SOMMERFUGLENE i maven kvæles i buffeten i Smukfests backstageområde. Jada og bandmedlemmerne gumler og griner omkranset af høje, grønne træer i udkanten af Skanderborg, hvor kendisser af forskellig karakter tøffer rundt på et tykt underlag af kviste. Først Heino Hansen og Annika Aakjær, så prins Christian og prinsesse Isabella.
Der er knap to timer til, at Jada – eller Emilie Molsted, som hun hedder – skal optræde på festivalens hovedscene, Bøgescenen. Flere timer tidligere mødtes hun og resten af holdet bestående af band, korsangere, dansere, manager og makeupartist foran Forum i København, hvorfra turen, fordelt i et par minibusser, gik hen over landet med den faste tissepause i Nyborg. Undervejs gik snakken om tourlivet, for siden bandet åbnede NorthSide i Aarhus i begyndelsen af juni, har de været alle vegne, og efterhånden er de mange anekdoter blevet viklet ind i hinanden på kryds og tværs.
Nu er de nået til den sidste af sæsonens festivalkoncerter, og det kunne dårligt slutte bedre. Sommersolen bager ned over Dyrehaven i Skanderborg, mens en lind strøm af hvide skyer sørger for, at de røde festivalnæser ikke bliver alt for skoldede.
Da frokosten er ved at være overstået, vil Emilie Molsteds tourmanager lige vende med hende, om hun også denne gang skal crowdsurfe under koncerten. Han mener, at det er bedst, hvis hun lader være, men selv er hun helst fri for overhovedet at have den slags snakke. Hun er bange for ”at jinxe den”, som hun siger, mens hun stikker gaflen i de sidste rester på tallerkenen:
”Jeg frygter altid, at der slet ikke kommer nogen.”
MENS DE MANDLIGE bandmedlemmer ryger smøger og drikker kaffe på spredte træliggestole under de høje træer, gør danserne sig klar i den ene skurvogn, og Emilie Molsted og korsangerne i den anden. Makeupartisten pudser og børster hende, så hun skinner og glinser, og selv får hun smurt stemmebåndet ved med en hårbørste som mikrofon at synge Burhan G’s ’Mest ondt’ – efter sin egen koncert skal hun nemlig gæsteoptræde for ham.
Da hun har skiftet sin tætsiddende orange trøje, hvide nederdel og rød-sorte kondisko ud med en lille stram blå top, en sort nederdel, gennemsigtige strømpebukser og lange, sorte støvler, går hun op til Bøgescenens bagtæppe, hvorfra man kan høre en forventningsfuld folkemængde.
Bandet, korsangerne, danserne og manageren samler sig i en rundkreds lige bag ved scenen. Først holder hun en kort peptalk, så indleder hun det kampråb, hun spontant fandt på før en koncert på Vega for flere år siden, og som siden er blevet et fast ritual: ”Nu skal vi ud og lave show, hey hey, ho ho, vi er bare rigtig go’, hey hey, ho ho.”
Først stille og behersket, så højere og højere, så vildere og vildere, før de til sidst alle hopper rundt i ring og råber: ”NU SKAL VI UD OG LAVE SHOW, HEY HEY, HO HO!”
EN MÅNEDS TID senere sidder Emilie Molsted i Valby på et af de brune træmøbler under de hvide parasoller på Café Asta – opkaldt efter den danske stumfilmsstjerne Asta Nielsen. Det er en tidlig fredag eftermiddag, og selvom der på Valby Langgade er masser af liv fra fodgængere og trafikanter, hersker der nærmest total ro i gårdhaven.
Der er ingen koncerter i kalenderen de kommende uger, og derfor har hun tid til at sidde på sit stamsted, som hun faldt over, da hun slog igennem i 2018, men derefter blev så stresset, at hun helt måtte trække stikket. Det var her, hun efterfølgende tilbragte uger med at læse, skrive dagbog, lade sig selv op.
”Jeg blev så forpustet og udmattet i den periode, men så kunne jeg gå herned. Siden har jeg været her meget. ”Servitricen sagde også …,” siger hun og stopper sig selv: ”Hedder det servitrice?” Et øjeblik ligner hun et stort spørgsmålstegn, så griner hun højt: ”Det lød lige lidt mærkeligt, nå, men servitricen spurgte mig, hvorfor jeg ikke sad ved mit ’sædvanlige bord’. Kender du det, at man kan miste overblikket over, hvor ofte man kommer nogle steder, og så pludselig en dag siger ens kebabmand: ’Skal du have det sædvanlige?’”
Valby er Emilie Molsteds hood. Hun bor lige rundt om hjørnet, og det er også her, hun har sit studie. Og så ligger hendes kolonihavehus ’Carmela Soprano’, opkaldt efter mafiabossen Tony Sopranos kone i tv-serien ’The Sopranos’, ikke langt derfra.
”Jeg elsker Valby. Jeg føler, at folk ligner mig og går i sådan noget sjovt Næstved-agtigt tøj. Valby er Københavns Næstved, med sjæl og mærkelig provinsiel stil. Det er noget, jeg sætter stor pris på,” siger sangeren, der selv er vokset op i Bisserup uden for Næstved.
