I DEN SYDLIGE ende af S-togslinje E bor en kvinde med en meningsgivende hobby. I 20 år har hun hjulpet andre med at finde frem til deres længe søgte og savnede fædre, mødre, grandfætre, grand-grandkusiner og venner. Spisebordet i rækkehuset i Køge er dækket med tilkradsede post-it-noter, og det er blandt andet her – eller i bussen, i frokostpausen og alle mulige andre steder, hvor telefonen, detektivens foretrukne arbejdsredskab, kan hives frem – at hun gør det, hun er god til: at finde mennesker.
56-årige Anette Hallev har netop fået hul igennem i endnu en sag, men den er så ny, at den er for sårbar at tale om, siger privatopdageren, der begyndte sin metier, da hun efter års intenst detektivarbejde selv fandt den mand, hun havde ledt efter, siden hun var 12 år.
Hun havde altid haft fornemmelsen af, at den far, hun voksede op med, på en eller anden måde ikke var gjort af det samme stof som hende selv. Da hun som tidlig teenager fik at vide, at han faktisk ikke var hendes biologiske far, gav det mening – og genererede stor lettelse. Men hvem var hendes rigtige far så? Moren kunne ikke give så mange detaljer, ikke andet end at han hed John Meisler. Med de 11 bogstaver i bagagen begav hun sig ud på en årelang eftersøgning. Først skævede hun til manden i huset ved siden af: Var han hendes far? Så gennempløjede hun hver en skuffe i hjemmet og hver eneste telefonbog, hun kunne få fingre i, både hjemme i Danmark, og når hun var på ferie i udlandet. Hun skrev noter en masse for at kortlægge sit detektivarbejde, og sådan foregik det famlende i flere år indtil det første gennembrud.
”Som 17-årig flyttede jeg hjemmefra og ind i min egen lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. En dag, da min mor var på besøg for at hjælpe med noget, sagde hun henkastet: ’Din farmor bor i opgangen ved siden af.’ Det tog mig et halvt år at tage mig mod til at gå op og ringe på hos hende. Jeg var nok bange for at blive afvist. Da jeg endelig gjorde det, og hun åbnede døren halvt på klem, sagde hun bare: ’Jeg har ventet dig.’ Og gav mig nogle få, men afgørende detaljer om min far.”
Anette Hallevs farmor havde ikke haft kontakt med sin søn i mange år, men kunne fortælle, at han var udvandret og rejste rundt i verden som maskiningeniør på boreplatforme. En detalje, som fik hende på sporet, men som ikke kastede mere af sig på det tidspunkt. Alligevel blev hun stædigt ved med at lede efter ham, hvor end hun var.
EFTER ÅR MED læsning af kirkebøger, kontakt med ambassader, kommunale instanser, sømandskirker, advokater og detektiver valgte Anette Hallev at lade ’projekt far’ ligge. Men det blev genoptaget, da hun fik en livskrise midt i trediverne. Hun ville gerne have, at hendes to små børn kunne møde deres morfar. I mellemtiden var internettet kommet til som hjælper, og det blev afgørende for sagen, da hun via den danske ambassade i London fik viden om, at John Meisler, hendes far af kød og blod, måske boede i Leeds. Anette Hallev satte en annonce i Yorkshire Post, og det gav pote.
”Jeg fik en opringning fra en kirketjener i en sømandskirke i Hull. Han sagde, at det højst sandsynligt var min far, der troligt dukkede op i kirken hver søndag i sit stiveste puds.”
Anette Hallev fik kort efter et opkald fra faren.
”Det var i år 2000, 12. august klokken 16, jeg kan tydeligt huske det. Det første, han sagde, var: ’Jeg elsker dig, skat.’ Og vi hylede i kor.”
Faren, der i mellemtiden havde taget navneforandring til James og i øvrigt næsten havde glemt sit modersmål, kom hurtigt til Danmark for at besøge Anette og hendes to piger. Det var en kæmpestor, men ikke kun rosenrød oplevelse.
”Allerførste møde var ret svært for mig, også fordi det var svært for ham. Han så mig stadig som en lillebitte pige. Han kunne slet ikke forholde sig til, at jeg var 35 år. Han tog mig i hånden og sagde: ’Kom nu, lille skat,’” fortæller Anette Hallev, der havde stor forståelse for sin fars reaktion. Han havde haft et svært liv, og det var han ærlig omkring. Hendes forældre blev skilt, da hun var spæd. Hvorfor hendes far siden forsvandt, er hun aldrig helt blevet klog på.
