24. februar, Kharkiv, Ukraine
KLOKKEN FEM om morgenen lokal tid vågner Matilde Kimer til lyden af et brag. I mørket på hotelværelset famler hun febrilsk efter en stikkontakt og støder hovedet mod en væg, inden det lykkes hende at tænde lyset. Hun tager sine briller på og finder sin mobiltelefon frem. 15 ubesvarede opkald, alle fra hendes redaktør på Danmarks Radio i København.
Den 41-årige korrespondent trækker gardinerne fra og træder ud på den lille altan. Det er stadig mørkt udenfor og ikke til at se, præcis hvor larmen kom fra, men hun kan fornemme på lyden, at den ikke er tæt på. I ukrainske og internationale nyhedsmedier kan hun læse, at et militæranlæg i nærheden har været mål for et strategisk bombardement. Og at russiske tropper er trængt ind over grænsen cirka 50 kilometer fra byen.
”Vækket af adskillige kæmpe brag i Kharkiv!” tweeter hun få minutter senere, inden hun ringer til sin redaktør, trækker i en T-shirt og gør sig klar til de første live-gennemstillinger til tv og radio. Udenfor fortsætter bragene.
Sent aftenen forinden indlogerede hun sig på det lille pensionat i nærheden af banegården i Kharkiv efter at have tilbragt nogle dage i Donbass-regionen, hvor ukrainske styrker og pro-russiske separatister har været i krig siden 2014. I byen Sjastje – som betyder lykke på ukrainsk – måtte hun flygte under et besøg ved et checkpoint hos det ukrainske politi, da byger af Grad-missiler slog ned i nærheden. Ikke siden hun dækkede revolutionen og borgerkrigen for næsten syv år siden, havde Matilde Kimer hørt lyden af det russiske missilsystem, der fra ladet af en lastbil kan affyre 40 raketter på 20 sekunder. Og da hun på vej tilbage mod Kharkiv så konvojer af ukrainske kampvogne komme kørende i den modsatte retning og hørte i radioen, at lufthavnen i byen ville lukke, fornemmede hun, at noget var undervejs.
Fra Kharkiv i øst skal hun med toget til Kyiv, hvor hun har en frokostaftale og en tid til at få ordnet negle, inden hun skal videre med fly hjem til Danmark, hvor hun skal have foretaget en vigtig operation. Men nu lyder der meldinger fra Kyiv, der også er blevet ramt af ballistiske missiler, om aflyste fly, og DR’s sikkerhedsfirma giver hende besked på indtil videre at blive, hvor hun er. Så Matilde Kimer, der er eneste gæst på pensionatet, går i stedet ned i receptionen på jagt efter kaffe. Hun får tiltusket sig en dobbelt espresso hos indehaveren, en ældre kvinde i natkjole, som går rundt og bander ind i sin mobiltelefon.
”Er han blevet sindssyg?” spørger Matilde Kimer, mens de står der i køkkenet. Altså Putin, underforstået.
Kvinden, som er pro-russisk, hvæser tilbage:
”Alle vores politikere er sgu da sindssyge.”
ET PAR TIMER og adskillige live-gennemstillinger senere får Matilde Kimer nys om, at også TV 2-korrespondenten Rasmus Tantholdt og hans fotograf Simon Borg er i Kharkiv. De befinder sig i den anden ende af byen på et hotel, hvor der er rigeligt med mad og en underjordisk parkeringskælder, man kan søge ly i, hvis russiske missiler kommer for tæt på. Og da pensionat-indehaveren i natkjolen beslutter at lukke biksen, får Matilde Kimer arrangeret transport og skaffet sig et værelse med hjælp fra sine danske kolleger.
På hotellet mødes hun senere på dagen med sin ukrainske fotograf Mykola, som er bosat i Kharkiv og var med hende i Sjastje dagen før. I mellemtiden har han, trods store protester fra teenagedatteren, kørt sin familie i sikkerhed hos svigerforældrene ude på landet og fundet en af de få tankstationer i området, hvor man stadig kan få benzin. Ud på eftermiddagen kører han og Matilde Kimer sammen nordpå for at tale med naboerne til det bombede militæranlæg. Her møder de en mand, hvis altan er blæst helt ind i dagligstuen på grund af trykket fra eksplosionen. Tilbage på hotellet, hen på aftenen, kan Matilde Kimer ane konturerne af bevæbnede ukrainere i gaderne, som er begyndt at mobilisere. Natten igennem fortsætter eksplosionerne.
Næste dag tager hun toget til Kyiv sammen med Rasmus Tantholdt og Simon Borg for at mødes med DR-kollegaen Anna Gaarslev og en journalist fra BT, mens Mykola bliver tilbage i Kharkiv. Fra Kyiv er det planen, at de næste dag skal rejse ud af Ukraine via havnebyen Odessa i syd. Derfra vil DR’s sikkerhedsfirma transportere dem det sidste stykke ud af landet over grænsen til Moldova. Men sent lørdag aften, da de sidder på toget og er nået halvvejs til Odessa, ringer en rådgiver fra sikkerhedsfirmaet.
