HEINO HANSEN er de gifte kvinders mand. Det åbenbarer sig en vindblæst mandag morgen i februar. Storebæltsbroen blev lukket samme nat, fordi der var storm i luften. Heino har lige været i P4 Sjælland for at tale om sine mange udsolgte shows på hjemmebanen i Næstved. Den morgen åbner billetsalget til det 10. af slagsen, og blot en time senere er knap halvdelen af de 500 pladser købt og betalt.
”Det er faktisk ny rekord i Næstved,” fortæller Heino:
”Jeg tror, at det plejede at være Mick Øgendahl, der havde rekorden i Næstved med tre udsolgte shows.”
Nu går Heino rundt og gemmer fribilletter i byen og deler ledetråde til sine følgere på Instagram. Det har han gjort flere gange, og som regel bliver de hurtigt fundet. Men i dag når han ikke at gemme noget som helst, før en kvinde ved stationen stopper ham. Hun og hendes mand elsker Heino, fortæller hun. De vil gerne se ham optræde, men pengene rækker ikke til det for tiden. Hun beder derfor om en videohilsen til sin mand, da de har 20-årsbryllupsdag, og det kan Heino ikke stå for. Så han giver hende to fribilletter, hvorefter hun fisker et værdibevis frem. Hvis Heino og konen en dag skal ud at spise eller noget andet fint, så kan hun komme forbi og få lavet negle på huset.
PÅ AXELTORV I Næstved fortæller han om ’Slattenpatten’. En to meter høj bronzestatue af Bjørn Nørgaard til godt og vel to millioner kroner, som har skabt stor furore i postnummer 4700. To millioner er mange penge, og mange synes, den er grim. Og så er der problemet med koncerterne på torvet. Ifølge Heino står ’Slattenpatten’, det hedder den faktisk, i vejen for scenen, så der nu kun kan være halvt så mange mennesker til at bakke op om de lokale jam-bands.
Så begynder Heino at fortælle om uret, der hænger over Sportmaster. Heino anerkender dog ikke Sportmasters tilstedeværelse. For ham er det den gamle Bog & idé, og han kan ikke huske, at uret nogensinde har virket – heller ikke dengang sportskæden endnu ikke var rykket ind, og der stadig lå en boghandler. Samme aften finder Heino ud af, at uret efter mange år faktisk er blevet fikset. Det går bare tre timer forkert.
Mens midtbyen lever sit eget stilfærdige liv, skyder det ene storcenter efter det andet op lige over for hinanden i byens nordlige ende. Det dræber byen, mener Heino. Hvis han var enevældig hersker i Næstved, ville han jævne storcentret med jorden. Bagefter ville han jævne det nyere megacenter lige overfor, og til sidst ville han stoppe byggeriet af det kommende shoppingcenter lige bag ved megacentret. Så kunne man få gang i byen igen, ligesom dengang han som barn løb ærinder på en fyldt gågade. Han når knap nok at færdiggøre sin sætning, før en kvinde med barnevogn og vinterjakke kommer forbi for at sige goddag:
”Du er jo ude og gemme fribilletter. Kan du ikke bare stikke mig to?” spørger hun.
”Njaaa. Jeg skal jo gemme dem, og jeg har allerede givet to til en anden,” siger Heino med tydelige skrupler over at skuffe de skatte-jagtsglade i Næstved.
Hun griner ad Heino, der forvirret forsøger at demontere situationen. Selvom han er akavet og indadvendt, som han står der og diskuterer om fribilletter med en fremmed kvinde, er det med snerten af et glimt i de skelende øjne. Hun fortæller, at hendes mand er tosset med Heino, det er hun også selv, og at de skal giftes dagen efter. Det kan Heino atter ikke modstå. Eller også kan han ikke sige nej, selvom han prøver de første fem gange. Efter længere tids debat bliver hun skrevet i døren, og efterfølgende fortæller Heino, at der faktisk er en mand, som har tænkt sig at fri til sin kæreste, når han skal optræde i Holbæk en uges tid senere.
