MENS SOLEN brænder på den knastørre asfalt, hænger lyden af maskingeværsalver i luften over Kabul International Airport. Foran indgangen til lufthavnen vokser menneskemængden, der desperat forsøger at få plads på et fly ud af Afghanistan. Bag containere, hegn og pigtråd har de sidste tilbageværende britiske og amerikanske soldater barrikaderet sig, mens turbanklædte Taleban-krigere affyrer varselsskud for at kontrollere masserne.
Få dage forinden blev syv mennesker mast ihjel, da de forsøgte at komme ind i lufthavnen, og billeder af afghanere, der stormer landingsbanerne og klamrer sig til fly, er gået verden rundt.
I flere dage har vestlige styrker intensiveret evakueringen, efter at Taleban-styrker indtog den afghanske hovedstad uden modstand. Den afghanske premierminister Ashraf Ghani er flygtet i en helikopter, regeringskontorerne står tomme, og amerikanerne og briterne kan ikke stille noget op.
20 år efter at en amerikansk ledet koalition invaderede landet i kampen mod terrorisme, tilhører Afghanistan igen fundamentalistiske islamister.
Midt mellem soldater, Taleban-krigere og civile afghanere står Simi Jan iført skudsikker vest og lilla tørklæde om håret.
I midten af august 2021 er den 42-årige mellemøstkorrespondent den eneste tilbageværende danske journalist i Kabul. Foran hende er en 27-årig kvinde med sin fireårige datter. Da hun opdager, at Simi Jan taler farsi, beder hun indtrængende om hjælp. Hun frygter, siger hun, at blive giftet væk til Taleban, og bryder grædende sammen. Mens Sky News filmer i baggrunden, holder Simi Jan om hende og forsøger at agere tolk over for de britiske soldater, der giver kvinden og barnet lov til at komme gennem metalporten til det hotel, hvor korrespondenterne bor.
Omkring dem rækker desperate forældre deres spædbørn over afspærringerne i håb om en bedre fremtid, og familier bliver splittet på hver sin side af hegnet.
Samme dag møder Simi Jan en 14-årig dreng, der med blanke øjne kommer hen til hende.
”Jeg kan ikke finde min bror. Min mor er fanget på den anden side af afspærringen. Hun har fået tæsk af Taleban,” siger han.
TRE DAGE TIDLIGERE rykkede Taleban ind i Kabul, og Simi Jan flygtede fra sit hotel i byen under en burka. Det meste af sit udstyr glemte hun i farten. I stedet optager hun nu indslag til TV 2 Nyhederne på sin iPhone og er sammen med andre udenlandske korrespondenter flyttet ind på et hotel bag de britiske soldaters afspærring ved siden af landingsbanerne. Foran lufthavnsindgangen hersker kaos og fortvivlelse, men bag murene er der mere fredeligt.
Udenrigsministeriet, hendes arbejdsgiver og hendes mand har forsøgt at overtale hende til at rejse hjem med et af de danske evakueringsfly, men hun nægter at rejse fra Afghanistan.
Hun er ikke færdig med sin historie, og selvom hun har to små drenge, der venter på hende derhjemme, kan hun ikke få sig selv til at forlade krigszonen. Hun har ikke bare en stor kærlighed til landet, men også en følelse af pligt til at blive og rapportere, uanset hvad.
Sådan har hun haft det før. Da hun i 2014 var halvvejs i sin graviditet med sin ældste søn, rejste hun til Gaza for at dække krigen mellem Israel og Palæstina. Hun endte med at føde ved akut kejsersnit næsten tre måneder før termin på et israelsk hospital.
Til sidst bliver Simi Jan dog tvunget ud af Kabul. Taleban presser de britiske soldater for at overtage kontrollen med hotellet, og hun og hendes internationale kolleger får besked om, at de skal med et amerikansk transportfly til Qatar. På vej ud til flyet tænker Simi Jan kun på, hvordan hun kan snige sig væk fra soldaterne.