”I skal hoppe af toget, inden I kommer frem. Der er indført totalt udgangsforbud, og vi kan ikke komme ind og hente jer,” lyder beskeden. Matilde Kimer og hendes kolleger må stå af på et trinbræt langt ude på landet uden at være helt sikre på, hvor de befinder sig i det bælgravende mørke. De tilbringer natten i en lille, uopvarmet stationsbygning, og næste morgen forsøger de, med lidt chokolade fra stationsforstanderinden i maven, at tage en bus ind til den nærmeste by. Ved første militære checkpoint bliver de stoppet og mødt af direktøren for et af Ukraines største atomkraftværker, som ligger under en kilometer derfra i Kostjantinivka.
”Dobroserdetjnyj,” siger han til soldaterne, det betyder venligtsindet på ukrainsk. Efter en ransagning af deres kufferter, hvor hver en sur sok bliver vendt, eskorterer direktøren dem personligt igennem de næste to checkpoints ind til Kostjantinivka og indlogerer dem på et lille hotel. Her bliver Matilde Kimer afhørt, først af hjemmeværnet og dernæst af politiet, som modsat atomkraftværksdirektøren er mistænksomme på grund af hendes russiske visum. De gennemgår alle hendes billeder og beskeder, og først da de læser hendes samtaler med Mykola, der overvejer at melde sig til den ukrainske hær, bliver de overbevist om, at Matilde Kimer ikke er russisk spion. Det lykkes også at skaffe passage for DR’s sikkerhedsfirma, og om mandagen – på krigens femte dag – forlader det lille hold af danske journalister Ukraine via Moldova og videre til Rumænien, hvorfra der går et fly til København.
Matilde Kimer og fotograf Lau Svensson, er lige ankommet til Ukraine og er på vej mod Kyiv.
På vej ud mod byens nordlige forstæder, hvor der er kampe.
18. marts, Hvidovre, Danmark
I RISBJERGKVARTERET, cirka 1.300 kilometer fra Kyiv, er foråret ved at få fat i ligusterhækkene omkring parcelhusene, der strækker sig næsten endeløst fra Åmarken Station og helt ud til Holbækmotorvejen. Det er en måned siden, at Matilde Kimer sidst var hjemme fra Moskva for at sætte familien af i Hvidovre og pakke en kuffert til reportageturen i Ukraine. Siden august 2021 har Kimer, hendes mand og deres tre børn boet i den russiske hovedstad, men i starten af året tog de en beslutning om, at familien skulle flytte hjem, mens hun skulle dele sin tid mellem Moskva og København. Dels fordi de gerne ville tilbage til Danmark, dels fordi stemningen i Rusland ifølge Matilde Kimer har ændret sig drastisk det seneste år.
”Det, der plejede at være internationale skoler i Moskva med mange forskellige nationaliteter, består nu af 80-90 procent børn af rige russere. Miljøet var ikke længere særligt åbent over for udlændinge, og derfor var det heller ikke en stor succes for vores unger. Vi har snakket med de andre danske familier, vi kender derovre, og de har også mærket, at noget har ændret sig,” siger hun, da vi mødes i Hvidovre.
Korrespondenten fortæller, at det, man blandt russere populært kalder ’køkkensnakken’, er vendt tilbage:
”Alle russere, som har oplevet tiden før murens fald, ved, hvad det betyder: At alle vigtige samtaleemner kun foregår hjemme i køkkenet med lave røster og med radioen og tv’et skruet op. Uanset om jeg taler med journalister eller forretningsfolk, er meldingen, at Putin virkelig har strammet skruen, særligt det seneste års tid.”
Det var dog ikke meningen, at Matilde Kimer helt skulle forlade Rusland. Efter reportageturen til Østukraine var det planen, at hun skulle tilbage til sin lejlighed i Moskva. Men siden krigen brød ud, er alle vestlige flyforbindelser til Rusland blevet lukket, og det samme er Matilde Kimers russiske bankkonto, da Visa og MasterCard har besluttet at stoppe alle aktiviteter i landet.
”Jeg havde forsøgt at spare lidt sammen, fordi vi skulle til at have dobbelt husførelse, og fordi jeg skulle have råd til at flyve frem og tilbage fra København til Moskva. Det var blevet til en pæn portion penge, hvis jeg selv skal sige det, men de er så ikke meget værd længere, fordi de er i rubler.”
INDTIL VIDERE BOR Matilde Kimer sammen med sin familie i deres parcelhus i Hvidovre, som har været igennem noget af en genopretning, efter at det i en periode var lejet ud, mens de var i Moskva, til det, de troede var en enlig mor. Efter en måneds tid begyndte Matilde Kimer og hendes mand imidlertid at modtage naboklager om højlydte fester i weekenderne. Folk kom og gik fra huset konstant, på alle tider af døgnet. Senere ringede en nabo og fortalte, at flere af møblerne i huset var flyttet ud i haven, og at kommunen havde sendt en rottefænger, fordi der lå så meget skrald og flød i indkørslen. Rottefængeren havde banket på døren og var blevet mødt af en ung, letpåklædt kvinde, og efterfølgende var han gået ind til naboen:
”Ved I godt, at der er et bordel derinde?” spurgte han.
Matilde Kimer og hendes mand gik på Google og tastede lejerens navn og mailadresse ind.
”Vi fandt adskillige sexannoncer med vores stue og vores børns værelser som baggrund,” siger hun.
