle mig fra Grenå til Ebeltoft. Der er stærke mænd derude, som kan løfte mig om bord.
Kærlig hilsen Troels
Kære Troels
Du har været gift et par gange og har børn med fire forskellige kvinder. Du fortæller, at du føler dig privilegeret over at have delt livet med så skønne kvinder. Og at du har et tæt og nært forhold til alle dine børns mødre. Hvordan er det lykkedes dig at komme så helskindet ud af dine brud?
Kærlig hilsen Marcus
Kære Marcus
Jeg skriver i min sidste bog, at kærlighed er noget, man giver. Ikke noget, man kan forlange. Man må så bare håbe på, at man får noget tilbage. Vi lever jo i en tid med århundreders kristen kærlighedskultur bag os med ægteskabet som det bærende, så det er hårde historiske traditioner at gå op imod. Det diskuterede vi meget i mit gamle kollektiv Maos Lyst. Symbiosen mellem sex og kærlighed er selvfølgelig det, vi alle går efter, men man oplever også, at de to ting er adskilte. Derfor eksperimenterede vi med kærlighedsbegrebet. Det lærte vi en masse af, og at få børn sammen var jo bare vidunderligt. Så ja, kærligheden til hinanden bevarede vi, fordi vi holdt af hinanden på mange planer. Jeg er jo selv et barn af en forfærdelig skilsmisse, der bragte mig på børnehjem fra et ellers dejligt velfungerende hjem. Så der var god grund til at undersøge kærlighedens veje og vildveje, som Suzanne Brøgger engang skrev en god bog om. Hun giver mig i øvrigt et kapitel og den kærligste hilsen på vej ind i døden i sin sidste bog ’Norsk omelet’.
Kærlig hilsen Troels
Senere på dagen købte jeg Suzanne Brøggers ’Norsk omelet’ for at se, hvad hun havde skrevet om Troels Kløvedal. Afsnittet er kort og bærer overskriften ’Hvordan skal man dø?’ Til sidst i teksten henvender Suzanne Brøgger sig direkte til sin ven:
”Kære gamle kaptajn
Jeg venter Kedelhatten (kælenavn for Suzanne Brøggers mand, Keld, red.) heroppe i Nordnorge, hvor jeg møder den åbenhed og tillid, som kendetegner kysternes folk, og som du selv har mødt gennem et langt liv med åbenhed og tillid. Det er det bedste liv. Og det er meningen med livet på jorden. Men den livsrejse kræver mod. Ligesom den sidste rejse kræver mod. Men alle helte skal gennem dødsriget, det ved du jo. Og du er ikke alene, vi følges alle ad, før eller senere. Vi ses! Som man siger. Jeg skal ikke udtale mig om, hvilken vind jeg ønsker dig, for det har jeg ikke forstand på. Men godt, at du har dine kære og nære omkring dig.
Kærlig hilsen Suzanne.”
Jeg skrev til Suzanne Brøgger. Dagen efter modtog jeg en kort mail med en venlig besked om, at jeg kunne ringe til hende, hvis jeg ville høre mere.
”Troels er en af de få fra 68-generationen, der har været i stand til at udfolde mange af hippiebevægelsens helt grundlæggende visioner,” sagde hun i telefonen næste formiddag.
”Han har været på en mission, der rakte ud over ham selv, og han har altid insisteret på at inddrage andre i sine eventyr. Har han virkelig forpligtet sig på fællesskabet i alle dets former og udtryk. Troels fortsætter med gavmildt at dele ud af sig selv i dødens stund. Det er meget heltemodigt, synes jeg. Han lærer os andre, hvordan man dør. Han gør os klogere på noget, som vi alle skal igennem engang. Det er meget smukt og meningsfuldt.”
Hun holdt en kort pause og lod stilheden tage over.
”Hvorfor holde døden skjult,” spurgte hun så retorisk og svarede selv: ”Livet er uendelig skrøbeligt. Det er et grundvilkår, som gælder os alle. Vi mennesker er så ufattelig lette at skubbe til, og derfor skal vi nyde livet, mens vi har det.”
Det lød banalt, det vidste Suzanne Brøgger godt, men det banale er ofte det, der kommer tættest på sandheden:
”Troels har en stærk bevidsthed om, at han har fået livet foræret og skal miste det igen. Døden har fulgt ham det meste af livet. Hans mor døde jo fra ham, mens han stadig var et barn, og når mennesker tidligt oplever at miste en af deres allernærmeste, bliver døden ofte en klangbund i livet. Det kan være en voldsom byrde at bære på, men det kan også sætte én fri. Det kan få én til at leve sit eget liv stærkere og være mere tro mod sin natur og sine inderste drømme, fordi man helt grundlæggende forstår, at livet er så ufattelig kort.”