Men på intet tidspunkt lader de hende ude af syne, og hun må modvilligt gå om bord. I et stort lastrum sidder hun stuvet sammen med 400 andre – journalister, amerikansk personale og afghanere, som har været heldige at slippe ud af landet.
Fire timer senere, om aftenen 25. august, lander de i Doha. Med sin iPhone og en lille lampe laver Simi Jan en live-gennemstilling til ’19 Nyhederne’ hjemme i Danmark.
I studiet og hos hendes familie og venner er der lettelse. Men selv føler hun kun tristhed over at have forladt Afghanistan for tidligt. Dagen efter springer en bombe og dræber 182 mennesker foran hotellet i lufthavnen i Kabul, samme sted, som Simi Jan i 11 dage har rapporteret fra krigen.
TO MÅNEDER senere dufter der af brændte mandler i Tivoli i København. Fra oven lyder et kollektivt hvin, da ’Dæmonen’ tager et af sine halsbrækkende sving. Ikke langt derfra sidder Simi Jan i sminken i Glashuset, hvorfra TV 2 sender ’Go’ aften live’ med hende og Abdel Aziz Mahmoud. Hun havde ellers forsvoret i begyndelsen af sin karriere, at hun som krigskorrespondent nogensinde ville ende som vært for et blødt talkshow. Men da hun fik tilbuddet for et års tid siden, først som barselsvikar, sagde hun alligevel ja for at komme lidt ud af sin comfort zone. Siden har hun opdaget, at hun faktisk nyder de lidt længere tv-interviews og de bløde, personlige historier.
De seneste par uger har hun dog mest følt frustration og afmagt, når hun er trådt ind ad medarbejderindgangen til Tivoli. Hun ser tomt på gæsterne, som går ubekymret rundt i forlystelsesparken, intetanende om alt det, der sker på den anden side af jorden. Og når hun går til forældremøde på sine børns skole, har hun svært ved at høre om de andre forældres ligegyldige problemer. Normalt går den slags hende ikke på. Men siden hun kom hjem fra Afghanistan, har hun ikke været sig selv.
Simi Jan landede i Danmark om onsdagen den 1. september efter at have tilbragt en uge i Qatar. Fredagen efter var hun til et seminar på TV 2, og lørdag brød hun sammen. Hun kunne ikke komme ud af sengen om morgenen, hun græd, kunne ikke sove, og om natten var hun plaget af mareridt om de mennesker, hun havde mødt i Afghanistan. Sådan blev det ved i flere uger, og hendes mand Allan – som hun kun omtaler ved fornavn af hensyn til hans privatliv – måtte tage sig af deres sønner på seks og tre år.
Simi Jan fik fri fra værtstjansen i to uger, og hendes chef insisterede på, at hun opsøgte en krisepsykolog. Hun gik også til en kropsterapeut, fordi oplevelserne havde sat sig fysisk i hende.
”Din krop er i chok,” sagde terapeuten under den første behandling, mens psykologen fortalte, at det var kontrasterne, der stressede hende.
”Jeg kom direkte fra en krigszone til et sted, hvor alt er fredeligt og normalt. Men hvad er egentlig normalt? Begge dele er jo virkelighed, men jeg skal huske mig selv på, at min virkelighed er mit fine hus med sildebensparket og messinghåndvask, et køleskab fyldt med mad og børn, der vil have fredagsslik og ikke gider spise aftensmad,” fortæller Simi Jan, der før har oplevet, at jobbet som korrespondent kunne ramme hårdt.
MELLEM KNUST BETON og splintrede mursten lå to unge piger, deres kroppe var livløse. Kun ben og fødder stak ud blandt bunker af murbrokker, der før udgjorde et femetagers hus. En gruppe mænd forsøgte at grave dem fri, men deres projekt syntes håbløst. Hvor end Simi Jan kiggede hen, var der ruiner, skrig og mennesker i chok.