De klagede både til firmaet, som havde stået for udlejningen, og forsøgte at melde lejeren til politiet. Men i første omgang uden held. Der endte med at gå næsten tre måneder, inden Matilde Kimer og hendes mand i slutningen af december fik fogedrettens ord for, at lejeaftalen var misligholdt. Den kvindelige lejer – som benægtede alle anklager – forlod huset, og bag sig efterlod hun et oprydnings- og renoveringsprojekt til flere hundredtusind kroner. Matilde Kimer og hendes mand har forsøgt at få dem godtgjort gennem en erstatningssag, men uden de store forhåbninger om, at det bærer frugt.
”Da vi kom hjem første gang, var der rykket senge ind i alle værelser, væggene var helt gule af røg, og der var skoddet cigaretter på trægulvet. Der var bare lort over det hele, og de havde efterladt de mærkeligste ting, for eksempel en kunstig kvindeoverkrop. Det har krævet to måneders hardcore renovering at bringe huset tilbage til en stand, hvor vi har lyst til at bo der igen,” siger Matilde Kimer, der sukker højlydt, mens hun fortæller.
”De seneste måneder har virkelig været en perfect storm. Jeg ved efterhånden ikke, om jeg skal grine eller græde.”
Matilde Kimer og Lau Svensson i Kharkiv. Den hårdt ramte bydel Saltivka er under angreb.
RUNDT OM HALSEN bærer korrespondenten et lille mønstret halstørklæde. Det skjuler stingene fra den operation, som hun rejste hjem fra Ukraine for at gennemgå. I starten af året, mens hun var i Moskva, begyndte hun at få synkeproblemer, og når hun kiggede sig i spejlet, kunne hun se en knude på halsen. Hun gik til sin russiske læge, der fandt to cyster, den ene med en diameter på hele to centimeter. De blev tømt for blod og betændelse, og for en sikkerheds skyld besluttede lægen, at der også skulle laves en vævsprøve.
”Det russiske hospitalsvæsen er meget ulig det danske, når det kommer til at give dårlige nyheder,” siger Matilde Kimer.
”Jeg fik en mail med en pdf-fil, mens jeg sad i Kharkiv sammen med Mykola. Der måtte jeg altså lige have en rigtig stærk espresso.”
Resultatet af vævsprøven viste, at hun havde en tumor i halsen. Under sit besøg i Danmark har hun derfor fået fjernet halvdelen af sin skjoldbruskkirtel. De efterfølgende undersøgelser har vist, at kræften ikke har nået at sprede sig, og hun har fået grønt lys af lægen til at tage til Ukraine igen og dække krigen, så snart stingene er fjernet.
Matilde Kimer lader til at tage diagnosen i stiv arm, som et bump på vejen. Måske fordi hun har prøvet det før.
HUN VAR 14 år gammel, da hun første gang mærkede en knude i halsen. Når hun trykkede på den, gjorde det ondt helt omme i hendes ryg. Hun blev sendt til en kiropraktor, som knækkede og brækkede, men lige ondt gjorde det, og i stedet gik hun til sin læge og kom til undersøgelse på Slagelse Sygehus. Smerterne skyldtes, viste det sig, at knuden trykkede på en nerve, der løb fra halsen om i ryggen. Men lægerne fandt også, at hendes lymfekirtler var fulde af kræft.
”Det var noget røv,” siger Matilde Kimer, som ikke har for vane at pakke tingene ind.
Dengang, i 1995, gik hun i 8. klasse i Korsør. Hun blev sendt til kræftafdelingen på Rigshospitalet, hvor lægerne fortalte hende, at det var usædvanligt for en 14-årig, og endnu mere usædvanligt for en 14-årig kvinde, at få konstateret lymfekræft, som var mest almindeligt blandt mænd over 30. De fortalte, at kræften var i stadie 2b ud af fire, og at alt under tre havde gode udsigter for helbredelse. Men også, at det ville blive en drøj omgang at komme igennem.
Kuren lød på 12 gange to ugers kemoterapi. En uges intravenøs behandling efterfulgt af en uge med piller, siden en uge uden noget, og så begyndte det forfra. Den første omgang fik Matilde Kimer kort inden sin 15-års fødselsdag 23. december, og som vinteren og foråret gik, blev hun stadig mere afkræftet. Kemoterapien gav hende kvalme, om morgenen på vej til skolebussen brækkede hun sig, og i maj, netop som læseferien i 9. klasse skulle til at begynde, valgte hun at sige stop:
”Jeg var pissefølsom og usikker, jeg tabte mig og havde det ad helvede til, og efter 10. omgang sagde jeg, at jeg ikke kunne mere. Jeg følte, at jeg var ved at dø af behandlingen, ikke af sygdommen.”
Hendes læge sendte Matilde Kimer til en scanning, og til hendes held viste den, at kræftcellerne var krympet nok til, at hun kunne springe de sidste to gange kemo over og i stedet gå i strålebehandling.
I sommerferien efter 9. klasse kørte hun hver morgen med sin far til Rigshospitalet. Her fik hun støbt en form til sin overkrop og sit ansigt og en bideskinne til tænderne.
”Og så blev jeg ellers kørt en tur gennem mikroovnen. Fra mandag til fredag, 25 dage i alt,” siger Matilde Kimer, der blev strålet, til både hår og huden bag ørerne faldt af.
