NØGENHED
”I 1972 blev jeg hyret af Det Kongelige Teater til at spille den unge Miranda i Shakespeares ’Stormen’. Jeg syntes, det var en vidunderlig rolle. Af en eller anden grund var de nødt til at skyde opsætningen, men da de havde skrevet kontrakt med mig, blev de nødt til at bruge mig nu og her. Instruktøren Carlo M. Pedersen gav mig i stedet en rolle i forestillingen ’Operette’ af den eksperimenterende polske forfatter Witold Gombrowicz, der var et stort navn på det tidspunkt.
I første akt skulle jeg synge og danse og havde ingen replikker. I anden akt skulle jeg stå på en piedestal som en statue i et kongeslot og en gang imellem sige ordet ’nøgen’. I tredje akt lå jeg i en ligkiste, der blev båret ind på scenen og stod der i 20 minutter, inden jeg skulle stige op af den uden en trævl på kroppen og danse rundt med Jørgen Reenberg, den største stjerne på Det Kongelige Teater dengang. Jeg skulle spille ung og uskyldig, og jeg var lille og tynd. Og pissefuld. Jeg var så angst for det, at jeg fik min påklæder til hver aften at give mig et kæmpe glas vermouth inden akten. Og jeg fik konstrueret en lille toupé, som jeg med teaterklister limede på forneden i et desperat forsøg på at føle mig lidt mindre nøgen.
Det gjorde mig ikke mindre angst, at sangstykket lå for højt for min stemme. Jeg havde modtaget undervisning af operasangerinden Bonna Søndberg, og hun mente også, at det lå for højt for mig – uden at der blev ændret på det af den grund. Der var et par steder, hvor stemmen hver aften knækkede, og jeg havde en oplevelse af, at publikum sad og holdt vejret. Samtidig var jeg næsten totalt blind, fordi mine kontaktlinser ret hurtigt tørrede ud i det stærke scenelys og hoppede ud af øjnene, når jeg dansede rundt. Jeg svedte angst og vermouth. Jeg fik at vide, at der ikke ville være pressefotografer til stede på den del af stykket, hvor jeg ikke havde tøj på. Men det passede så ikke.
For at det ikke skal være løgn, havde jeg også en nøgenscene sammen med en fuldskægget Eddie Skoller i min første filmrolle i ’Hovedjægerne’ fra 1971. Så hver gang der stod noget om mig i Ekstra Bladet igennem mine første år som skuespiller, satte de et nøgenbillede i fra en af de to roller. Det var ret traumatiserende. Til sidt gik en god ven af mig, som havde studenterjob som korrekturlæser i Politikens Hus, op og stjal det fra arkivet.”
Var nøgenheden i rollerne til forhandling?
”’Nej’ var et ord, jeg ikke rigtig kunne få i min mund på det tidspunkt. Og det lå ligesom i tiden, at man smed tøjet. Selvfølgelig kunne jeg have sagt: ’Det vil og kan jeg ikke. Fandeme nej, Carlo M. Pedersen.’ Men så skulle jeg også have sagt nej til rollen. For selve nøgenheden og uskylden var stykkets tema. Så det var lidt svært.”
Hvad tænkte du oven på den entré i branchen?
”Jeg havde virkelig glædet mig til at skulle i gang som skuespiller. Men det gjorde mig angst – kan jeg se i dag. Det tog mig mange år, før jeg kom om på den anden side. Jeg kom da til at spille ’Stormen’ året efter, men som jeg husker det, var det ikke, fordi min rolle eller person pludselig trak overskrifter om et nyt geni i dansk teater. I en del år var mine roller halvkedelige, og min indsats på det jævne.”
TRYGHED
”Jeg voksede op tæt ved Damhussøen, lige på grænsen mellem Frederiksberg og Vanløse, i et gulstensbyggeri i en toværelses lejlighed i stuen sammen med min mor og far og min to et halvt år yngre søster. Jeg syntes, det var så synd for andre børn, jeg hørte om, som boede i store huse og havde egne værelser: ’De ved slet ikke, hvad det vil sige at hygge sig.’