Det var oktober 2005, og få dage forinden havde et voldsomt jordskælv ramt Kashmir i det nordlige Pakistan og dræbt 73.000 mennesker. Da det skete, sad 26-årige Simi Jan i sin lejlighed i Vanløse og så nyheder. Hun var blevet færdiguddannet året før, arbejdede som freelancejournalist og havde fået deltidsjob som producerassistent på P1. Da hun så de voldsomme scener fra sine forældres hjemland, tog hun telefonen, ringede til Dagbladet Politiken og forsøgte at overtale en lettere forvirret udlandsredaktør til at sende hende til Pakistan, men svaret var først nej. Det samme var meldingen hos Danmarks Radio. Dagen efter sad Simi Jan desuagtet på et fly til Islamabad med en aftale om tre freelance-artikler til Politiken. I lufthavnen stødte hun på to norske journalister, som hun fulgtes med nordpå.
I Kashmir mødte Simi Jan et ægtepar med fem børn, der havde mistet 30 familiemedlemmer – og endnu flere var savnet. Hendes historie om deres desperate kamp for at finde et telt endte på forsiden af Politiken sammen med andre artikler. Hun var den første danske journalist på stedet og var også igennem i Radioavisen.
Reportagerne fra Pakistan satte gang i Simi Jans karriere. Hun var nu på vej til at blive korrespondent, som hun havde sat sig for fire år forinden, da hun besøgte Makedonien på randen af borgerkrig og solgte sin første artikel til Information. Men der var noget, som ikke føltes rigtigt. En dag, mens hun stod i Kashmir, ringede Politikens udlandsredaktør og spurgte:
”Hvordan har du det?” ”Fint,” svarede hun. Men udlandsredaktøren spurgte igen. Og en gang til. Og så brød Simi Jan sammen. Da hun kom hjem til Danmark, fik hun en depression og isolerede sig fra venner og familie. Politiken sendte hende til en psykolog, og det tog hende måneder at bearbejde oplevelserne fra Pakistan. Undervejs kom hun til at tvivle på, om hun egentlig ville være journalist, da hun i det job ikke kunne hjælpe. Men jordskælvet havde vækket noget i hende. Året efter rejste hun til Pakistan igen.
VED INDGANGEN TIL Glashuset i Tivoli tager Simi Jan imod Sonja Oppenhagen, en af aftenens gæster i ’Go’ aften live’. Den 72-årige skuespiller har skrevet en selvbiografi om sin barndom og opgøret med en svigtende far, og Simi Jan skal interviewe hende. Gæsterne bliver briefet og for-interviewet af værterne, så alle er klar over, hvad der skal ske.
”Jeg er faktisk også selv i gang med en bog om min familie,” siger Simi Jan til skuespilleren, inden de begge går på.
Ideen begyndte at tage form kort efter, at hendes mor fik konstateret kræft i marts 2016, fortæller hun senere. En måned forinden var Simi Jan flyttet til Istanbul, hvorfra hun skulle dække Mellemøsten og flygtningestrømmen til Europa, efter krigen i nabolandet Syrien havde sendt millioner af mennesker på flugt.
Hendes mand og dengang halvandet år gamle søn var flyttet med, og de havde fundet en lejlighed med udsigt over Bosporusstrædet. Men efter få uger i Tyrkiet måtte Simi Jan meddele sin chef på TV 2, at hun var nødt til at opgive sit drømmejob og vende hjem til Danmark.
”Jeg var med på hospitalet, da vi fik overbragt beskeden,” fortæller hun.
”Min mor havde en knude i tarmen, og jeg havde googlet tarmkræft hjemmefra. Det var jo noget, man bare opererede væk, og der var gode udsigter. Men så begyndte lægerne at tale om metastaser i leveren. Jeg vidste ikke, hvad det var, men der var ni af dem, og én af dem var rigtig stor. De fortalte, at min mor sandsynligvis kun havde måneder tilbage.”
Simi Jan blev fuldtidssygehjælper for sin 54-årige mor og lagde arbejdet på hylden. Pludselig vidste hun alt om kræftmedicin, kemoterapi og alternativ behandling med C-vitamin, mens moren, der ikke kunne klare sig selv og senere tabte alt håret, flyttede ind på Simi Jans søns børneværelse.
