MALAWI, 2012
I 2012 var jeg lige blevet udlært tømrer, men døjede med en gammel fodboldskade og kunne ikke arbejde uden at vågne med smerter. Da jeg opsøgte en ortopædkirurg, fortalte han, at min ankel havde været brækket siden dengang, og at jeg skulle stoppe med at dyrke meget motion, hvis jeg ikke ville sidde i kørestol, som 30-40-årig. Det gav mig et pusterum.
Jeg kom aldrig på dannelsesrejse til Asien ligesom mange af mine jævnaldrende, fordi jeg startede i lære som 18-årig og var på arbejde fra 7 til 17. Det var bare direkte ud i voksentilværelsen. Men efter uddannelsen og operationen kom jeg i kontakt med Folkekirkens Nødhjælp, som havde et frivilligprogram i Malawi.
Jeg ville gerne opleve et eventyr, men jeg vil også gerne hjælpe andre mennesker, så da jeg hørte om Malawi, føltes det helt perfekt. Jeg blev indkvarteret hos en værtsfamilie i en lerhytte med tre værelser og bliktag og boede i en lille landsby med omkring 50-70 huse, som var helt afskåret fra omverdenen.
I Malawi boede Anders Schrøder i en lille landsby uden telefonforbindelse i tre måneder.
På det tidspunkt var Malawi et af verdens fattigste lande. Mit job var blandt andet at stå for en kvinde-låne-spare-gruppe. Hver måned lagde landsbyens kvinder en halv krone i en pulje, og hvis en kvinde ville starte en forretning op, kunne hun låne fra den pulje. Men det var også mit job at rådgive, så alle ikke åbnede et bageri eller en fiskehandler, hvilket havde været tilfældet tidligere.
Det var en livsomvæltende oplevelse for mig dengang. Før rejsen brugte jeg alle mine kræfter på at spille fodbold, træne, og arbejde, men i Malawi var der en helt anden livskvalitet. Selvom alt for mange lever i stor fattigdom, havde de en enorm glæde, som smittede af på mig. Da jeg kom derned, havde jeg også rygproblemer, men efter tre måneder på en sivmåtte var de helt væk. Jeg bilder i hvert fald mig selv ind, at det var årsagen.
Jeg husker særligt en aften, hvor indbyggerne bryggede mjød. Hele landsbyen samlede sig om en stor tønde, og så stod de hele natten og rørte, fordi de ikke havde en røremaskine. Dagen efter var der kæmpe fest, mens de drak den her tykke, klumpede drik, som virkelig ikke smagte godt.
På sin første tur til Sydsudan i 2019 opdagede Anders Schrøder, at der altid var en opgave at tage fat på eller et byggeprojekt, han kunne hjælpe med.
SYDSUDAN FØRSTE GANG, 2019
Da jeg kom hjem, besluttede jeg at videreuddanne mig til bygningskonstruktør. I den periode var jeg stadig frivillig hos Folkekirkens Nødhjælp Ungdom, men jeg var i tvivl, om jeg ville udsendes igen. Det ændrede sig, da jeg mødte en fyr på mit studie, som havde stået for de elektriske installationer i en af verdens største flygtningelejre. Da det gik op for mig, at jeg kunne komme af sted og samtidig bruge min faglighed, opsøgte jeg Læger uden Grænser i 2018.
Jeg tror, der er mange, der bilder sig ind, at man ikke også gør det for sig selv. At man kun gør det for andre. Men jeg gør det, både fordi jeg gerne vil hjælpe, og fordi det tilfredsstiller mig personligt og fagligt. Jeg kan se, at jeg udvikler mig, fordi jeg arbejder med så mange kulturer i et så omskifteligt miljø.
I februar 2019 tog jeg første gang til Sydsudan – et ungt land, der blev selvstændigt i 2011, og derfor skulle hele infrastrukturen og sygehjælpen bygges op. Der var – og er – en enorm underernæringskrise og en masse interne stridigheder og blodige opgør stammerne og generationerne imellem.
Jeg skulle stå for driften af to klinikker i området omkring byen Pibor i den vestlige del af landet. De færreste ved, at logistik i nødhjælpsarbejde er en af de absolut vigtigste ting. Hvis lægerne ikke har medicin, desinfektion eller bandager, hvis bygningerne ikke fungerer til deres formål, eller hvis strømmen går i tide og utide, kan du ikke hjælpe nogen.