Når hun efterfølgende tog på arbejde i Bankernes EDB Central, hvor faren arbejdede og havde skaffet hende ind som piccoline, gik hun omtåget rundt på gangene, høj af al den morfin, hun tog mod sine smerter.
Men strålerne virkede, og 1. august blev Matilde Kimer meldt rask. Hun havde stadig smerter, men en weekend inden hun skulle starte i gymnasiet, hvor hun var alene hjemme hos sin mor med en veninde, besluttede hun sig for at droppe morfinen fra den ene dag til den anden.
“Jeg kørte en ’Christiane F.’ og tog en kold tyrker,” siger Matilde Kimer.
”Jeg havde ryste-, svede- og kuldeture hele weekenden. Men da jeg startede i 1. g på Slagelse Gymnasium, klarede jeg mig helt uden smertestillende. Jeg var tyndhåret, endnu mere bleg, end jeg plejede at være, og der gik et lille års tid, før jeg så helt normal ud igen. Men jeg var rask.”
Rådssal på regionskontor i Kharkiv efter angreb.
Matilde Kimer og hendes følgeskab sover på gulvet i en privat lejlighed, som de har fået lov at bruge af ejeren, som er flygtet.
I KORSØR VAR Matilde Kimer vokset op i skyggen af Storebæltsbroen. I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne kom ’brobisserne’ til byen, både de brovtende danskere og de brovtende udlændinge, og på byens værtshuse hang lussingerne løst. Matilde Kimer blev født gammel, siger hun selv: lidt moraliserende, lidt bedrevidende og altid meget fornuftig. En diametral modsætning til hendes arkitekt-mor, der var mere ’ingen bh og fri karma til folket’, mens Matilde var den generte, kontrollerende, men ansvarlige storesøster til sin syv år yngre bror, der stadig lå i hendes mors mave, da moren forlod sin mand og flyttede i lejlighed midt i Korsør. Resten af deres barndom boede børnene hos moren. Faren var der, men han fyldte – og fylder stadig – ikke meget i Matilde Kimers liv.
Fra 1. til 9. klasse nåede hun at frekventere fire forskellige skoler. Alle stederne kedede hun sig. I fritiden spillede hun musical og teater, og det tog hun seriøst, så under kræftforløbet måtte sygeplejerskerne møde op på ungdomsskolen, når hun midt i prøverne til en forestilling skulle have sine indsprøjtninger for at styrke immunforsvaret.
Da Matilde Kimer var 12 år gammel, flyttede hendes mor til en nedlagt gård uden for Korsør, en beslutning, som mildest talt ikke faldt i god jord hos pre-teenageren. Og da hun godt og vel fire år senere skulle begynde i 2. g, var hun så træt af den lange, kedsommelige bustur til gymnasiet i Slagelse, at hun fik overtalt sin mor til at lade hende flytte hjemmefra og ind i en lejlighed i byen. Hun lånte den af en bekendt af familien, mens han var udstationeret i Jugoslavien.
I Slagelse var Matilde Kimer med i alt det drama, hun kunne komme i nærheden af, både på gymnasiet og på det lokale teater. Lang tid efter hendes studentereksamen var hun fast overbevist om, at hun skulle være skuespiller eller musicalsangerinde, og efter en kort retur hjemme hos mor flyttede hun til København og tog et job som syngende tjener på Det Ny Teater. Hendes mål var at spare penge nok sammen til at komme på musicalskole i udlandet.
”Jeg tog til England og gik til optagelsesprøve på flere forskellige musicalskoler. På en skole i London nåede jeg to gange til anden optagelsesrunde, hvilket fik mig til at tro, at der jo måtte være noget, der duede. Der havde det nok været mere barmhjertigt at smide mig ud med det samme,” siger Matilde Kimer.
I mellemtiden arbejdede hun 250 timer om måneden som tjener i Sovino-koncernen. Først på Café Victor, kort på Café Sommersko, så på Café Ketchup og endelig på Divan 1 i Tivoli. Om morgenen, inden hun mødte på job, gik hun til sang, drama og flere pinefulde ballettimer, end hun kan tælle, men til sidst måtte hun sande, at talentet ikke rakte. Da hun som 21-årig stod med bar kærestesorger og knuste drømme, besluttede hun at tage til Paris for at besøge sin mormors bror og hans russiske kone, tante Jeva.
EN ISKOLD DAG i september 2002 steg Matilde Kimer af et fly i Skt. Petersborg. Sommeren havde hun tilbragt i Paris, og da hun ankom til den franske hovedstad, havde hendes russiske tante kigget på hende og sagt:
”Du er blevet 21, kan du så komme i sving!”
Hun mente, at den unge dansker ville have godt af at lære noget russisk, så sammen terpede de det kyrilliske alfabet. Matilde Kimer begyndte at drømme om at rejse gennem det enorme land mod øst. Der var bare ét problem: Hun kunne ikke få visum.
Men det havde Jeva også råd for, og med lidt hjælp fra sine venner på det russiske konsulat fik hun arrangeret, at Matilde Kimer kunne få visum, hvis hun lod sig skrive ind på et universitet i Rusland – og hvis hun lovede at tage franske sæber med til tantens veninder. Og nu stod hun her i lufthavnen i Skt. Petersborg med en taske og en rejsecheck og kiggede på en brysk russisk mand, der hverken smilede eller sagde hej. Han holdt blot et skilt med hendes navn skrevet på kyrillisk.