Samtidig var Simi Jan frustreret over sine tre yngre søstre, som hun ikke følte tog lige så meget ansvar for hendes mors sygdom som hende selv. Det førte til flere skænderier mellem søstrene og Simi Jan, der besidder et eksplosivt temperament bag sit milde ydre. Da det hele var ved at kamme over, besluttede hun sig for at sætte sig ned og skrive for at få afløb:
”Jeg har altid bearbejdet svære ting ved at skrive dem ned. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg var nødt til at prøve at få styr på alle de tanker og følelser, der rumsterede i mit hoved. Samtidig havde jeg i mange år tænkt, at jeg gerne ville skrive min mors fortælling ned og give den videre til mine børn. Jeg havde bare aldrig haft tid. Men nu lå hun pludselig for døden, og historien risikerede at dø med hende. Så på de dage, hvor hun havde overskud, satte jeg mig med hende og fik hende til at fortælle mig om sit liv. Når jeg mødtes med mine søstre, fortalte jeg historierne videre. Jeg troede, at jeg kendte min mors historie, men det gik op for mig, at der var meget, jeg ikke vidste. Både om hende og min egen barndom.”
I STARTEN AF 80’erne havde det sociale boligbyggeri Værebroparken i Bagsværd endnu ikke fået ry som et udsat område præget af arbejdsløshed og kriminalitet. I højhusene lidt nord for København voksede Simi Jan op som barn af pakistanske forældre, der var indvandret til Danmark i 1978. De optræder i denne artikel anonymt efter både deres eget og Simi Jans ønske.
Forældrene var blevet arrangeret gift i Pakistan, da Simi Jans mor var 16 år, og i Danmark fik hendes far job på en fabrik og blev senere kioskejer, mens moren var hjemmegående. De fik en lille lejlighed i højhusene, hvor der var ægte tæpper i stuen, et børneværelse og et soveværelse til de tre døtre, der sov i køjesenge. Senere fik de en større lejlighed, hvor Simi Jan fik sit eget værelse.
På Værebroskolen gik børnene fra højhusene med de mere velstillede børn fra villavejene. Skolen lå i gåafstand, og når hun fik fri, gik Simi Jan til undervisning i den lokale koranskole eller mødtes med klassekammeraterne i Værebro Centeret, der havde en centerpub, et posthus, en bank, en bager og et Prima-supermarked. Hun var god til at læse og skrive, og allerede i 7. klasse vidste hun, at hun ville være journalist.
I lejligheden i Værebroparken kunne stemningen hurtigt ændre sig, alt efter om Simi Jans far var hjemme eller ej. Gnidningerne i forældrenes ægteskab udløste skænderier, som blev værre med årene, men Simi Jan lukkede det meste ude ved at begrave sig i lektier. Først som teenager blev hun klar over, at hendes forældres forhold var voldeligt.
”Mine søstre kan huske ting, konkrete fysiske situationer, hvor min far har slået min mor, som jeg har fortrængt. For nogle år siden gik jeg hos en psykolog, der sagde: ’Det skal du bare være glad for.’ Hun fortalte, at det var en overlevelsesmekanisme, og havde jeg ikke haft den, ville jeg formentlig bære rundt på en masse ting fra dengang og ikke være dér, hvor jeg er i dag.”
DA SIMI JAN var 14 år gammel, traf hendes mor et uhørt valg i pakistanske kredse: Hun ville skilles fra sin mand. Familien var flyttet til et rækkehus i Glostrup, den yngste søster var kun fire år, men Simi Jan nægtede at skifte skole og gik fortsat på Værebroskolen og holdt til at begynde med skilsmissen hemmelig af skam, selvom flere af hendes danske klassekammerater også var skilsmissebørn.
Simi Jans mor havde fundet ud af, at faren havde lovet Simi Jan væk til hendes fætter. Af frygt for at hendes datter også skulle ende i et tvangsægteskab, så moren ingen anden udvej end at bryde ud af ægteskabet. Hun har siden fortalt Simi Jan, at hun allerede i barselssengen havde bedt til Gud og hvisket til sin nyfødte datter: ”Du skal selv vælge, hvem du en dag vil giftes med.”
