TO FULDFEDE og ret territorielle svaner bor helt tæt på det røde sommerhus i Nykøbing Sjælland, som Annika Aakjær købte sidste år. Der er en stor terrasse samt jættestue og Min Købmand i nærheden, og stedet er noget nær paradisisk med badebro og adgang til egen sø. Hvis det da ikke lige var for de to svaner, der har anlagt rede i søens lange siv, og for det larmende uvenskab, der er opstået mellem svanerne og Annika Aakjærs hund, Tove. De kaster sig over hinanden ved blot et sekunds uopmærksomhed, og i konflikterne agerer Annika Aakjær mægler. I et misforstået diplomatisk forsøg på at slutte fred med svanerne, der både soler sig på terrassen og afmærker badebroen med store svanelorte, fandt hun på at fodre fuglene med knastørre ciabattaboller. Det har imidlertid ikke virket, for hver gang Annika Aakjær nærmer sig badebroen, kommer han-svanen nu ud for at få det, hun betegner som beskyttelsespenge.
I stedet for at liste tilbage til reden og dele byttet med sin partner bliver hannen siddende, til maden er slugt. Derefter hvæser den så frygtindgydende efter mere, at Tove svarer tilbage med den rædselsfulde glammen, som kun små hunde evner.
”Svanen opfører sig som en meget aggressiv tigger,” siger Annika Aakjær, efter hun har afværget endnu et sammenstød mellem den lille svenske gårdhund og svanerne.
”Hvis svanen ikke hvæste, ville den ikke være så uhyggelig. Jeg undrer mig stadig over, at den ikke har en rap-lyd ligesom ænder eller gæs. Den er jo som en slange med vinger,” siger singer-songwriteren, der har lært sig selv at intimidere svanerne. Kommer man forbi stedet, hvor hun bor, kan man derfor ofte se Annika Aakjær baske rundt som en stor, vred fugl for at sætte sig i respekt over for den lokale fauna.
DET ER IKKE første gang, 40-årige Annika Aakjær har forsøgt at få mere fred og frihed. For år tilbage købte hun et billigt kolonihavehus i Aalborg for at have et sted at overnatte, når hun skulle besøge byen, hun er vokset op i. Hun fortæller, at hendes far var meget begejstret, og at de to aftalte, at han kunne bruge kolonihaven, så tosset han ville, så længe han stod for vedligeholdelsen. Men pludselig fik hun haveforeningen på nakken, fordi grunden ikke levede op til foreningens strenge krav til nyslået græs og veltrimmede hække. Hendes far brokkede sig altid over, hvor meget der skulle laves, og så endte Annika Aakjær alligevel med at bruge al sin fritid på at okse rundt i haven og huset, indtil hun fik nok og solgte det igen.
I Nykøbing har sommerhuset den seneste tid fungeret som et mere habilt tilflugtssted, fortæller hun. Fra pandemi og andre mennesker, fra frygten for ikke at slå til og fra angsten for at miste sit livsværk, livsgrundlag og helbred.
Da corona-pandemien lukkede landet ned i 2020, var Annika Aakjær på toppen af sin karriere. Foran sig havde hun sin hidtil største og mest udsolgte turné, og bag sig havde hun en tv-debut i ’Toppen af poppen’ i 2018 og et viralt hit til Zulu Comedy Galla i 2019, hvor hun optrådte med en sang om natbind, bremsespor og menstruationskopper. Hun var allerede et kendt navn, men med de to optrædener blev hun pludselig bredt ud til samtlige samtalekøkkener i Danmark. Der blev skrevet klummer om, at 2020 måtte være Annika Aakjærs år, at året skulle Annikaseres, og at ’X Factor’s tilrettelægger skulle se at komme i sving for at hente hende ind som dommer.
Annika Aakjær havde momentum, hun bragede derudad, og det hele skulle kulminere med udsolgte koncerter over hele landet og en lang festivalsommer for første gang i musikkarrieren. Men det blev alt sammen trukket væk under hende.
