1.
JEG HAVDE en kompliceret barndom. Min mor døde, da jeg var syv år, så jeg var overladt til min strenge far. Derfor flygtede jeg ind i en fantasi-verden og skrev historier. Det blev min redning, at jeg kunne skabe disse karakterer. På en eller anden måde lå det til mig, at jeg senere i livet skulle beskæftige mig med fiktion.
MIN FAR var et produkt af den sorte pædagogik, som prægede hans generation. For eksempel havde han sparet nogle penge sammen, som han ville give mig, hvis jeg en dag skulle rejse bort for at få en uddannelse. Jeg valgte at rejse til Stockholm for at gå på fotoskole, og han fortalte mig, at eftersom jeg havde valgt noget andet, end han ønskede, ville jeg ikke få pengene. Han var ellers en begavet mand, men havde en eller anden romantisk forestilling om håndværksfaget.
JEG BLEV taget ud af skolen og kunne vælge mellem at blive maler, murer eller tømrer. Jeg valgte malerfaget, da jeg tænkte, at det lød mindst koldt. Jeg kom i lære i 60’erne, hvor håndværkerne mere eller mindre var alkoholiserede. Jeg var 15 år og kom ud i et brutalt miljø, hvor jeg skulle køre ned til den nærmeste købmand og købe elefantøl til malerne. Det blev jeg hurtigt træt af, så jeg begyndte at pjække og lavede i stedet stillbilleder.
NÅR JEG om morgenen cyklede fra vores hjem i Bagsværd, skiftede jeg tøj og gik ud i naturen for at tage billeder. Inden jeg kom hjem, strøede jeg lidt malerpletter i ansigtet, så det så ud, som om jeg havde været på arbejde. Da jeg en dag kom hjem, sad min far og så meget vred ud. Det viste sig, at min malermester havde ringet og fortalt ham, at jeg ikke havde været på arbejde i tre måneder. Det udløste en kæmpe konflikt med min far. Så valgte jeg at rejse til Stockholm.
Bille August instruerer Adam Tønsberg og Morten Hoff i filmen ’Zappa’, 1982.
I BEGYNDELSEN kom jeg ikke ind på fotoskolen, jeg var simpelthen ikke god nok. Men jeg ringede til min far og sagde, at jeg var kommet ind på skolen. Jeg ville ikke give ham den sejr. Bagefter gik jeg op på rektors kontor og lå nærmest på knæ og bad ham om at få lov til at gå på skolen. Jeg sagde, at det var livsafgørende for mig, og så gav han mig en plads.
DA JEG KOM til Stockholm, var jeg ludfattig. Jeg kunne ikke få uddannelsesstøtte, så jeg tog natarbejde på fabrikker, i tunnelbanen, var sygehjælper, tog alt forefaldende arbejde, jeg overhovedet kunne få. På et tidspunkt var jeg så sulten, at jeg tog et arbejde på en chokoladefabrik og en ostefabrik. Det levede jeg af i længere tid.
JEG BLEV uddannet stillbilledfotograf på skolen, hvor vi lavede miljøreportager og portrætter af mennesker. Der blev min interesse for at komme bag om menneskets facade skabt. En af gæstelærerne på skolen var den amerikanske fotograf Richard Avedon, som ud over at være modeverdenens mest respekterede fotograf også var kendt for sine legendariske billeder af kendisser fra hele verden. Det interessante ved hans portrætter var, at bag facaden var mennesket altid det samme. Det er den samme menneskelighed, som jeg igennem årene har forsøgt at komme ind til i mine film.
INGMAR BERGMAN kaldte mig et mælkebøttebarn. Jeg vidste, hvad jeg ville, og jeg var ikke bange for at tabe. Jeg havde alt at vinde. Min tid i Stockholm var nogle af de lykkeligste år i mit liv, selv om jeg ikke ejede noget som helst. Men jeg oplevede, at jeg med ihærdighed og begær kunne indfri mine egne mål. Jeg befandt mig i en rus, fordi jeg fik det, som jeg havde længtes efter.
2.
JEG LÆSTE ’Lykke-Per’ for mange år siden og har siden holdt ufattelig meget af historien. Lykke-Per er en fascinerende figur, kompleks og moderne på samme tid. Derudover er det måske den smukkeste kærlighedshistorie, der nogensinde er skrevet i dansk litteratur. Pers kærlighedsforhold til den jødiske rigmandsdatter Jakobe er ufattelig gribende. Historien har ligget i mit baghoved. Men jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle give mig i kast med den, skulle jeg virkelig have noget erfaring og en vis modenhed for at kunne forløse Henrik Pontoppidans enorme værk.
NÅR MAN SKAL få et litterært værk til at fungere på film, må man træffe nogle beslutninger om, hvad det er for en historie, man vil fortælle. Da jeg i sin tid lavede ’Pelle Erobreren’, stod det mig klart, at filmen skulle være en kærlighedshistorie mellem far og søn. Det var grundpræmissen. Det samme gjorde sig gældende med ’Lykke-Per’, der har et hav af sidehistorier og personer. For mig var den grundlæggende historie, hvad der sker med et superintelligent menneske, som i den grad bliver udsat for omsorgssvigt. På grund af Pers strenge opvækst bliver hans følelsesliv nærmest ødelagt, hvilket gør, at han udvikler sig til en selvoptaget narcissist. Samtidig er Lykke-Per forud for sin tid og har nogle utrolige visioner om vandings- og kanalsystemer og alternative energiformer – alt det, som optager os så meget i dag.