Forældrenes pakistanske omgangskreds kom på besøg for at holde krisemøde. Men Simi Jans mor fastholdt sin beslutning, selvom hendes mand først nægtede at lade sig skille. Sagen endte i retten, hvor faren fraskrev sig forældremyndigheden over sine døtre. Det var ment som en straf, fordi han var overbevist om, at moren ikke ville kunne klare sig alene med fire piger. Senere rejste han til Pakistan og vendte hjem med en ny kone. I pakistansk islamisk kultur er det mandens ret at blive gift igen, mens en fraskilt kvinde ofte bliver udstødt. Størstedelen af familiens omgangskreds vendte dem ryggen, fordi Simi Jans mor havde krænket sin mands ære.
Efter skilsmissen købte Simi Jans onkel et rækkehus i Albertslund, hvor alle fire søstre kunne få deres eget værelse. Ifølge Simi Jan var hendes mor som løsladt fra et fængsel. Moren fik arbejde, først som pædagogmedhjælper, og senere blev hun Danmarks første kvindelige buschauffør med indvandrerbaggrund. Simi Jan, der i mellemtiden var begyndt på HF og havde fået et fritidsjob på billetkontoret i MusikTeatret Albertslund, var så stolt, at hun ringede ind til Politiken. Dagen efter sendte avisen en journalist og en fotograf, som skrev en artikel om den pakistanske kvinde, der kørte bus på Nørrebro.
”Min mor stod op for sine døtre og vores ret til at leve, som vi ville. Mine søstre og jeg har fået den ultimative frihed, fordi min mor tog kampen for os. Hun gjorde det, for at vi kunne få lov til at leve det liv, vi selv ønskede, vælge, hvilken uddannelse vi ville have, og hvem vi ville gifte os med. Uden hende ville jeg aldrig have været færdiguddannet som 23-årig eller have haft den karriere, jeg har haft,” siger Simi Jan, som efter sin HF-eksamen arbejdede som rejseleder i Italien og på et callcenter i Skotland, hvor hun endte med at blive i fire år, mens hun studerede journalistik.
I DAG ER Simi Jans mor kræftfri. Lægerne har kaldt det et mirakel, at hun stadig lever. Hun bor nu med Simi Jan, hendes mand og deres to sønner i familiens hus i Gentofte, hvor hun har sin egen indgang. De bor side om side, men nogle gange går der en dag eller to, hvor de ikke ses.
Simi Jan nærmer sig en færdig bog, men ved endnu ikke, hvornår den skal udgives. Journalisten i hende mener, at hendes mors historie er vigtig at fortælle til omverdenen. Men arbejdet med bogen har også været en helende proces for hende og hendes familie – også hendes far.
Der skulle gå 15 år, før Simi Jan hørte fra ham igen. En aften i foråret 2009 sad hun i en bil i Afghanistan på vej mod den iranske grænse for at lave et indslag til 19 Nyhederne, da hendes telefon ringede. Simi Jan genkendte stemmen i røret med det samme.
”Simi, skat, er det dig? Det er far, skat. Din baba,” sagde han grådkvalt, mens hun prøvede at holde sine egne tårer tilbage.
Fotografen og hendes to afghanske kolleger i bilen var faldet i søvn. Ingen af dem bemærkede opkaldet. Chaufføren foran havde travlt med at holde bilen sikkert på ’dødens landevej’, som den kaldes på grund af et stort antal ulykker.
”Det er et dårligt tidspunkt, far. Jeg sidder i en bil. Jeg er i Afghanistan,” sagde Simi Jan lavmælt.
Da de havde sagt farvel, sad hun tilbage med en følelse af lettelse og sorg. Hun tørrede øjnene og begyndte forfra med at lægge sin makeup, inden hun skulle på skærmen.
IKKE LÆNGE EFTER, under en ferie hjemme i København, aftalte Simi Jan at mødes med sin far i den lejlighed, hun havde lejet til ferien. Han mødte op med en buket blomster, de drak kaffe, og langt om længe fik Simi Jan mulighed for at komme af med den vrede, hun havde brændt inde med, siden hun var 15 år.