Det er hverken første eller sidste gang, at folk henvender sig til Heino på gaden for at sludre. Det skyldes ifølge ham selv, at han er en Fedtmule-type, der ikke afskrækker folk. Og den facon er åbenbart så afvæbnende, at det får fremmede på gaden til at føle sig på fornavn med ham, ikke mindst i hjembyen. I Danmark er der 40 med navnet Heino Hansen, men i Næstved er der kun én. Også selvom han er flyttet.
Med offentliggørelsen af det 10. show i byen har Heino fået ekstraordinær tilladelse af Næstved Kommune til at lyse et stort neongrønt 10-tal op på den enorme silo ved havnen den aften. Det er normalt lukket land for kommercielle interesser, men Heino må have givet så meget til Næstved, at Næstved ville give lidt igen.
Når Heino taler om sin hjemby, siger han stadig ’os’ og ’vi’, selvom han er flyttet i nybyg i Carlsberg Byen i København sammen med sin kone og deres to børn med udsigt til en byggeplads, hvor nye naboer om et års tid kommer til at bo i eftertragtede ejerlejligheder. Heino er ikke afvisende over for tanken om at flytte tilbage til Næstved, hvor børnene kunne få lidt provinsidyl, græs under tæerne og møde en lidt anden omgangskreds end nybyggerfamilierne.
”Det er en by med en dejlig humor. Det bliver aldrig selvhøjtideligt. Nu får vi snart en champagnebar. Jeg er spændt på at se, hvordan det kommer til at fungere. Men selv dét, tror jeg, bliver ikke for højtideligt. Det bliver stadig bare to glas med sprøjt.”
Men hans kone gider ikke flytte til Næstved, og det er måske også for besværligt, når man som Heino er bange for at køre i bil.
NÅR HAN OPTRÆDER, har Heino en række faste rutiner. Når han og tour-manager og Næstved-kammerat Stefan Hilskov ankommer til et show, skal en 3,5 meter høj ballonfigur udformet som Heino stilles frem som blikfang. Der skal være grøntsagsstænger med dip på bordet og Pepsi Max i køleskabet, så Heino ikke bliver alt for rund om hofterne, når han turnerer rundt i månedsvis. Der må ikke være chokolade, for så æder han det uden at blinke.
Det fortæller han i bilen på vej til Holbæk Teater en uges tid senere, hvor han skal optræde for fuld sal to gange med sit show ’Heino Hansen’s første comedy show’.
Han er angst for fart og har ikke kørekort. En overgang kørte han knallert, men det gik også lige hurtigt nok. Skal han i dag et sted hen med dårlig bus- og togforbindelse, er det Stefan eller en studentermedhjælper i agenturet, som kører ham. De mange ture rundt i landet har alligevel givet ham en form for køreglæde – selvom han jævnligt griber ud for at holde fast i døren. Aftenens to optrædener bliver nummer 79 og 80 ud af i alt 136 planlagte shows med samme grimasser, samme vittigheder, samme alting.
Han medbringer altid sin egen grå boomblaster, så han kan høre Niarn, Shu-bi-dua, Østkyst Hustlers, Aqua og al den anden musik fra sin ungdom, mens han sjipper og træner, før tæppet går. Når det gælder påklædning, veksler han mellem to meget ens mørkeblå jakkesæt. Han har altid en lille forglemmigej i sit revers til minde om sin mor. Og så bruger han det samme mørkeblå slips. Det har ikke været bundet op, siden hans bror bandt det inden turens første optræden. Efter 80 shows har han endnu ikke lært at binde det selv.