Hospitalerne bestod af 6-8 simple bygninger af sten med et råt betongulv. Den eneste undtagelse var fødestuerne og operationsstuerne, som havde fliser for at holde infektionsniveauet nede. I Pibor var det primært fødsler, almindelige skader, som skulle syes, slangebid og underernæring. Hvis der kom mere alvorlige skader som skudsår, blev de sendt videre. Alligevel var det et andet pres end første gang, jeg var af sted, fordi det i mange tilfælde handlede om liv og død.
En hyggelig aften midt i aftensmaden kom der en melding over radioen. Strømmen i hospitalet var gået midt i et kejsersnit. Så greb jeg en lille generator og trak forlængerledninger i bælgravende mørke, indtil elektrikeren kom. Lægen havde heldigvis kun få minutter i mørket, så både mor og barn overlevede. Man er altid på arbejde, når man er af sted, og sådan nogle aftener gør én sindssygt høj, fordi man muligvis var med til at redde et liv.
Men det betyder også, at nedturene er det større. En anden af mine opgaver var at stå for finde gravere til begravelserne. Lige efter man har reddet en kvinde og et barn med strøm til et kejsersnit, kommer der en kvinde med et dødfødt barn. Kontrasterne er så enorme.
Den eneste utrygge oplevelse, jeg havde, var en aften, hvor jeg skulle vikariere for sikkerhedsmanden. Pludselig kom der 50 mænd og unge drenge med våben op til indgangen – en af deres soldater var blevet skudt i et bagholdsangreb. Jeg måtte fortælle dem, at vi ikke behandler soldater. Normalt behandler vi alle, men i det område var situationen så højspændt, at vi ikke kunne have uniformer på hospitalet. Da han var blevet svøbt i tæpper, åbnede vi porten, men så begyndte alle at vælte ind. Jeg måtte sige bestemt, at der ikke måtte være våben eller uniformer på hospitalet.
Det var svært at sige til 50 armerede soldater, for der havde været historier om plyndringer af klinikker i Sydsudan. Kort tid efter jeg tog hjem, lukkede et hospital, da området oplevede den største oversvømmelse i 70 år. Det eneste, der stod tilbage, var et toilet, jeg havde bygget, som var godt hævet over landjorden. Efterfølgende modtog jeg videoer fra lokale, som sejlede hen til toilettet.
SYDSUDAN ANDEN GANG, 2021
Da jeg kom hjem, søgte jeg nyt job. Til alle jobsamtaler blev jeg spurgt: ”Hvornår skal du af sted igen?” Men jeg var ærlig omkring det, for jeg vidste, at det skulle jeg. På min første udsendelse var alt nyt og kaotisk, men anden gang var det mere velkendt. Man kender maden, landet, udfordringerne.
I oktober rejste jeg atter til Sydsudan. Denne gang var jeg tilknyttet to projekter, hvor jeg skulle kortlægge og planlægge udvidelsen af to nye hospitaler. Det ene skulle ligge uden for en flygtningelejr for internt fordrevne med ca. 40.000 mennesker. Byen havde for få år siden 150.000 indbyggere, men på grund af borgerkrigen bor der nu kun 35.000. Resten bor i flygtningelejre eller er flygtet til Uganda.
Det var et enormt omfattende arbejde. Alt skulle gennemtænkes og godkendes ned til mindste detalje. Det kan være en forholdsvis lille ting som fodbakterier, der samler sig i sandstøvet og hvirvles ind på sygegangene. Hvordan undgår vi det, når de færreste bruger sko?
I 2021 vendte Anders Schrøder tilbage til Sydsudan. Herover en af Læger uden Grænsers klinikker.
Derudover er der det logistiske. Når jeg bestiller noget, tager det 3-6 måneder, før det kommer. Jeg skal tænke mange måneder frem, for man kan ikke bare løbe ned i byggemarkedet og hente fem skruer eller en tagplade. Så jeg bestiller altid 10 procent ekstra for at være forberedt.
Jeg lærer noget nyt om mig selv hver gang, jeg er afsted. Det er hårdt arbejde, og man bliver presset. Men samtidig møder man så mange forskellige nationaliteter og kulturer, som gør det hele værd. Hvad enten det er en sydsudaneser eller en af de andre udstationerede, har de så mange vilde historier om deres liv.
Jeg blev gift i september, men smuttede alligevel til Sydsudan i oktober, så der var ikke nogen honeymoon. Det er faktisk utroligt, hvor meget min kone har accepteret. Det er nok savnet til ens nærmeste, der er det sværeste ved at være afsted.