Min far var overlærer. Det var vist ikke så fint, som det lyder. Det betød bare, at han havde flere års anciennitet som lærer. Han lærte mig at læse, inden jeg kom i skole, og gik senere meget op i min skolegang. Han gjorde mig til en læser, fra jeg var helt lille. Om eftermiddagen gik jeg på biblioteket og lånte drengebøger som ’Børnene i Nyskoven’, ’Kaptajn Marryat’, ’Skatteøen’, ’Robinson Crusoe’ og alt af Jules Verne. Min mor var hjemmegående og fik hjælp af min mormor, der tit kom forbi og passede os, når hun havde været på arbejde som såkaldt husmorafløser og gjort rent og hjulpet til hos private.
Vores karré var fuld af mennesker med hver sin historie. Det var som at bo i en landsby. Der var enlige, gamle damer, der aldrig gik på gaden, men sad i deres vinduer og ventede på at få fat på én, så man kunne gå i byen for dem. Så bød de på et bolsje fra æsken. Der var enlige mødre. En af dem var sporvognskonduktør og gik med kasket og skråtaske med billetter og stempel. En dame i uniform, det var fascinerende, men det var også uhyggeligt, at hun ikke havde nogen mand. Vi havde også en ung kvindelig overbo, som arbejdede på en bar og altid kom hjem meget sent – og aldrig alene. Der var meget lydt i opgangen, og alle snakkede om, at nu havde der været gang i den igen. Det var spændende, når man hørte døren gå og de høje stemmer på trappen sent om aftenen. Verden var magisk, og i min fantasi var Grøndalsparken stor og farlig, og kælderskakterne vrimlede med børnelokkere i lange frakker.
Min klasselærer, fru Bülow-Møller, var ambitiøs på mine vegne. Hun mente, at jeg var god til at læse op og lære udenad og sendte mig et par gange til optagelsesprøve hos Dansk Skolescene. Det var et ensemble med professionelle skuespillere, der lavede forestillinger, som danske skolebørn blev inviteret ind at se, og hvor der også tit var børn i rollerne. Optagelsesprøverne foregik på Det Ny Teater. Jeg fik nogle replikker, som jeg skulle lære udenad, og jeg kan desværre ikke huske, hvad det var for nogle stykker, men jeg kan huske, at jeg dumpede flere gange. Jeg kunne slet ikke lide at optræde, og bagefter var jeg hver gang glad, fordi jeg var sluppet for at skulle op på en scene. Men jeg var også lidt ked af det på fru Bülow-Møllers vegne.”
Der er noget med, at du følte dig særligt udvalgt som barn?
”Vi blev opdraget med fadervor, kristent, men ikke dogmatisk. Og jeg så, hvordan Gud på alle mulige måder forsøgte at signalere til mig, at jeg skulle hjælpe ham. Det kunne for eksempel være ved at lade nogle skyer drive forbi på himlen og tegne et mønster. Han havde jo ikke Jesus mere, men han var nødt til at have nogen, der kunne formidle hans budskab på jorden.”
Hvilket budskab?
”Eftertiden ved måske ikke, hvor meget angst der lå i folk. Men det var koldkrigstider. Sovjet gik ind i Ungarn i 1956, og radioen fortalte hele tiden frygtelige ting om Nikita Khrusjtjov, deres leder. Jeg mente, at det var sådan en mand, man skulle have fat i og forklare ham, at det simpelthen ikke gik. Fordi sådan nogle som mig fik det dårligt af, at han talte så truende. Hvis jeg blev sendt over til Moskva, kunne jeg måske gøre noget ved det.”
Fortalte du det til dine forældre?