Hvis alt ikke går efter planen, er Heino Hansen overtroisk nok til at tro, at hans optræden vil lide under det. Én gang var boomblasteren ikke med, og den aften var ikke ideel, husker han. En anden gang glemte han den lille forglemmigej, fordi han skiftede blazer mellem to shows. Den aften var heller ikke perfekt. Og så var der dengang i Fredericia, hvor han ikke kunne finde det mørkeblå slips og måtte gå med et prikket. Det gav en ordentlig knude i maven, og den aften kunne være gået bedre. Derudover har han et tidspunkt for, hvornår han gerne vil spise, så han kan nå at slå mave uden at falde i søvn. Det kom sig af en gang i Silkeborg, hvor han spiste så mange tarteletter, at han næsten ikke kunne gennemføre showet.
”Så det er jo ikke, fordi jeg ikke er psykisk syg. Det er der ingen, der har påstået,” siger han og griner.
På et tidspunkt i løbet af turneen begyndte Heino at slække lidt på rutineregimet, men han måtte hurtigt erkende, at det gik ud over kvaliteten på scenen. Det kræver disciplin og ordentlighed at være på maratonturné i over et år. Det kræver faste arbejdsgange og seriøsitet, hvis man skal levere hver gang.
”Publikum vil jo skide på, hvordan showet gik på Falster. De har betalt penge for billetten og fået passet børn. Måske har de endda været ude at spise inden. Jeg kan virkelig ødelægge manges aften, hvis jeg ikke er helt klar,” siger Heino, som for første gang i karrieren tager jakkesæt på, når han optræder.
”Jakkesættet er symbolsk. Jeg har tidligere lavet mindre konceptshows, men det var bare dårlige undskyldninger for ikke at tage mig selv seriøst. Så skulle jeg være fuld. Så skulle det hele være improviseret. Jeg gav mig selv benspænd, så jeg bagefter kunne sige: ’Det var også, fordi …’ Nu har jeg skrevet et helt standupshow. Nu har jeg endelig skrevet en storyline og fået lavet scenografi. Det er slut med undskyldninger. Jeg plejer at undersælge mig selv, men nu går jeg amerikansk komiker på den med jakkesæt og slips. Jeg står ved mit værk, og I må gerne vurdere mig på det. Der er ikke noget men.”
DE FØRSTE OTTE ÅR af sit liv husker Heino som ren parcelhusidyl. De var fire søskende, far og mor, have, garage, kat og kompostbunke. Næstved var fyldt med solskin og en virksom bymidte med Morten Korch-livlige fornøjelser udendørs. Levende musik, boder og balloner.
”Det kan være, at min barnehjerne husker forkert, men da jeg var barn, var der gang i byen.”
Selv var han ikke et socialt barn, fortæller han. Han var genert, indadvendt, og de andre børn kunne hurtigt få det indtryk, at han hellere ville være alene. Og drengen, der rigtignok havde det fint i sit eget selskab, endte ofte dagdrømmende i legepladstoget for enden af Fåborgvej, hvor familien boede.
Det var et sorgløst, provinsielt og roligt liv uden de store udsving. Det var kør selv-ferier sydpå godt mast sammen på bagsædet. Det var grænseshopping med billig blyfri 92 i tanken.
Moren arbejdede på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, hvor den unge Heino ofte tilbragte sine eftermiddage, og hvor han efterhånden snart har optrådt 10 gange. Faren arbejdede som smed og værftsfører. Først på Magle Mølle Papirfabrik, som lavede lokumspapir og køkkenruller til det meste af Danmark. Men da produktionen langsomt stilnede af, rykkede han til smedeværkstedet på Brdr. Christensens Hanefabrik. Den dag i dag forstår Heino stadig ikke, hvordan forældrenes giftermål kom i stand – eller hvorfor det sluttede.
”I familien har vi aldrig snakket om vores forældres forhold. Det synes jeg, de skal have lov til at holde for sig selv. Men jeg kan tydeligt huske den dag, jeg fik at vide, at de skulle skilles. Min mormor og morfar hentede os fra skole og tog os med ud i kolonihavehuset. Da min mor ankom, så jeg, at hele bagruden i bilen var fyldt med dyner og puder. Så sagde jeg: ’I skal ikke skilles!’ Da hun sagde ’jo’, blev jeg skidesur og gik fra kolonihaven. Men så blev jeg alligevel bange for at fortsætte og endte med at gå frem og tilbage for enden af vejen, indtil vi skulle køre igen,” husker Heino.
