Musiker Alberte Winding udpeger sine tre yndlingssteder på danmarkskortet.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Les Kaner, Colourbox

ÆRØ

”Da jeg var barn, boede vi på Ærø. Om sommeren gik vi ad stien bag huset, forbi Sækmosegård, ned langs poplerne ved diget og ad skrænten til stranden. Mine søstre og jeg hoppede fra sten til sten for at komme ud til sandet. Dagen lå med mørkeblåt, stille vand, bagende sol og lange lege. Mange år senere spredte jeg lidt af min fars aske her. Jeg forestiller mig snart at komme tilbage og tænke på min barndom og fælde en lille tåre.”

MOLS

”Vi har boet og spillet koncerter på Sølballegaard i Mols Bjerge et par gange. Jeg har en fornemmelse af at høre til der, og at jeg må tilbage og gå op og ned ad bakkerne, klappe hestene og høre bierne summe i græsset. Det har altid været det bakkede landskab, jeg holdt mest af. Jeg vil gerne ud at ride, møde de vilde heste og bare gå gennem nationalparken i flere dage i træk.”

TISVILDE HEGN 

”Skoven i Tisvilde bruger jeg på løbeture eller de to gange om året, hvor jeg vandrer ud for at samle svampe og kommer sur hjem. I efteråret fik jeg en gravel bike. Det gør, at jeg kommer ud i hjørner af skoven, jeg ikke kan huske at have set før, og gennem skoven i hurtige bølger af skiftende skønhed. Der er eg, bøg, fyr, hede, mose, strand, fugletræk, egern, hjorte, heste, myrer og flåter. Det er også her, sommerferien bliver analyseret af mig og et af de familiemedlemmer, der bor i området. Imens ligger skoven der. Mørk og dyb.”

Alberte Winding, 59 år, aktuel med koncerter over hele landet med Andreas Fuglebæk. Udkommer med romanen ’Hvad jeg tænker mens du taler’ i marts.

 

Tags:
SE MERE