”Hvordan kunne du gøre det mod os?” spurgte hun.
Siden har Simi Jan og hendes far bevaret kontakten. De taler i telefon og mødes med jævne mellemrum, men aldrig hjemme hos hinanden. Der er noget i deres relation, som ikke kan repareres. Men Simi Jan siger, at hun har tilgivet sin far.
”De unge mænd, der kom til Danmark dengang, kom fra en helt anden verden. De kom hertil midt i den seksuelle frigørelse, hvor kvinderne lå topløse på stranden, og måske reagerede nogle af dem ved at passe ekstra godt på de værdier, de havde med sig. Når jeg taler med min far om dengang, siger han stadig: ’Jamen, din mor og jeg havde det det da godt. Vi havde hus, en ny bil og ægte tæpper. Jeg forstår ikke, at hun ville skilles’. Han kom til Danmark, fik arbejde og forsørgede sin familie. Han har knoklet og føler, at han gjorde alt det, han skulle som mand ud fra de kønsroller, han kender hjemmefra. Det betyder ikke, at det var rigtigt at vende mig og mine søstre ryggen, det er ikke en undskyldning, men det er en forklaring, som gør, at jeg kan se ham i øjnene og komme videre.”
I Simi Jans kommende bog får faren også lov til at fortælle sin version af familiehistorien. Det samme gør hendes søstre og flere andre i og tæt på familien. Simi Jan fortæller, at hun besluttede sig for at involvere faren, fordi hun følte sig forpligtet til at høre begge sider af sagen:
”Jeg kunne godt have valgt ikke at gå igennem den smerte, jeg pålagde mig selv ved at sætte mig ned med min far og tale om det. Men som journalist – og datter – ville jeg ikke kunne leve med kun at fortælle den ene side af historien. Og hvis jeg skulle lande på den anden side som et helt menneske, var jeg også nødt til at tage nogle slag.”
EN MIDALDRENDE MAND i lyseblå skjorte står i indgangen til Arbejdermuseet og tripper nervøst. Det er sidst på eftermiddagen en torsdag i november, og udenfor er mørket ved at lægge sig. På mandens skjortelomme står der Københavns Politiforening, og han har hyret Simi Jan til at holde foredrag for ham og hans kolleger. Men hun er forsinket, og der er så småt ved at være fyldt oppe i museets festsal.
Et par minutter inden foredraget skal begynde, kommer Simi Jan til syne i foyeren; lettere forpustet, i en sort blazer med et afghansk mønster i gyldne nuancer og sin bærbare under armen.
”Er I klar over, hvor svært det er at finde en parkeringsplads herinde?” udbryder hun.
Lidt tekniske problemer senere står hun på scenen og afspiller et af de indslag, hun lavede til TV 2 Nyhederne fra Kabul, mens hun fortæller om sine oplevelser.
Oprindeligt var Simi Jans plan at rejse til Afghanistan i starten af september og blive til den 11. september, den oprindelige slutdato for den amerikanske tilbagetrækning. Men da det i midten af august stod klart, at Talebans fremtog gik langt hurtigere end ventet, og at amerikanerne ville fremskynde evakueringen, begyndte hun at ringe rundt til sine udenlandske kolleger i Afghanistan for at orientere sig. De fleste var på vej ud, fordi det ikke længere var forsvarligt at blive.
Søndag den 15. august skulle Simi Jan fejre sin ældste søn Adams fødselsdag med familien og havde fremrykket sin afrejse til dagen efter. Men om fredagen var situationen i Afghanistan eskaleret så hurtigt, at hun måtte fortælle sin søn, at hun ville gå glip af hans fødselsdag.
”Jeg kan altså meget bedre lide fars arbejde,” svarede han.