Den aften flyttede Heino, hans mor og to af hans søskende ind i en campingvogn, som stod i morens venindes have. Der var lige nøjagtig fire sovepladser, og skulle man bade, gik man ind i venindens hus.
”Da jeg stod op om morgenen, var vi en familie, og da vi gik i seng, var vi ingenting. Selvom jeg joker med det i mit show, var det en af de mest frustrerende perioder i mit liv. Jeg var jo ikke stolt, når jeg lavede legeaftaler og skulle fortælle, at jeg boede i en campingvogn. Det var virkelig flovt at være camping-Heino. Jeg kan stå ved det i dag, men som barn prøvede jeg at skjule det,” siger han.
Campingvognen var tænkt som en midlertidig løsning, men endte med at blive et månedlangt logi. Præcis hvor lang tid de boede der, husker Heino og hans søskende ikke, men da de endelig flyttede ud af campingvognen, opstod der nye problemer. Netop som Heino tænkte, at livet var ved at vende tilbage til normalen, kom han hjem fra skole og så et tyrkisk navn på postkassen. Hans mor havde indgået et proformaægteskab med en vens bror, som ikke kunne få opholdstilladelse.
”Politiet kom konstant for at undersøge, om han virkelig boede der. Jeg tror, at min tankegang er blevet spacy af at skulle manøvrere i det.”
SOM TEENAGER GENFANDT Heino et ståsted i livet. Sammen med nogle venner var han begyndt at spille billard i Onkel Henrys Spilleland, hvor man proppede en tier i bordet for et spil. Men da de fandt ud af, at der var noget, der hed Næstved Billard Klub, hvor man kunne spille lige så tosset, man ville, blev billardklubben hans andet hjem. I ferier og weekender cyklede han kun hjem til aftensmad for så at forsvinde derud igen.
”Jeg kunne virkelig fordybe mig. Det gav mig noget at tage mig til, også selvom jeg var alene. Man kunne selv sætte musik på anlægget, støvsuge bordet og rense ballerne. Det var den måde, jeg fik renset tankerne,” fortæller han.
Heino begyndte at konkurrere ivrigt og viste sig at have talent, men også til tider rigeligt med temperament:
”Det er jo en gentleman-sport med hvide handsker. Så jeg har nok ikke været det kønneste indslag til ungdoms-cupper. Jeg har kastet med kridt og køer, hvis det ikke er gået efter mit hoved. Ole fra Sjællands Billard Union har mere end en gang råbt, at det var sidste chance, før Heino måtte pakke sine sydfrugter.”
Når han holdt styr på følelserne, gik det rigtig godt. Som junior vandt han både det sjællandske mesterskab og danmarksmesterskabet, selvom han ifølge ham selv var langt dårligere end den anden finalist. Det førte ham til EM, hvor han blev nummer 16 ud af 16 mulige, så de skulle nok have sendt en anden, fortæller Heino, der efterhånden har droslet helt ned på billarden.
”Det er et godt talent at have med i byen, men jeg er faktisk stoppet med det. Det er en meget charmerende tanke, at man kan plyndre bargæster for fadøl, men folk laver deres egne regler, når de er fulde og ved at tabe. En af mine yndlingsfilm er ’The Color of Money’ med Paul Newman og Tom Cruise, hvor de spiller pool og hustler til store turneringer. Det er en sød fortælling, men når man først står på en bodega i Ringsted, kan de tage deres Hollywood-manuskripter og proppe dem op, hvor solen ikke skinner. Sådan er det bare ikke, når Jørgen nede fra VVS’en er ved at tabe. Så er det et par på hovedet eller hans regler.”