”I stedet sendte jeg børnene over til ham. Faktisk fik mine børn den tætteste relation til ham, og det betød utrolig meget for mig.”
Far og datter nåede at have ti gode langdistance-år sammen, inden han døde som 65-årig.
At møde det menneske, hun havde ledt efter i mere end 20 år, gav Anette Hallev en fornemmelse af at blive hel. Dén følelse blev hun optaget af at give videre til andre, og derfor stiftede hun i 2000, året, hvor faren blev fundet, sin egen nonprofit-eftersøgningstjeneste og kaldte den Genforening. Et navn og en idé, hun fandt på 24 timer inden, hun skulle i tv for at fortælle sin historie. Det var længe før, programmer som ’Sporløs’ fandtes.
”Den første henvendelse fik jeg allerede dagen efter fra en mand, der ledte efter noget familie i Indien. Og den første sag, der blev opklaret, husker jeg tydeligt. Jeg fandt en kvindes far, der viste sig at bo ude i en skov.”
UNDER DEN USYNLIGE detektivhat er der en knagende hjerne, der kan holde ejeren vågen om natten, når den forsøger at finde nye veje i en sag. En sag, der indtil for nylig invaderede nattesøvnen, handler om Tom og hans far. Anette Hallev får kuldegysninger af at tænke på den, siger hun, tager sin telefon og ringer til Tom. De har ikke mødt hinanden i virkeligheden, men har talt sammen et hav af gange. Hun vil lige høre, om det er i orden, at hun deler hans historie. ”Jo flere der kan få håb og blive inspireret af min historie, jo bedre,” siger han, så det kan høres ovre i den anden sofa.
Toms mor arbejdede på Tenerife som ung, fik en kæreste og ret hurtigt efter et barn. Mor og søn flyttede på et tidspunkt til Danmark, og siden så Tom ikke sin far. Han havde ledt efter ham længe, indtil han for et par år siden bad Anette om hjælp.
”Jeg fik nogle ledetråde fra moren i form af et hotel og nogle navne, og vi vidste, at faren højst sandsynligt var og er spanier. Det burde være enkelt, og jeg kontaktede både radio og tv, men jeg kunne simpelthen ikke finde noget. Hvor svært kan det være? tænkte jeg, men det var virkelig svært,” siger Anette Hallev om sagen, der blev ved med at poppe op i hendes hoved,
”En nat begyndte jeg at lede på Facebook, som jeg har gjort mange gange før – og så skete der noget. Vi havde allerede et sort-hvid-foto af faren, hvor der var et logo på hans skjortebryst. Pludselig så jeg et lignende billede på skærmen og tænkte: ’Det er sgu ham.’”
Men Facebook-profilen var ikke aktiv, så i stedet fandt Anette en person på vennelisten med samme efternavn og skrev til ham. Det viste sig at være Toms fætter, der svarede med det samme, selvom det var midt om natten. Den var god nok. Manden med logoet var ham, de ledte efter.
”Det har været en så forløsende sag,” siger Anette Hallev. Faren viste sig heldigvis at være i live og meget glad for at finde sin søn.
”Om morgenen, da jeg ringede til Tom for at fortælle, at jeg havde fundet hans far, sad han sammen med sin familie og fejrede moren, der var død 10 dage forinden og skulle have haft fødselsdag. Han blev så rørt og skypede med sin far samme dag. De har allerede set hinanden tre gange på Tenerife, siden de fik kontakt.”
GENNEM ÅRENE HAR mere end 15.000 mennesker henvendt sig for at få hjælp. Cirka 80 procent af sagerne lykkes, og de søgende kommer med blandet historik og alder. For eksempel har slægtsdetektiven hjulpet en 80-årig kvinde, der søgte efter sin far. Han blev naturligvis ikke fundet i live, men det gjorde andre medlemmer af familien. Anette Hallev og Lis – hendes partner in crime på femte år – har flest adoptivsager, især børn, som søger fædre. Og søskende, som søger søskende. Hvis der en sjælden gang er en forælder, der søger et barn, bliver han eller hun henvist til en offentlig instans. Det samme er tilfældet, hvis en sag moralsk er på kanten, men det er sjældent.