Chaufføren kørte hele vejen gennem byen og stoppede ved en grå bygning af den mest dunkle og triste slags, man kan forestille sig. I receptionen pressede hun sit pas op mod ruden og fik udleveret en seddel med et nital, nummeret på salen, som hun skulle bo på. Matilde Kimer fik udleveret et lagen og et sengebetræk og blev peget ind ad en dør, hvor der sad en italiensk pige, hun skulle dele værelse med. Af hende lånte hun nogle rubler til en kop minutnudler og en flaske vand fra kiosken, for hun havde selv glemt at hæve.
Næste dag bumlede de gennem Skt. Petersborg i en udjokket traktorbus til universitetet i den anden ende af byen, hvor Matilde Kimer skulle læse russisk. Hun blev placeret på superbegynderholdet sammen med 10 kinesere, der ikke kunne så meget som ét russisk bogstav, og allerede på andendagen spurgte hendes lærer, om ikke hun var interesseret i at rykke op til niveau to. I stedet kom hun på hold med en svensker, en spanier, en serber og døtrene af både en italiensk pizzamogul og Tanzanias ambassadør i Rusland, og hun blev en del af en flok, som var faste gæster i billardbaren på kollegiet. De lavede sammenskudsgilder, drak øl og gik på byens museer og udstillinger, hvor billetterne kostede, hvad der svarede til en tokrone.
Det var året inden, Skt. Petersborg i anledning af byens 300-års jubilæum blev renoveret fra ende til anden. Fra det ene gadehjørne til det andet kunne man gå fra næsten Venedig-lækre kanaler og gamle kirker til bygninger, som så ud, som om de ville skvatte sammen, hvis man pustede på dem. På fortovet kunne man købe hjemmebrændte film, som helt åbenlyst var optaget i en biografsal, og der var små dodgy kælderbutikker, hvor Matilde Kimer købte piratkopierede cd’er med klassisk russisk musik.
Der var dage, hvor hun terpede, men Matilde Kimer var ikke nogen ambitiøs studerende. Da hun kom hjem til jul efter tre måneder i Skt. Petersborg, havde hun ikke lært andet end en håndfuld sætninger på russisk. Men hun var faldet pladask for det kugleskøre land. Og det eneste, hun vidste, var, at hun skulle tilbage.
Motorvej omkring Makariv/Irpin uden for Kyiv med efterladt russisk materiel.
Vejskilte og byskilte i udkanten af Kyiv er enten malet over eller taget ned for ikke at hjælpe den invaderende hær med at finde vej.
”HVOR SER DU dig selv om fem år?”
I efteråret 2008 sad Matilde Kimer til MUS-samtale på Danmarks Radio og stirrede tomt på Radioavisens redaktør. Hun havde en fornemmelse af, at chefen fandt spørgsmålet omtrent lige så idiotisk som hende selv, så hun tog chancen og svarede: ”Om fem år har jeg genåbnet DR’s Moskva-kontor.”
Der blev helt stille i lokalet. Matilde Kimer nåede at tænke, at det måske var lige friskt nok.
På det tidspunkt var hun ansat på P3 Nyhederne efter at have været i praktik på DR, som året forinden havde droppet at have en journalist med fast base i Moskva. Efter hun kom hjem fra Rusland i 2002, havde hun søgt ind på journalistik på Syddansk Universitet, fordi hun vurderede, at det var den nemmeste vej til at lave noget med Rusland. Da hun fik praktikplads i DR, spurgte de, om det ville være okay, hvis det meste af hendes ophold kom til at foregå på udlandsredaktionen (”Øh, ja!”), og helt grøn fik hun lov til at tage til Moskva og lave radioindslag om korruption. Men meget nærmere var hun ikke kommet et job som korrespondent.
Et par uger efter MUS-samtalen stoppede chefen hende ved kaffeautomaten.
”Mente du det, du sagde?” spurgte hun.
”Ja, selvfølgelig,” svarede Matilde Kimer.
I første omgang fik hun en udstationering på 4-5 måneder hen over foråret og sommeren 2009. Genåbningen af Moskva-kontoret kom først senere, men Matilde Kimer – der har beskæftiget sig med Rusland lige siden – var lykkelig.
”Den dag i dag er jeg meget taknemmelig for, at min chef dobbelttjekkede, at det ikke var en joke til MUS-samtalen. For jeg fnisede muligvis lidt, da jeg sagde det.”
RUSLAND ER PÅ mange måder et svært tilgængeligt land. Sproget er kropumuligt, kulturen er milevidt fra den danske, og russerne er mildest talt ikke et folk, der løber fremmede i møde med åbne arme. Men netop fordi det er vanskeligt, elsker Matilde Kimer det.
”Du skal fandeme gøre dig fortjent til russernes tillid og til deres sjove vittigheder,” siger korres-pondenten, som 20 år efter sin første tur til Skt. Petersborg stadig tager sprogtimer i russisk.
”Men når først man er kommet ind i varmen, er venligheden og hjælpsomheden enorm.”
