HAN ER STADIG UNDERVEJS, forklarer hans personlige assistent, en yngre kvinde, da hun leder an gennem storrumskontoret, ned ad gangen og ind mod en halvåben dør til Adam Prices kontor. Det blev sent aftenen før. Kæresten havde foræret ham en 90 centimeter lang harpun, og den måtte straks afprøves uanset presset for at færdiggøre det tv-manuskript, som så mange mennesker venter på. Nogle timer lå han i vandet ud for Ålsgårde i Nordsjælland. Våddragten drillede, dykkerhandskerne var væk, og havørreder så den 52-årige mand med harpunen ingen af i det grumsede vand. Kun en enkelt fjæsing kom på skudhold, lod sig nærmest klappe i nattevandet, men det skal man ikke uden dykkerhandsker, ved Adam Price fra 70’er-tv-serien ’Fiskerne’. Klokken halv to vendte undervandsjægeren tomhændet hjem til Hellerup, og efter endnu en nat med for lidt søvn måtte han skrive fra tidlig morgen for at indhente det forsømte.
Om få dage står skuespillere, filmfolk og et halvt symfoniorkester klar til at optage den prøvefilm, den dummy, som skal overbevise DR om at investere i endnu en tv-serie skrevet af forfatteren bag ’Borgen’ og ’Herrens veje’.
Da hans PA skubber døren op med den obligatoriske kop kaffe og den lige så obligatoriske undskyldning, når Adam Prices gæster må vente, er manden stadig undervejs, lyttende til Mozarts symfoni nummer 40 i g-mol på bilens lydanlæg, mens han over mobilen diskuterer manuskriptudkastet med DR’s dramachef Christian Rank. Undervejs – som han næsten altid gør – får han hele tiden nye indfald til fortællingen.
Kontorer siger ofte noget om deres mennesker, men få fortæller mere end Adam Prices. Sporene fra den seneste større produktion, Netflix-serien ’Ragnarok’ med norske skuespillere, er her endnu. På barskabet i hjørnet står to drikkehorn, og ved siden af Laphroaig-whiskyen lagret i 16 år er en flaske Valhalla Mjød. Et par bøger om nordisk mytologi står stadig i vinduesnichen. På whiteboardtavlen, der går hen over halvanden af kontorets vægge, har en ensom søslange fået lov til at blive, mens resten af historien er visket ud, og storyboardet gjort klar til den næste fortælling.
I en tid, hvor kulturforbruget skifter fra bøger til tv-serier, kan man diskutere, hvem der egentlig er tidens vigtigste forfattere. ’Borgen’ og ’Herrens veje’ er begge solgt til over 100 lande, og det er tydeligt, at Adam Price med alderen har taget stadig mere komplekse fortællinger på sig. Der er efterhånden et stykke vej til en serie som ’Anna Pihl’, som han skrev, dengang datidens TV 2 talte om ’sofa-situationen’, hvor otte-niårige trygt kunne se med i sofaen mellem mor og far. Jo dybere han bevæger sig ad danske og nordiske stier – ligestilling, skilsmisser, dansk koalitionspolitik, lutheranske præstefamilier, nordisk mytologi – jo mere global bliver appellen. I disse år er Adam Price en af dem, som med størst gennemslagskraft fortæller verden, hvad det vil sige at være dansk.
MANGE DRØMMER OM et walk-in-closet, og barndomsvennen Mikael Esmann fik et tidligt, ikke til tøj, men til legetøj. I slutningen af 70’erne på villavejene på den rigtige side af Strandvejen, der hvor Østerbro møder Hellerup, var Mikaels far, Frank Esmann, blevet trukket hjem fra London til en stilling som chefredaktør på Weekendavisen. Sønnen måtte starte forfra med at få venner, men havde om ikke andet fra England et solidt forspring i legetøjssamlingen. Ingen af drengene i 4. klasse matchede ham på antal Action Man-dukker eller byggesæt til tanks, jagerfly og tilsvarende. Mikael Esmann husker stadig første gang, den ret runde og uhyre velopdragne Adam Price fra naboklassen på Ingrid Jespersens privatskole trådte ind i legetøjsrummet.
”Han blev helt stille, stod der bare, fornemmede mulighederne. Fra dét øjeblik var vi bedste venner. Adam havde tidligt noget med gear,” fortæller Mikael Esmann.