Og selvom hun lever af at synge og turnere, er hun en vaskeægte tryghedsnarkoman, der holder af det gamle, det velkendte, ikke mindst hjemstavnens strande, de små sandklinter og de mange træer, ”der har set hende vokse op”, som hun formulerer det:
”Jeg er bare mere landpige end bypige.”
DEN FØRSTE LYD, der kom ud af Emilie Molsted, var en sang. Det er sådan, historien lyder. Ikke nogen kompliceret sang, men nogle lange, sammenhængende toner, der mere lød som melodier end et forsøg på at sige noget. Sådan varede det ved. Når hun lå i barnevognen under trækronerne uden for barndomshjemmet i Bisserup, sang hun, til hun faldt i søvn, og det blev hurtigt en attraktion for familien at pege på forskellige fugle – solsorte, lærker og bogfinker – og få hende til at synge som dem.
Som toårig lavede hun sin første sang, tre linjer kun med ordet ’nummi-num’, som hun syngende gentog igen og igen over adskillige dage. To år senere kunne hun den gamle folkesangervise ’Blomstrende jasminer’ udenad, som hun lystigt optrådte med til enhver form for komsammen.
”Jeg ville bare synge, og jeg er åbenbart født sådan. Jeg kan tydeligt huske at stå der og elske det – og elske, at folk kiggede på mig og kunne lide det.”
Det var ikke noget, hun havde fra fremmede. Begge hendes forældre er folkemusikere og havde i sin tid mødt hinanden på Hogager Folkemusikcenter ved Holstebro, hvor bedsteforældrene på farens side arbejdede. Det var i det hele taget en familie, hvor alle sang konstant og overalt.
Da Emilie Molsted var seks år, blev hendes forældre skilt, og derfra kom hun mest til at vokse op i en kvindeverden. Med sin mor og lillesøster og med mostre og kusiner og en mormor, der kom vadende ind ad hoveddøren i tide og utide. Det var et ”musikalsk gøglerhjem”, som hun selv formulerer det, hvor hendes mor tit fik besøg af folk fra folkemusikmiljøet, der spillede på sav og den slags, eller af udenlandske teatergrupper, der fik husly, hvis de betalte med en forestilling i stuen.
Til Emilies fødselsdag i 1. klasse satte moren sig ud midt i skoven og spillede trehuls-fløjte over en gryde med suppe, og så skulle børnene finde hende. Det var mildest talt anderledes end andre børnefødselsdage, men hendes mor var også en ”lidt alternativ dame”.
Moren var medlem af den internationale teatergruppe Vindenes Bro, der optrådte i eksempelvis Brasilien og Colombia, og hun havde tidligere været i lære hos en kvinde ved navn Jonna, der var en del af cirkusgruppen De Rejsende, der turnerede på gader og stræder.
”Hvis nogen rejste sig op og sang til en fest uden virkelig at give sig, kunne Jonna finde på at synge den samme sang igen, hvor man kunne mærke det. Hun havde den tilgang, at vi skal være ærlige og fucking brænde igennem.”
De værdier blev ført videre til Emilie Molsted igennem barndommen. Hun elskede selv at optræde, og som 12-årig fik hun lov til at rejse rundt med gøglerorkesteret De Splittergale, som bestod af folk med psykisk sygdom, der spillede på kaffekander og andet køkkengrej.
Hun havde set ensemblet flere gange på Hogager Folkemusikcenter og havde efterfølgende fået sin egen barnevogn, som hun pyntede, mens hun drømte om at blive vagabond, skærsliber eller gøgler. Derfor var det virkelig stort, da hun fik lov til at optræde sammen med dem – blandt andet til en forestilling på Christiania
”Jeg kunne kalde mig en, der var med i De Splittergale. Det var det vildeste.”
Det var også i de år, hun mærkede, at det ikke ville være nok at synge og optræde derhjemme. Hun var draget af scenen, det var der, hun hørte til.
”Jeg er vokset op med, at der kun er én mulighed: at man giver alt, man overhovedet har, når man står der.”
SELVOM HENDES BARNDOM og ungdom på mange måder var fyldt med tvivl, lå den ikke i musikken. Hun vidste, at hun var god, det kunne hun jo høre. Da hun var fem år, lærte hun at fløjte en melodi sammen med en veninde, som de efterfølgende viste for venindens far. Han roste dem til skyerne: ”Ej, hvor er I gode.” Det kunne hun ikke forstå: ”Hvorfor synes du, vi er gode, når Ida fløjter falsk?” spurgte hun.
Emilie Molsted griner højt, som hun ofte gør, da hun genskaber sig mindet.
”Det må have været så belastende. Jeg havde på nogle måder kæmpe storhedsvanvid som barn, men jeg tror samtidig, det er en af grundene til, at jeg aldrig har været i tvivl om, hvad jeg ville. Jeg synes virkelig, jeg har noget at give.”
Hun var heller ikke særlig gammel, da hun en dag kom grædende ned ad trappen og sagde til sin mor: ”Jeg ved ikke, om jeg kan overskue at blive kendt.”
Men pilen pegede alligevel i sikker retning, især med de mange positive reaktioner, hun tidligt begyndte at få fra folk, der mente, at hun sang godt. Til gospelkor blev hun trukket til side af sanglæreren, der roste hende, og som 14-årig begyndte hun at undervise voksne i sang.
