Bent Fabricius-Bjerre er død efter kort tids sygdom, 95 år gammel. Komponisten og musikeren er blandt andet kendt for temamusikken til ‘Olsen Banden’ og ‘Matador’.
Han fik sit gennembrud i 1961 med musikken til tv-programmet ‘Omkring et flygel’, hvor han også var vært. Under navnet ‘Bent Fabric’ udgav han senere musikken fra programmet i USA med titlen ‘Alley Cat’ og endte med at vinde en Grammy i kategorien bedste rock and roll-indspilning.
I 2014 gav Bent Fabricius-Bjerre et stort interview til Ud & Se, og her var den da 90-årige komponist ikke meget for at se tilbage på sit liv – kun fremad.
“Hvis man læner sig op ad fortiden, kommer man jo ikke videre. Hvis man stiller sig tilfreds, står man stille. Jeg gider ikke kede mig. Jeg kan huske et teaterstykke fra New York, det hedder ‘Dengang vi vandt’, det handler om et ungt amerikansk footballhold med en enkelt stor sejr bag sig. Vinderkampen bliver optaget i radioen. Holdet fortsætter med at mødes år efter år og fejre denne ene sejr ved at genhøre radiotransmissionen. Til sidst i stykket er de blevet gamle, og der er kun to levende tilbage. De fejrer stadig ungdomssejren. Det er tragisk. De skulle se at opleve noget nyt i stedet for,” sagde Bent Fabricius-Bjerre blandt andet.
Læs resten af interviewet her.