DER SIDDER HAN SÅ. I bunden af husets største stue. Bag et skrivebord i mørkt egetræ, der vrimler med bøger, avisudklip, fotografier, huskesedler. Med ryggen til et af de store verdenskort, som mange danske skolebørn kender fra deres klasseværelse. Iført et par kakifarvede shorts og en tynd sommerskjorte i eksotisk mønster, der instinktivt leder tankerne hen på palmesus og hvide sandstrande. Mere i live, end jeg på forhånd forestillede mig. Hans krop er ganske vist præget af sygdommens hærgen, men inde bag de mørke læsebriller er han der endnu. Det samme er den store guldring i venstre øre, som med årene er blevet den sejlende kaptajns signatur.
Han kan ikke længere gå ved egen hjælp, men hans arme og hænder bærer stadig bevægelsens kraft i sig. I hvert fald lidt endnu. Dagen før har han haft besøg af en sygeplejerske, der er i gang med at lære ham at skrive med sine øjne.
Indtil videre har den højre pegefinger stadig nogle sætninger i sig. Det går langsomt med at skrive tanker og svar ned, men det går, og den sorte iPad i skødet på ham er ikke i ro ret længe ad gangen. Foran ham på skrivebordet står en bærbar computer, som han bruger til at læse og skrive sine mails på, og på ryggen af hans elektriske kørestol hænger en aflang kasse med knapper, slanger og ledninger. Det er respiratoren, som trofast og rytmisk trækker vejret for ham døgnet rundt.
Resten af huset er en lang bevisførelse for beboernes livsstil. Selv nu, hvor Naturhistorisk Museum i Aarhus har været forbi efter hundredvis af genstande til deres store efterårsudstilling om den danske eventyrer, er der rigeligt med eksotisk løsøre til at indrette adskillige villaer med. Masker, slangeskind, landkort, vaser, krukker, amforaer, dyrehorn, hvaltænder, udstoppede fugle – og modelskibe i træ.
Ved siden af hans bærbare computer ligger en 13 år gammel udgave af børnebogen ’Med Asbjørn på de store oceaner’, som netop er genudgivet. Den kulørte fotobog med Troels Kløvedals yngste søn Asbjørn som fortællingens omdrejningspunkt trækker læseren ind i en verden med tropiske storme, snorkling og prustende kaskelothvaler.
Troels Kløvedal har brugt det meste af sin morgen på at læse forordet til den nye udgave, som Asbjørn har skrevet og sendt til sin far for at få hans syn på indholdet. Over den 75-årige kaptajn hænger en fregatfugl. I fuld størrelse og elegant skåret ud i træ. Det er en gave fra en vestjysk fisker, der har fulgt Troels Kløvedal gennem fjernsynsskærmen, siden han var dreng.
”Jeg synes, du skal gå en tur ud i min have og se dig omkring. Nede i bunden ligger min skriverhytte, den skal du opleve. Husk at plukke et Guldborgæble på vejen, de smager vidunderligt lige nu,” skriver han på sin iPad.
Jeg trasker hen over den afsvedne græsplæne, der skråner let ned mod et åbent engstykke, hvor en lille flok heste hænger dovent ud. Flere af havens æbletræer har smidt deres første frugter, som ligger spredt på græsset i tilfældige mønstre.
Døren ind til den sortmalede skriverhytte står ulåst, men det virker, som om det er længe siden, nogen sidst har brugt stedet. Indenfor hænger en støvet duft af glemt sommer. Væggene er beklædt med lyse træbrædder, der hist og her lækker små klatter af harpiks. Plakater, fotografier og børnetegninger kæmper om opmærksomheden. Et sted hænger en skifteramme med malaysiske sommerfugle på nåle, og rundt på væggene forsøger reoler i forskellige størrelser at holde styr på rækkerne af bøger og gamle kassettebånd.
På arbejdsbordet med udsigt til en frodig eng og et stykke dansk bøgeskov ligger en sort kikkert og venter på at blive brugt. I vindueskarmen har en række kulørte konkylier fundet deres plads, og i et hjørne af rummet har nogen glemt en kop med en sjat kaffe. Det ligner et postkort fra 70’erne. Eller en genbrugsbutik på landet. Med cd-afspiller, støvede magasiner og plakater, der reklamerer for foredrag, som for længst er afholdt.