”Nej. Det var mellem mig og Gud. Jeg havde ingen forventninger om, at mine forældre ville spare sammen til det. De ville slet ikke have forstået det.”
Hvor længe gik du med hemmelige fornemmelser?
”Indtil jeg var 11-12 år og nåede op omkring puberteten. Jeg mødte virkeligheden. Det gik op for mig, at jeg var ligesom andre mennesker. Mange ting blev ikke, som jeg havde troet. Jeg blev for eksempel ikke så smuk, som jeg havde forestillet mig. ’Hold kæft, hvor er du grim,’ tænkte jeg. ’Sådan som du ser ud, har du ingen chancer for at tale nogen til rette!’”
Endte du med at involvere dig politisk?
”Jeg har standpunkter. Men jeg har ikke været meldt ind i et parti og den slags.”
Hvad forestillede du dig, du skulle være, når du blev voksen?
”Jeg troede, jeg skulle skrive. Måske som journalist. Da jeg blev student, meldte jeg mig ind på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Det var inspirerende at gå der, men jeg følte mig også fortabt, kendte ikke nogen derinde og følte mig elendig til at socialisere. Til nogle af forelæsningerne kunne der sidde 250 studerende. For mig virkede det, som om alle de andre var meget målrettede, mens jeg bare prøvede alt, hvad jeg kunne, at følge med.”
Vidste du, hvad du ville skrive om, hvis du en dag blev journalist?
”Jeg så mig selv som en, der rejste. Forestillede mig, at jeg skulle være krigsreporter i kaki eller camouflage ude i brændpunkterne.”
Hvorfra kom så ideen om at gå til optagelsesprøve på Statens Teaterskole?
”Måske havde fru Bülow-Møller trods alt fået plantet noget i mig. På et helt naivt plan, som jeg i lang tid ikke tog alvorligt, havde jeg nok hele tiden haft den drøm ved siden af. At spille nogle fantastiske, store roller ovre i Hollywood og den slags. Ikke noget med at sidde på et børneteater i Taastrup. Det skulle være stort.”
OPRØR
”Jeg kom ind på Statens Teaterskole i 1969 som del af anden årgang. Skolen, der havde lokaler på Holger Danskes vej på Frederiksberg, blev dannet i 1967, da elevskolen på Det Kongelige Teater lukkede – i opposition til det etablerede teater. Rektor Berthe Qvistgaard var en vidunderlig kvinde og skuespiller og gammel kommunist. Hun stod for et opgør med alt det, man følte var udnyttelse af unge skuespillere på teatrenes elevskoler, hvor man blev undervist om dagen og gjorde teatertjeneste om aftenen. Statens Teaterskole skulle være et lille drivhus, hvor man bare koncentrerede sig om at blive sig selv og lære sig selv at kende.
Vi havde en lærer, der sammen med sin kone havde lavet nogle fantasimasker. Teorien var, at hvis man tog en maske på, man ikke kendte, og gik hen og kiggede sig i spejlet, ville den påvirke dit sind og din personlighed. Hvis man begyndte at tale, kom der pludselig en helt ny stemme ud af munden på én. Og den var god nok. Det virkede. Jeg oplevede, hvordan du bevæger dig meget mere teatralsk, når du har en maske på. Du får et helt andet kropssprog.
Andre gange lavede vi fysiske øvelser. Fire timer i underbukser og T-shirt – hvis man da ikke turde være nøgen ligesom ham, der underviste – med hård træning. Vi startede om morgenen med opvarmning, og når man havde været i gang i fire timer uden pause, kunne vi alle sammen lave saltomortaler og andre vanvittige ting.
Vi havde også en psykolog på besøg. Hun spurgte mig blandt andet, om jeg havde en yndlingsfarve. Så sagde jeg lilla. ’Ja,’ sagde hun. Det kunne hun godt forestille sig. Det kunne være et tegn på, at jeg havde en uforløst lesbisk side. Jeg sagde bare: ’Nå, ja. Spændende.’ Jeg kunne ikke tage det alvorligt, men syntes faktisk, det var lidt morsomt.
