Her får du april-nyhederne fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:monstrum.dk

FUGLEFLUGTSLINJE

Naturlegende børn i alle aldre kan tage på fugleudflugt med vindueskiggende passagerer på linje B, Bx og regionaltoget som publikum. Ved Hyldager Bakker i Albertslund har Monstrum Playgrounds bygget en gigantisk farverig isfugl af træ, som man kan rutsje i, eller man kan klatre rundt i forhindringsbanen, der er udformet som siv med hvide fugleæg. Naturlegepladsen, der snart får bord-bænke-sæt og udkigstårn på bakketoppen, ligger op ad banen ved St. Vejleå, så underholdningen burde være sikret – både i og uden for toget.

Foto: DSB

LYNSERVERING

Da de røde lyntog kom på sporene første gang 14. maj 1935, var det starten på en trafikal revolution. Samme dag blev Lillebæltsbroen indviet, og den erstattede færgefarten mellem Fyn og Jylland. Kombinationen af røde lyntog og Lillebæltsbroen betød, at rejsetiden mellem København og Aarhus blev forkortet fra syv timer til blot fire en halv time. I restauranten i det ikoniske røde lyntog bød spisekortet på blandt andet forloren skildpadde, mælk, Marie Biscuits, smørrebrød, te, kaffe og varm mælk. Du kan se lyntoget fra 1935 på Danmarks Jernbanemuseum i Odense. 

Foto: DSB

MILJØ PÅ VEJ MOD MÅLET

Sidste år udledte DSB otte procent mindre CO2 end i 2021, hvilket følger planen om at blive CO2-neutral i 2030. Partikeludledningen fra togenes motorer faldt med 46 procent, og det samlede energiforbrug i DSB med fire procent. Det fremgår af DSB’s årsrapport for 2022. Særligt ét område udfordrer dog – genanvendelse af affald. I 2022 var det 32 procent mod 40 procent i 2021. DSB’s mål er, at 90 procent af affaldet skal genanvendes i 2030. DSB’s bæredygtighedschef Aske Wieth-Knudsen er dog grundlæggende tilfreds indtil videre: ”Vi når alle vores miljømål i 2030 med fortsat hårdt arbejde,”fortæller han.

TIDSFORLÆNGELSE

Fra 31. marts om aftenen til og med 6. august er der ændrede tider og længere rejsetid mellem København H, Slagelse og Odense. Det skyldes Banedanmarks omfattende sporfornyelse. Køreplanerne ændrer sig i takt med sporarbejdet. I løbet af april kører togene eksempelvis efter tre forskellige planer. Tilmeld dig DSB Plus, og få information om større planlagte ændringer. 

Læs mere på dsb.dk/sporfornyelse

TIDSBESPARELSE

DSB indvier 11. april en ny direkte togforbindelse med regionaltog mellem Næstved, Køge og København H/Nivå. Med den direkte forbindelse undgår DSB’s kunder at skulle skifte tog undervejs, og rejsetiden med regionaltog er hurtigere end kombinationen af regionaltog og S-tog. Mellem Haslev og København H sparer kunderne for eksempel op til 17 minutter i hver retning.

Foto: DSB

FLERE TAGER TOGET

DSB havde i 2022 163,7 millioner rejser, hvilket var en stigning på 39 procent i forhold til 2021, mens den såkaldte passageromsætning sidste år var 40 procent højere end i 2021. DSB fik i 2022 et overskud på 229 millioner kroner før skat. Det var noget mindre end i 2021, hvor overskuddet lød på 805 millioner. 

Tags: ,
SE MERE