At det udsagn har noget på sig, ved enhver, der har set bare ét afsnit af ’Spise med Price’. Og det gælder ikke kun køkkenting. Køber han en kniv, må det gerne være den særlige med titaniumbladet, der skærer gennem stål. Køber han en cykel, bruger han en uge på at researche på cykelfabrikanternes produkter og især historie. Ypperlig håndværksmæssig kvalitet giver selvfølgelig pluspoint, men det gør det også, hvis produkterne eksempelvis minder ham om Venedig – stedet for hans første udlandsrejse som seksårig med sine ellers meget fraværende forældre. Produkter, som kan henføres til hans slægt, som gennem tre århundreder har levet af at optræde, har i det hele taget Adam Prices særlige opmærksomhed.
Adam Price-koden for anskaffelse af ting er let at afkode på kontoret. På Mogens Koch-skabet i hjørnet står en modelbåd, den klassiske Riva-motorbåd, som dels har den her særlige kvalitet af mahogni med 12-15 lag lak, dels minder Adam Price om Venedig. Op ad væggen, nogle meter længere henne, står den to meter høje atelierlampe fra Venetia Studium, butikken nær Markuspladsen, som Goethe, Napoleon og faren John Price gerne søgte til. Plakaten på den anden side af døren med tyrefægteren Antonio Ordóñez har ikke noget med Venedig at gøre, men Hemingway skrev om både sin ven Antonio og dennes far, Cayetano Ordóñez. Antonios svigersøn, matadoren Paquirri, blev under en tyrefægtning i 1984 i Córdoba dræbt af tyren Avispado, og i dag er to af Antonio Ordóñez’ børnebørn aktive tyrefægtere.
Adam Price husker, hvordan han som 10-årig på Mallorca sammen med sin mor så en tyr kvæste en overmodig ung mand.
OGSÅ DE TING, Adam Price bærer, fortæller en personlig historie. Nu hvor han har sat sig ved skrivebordet, ses det kraftige ur, som passer til mandens robuste knoglebygning. Undervandsjægeren Adam Price har blik for det klassiske italienske urmærke Panerais historie som leverandør til italienske kampdykkere siden anden verdenskrig. Panerai er ikke fra Venedig, men Firenze – et andet af familien Prices tidlige rejsemål, som Adam og broren James siden har henlagt et afsnit af ’Spise med Price’ til, ligesom turen også er gået til Venedig.
Han er i sneakers, jeans og noget blazeragtigt på overkroppen. Gængs dansk mandeuniform, hvor detaljerne gør forskellen. Jeansene er ud af tuben, men den blå ’skjorteblazer’ med skjorteflip foroven og blazersnit forneden har lige fået tvistet, som det gerne sker, når kreative virksomheders ledere vil låne blazerens autoritet, men ikke dens konformitet. Under det hele veksler sorte sneakers mellem flader af skinnende læder og mere matte stykker.
Hvad er det for nogle sko?
”Jeg ved ikke, om vi skal ind på det. Er vi enige om, at jeg får artiklen til gennemlæsning først?”
Selvfølgelig. Hvad er det for nogle sko?
”Jeg tror, det skaber afstand. Folk ved godt, hvad de koster.”
Du har startet og er medejer af seks restauranter og et produktionsselskab med 50 ansatte. Du har vundet stribevis af priser for dine manuskripter. Millioner af mennesker verden over har set dine serier. Du må vel gerne gå i dyre sko.
”Okay, Louboutin. Hvis du taler med kvinder mellem 20 og 80, som interesserer sig for skomode, vil de alle vide, hvem Christian Louboutin er, og hvad han har betydet for sko, kvinder, skønhed og mode. Der findes kvindefødder, som egner sig særlig godt til Louboutin. Til disse kvinder kan han skabe sko med 8-10-12 centimeter høje stilethæle, og ryet er, at det er som ikke at have sko på. Høje stilethæle er vel noget af det mest kunstige, man kan forestille sig, men samtidig et skønhedsideal, man ikke kan komme uden om.”
Du kan godt lide stiletter?
”Jeg synes, det er sindssygt smukt. Sindssygt smukt. Hvis det er båret af den rigtige kvinde ved den rigtige lejlighed, er det da vanvittig smukt at se en hæl, en kvindefod, en hæl …”
Du kan godt lide at gå ved siden af?
”Hvilken mand kan ikke lide at gå ved siden af en smuk kvinde? Det ligger også i min opdragelse. Se på min far. Det ville være højst ejendommeligt, hvis det ikke havde min interesse. Og nu er Louboutin begyndt at lave herresko. Det ville jeg fandeme prøve.”
