Ny rejse-app, samarbejde med UNICEF og frilandsgris i din franske hotdog. Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:Jens Hasse/DSB, The Noun Project

LILLE HJÆLPER

Med appen Ping kan du få aktive pushbeskeder om lige netop din rejse, få forslag til alternative rejser, hvis noget går galt, få øjeblikkelig besked ved ændringer i togtrafikken og lave en nem oversigt over dagens og morgendagens rejser. Appen udvikles løbende af DSB Digital Labs på baggrund af brugernes tilbagemeldinger.

DSB STØTTER UNICEF

I 2018 indledte DSB et treårigt samarbejde med UNICEF, hvor DSB hjælper med at samle penge ind. I 2019 vil overskuddet fra salget af vand og kaffe i togene blive doneret til UNICEF’s arbejde med verdens udsatte børn.

88.529

Så mange sager løste DSB Kundehenvendelser i 2018. Den gennemsnitlige svartid var syv dage. Er man som kunde ikke tilfreds med afgørelsen i Kundehenvendelser, kan man altid skrive til DSB’s Kundeambassadør.

Kan downloades til iPhone via appstore eller pingapp.dk

FRILANDSGRIS I DEN FRANSKE STIL

Franske hotdogs og DSB’s 7-Eleven-butikker har i mange år hængt uløseligt sammen. Det bliver de heldigvis ved med, og fremover kan du spise din hotdog vel vidende, at kødet i pølsen er produceret under ordentlige forhold. Fra april måned vil alle pølser i DSB’s 7-Eleven-butikker stamme fra frilandsgrise. Det betyder blandt andet, at alle grisene er fritgående og har adgang til udendørsarealer og løbegårde. Frilandsgrise er desuden anbefalet af Dyrenes Beskyttelse.

LOKUMSAFTALE

Toiletsystemerne i elektriske IR4-tog, som primært kører mellem København og Esbjerg, er i fuld gang med at blive udskiftet til nye systemer, der kan ’tale’ med DSB’s datacenter, som kan overvåge og rapportere fejl og advarsler fra toiletsystemerne. Dermed kommer DSB på forkant med fejl eller forsyningsudfordringer og får på den måde en større fleksibilitet i forhold til planlægning af klargøring og vedligehold. 

VIDSTE DU …

 … at DSB’s nye billettype Orange Fri er tilgængelig på cirka 95 procent af alle DSB-afgange, kan refunderes indtil 30 minutter før afgang og også kan benyttes i myldretiden.

Tags: , ,

SE MERE