Ikke alle var dog lige begejstrede for de store armbevægelser. På efterskolen havde Emilie Molsted en gæstelærer i gospelsang, der blev ”sindssygt irriteret” på hende, når de andre elever spurgte hende til råds.
”Hun hang mig hele tiden ud og sagde, at jeg tog fejl. Den slags eksempler, hvor nogle lærere har syntes, at jeg skulle pakke sammen, har jeg en del af: ’Hvem tror hun, at hun er?’ Nogle gange har folk nok også tænkt: ’Hold da kæft, hun synger højt, hvor er det belastende! Kan vi andre ikke, please, få lov til at være her?’ Det har måske virket, som om jeg ikke kunne få nok af applaus og opmærksomhed, og nogle gange har det sikkert også været sådan. Men andre gange har jeg sunget højt, fordi det nu engang er sådan, jeg synger.”
Det eneste sted, hvor ingen tog stilling til hendes sangevner, var derhjemme. Hendes mor kommenterede dem aldrig – hverken om det var godt eller skidt.
”Jeg har nogle gange higet efter ros fra hende, hvor hun har sagt: ’Er det da ikke nok, at de andre siger det?’ Og hvis folk sådan virkelig roste mig, sagde hun altid: ’Emilie, hvis du mister stemmen en dag, og du ikke kan synge, vil du stadig være lige så meget værd.’”
Heller ikke hos faren var der meget at hente. Han sagde til hende, at hun aldrig ville blive den bedste. Han havde selv levet som violinist, guitarist og gårdsanger i mange år og havde en stor frygt for, at datteren ville ende med at blive enormt skuffet. Derfor var det hans måde at forberede hende på det ved at sige: ”Lige meget hvad du gør, vil der altid være nogen, der er bedre end dig.”
”Det afskrækkede mig ikke. Jeg tænkte bare: ’Så lad da mig komme af sted og møde dem, der er bedre.’”
”MINE PATTER ER ved at falde ud!” råber Emilie Molsted ud over folkemængden på Smukfest og fortsætter: ”Jeg ved godt, jeg selv har bedt om det … kan vi aftale, at hvis min nipple falder ud, så siger I det lige? For jeg kan mærke, det kommer til at ske i dag – på grund af jer … Smukfest!”
Det er cirka halvvejs inde i koncerten, og der er propfyldt, så langt øjet rækker, fra Bøgescenen og ud i Dyrehaven i Skanderborg. Et sted i menneskemængden vælter en fuld mand rundt med en Pikachu-hat på hovedet, mens han balancerer med lidt for mange fadøl, der skvulper på de forbipasserende. Men langt de fleste har fokus rettet mod popsangeren på scenen, der allerede har taget publikum igennem flere af sine største hits. Særligt på de forreste rækker, hvor hovedparten er unge piger – men ikke kun – er mange ligefrem opløst i gråd. Måske af lykke, måske fordi Jada taler til dem med både sin musik og med de ting, hun siger til dem mellem numrene.
”Hvordan går det med nipplesene? Super, det er godt. Det er det, man har venner til. Er der nogen, der er der med deres venner i dag?” siger hun ud til publikum, der besvarer spørgsmålet med et samstemmende jubelråb. ”Stil jer tæt sammen, så synger vi en sang om det eneste, der betyder noget i hele verden, nemlig at være der for hinanden og støtte hinanden. Er der nogen lige nu, der er her, selvom I går gennem noget og har ondt i maven, så er den her sang til jer.”
Til sidst slutter det hele med monsterhittet ’Nudes’, en sang om en ung kvinde, der føler skam efter at have sendt nøgenbilleder til en fyr, men vinder fortællingen om sig selv tilbage.
Emilie Molsted benytter lejligheden til at præsentere de andre på scenen som ”de mest pinlige” mennesker, hun kender – de pinligste dansere, de pinligste korsangere, de pinligste bandmedlemmer – før det hele bryder ud i en næsten endeløs fællessang.
Mens hun danser rundt på scenen i små, hvide gevandter, står en flok teknikere afventende bag scenetæppet og venter på, at de om få øjeblikke skal rømme Bøgescenen før næste kunstner.
”Hun er så vild,” siger den ene, mens de andre nikker.
EN DEL AF hemmeligheden bag Jadas succes er selvfølgelig, at hun kan synge. Men hun er også med sit væsen – en kombination af urokkelig selvtillid og hudløst ærlig sårbarhed – blevet et ikon på den danske musikscene, som tusindvis af særligt unge mennesker føler, de kan spejle sig i.
”Jeg er ekstremt glad og stolt over at være sådan en person for andre, men jeg har det også sådan, at det er jo dem, der gør det. Det er dem, der unlocker noget. Jeg findes jo bare, og hvis det kan være med til, at andre tænker om sig selv på en anderledes, dejligere måde, er jeg bare glad.”
Hun ved godt, at hun måske er atypisk i sin måde at optræde på. Hun dyrker ingen illusioner om kunstnerens coolness, hun vil hellere pille det ned og understrege, at hverken hun selv eller nogen af de andre på scenen er specielt seje, og hun kan ikke lade være med at krydre det med budskaber om, at man skal huske at være søde ved hinanden.
