DA JEG SKULLE konfirmeres, lavede jeg en hjemmeside med min ønskeliste. Jeg satte en QR-kode på invitationen, som gæsterne kunne scanne med deres smartphone og komme direkte til hjemmesiden. Hjemmesiden var halvfærdig på forhånd, og man behøvede ikke at kode noget, men det var et af mine første forsøg på selv af skabe noget med IT. Jeg ved egentlig ikke, hvor mange af gæsterne der besøgte den. Min far gjorde helt sikkert.
Jeg blev født i Hamborg, hvor begge mine forældre arbejdede. Min far ville gerne blive i Tyskland, mens min mor ville hjem til Danmark. Kompromiset blev Flensborg, hvor jeg voksede op som en del af det danske mindretal i det nordtyske grænseland.
På mit gymnasium talte vi dansk i timerne og tysk i frikvartererne. Mange tyskere valgte dansksproget skole, fordi det tyske skolesystem var mere rigidt. Mine klassekammerater kom med forskellige kulturelle referencer, jeg blev tunet ind på både tysk og dansk tv og taler i dag begge sprog flydende.
Jeg valgte den naturfaglige linje i gymnasiet, selvom jeg var blevet advaret mod det på min folkeskole. ”Det er meget nørdet, du er alt for social til det,” sagde de. Det var sagt i bedste mening, men fik mig ikke til at ændre mit valg. Min gymnasieklasse var supersocial, samtidig med at det var cool at være nørdet. Nogle elever syntes, genetik var det fedeste, andre elskede fysikforsøg.
BEGGE MINE FORÆLDRE er bankuddannede og arbejder med erhvervsøkonomi. En overgang troede jeg også, at jeg skulle arbejde inden for business, måske internationalt. Da jeg blev student, var jeg i tvivl, men under sabbatåret blev jeg stadig mere overbevist om, at jeg ville noget med teknologi. Jeg var lidt i tvivl, fordi jeg ikke kunne programmere, men da jeg læste på SDU’s hjemmeside, at kodning ikke var noget krav for optagelse, søgte jeg ind på software engineering.
Nogle af drengene på studiet kom fra teknisk gymnasium og kunne allerede tre forskellige kodesprog. ”Der er lang vej,” tænkte jeg. Men der var en fed stemning på studiet, og folk var gode til at hjælpe hinanden. Vi havde en fælles kanal blandt de studerende, hvor vi kunne skrive ud og bede om hjælp, når vi mødte problemer med vores programmeringsopgaver: ”Hvorfor bliver alt pludselig rødt?” ”Det er, fordi du har glemt et semikolon i linje fire.” Den samarbejdskultur fik mig til at tro på, at jeg nok skulle få det lært.
Ved semestrets slutning fik jeg 12 i programmering. ”Jeg har sgu indhentet drengene,” tænkte jeg. Jeg følte, jeg var endt på den rette hylde. Det kan være svært at forklare folk, der ikke arbejder med IT, hvorfor det er interessant. Men alt, du ser på nettet, bygger på koder. Der sker så meget behind the scenes, og når det lykkes at skrive den rette kode, der får en problemstilling til at gå op, er det som at løse en ligning. Det er den følelse, alle, der arbejder med teknologi, jagter.
Som piger er vi i mindretal på studiet. Til gengæld har vi fået et rigtig godt fællesskab, også på tværs af årgange. Det er fordelen ved at være få. Det giver flere indgangsvinkler til IT at have både kvinder og mænd på et studie. For eksempel kan det være, at en kvindelig studerende går op i brugeroplevelsen på tøjmærket Zaras hjemmeside – den skulle være skrækkelig – mens mange af de mandlige studerende har computerspil som reference. Det er en generalisering, for jeg har også en veninde, der er vanvittig god til ’Counter-Strike’, men hvis vi vil udvikle produkter, der henvender sig til alle, er det fordelagtigt, at udviklerne bagved afspejler befolkningens sammensætning.
SELV HAR JEG ikke spillet meget, inden jeg begyndte på studiet, men jeg er ved at få øjnene op for hele den underholdningsindustri, IT også er. Jeg kan supergodt lide at spille ’Assassin’s Creed’, et eventyrspil, der foregår i forskellige historiske epoker. Det får timerne til at flyve af sted.
Mit første studiejob fik jeg på en messe, hvor virksomheder rekrutterer studerende. Jeg havde en snak med chefen for en virksomhed, der laver indhold for ejendomsmæglere. Vi snakkede om, hvor fedt det er at arbejde med teknologi, fordi man har en følelse af, at feltet hele tiden udvider sig. Vi klikkede godt. Han sagde: ”Vi mødes til kaffe på torsdag”, og jeg fandt ud af, at kaffe i tech-branchen betyder det samme som en jobsamtale. Jeg var ikke særlig fagligt stærk endnu, da han ansatte mig, men han troede på, at jeg kunne blive til noget.