ADAMS FØRSTE BUK ramte han skråt forfra. Han var 19 år, Winchester .308’eren lånte han af en mand, der hed Harry, som havde 10.000 høns, og som enhver allerede dengang i midt-80’erne kunne se aldrig ville blive pioner i omstillingen til økologi eller fritgående høns.
Det var ikke noget helt godt skud. Skoven ned mod Falsters østersøkyst var stadig luftig og lysegrøn, men det tog tid, før Adam og vennen Mikael Esmann fandt bukken, som havde nået at søge nogle meter væk og ind i det tykkeste krat for at dø. Selv nu, efter så mange år som jæger, er de værste øjeblikke, når et skud fejler og forårsager lidelse i stedet for øjeblikkelig død. Selv om Adam Price havde ramt på bladet, hvor hjerte, lever og lunger er, stod hjorten akkurat skævt nok til, at også mavesækken blev snittet. Med sin kniv åbnede Adam dyret til stanken af gæret græs og varmt blod.
33 år senere hænger et andet trofæ højt på væggen mellem kontorets to vinduer, en brunøjet Sierra Nevada-ibex med kraftige horn. Det var en meget fin jagtoplevelse, siger Adam Price, som længe brændende havde ønsket sig at skyde og spise den særlige spanske bjergged. Han skød med en Blaser 3006 på 175 meters afstand hen over en dal, så man ikke kunne høre det sædvanlige smæld, da kuglen ramte. Normalt lyder det, som når du slår med flad hånd mod en højreb på en kødkrog, forklarer han og klasker hænderne sammen.
”Han lå så fint op ad en klippe med forbenene over kors og så en sidste gang ned i dalen, hvor han havde kæmpet og stanget de andre hanner ned ad bjergsiden og vundet hunner og set små nye komme til. Så rejste han sig, den gamle han, så jeg kunne skyde ham i aftensolen. Han døde i skuddet.”
En gruppe danske jægere deltager også fra tid til anden i, hvad der kan betegnes som en vild version af ’Spise med Price’. Her flyver Adam Price med på jagter i eksempelvis Limpopo-provinsen, hvor den ”grågrøngrumsede Limpopo-flod” (den belæste Adam Price bruger bevidst Kiplings ord) skiller Sydafrika fra Mozambique, Zimbabwe og Botswana. Efter jagterne kan deltagerne gå i køkkenet med Adam Price og tilberede kudu, eland, impala, wildebeest, det red hartebeest, som nu hænger som trofæ over Riva-modelbåden, eller den zebra, hvis skind i dag dækker kontorgulvet nedenfor.
”Nu er jeg begyndt at jage med bue, og jagtudbyttet er faldet væsentligt. Er du en dygtig skytte med den rigtige riffel, kan du skyde på 250 meters afstand. Med bue skal du ind på 15-20 meter. Du går i grønt tøj, maler ansigtet og lærer at stivne, når dyrene ser mod dig. Får dyret fært, eller knækker du en kvist, er det væk. I Afrika har jeg fået to antiloper. Buejagt er en helt anden jagtoplevelse. Du skal så tæt på, at du kan se dyrets pupiller.”
DET BANKER PÅ døren en enkelt gang, så åbnes den uden at afvente svar. Ind træder en kvinde i trediverne med et N tatoveret på indersiden af venstre ankel. Nina Bisgaard er producer og ansvarlig for finansiering af film- og tv-serier i firmaet SAM Productions, som Adam Price er medejer af. Hun har i disse roller medvirket til et par oscarnominerede film, senest ’The Wife’ med Glenn Close, og nu skal den planlægningsstærke kvinde agere i den udfordrende rolle som det strukturerende element i Adam Prices produktioner. Lige nu er missionen at afdække, hvad pokker manden har fundet på, siden han gik hjem dagen før – og hvordan det forhåbentlig kan passes ind i den efterhånden detaljerede plan for prøveoptagelsen af episoden, der indebærer et symfoniorkester.
”Jeg har lavet nye scener,” siger Adam Price.
”Ja?”
”Jeg talte med en i ledelsen af et symfoniorkester. Han fortalte, at det ikke er ualmindeligt, at man lader en gæstedirigent aflevere ubehagelige beskeder til musikerne. Jeg har indlagt en scene, hvor vores klarinettist ydmyges. Og så har jeg givet ham en mor. Jeg tror meget, han er sådan en, der har en mor.”
”Er det bare en stemme?” spørger Nina Bisgaard. Hun sidder med økonomien. En skuespiller skal måske findes og betales.