”Jeg har altid lyst til at sige, at det kan blive godt igen. Det er svært at række ud, og det er svært at bede om hjælpe, men jeg ønsker virkelig, at man gør det. Jeg kender selv folk, der har så svært ved at bede om hjælp, og jeg kan mærke, hvor inderligt jeg gerne vil være der for dem.”
Det sker dog også nogle gange, siger sangeren, at folk læser for meget ind i det, hun siger eller gør. Da den første musikvideo kom ud til sangen ’Keep Cool’ i 2018, oplevede hun, at mange troede, at Jada var en form for aktivistisk projekt.
Hendes egen idé var at genskabe stemningen og fællesskabet fra en kvindeafdeling i et kurbad, men ikke alle læste det på den måde. Der måtte ligge et statement i, at der sad en flok kvinder uden særlig meget tøj på. Siden er hun mange gange blevet mødt af det samme, som når hun eksempelvis optræder med ubarberede armhuler eller i stramtsiddende tøj.
”Jeg tænker tit over, hvorfor så mange har et behov for at politisere min krop. Hvorfor tror folk altid, det er et statement, hvis jeg har lidt tøj på? Af en eller anden grund tror mange åbenbart, at jeg helst vil dække mig til, og måske også burde dække mig til, fordi min fedtprocent nu er, som den er. Det forvirrer mig, det provokerer mig, og det kan også gøre mig trist,” siger hun. ”Det er ikke et aktivistisk projekt, hver gang jeg tager tøj på. Det føles ikke sådan for mig. Jeg tager faktisk bare tøj på, som jeg synes er flot og sejt.”
PÅ SMUKFEST OPDAGEDE hun igen, hvordan meget af det, hun gør og siger – på godt og ondt – har det med at blive brugt i andre sammenhænge. Der gik ikke længe før det, hun sagde på scenen om sine ’patter’, hurtigt blev til clickbait-overskrifter rundtom i tabloidpressen.
”Der har været et par episoder, hvor jeg har sagt noget, som er blevet taget ud af kontekst, og derfor er der en lillebitte stemme i mit hoved, der tænker: ’Nu skal du stoppe med at snakke om patter på scenen.’ Men samtidig kan jeg mærke, at nej, det går ikke, jeg kan ikke stoppe med at snakke om patter på scenen. Eller jo, jeg kan godt, men det bliver ikke sjovt, hvis jeg skal tænke over det på den måde. Så er der kun den mulighed, at jeg kan lære at navigere i de følelser, der kommer af opmærksomheden, når jeg siger de forskellige ting.”
Også denne gang førte overskrifterne en byge hadefulde kommentarer med sig. Dem har hun måttet leve med siden begyndelsen, men de rammer hende ikke så meget som i starten. Nu er det mere ”som at spise en dårlig reje”, som hun formulerer det. Hun mærker det i maven et døgns tid, og så er det ude igen.
”Jeg får ofte mere ondt i maven af, at nogle åbenbart føler sig fanget i deres liv på en måde, hvor de er nødt til at vende følelsen af ufrihed mod andre, der måske bliver et billede på det, de ikke er. Dem, der bliver provokeret af mig, skriver næsten altid noget, der handler om et niveau af sluttyness eller tykhed. De tror, de kan ramme mig med det, men lige netop de to ting bliver jeg ikke stødt af. Det føles bare som fakta, når folk siger til mig, at jeg har lidt tøj på eller tykke arme. Så tænker jeg altid: ’Det er så rigtigt!’”
TIDLIGT LÆRTE EMILIE Molsted en vigtig lektie: Hvis valget står mellem at lave om på sig selv eller sine omgivelser, skal man til hver en tid tage det sidste. Hun var nemlig ikke et barn helt som de andre. Som seksårig rendte hun rundt i en gammel babybluse, hun havde fundet, som var alt for lille til hende, men som hun selv syntes skar helt perfekt på maven, mens hun sang med på ’Smukke Sally’ og forestillede sig, at det var hende, der var med i ’Bølle Bob’.
Da hun begyndte i skole, fortsatte hun med at klæde sig, som hun selv bedst kunne lide det. Ofte var det noget, hun faldt over, når hun var med sin mor rundt i sydsjællandske forsamlingshuse og på vikingemarkeder, eksempelvis lædersko med snørebånd, islandske sweatere og vikingehatte eller en kæmpestor kjole, som hendes mor havde fået af en srilankansk veninde.
”Når man tropper op på en provinsskole, hvor alle går i Kawasaki-sko, med en lang vikingekappe og lædersko, mens man synger gamle danske sange, er det som at bede om opmærksomhed,” siger hun.
Derhjemme kunne Emilie Molsted rende rundt i en skør og legende verden, hvor alt var tilladt, men i mødet med de andre kom hun til at stikke ud. Hun blev en uundgåelig skydeskive for meget af den mobning, der foregik i skolegården.
De andre gik, når hun kom, eller gav hende kun lov til at være med i legen, hvis hun drak et glas med de andres spyt.