Her to år senere, i sommerhuset i Nykøbing Sjælland med munden fuld af varm leverpostej, som hun glemte i ovnen, så røgen stod ud ad alle vinduer, har hun opgivet at fange den samme strøm. Dén timing og følelse af sejr kommer ikke igen. Det er hun overbevist om.
”Det er, som om vi har zappet to år frem, og nu skal vi bare gøre det, vi plejede, og lade som ingenting. Men der er noget, der har sat sig i mig.”
Oven i nedlukningen fik hun konstateret meget højt blodtryk, så hun måtte udskyde den allerede udskudte turné til i år. Sommerhuset blev på den måde et frirum, hvor hun, Tove og svanerne kan tovtrækkes om noget helt andet. For Annika Aakjær vil ikke have, at det hele skal være så ’depperen’. Der kom jo også gode ting ud af det – blandt andet tre udsolgte koncerter i DR’s Koncertsal med lovpligtig afstand, og så fik hun tid til en rolle i filmen ’Esthers Orkester’, som hun også lavede musikken til. Hun har nogenlunde affundet sig med tingenes tilstand. Og hvis hun endelig skulle gå og ærgre sig lidt, er der jo altid Ulrik Wilbek at tænke på.
DA HUN VAR sidst i 20’erne faldt hun over Ulrik Wilbeks bøger om talentudvikling og lederskab.
”Alle hans titler er i bydeform: ’Gør en forskel’, ’Tro på dig selv’, ’Gå forrest’. Det er bøger, der råber ad dig: ’Kom nu i gang!’” som hun siger.
Det var i ’Gør en forskel’, at Annika Aakjær fandt et livsråd – også selvom bogen i brede træk handler om talentudvikling og om, hvorfor dansk klubhåndbold har brug for sydeuropæiske spillere med større ego, større temperament og mere risikovillighed. Åbenbaringen bestod af en firkant med fire talentniveauer. Lidt forsimplet findes der følgende:
Dem, der kan og vil.
Dem, der kan og måske vil.
Dem, der måske kan og vil.
Dem, der måske kan og måske vil.
”Ulrik Wilbek fortæller, at der bliver brugt meget krudt på dem, der har talent og måske vil, selvom erfaringen siger, at dem, der måske kan og vil, kommer længere. Dér fik jeg en lille åbenbaring af Ulrik Wilbek, for jeg vidste, at jeg ville, men jeg vidste ikke, om jeg kunne. Det er en god boks at være i, fordi det afhænger af én selv, om man vil blive ved,” siger Annika Aakjær, der tænker tilbage på dengang hun var på turne med Thomas Buttenschøn. Hun var 25 år, på vej med sit første album, ’Lille filantrop’, og netop begyndt på første årgang på Rytmisk Musikkonservatoriums sangskriverlinje i København. Uddannelsen var spritny, og fordi hun lavede musik og spillede teater størstedelen af tiden, mødte hun nærmest aldrig op til undervisning.
”Jeg tænkte faktisk bare, at jeg kunne få lidt SU, hvis jeg virkelig var på røven. Vi var den første årgang, og det bar uddannelsen præg af. Men siden er der kommet mange store kunstnere ud derfra.”
Den første koncert som opvarmning for Thomas Buttenschøn var på Musikhuzet i Rønne, og samme dag som hun skulle optræde, gik hun rundt i kælderen, hvor spillestedet havde gemt gamle koncertplakater. Som forholdsvis ny i musikbranchen overraskede det hende, hvor mange der var blevet glemt. For eksempel bandet Strawberry Slaughterhouse, der var en kæmpesucces i 90’ernes besynderlige blanding af pop og rock. Men det vigtigeste den dag var at se alle de kunstnere, der faktisk fortsat havde en karriere.
”Det var sindssygt godt for mig lige på det tidspunkt op til mit første album. På plakaterne genkendte jeg Niels Hausgaard, Allan Olsen, Anne Linnet, Sanne Salomonsen, Lis Sørensen, Michael Falch og Poul Krebs. Det er folk, som altid har skrevet deres egne sange og er blevet ved med at producere dem. Nogle har defineret en tid, en lyd eller en måde at skrive tekster på, men mange er bare blevet ved med det, de kan. Jeg tænkte meget over, hvad de havde gjort, og hvordan jeg kunne gøre det samme.”
