1.
DE FØRSTE OTTE år af mit liv boede jeg i Gladsaxe i en lille lejlighed. I børnehaven var der en guld-hårspray, og jeg havde aldrig set sådan noget før. Min mor var en hippie-skolelærer, der ikke havde den slags derhjemme. Jeg kiggede på den spray med store øjne. ”Næææh,” tænkte jeg og besluttede lige dér, at jeg ville være frisør. Men i 1. klasse skulle vi lave ’Klods-Hans’ som dukketeater, og der gik noget nyt op for mig. Jeg kan huske min iver, og hvor gerne jeg ville gøre det godt. Det var en meget lille rolle som hofdame med én replik, men jeg var ved at dø. Jeg havde voldsom sceneskræk, selvom det kun var dukketeater. Næsten tortur. Alligevel tiltrak skuespillet mig. Det var dét, jeg ville. I dag ville jeg nok ønske, at der havde været noget mere. At jeg havde gået til håndbold eller noget andet, men det var kun det at blive skuespiller, der fyldte.
Som otteårig flyttede vi til Smørum i et bofællesskab. Det blev kaldt millionær-Christiania og lå i et pænt parcelhusområde, hvor alle mine klassekammerater havde farvefjernsyn og lædersofaer. Det havde vi ikke. Vi stak ud ved at bo i bofællesskabet. Jeg var flov over det, selvom alle andre børn syntes, at det var det fedeste at bo sådan et sted. Der var fællesspisning, gymnastiksal og fælleshus, og vi lavede en masse ting sammen. I dag kan jeg godt se, hvor godt det var, men det havde jeg svært ved dengang. Det hjalp ikke, at mine forældre gik i fodformede sko og hørte Bob Dylan og havde fredsplakater på væggene. Jeg følte lige dele skyld og skam.
En dag vil jeg gerne lave en film, der hedder ’Skyld og skam’, for hvor bokser vi mennesker dog meget med de to ting. Jeg gør i hvert fald. Mange prøver jo at være glansbilleder og vil helst ikke stikke for meget ud, men hold kæft, det går jo ikke. Da jeg skulle holde min 50-årsfødselsdag, brugte jeg uger på at gøre rent, og bagefter tænkte jeg: ”Jamen, for helvede, hold nu op, så må de jo se dit rod.” Kvinder er frygtelige på den måde. Også udadtil. Vi bliver for eksempel plastikopererede. Og jeg kan godt blive sur over det. Når jeg ser mig selv på skærmen, kan jeg nogle gange tænke: ”Fuck, jeg er blevet gammel, det går jo ikke.” Derfor kan jeg godt forstå, at kvinder kan få lyst til at få de operationer. Men der er en lille rebel i mig, der siger: ”Hallo, hvad er det for noget aldersfascisme?” Jeg har ikke lyst til at se mærkelig ud ved at få fyldt et eller andet i ansigtet. Jeg håber, jeg kan stå imod.
2.
JEG FIK EN LÆRER i Smørum, der kom fra Bornholm, og han blev mobbet af klassen. På grund af sin dialekt, og fordi han havde mærkelige vaner som at sutte på sit skjorteærme. Gud, hvor var vi stride ved ham. Jeg lurede hurtigt, at man kunne få ham til hvad som helst. Jeg kunne for eksempel lokke ham til at spille teater i dansktimerne. Så gik vi nogle stykker ind i et grupperum, og det var altid mig, der fandt på, hvad vi skulle, og instruerede de andre. Det blev et frirum fra min generthed.
Jeg har meget at takke ham for, selvom vi faktisk fik ham fjernet fra klassen – undskyld! Nogle forældre brokkede sig. De kunne fornemme på børnene, at han var for vag. Så fik vi en ny lærer, der elskede teater, og hun opdagede hurtigt, at det gjorde jeg også. I 6. klasse lavede vi en kæmpe Holberg-forestilling, og jeg fik lov at spille meget tidligt. Hun er stadig en god ven i dag.