”Børn er masterminds med sådan noget. Jeg følte mig dum og forkert, og det var meget ubehageligt at blive holdt udenfor. Men jeg tror, det var kommet til at fylde meget mere i mit liv, hvis jeg havde følt, at jeg var alene med det. Min mor tog det meget alvorligt og nægtede at acceptere, at det skulle være sådan.”
En eftermiddag efter skole sagde Emilie Molsted til sin mor: ”Jeg kan ikke gå tilbage.”
To dage senere havde hun skiftet skole.
”Det var ikke sådan noget med, at min mor sagde: ’Prøv lige igen.’ Hun var meget hurtig til at reagere, og det, tror jeg, har gjort, at det ikke er blevet en ubehagelig oplevelse, som har defineret mig særlig meget,” siger hun.
Den næste kommuneskole var heller ingen succes, men så endte hun på Næstved Fri Skole, en ’demokratisk friskole’, hvor budgettet blev administreret af eleverne selv, og hvor man kunne bestemme sit eget skema. Den allerførste skoledag troppede hun op i en stor, struttende blå nederdel med en blå kjole udenpå samt en blå kappe med et ’Ringenes Herre’-agtigt sølvblad, som hendes mors veninde havde syet, og på hovedet havde hun en kæmpestor guldkasket.
Ved ankomsten løb de andre børn ud for at byde hende velkommen, og modsat tidligere var det til kommentarer som: ”Wow, den kappe er sej!” Alt det, hun før var blevet mobbet med, var pludselig noget, de andre børn elskede hende for. Det kom til at hele meget i hende.
”På nogle punkter har der været en længsel i mig for at passe ind. Der har været tidspunkter, hvor jeg har ønsket, at jeg var en anden. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage det samme tøj på som de andre? Men for mig har det aldrig føltes som en mulighed, og så må jeg bare tage de slag, der følger med, for det andet er ikke et liv for mig. Jeg vil hellere dø end lave mig selv om.”
EN TIRSDAG FORMIDDAG længe før Smukfest-koncerten ligger Emilie Molsted i en industribygning i Glostrup for sig selv og laver strækøvelser. Hun ligner en, der er i sin helt egen verden på trods af det, der foregår i resten af den store øvesal. Mens trommeslageren jabber lidt med trommestikkerne, farer tourmanageren lidt hvileløst omkring for at sikre sig, at alt er, som det skal være, og konsulterer teknikerne, der noterer på både computere og papirlapper. På bordene rundtomkring er der tomme vandflasker og halvfærdiggnaskede æbleskrog, og midt på gulvet, hvor ledninger snor sig ind og ud mellem hinanden, springer en større flok dansere rundt som børn, der har fået for meget fredagsslik.
Da Emilie Molsted langt om længe træder ud midt i lokalet, falder der ro på omgivelserne. Hendes mørkebrune hår er sat op i fletninger, og hun er iklædt matchende top og nederdel i grå, hvide og pink farver. Hun rækker sin hånd i vejret: ”Okay, jeg melder klar.”
Mens korsangere, bandmedlemmer og de 20 dansere finder deres pladser, indfinder hun sig selv ved mikrofonen. Det er den sidste øver, før de skal optræde på Orange Scene på Roskilde Festival tre dage senere, og dermed sidste chance for at finjustere det hele og fixe de udfordringer, der måtte være.
Helt tilbage i 2019 fik Emilie Molsted at vide, at hun skulle åbne Roskilde Festival, men en pandemi kom i vejen, og siden er der gået næsten tre år. Ret lang tid at gå og være nervøs. Særligt de sidste måneder inden har hendes tanker kredset om koncerten hele tiden, og hver gang hun er gået ned ad en trappe, har hun tænkt: ”Gå langsomt, bræk ikke foden, du skal spille på Orange.” Faktisk har hun i et helt år stort set ikke festet, fordi hun har villet undgå at slide sin stemme. Der måtte simpelthen ikke ske noget, for hun ville spille den koncert.
”Jo tættere vi er kommet på datoen, jo mere har jeg kunnet mærke, at det er blevet nytårsaften gange tusind,” siger hun senere på dagen. ”Det har virkelig føltes som en kraftpræstation at gå rundt og vente i tre år uden at gå amok.”
I GYMNASIET INVITEREDE Emilie Molsteds mor hende en dag ud at spise. Mens de sad der, sagde moren pludselig: ”Helt ærligt, du synger aldrig mere. Jeg tror ikke, du har det godt.”
Sangen havde altid været morens lakmustest: Når Emilie som lille var syg, blev hendes mor først bekymret, når datteren ikke længere sang. Så vidste hun, at det var på tide at ringe til lægen. Og nu havde hun bidt mærke i, at hun var begyndt at synge mindre.
”Hun havde ret, jeg havde det ikke godt. Jeg kunne ikke lide at gå på gymnasiet. Jeg kom fra en mindre skole, hvor der var meget tillid, til et sted, hvor der ikke var nogen som helst tillid til, at man ville hinanden det godt.”
Kort efter Emilie Molsted var begyndt på gymnasiet, havde hun meldt sig til at blive en del af fredagsbaren. Fra sin opvækst var hun vant til at indgå i alle slags fællesskaber, men fik her at vide, at de ikke manglede nogen. Senere erfarede hun fra anden side, at de ikke havde villet tage hende ind, fordi hun ikke var sej nok.
