SOM FEMÅRIG begyndte jeg at spille. I skolen fik vi en folder fra den lokale musikskole, som tilbød to ting: violin og klaver. Jeg gik med violinen og spillede et par år, indtil jeg blev træt af det. Jeg var ikke så god til at få øvet mig. Så gik der nogle år, hvor jeg ikke spillede noget, men savnede et eller andet.
En dag på mit værelse, hvor jeg kedede mig, tog jeg min legetøjsmundharmonika frem, efter at jeg i tv havde set Amin Jensen jamme på sådan en i ’Hit med sangen’. Jeg blev grebet af det og begyndte at ønske mig mundharmonikaer til fødselsdage og jul. Min far fandt mig en privatlærer og hjalp mig også ved at gå på internettet og researche på forskellige teknikker. Han er selv semiprofessionel musiker og spiller bas i et disko-orkester.
I starten spillede jeg diatonisk mundharmonika. Det er sådan en, som Bob Dylan spiller på, og som har ti huller, kan spille én toneart og er meget udbredt inden for blues. Jeg spillede selv blues med en ven, der spillede guitar. I en periode, da vi var 10-11 år gamle, stod vi på Strøget hver søndag. Så længe man kun spiller akustisk, skal man ikke have nogen licens til at stille sig op og optræde.
Vi spillede de samme 3-4 simple bluesnumre, vi selv havde jammet frem, igen og igen. Folk elskede det, fordi vi var så små og nuttede, og vi tjente imponerende mange penge.
Vejen til virtuositet går gennem øvelse og atter øvelse, men på konservatoriet underprioriterer man håndværket, mener Mathias Heise.
JEG STARTEDE PÅ musikskolen igen, hvor jeg fik undervisning i teori, samspil, guitar og klaver. Så småt begyndte jeg at gå fra den diatoniske til den kromatiske mundharmonika, som har en meget renere, mindre bluesagtig lyd, fordi den med sine 12 huller kan spille alle tonearter. Fra jeg var 11-12 år gammel, begyndte jeg at lave mine egne kompositioner, som jeg indspillede i mit hjemmestudie og sendte til mine musiklærere.
De anbefalede mig at søge ind på den musikalske grunduddannelse MGK, som man kan kombinere med gymnasiet. Som den første nogensinde i Danmark blev jeg optaget med mundharpen som instrument, og i løbet af de næste fire år udviklede jeg mig enormt som musiker og blev mere klar over, hvad det virkelig er, der interesserer mig. Det føltes, som om jeg erobrede nyt territorium for instrumentet, og det var virkelig fedt at spille noget, der er så sjældent. At have så meget terræn for sig selv og ikke føle, jeg stod i skyggen af alle mulige andre, der var bedre. Jeg havde min egen spillebane.
I 2013 HOLDT jeg en uge fri fra skolen for at tage til Trossingen i Tyskland og deltage i World Harmonica Festival. Den afholdes hvert fjerde år, og undervejs kåres verdensmesteren i kromatisk mundharmonika. Instrumentmageren Mathias Hohner opfandt mundharmonikaen i Trossingen engang i 1800-tallet, der ligger en mundharmonikafabrik og et -museum, som tilsammen beskæftiger det meste af byens befolkning, og stort set alle i byen spiller. Sådan en festival ville nok være for meget mundharmonika for de fleste, men min far, som var taget med mig, var vant til det, og vi hyggede os rigtig godt.
Jeg anede ikke, hvad for en konkurrence jeg ville møde, men da jeg først hørte niveauet, tænkte jeg, at jeg godt kunne være med. Vi var 40 deltagere, der på skift skulle spille et nummer på fem minutter foran de tre dommere. Nogle havde et band med, mens andre spillede med backing track som baggrund. Jeg brugte et nummer fra min debutplade, som jeg først udgav året efter.
Dommerne vurderede vores teknik, harmoniforståelse, rytmik, tone, improvisation og gav point på alle parametrene. Den sidste dag af festivalen udråbte de mig som vinder. Det var meget svært for mig at forstå. Mig, en 20-årig?
Mathias Heise har skrevet sin egen musik, siden før han blev teenager.
EFTER GYMNASIET BRUGTE jeg et år på at indspille min debutplade, og derefter begyndte jeg på Rytmisk Musikkonservatorium efter en optagelsesprøve, hvor jeg spillede to af mine egne kompositioner, og en samtale, hvor jeg fortalte om mine ambitioner.
Jeg fortalte dem, at jeg gerne ville blive en bedre instrumentalist og en bedre komponist, og at jeg gerne ville skubbe mundharpen et nyt sted hen og sætte den ind i en mere kompleks jazz-sammenhæng, end den hidtil har været brugt.
Jeg håber på at gøre for mundharpen, hvad John Coltrane gjorde for saxofonen. Før ham havde saxofonsoloer primært været kortere afbræk fra temaet i et jazznummer, men han begyndte at lave meget lange solistiske forløb, som åbnede for et helt nyt musikalsk udtryk, hvor intet er skrevet ned, alt er improviseret, og intensiteten stiger organisk gennem soloen, fordi lytteren er med på samme rejse som musikeren.
I de bedste øjeblikke kunne Coltrane transcendere saxofonen og sig selv og opnå en total symbiose med sit instrument: ren musikalsk væren. Den intensitet kan ikke opnås på andre måder, og den kræver en usædvanlig virtuos solist. Tilstanden, jeg prøver at beskrive, er nærmest religiøs, og jeg ved ikke, i hvor høj grad jeg selv har oplevet den, men jeg nærmer mig og får en mundsmag af det, som er med til at holde min fascination af instrumentet ved lige. Det er et livsprojekt for mig at se, i hvor høj grad jeg kan opnå det.