Når jeg så film af Bille August eller Nils Malmros’ ’Tro, håb og kærlighed’, ’Skønheden og udyret’ og så videre, gjorde det et kæmpe indtryk. Jeg elskede dem. Når jeg så på dem, der spillede, tænkte jeg, at de måtte være verdens lykkeligste. Det troede jeg virkelig. Jeg sad hjemme på værelset og skrev til alle filmselskaber. Med pæn håndskrift stod der, at jeg var en pige på otte år, der gerne ville være skuespiller, og jeg spurgte, hvordan jeg kom med i en film, og jeg skrev, at mine idoler var Ghita Nørby og Ove Sprogøe. Jeg kom til nogle børnecastings, men der kom ikke noget ud af det. Jeg kom bare i nogle statistkartoteker.
Jeg skrev tre kladder, før jeg skrev det rent og sendte det, og jeg har stadig nogle af brevene derhjemme. Jeg skrev også til nogle af skuespillerne fra ’Tro, håb og kærlighed’ og til Ove Sprogøe. Han gav mig et pænt svar, takkede for brevet og skrev noget med, at ”det er en svær branche, men pøj-pøj med det” og så videre. På et tidspunkt i folkeskolen begyndte jeg i en amatørteatergruppe, men der sad vi for meget af tiden og drak te. Der skete ikke nok. Og jeg var samtidig genert, så jeg sagde ikke en lyd. Jeg skal være tryg, før jeg tør, og det var jeg ikke. Men indeni var jeg stadig helt dedikeret til at blive skuespiller.
3.
LARS KNUTZON ER min mors venindes mand. Han prøvede at tale mig fra at blive skuespiller. Det er en usikker vej, sagde han. Han tænkte måske, at en genert pige som mig var for hæmmet til det, og i dag, så mange år efter, udstråler jeg måske stadig ikke nok, at jeg er ’skuespiller’.
For nogle år siden var jeg på ferie og talte med en udlænding, der spurgte. hvad jeg lavede. Han troede simpelthen ikke på, at jeg var skuespiller. Det kunne jeg grine af, men jeg er ikke den klassiske udadvendte skuespiller.
Jeg kom i gymnasiet i Ballerup, og jeg fik stadig afslag fra de filmselskaber, jeg skrev til. En dag tog jeg kontakt til Vesterbro Ungdomsgård. Jeg var vokset op med sangene, der alle var fra teaterforestillinger, og jeg drømte om at være med på sådan en plade. Jeg skrev til dem og fik lov at komme derind. Mine forældre blandede sig udenom. De stoppede mig ikke, men hjalp mig heller ikke. Jeg kendte slet ikke Vesterbro og fandt vej med et Krak-kort ned ad Istedgade.
Jeg troppede op i køkkenet, hvor Bo Schiøler sad. Han var ansvarlig for alle sange og teaterstykker. At møde ham og de andre derinde var som at komme hjem. Fra at føle mig anderledes og lidt forkert i Smørum var det som at finde en familie. Når vi mødtes, begyndte vi med en ’sandhedsrunde’, og det var ikke kun pæne ting om, at ”det går fint”. Der var nogle, der var kede af det. Det var meget ærligt, og det var en ærlighed, jeg havde længtes efter. Vi blev set, og vi kunne være, som vi var. Det var et rum, hvor jeg kunne være mig selv. Fra det øjeblik var jeg tryg, og så kunne jeg noget som skuespiller.
Det var store følelser, vi arbejdede med. Om at have det svært, om tro og om døden. Det var benhårdt med øvelser og nye forestillinger hele tiden. En fabrik af kreativitet. Der var teater to gange om ugen og en lyrikgruppe, hvor vi skrev digte, og en sanggruppe. Vi brugte ikke tiden på at drikke te. Revl og krat var med, og der var en fyr, der stammede helt vildt, men som alligevel stod og sang. Og en helt forsømt pige, der var stærkt ordblind, men som skrev 110 digte i lyrikgruppen. Bo Schiøler har betydet sindssygt meget for mange unge, også selvom han måske var upædagogisk og kunne være hård. Det kunne jeg godt lide. Han stillede krav, men han tog os alvorligt og gav os en tro på os selv. Han kunne råbe, at vi kraftedeme skulle tage os sammen, men han havde kærlighed til de unge, og han havde hjertet med.