Miljøet på gymnasiet forplantede sig i hendes adfærd. Og eftersom ingen regnede med, at man interesserede sig for undervisningen, skete der lige præcis det, at ingen lavede noget, heller ikke hende selv.
”Jeg kan ikke trives i miljøer, hvor ingen synes, det er sjovt at være. På den måde er jeg ekstremt følsom over for stemninger, og hvis der er grundlæggende dårlig stemning, påvirker det mig meget. Min mor syntes, at jeg var begyndt at lyve virkelig meget, og da hun sagde det, kunne jeg se, at hun havde ret. Det kunne jeg heller ikke selv lide, men gymnasiet skævvred mine værdier.”
Da hendes mor kort tid efter skulle til Colombia med sin teatergruppe, meldte Emilie Molsted sig ud af gymnasiet og rejste med. Hjemme igen, en måneds tid senere, flyttede hun som 18-årig til København for at prøve at forfølge sin sangkarriere. Først på den frembrusende, naive måde. Med vennen Christian tog hun for eksempel forbi et af de store pladeselskaber i håb om, at de kunne få lov til at tale med – eller synge for – nogen, der kunne give dem en pladekontrakt. Men nej. Receptionisten bad dem vende tilbage, når de havde en aftale.
I stedet tog de tilbage til Christianshavn, hvor hun på daværende tidspunkt havde en lejlighed. De satte sig ud på altanen, mens de ventede på, at hendes overbo skulle komme ud – en vis Lukas Graham. Da han langt om længe gik ud ad hoveddøren, sang hun så højt, som det var muligt, men i stedet for at stoppe op og lade sig betage af englesangen sjoskede han bare videre.
TILBAGE VAR KUN den langsomme, mere rigtige måde. Hun begyndte på Musikalsk Grundkursus, og sammen med nogle af de andre studerende dannede hun bandet Jeanne d’Arc Stone, hvor hun og Christian skulle være frontpersoner.
De kom tidligt til at optræde på spillesteder som Mojo og Rust og blev i det hele taget ret hypede i det københavnske undergrundsmiljø. Til en af deres koncerter dukkede 300 mennesker op, og da Christians far filmede noget af koncerten og lagde det på YouTube, fik et svensk pladeselskab pludselig øjnene op for dem. De kontaktede deres danske søsterselskab og fortalte, at der rendte nogle uslebne diamanter rundt, som de skulle have fingre i.
”Det var meget sådan ’Hannah Montana’-agtigt at få hul til pladebranchen, fordi nogen har opdaget én på en video på internettet,” husker Emilie Molsted, der, selvom hun havde drømt om netop det, alligevel ikke følte sig helt klar, da hun rent faktisk stod med muligheden på hånden. Sådan havde hun det også, da der efterfølgende var andre pladeselskaber, der forsøgte sig.
”Jeg må have været så øretæveindbydende at arbejde sammen med nogle gange, men jeg kunne mærke, at det ikke var det rigtige. Det kommer til at lyde så højrøvet, men helt ærligt, så kunne jeg mærke, at hvis jeg sagde ja til det, ville jeg blive kendt, og det var jeg overhovedet ikke klar til,” siger hun.
På det tidspunkt var Emilie Molsted 22 år. Hun gik stadig på musikkonservatoriet, og særligt en af sanglærerne blev ved med at indprente hende, at hun altså skulle til at sige ja, for hvis hun gerne ville leve af at synge og optræde, kunne man ikke afvise alle muligheder.
”Jeg var selv overrasket over, at jeg sagde nej til det hele. Det var jo ikke min plan. Min plan havde været at få det til at ske, men hver gang jeg stod med valget, kunne jeg mærke, at det ikke var nu. Jeg var for ung, for usikker og ikke klar til at stå imod presset.”
Selvom Emilie Molsted på mange måder altid havde hvilet i sig selv, var det et tidspunkt, hvor hun dealede med forskellige ting, blandt andet de dårlige kropstanker, som hun havde fået med fra barndommens mobberi. Hun kunne ikke pludselig blive sådan en, som alle kendte, før hun var landet i sig selv.
Men det var ikke det eneste, der skete i den periode. Inden i hende selv voksede også en fornemmelse af, at hun slet ikke skulle være en del af Jeanne d’Arc Stone.
Hvis hun skulle gøre sin entré i musikbranchen, måtte hun gøre det på sin egen måde, og det betød, at hun blev nødt til at bestemme det hele. Derfor måtte hun sige nej til Christian og deres fælles projekt.
”Det var megasvært og føltes megauretfærdigt over for ham. Han var træt af mit ansigt i rigtig lang tid efterfølgende, men … jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde brug for total selvstændighed, jeg havde brug for, at det var mig, der gjorde det.”
TIL DEN FØRSTE Jada-koncert i Pumpehuset i København i foråret 2017 dukkede 600 op. Om de kom for at høre hende eller det finske hovednavn Alma, var dog svært at vurdere. Men da hun året efter udsendte sin første single, ’Keep Cool’ med en musikvideo, hvor hun og korsangerne slangede sig i et badekar, var der ikke længere tvivl om, at hun havde fat i noget. Få uger senere fik hun at vide, at hun skulle spille på Countdown-scenen på Roskilde Festival samme sommer. Her troppede hun op iført cowboyhat, en lille skriggrøn top og bar mave og en stram grøn nederdel, og selvom hun havde frygtet, at ingen ville dukke op, kom der 7.000 mennesker.