Den logik forsøger Annika Aakjær stadig at følge. Hun vil faktisk helst ikke toppe.
VED HAVNEN I AALBORG ligner Musikkens Hus en stor, hullet ost af metal udenpå og en pornofilm instrueret af Verner Panton indeni. Den er en del af alt det nye, der er kommet til, siden Annika Aakjær smuttede. Hun husker gåture på den gamle, grimme havn, hvor man kunne nyde, hvor gammel og grim den var. I dag er der musikhus til én milliard kroner, afdelinger af Aalborg Universitet og nybyg af stål, glas og beton. Ligesom i alle andre danske havnebyer har man indset, hvor mange penge der er i de gamle grunde ud til vandet.
Og så er der Nordkraft, der ligger lige bag metal-osten, hvor Annika Aakjær på Royal Stage er i gang med en lydprøve nogle timer før turneens anden koncert. Hun fumler rundt på scenen med en øresnegl, som hverken vil sidde eller lyde, som den skal.
”Er der et eller andet fuck, der ikke virker? En limiter?” kalder hun ud til teknikerne.
Ingen kan rigtig finde ud af, hvad der er galt, så når ørelyden er for frustrerende, piller hun den ud, og hvis hun skal finde sig selv i sangen, stikker hun den ind igen.
Royal Stage i Nordkraft er mere som det Aalborg, Annika Aakjær engang kendte. Gulvet er grønt og fungerer som både håndbold-, badminton-, hockey- og basketballbane i ét. Og så selvfølgelig koncertsted. Under loftet hænger en gammel travers-kran som et tydeligt minde fra før Nordkrafts ombygning fra kraftværk til ’kulturkraftværk’ med karateklub, teatersal, klatrehal, biograf og udkigstårn. En tekniker, der bruger kranen som stige til at justere lyset i hallen, fortæller, at den i gamle dage kunne grabbe op mod 50 ton kul og tømme indholdet i de fire store tromlekedler, som leverede strøm til hele Aalborg.
Salen har plads til 1.300, og selvom det måske ikke lyder af så meget, er det faktisk lige stort nok. Annika Aakjærs ideelle spillested er Gimle i Roskilde med plads til 550, og hun vil hellere optræde på Royal Stage i Aalborg end i Royal Arena i København.
”Hvis det bliver for stort, kan jeg ikke mærke noget. Så bliver det overvældende, og jeg bliver meget lille. Jeg vil gerne stå tæt på publikum. Det er årsagen til, at jeg aldrig har haft et stort ønske om at spille festivaler. Langt hen ad vejen er man bare baggrundsmusik til andres fest, og det er der ikke noget galt med. Det er bare ikke den type kunstner, jeg er, og det er ikke den type musik, jeg laver.”
Hun har kunnet følge en udvikling, hvor koncerterne skal være større og vildere, og hvor kvalitetsstemplet er at fylde Parken. Selv ringede hendes booker en dag og spurgte, om det ikke var tid til at lave en nedskaleret koncert i Royal Arena.
”Jeg kan ikke tænke mig til noget, jeg vil mindre end det. Jeg er ikke Minds of 99, som kan skabe fodboldstemning og kæmpe fest. Så vil jeg hellere spille 10 gange så mange koncerter.”
Da lydprøven er overstået, går bandet ned i baglokalet to etager under. Annika Aakjær forsvinder ind i sit eget rum og lukker døren. Bandet udgør et miskmask af daglejere, som spiller eller har spillet for kunstnere som Andreas Odbjerg, Christopher, Melodi Grand Prix-vinderne Fyr og Flamme, Jada, Hjalmer, Nicklas Sahl og Gulddreng, og de går i gang med at diskutere den kommende festivalsæsons programmer. Og hvad man helst vil: svede remoulade eller have ristede løg som hår? Eller helst høre Martin Jensen-musik resten af sit liv eller have porrer som hænder?
