Her får du månedens nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

CORONA-FALD

Coronaepidemien satte sit præg på antallet af kunder i DSB’s tog i 2020. I DSB’s årsrapport for 2020 kan man læse, at der blev solgt 120,1 millioner togrejser – et fald på 36 procent i forhold til 2019. De færre kunder i togene har medvirket til, at DSB kom ud med et underskud på 104 millioner kroner i det forgange år. For dem, der måske ikke tager toget, er der mulighed for at læse Ud & Se alligevel. Som noget nyt kan man få sendt magasinet til sin hjemadresse for blot 22 kroner per udgave.

GRØN KAFFE I DSB 7-ELEVEN

”Det er en lille dråbe i havet, men hvis alle bidrager til en mere miljøbevidst tankegang, ser fremtiden en smule lysere ud,” siger Felix, der er butikschef i 7-Eleven på Høje Taastrup Station. Hos Felix og i resten af DSB’s 7-Eleven-butikker på stationerne kan du enten købe en genanvendelig termokop til 89 kroner og få den genopfyldt for 14 kroner eller medbringe din egen kop og få 3 kroner i rabat, når du køber en varm drik. På den måde kan du både spare penge og gøre noget godt for miljøet. Og så hjælper du DSB med at nå målet om at genanvende 90 procent af affaldet i 2030.

EL RIMER PÅ MODEL

De historiske modeljernbaner på Københavns Hovedbanegård og Aarhus H kører mod en bæredygtig fremtid. DSB har nemlig anskaffet sig små modeller af de helt nye Vectron-lokomotiver, der i de kommende år vil overtage en lang række togstrækninger rundtom i landet. Vectron-lokomotivet er 100 procent eldrevet, udleder ingen farlige dieselpartikler, og det kan køre 37.500 kilometer mellem de planlagte servicebesøg på DSB’s værksteder. Det svarer til, at toget kan køre fra Danmark til det sydlige Australien og tilbage igen, før det skal til service. Kig forbi de to modeljernbaner, og se de nye lokomotiver helt tæt på. 

Tags: ,

SE MERE