Senere fulgte singlen ’Lonely’, der blev en landeplage og Ugens Uundgåelige på P3, og som i 2019 indbragte hende priser ved både P3 Guld, Carl Prisen og Steppeulven, og så ringede kronprinsesse Mary til hende for at fortælle, at hun i øvrigt også havde vundet Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris.
Debutalbummet ’I Cry a Lot’ førte til stribevis af rosende anmeldelser og til prisen som Årets Nye Livenavn ved Danish Music Awards, og da hun i 2020 udsendte hitsinglen ’Nudes’, blev triumftoget kun forlænget. Medierne sammenlignede hende med Beyoncé og Adele, og hun blev den første kunstner nogensinde til at vinde alle tre P3 Guld-priser. ”Tusind tak. Fuck mand. Seriøst, mange tak,” fremstammede hun på scenen.
Det lignede en hurtig, ubesværet opstigning. Men inde i Emilie Molsted havde det nærmest fra begyndelsen været ved at ramle. Både i tiden før og efter den første koncert på Roskilde Festival var hun udmattet og græd – ofte uden nogen særlig grund, følte hun – og hun havde fået sig en mavepine, der efterhånden havde varet så længe, at hun var begyndt at tænke, at sådan var det åbenbart at være kendt musiker.
”Jeg havde vildt svært ved at indrømme over for mig selv, at jeg havde det dårligt. Jeg havde altid haft det godt, når jeg stod og sang, men hver gang jeg gik ned fra scenen i den periode, fik jeg det så dårligt, at jeg havde lyst til at sætte mig ned og græde. Og når jeg græd, kunne jeg ikke rigtig stoppe igen. Jeg havde lyst til at forsvinde. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at leve mere, men jeg ville ønske, at jeg på en måde … ikke eksisterede.”
DET VÆRSTE VAR næsten den skamfulde følelse overhovedet at have det på den måde.
Hun var nærmest ikke i gang, og hvis hun allerede blev stresset af det, måtte det betyde, at hun ikke var bygget til det liv. Hun havde insisteret på at gå sin egen vej, og det var jo nu, det hele skete, så det var nu, hun skulle sige ja til alt.
”Jeg havde en følelse af, at jeg skulle være den bedste, og at enhver person, jeg var i kontakt med, skulle tænke, at de aldrig havde mødt en sejere person, hørt sjovere jokes og oplevet nogen synge smukkere. Jeg skulle tjekke alle boksene af, men jo mere stresset jeg blev over at skulle være perfekt, jo dårligere fik jeg det.”
Samtidig begyndte hun at opleve bagsiden af et folkeligt gennembrud. På sociale medier skrev folk, at de var ved at brække sig over bare at kigge på hende. Det hele blev for meget, hun fik svært ved at mærke sig selv, og hun blev berøringsangst og bange for at gøre andre kede af det, hvis hun satte sine grænser.
Blev hun forholdt noget, hun helst ikke ville, prøvede hun at smyge sig uden om en beslutning med små tricks som lige at binde sine snørebånd, fake et telefonopkald eller gå på toilettet. Men det var ikke holdbart, og hendes forsøg på at konfliktnedtrappe ved at være konfliktsky gjorde, at hun i stedet fik konfliktoptrappet mange af sine samarbejder. Hun blev ‘uklar’ i sin måde at være til i verden.
Det var hendes lillesøster, der først opdagede, at tingene ikke var, som de skulle være. Hun tog Emilie Molsted med et smut i sommerhus, der blev forlænget til en måned, før sangeren sygemeldte sig året ud med stress og aflyste den kommende efterårsturné.
”De ting, jeg kæmpede mest med som menneske, blev sat på spidsen i den periode. Det er ikke for at lyde taknemmelig for min krise, men på en måde er jeg det faktisk, for jeg udviklede mig helt vildt meget. Livet for mig handler ikke kun om, at det skal gå godt, og selvom det er røvnederen at gå igennem kriser, sætter jeg stor pris på dem efterfølgende – i hvert fald den slags kriser, jeg har stiftet bekendtskab med.”
Selvom hun var nervøs for, om hun ville smide sin karriere på gulvet ved at trække i håndbremsen, netop som den skulle have fuld smadder, var der ikke noget alternativ. I stedet for at stå i spotlightet på de store scener, satte hun sig i baggården på Café Asta på Valby Langgade og lod dagene passere.
”Jeg nåede frem til, at man ikke behøver at have ondt i maven for at gøre det her. For jeg havde været i en meget intens form for skole, hvor jeg tydeligt havde oplevet, hvad der sker, hvis jeg ikke har mig selv med. Så bliver jeg en tom skal, der ikke kan noget ud over at sidde her i gårdhaven – som et batteri, der bliver ladet meget, meget, meget langsomt op.”