4.
JEG SØGTE IND som skuespiller syv gange. Hver gang uden held. Når jeg fik afslag fra skuespillerskolerne, sagde mine forældre, at jeg måske skulle overveje at blive lærer. Det gjorde mig rasende. Samtidig var de afslag ret traumatiske, og jeg kæmper stadig med de syv afslag. Det gør jo noget ved et menneske at få at vide: ”Du duer ikke”, når man så gerne vil. Der lå også noget i branchen om, at hvis man skulle være rigtig skuespiller, måtte man som minimum have gået på teaterskolen.
I den seneste ’Klovn’-film var Lane Lind med. Hun er tidligere rektor på Odense Teaters elevskole og har givet mig flere afslag. På den første optagedag på ’Klovn’ kom hun hen til mig, kiggede mig i øjnene og sagde: ”Undskyld, Mia, jeg tog fejl.” Det var rart. Alle, der fik afslag, kunne ringe op og få en begrundelse. Hun fortalte, at jeg havde ringet og været rasende hver gang.
Det var liv eller død for mig. Det var kun den vej, jeg ville gå. Når jeg ser tilbage på de optagelsesprøver, hvor man er inde i tre minutter, var jeg ekstremt nervøs. De kigger blandt andet på, om man er ’fri’, og jeg var på ingen måde ’fri’. Jeg var ét stort nervevrag hver gang, fordi jeg ville det så meget. År efter år læste jeg hos en ny skuespiller for at forberede mig. De lærere, jeg læste med, foreslog, at jeg skulle prøve at gå op i en yndig ungpigerolle fra for eksempel Shakespeare, men det sagde mig ikke rigtig noget. Jeg var mere til Lars Norén, ægteskabsdramaer og ældre kvinder i livskriser. I dag kan jeg godt se, at det måske ikke passede så godt, fordi jeg ikke var så gammel.
Teater Grob var netop startet op, da jeg kom med i truppen. Det var en samling af alle os, der ikke var kommet ind på skolerne. Alle os, der var kasserede, men som ikke ville finde sig i det. Vi ville det så meget, at vi skabte det her undergrundsteater. Jeg blev ved med at blive afvist, jeg var jaloux på dem, der kom ind, og derfor var jeg med til at hyre de bedste lærere fra skolerne til at undervise os. Teater Grob var hårdt arbejde, og at have været med i det betyder, at jeg fra starten har været vant til at kæmpe mig frem. Jeg har måttet gøre det på den hårde måde og har ikke fået noget serveret på et sølvfad. Det, jeg har opnået, er min egen fortjeneste, og det er jeg stolt af.
5.
VI VILLE SÅ gerne være skuespillere, men vi havde ingen erfaring, vi måtte lære det hen ad vejen. Men det var fedt selv at bestemme og sidde med en masse kasketter på. Vi skulle lave alt selv. Der skulle laves plakater, og der skulle gøres rent og skrives ansøgninger til fonde om støtte. Der var noget uforkælet over det. Og på en måde privilegeret, fordi vi headhuntede de gode lærere til at undervise os. Men vi betalte også selv for det.
Jeg søgte stadig ind på de tre steder, man kan blive uddannet skuespiller – København, Odense og Aarhus – for selv om vi havde Grob, ville det jo være 100 gange nemmere at gå på en offentlig skole og få det hele betalt. Vi søgte alle sammen ind, og det var jo tit sådan, at de gode blev optaget. Til sidst lavede vi en regel om, at når man var hos os, søgte man ikke ind. Året efter trak det alligevel i mig, så jeg søgte i smug. Det var der nogle, der blev rigtig sure over. Og jeg kom stadig ikke ind. Men de første forestillinger, vi lavede, fik succes. Gode anmeldelser, og folk kom og så os.