ANNIKA AAKJÆR VOKSEDE OP en halv times tid i bus fra Nordkraft i Aalborg-forstaden Vodskov med sin mor. Den voksne version beskriver sig selv som et tyndt fugleungebarn med slem astma og dårlig mave, hvis første mange leveår bestod af konstante køreture mellem hospitalet i Aalborg og rækkehusene på Store Tingbakke. I tide og utide fik hun anfald af åndenød, og ikke sjældent faldt hun om, når lungerne kom på overarbejde. Hun var indlagt så ofte, at sygeplejerskerne genkendte hende og spurgte ind til, hvad hun gik og lavede.
”Jeg elskede, at de kunne huske mig, og jeg var vild med den opmærksomhed, jeg fik. Min mor har nok ikke syntes, det var så fedt, at jeg sammenlagt var indlagt omkring to år, men jeg har absolut ingen traumer over at have været syg. Måske var det ligefrem dér, jeg fik smag for at blive genkendt,” siger Annika Aakjær, der voksede fra de helt grelle astmaanfald, selvom hun stadig i dag tager medicin.
Hun husker ikke, at hendes skilte forældre nogensinde var sammen, eller at der var kærlighed imellem dem. Moren var arbejdsløs, og faren taxachauffør om natten, og når hun en gang imellem så sin far, var det i weekender, hvor hun blev passet af sin farmor, og hvor faren overnattede. Så listede hun op på loftet, hvor hendes far sov til langt ud på eftermiddagen efter en nattevagt. I hendes hoved var hendes far nærmest en mytisk figur. En nisse, hun kunne besøge på loftet og stirre på, når hendes farmor kiggede væk.
Mens de andre børn på skolen havde idrætshallen som deres naturlige omdrejningspunkt, blev Annika Aakjær på sofaen foran fjernsynet. Hun kunne programlægningen udenad på sine fem foretrukne kanaler, og hun prioriterede ofte fjernsynet over socialt smavær – forår, sommer, efterår og vinter. Uagtet årstid kunne man finde hende opslugt af skærmen, hvor hun så nyheder og film, nye som gamle. Det var her, hun begyndte at drømme om teateret og livet som skuespiller, for musiker var ikke noget, hun dengang troede, man kunne blive.
”Jeg var meget på min egen planet som barn. Jeg fik lov til at passe mig selv, og jeg levede gennem fjernsynet og bøger. Mine forældre har aldrig haft en forventning til, hvad jeg skulle i mit liv. Der var aldrig noget pres, men til gengæld var der overhovedet heller aldrig noget skub.”
BEFRIELSEN KOM, efter guitaren og Simon & Garfunkel havde fået plads i hendes liv. Det skete på musik- og teaterefterskolen Vester Thorup ved Fjerritslev, hvor hun for første gang mødte andre med samme interesser som hende selv. Indtil da havde hun gået stille med dørene og ikke talt højt om sine drømme. Da hun kom hjem, danderede hun den gennem gymnasiet med fuldt pensum og et lidt under gennemsnitligt gennemsnit, mens hun skrev sange og dyrkede musikken. Og efter gymnasiet flyttede hun til Aarhus.
Her arbejdede hun som vikar på et pakkeri og en overgang som lørdagspost for at betale huslejen. Hun pakkede alt fra pitabrød og flødeboller til kalaha-spil på en fabrik i Skjoldhøj, men selvom hun var god til at få arbejde, haltede det med at holde på det.
Ved siden af spillede hun teater og skrev sange, som hun optrådte med på byens cafeer. I begyndelsen af 00’erne væltede det med singer-songwritere og sangskriverklubber i hele Danmark, og et par gange om måneden spillede hun i Aarhus sammen med andre håbefulde musikere.