SIDST I AUGUST sidder hun atter i cafeens gårdhave. Ved siden af har en ung kvinde netop sat sig, og da det går op for hende, hvem der sidder ved nabobordet, kan hun ikke dy sig for at sende stjålne blikke og tage et enkelt, diskret billede på sin telefon. Det er ikke noget, Emilie Molsted opdager, og i det hele taget har hun for det meste en følelse af at kunne gå i fred.
”Jeg synes faktisk, at folk er supertjekkede. De er gode til at læse mig – som nu, hvor jeg sidder i Birkenstock-sandaler, nogle gamle fiskerbukser fra efterskolen og en gammel skjorte. Så plejer de at kunne se, at jeg ikke er på arbejde.”
Ved bordene rundtomkring er folk stimlet sammen efter arbejde og har fået tanket kolde fyraftensøl. Senere skal Emilie Molsted mødes med nogle venner. Den slags har der ikke rigtig været tid til i månedsvis, men nu kan hun endelig fordøje en vellykket sommer.
”Det har været en fuldstændig fantastisk sommer. I hvert fald i min lille verden. Det har været alt, jeg havde drømt om, faktisk.”
Samtidig oplever hun også et behov for at koble af fra Jada og være alene. For lige om lidt venter en ny tour, denne gang en udenlandsturné, der vil føre hende til scener i byer som Berlin, London, Paris, Amsterdam, Zürich og Oslo, og så vil hun igen komme til at være omgivet af folk i den ene minibus efter den anden.
Særligt i begyndelsen, da Emilie Molsted bragede ind på hitlisterne, var det en vild oplevelse for hende at forholde sig til den opmærksomhed, der fulgte, når hun bevægede sig udenfor. Det tvang hende tidligt til at tænke over, hvordan hun kunne blive ved med at være i det og stadig have det godt.
”Det er svært at snakke om, for det lyder hurtigt, som om man beklager sig over ’den hårde berømmelse’. Men det eneste, der er hårdt ved det, er, at jeg kan bruge virkelig meget tid på at tænke på mig selv. Hvis jeg kigger ind i nogens øjne, og jeg kan se, at de genkender mig, føles det lidt som at kigge ind i et spejl. Man havde lige glemt, at man eksisterede, men så får man de der 10 sekunders selvbevidsthed. Det prøver jeg at arbejde lidt med, for det er sådan en stor fryd at glemme sig selv.”
I FORÅRET 2022 udsendte Jada albummet ’Elements’. Det tog afsæt i de fire elementer, der repræsenterede forskellige følelser og stemninger i hende. Et ambitiøst album, der ville meget, også for meget, mente nogle anmeldere, og selvom det blev taget rigtig godt imod mange steder, var det stort set første gang, hun prøvede at blive bedømt mindre godt for sine musikalske evner.
”Jeg har været virkelig ked af det over nogle af anmeldelserne. Det har føltes skamfuldt, at der står de der ting. En af anmelderne skrev noget om, at mine tændstikker var våde, selvom jeg selv troede, at de var tørre. Sådan noget er så pinligt, det føles som at blive taget med bukserne nede.”
For tiden er Emilie Molsted ved at lave ny musik, men indtil videre går hun med det helt for sig selv. Hun har bedt sit pladeselskab om slet ikke at spørge hende, hvordan det går, for hun har brug for en periode, hvor hun står med det alene. Efter at have sundet sig oven på de blandede anmeldelser i foråret mærkede hun en ny, stærkere følelse – nemlig, at det jo slet ikke var så slemt igen.
”Jeg har tænkt over, hvordan jeg undgik, at det dér udenom blev en kæmpe byrde: opmærksomheden og bedømmelsen. Jeg identificerer mig slet ikke som ’den lidende kunstner’, så det har været noget med at få det placeret ordentligt. Jeg er blevet mindet om, at for mig handler det først og fremmest om at skabe. Det har været en rar følelse at lande i, og det har været sygt dejligt at slippe af med de der forventninger, for jeg kan mærke, at hvis jeg først prøver at regne ud, hvad der bliver en succes, bliver det hele lige meget for mig.”
TIDLIGT I SIN karriere fik Emilie Molsted to modstridende råd. Det ene kom fra hendes mor, som havde en ven, der havde arbejdet på en bog i 30 år. Han havde skrevet og skrevet, og hver gang bogen var færdig, læste han den igennem og besluttede sig for at skrive den om. Han havde aldrig udgivet noget, og derfor mente hun, at datteren skulle skubbe frygten for bedømmelsen til side og i stedet bare komme ud med det.
Det andet kom fra en i musikbranchen, der sagde: ”Hvorfor skyde med spredehagl? Det er bedre at lægge en grundig plan og så lave sniperen.”
”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Intet ved den analogi tiltaler mig,’” siger hun og griner. ”Så vil jeg hellere ud med det. Det er ikke alle i musikbranchen, der er enige i den tilgang. Mange mener, det er vigtigt at perfektionere hvert skridt, men sådan kan jeg slet ikke være i det. Det kan meget hurtigt lyde helligt, men det er ikke succesen, der driver mig. Jeg kan sagtens selv glemme det, når jeg enten har succes eller ikke har det, men det er ikke, hvad det handler om for mig. Det at synge og skrive musik er det, jeg er kommet for. Det er der ingen tvivl i min sjæl om. Men jeg vil også have det sjovt og have mig selv med.”