Lørdag aften kørte Simi Jan med sin mand Allan og sine sønner ud til TV 2 på Teglholmen for at hente kameraudstyr og sige farvel. Ingen af tv-kanalens fotografer havde lyst til at rejse med, det var for farligt, så Simi Jan måtte selv filme sine indslag. Hun bookede flybilletter til alle dage den følgende uge for at kunne forlade Afghanistan igen, hvis det blev nødvendigt. TV 2 havde også tilknyttet en sikkerhedsrådgiver, som hun skulle være i daglig kontakt med, og med sig havde hun to hjelme og to skudsikre veste.
”Hvad er det?” spurgte sønnen Adam og pegede, da hun pakkede udstyret ned i sin taske, men fik ikke svar. Når Simi Jan rejser til Mellemøsten, tror hendes børn, at hun bor på luksushotel med swimmingpool. Hjemme i huset i Gentofte er alle nyheder bandlyst. Først når drengene bliver ældre, vil hun fortælle dem, hvad hun virkelig laver.
”Kan du ikke selv se, hvor skørt det er, at dine børn hjælper dig med at pakke skudsikre veste?” spurgte hendes mand bagefter. Han havde gentagne gange forsøgt at tale Simi Jan fra at rejse. Flere af hendes udenlandske kolleger havde også advaret hende. Men hun var ikke til at rokke.
”Jeg er nødt til at tage derned. Jeg er nødt til at give afghanerne en stemme,” sagde hun.
Da Simi Jan gik om bord på flyet i Kastrup, havde hun ondt i maven, og i Afghanistan landede hun med det, der viste sig at blive sidste fly ind i landet. Afgangen efter blev nægtet adgang til Kabul.
”Jeg rejste til Afghanistan for at bevidne og fortælle de almindelige afghaneres historier. Men jeg var ikke forberedt på den desperation, jeg mødte. Jeg havde frygtet, at der ville blive gadekampe i Kabul, og at det ville trække i langdrag. Men i stedet endte jeg med at stå bag en afspærring i en lufthavn og se uskyldige mennesker blive mast ihjel.”
”ER DU IKKE lidt af en adrenalinjunkie?”
En kvinde på en af de forreste pladser i Arbejdermuseets festsal rækker hånden op.
”Det har jeg også spurgt mig selv om flere gange,” svarer Simi Jan.
”Jeg har betalt en ret stor pris for at tage af sted til Afghanistan denne sommer. Men det er den vigtigste historie, jeg nogensinde har dækket. Hvis ikke jeg og mine kolleger havde været der, havde folk derhjemme ikke set de billeder, vi transmitterede fra lufthavnen, eller hørt om de skæbner, vi mødte. Jeg har et særligt forhold til Afghanistan og afghanerne, der, siden jeg rejste derned første gang, har vist mig så stor gæstfrihed og så meget kærlighed, og derfor følte jeg et ansvar over for dem,” fortsætter hun sit svar og begiver sig ud i en anekdote om engang, hun fik husly hos en fremmed familie i Helmand-provinsen, selv om de risikerede livet ved at have en vestlig journalist boende.
Da foredraget er slut, kommer en mand og en kvinde op til Simi Jan, mens hun pakker sin computer ned i tasken.
”Vi var faktisk lidt sure på dig,” siger den gråhårede mand i læderjakke og smiler.
”Nå, hvorfor?” spørger Simi Jan.
”Ja, vi kunne jo ikke tage hjem uden dig.”
Det viser sig, at parret var med i evakueringsarbejdet i Islamabad, hvor danske Hercules-fly, fløj danskere fra Afghanistan via Pakistan. I Islamabad sad de og ventede på Simi Jan, som aldrig dukkede op.
”Vi var glade, da vi så dig på flyet i tv,” siger kvinden, og Simi Jan skynder sig at få deres kontaktoplysninger, så hun kan kontakte dem til en eventuel historie.
Fra Arbejdermuseet sættes kursen mod Illum, hvor Simi Jan skal aflevere et par Bulgari-øreringe, som hun havde på til Danish Music Awards for tre dage siden, hvor hun skulle overrække årets hæderspris. Det var hendes første offentlige optræden, siden hun kom hjem fra Kabul, og på den røde løber blev hun med egne ord overfaldet af journalister fra den mere kulørte del af pressen. En stylist havde klædt hende på i en sølvtop, stiletter og de velvoksne diamantøreringe, hun nu skal aflevere tilbage.