”De gange tænkte jeg meget over, hvordan jeg kunne sikre mig, at det var mine sange, publikum huskede, når de kom hjem. Hvis de skulle huske mig, måtte jeg give dem noget mere. Så jeg begyndte at fortælle små, underlige anekdoter, som kunne binde sangene sammen.”
Selv så hun ikke sig selv som sangskriver før sit tredje album, hvor hun skrev kontrakt med et stort pladeselskab. Det til trods for to anmelderroste udgivelser og en bachelor fra sangskriveruddannelsen på Rytmisk Musikkonservatorium, to Steppeulv-nomineringer, hvoraf hun vandt ’Årets håb’, en nominering til ’Årets nye danske navn’ ved Danish Music Awards, en nominering til P3 Guld i kategorien ’P3 Talentet’ og en Robert-statuette for ’Bedste originale sang’ til animationsfilmen ’Gummi T’.
”Det var først der, jeg kunne mærke, at jeg ville være sangskriver, og at jeg måtte gøre noget ud af det. Det havde jeg ikke rigtig gjort. Jeg er sluppet meget let om mange ting i mit liv. I skolen var jeg ikke nødt til at gøre mig specielt umage for at få et 9-tal. Jeg vidste, at jeg kunne få en høj karakter ved at gøre mig umage, men det gad jeg egentlig ikke. Jeg kom til at lide lidt under, at jeg ikke behøvede at gøre mig umage. Det bærer mine første plader præg af. Jeg skrev 10 sange, så gik vi i studiet og indspillede i en uge, og så blev det, som det blev. Jeg tror, at det var en angst for at gøre mig helt vildt umage og så ende med et album, som ikke var så godt.”
Med Ulrik Wilbeks ord i baghovedet vidste hun, at hun måtte og skulle gøre sig umage, hvis hun ville være musiker, at hun måtte lægge kræfter i. Den erkendelse ramte hende stærkt allerede på konservatoriet:
”Det, jeg lærte mest af, var ikke undervisningen, men at se folk, som havde et helt enormt stort talent, for mig at se et grænseløst talent, men som ikke kunne forvalte det. Det skræmte livet af mig at se mennesker, som, hvis de gjorde noget færdigt, ville eje hele verden, men ikke orkede at gøre det færdigt. Det er jo dem, der går i gang med noget og får det færdiggjort, som vinder. De store talenter, der ikke kan forvalte sig selv, forbliver bare uforløst potentiale. Hvis du vil være sangskriver, skal du gøre dig fucking umage og stoppe med at nosse rundt.”
EN HALV TIME FØR koncerten laver Annika Aakjær nogle afspændingsøvelser på en skumrulle i rejsestørrelse. Det gør hun, så ofte hun kan. Både fordi det er rart, og for at løsne kroppen og muskulaturen omkring lungerne.
I det tilstødende lokale råber og skriger bandmedlemmerne som opvarmning, mens Annika Aakjær fortæller, at hun til debuten i Kolding dagen før faktisk ikke helt vidste, hvad hun ville sige mellem numrene. Der er stadig ting, som kan erstattes og pilles ud, og flere anekdoter mellem sangene kan ændres undervejs. Men formen har hun, den skal bare fyldes ud.
Hun sidder foran spejlet, sætter krøllerne med klemmer og lægger makeup og begynder at varme stemmen op. Så lægger hun sig ned på gulvet med knæene under sig for at udvide ribbenene og give plads til lungerne. Til sidst begynder hun at pruste som en hest og trække vejret dybt.
”Det er en anderledes nervøsitet, fordi jeg er påpasselig med det høje blodtryk. Jeg prøver at slappe mere af. Jeg er stoppet med noget af medicinen, fordi den gjorde mig meget, meget træt,” siger hun og fortæller, at Aalborg ikke altid føles som en hjemmebanefordel, selvom den er det på papiret. Der er altid et ekstra pres for at levere, for ”nordjyder er jo nordjyder”.
Hun ser ud ad vinduet med havnekig og undrer sig over, hvem i Aalborg der har råd til 14 millioner kroner dyre lejligheder.