PERS HANDLINGER er ret beset usympatiske og selviske, og udfordringen i at få Pers karakter til at fungere på film har været, at man også vil ham det bedste. At nå ind bag facaden på Per og forstå hans kalkulerende forbrug af mennesker i kampen for at realisere sig selv og sit projekt. Og det er netop denne kompleksitet i hans personlighed, som gør fortællingen om Lykke-Per så fantastisk, så unik, så omfangsrig. For mig som historiefortæller har det været en rejse ind i det ukendte, ind i nogle nye sider af den menneskelige sjæl.
JEG KAN GENKENDE meget af mig selv i Lykke-Per. Mit liv har været meget omtumlet. Jeg har været meget ærgerrig i mine forsøg på at nå mine mål. For det meste er det også lykkedes, men det har været omkostningsfuldt for mange af mine medmennesker, det må jeg erkende.
JEG ER IKKE ENIG med Lykke-Per, men jeg forstår ham, fordi jeg selv har brudt med et hjem, hvor jeg ikke levede op til de forventninger, der blev stillet til mig. I mange år følte jeg, at jeg var i transit. Jeg har hoppet fra det ene sted til det andet, og indimellem har der været nogle ubetalte regninger og menneskelige omkostninger, som jeg angrer i dag. Mennesker, jeg har gjort fortræd, men som jeg siden har forsonet mig med.
DA MIN ÆLDSTE søn var lille, kunne jeg se, at jeg agerede på den samme måde som min far. Jeg gik til psykolog gennem en lang periode og fik ryddet op i min barndom. Jeg ville for alt i verden ikke have, at mine børn skulle opleve det samme, som jeg havde oplevet. Jeg har ønsket at vise dem en tolerance og rummelighed og se dem som de selvstændige individer, de er, dyrke deres egenskaber og fremelske det, der skaber deres personlighed på godt og ondt.
Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal i ’Lykke-Per’.
3.
JEG ER FØDT og opvokset i en nordisk kultur, og derfor har de dramatiske årstidsskift, vekslingen mellem lys og mørke og melankolien været en væsentlig del af mit liv. Noget, som også har afspejlet sig
i mine film. Selv om personerne i en fortælling går gruelig meget igennem, skal der altid være et håb. For mig giver mørket kun mening i forhold til lyset. Jeg ser det som min opgave at anskueliggøre menneskets mangfoldighed, de mørke og lyse sider, at ingen er perfekt, og at vi alle begår fejl, men at der altid findes et menneskeligt ansigt bag fejltagelserne, at forsoning og tilgivelse er muligt.
JEG VIL gerne nå ind i menneskets psykologi og åbne døre til ukendte kamre i menneskets sjæl.
JEG FÅR KONSTANT tilbud om at lave alle mulige film, især fra Amerika, men jeg takker nej til det meste. Jeg vil gerne holde fast i kernen af det, jeg synes er mest interessant – skildringen af menneskets sjæl. Der var en periode, hvor jeg var fristet af de store tilbud, der gav masser af penge. I ren og skær forfængelighed sagde jeg ja til nogle filmprojekter, som jeg ikke skulle have lavet, og resultatet blev også derefter. Jeg er blevet bedre til at prioritere de film, som virkelig betyder noget for mig.
JEG HAR LÆRT, at kærligheden er det største i livet. Jeg er ikke religiøs, men jeg tror, at man finder meningen med livet i de store passioner, i det at skabe, i sine projekter og frem for alt i kærligheden. Når jeg tænker tilbage på de store ting i mit liv, står kærligheden tilbage som det vigtigste. Derfor har kærligheden også været temaet i de fleste af mine film.
JEG HAR VÆRET meget mistænksom over for, om den kærlighed, jeg har modtaget, har været velment eller beregnende. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg blev forladt tidligt af min mor. I mange år frigjorde jeg mig fra forhold, fordi jeg var bange for at blive forladt. Det var en måde at beskytte mig selv på. Jeg havde ikke den stabilitet og tiltro til andre mennesker, som jeg mærker i dag. Jeg var i transit.
BERØMMELSE tænker jeg aldrig på, men det følger jo med det arbejde, jeg har, eftersom det er mig, der tegner firmaet og har det kunstneriske ansvar. Det er naturligt, at der kommer en bevågenhed. Filmpriser er skulderklap, men i sidste ende er det vigtigste, at publikum tager filmen til sig. At de føler sig på tomandshånd med det, der sker på lærredet.
DA JEG VAR YNGRE, ønskede jeg at dø mæt af dage og lykkelig, så ville alt være godt. Men jo tættere jeg kommer på min udløbsdato, jo mere synes jeg, at døden er forfærdelig at tænke på. Det er ikke noget, som jeg går og tænker på hver dag, men da jeg lavede filmen ’Stille hjerte’, som handler om en kvinde, der har ALS, amyotrofisk lateral sklerose, og som har ét år tilbage af sit liv, prøvede jeg at forestille mig, hvordan jeg ville have det med at vide, hvornår jeg skulle dø. Den tanke gjorde mig panisk. Paradoksalt nok er det uvisheden om tidspunktet, som gør tanken udholdelig. Døden giver også livet mening, og derfor vil jeg gerne leve så rigt som muligt og bevare min nysgerrighed, mens jeg er her.
Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.