”De koster langt over 100.000. Er det ikke vildt?,” siger hun. ”Jeg har været så nervøs for at miste dem hele dagen.”
SIDST PÅ AFTENEN, på Café Europa på Amagertorv, kan Simi Jan ikke holde tårerne tilbage, mens hun taler om de skæbner, hun mødte i lufthavnen i Kabul. Hun har holdt kontakten med den 27-årige kvinde, som sammen med sin datter efter en dag i sikkerhed blev sendt væk af briterne. I flere dage hørte Simi Jan ikke fra hende, indtil kvinden pludselig skrev, at det efter fem dage i kø hos amerikanerne uden adgang til toilet var lykkedes hende at komme med et fly til USA. Hun skriver stadig jævnligt på WhatsApp og fortæller om sit nye liv i Vesten.
Men den 14-årige dreng, der blev væk fra sin familie, nager stadig Simi Jan.
”Jeg ville ønske, at jeg havde fået hans mobilnummer. Jeg er bange for, at der er sket ham noget. Unge drenge som ham er enormt udsatte i Afghanistan. De kan blive kidnappet og hjernevasket og ende som selvmordsbombere eller blive misbrugt. Jeg ved godt, at det ikke er mit ansvar som journalist, men jeg er jo også et menneske. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at han sikkert har det godt. Men det ved jeg jo ikke. Jeg kan stadig se hans ansigt for mig og høre hans stemme.”
Du har dækket krig og ødelæggelse mange gange før. Hvorfor ramte det dig så hårdt denne gang?
”Jeg rejste til Afghanistan for at bevidne og fortælle de almindelige afghaneres historier. Men jeg var ikke forberedt på den desperation, jeg mødte. Jeg havde frygtet, at der ville blive gadekampe i Kabul, og at det ville trække i langdrag. Men i stedet endte jeg med at stå bag en afspærring i en lufthavn og se uskyldige mennesker blive mast ihjel eller nægtet udrejse, uden at jeg kunne gøre noget. Afghanerne har givet mig så meget, men jeg kunne ikke give noget igen. Ikke engang håb.”
Hvorfor bliver du så ved med at tage af sted alligevel?
”Min drivkraft har altid været at vise menneskene bag krige, jordskælv og katastrofer. De er ikke anderledes end dig og mig. Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel – uanset hvor lille – ved at fortælle deres historier.”
Simi Jan tager en hvid serviet og tørrer makeup væk fra under øjnene. Et par minutter senere forlader hun Café Europa, og på vej ud modtager hun en sms fra stylisten.”Er der styr på øreringene?” står der. Efterfulgt af en ængstelig emoji.
EN UGE SENERE er Simi Jan på vej til Afghanistan på ny. Normalt er det en fordel, at hun taler urdu og arabisk, og hendes udseende gør hende i stand til at blende ind, hvor andre vestlige journalister stikker ud. Men når hun lander i Kabul igen, er det ikke længere sikkert, hun kan drage nytte af at ligne en af de lokale.
”De afghanske journalister lever med trusler, tortur og fængsel. Hvis jeg bliver forvekslet med en lokal journalist, kan det blive et problem.”
Simi Jans projekt i Afghanistan er både personligt og professionelt. Der er stadig vigtige historier at fortælle. Om børn, der risikerer at dø af sult, om kvinder, der ikke må arbejde, og om unge piger, der ikke må gå i skole under Taleban-regimet. Simi Jans psykolog har sagt, at det vil være godt for hende at komme tilbage og konfrontere smerten. Efter samtalen ringede hun begejstret hjem til Allan: ”Min psykolog har sagt, at jeg kan spare 80 psykologtimer ved at tage derned igen!”. Svaret i den anden ende var knap så entusiastisk. Men grunden til at rejse tilbage viger hun ikke fra.
”Det Afghanistan, jeg kendte og elskede, eksisterer ikke længere. Noget døde inden i mig, da jeg gik om bord på det fly. Det skal jeg ned og se i øjnene.”