Jeg kom ind på konservatoriet som den første mundharpenist i danmarkshistorien. Men de kunne ikke holde på mig. Deres musik- og undervisningsfilosofi stemte ikke overens med min.
Jeg er tilhænger af en tilgang, hvor man har stor respekt for traditionen og den viden, der er akkumuleret inden for musikken de sidste mange århundreder, og søger at tilegne sig alt, som er gavnligt, fra dem, man står på skuldrene af.
Mathias Heise og Hugo Rasmussen holder øjenkontakten.
PÅ KONSERVATORIET HAR de en filosofi, hvor eleverne er kunstnere i deres egen ret og selv herre over deres egen proces. Det er som en kunstskole uden et pensum. Der stilles ingen krav. Kun at du har et projekt med til timerne, som du arbejder med.
Jeg ville gerne have haft en samling af lærere, der underviste i rytmik, harmonik, dynamik og andre grundlæggende byggesten inden for musikken, og en gruppe elever, der forsøgte at nå højere niveauer af ekvilibrisme – for musikkens skyld. For mig at se er det ikke os hver især som kunstnere, der er vigtige. Det er musikken. For mig at se er kreativitet synteser af forudgående viden. Hvis du ikke har sat dig alvorligt ned og tilegnet dig noget af den eksisterende viden, er det svært at lave interessante synteser.
Da jeg nævnte for en af mine lærere, at jeg havde tænkt mig at gå ud, sagde han bare, at der jo er nogle, der er klar til at springe tidligt ud fra vippen. Det var jeg. På det tidspunkt tjente jeg allerede mine egne penge på at spille, og det var en fornøjelse at blive fri til at kunne dedikere mig hundrede procent til den musik, som jeg allerinderst brænder for.
I mange år har der været én anden ting, jeg interesserede mig for, nemlig filosofi. Lige siden jeg i gymnasiet blev introduceret til østrigeren Karl Popper, har jeg været fascineret af ham. Han har et klarsyn og et intellekt, der vækker genklang i mig. Alt, han skriver, emmer af empati og interesse i menneskelig trivsel.
Jeg har længe haft i baghovedet, at det kunne være interessant at studere filosofi, og i 2021 gjorde jeg forsøget og begyndte på Københavns Universitet. Jeg havde lyst til at møde ligesindede og til at være en del af et socialt miljø, hvor filosofi var fællesnævneren. Og jeg tænkte, at jeg måske, hvis jeg blev bachelor i filosofi, ville have mulighed for at lave nogle foredrag eller blive en del af en offentlig debat med lidt større pondus, end hvis jeg bare var musiker.
DET VAR SKØNT og stimulerende at have forelæsninger. Jeg fik en masse ideer og input. Men i det lange løb harmonerede det dårligt med mit liv. Jeg kunne godt klare at komme til forelæsningerne og at få skrevet opgaverne. Men der var også mødepligt til seminartimerne med gruppearbejde, og jeg kunne ikke få det til at passe med at spille og øve mig. Til sidst kom jeg op i nogle udvidede skriftlige eksamener på grund af mit fravær. De skulle løses på ret kort tid og faldt i øvrigt sammen med en turné.
Jeg droppede ud. Umiddelbart føltes friheden sød, men jeg var også ærgerlig over det. For det var sådan set en drøm at beskæftige sig med filosofien og skrive og diskutere ideer – og at der var kompetente lærere, der brugte tid på at læse, hvad jeg skrev.
Jeg forstår godt, man på universitetet ikke er interesseret i elever, der bare vil have noget SU, og som går halvhjertet igennem en uddannelse, og det er vel derfor, de regler om fremmøde er der. Samtidig tror jeg, der er andre som mig, der brænder for filosofi – eller et andet fag – og som ville kunne klare sig med en højere grad af selvstudium, men som har svært ved at overholde mødepligten. Jeg tror selv, jeg ville have kunnet studere ganske kompetent og have klaret mig udmærket til en eksamen.
Man ønsker vist ikke, at folk arbejder ved siden af. En lærer på filosofi sagde det lige ud til klassen: ”Det kan ikke lade sig gøre. Du bliver nødt til at dedikere dig 100 procent, ellers må du gå på VUC (voksen- og efteruddannelse, red.).” Jeg kan ikke se nogen ræson i at nægte folk at forsøge. Det, der tæller, må vel være, om de får noget ud af det og klarer sig godt. Folk, der kan kombinere flere forskellige sæt tilegnede evner, må kunne bidrage med større værdi til samfundet.
FOR NUVÆRENDE ER jeg færdig med at uddanne mig ud over musikken og mit instrument, som jeg selv uddanner mig på hver eneste dag. Det kan godt være, at jeg en dag synes, jeg har nået de niveauer musikalsk, som jeg skal, hvor jeg vil prøve kræfter med filosofien igen.
Skulle jeg tage en uddannelse mere, skulle det måske være inden for orkestrering eller klassisk komposition. Der findes jo en klassisk komponistuddannelse. Men på en måde synes jeg heller ikke, deres filosofi er helt håndværksmæssig nok. Jeg kunne rejse til England eller Tyskland, hvor de har en anden tradition, eller jeg kunne engagere nogle dygtige privatlærere herhjemme.
På den anden side er der jo i vores moderne verden ingen ende på, hvad du selv kan finde ud af. Vil jeg vide noget om orkestrering for valdhorn, er der mindst 10 videoer om det på YouTube. Informationerne ligger bare og venter på én, hvis man har interessen og tålmodigheden.
I februar udkom singlen ’Soft Mind’ med Mathias Heise Quadrillion, til maj følger albummet ’Quadrillion’.