”Ikke engang. Man hører ham kun tale til hende i telefonen,” svarer Adam Price. Manuskripter har han skrevet i 30 år. Han ved, hvilke dramaturgiske greb der koster, og hvilke der er gratis.
”Hvad er deres relation?”
”Jeg tror, hun er hans nærmeste. Han skiftevis elsker og hader hende.”
”Vi har ikke meget tid, når vi filmer med orkestret. Dummyen skal kun sætte karaktererne, ikke introducere alle konflikterne.”
”Præcis. Men lige de her to små greb kan gøre, at vi tænker: ’Nåhr for fanden, selvfølgelig har han en mor, og i virkeligheden er det hende, han taler med. Han er helt klart enebarn.’”
”Skønt! Det skriver du ind?”
”Jeg er i gang. Jeg tror, jeg kan aflevere femte draft i eftermiddag. Så laver jeg en hej-mail til alle. Jeg tror, vi har styr på det.”
SOM BARN så Adam Price faren instruere moren, Birgitte Price. Og sønnen bemærkede, hvor fermt John Price legede med publikums følelser, så de skiftevis elskede og hadede karakteren. Det er den samme brønd, manuskriptforfatteren øser af i dag. Nogle forfattere skriver, fordi de har noget presserende at meddele verden. For Adam Price kommer det fra en leg med følelser. Sansen for replikskifter havde han tidligt. Grebet om karakterudvikling og plot er kommet til undervejs. I dag tryller han rutineret en lille moderbinding frem, når en figur på et afgørende tidspunkt har brug for den ekstra medfølelse, som suger publikum ind i historien. Han nyder, at tv-formatet har udviklet sig, så det er muligt at skabe mere kantede, moderne karakterer og ikke bare de grundlæggende gode typer, som måske nok har rod i privatlivet og drikker en whisky eller to for meget, men derudover bekæmper ondskab og genetablerer universets orden.
Adam Price går anderledes til de bærende roller end en del andre manuskriptforfattere. Sidse Babett Knudsen var mere end almindeligt diskuterende, når hun i ’Borgen’ ville have det ene eller andet ændret i karakteren Birgitte Nyborg. Og Lars Mikkelsen var mere end det i ’Herrens veje’, når skuespilleren igen-igen udfordrede manuskriptet for provst Johannes Krogh.
Sådan noget kan hurtigt blive nok, men ikke for Adam Price. Han tilretter ofte manuskriptet, og det har han også med hjemmefra. Når Birgitte og John Price, begge skuespillere og instruktører, var hjemme samtidig for at spise, var det ofte det, de diskuterede hen over middagsbordet. Adam Price er vokset op med den samtale, og skuespillernes ord glider naturligt ind i manuskriptet. Måske er det derfor, de bærende skuespillere er så gode i hans serier.
Familien havde arrangeret sig med en husholderske, som begyndte tre år før Adams fødsel, og som holdt ved 35 år frem til forældrenes død. Herudover var der indlagt weekendophold hos mormor og morfar, som var sagfører. Her var bedre tid til børn, og måske var det derfor, at Adam Price i forsøget på at undvige kunstnerlivet nogle år holdt ud på jurastudiet.
Birgitte Price spottede anlægget for det juridiske hos sønnen, som i en tidlig alder stod alene på værelset og førte sin sag. ”Nu har jeg ventet så og så længe, og det kan ikke være rimeligt,” anførte den 10-årige ud i luften med den perfekte diktion, hun som kongelig skuespiller havde givet videre. (”Hun rettede os i én skrigende uendelighed,” siger Adam Price).
Det var ikke en 10-årig, som smækkede med døre, det var en 10-årig, som procederede sin sag.
I det hele taget var han et nørdet barn. Som 11-årig bestod hans ønskeseddel til jul mest af bøger og klassisk musik. Da Adam Price efter 9. klasse blev sendt på sommerskole i Oxford, endte han efter universitetets sprogprøve på eliteholdet med midaldrende danske, norske og tyske gymnasielærere i engelsk. Pensum var engelsk renæssancelitteratur, og den 15-årige købte på vej hjem stort ind af Shakespeares og John Donnes renæssancesonetter. Nu, næsten fire årtier efter, kredser Adam Price under interviewet om romantiske poeter som Keats og Byron, og han dukker hovedet en anelse, når han taler om den roman, han stadig ikke har skrevet.
Jurastudiet blev gradvist undermineret af de skriveopgaver til revy og teater, som mor Birgitte og storebror James fristende lagde til rette. Og fascinationen af det juridiske spil blev omsat til tv-dramatik, da Adam Price tidligt i karrieren som dramachef for TV 2 igangsatte tv-serien ’Forsvar’.