Jeg kunne mærke, at Lars Junggreen, som var rektor i Aarhus, syntes, jeg var god, selvom han ikke tog mig ind. Han sad også i Teaterrådet. Han sagde til mig, at jeg skulle stoppe med at søge, og samme år fik vi første gang en halv million kroner til en forestilling fra Teaterrådet. Det var et stort vendepunkt. Det begyndte at køre, og vi fik penge hvert år og blev mere anerkendte. Vi kunne give os selv løn, en meget lav løn, men det var stort for os, fordi udgangspunktet var ingenting.
På et tidspunkt blev Grob så stort, at vi holdt optagelsesprøver, og så sad vi selv der og skulle vrage nogen. Det var ikke så sjovt. Men vi havde et dejligt ukrukket miljø. Vi knoklede, og selvom vi ikke kom let til det, lavede vi noget, vi syntes var fedt. Det var også et vendepunkt for mig, da jeg fik Reumerts Talentpris i 2002. Det var første gang, jeg følte, at jeg kunne kalde mig skuespiller. Det betød meget med den anerkendelse.
6.
MANGE AF FORESTILLINGERNE i Grob endte med at blive sjove. Det var ikke et egentligt mål, men sådan blev det. Det var lidt overraskende for os, for det kunne godt være alvorlige emner, men alligevel kom humoren ind ad bagdøren. Det gav mig nogle nye muligheder. Blandt andet blev jeg hyret til at spille en sjov karakter under et melodigrandprix, og der kom mere og mere. Jeg var med i en serie, ’Perforama’, med Anders Matthesen, og den så Casper Christensen og Frank Hvam. Derfor hev de mig ind til en casting til ’Klovn’. Jeg skulle spille en scene med Frank, mens instruktør Mikkel Nørgaard var der. Jeg vidste, de havde lavet ’Langt fra Las Vegas’, men jeg var ikke så stor fan og var ikke helt sikker på, at ’Klovn’ var det rigtige for mig. Men min søster kunne lide ’Langt fra Las Vegas’ og sagde, at dem skulle jeg sige ja til. Jeg græd ikke af glæde, da jeg kom med, ikke som da jeg fik en rolle i ’Krøniken’. Det var lige sådan en dramaserie, jeg havde drømt om.
’Klovn’ var ikke så populær i starten. Den skulle lige have en sæson ligesom mange andre serier. Men så begyndte der at ske noget. Det kom gradvist. Der var ikke en stor opmærksomhed fra den ene dag til den anden, men jeg mødte mange mennesker, der spurgte, om jeg også var sådan i virkeligheden. Det var sikkert også, fordi hun hedder Mia i serien. Jeg havde foreslået, at hun skulle hedde noget andet, men Casper og Frank syntes, at vi skulle bruge vores egne navne. De kunne ikke sige så meget om, hvordan karakteren Mia skulle være, men hun skulle være sådan en pæn kone, der vil holde på formerne og er konservativ i tøjet. Okay, så gik jeg den vej. Jeg prøver altid at finde det, jeg ikke kan holde ud ved den karakter, jeg skal spille. Det giver noget energi. Nogle gange har vi kaldt hende ’mormor’ under optagelserne. Jeg kan ikke holde ud, når nogen holder på formerne – jeg hader det – så det hjælper mig at tænke på hende som en ’mormor’, der gerne vil netop det.
Da serien blev populær, havde jeg det i begyndelsen okay med opmærksomheden, men med tiden er jeg blevet lidt mindre begejstret for den side af det. Jeg elsker at lave det, jeg laver, men kendthedsfaktoren er jeg ikke så vild med. Den giver et selvfokus, der ikke er særlig sundt. Det gør mig utilpas. For eksempel at sidde i venteværelset hos lægen, og folk måske ved, hvem jeg er. Det er en ulige situation. Det er en følelse af at sidde nøgen.
Jeg tænker også over det som forælder. Jeg vil gerne være en forælder ligesom alle andre på en skole, men jeg kan nogle gange komme til at være lidt for optaget af, hvad de andre mon tænker om mig. Det giver nogle kunstige situationer, som er svære at forklare. Men i andre situationer er jeg ligeglad. Der er kendte mennesker, der for eksempel ikke vil tage metroen, men sådan er jeg ikke.