PÅ VEJ TILBAGE til huset samler jeg et æble op og sætter tænderne i det. Han har ret. De smager, som kun danske æbler gør. Sødme og syre samlet i ét. Øjeblikket efter er jeg tilbage i stuen og til lyden af Mozart.
Troels Kløvedal griber ud efter fjern-betjeningen og skruer ned for musikken.
”Har du set, at Benny er død,” skriver han så.
Jeg nikker.
”Han var en god ven. Han sendte søde breve til mig, efter jeg blev syg. Nu er han selv borte,” står der på skærmen.
Jeg finder et digt af Benny Andersen frem, som jeg tilfældigt faldt over i morges og skrev ned i min notesbog, inden jeg kørte hjemmefra. Jeg læser ordene højt:
Ode til døden
Når jeg kun tænker på mig selv
Tænker jeg: godt nok
Du har slået nogle skæve
Men også sat dig nogle spor
Har en hel del at fortryde
Og en del at være stolt af
Facit: Det ku’ ha’ gået meget værre
Han griber ud efter sin iPad og lader sin finger hoppe rundt på skærmen, mens sætningen tager form.
”Det er sådan, jeg har det.”
Jeg fortæller om min samtale med Suzanne Brøgger. At hun håber på at kunne give lidt af sin livsvisdom videre, inden hun skal herfra.
”Hvad håber du på, at du giver videre til dine nære,” spørger jeg.
Han sidder lidt uden at bevæge sig. Så tager fingeren tilløb og begynder at skrive.
”At være taknemmelig over livet. Jeg er selv et taknemmeligt menneske. Det er fantastisk, at jeg har fået lov til at leve i en tid uden krig. Uden frygt. I konstant stigende velstand. Der har været så mange muligheder.”
Vi sidder sammen i musikken et stykke tid og kigger ud på græsplænen, der har genvundet lidt af sin grønne farve oven på sommerens tørke. Så løfter han iPad’en og skriver:
”Jeg har stadig så svært ved at fatte, at min sunde krop er blevet ramt af denne her sygdom.”
Vi kigger på hinanden. Jeg nikker.
Han fortæller, at han det meste af sit liv er vågnet op og har tænkt, at ”det hele en dag ender med to meter jord over kistelåget”. Det har aldrig gjort ham ked af det, skriver han.
Et sted i huset åbner en dør sig. Lyden af fodtrin efterfølges af plasticposer, der rasler mod hinanden. Det er Troels Kløvedals kone Else Marie, der er vendt hjem fra indkøbstur. Hun stiller poserne fra sig på køkkengulvet og kommer ind i stuen for at hilse på.
Så giver han tegn til den kvindelige plejer, der åbnede døren for nogle timer siden, og som nu sidder i hjørnet af stuen og strikker. Han har brug for at få fjernet det slim, der flere gange om dagen samler sig som en klump i halsen på ham.
Mens plejeren gør sit arbejde, følger jeg med Else Marie ud i køkkenet. Hun smiler forsigtigt:
”Det er hårdt at se ham ende sådan her. Men han er sej og klarer det flot.”
Bag os er den kvindelige plejer i gang med at fylde et glas med rødvin fra en treliters bag-in-box, der står på køkkenbordet ved siden af et stort køleskab.
”Det får ham til at slappe af,” fortæller Else Marie.
”Hans læge siger, at det er meget bedre end den beroligende nervemedicin, hun ellers udskriver til sin patienter.”
Jeg træder tilbage i stuen og fortæller ham, at jeg vil køre hjemad.
”Jeg er også træt nu,” skriver han og lægger sin hånd oven på min. I døren på vej ud vender jeg mig om og kigger hen mod skrivebordet. Troels Kløvedal fanger mit blik og løfter besværet sine hænder op i luften til en farvelhilsen, inden han skruer op for musikken og griber fat i musen til sin bærbare computer.
Kort efter sidder jeg igen i min bil. Mens dækkene knaser sig op ad den smalle grusvej, kommer jeg i tanke om en passage fra ’Alle mine morgener på jorden’, som jeg næsten kan udenad:
”Jeg har en konstant følelse af, at jeg er ude i dårligt vejr, hvilket gør, at jeg mere og mere drømmer om at sejle ind i en atol, i en lagune med stille vand. I revpassagen står alle de mennesker, som elsker mig, og de vinker til mig, og da jeg er inde i det blå, klare lagunevand, smider jeg ankeret mellem de smukkeste koraller på en sølvfarvet sandbund. Og så dør jeg, og alt er, som det skal være. Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen. Sådan er livet.”