I det hele taget er det nærliggende at indlæse mandens private dramaer i hans dramatik. I ’Borgen’ er hovedpersonen Birgitte klemt mellem karriere og moderrolle. I ’Herrens veje’ fylder trekantsdramaet mellem den dominerende far og de to sønner, den yngre og den ældre. Og lige fra debuten som teaterinstruktør i 2002 med skilsmissefarcen ’Middag med venner’ har konflikten mellem karriere og ægteskab været et tilbagevendende tema.
”KLAR TIL OPTAGELSE” halvvejs råber en yngre mand med fuldskæg, briller og klaptræ. Med ét bliver der stille i koncertsalen, og skuespillerne taler ikke længere om, hvem af dem der er blevet kontaktet af ’Vild med dans’. Violinister, cellister og bassister fryser et øjeblik med løftede buer. Fotograf, scenograf, lydmand, lysmand, producer og teknikere af enhver art afventer signalet fra Adam Price. Selv Frederik Cilius virker til at have indstillet sin permanente afsøgen af omgivelserne for den næste anledning til en joke. Satirikeren, som er blevet kendt i rollen som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm på Radio24syv, sidder fokuseret i kjole og hvidt midt i orkestret, klar med klarinetten. ”Og værsgo!”
Dirigentens pingvinhale danser til Mozarts symfoni nummer 40 i g-mol. Adam Prices læber bevæger sig til tonerne af den lettilgængelige symfoni, mens han opmærksomt følger kameraets billeder, som transmitteres til en monitor i hans skød. Et stykke fra scenen sidder han på gulvet med højre ben strittende lige frem og venstre fod trukket ind under højre lår, så Louboutins kendemærke, den røde sål, vender opad.
”Og tak!” Price bevæger sig hurtigt frem mod scenekanten, undskylder – han ved, det er ubarmhjertigt at blive standset så få taktslag inde i en stor symfoni – men to af stolene i orkestret må lige rykkes sammen, så der kan komme et sigende blik mellem de to musikere. Kameraet skal tættere på.
”Og værsgo!”
Lidt derfra betragter producer Nina Bisgaard Adam Prices lykkeligt legende udtryk.
”Se det ansigt,” halvvejs hvisker hun. ”De fleste af os kan godt lige forsvinde i tankerne et øjeblik, når vi har travlt. Når Adam er her, er han her. Det er derfor, han kan have så mange jern i ilden.”
Dummyen skal give et kvarters smagsprøve på den mulige komedieserie med Frederik Cilius og hans faste makker Rasmus Bruun i bærende roller, og i serien indgår klassisk musik. Adam Price er omhyggelig med at vælge stykker ud, som appellerer bredt, så han måske igen – som med maden – kan invitere mange indenfor i en af de passioner, han fik gennem opvæksten i et hjem uden én eneste rytmisk plade. Måske har han også brug for et muntert frikvarter efter ’Herrens veje’, en serie, som var noget mørkere end Price selv.
DET STORE PRICE-CIRKUS
I 1787 er der for allerførste gang cirkus i Norden. Stockholm får besøg af artister anført af waliseren Peter Price, Adam Prices tiptiptipoldefar. Sønnen James når i 1795 til Danmark, hvor han optræder på Dyrehavsbakken. Fire år efter slår familien sig ned i København. Price-familien optræder i Hofteatret ved Christiansborg, men åbner i 1801 Det Danske National-Sommertheater på Vesterbro. Komediehuset har stor succes, men 25. februar 1805 dør James Price efter indtagelsen af et måltid på Hotel d’Angleterre – ifølge familielegenden er måltidet overdådigt, og dødsårsagen er kvælning efter at have fået et kyllingeben galt i halsen.
James Prices enke viderefører teatret og indretter på Vesterbrogade Morskabstheatret, som får stor succes med linedans, styrkeløft, pantomime, varieté og fremvisning af vilde dyr. Efterhånden overtages ledelsen af teatret af sønnerne Johann Adolph Price og James Price den yngre, tilsammen kaldet Brødrene Price. Brødrene ægter søstrene Rosa og Flora Lewin, som selv optræder med dans og mimik, noterer Lone Kühlmann i bogen ’Brødrene Price’.