Berthe Qvistgaard sørgede også for, at kendte navne som skuespilleren Erik Mørk og instruktøren Sam Besekow kom ud og gæsteunderviste. Men de skyndte sig væk igen. De ville ikke være der. Eleverne kom ikke til tiden, sagde de. Og det har jeg nu altid gjort. Men det er rigtigt nok, at det var en langhåret tid. Der var meget med at sidde omkring et bord med en øl og snakke politik.
Vi var sammen fra morgen til sen aften, hver dag. Og var der godt gang i diskussionen, fortsatte vi på Roxy, værtshuset overfor. Det var skønne mennesker, og det var tre gode år. Men jeg lærte ikke så meget. Jeg kunne jo ingenting. Havde ikke lært at synge og sige replikker. Havde ikke lært at overskue en tekst og forholde mig til den. Det arbejdede vi slet ikke med.”
Du var en af de første derfra, der blev optaget på Det Kongelige Teater, hvordan var det?
”Generelt syntes de ældre kongelige skuespillere nok, at vi, der kom ude fra Statens Teaterskole, var afskyelige. Jeg tror, at alle vi, der kom ind på de etablerede teatre efterfølgende, oplevede at høre folk hviske bag ryggen: ’Hun kan jo ikke noget.’ ’Man kan jo ikke høre, hvad hun siger!’ ’Ej, prøv at se, hun kan jo ikke holde hovedet stille.’ Det var ikke så sjovt. Men der var da også søde folk, der syntes, jeg var en sød pige, som de gerne ville hjælpe.”
Måske syntes de endda, du havde noget talent?
”Måske. Men det var ikke noget, jeg mærkede.”
MISTRIVSEL
”Kort efter jeg var blevet hyret på Det Kongelige Teater, kom jeg en dag bærende på min badekåbe og min sminke, som jeg opbevarede i en ganske almindelig værktøjskasse, for at installere mig i garderoben. De to unge piger, som jeg skulle dele garderobe med, og som selv var uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole, blev så rasende over, at jeg skulle være der, at den ene tog, hvad jeg havde i hænderne, og den anden tog mig i nakken. Så smed de mig og tingene ned ad trapperne. Mine ting lå ud over det hele, og jeg brød grædende sammen.
Jeg måtte gå ned på regissørkontoret, hvor man i første omgang havde anvist mig min garderobeplads. Jeg sagde: ’I bliver nødt til at finde mig et andet sted. De vil ikke have mig.’ Næste dag, da jeg kom ind i foyeren, var der hele vejen op langs trapperne og på gangene sat sedler op, hvor der stod noget med, at godt kollegaskab var en del af Det Kongelige Teaters politik, og at alle opfordredes til at tage godt imod nytilkomne.”
Hvordan tacklede du din mistrivsel i teaterfaget de første år?
”Jeg blev mor som 28-årig, da jeg havde været skuespiller i 2-3 år. Og da det så ikke kørte så vildt med teaterkarrieren, havde jeg tid til familielivet og gik ind i rollen som husmor. Det var en periode, hvor jeg var nogenlunde grounded. Fik bagt nogle tebirkes og flutes til kummefryseren, som jeg i det hele taget fyldte op med varer fra postordrefirmaet Dansk Fryse Økonomi. Jeg købte en symaskine og syede puder og gardiner. Ikke særlig godt. Men jeg prøvede. Så det var ikke, fordi jeg røg på flasken i sorg over den manglende succes.”
Og indimellem stod du så lidt på scenen?
”Ja, men teatret krævede for lidt. Jeg tænkte: ’Det her kan jeg ikke holde ud. At komme ind med et brev på scenen. Eller være nabokonen, der ikke siger andet end goddag. Så dør jeg af kedsomhed og mangel på udfordring.’ Så begyndte jeg at læse retorik på universitetet ved siden af.”