Opmærksomheden har en pris. Da jeg fik tvillinger som alenemor, spurgte jeg min ekskæreste, om vi ikke bare kunne sige, at det var ham, der var faren, selvom jeg fik dem med en donor. Den var han ikke med på, men jeg ville gerne slippe for opmærksomhed omkring det. Da jeg fødte på Hvidovre Hospital, lå der journalister på lur, og nogle ringede til min far, fordi de fandt ud af, at jeg havde født.
Det er ikke, fordi så mange kommer hen og siger noget, når de ser mig. Hvis det er børn eller ældre, er det som regel sødt. Der er også nogle, der siger: ”Gud, du er meget anderledes i virkeligheden.” Hvis folk er fulde, kan det være meget grænseoverskridende at blive genkendt. Engang på Skanderborg Festival kom en mand hen og hev op i min bluse for at sammenligne mine bryster med sin kones.
7.
DET ER BEDST at være skuespiller, når man er sammen med de rigtige legekammerater. Hvis jeg skal være sjov, skal jeg være sammen med andre. Det er ikke så tit, jeg har mødt mennesker, hvor det klikker på en bestemt måde, men en af grundene til, at jeg har lavet ’Klovn’ i så mange år, er, at der sker noget, når Frank og mig er sammen. Det sker også med Casper. Det er noget uforklarligt, det er næsten, som om rollen spiller sig selv.
I det hele taget har det været rørende at finde ud af, at vi har underholdt så mange mennesker med ’Klovn’. Jeg blev engang stoppet af en nordmand, der sagde: ”Jeg har været ude for et trafikuheld, og I var grunden til, at jeg kom igennem de mange måneder, hvor jeg lå i en seng. Hvis jeg ikke havde set ’Klovn’, var jeg ikke kommet over det.”
Sådan noget har jeg oplevet nogle gange, og jeg har tænkt: ”Gud, vores lille serie har rent faktisk givet folk noget.”
Man kan godt sige, at ’Klovn’ måske ikke er så dyb, men det at få folk til at grine er lige så stort som alt muligt andet. Der kan nogle gange være en stemning af, at komik ikke er så fint, men det er noget af det sværeste at lave. Jeg er altid blevet meget glad, når folk har spurgt, hvornår næste sæson kommer. Nogle siger også: ”Ja, du må undskylde, men jeg kan simpelthen ikke se det, det er for pinligt.” Sådan har jeg det ikke. Jeg kan ikke få det pinligt nok.
8.
JEG HAR ØDELAGT virkelig mange af de bedste optagelser i ’Klovn’, fordi jeg kommer til at grine. Især over for Frank Hvam, fordi han er så sjov og tager røven på mig. Det har været et stort problem, at jeg ikke kan holde masken. Jeg har forsøgt at bide tænderne sammen og kæmpe imod grinet. Men mange gange kan jeg ikke. Frank er bedre til det, men Casper kan heller ikke. Afsnittet om Jarlens begravelse for eksempel var svært. Den kom faktisk aldrig i kassen uden grin. Hvis man kigger efter, kan man se Iben grine bag solbrillerne, og man kan også se, at jeg kommer til at grine.
Vi lavede også en scene, hvor Frank har flirtet med en fra kommunen, og senere vil han gemme sig for hende. Han prøver at kravle ind i en skænk. Når Frank gør noget, kan det blive lidt voldsomt. At se ham kaste sig rundt i soveværelset og få sin store krop ind i det skab … det var som et stort dyr, der tumlede rundt. Han har verdens sjoveste krop, og han fedter ikke med den. De sjoveste mennesker er dem, der ikke er forfængelige. Måske er det derfor, nogle kvinder har svært ved at være sjove. Hvis man bliver for optaget af, hvordan man ser ud, kan man ikke. Hvorfor er Bodil Jørgensen sjov? Det er, fordi hun er meget lidt forfængelig. Jeg synes også, at noget af det sjove ved de nye ’Klovn’-afsnit er, at vi ikke prøver at være unge, men går med på det fordærv, der ligger i at blive ældre.