Da Georg Carstensen i 1843 åbner Tivoli, udkonkurreres Morskabstheatret, som lukkes og rives ned. Herefter optræder Brødrene Price blandt andet på Det Kongelige Teater for Frederik VII og grevinde Danner. James Price den yngre får et ben amputeret efter et uheld med fyrværkeri på en line. Johann Adolph Price spiller Pjerrot-figuren i familiens teater og viderefører fra 1855 pantomimetraditionen som instruktør ved Tivoliteatret. En række af dekorationerne, som i dag anvendes af Pantomimeteatret i Tivoli, verdens ældste pantomimeteater, er malet af Johann Adolph Price.
Brødrene Prices i alt otte børn forgrener sig som skuespillere, malere og især balletdansere. Balletmester August Bournonville ansætter Pricer i bundter, og nye generationer følger efter. På et tidspunkt er der otte Pricer ansat ved balletten. Mest kendt af ballet-Pricerne er ballerina Ellen Price, som i 1909 danser titelpartiet i ’Den lille havfrue’ og ifølge Kühlmann sidder model til statuen ved Langelinie.
Brødrene Price havde en bror, Carl Price, og han fik sønnen John, Adam Prices oldefar. John Price kunne som omkringrejsende klovn stå på hovedet på en flaske og spille violin og havde derudover en glansrolle som sommerfugleklovn, der er foreviget af Renoir. En kopi af maleriet hænger i Brdr. Prices restaurant i Tivoli.
Familietraditionen tro glider også John Prices fem børn ind som optrædende i den omrejsende trup. Den yngste søn, Tommy Eugen Price, Adams farfar, er både artist, violinist og balletmester. Han gifter sig i 1912 med den 16 år yngre barfodsdanserinde Anna Charlotte Hansen og får sønnen John Price, Adam Prices far.
Selv turnerer Anna Charlotte Hansen rundt og dukker i 1918 op i både Tivolirevyen og i en birolle i stumfilmen ’Det spøger i villaen’. Når pengene ikke rækker til mad og brændsel, trækker Anna Charlotte tæpperne over sig og sønnen og læser i kogebøger.
John Price starter som balletbarn, bliver kylet ud som 13-årig og kommer krabbende tilbage til Det Kongelige Teater som skuespilelev. Som skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør bliver John Price landskendt, og hans madglæde grundlagt under tæpperne resulterer blandt andet i kogebogen ’Spise med Price’ og et tv-program af samme navn.
I andet ægteskab gifter John Price sig med den 21 år yngre Birgitte Bruun, som da har fået sit skuespillergennembrud som Søs i ’Far til fire’-filmene og bliver Johns elev på Det Kongelige Teaters elevskole. Birgitte Price bliver skuespiller ved Det Kongelige Teater og siden både chef for TV-Teatret i DR og skuespilchef ved Det Kongelige Teater. En stilling, hun må opgive på grund af kræft, som hun dør af i 1997, et halvt år efter sin mand.
Sammen får Birgitte og John Price James og Adam Price, som på hver deres måde viderefører familietraditionen, der begyndte i 1787, da Peter Price tog til Skandinavien.
SKUDPLANEN ER STRAM. Der er kun kort tid til hver scene. Da orkestret holder pause, arbejder Price og nøgleskuespillerne videre. Da orkestret går hjem, fortsætter filmholdet. Ikke mange manuskriptforfattere kan skrive i så mange genrer som ham, og ikke mange kan skifte til instruktørrollen. Hovedforfatteren er med til at vælge instruktør, komponist, caste skuespillere og besætte nøgleposterne i produktionen. Flere af skuespillerne går ikke hjem, før de lige har fanget Adam Prices blik.
Hvis DR ender med at købe serien, må han godt huske dem. I starten er der 70 i den store sal, men efterhånden rasler musikere, teknikere og skuespillere af.
”Jeg kan simpelthen ikke huske mine replikker,” stønner Frederik Cilius.
Klokken er halv ni. Aftenens sidste optagelser skal starte.
”Skal jeg stikke dig?” Adam Price har skrevet teksten og er kendt for sin klæbehjerne og evne til at pumpe energi i ethvert selskab.
Mobilen giver lyd. Adam Prices 10-årige søn er hos ekshustruens mor. Sønnen insisterer på at sove hos faren, fremgår det af sms’en.
”Han skal have en bjørnekrammer. I morgen, Nina, møder jeg først klokken 10, for så kan jeg på vejen sætte ham af på Bernadotten,” siger Adam Price og retter så igen opmærksomheden mod den udmattede satiriker: ”Skal jeg stikke dig?”
”Jeg tror godt, jeg kan.”