Samme år som han meldte sig ind i Næstved Billard Klub, fandt Heino også ud af en anden måde at tage kegler på. I 8. klasse på Sct. Jørgens Skole fik eleverne besked på at skrive dansk stil om deres mandag, og da Heino afleverede sit bud, blev læreren så begejstret, at han læste opgaven højt for hele klassen. Stilen begynder sådan her:
”Mandag morgen starter med, at jeg vågner på det helt perfekte tidspunkt. Nemlig to timer for sent. Mhh, mindre mandag til mig. Jeg må se at komme af sted, der er kun 20 minutter tilbage af tysktimen, og det er vigtigt for mig at nå den i dag, da jeg har lovet mig selv, at jeg skal have det afmeldt som valgfag.”
Heino havde godt nok spist sig gennem familiens store reol fuld af Dirch Passer, Axel Strøbye og andre stjerner fra den danske filmskat. Senere var han gået videre til at dyrke standup og havde klukket over Casper Christensen, Lars Hjortshøj, Mick Øgendahl og Jan Gintberg. Han havde aldrig tænkt, at han selv kunne være sjov. Men hans tørre anekdoter om en fiktiv mandag lagde klassen ned af grin. Fra det sekund var det slut med at være anonym, besluttede Heino.
KORT FØR ANKOMST til Holbæk Teater viser Heino korrespondancen med den førnævnte mand, der har tænkt sig at fri under andet show den aften. Han spørger, om de stadig har en aftale. Det skriver Heino, at de har, og manden svarer, at han hellere må dreje ind og finde en ring, så. Heino griner.
”Jeg troede, at han havde planlagt det i lang tid! Det kan enten blive rigtig fint eller rigtig slemt, det her.”
De sidste 2-3 år har Heino Hansen haft travlt. Han overtog Melvin Kakoozas værtstjans på programmet ’Gæsten og hesten’. Han gik fra paneldeltager til vært på hjemmevideoprogrammet ’Klipfiskerne’ og var med i tredje sæson af programmet ’Stormester’, som nok er den primære årsag til, at han er blevet et almindeligt kendt navn og ansigt i mange danske hjem. Desuden har han lavet programmet ’Hvad Heinos fatter gør’, hvor han rejser rundt i landet med sin far og forsøger at udfordre dennes negative holdning til alt fint, nyt eller moderne.
Ved siden af tv-arbejdet opdaterer han jævnligt sine to podcasts ’Remouladedomstolen’ og ’Nyt fra Næveren’. Og så er han blevet far to gange, som han også har beskrevet i bogen ’9 måneders ubetinget’. Heino Hansen har haft held til at skabe sig en lattervækkende folkekær karakter som den lidt bøvede, akavede, nervøse fyr fra Næstved med de skelende øjne, der har det med at sætte sig selv i nogle dumme situationer. Som i ’Stormester’, hvor han vil flække en vandmelon med hovedet og ender med at påføre sig selv en mild hjernerystelse. Heino Hansen er den karakter, men med sit første regulære onemanshow vil han grines af for sin standup. I 13 år har han taget tilløb til det helt store format, og nu vil han vise, at han kan skabe en sammenhængende fortælling og tryllebinde en sal ligesom teenageårenes idoler Hjortshøj og Gintberg. Foreløbig går det godt med missionen. I skrivende stund er der solgt 85.000 billetter til showet.
Ved ankomsten til Holbæk Teater bliver Heinos faste ritualer dog hurtigt udfordret. Lokalet bag scenen er for trangt til at sjippe i, der er chokolade på bordet, og foyeren er for lav til Heino-ballonen. Tourmanager Stefan spørger Tina, der er salgsansvarlig hos Holbæk Teater, om ballonen kan blive stillet op udenfor, så folk kan se den fra gågaden.
”Det kan I godt, men det er ikke sikkert, at den er der, når I skal hjem,” siger Tina.
”Er der mange bøller i Holbæk?” spørger Heino.
