I 2014 VAR David Brook Rosen elev på Idrætshøjskolen Bosei. Han kom for judoen, men fik også boglige aktiviteter, for eksempel filosofiundervisning, med i pakken. En dag diskuterede de genmanipulering, og filosofilæreren viste en film om, hvordan man kunne manipulere afgrøder til at tåle mere glyfosat, et ukrudtsmiddel. For David Brook Rosen var det pervers videnskab:
”Tænk, at vi er så dygtige, at vi kan ændre et dna til at kunne tåle mere gift! Dér besluttede jeg mig til, at jeg gerne ville lære at dyrke mine egne grøntsager.”
Som sagt, så gjort. David Brook Rosen fik sig en gartneruddannelse, og med den på cv’et vendte han i 2019 tilbage til Idrætshøjskolen Bosei, denne gang som ansat.
”Da jeg var blevet uddannet, arbejdede jeg en overgang som selvstændig gartner, men hver gang jeg mødte forstanderen for Bosei, spurgte jeg ham, om ikke vi skulle starte et gartneri på skolen. Jeg mener jo, at alle større institutioner burde være selvforsynende, ligesom det var tilfældet før i tiden. Skolens hovedbygninger her i Faksinge Skov blev opført som tuberkulosesanatorium i begyndelsen af 1900-tallet – og dengang havde de også deres egen køkkenhave, ” siger David Brook Rosen.
Ifølge ham var tidsånden moden til, at man på Idrætshøjskolen Bosei kunne se fidusen i at få sin egen gartner tilknyttet. Ovenikøbet en, man var på fornavn med.
”Det hjalp nok på sagen, at jeg havde gået på skolen og selv tilbød min hjælp,” siger David Brook Rosen, der fik lov at pløje et stykke af skolens fodboldbane op, hvor han gik i gang med at oprette bede, distribuere møg og rejse drivhuse. Et gammelt skur, der havde huset et par kridtmaskiner, fik støbt nyt gulv og installeret stålborde, så det i dag fungerer som vaskerum for de grøntsager, David Brook Rosen hiver op af jorden i Bosei Haven.
Nogle af grøntsagerne ender i højskoleelevernes og de ansattes maver, mens en andel af afgrøderne havner hos Michelin-restauranten på Hotel Frederiksminde i Præstø i nærheden, som Bosei er gået i partnerskab med, samt dennes filial Rønnede Kro. Der er fordele i stordriften, for som David Brook Rosen siger, tager det omtrent den samme tid at plante 50 kålplanter som at plante 150. Og samtidig er restauranten et godt blikfang for David Brook Rosens projekt med Bosei Haven.
”De er fantastisk dygtige til at bruge vores grøntsager. Folk lægger mærke til dem og til historien om, at de er delvist selvforsynende. Og dermed lægger de også mærke til os. Det får historien ud om, at vi er den første højskole i Danmark, der stræber efter en grad af selvforsyning.”
Tomater, løg og andre grøntsager forspires i drivhus, inden de plantes uden brug af store maskiner i den 3.000 kvadratmeter store køkkenhave på Idrætshøjskolen Bosei, som dyrkes uden brug af sprøjtegift.
Selvforsynende bliver idrætshøjskolen nok ikke lige foreløbig. De aktive elever spiser tre måltider om dagen og har brug for en volumen af stivelsesholdige produkter, som køkkenhaven ikke kan levere, men alt, hvad de indtager af bladgrønt, kommer fra egne bede.
Hver uge giver gartneren skolens køkkenchef en liste over, hvad der er friskt, godt og klart til høst, og en gang om ugen er eleverne selv med i haven med faget grøn mad, hvor de bliver indviet i væksterne og i en køkkenhaves klimavenlige og kulinariske potentiale. Bortset fra et par enkelte elever på hvert semester, der bliver bidt af det og får lov at luge i stedet for de faste rengøringstjanser på skolen, er der dog ikke tale om, at de går til hånde som gartnerelever.
”Mange af dem kommer lige fra gymnasiet og har knap nok set en grøntsag uden for et supermarked. Jeg skulle bruge for meget tid på at instruere dem i forhold til, hvad der er gavnligt for mig,” siger David Brook Rosen.
Men selv om han ikke kan gøre de unge mennesker til gartnere i løbet af et højskoleophold, håber han, at hans tilstedeværelse kan være med til at kultivere dem og få deres sans for jordens udbyttemuligheder til at spire.
”Jeg havde engang en kammerat med herude, som ellers er en klog fyr, men som måtte spørge mig, om en broccoli egentlig vokser over eller under jorden. Han anede det ikke. Der er mange, der ikke aner noget om den mad, de spiser, fordi det er så uigennemsigtigt, hvor tingene kommer fra. Måske kan vi være med til at give eleverne et lille frø af interesse inden i sig. Jeg mener, det er basalt for den almene dannelse, og jeg tror, at højskolerne kan og bør være en positiv aktør og gå foran i den grønne omstilling.”