Da jeg lavede revy i Tivoli for et par år siden med blandt andet Kirsten Lehfeldt, havde jeg også svært ved at styre grinet. Man begynder bare ikke at grine privat på en scene, men Kirsten, som er min veninde, er værre end mig, og hun elsker det. Hun kan få mig helt på glatis. Vi havde en scene om to gamle Tivoli-ansatte, der blev forelskede. Jeg spillede tissekonen, der styrer toiletterne, og hun spillede ballonsælger. Der var lyde af, at hun sad og sked inde på toilettet, mens hun havde en forelsket samtale kørende med mig gennem døren og prøvede at skjule, at hun sad og sked. Vi var som små børn, der syntes, det var det sjoveste i verden, at det handlede om at lave pølser.
Jeg er ikke så god til, når tingene bliver for pæne. Det gælder om at finde det ikke-sjove og så forstørre det. Hvis man laver en figur, der ikke har humor, og forstørrer, at den person ikke har humor, bliver det sjovt. Mia fra ’Klovn’ har ikke særlig meget humor. Hun prøver ikke at være sjov. Hun prøver ikke at tabe ansigt. Det interessante er tit at finde ud af, hvor smerten ligger hos folk. Jeg ser ikke meget komik selv. Jeg elsker at se ting med stor smerte i. Der er egentlig meget lidt, jeg synes er sjovt, i hvert fald i den forstand, hvor jeg griner af en komedieserie.
9.
’KLOVN’ HAR VÆRET en stor mulighed, som jeg har været rigtig glad for. Det har været en gave, at der har været den kemi mellem Frank og mig, men også med Casper og instruktøren Mikkel Nørgaard, og at kunne gå på arbejde og grine så meget, som jeg har gjort. Men det har også sat mig lidt i bås. Som regel bliver jeg kun tilbudt at være med i komedier, selvom jeg gerne vil prøve noget andet.
Jeg har nogle gange sagt i medierne, at jeg gerne vil prøve noget nyt som skuespiller, noget mere dramatik. Det er ikke, fordi jeg ikke vil lave noget med humor, men der kan være langt mellem snapsene med gode manuskripter. Hvis det bliver for letbenet, siger det mig ikke noget. Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis jeg fik et tilbud om at medvirke i en stor svensk drama- eller kærlighedsserie, ville jeg hellere det frem for mange af de muligheder, jeg har som skuespiller i øjeblikket. De kan noget i Sverige, og jeg ville også hellere være med i en god serie der end komme til Hollywood.
Men når jeg først har sagt ja til noget, prøver jeg altid at finde det, der tænder mig ved rollen. Nogle gange er manuskripterne ikke det mest spændende, men jeg prøver at finde noget i karakteren, der interesserer mig. I filmen ’Tag min hånd’ nåede jeg sammen med instruktør Lars Kaalund frem til, at den læge, jeg skulle spille, var som en lille mand, der var helt følelsesforskrækket. Når først jeg har sporet mig ind på det, bliver det interessant.
10.
DET ER EN stor drivkraft for mig, at jeg mangler at spille nogle af de dramatiske roller, jeg gerne vil have. Måske er jeg på vej, selvom en caster engang sagde til mig, at jeg måske skulle affinde mig med kun at lave komedier resten af mit liv. Jeg sagde det ikke højt, men tænkte: ”Det skal du fandeme ikke bestemme!”
Hvis kalenderen har været tom, har jeg sagt ja, selvom det havde været mere taktisk at sige nej, fordi rollen måske sætter mig i bås. Men jeg kan ikke bare vælge. Jeg er enlig mor og skal betale regninger. Sådan er det. Der var engang en anden caster, der sagde: ”Jeg vil ikke caste dig, så længe du laver reklamer.” Dér blev jeg gal. Det er sgu for nemt at sige. Jeg spekulerer over, om telefonen holder op med at ringe, og hvis der ikke lige sker noget i en periode, tænker jeg: ”Er jeg blevet for gammel?” Men jeg har en vilje. Jeg bliver ved.