”Det er det vilde vesten herude,” svarer Tina. Hun mener, der er en reel mulighed for, at den bliver stjålet eller dolket, men Stefan tager chancen og binder den godt fast til gelænderet på teatrets trappe op til gågaden. Imens diskuterer en større venindegruppe, hvem det mon skal forestille. Så spørger en af pigerne:
”Er det Lars Løkke?”
DA FOLKESKOLEN VAR ved at nå sin ende, måtte Heino indse, at han ikke ville blive erklæret egnet til gymnasiet. Ifølge vejlederen var han for umoden og for løs i koderne til at gennemføre. I stedet forsøgte han med handelsskolen, men efter to frugtesløse år måtte han indse, at vejlederen nok havde ret.
”Da jeg droppede ud af handelsskolen, kom jeg ind på min fars svejseværksted, hvor de lavede kæmpestore stålhaner til boreplatforme. Når svejserne havde lappet alle huller, kom de over til os i slibekabinerne, hvor der stod tre gange skoletræt. Min far har fortalt, at når vi om morgenen kørte forbi handelsskolen, kunne jeg finde på at sige: ’Det er altid noget, at man ikke skal derind.’ Og så sad han bare og tænkte: ’Du skal ud til det mest lortede arbejde nu. Du skal stå i en kabine og slibe i syv timer. Hvis du hellere vil det, så må det virkelig have været forfærdeligt.’”
Som 18-årig havde Heino sit eget stempelkort, som skulle hulles, når han mødte ind og gik hjem. Hver torsdag gik man op til skorstenen, hvor Birgit fra administrationen sad og uddelte gulbrune kuverter med den ugentlige løncheck. Arbejdet passede Heino fint. Når han stemplede ind, stemplede han hjernen og bekymringerne ud.
Heino kan ikke huske, hvor længe han var der, men en dag blev han fyret. Så aftjente han sin værnepligt i militæret, som lige var blevet forkortet til fire måneder. Derefter fik han job i Føtex-bageren i Hvidovre, hvor han pakkede brød. En ven fra billardklubbens far, som var bagermester, hjalp ham til jobbet, og det var også på grund af ham, at Heino blev bagerlærling.
”Den eneste grund til, at jeg har en uddannelse, er, fordi han og min varehuschef i Føtex blev ved med at spørge, om jeg ikke skulle gå i lære. Det var ikke noget, jeg spurgte om. Jeg har aldrig skrevet en ansøgning. Det har altid handlet om, hvad der lige landede i turbanen.”
På bagerskolen i Odense-forstaden Dalum dagdrømte han om at optræde og fandt på små onelinere, som han efterfølgende fortalte, når han gik i byen i Odense. Men folk fattede ikke rigtig, hvad han havde gang i.
”Jeg havde slet ikke fundet formen. Jeg gik rundt og spurgte folk, om man kunne leje husholdningsfilm i Blockbuster.”
Med de mange nattetimer i bageriet udviklede han dog støt og roligt fem minutters monolog, han kunne stå inde for. Den første officielle optræden fik han 18. november 2008 på Bispebjerg Comedy Corner i København. Han var 24 år gammel og nyudlært bager. Med dej i hænderne havde han memoreret hver eneste stavelse. Aldrig har han kunnet et show så godt, hverken før eller siden. Alligevel var han panisk angst, da han den aften travede frem og tilbage ude foran klubben uden at ænse folk omkring sig. Men til hans egen forundring gik det ret godt. Blandt andet fik han sit første store grin fra publikum med en joke, der handlede om, at han ikke turde tjekke sin netbank, for hver gang han kørte dankortet igennem, var det ligesom at spille ’MandagsChancen’. Det føltes, som om bordet fangede. Det var ikke længere kun for hyggens skyld, Heino gik og fandt på vitser, og halvandet år senere deltog Heino i DM i standup. I mellemtiden havde han opbygget et vist navn og blev endda regnet blandt forhåndsfavoritterne. Så stålsat havde han været, at billardtemperamentet overvandt ham, da han endte med en andenplads:
”Jeg tog det megadårligt. Jeg sagde, at jeg ikke gad have blomsterne, og jeg skyllede champagnen ud i lokummet. Jeg var så sur, at jeg ikke tog med til efterfesten. I stedet endte jeg i baren på Comedy Zoo, og så sad jeg der og drak. Det er 12 år siden, men det kan stadig blive nævnt, at man altid tager det pænere end Heino i 2010. Folk fra billardklubben ved godt, at jeg faktisk besindede mig og lod være med at smadre hele Vega den aften,” siger han.