Hun ramte Rusland på et tidspunkt, hvor landet var i gang med at åbne sig, og hvor udviklingen gik stærkt både økonomisk og kulturelt efter de fattige og uretfærdige 90’ere. 00’erne var en opblomstringsfase i Rusland, hvor det føltes, som om alting gik lidt bedre. Oliepriserne steg, så der var penge til at bygge idrætshaller og fodboldbaner, og der opstod en middelklasse, som fik råd til at tage på ferie og være belastende på alle verdens all-inclusive resorts.
”Det var et samfund, som gik fra frigear til sjette gear på et sekund, og jeg kunne tilbringe en måned i Moskva og føle, at der skete mere, end der gjorde på fem år i København,” siger Matilde Kimer.
”Alt i Rusland var ikke godt, bestemt ikke, men der var kræfter, som kæmpede for demokratisering og mangfoldighed, og jeg syntes, at der var så mange grunde til at elske russerne og elske at arbejde som journalist i Rusland. Det virkede som en uudtømmelig kilde af fantastiske historier og vilde mennesker, som bare lå derude og ventede på mig. Jeg synes stadig, at jeg vader rundt i vilde historier, når jeg er derovre.”
Men du siger også, at stemningen er vendt. Hvad frygter du, at krigen kommer til at gøre ved Rusland?
”Det, der foregår i Rusland lige nu, er en gigantisk brain drain. Begavede forskere, kunstnere, kulturpersonligheder og andre medlemmer af intelligentsiaen forlader landet, fordi de ikke kan få vejret, eller fordi de frygter at komme i fængsel. Med andre ord er man ved at miste mange af de mennesker, som er med til at drive et samfund fremad, og tilbage står propagandister og dem, som ikke ser noget problem i, at man hjernevasker den påvirkelige del af befolkningen. Alt bliver mere ensrettet, og det russiske samfund bliver fattigere, ikke kun økonomisk. Blandt den del af befolkningen, som ikke støtter Putin, spreder angsten og frygten sig, når Putin taler om udrensning i eget land af forrædere og folk, som bedriver femtekolonne-virksomhed, fordi det giver nogle virkelig uhyggelige associationer til en vis sovjetisk leder (Stalin, red.).”
Og på det personlige plan?
”Mere egoistisk er jeg også ulykkelig over, at det Rusland, jeg kendte for bare nogle måneder siden, er smadret, ikke bare rent praktisk på grund af sanktioner, men også fordi det russiske folk kommer til at bære den her krig på sine skuldre, ligesom tyskerne måtte bære skylden for anden verdenskrig i årtier. Mange af russerne er stolte og vil måske ikke erkende det nu – det ville tyskerne i øvrigt heller ikke dengang – men jeg er sikker på, at erkendelsen kommer senere. Putin fortæller det russiske folk, at de er en nation af vindere og af fredsbevarende helte, men når det går op for dem, at de velsagtens er i gang med at begå et folkedrab, hvad er der så tilbage at være stolte af? Siden han kom til magten, har han fortalt dem, at den største præstation nogensinde var sejren i anden verdenskrig, men der er jo for fanden en udløbsdato for, hvor længe man kan gå og være stolte af noget, der skete i 40’erne. Man kan ikke kun leve i fortiden og i fremtiden, der er altså også nogle, som er nødt til at tage ansvar for nutiden, og lige nu er Putin i gang med at fratage mange russere deres nutid. Det gør mig både vred og ulykkelig.”
Hvad siger de russere, du har talt med, til krigen?
”Hvis man skal være meget grov, kan man inddele det russiske folk i tre dele: En tredjedel elsker Putin og mener, at han er Ruslands frelser. En tredjedel hader ham og mener, at han ødelægger Rusland. Og en tredjedel er så apolitiske, at de nægter at tage aktivt del i samfundsdebatten på nogen måde. Hvis man abonnerer på Putins version af, hvad der foregår i både Ukraine og Rusland, så synes man jo, at han er i gang med at redde både russerne og ukrainerne.”
Men hvad med alle sanktionerne, påvirker de ikke folkestemningen?
”Jamen, hvis skyld er det, at livet er blevet værre, ifølge Putin? Det er Vesten. De vil kue russerne, siger han, de vil skabe splittelse, og den eneste måde, vi kan modstå det, er ved at stå sammen. Og russerne er altså et exceptionelt udholdende og tålmodigt folk. Tænk på, hvad de har gennemlevet før murens fald.”
Kharkiv, april. Anslået 15.000 mennesker bor permanent i metroerne. Både på perroner og i togstammerne.
22. marts, E40-motorvejen, Polen
PÅ EN MOTORVEJ i det sydlige Polen forsøger Matilde Kimer at beskrive, hvor hun befinder sig, men det er så mørkt udenfor, at hun må give op. Det eneste, hun kan se, er asfalten, som lyses op af lyskeglen fra bilens forlygter, suser under hende og forsvinder i bakspejlet.
Siden tidligt i morges har korrespondenten, fotograf Lau Svensson og en tredje DR-kollega – der har meldt sig til at køre bilen hjem igen – skiftedes til at sidde bag rattet på den 30 timer lange køretur fra Danmark til Ukraine. Matilde Kimer har netop overstået sin tørn og sat sig til rette i passagersædet, da vi taler sammen på en telefonforbindelse et sted mellem Wroclaw og Krakow, hvor de elektroniske vejskilte, som plejer at signalere kø forude, i stedet er udstyret med telefonnummeret til en hjælpelinje for ukrainske flygtninge. Planen er, at hun skal tilbringe de næste tre uger i Ukraine. Helst ville hun slet ikke have været væk, men operationen tvang hende hjem.