”Okay, kør!”
Mens skuespillerne spiller, bevæger Adam Prices læber sig igen, nu ikke til toner, men replikker. Det, de glemmer, husker han, og nu hvor scenen alligevel skal tages igen, må de godt rykke tættere sammen.
”Det skal være mistænkeligt erotisk,” siger Price.
Femte gang er den der.
”Hvor er hans liv noget lort!” jubler Adam Price og skotter til Panerai-uret. Klokken er 21:04. It’s a wrap.
ET STYKKE BAG SIG på vej ud i det norske vildnis hørte Mikael Esmann de sukkende lyde fra den åbenbart tungt læssede kammerat. Det var i de år, hvor Mikael Esmann studerede, og Adam Price forestillede at gøre det – i hvert fald når han skrev studenterrevy. Næste dag, da Mikael Esmann vågnede i teltet på sin fødselsdag, havde vennen gjort klar til champagne, foie gras og crêpes suzette på trangia-campingkogesættet.
For resten af Danmark tog det lidt længere at opdage Price-brødrenes passion for mad. Tilfældet ville, eller – set fra ’Borgen’-producer Camilla Hammerichs ståsted – ulykken ville, at programmerne ’Spise med Price’ tog fart i 2008, året, hvor Adam Price egentlig var hyret til at levere fortællingen om Danmarks første kvindelige statsminister. Snart begyndte DR’s forskellige afdelinger at kæmpe om manden med de mange talenter og de store seertal. På gangene skulede Camilla Hammerich til produceren af madprogrammet, og hendes chef skulede til hans chef. Frustreret så hun manden, som egentlig skulle skrive manuskripter til ventende instruktører og skuespillere, lave forsvindingsnummeret ned ad gangen og ind i nabostudiet for lige at indtale en speak.
”Adam blev virkelig god til den der med at åbne laptoppen, sætte kaffekoppen og hænge jakken på stoleryggen, som om han var der – og så var han der overhovedet ikke,” beretter den hårdtprøvede producent.
Mod slutningen af anden sæson af ’Borgen’ satte daværende dramachef Ingolf Gabold foden ned. Ikke mere ’Spise med Price’, før manuskripterne var i hus.
”James måtte lave mad med Blomsterberg,” forklarer Ingolf Gabold.
Siden er presset bare taget til. Restauranter, produktionsselskab, foredrag, jagtrejser og til januar nytårskoncerter med fuldt symfoniorkester. Adam Price kan alt, undtagen at sige nej, lyder et gennemgående skudsmål.
Ser man ’Spise med Price’ – en ny sæson forberedes i DR – så var de første sæsoner på 10 afsnit, mens de seneste er nede på seks. Adam Prices kalender er for presset. Den lillebror, som i første sæson lidt febrilsk stillede retterne frem i brorens sommerhus, nervøs for, om de faldt i James’ smag, findes ikke mere.
PÅ BÆNKEN til højre for trappen sidder tre lyshårede kvinder, noget yngre, dyrere og mere lårkorte end det publikum, som nu tager trinene op mod Brdr. Prices upscale franske bistro i Rosenborggade i det indre København. August er stadig varm, og mænd omkring 50 med flade maver og solide LinkedIn-profiler har efterladt slipsene i kontorskuffen og ankommer nu i flok eller med ledsager.
Indenfor i restaurantens dybe, aflange rum med den lange bar lyder en summende snak. ’Spisekøkkenet’ kaldes denne, restaurantens mere uformelle del. Væggene i restauranten er broderet med minder fra forældrenes hjem – fotos, gamle filmplakater, farens malerier foruden et par jagttrofæer fra Limpopo-provinsen. Lysene over bardisken filtreres gennem hængende vinglas. På den sorte tavle højt på endevæggene er der med hvidt kridt noteret tavleretter som gazpacho, laksecarpaccio og rørt tatar. Adam Price kommer her et par gange om ugen, og det er her, kundemøder foregår. Med HBO, Netflix, StudioCanal, you name it.
Og det virker, når Adam Price peger rundt på væggene i denne og andre af sine restauranter og fortæller om mor som Søs i ’Far til fire’, om oldefar John Price i rollen som sommerfugleklovnen i maleriet af Renoir eller om ballerinaen Ellen Price i rollen som den lille havfrue, der inspirerede til den berømte statue, der landede på Langelinie. At sælge ideer til tv-direktører, dramachefer og investorer er en del af metieren, og det kan han.
