Hvordan kan det være, du holdt op i landbruget?
”Mine forældre var selv landmænd, så det var en naturlig vej for mig, og jeg elskede udendørsarbejde og dyr. I mange år arbejdede jeg med kvæg på et lille landbrug i Nordjylland. Når der var fodermesterdag, mødte jeg ind klokken fire om morgenen for at malke. Så havde jeg fri midt på dagen og fortsatte malkningen fra klokken seks om eftermiddagen. Det er ikke holdbart, når man vil stifte familie, så jeg søgte job hos Danish Crown i Hjørring, hvor jeg endte med at udbene store skinker og knokle i pakkeriet i 10 år.”
Og hvordan gik vejen fra slagteriet til greenen?
”Jeg begyndte som amatør-greenkeeper, længe inden jeg tog den formelle uddannelse. En landmand, jeg havde arbejdet hos som ung, besluttede sig for at anlægge en golfbane på sin mark og spurgte, om jeg ville hjælpe ham. I flere år fik jeg orlov fra slagteriet i sommermånederne for at starte golfbanen op og pleje den, da den stod færdig. Da slagteriet lukkede mange år senere, havde jeg fået smag for det og søgte ind på greenkeeper-uddannelsen i Brovst.”
Hvad lærte du der?
”Langt hen ad vejen var det som en anlægsgartneruddannelse. Vi lærte at nivellere for at lægge fliser, plante træer og kende forskellige træer og buske fra hinanden. Dertil kom den mere tekniske viden om græssorter, anlægning af golfbaner, og hvilke vækstmaterialer man skal bruge til greens, fairways og tee-steder. Jeg kom fra 10 år med fabriksarbejde og fandt det helt fantastisk at gå i naturen hver dag. Jeg kom i lære i Vennebjerg Golf på den golfbane, jeg selv havde anlagt, og man er heldigvis lige så meget i praktik, som man er på skolebænken. Så lærer man lidt om gødning, rodsygdomme og skadedyr, og så skal man direkte ud at bruge det, det kunne jeg godt lide. Jeg havde aldrig tænkt over, at man som greenkeeper stresser græsset ved at klippe det ned til tre millimeter, men jeg havde jo også kun været amatør-greenkeeper.”
Det må have været en drøm for dig, da du som udlært blev chefgreenkeeper i Sindal Golf Klub.
”Egentlig ikke. Jeg var tilfreds, hvor jeg var i Vennebjerg. Men en dag ville min chef vinterfyre mig, det er ret udbredt i branchen, fordi banerne ikke bliver brugt så meget om vinteren. Det passede mig ikke særlig godt, så jeg søgte stillingen i Sindal og har været her siden. Her foregår det noget anderledes. I Vennebjerg var det bare ejeren og mig, der stod for det hele. Her er der en bestyrelse, som også har en masse holdninger, og medlemmerne kommer også med forslag.”
Har der været nogen konflikter?
”Ikke decideret. Men det første, vores baneudvalgsformand sagde til mig, var, at vores greens skulle være åbne hele året. Det mente jeg ikke var en god idé, så jeg fortalte ham, hvordan græsset gror. Om vinteren går græsset i dvale, så hvis man forsætter med den samme slitage om vinteren, vil det være slidt helt ned, når forårssæsonen begynder. Det havde han ikke tænkt på, og det forstår jeg godt. Meget af mit arbejde handler om at kunne forklare sig til folk, som ingenting aner om græs. Siden har han ment ligesom mig.”
Så du bruger din uddannelse i hverdagen?
”Hele tiden. Når vi planter nye træer, ved jeg for eksempel, hvordan bunden skal være, hvor dybt de skal plantes, og hvor meget plads de hver især skal have. Græs kræver lys og luft for at vokse. Når det gror i et skovområde, er der ofte skygge og ikke nok vind til at tørre overfladen ud. Det kan lede til svampesygdomme i rødderne.”
Hvad er det mest spøjse, du har oplevet som greenkeeper?
”Der sker ikke så mange spøjse ting og sager, men sidste forår var der et narkofund ude på golfbanen. En af mine kolleger fandt en masse små poser med narko samt nogle handsker og en pilleboks. Da jeg ankom, aftalte vi ikke at røre det og ringede til politiet. Dagen før havde der været en vild biljagt gennem Hørmested by, og bilen blev efterfølgende fundet på en mark. Derfra var han sandsynligvis stukket af over golfbanen og havde tabt det hele på vores driving range. Det blæste forfærdeligt i løbet af natten, så da vi skulle klippe græsset, lå det spredt ud over det hele. Jeg ved faktisk ikke, om de nogensinde fangede personen.”
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
”Vi er kommet ind i klippesæsonen nu, hvor jeg møder ind klokken seks om morgenen. Det er helt fantastisk at være ude i naturen og den friske luft fra tidlig morgen, hvor harerne, fuglene og alle de andre dyr lister rundt. Efter nogle timer kommer golfspillerne, og 99 procent af dem er jo glade, fordi de er ude at dyrke deres sport.”
Sindal Golf Klub ligger midtvejs mellem Frederikshavn og Hjørring i Nordjylland. Banen er tilrettelagt sådan, at den følger landskabets naturlige bakker, dale og søer. Om vinteren forsøger Susanne Olsen at skåne græstæppet så meget som muligt, da græsset går i dvale.
Hvad er kunsten ved en god golfbane?
”Man skal have et flot græstæppe, hvor bolden kan rulle med en bestemt og ensartet hastighed. Det opnår man ved, at alle greens er ens klippet og ens bearbejdet. Hvis jorden er alt for kompakt, kommer der ikke luft ned til rødderne, og så kører vi rundt med en maskine, der prikker 30 centimeter dybe huller. Det hedder at dybdelufte, og det gør vi hvert efterår og forår. Om sommeren prikker vi mindre huller hver tredje uge gennem hele sæsonen. Hvis vi har været ude at prikke én green, så skal vi prikke dem alle sammen, og det samme gælder, hvis vi top-dresser, som betyder at køre et tyndt lag sand ud over en green for at gøre den helt jævn. Derudover klipper vi vores greens hver dag i højsæsonen, så der er nok at se til.”
Du har modtaget en miljøpris af Hjørring Kommune. Hvordan gjorde du dig fortjent til den?
”Jeg forsøger at pleje banen så økologisk som muligt og gøder med et affaldsprodukt fra det lokale biogasanlæg, som ligner spagnum. Sidste år kørte vi det ud på dele af banen for at prøve det af. Det var så effektivt, at vi dette forår har kørt det ud på hele banen. For biodiversiteten har vi plantet en masse forskellige blomster og frugttræer, og så har vi lavet dynger af gamle rødder, hvor insekter kan mæske sig og bo. Vi har endda bistader stående herude, hvor en lokal biavler høster honning. Mange golfbaner er plaget af stankelben og gåsebiller, men i stedet for at sprøjte mod de skadedyr, hvis larver ødelægger rodnettet, har vi sat stærekasser op, fordi fuglene spiser dem. Stæren har et tyndere næb end krager og råger og skader ikke banen lige så meget.”