I dag har jeg et andet studiejob som student software engineer hos et firma i Odense, der laver virtuelle betalingskort. Det er megasjovt! Inden jeg begyndte at arbejde med software, havde jeg en idé om, at man sad alene foran sin computer, indtil man var færdig med en opgave. Men man har fundet ud af, at det ofte er mere effektivt at arbejde parvis, så vi sidder ofte to og to, hvor den ene har tastaturet, og den anden giver sine kommentarer. Det kan selvfølgelig føre til misforståelser, men giver samtidig anledning til, at man på kortere tid får taget flere overvejelser op. Det er en givende pingpong.
I dag er jeg på kandidatdelen af softwareingeniøruddannelsen. Siden jeg begyndte for snart fire år siden, har jeg både lært om programmering, om brugeroplevelser, om sammensætning af arbejdsteams, om planlægning, businessledelse og meget andet. Tanken er, at man skal være brugbar på arbejdsmarkedet, lige så snart man kommer ud fra uddannelsen.
Ud over at dyrke sin nyfundne hobby triatlon bruger Sofie Louise Madsen sin fritid på det såkaldte IT-landshold, der deltager i events med folkeskole- og gymnasieelever for at inspirere til, at flere – særligt unge piger – får øjnene op for en karriere i IT- og techbranchen.
AT SKABE ET digitalt produkt er som et arkitekturprojekt. Det kræver de samme overvejelser, som hvis du skal bygge et hus. Du skal sørge for, at din software kan holde til et vist antal brugere, og du skal skabe plads til udvidelser og ændringer – ligesom hvis du bygger et hus og tænker ind, at der måske senere skal komme en carport til.
Når jeg er færdiguddannet, kunne jeg godt tænke mig at arbejde med klimaproblemer. Jeg har som et projekt på studiet været med til at udvikle en startup-idé, en app med plantebaserede og miljørigtige opskrifter, som bygger på en mærkningsordning til fødevarerne, hvor man kan se, hvor langt de er transporteret, hvor meget strøm der er brugt til drivhuse og så videre. Jeg er selv vegetar og har indimellem problemer med at få næringsstoffer nok, så jeg ved, hvordan det er som forbruger at savne oplysninger om det, man spiser.
Danmark mangler IT-specialister. Konsulentfirmaet McKinsey har i en fremskrivning estimeret, at vi kommer til at mangle 80.000 specialister i 2030. Vi uddanner 4.000 om året, så vi har noget at indhente. Hvis vi kan få flere kvinder til at søge ind i branchen, vil der være en meget større talentmasse. Samtidig viser forskning, at jo mere diversitet du har i branchen, desto mere innovation.
JEG ER EN del af IT-landsholdet for kvinder, som består af 14 studerende fra tech-branchen, der tager rundt i landet og fortæller gymnasieelever og andre unge kvinder, hvorfor vi synes, IT er så megafedt. For eksempel lavede vi for nylig en workshop sammen med TV 2 Play, hvor vi skulle lave en prototype på en nyhedsapp, der både byggede på algoritmer og redaktionel styring, som gymnasieeleverne efterfølgende fik lov at afprøve.
I pausen sagde en af gymnasiepigerne til mig: ”Du ligner da ikke en, der læser noget med teknologi.” Hun havde et særligt billede af, hvordan man skal se ud i den verden. ”Måske ikke,” sagde jeg. ”Men teknologi er for alle.”
Jeg kan godt lide at se skarp ud, tage mit lyserøde sæt tøj på, høje hæle, store øreringe og i det hele taget ikke pakke mig selv væk. Mange i branchen er meget afslappede i deres tøjstil, med jeans og måske en T-shirt med yndlingsbandet. Det synes jeg også er fint. Enhver må udleve sin personlighed. Måske kan jeg bare lide at skille mig ud.
Jeg har også købt mig en lyserød racercykel for ikke at ligne alle de andre, når jeg skal deltage i en halv ironman senere på året. Jeg har kun dyrket triatlon i et halvt års tid og startede på bar bund. I gymnasiet red jeg, men jeg skilte mig af med hesten, da jeg ikke havde råd til det under studierne, og jeg havde aldrig løbet, crawlet eller siddet på en racercykel, da jeg begyndte på triatlon.
Min største udfordring er, at der er så meget, jeg gerne vil. Udvikle mig fagligt, passe mit studiejob, møde nye mennesker. Bare døgnet havde flere timer.