”Jeg havde det forfærdeligt, da jeg måtte forlade Ukraine for tre uger siden. Men måske var det slet ikke en dårlig ting, at jeg var nødt til det. Det betød, at jeg måtte give mig selv lov til at slippe det hele et øjeblik. Jeg har en fornemmelse af, at det er dér, jeg hører til. Men selvfølgelig hører jeg også til hos min familie. Det, der sker i Ukraine lige nu, er bare så vigtigt at fortælle om.”
De seneste uger har Matilde Kimer være i konstant kontakt med sin ukrainske fotograf Mykola, der i mellemtiden har stillet kameraet fra sig, grebet en riffel og nu kæmper for den ukrainske hær. Deres ældste døtre er jævnaldrende og skriver også sammen, og Matilde Kimer får løbende meldinger fra sin kollega, der er en af 4-5 gode venner i Ukraine, som hun taler med jævnligt.
”Hvis der går mere end 24 timer mellem, at jeg hører fra ham, får han en rigtig mor-opsang fra mig. Den ene gang var det hans egen mor, der tog telefonen og beroligede mig: ’Ja ja, han er altså okay.’”
NÅR MATILDE KIMER er hjemme i Danmark, er hun blevet bedre til at slippe sit arbejde. Før i tiden kunne der gå uger, fra hendes krop kom ind ad døren i Hvidovre, til hendes hoved fulgte trop. I 2014 var hun på Maidan-pladsen i Kyiv, da revolutionen brød ud, og hun fløj frem og tilbage mellem Danmark og Ukraine, da Rusland annekterede Krim, og revolution blev til borgerkrig.
Det var første gang i karrieren, at hun skulle arbejde som krigskorrespondent, og som månederne gik, flyttede krigen ind i hende – som hun skrev i sin bog, der udkom i 2016. I ’Krigen indeni’ følger man en ung ukrainsk mand, der drager i krig, en ukrainsk husmor, som bliver politisk aktivist, og ikke mindst Matilde Kimer selv, som midt i sit livs vigtigste historie må sande, at hendes job er ved at koste både hendes helbred og hendes ægteskab med Jesper Schwartz – en tidligere DR-fotograf, som Matilde Kimer mødte på arbejde i Irak i 2008. Han havde kvittet jobbet og var blevet fotograf i kommunikationsbranchen, og han havde svært ved at forstå, hvorfor hun havde behov for konstant at rejse et sted hen, hvor hun udsatte sig selv for fare.
Når hun endelig var hjemme, slæbte Matilde Kimer alle sine frustrationer og bekymringer med sig. Hun sprang op fra køkkenbordet, som var der detoneret en bombe, når hendes børn kom til at vælte et glas vand. Hendes krisepsykolog kaldte hende ’grænseløs’ og rådede hende til at holde en pause med rejserne til Ukraine.
”Har du så tænkt dig at følge det?” spurgte hendes mand. Men det havde hun ikke.
I mere end et år fortsatte det sådan for Matilde Kimer. Men da hun gik i gang med bogen, blev arbejdet med den en slags terapi for hende. Hendes mand hjalp til med at rekonstruere forløbet, og selvom det bragte gamle skænderier op til overfladen, var det også med til at give dem en bedre forståelse for de dilemmaer, de hver især stod i.
”Jeg lærte, at Jesper havde en følelse af, at jeg valgte min familie fra. Og jeg tror, han fik en større forståelse for, hvad det var for en kamp, der foregik inde i mig. Det var medvirkende til at få vores ægteskab til at overleve, da det var ved at gå i stykker.”
Hvordan undgår du at gentage de samme fejl denne gang?
”Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Men det, der er anderledes for mig nu, er min erfaring og måske også en større ærlighed over for mig selv og mine omgivelser i forhold til, hvornår jeg er ved at gå i stykker indeni. Modsat dengang ved jeg, hvad krigen gør ved ikke bare mig, men også alle andre, jeg kender. Hvis man overhovedet har sig selv med i det, man laver, og ikke bare bliver en robot, der rapporterer, kan man ikke undgå at blive påvirket. Jeg vil føle, jeg vil have lov til at tude og være vred og mærke alle de følelser, som kommer op, når man er vidne til død og ødelæggelse og ondskab. Men jeg skal også huske at komme hjem og have hovedet med. Det er nemmere sagt end gjort.”
Indfaldsvej til Dnipro.
I ’KRIGEN INDENI’ skriver Matilde Kimer, at hun har en ”næsten blind dødsforagt”. I knap to år med krig og revolution i Ukraine – i 2014 og 2015 – var det sjældent faren, der fyldte hendes tanker, og hun tog risici, hvor andre korrespondenter vendte om, fordi hun i bund og grund ikke er bange for at dø. I dag er Matilde Kimer mere varsom med at kalde følelsen for dødsforagt, men hun mener stadig, at hun har et andet forhold til døden end både sin mand og de fleste andre mennesker. Hendes kræftsygdom som 14-årig gjorde visheden om, at livet ikke varer evigt, konkret:
”Jeg ved godt, det kan lyde lidt cringe, men der er faktisk mange mennesker, som går rundt og tager det for givet. Jeg skulle lige have en sygdoms-knytter i ansigtet, før jeg forstod, at livet er en elastik. Det er lånt tid, og derfor har jeg altid forsøgt at få rigtig meget ud af den tid. Min mand synes nok, at jeg er en lille smule hyperaktiv, men jeg er bare ikke særligt god til stilstand. Jeg bryder mig ikke om at sidde stille for længe ad gangen, og badeferier, hvor man ikke laver noget i en uge, det er ikke mig.”
