MIN FAR, SOM var landmand, købte Rokkedyssegaard i 1961. Den lå to kilometer fra gården, hvor vi boede, og han syntes ikke, jorden på den nye gård var velegnet til at dyrke, men holdt i stedet 50 malkekøer.
Da vi skulle giftes, købte Torben og jeg gården af ham. Vi havde mødt hinanden på Landbohøjskolen i København, kom begge to fra landbofamilier og ville gerne give vores børn den samme oplevelse af at vokse op på landet.
Jeg var den mest praktisk anlagte af os, og Torben fik job i Landbrugsraadet på Axelborg i København, så det var naturligt, at det blev mig, der kom til at tage sig af gården.
Vi fik 20.000 jordbærplanter i bryllupsgave. Og så skulle jeg ellers lære, hvordan man dyrker jordbær, og hvilke problemer man støder på. Ukrudt. Svampesygdomme. Skadedyr.
Pluk selv-jordbær dyrkes på åben mark, men størstedelen af gårdens jordbær dyrkes i kasser, hævet over jorden, som giver bedre ventilation til bærrene.
DET VAR FYSISK arbejde, men det generede mig ikke – jeg var ung og frisk og opdraget med manuelt arbejde. Samtidig formåede jeg at holde mine børns tid i institution nede på 6-7 timer om dagen. Til gengæld savnede jeg egentlige kolleger. Jeg havde en ung i arbejde indimellem og et par piger til at hjælpe mig med at plukke om sommeren, ellers var jeg alene.
De første par år dyrkede jeg jordbærrene på åbne marker. Men en dag kom jeg i kontakt med et engelsk firma, der solgte dyrkningstunneler over hele verden. Jeg gik over til tunneler, som beskytter mod regn og blæst, men tillader sollys at trænge igennem, og efterhånden fik jeg selv en bibeskæftigelse som agent for firmaet i Danmark.
Det gav netværk, det gav forretningsrejser rundt i landet for at tale med danske avlere, og det gav studieture til udlandet, hvor jeg mødte mange spændende fagfolk og blandt andet lærte, hvordan man dyrker hindbær. Senere hen udvidede vi med brombær, kirsebær og andre bær.
OMKRING ÅR 2000 mente Torben, at vi skulle få os et logo. Han mødte mange små fødevarevirksomheder igennem sit arbejde med Landbrugsraadet og var meget opmærksom på, hvad markedsføring betød. Jeg tænkte: ”Hey, slap af, vi sælger bare jordbær.” Hvorfor skulle vi bruge 10.000 kroner på det? Til sidst gav jeg mig, og vi fik en fin tegning med en lille dysse udformet som et jordbær.
Efterhånden begyndte vi at handle med restauranter i København. Grøften var en af de første. De havde en overgang et decideret jordbærkort, så man kunne vælge mellem forskellige sorter og anretninger. Siden er blandt andet Noma kommet til, og i dag handler vi med omtrent 15 restauranter og bagerier i københavnsområdet. Det føles som et klap på skulderen til det, vi laver.
Det er sjovt at mærke deres interesse og diskutere med dem, hvilke smage og sorter de kan lide. Kokkene og bagerne køber ikke store mængder, men de vil typisk gerne betale ekstra for de sorter, der er mest besværlige og derfor dyrere, men som også har en helt særlig smag.
I 2011 sagde Torben Bo Christensen sit job i Landbrugsraadet op for at hellige sig gårdkøkken, is og marmeladeproduktion.
I 2011 SAGDE Torben sit arbejde op og begyndte at arbejde fuld tid her på gården, hvor han startede vores marmeladeri, isproduktion og gårdkøkken og blev marmelademester. Det var en oplagt måde at give vores bær et længere liv, og det er blevet hans store lidenskab.
Samme år fik vi en bod ved Torvehallerne i København. På den måde var vi med fra starten. Der var mange år, hvor vi ikke tjente penge på det, men det var god markedsføring og med til at gøre Rokkedyssegaard til et navn.
I dag har vi nok 140.000 jordbærplanter, og i sommersæsonen har vi 25-30 arbejdere fra Polen og Rumænien, som bor på gården og hjælper med at plukke. Nogle er her et halvt år, andre et par måneder. Rekrutteringen foregår ved, at nogen kender nogen. Det er efterhånden en god, sammentømret flok. Mange er kommet her 10 år i træk.
Der dyrkes ikke kun bær, men også æbler, pærer og blommer på Rokkedyssegaard.
DE SKAL VILLE arbejdet, gide stå ekstra tidligt op og plukke, hvis der er brug for det. Det opnår vi ved at give dem ordentlige forhold. Vi holder kaffemøder en gang om ugen og middage en gang om måneden, og de har veste med vores logo på. En af dem spurgte, om ikke vi kunne lave trøjer med navn og nummer – som en fodboldtrøje. Så det er vi ved at kigge på.
Jeg synes, det er lidt sjovt, at det, min far – der er død for mange år siden – ville have kaldt en lillebitte gård med halvdårlig jord, kan producere så meget og holde så mange mennesker i gang.
I EN DEL ÅR solgte vi hindbær til Dansk Supermarked og havde cirka 25 procent af det marked. Skal du sælge til supermarkedsdistribution, er du nødt til at plukke din frugt lidt lys, det vil sige, inden den har udviklet sin fulde smag – sådan er præmissen, det er nødvendigt, hvis de skal kunne holde sig. Men det betyder også, at du ikke får den fuldendte smagsoplevelse. Og sådan er det egentlig med al frugt.
Sidste år holdt vi op med at levere til supermarkederne, nu sælger vi kun vores bær selv. Vi er vokset så meget, at vi ikke er afhængige af andre, og i dag kører vi efter det dogme, at du skal købe vores bær samme dag, de er plukket. Det gør, at vi kan vente med at plukke, indtil vores bær er helt perfekt modne. Man kan sige, at det er billige point. Men det gør hele forskellen.