I 2015 stillede han op igen for at vaske tavlen ren. Igen blev han nummer to.
”Det var faktisk perfekt. Hvis jeg var blevet nummer et, kunne jeg kun bevise, at jeg var glad for at vinde. Nu kunne jeg vise, at jeg var blevet bedre til at styre mit temperament.”
Måske fulgte det med den tilkæmpede selvkontrol. Måske indsneg den sig efter de mange utilfredsstillende komikerjob rundt i landet, hvor folk var for stive eller ukoncentrerede til at lytte efter. Måske var det bare et udslag af Næstved’sk uhøjtidelighed, der fik ham til at indbygge en forsvarsmekanisme i sine shows de næste mange år. Som da han lavede konceptshowet ’Heino i hegnet’, hvor han fortalte en masse jokes, mens hele salen inklusive ham selv inhalerede Fernet Branca og øl og sang Big Fat Snake-sange. Eller da han optrådte med impro-showet ’Heino what you did last summer’, hvor han totalt uforberedt mødte op og skabte showet sammen med publikum. Heino har haft svært ved at give sig helt og uden forbehold, fortæller han. Men på denne turné er det slut.
INDEN AFTENENS FØRSTE optræden i Holbæk damper Heino sin skjorte. Ritualet har terapeutisk virkning. Mens krøllerne langsomt forsvinder, falder han på plads indeni. Efter omstændighederne er det gået fint. Ballonen står, hvor den skal, han har ikke rørt chokoladen, og han har spist tilpas med bøf stroganoff, så han hverken går sukkerkold eller døser hen på sofaen.
Han er ved godt mod, da han går på scenen for at lange det efterhånden helt indøvede show ud til aftenens første 325 publikummer. Han når knap nok at sige noget, før folk klukker ad hans på en gang selvsikre og akavede fremtoning. Og når han fortæller om dengang, han på sin første date med sin kone sked i en skraldespand, skriger salen af grin. Det er en rigtig historie, selvom det faktisk var på tredje date.
Bag ham er scenografien simpel. På en række mandsstore klodser er der malet nedslagspunkter fra hans liv, og under showet bruger han dem, når han går fra det ene emne til det næste.
Først er det den stil i 8. klasse, der ændrede ham. Dernæst parcelhuset og campingvognen og hans hamster Batman, der døde i en soloulykke i sit løbehjul. Så er det tid til fobierne, afbildet med en af de hvepse, som han dræbte i hobetal med høj puls og melskovl, da han var bager. Som showets 80 minutter skrider frem, samler Heino stadig flere af de mange forskellige klodser, der udgør Heino Hansen. Til sidst kommer han til morens kiste.
Morens yndlingssang var ’Øde ø’ af Rasmus Seebach, og den dag i 2016, hvor Heino tog afsked med hende på Rigshospitalet, spillede han den for hende en sidste gang. To år senere, en sommerdag i 2018, dansede Heino og konen Cecilia brudevals til sangen.
Morens død er det hårdeste slag, han har oplevet. Hun støttede ham i karrierevalget, men det nager Heino, at hun hverken oplevede hans bryllup eller hans fuldbyrdede succes som komiker. Hun så ham drikke sig fuld på scenen og skråle sange fra ’Krummerne’ sammen med publikum til ’Heino i hegnet’, men ikke, at han tog sig selv seriøst. Det er derfor, han bærer en forglemmigej i sit revers. Som barn var den lille blå forårsblomst Heinos favorit, og da moren fandt ud af det, plantede hun et stort bed med dem i kolonihaven.
