DET ER MIDNAT, temperaturen er et stykke under frysepunktet, og Adelaida Bautista Alanoca gør klar til at gå i båden. Inden hun sætter fra bredden, beder hun til den katolske gud og til søens gud.
”Min Gud, tag mig vel ud og hjem igen, jeg er i dine hænder. Du ved, hvad jeg har brug for, hvad jeg mangler.”
Selvom den 38-årige fiskerkvinde er ud af en slægt af fiskere, har hun aldrig lært at svømme, og nogle gange truer bølger og blæst sikkerheden om bord på hendes lille fiskerbåd.
Tajocachi er en lille landsby i kommunen Santiago de Huata ved bredden af Titicaca-søen i Bolivia.
Hun vågnede op til livet her ved verdens højest beliggende sejlbare sø, Titicaca-søen. En del af Titicaca-søen tilhører Peru, men Adelaida kommer fra landsbyen Tajocachi i Bolivia. Hendes forældre, bedsteforældre og oldeforældre har alle været fiskere, og hendes forældre fisker stadig dagligt i den kæmpe sø.
De har især fanget den lillebitte fisk Orestias ispi – også bare kaldet ispi. Ispi-fiskene lever kun i Titicaca-søen og er en traditionel spise i de nærliggende byer La Paz og El Alto. Byer, som Adelaida ikke kender, selv om de ligger blot halvanden time væk. Orestias betyder bjergnymfe – og Titicaca-søen befinder sig da også i mere end 3.800 meters højde.
Adelaida Bautista og hendes datter Keyla renser og udruller nettene for at fange ispi. Hun har 18 net, der er 25 meter lange, og hvert enkelt net har kostet hende 300 bolivianos (godt 290 danske kroner).
Men nu er Adelaidas erhverv i fare.
Fiskeriet i Titicaca-søen og Tajocachi er faldet, og Adelaida er bekymret. Hun mener ikke, at fiskene har kunnet vænne sig til temperaturændringerne i søen i de senere år.
Lige så længe hun kan huske, har hun været med sin mor ude at fiske på søen. Hun har lært at fiske ved at se sin mor gøre det. Da hun var 12 år gammel, begyndte hun at tage ud selv sammen med sin lillebror.
Nu, hvor hun selv er mor til Keyla på 13 og Evelyn på 17, venter pigerne på hende ved bredden for at hjælpe med at bære fiskene ind. Adelaida er, som hun selv siger, både mor og far for sine døtre:
”Da jeg var lille, var der masser af ispi. I dag kan man med held fiske det halve af dengang. Der er næsten ikke nogen fisk tilbage, det har ændret sig meget. Men selvom der kun er lidt fangst, er jeg nødt til at fiske. For jeg lever af det her og forsørger mine døtre ved at fiske.”
Erick Loayza Torrico er biolog og forsker ved Institut for Økologi på det offentlige universitet UMSA (Universidad Mayor de San Andrés) i La Paz. Han forsker i indfødte fisk i Titicaca-søen, biodiversitet og også fiskerispørgsmål.
”Siden 1980’erne er biomassen af de oprindelige arter i søen blevet reduceret med mere end 90 procent. Vores undersøgelser har vist, at størsteparten af de fangede fisk er små og under den minimumsfangststørrelse, der er fastsat i Peru. Ispi er en fisk, der kun lever i Titicaca-søen, og den eneste fisk i søen, der lever i stimer. Silverside (pejerrey på spansk) derimod, en indført art, lever hovedsageligt af ispi i åbent vand,” fortæller Erick Loayza Torrico.
”Faktorer som manglende fiskeriforvaltning, indførelse af eksotiske arter, forringelse af levesteder og klimaændringer har indflydelse på nedgangen i antallet af fisk. Søen er blevet varmere i løbet af de seneste 30 år, og vandniveauet er sænket omkring tre meter,” siger den bolivianske forsker.
Adelaides ældste datter, Evelyn, tjekker nettene for fangst.
Adelaides døtre, Evelyn og Keyla, har bygget et lille overdække af plastik i den isnende kulde.
ADELAIDA ER EN sjældenhed. Arbejdet som fisker på Titicaca-søen er hårdt og fysisk, fiskerne her er næsten alle sammen mænd. Hun smiler stort, når hun taler om at fiske.
”Det er et mandearbejde. Det er svært og kompliceret med vinden, regnen og bølgerne. Men jeg bliver nødt til at tage af sted for at fiske. Det er min ting, det er dét, jeg kan finde ud af,” siger Adelaida.
Hun arbejder mest om natten og ved daggry, hvor der er allerkoldest. Hun fortæller, at nætterne bliver koldere nu. Nogle gange fryser fiskene til, efter de er fanget.
Ved siden af fiskeriet dyrker Adelaida også kartofler og hestebønner. Men i år er kartoffelhøsten slået fejl, fordi regnen forsvandt, da kartoffelplanterne blomstrede. Og bagefter kom frosten.
Adelaida Bautista og hendes veninde er bekymrede over, at manglen på vand og de skiftende regntider påvirker deres kartoffelafgrøder.
Hun er bekymret over de ændringer i klimaet, hun oplever, og hvordan det påvirker hendes levebrød – fiskeriet – og også hendes landbrugsafgrøder.
”Der er jo ikke andre muligheder, vi har altid fisket. Hvis ikke der er flere ispi, må jeg prøve at fange nogle af de andre fisk, der er i søen. Jeg er nødt til altid at finde en udvej, så mine døtre og jeg kan overleve.”
Denne artikel publiceres i samarbejde med DDRN (Danish Development Research Network) med støtte fra OpEn, Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.