Der er rift om toiletterne op til koncerten. Der bliver børstet tænder og tisset af, så ingen sidder med persille i smilet eller halvvejs inde i set-listen med vand i øjnene. Annika Aakjær skifter til en tætsiddende sort heldragt med pailletter, og lige før de alle går på scenen, står de i en rundkreds, peger på hinanden og råber:
”Du får en god koncert! Og du får en god koncert. Og du får en god koncert!”
ANNIKA AAKJÆR BLEV voksen som 35-årig. Det var i sommeren 2017, da hun blev vækket af et opkald fra hospitalet midt om natten. De ville lige komme med en opdatering på hendes fars tilstand, lød det, og Annika Aakjær blev snotforvirret. Opdatering? På hvad?
Efterhånden fik hun forklaret, hvad der var sket. Hendes far var tidligere ankommet til hospitalet med to blodpropper i hjernen og en hjerneblødning. Alligevel havde hendes 63-årige far, der i øvrigt havde KOL, var blind på det ene øje og havde mistet sit højre ben til åreforkalkning to år tidligere, husket hendes telefonnummer til perfektion, kort før han mistede bevægeligheden og taleevnen.
Befippet nåede Annika Aakjær at tænke, at det ikke var hende i telefonen, der havde begået fejlen, så hun holdt sit umiddelbare raseri tilbage. Sygeplejersken kunne ikke sige, hvor længe faren havde igen, men lang tid var det ikke, da den blodfortyndende medicin mod blodpropperne kun ville accelerere hjerneblødningen.
Hun skyndte sig af sted mod Aalborg, og hun passede ham sammen med sin faster, indtil han til sidst sov ind.
”Da han døde, tog jeg for første gang et tungt ansvar på mig uden at være ked af at skulle bære det. Det var et meget afgørende øjeblik, hvor jeg for alvor blev voksen. Jeg har aldrig brudt mig om ansvar, men pludselig skulle jeg stå for bisættelse og afsætte hans ting, fordi jeg er enebarn.”
Farens død blev et vendepunkt i Annika Aakjærs liv. Hun havde altid set sin far som et grundlæggende positivt menneske med et stort behov for at brokke sig. En på mange måder brillant mand, der aldrig blev voksen, fordi han levede i sin egen mors skørter næsten hele sit liv.
”Dengang med kolonihaven udviklede han sin egen dræbersneglefælde, som han ville have patent på. Jeg måtte ikke fortælle det til nogen, fordi han var bange for, at nogen ville snuppe patentet før ham. Alligevel fik han aldrig gjort noget ved det. Han havde altid tusind gode ideer, men førte ingenting ud i livet. Jeg har lært så meget af den måde, min far lod stå til på. Han blev en anti-guru for mig.”
ET HALVT ÅR FØR blodpropperne og hjerneblødningen havde Annika Aakjær skaffet sin far en handicapvenlig bolig. Den kom i stand efter en lang og sej kamp med kommunen, som konstant ville have hendes etbenede far i arbejdsprøvning.
”Han ville ikke smide noget som helst ud. Kælderen var fyldt med alle mulige ting, han havde samlet, men som han ikke havde set i flere år, fordi han ikke kunne komme derned. Han flexjobbede for eksempel i en periode på et trælager, og dér købte han et halvt ton mahogni til en billig pris. Det lå siden og tog plads i hans lejlighed i flere år, for som han sagde, ville han arbejde med træ, når han gik på pension. Men han var jo nærmest på pension. Han sad mest og så TV 2 News hele dagen.
Til sidst tog jeg i raseri fat i en af hans sække, der var fyldt kun med højresko. ”Den ryger altså,” sagde jeg, og han svarede helt stille og roligt: ”Hvad nu, hvis jeg møder en, der kun har højre ben?” Jeg var målløs: ”Så skal du kraftedeme til at komme mere ud.”
Da faren døde, kylede Annika Aakjær som det første sækken med højresko ud, og da hun gjorde det, mindedes hun, hvor positiv, sjov og særlig han var. De kunne have sindssyge skænderier over de mest tåbelige ting. Som dengang han gemte en sæk med brugte fyrfadslys, fordi han ville skrabe metalbeholderne for rester og samle dem til nye lys.