”Ni ud af 10 gange vækker forbindelsen gensidig glæde, men ikke altid. En adoptivsøn bad om hjælp til at finde sin biologiske mor. Jeg fandt hende, men hun ønskede ikke at se ham. Han blev meget ked af det, men heldigvis ønskede hun ham et godt liv, og det blev dén replik, der gjorde, at han kom videre. Jeg tænker meget over, at det helst skal ende godt. Jeg siger gerne: ’Der er en mening med, at tingene sker, og måske er det ikke meningen, at du skal møde ham eller hende’, og så bliver de ofte afklarede,” siger Anette Hallev, der er bevidst om den terapeutiske rolle, hun også har. Hun kan ikke lade være med at involvere sig og tager tit telefonen for lige at høre, om de eller den er okay. Hun har selv været noget lignende igennem og ved, hvordan de kan have det.
Men før Anette Hallev indgår i et samarbejde, gør hun meget
ud af at tale mulige scenarier igennem.
”Det er vigtigt for mig, at de mennesker, jeg skal hjælpe, gør sig tanker om, hvorfor de ønsker at finde for eksempel deres far – og hvordan de vil forholde sig til, hvis han ikke længere er i live eller af en eller anden årsag ikke ønsker kontakt. Så er de rustede til at tackle de fleste udfald.”
GENFORENING HAR TO grupper på Facebook. En åben, hvor andre kan følge med, når der er bid i en sag, hvilket kommer til udtryk med et stort ’Bingo’ og en varm, overraskende eller vild historie. Og så er der en lukket støttegruppe, hvor arbejdet foregår. Det er her, Anette Hallev, de søgende selv og en masse frivillige hjælpere udveksler informationer og hjælper hinanden.
Mens Lis (der ikke ønsker sit efternavn frem) har sort bælte i kirkebøger, er Anette detaljerytter og tager sig i dag især af de mere komplekse sager, blandt andet dem, der involverer dna. De læser både i gamle telefonbøger og går på opdagelse i internettets dybe kældre, men som Anette Hallev siger, handler det især om at lave en profil af det menneske, de søger – og af den person, der søger. Hvis det er et familiemedlem, er der påfaldende tit lighed i interessesfærer.
”Når jeg holder foredrag, beder jeg publikum komme op og skrive nogle detaljer om det menneske, de søger. Engang fandt jeg en eftersøgt far allerede i pausen ved at slå op i nogle kirkebøger på internettet. Det viste sig, at han havde været ansat i De Danske Statsbaner. Efter pausen fortalte jeg sønnen, at jeg havde en besked til ham, og spurgte, om jeg måtte fortælle det i åbent forum. ’Kom bare med det,’ sagde han, og jeg fortalte, at jeg havde fundet hans afdøde far, og at det højst sandsynligt ville vise sig, at han selv havde en hobby, der lå tæt på det arbejde, faren havde haft. Og da jeg så fortalte, at hans far havde arbejdet for DSB, udbrød sønnen: ’Det er fandeme løgn, jeg elsker modeltog,’” fortæller Anette Hallev, der ikke glemmer den dag.
”Og det gør han heller ikke. Jeg blev også lidt forskrækket, for da gik det virkelig op for mig, hvor meget gener har at sige.”
AF SAMME ÅRSAG spørger Anette Hallev tit ind til, hvad de, der søger, har af hobbies. Da hun fandt sin egen far, oplevede hun, hvor meget de lignede hinanden. Endelig var der en, hun kunne spejle sin rejselyst og sine kreative sider i.
”Der faldt en masse ting på plads. Jeg har tit tænkt: ’Hvor har jeg det fra? Hvorfor kan jeg tegne?’ Min far var knalddygtig til at tegne, og min faster er kunstner i dag,” siger Anette Hallev, der ikke blot fandt sin far i 2000, men også en faster i Jylland og en farmor, der endte med at åbne døren mere end bare på klem.
Anette Hallev rejser sig fra sofaen og går ind i værelset ved siden af. Hun kommer tilbage med tre afrikanske træskulpturer i favnen, der forestiller en mor, en far og et barn.
”Jeg fik dem af min faster Winnie, som jeg stadig har kontakt med i dag. Min far sendte dem hjem til min farmor i Danmark, da han boede i Sydafrika. De forestiller ham selv, min mor og mig, lille Anette. Han håbede hele tiden, at han og min mor fandt sammen igen. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på,” siger Anette Hallev.
Mens hendes far endnu levede, spurgte hun ham direkte om muligheden for, at han kunne have sat andre børn i verden. Svaret lød: Jeg har ikke på den måde været around, men du har muligvis en søster i Sydafrika. Anette Hallev har fået lavet dna-tests og gjort andre forsøg på at finde sit eventuelle nye familiemedlem, men uden held indtil videre.
”Det kommer, hvis det skal.”