AFTENENS FØRSTE OPTRÆDEN er overstået i Holbæk. Ballonen er stadig hel, men Heino hænger med mulen. Henimod slutningen tabte en ung fyr en fingerring, da der var helt stille i salen, og Heino forsøgte at improvisere lidt sjov ud af det. Salen skreg af grin, men det eneste, han kunne tænkte på, var, at manden ikke så tilpas ud.
”Jeg ved jo ikke, hvad han tumler med. Jeg kunne bare se, at han ikke var glad ved situationen. Det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke læste situationen bedre,” siger Heino i backstagelokalet, sunder sig lidt og løsner slipset en smule. Så fortærer han en håndfuld sukkerærter og grøntsagsstænger. Det næste show begynder om under en time, og han skal lige finde ud af det sidste med det frieri. Før showet gik Heino en tur gennem Holbæk by, som han altid gør, når han er ude at optræde. På den måde har han efterhånden fået set hele Danmark, og på gåturen købte han en buket blomster og et gavekort til Rib House, som han vil overrække til parret, efter frieren har sagt, hvad der skal siges.
Planen er, at manden skal komme op på scenen, når Heino har rappet en kærlighedssang til hamster-Batman. Men da Heino fra scenen halvanden times tid senere spørger, om der ikke er nogen, der har noget, de vil sige, sker der ingenting. Frieren befinder sig yderst i højre side af salen, hvor han har siddet stiv og anspændt i sin pæne skjorte uden at fortrække en mine under hele showet. Heino gætter på, at han har ombestemt sig, og fortsætter. Fem minutter senere, lige før Heino skal til at levere de sidste onelinere, lister manden i skjorten sig alligevel op mod scenen.
”Hvad laver du på min arbejdsplads?” siger Heino i mikrofonen.
”Jamen, vi havde jo den der aftale,” siger manden nervøst.
”Okay, hvad vil du gerne sige?” spørger Heino.
Det viser sig, at skjortemanden har drukket sig for meget mod til, men det lykkes ham alligevel at få fremstammet frieriet. Problemet er, at den udkårne nægter at gå op på scenen. Stemningen er akavet i Holbæk Teater, og Heino foreslår manden at gå ned til hende og sætte sig på knæ. Frieren mener derimod, at hun lader ham hænge, og at hun skal komme op til ham på scenen. Det ender med et kompromis. Manden går på knæ på scenen, hvorefter hun vælger at komme op til ham, mens folk klapper og pifter.
Heino ønsker tillykke og forsøger at lede showet tilbage på sporet. Men frieren, der skal have afløb for sin opsparede nervøsitet, fortsætter de næste par minutter med at råbe i munden på ham.
Da han endelig har sat sig tilbage på sin plads, og Heino er ved at gøre klar til sin afslutningsrap om campinglivet, det tyrkiske navn på postkassen og morens for tidlige død, bevæger skjortemanden sig igen op mod scenen. Han vælter på trappetrinnet og falder på maven, inden han rejser sig og kommer op på scenen, hvor han mumler noget utydeligt i mikrofonen og kysser Heino.
EFTER SHOWET FORTÆLLER Heino, at han faktisk selv friede i en ordentlig brandert til sin kone. Det var i garderoben på Comedy Zoo. Han fik et ja, men på den betingelse, at der også senere kom et frieri, der var tilegnet hende fra en kæreste, der ikke var fuld på en standupklub. Så det gjorde han. Ved solnedgang på Islands Brygge med en sang. Det håber han også, at den kommende brudgom får gjort.
På vejen hjem holder bilen ind ved en tankstation. Heino går direkte mod køledisken:
”Den aften skal sgu lige skylles ned med en Cult Shaker.”