”Ingen kan synge og danse som Adam,” som Camilla Hammerich udtrykker det. Har Adam Price først sunget og danset et par timer her i dagligstuen, tændes gerne den ild, som andre i produktionsselskabet, mennesker som Nina Bisgaard eller SAM Productions’ direktør Meta Louise Foldager, kan følge op på med mere håndfaste prisforhandlinger, aftaler og kontrakter.
IND KOMMER Jørgen Leth. I sommerhalvåret kommer han her gerne en gang om ugen og bestiller den sædvanlige ’ox med fritter’ og et glas rød bourgogne. Men i dag skal han interviewes af Adam Price, sådan som traditionen er på stedet, hvor hver sæson med gæstetalere indledes med at interviewe Jørgen Leth, der stadig er solbrændt efter sommerens Tour de France.
Adam Prices sans for det ”vanvittigt, sindssygt smukke” i at ankomme med den rette kvinde på de rette stiletter ved den rette lejlighed legemliggøres. Kæresten Annesofie Faurschous lyse, glansfyldte hår slutter midt på ryggen. Hudlægen med ph.d.-graden er enkelt klædt. En kridhvid sommerkjole med korte ærmer, snøreliv til at fremhæve blandt andet taljen og vandrette læg ned mod kjolekanten højt på lårene, hvorfra bare cigaretben fortsætter ned mod stiletstøvlerne i hvidt og brunbroget koskind. Kroppen er 20, og ansigtet holdt i skak. Kun blikket røber en kvinde omkring 40.
En gang om ugen spiller de tennis, og som hun står her, kommer denne reporter i tvivl om rigtigheden i Adam Prices ord, da han et par uger tidligere under interviewet hævdede, at han jo nok ville vinde, hvis de virkelig spillede om det.
”Det er så mine veninder,” siger Annesofie Faurschou og peger mod de tre kvinder fra bænken, som nu træder ind gennem døren.
”Ah, blondiner,” udbryder Adam Price grinende og kindkysser til velkomst.
Spisekøkkenet er fyldt, men i døråbningen til restaurantens mere fornemme sal rykkes et bord frem med champagne på køl. Adam Price følger kæresten med øjnene, da de fire kvinder skrider gennem lokalet.
UDEN VIDERE FORBEREDELSE interviewer Adam Price varmt, sjovt og skarpt. Bag bardisken med metrofliser og hængende køkkengrej som baggrund sidder de to levemænd på hver deres barstol med bourgogne i glasset. Som altid har Leth knappet skjorten to knapper ned, Prices er knappet tre ned. Rutineret lokker den yngre den ældre. Var Leths begejstring for colombianeren Egan Bernals sejr i Tour de France i virkeligheden også en indirekte kommentar til dansk udlændingepolitik? (Det er det helt bestemt). Vil Jørgen – i denne sluttede kreds – sige sin ærlige mening om de TV 2-chefer, som ikke ville sende ham til Frankrig? (Det vil Jørgen helt bestemt).
Der skåles, Jørgen Leth læser egne sportsdigte, og der åbnes for spørgsmål fra en sal, hvor de fleste mænd gladelig ville bytte deres flotte LinkedIn-profiler for en enkelt dag som Jørgen. Da Leth på et spørgsmål om sine næste film svarer, at han jo ikke synes, at han har mere at bevise, og derfor kun arbejder med det, han interesserer sig for, kommenterer Adam Price, måske lidt overraskende, at ”det må være et dejligt sted at arbejde fra som kunstner”.
Sidste spørgsmål kommer fra en kvinde, som vil vide, om Jørgen, efter alt det, han har oplevet, stadig har drømme, han gerne vil have opfyldt. Lidt tid grunder den aldrende poet over spørgsmålet, så svarer han, ”at det egentlig er et utroligt tilbud”. Underforståelsen af, at han mener kvinden, får latteren til at brøle. Adam Price griber situationen, lander en kommentar om filmen ’Det erotiske menneske’ og runder af med at glæde sig over, at vi her til sidst også kom ind på den evige fortælling om kvinde og mand.
Lidt tid strømmer menneskene, som vil være Jørgen, mod Jørgen; så stilner det af. Adam hvisker noget i hans øre, Jørgen nikker. På terrassen udenfor ved grillen er skaffet et bord med fire ventende blondiner. Fra bardisken tager digteren museskridt, støttet ved armen. Kvinderne kommer mændene i møde. Restaurantens fotograf tager et billede af Adam Price og Jørgen Leth omsluttet af blondiner. It’s a wrap.
Udenfor virker efteråret så fjernt.