Da Matilde Kimer blev rask, meldte der sig en følelse af usårlighed, som til en vis grad er med hende endnu.
”Når man overlever en kritisk sygdom, kan man godt få det lidt sådan: ’Der fik du mig ikke, røvhul.’ Jeg vil ikke leve og være bange for at dø. Jeg har ikke lyst til at rende rundt og være enormt bekymret hele tiden. Det er et kæmpe krydsfelt mellem min mand og mig. Han er en ansvarlig og viljestærk person, men har også et mere bekymret sind end mig, og jeg … Jeg vil ikke sige, at jeg er et dumt, ufølsomt svin, men jeg gider ikke tage bekymringen, før den ligger lige foran mig. Jeg vil ikke lave worst case scenarios i mit hoved, jeg synes, det er spild af min energi. Frygten for døden skal ikke have lov til at flytte ind i mig. Når jeg tager til Ukraine, gør jeg alt for at tage vare på mig selv, men … måske lyder det plat, men jeg synes faktisk, at arbejdet med at dokumentere krig og krigsforbrydelse er virkelig, virkelig vigtigt.”
Også vigtigere end dig selv?
”Ja, overordnet er mit liv mindre værd, end at verden kender til de forbrydelser, som har kostet tusindvis livet, og som kommer til at koste livet for tusindvis flere. Selvfølgelig. Men hvis du spørger mig, om jeg har det fint nok med at dø dernede, så nej tak, jeg vil meget gerne hjem i live og med alle mine lemmer i behold. Jeg arbejder ikke for enhver pris, og jeg har ikke tænkt mig at grave en underjordisk tunnel ind i Mariupol for at få lov til at rapportere derfra. Men jeg føler mig forpligtet til at dække det, der sker, og jeg synes, at det er risici værd – hvor store er jeg nødt til at tage stilling til hver eneste dag, mens jeg er dernede.”
NÆSTE MORGEN, på en tankstation nær grænsen mellem Polen og Ukraine, har Matilde Kimer og hendes fotograf byttet deres DR-bil ud med en ældre, lettere medtaget Ford Mondeo af den slags, som man har råd til at miste i en krigszone. Nu sidder hun i kø ved grænseovergangen i den lille by Medyka og bliver afbrudt, da et medlem af det polske hjemmeværn tre gange gentager spørgsmålet: ”Er I sikre på, at I skal til Ukraine?”
Der er seks biler i køen foran, som også venter på at få stemplet deres pas på vej ud af EU. Det sidste stykke af turen til Ukraine har krigen vist sig på den polske side af grænsen i form af nødhjælpsorganisationer i vejkanten og ambulancer med medicin og lægeudstyr og i form af lastbilkonvojer uden nummerplader, som efter Kimers bedste gæt transporterer våben til Ukraine. Planen er at forsøge at nå Kyiv inden spærretid klokken 20, en tur, der normal tager otte timer, men det er uden de mange checkpoints, hvor både militær og civile ukrainere med våben forsøger at kontrollere, hvem der kører på vejene.
Kunne hendes mand bestemme, sad Matilde Kimer nok stadig hjemme i Hvidovre. Men han ved også, hvor vigtigt det er for hende at dække krigen i en del af verden, som hun har brugt de sidste 15 år af sit liv på. Han har lært hendes ukrainske venner at kende, og han er klar over, at det er mere end bare et job, når hun rejser. Derfor tror Matilde Kimer også, at tolerancen for fare er større, end hvis hun pludselig tog til Syrien.
”Men det er stadig svært,” siger hun i telefonen.
Matilde Kimer forklarer, at hun og hendes mand i dag har lavet regler for, hvordan de kommunikerer, når hun er af sted.
”Der var engang, hvor jeg begik den fejl at skrive til ham, at jeg befandt mig i en by, som var omringet og under beskydning. Han svarede: ’HVAD SKAL JEG BRUGE DET TIL?’ I dag melder jeg ind morgen og aften, og hvis jeg er på vej ind i det, vi kalder en ’rød zone’, skriver jeg det, men ikke mere – og så hører han fra mig, så snart jeg er ude igen. Alle mellemregningerne og alle de gange, det er lige ved at gå galt, dem tager vi først – og kun i grove træk – når jeg er hjemme igen.”
Aftenen før hun rejste, satte Matilde Kimer sig ned med sine børn hjemme i Hvidovre. Hun fortalte dem, hvad hun forventede at møde i Ukraine, og hvad hun ville gøre for at passe godt på sig selv. Hun fortalte også, at hun har lånt en lejlighed i Berlin, hvor familien til påske skal holde ferie, alle sammen. Men hendes børn følger også med i nyhederne, og de hører om krigen i skolen. På vej i seng spurgte Matilde Kimers yngste datter, der er seks år gammel:
”Mor, hvis jeg falder og brækker armen, vil du så lade være med at tage af sted?”