Eller dengang med kolonihavehuset, hvor Annika Aakjær havde pantet nogle tomme flasker i huset og bagefter modtog et indigneret opkald fra faren om, at flaskerne altså skulle bruges, når kolonihaveforeningen jo lukkede for vandet i oktober.
”Og vi var altså kun midt i maj!”
”MIN FAR VAR sindssygt sjov og træls, og jeg minder meget om ham. Det var en stor livslektie fra min far at vise mig, at der er mange måder at spilde sit liv på, og at hans kun var en af dem.”
Bisættelsen foregik i september 2017, og som enebarn sørgede hun for det hele. Det sidste lille grin fik hun, da hun fandt ud af, at hendes stærkt anti-troende far ikke havde fået meldt sig ud af folkekirken. Så bisættelsen blev med præstekrave og det hele i selve kirken, ikke blot i kapellet, og med en drilsk tale af Annika Aakjær, som sendte ham af sted med den nordjyske humor, hun er så kendt for til sine optrædener.
Da hun efter bisættelsen kørte mod gravøllet, fik hun et opkald fra pladeselskabet. De ville gerne opløse hendes pladekontrakt.
”Det var et voldsomt slag, hvor jeg var helt nede og vende både følelsesmæssigt og med min karriere. Jeg følte mig syltet, desperat og rasende. Det hele kulminerede lige der, og jeg vidste overhovedet ikke, hvad der skulle ske.”
Men så, et halvt år efter farens død, fik hun pludselig atter et opkald fra sit på det tidspunkt tidligere pladeselskab. ’Toppen af poppen’ havde ringet og spurgt, om hun ville være med i den kommende sæson.
DET STORE FOLKELIGE gennembrud kom i halen på en personlig krise. Og med den nye opmærksomhed fik hun travlt. Med koncerter for de mange nye fans og med one-woman-showet ’Enebarn’ året efter, hvor det gennemgående tema var forholdet til hendes far. Der spillede hun for første gang sangen ’Natbind om dagen’. En sang, hun havde fundet på, da hun havde glemt sin menstruationskop i København og i stedet købte store natbind i Brugsen på Samsø.
Sangen optrådte hun med til Zulu Comedy Galla 2019, og til sin egen overraskelse modtog hun stående applaus fra salen. Da klippet blev vist, var hun ude at spille til et privat arrangement, og hver gang hun opdaterede sin telefon, var antallet af visninger steget med 100.000.
”Jeg stoppede med at kigge på telefonen, da det havde rundet 400.000, fordi jeg ikke kunne være i det. Efterfølgende væltede det ind med tilbud om at blive vært på et program om menstruation eller noget andet om menstruation. Jeg var ude af stand til at få kontrol over det, og pludselig blev jeg også spændt for alle mulige vogne. Nogle syntes, det var klamt og over grænsen, mens andre mente, at det var feministisk. For mig handlede det bare om at være sjov. Intet andet. I mit hoved var det hverken klamt eller feministisk.”
Men da hun begyndte turneen, kom pandemien, og da den lagde sig, steg Annika Aakjærs blodtryk gevaldigt. Så måtte hun holde endnu mere pause, og det hele blev lidt ’depperen’. Nu, to år senere, står hun på Royal Stage i Aalborg – byen, hun oprindeligt rejste væk fra.
HVIS MAN VIL VIDE, hvem Annika Aakjær er, skal man lytte til hendes sange. Det siger hun selv. Og lyttede man til showet i Aalborg eller på en af de mange andre danske scener, lyder hun som lige dele hjertesorg, sommerglæde, pik, patter og nordjysk underspillet humor. Det er ifølge hende selv en fordel, at hun ikke skriver hitsange, som kører i cirkler i radioen. Hun hviler ikke så meget i det gamle, og mere end halvdelen af sangene på årets turné er nye.
På scenen fortæller hun om et kapløb på stranden i Nykøbing Sjælland, hun oplevede forleden. Helt forsimplet handler det om en ung dreng og en lidt yngre pige. Drengen stikker i rend, og pigen følger efter og råber til sin far: ”Jeg kommer først.” Faren er forvirret. Han vil ikke gøre pigen modløs, men samtidig er drengen langt foran og i øvrigt fysisk overlegen.
Det virker håbløst, men faren får sagt: ”Hvis du virkelig koncentrerer dig.”
Salen griner, hver gang Annika Aakjær holder en af de næsten alt for lange pauser, der er en af hemmelighederne bag nordjysk humor. En kvinde i forsamlingen råber: ”Annika, du er en gudinde.”
Historien ender med, at drengen vælter og ligger krøllet sammen, mens pigen langsomt overhaler ham.
”Og i det sekund, jeg passerer faren, kom jeg til at sige: ’Nå, men så kom hun jo først.’”
Salen laver et langt bølgende grin, og det er måske meget sigende for Annika Aakjær og hendes humor. Den er lavpraktisk, kejtet, sært genkendelig, og man griner mest af den, hvis man selv oplever hendes velkoreograferede, med vilje gumpetunge levering. Selv har hun også en slags morale til historien.
”Der er noget sjovt ved at komme først, fordi andre falder. Og samler vi hinanden op, eller løber vi videre? Både min far og de store talenter på konservatoriet, som ikke kunne forvalte deres talent, faldt. Nogle gange skal man hjælpe dem op, og andre gange skal man lade folk rejse sig selv. Det er åbenlyst. Det er bare ikke åbenlyst, hvornår man skal gøre hvad.”
MORALEN I MULTIHALLEN er gennemgående. Der er sange om at rejse sig og en lille anekdote om at komme op på hesten igen. En sang om at give slip og en lille fortælling om hendes første bil, en Volkswagen Lupo fra 2002 uden servostyring, som hun havde investeret så mange penge i hos mekanikeren, at det pludselig var dumt at skrotte den – selvom den skulle skrottes.
Det handler selvfølgelig ikke så meget om Lupo’er fra 2002, som det handler om at give slip på mennesker, man holder af. Annika Aakjær får inkorporeret fitnesstræning, skattesystemet og de stigende benzinpriser på meget kort tid, og det hele går rent ind hos den nordjyske forsamling. Sådan veksler koncerten mellem popmusik, store grin og små visdomsord.
”Nu er vi kommet til det sidste nummer, som jeg har glædet mig rigtig meget til, fordi det betyder, at jeg er kommet igennem,” siger aftenens midtpunkt med begyndende tårer i øjnene.
Fortællende vender hun tilbage til en koncert i Horsens, hvor hun havde taget medicin, før hun skulle på scenen.
”Medicinen gjorde, at jeg ikke kunne trække på min naturlige adrenalin. Og fordi jeg ikke kunne det, gik mit hoved amok. Jeg blev meget bange for at gå på scenen. Jeg blev bange for at dø på scenen, fordi mit høje blodtryk kunne føre til blodpropper eller en hjerneblødning. Jeg græd i tre timer op til koncerten, fordi jeg ikke troede, jeg kunne. Men da jeg gik på scenen, havde jeg det, som om publikum bar mig. Og da jeg gik af scenen, begyndte det at støvregne, og så græd jeg igen. I går, da turneen begyndte i Kolding, græd jeg også rigtig meget. Men i dag har jeg ikke grædt. Først nu,” fortæller Annika Aakjær.
Hun lukker koncerten med at løbe ned blandt publikum til sangen ’Gode nyheder’, den første, hun skrev, efter hun fik konstateret højt blodtryk. Kort efter vender hun tilbage til scenen med to ekstranumre akkompagneret af en kort historie om hende selv og hendes fars dårlige ben.
”Lægen, der skar hans ben af, havde aldrig set noget, der havde fået lov til at blive så slemt. I min familie har vi ikke så mange sejre, så når noget er ”det værste, man har set”, er det jo en slags sejr.”