USIKKERHED
”Året inden jeg søgte optagelse på Statens Teaterskole, prøvede jeg at komme ind på elevskolen på Odense Teater. Jeg havde gået til forberedelse hos en gammel skuespiller og instruktør, der hed Einar Juhl, og vi tog sammen derover, en lille gruppe af hans elever. Sent på eftermiddagen var det endelig blevet min tur til at gå på, og jeg var godt svedig af angst. Jeg havde forberedt en Strindberg-tekst og indstuderet sangen ’Underlige aftenlufte’ med tekst af Adam Oehlenschläger og musik af Carl Nielsen. På det tidspunkt havde jeg ikke fået kontaktlinser endnu, men syntes heller ikke, jeg kunne gå ind med briller. Der var et bragende lys på den scene, og jeg var fuldstændig blændet.
En stemme råbte: ’Værsgo!’
’Til … til hvad?’ spurgte jeg.
’Syng,’ lød det tilbage. Et sted fra kunne jeg høre et klaver med forspillet. Jeg åbnede munden, og der kom ikke en lyd ud. Min bedstemor havde strikket en lårkort kjole til mig i mørkeblå uld med røde kanter, som jeg havde på, og mens jeg stod der og svedte, begyndte den at lugte af får. Så kom forspillet igen. Og der kom stadig ikke en lyd ud. ’Taaak!’ lød det nede fra salen. Så havde jeg haft mit forsøg. Jeg havde svedskjolder under armene og var ulykkelig over, at det hele var gået i fisk. Jeg var så chokeret, at jeg ikke engang kunne græde. Jeg kom ud fra scenen og stod i foyeren for at vente på de andre fra min gruppe, som jeg skulle køre tilbage til København sammen med.
Pludselig hørte jeg en dør gå op og stemmerne fra skuespillere, som morede sig. De havde tydeligvis siddet nede i salen og fulgt optagelsesprøverne. Jeg tænkte, at de grinede ad mig – og vidste, jeg ikke kunne stå ansigt til ansigt med dem, så jeg hoppede op i en niche, hvor der kunne have stået en statue, for at gemme mig. En pige gik forbi mig, og jeg tænkte: ’Havde jeg bare set sådan ud!’ Der stod jeg, en lille splint uden bryster, der lugtede af får, og forbi kom en kvinde med en stor, vippende barm og høje, røde stilethæle. Det var den kendte refrænsanger Lone Helmer, der nu var ansat som skuespiller. Bagved kom en mand med chikt sort hår, med krøller ned i panden, der virkede arrangerede, og lyserød skjorte, charmeklud om halsen og signetring på fingeren. Lige idet han gik forbi mig, daskede han Lone Helmer bagi. Hun fnisede: ’Nahahaaj!’ og gik videre.”
Det var, hvad du havde i udsigt, hvis du blev skuespiller …
”Det var nogle afskyelige mennesker, tænkte jeg.”
Men ville du også gerne være en af dem?
”Jo, nok lidt. Jeg ville hellere være Lone Helmer end hende dér, der prøvede at lege statue.”
KÆRLIGHED
Og den sortkrøllede mand var skuespilleren Paul Hüttel, som du har været gift med siden 1975. Hvordan fortalte du ham om din første oplevelse med ham, da du senere mødte ham?
”Sådan dér.”
Hvad sagde han så?
”Ikke noget. Han grinede bare. Det var nogle år senere, og han kunne slet ikke huske det.”
Hvordan mødte du ham igen?
”I prøvesalen på Det Kongelige Teater. Jeg var helt ny og gik rundt til alle og præsenterede mig. Han sad ovre i et hjørne og læste avis. Jeg gik over og sagde: ’Hej … ’ Der skete ikke en skid. ’Hej,’ prøvede jeg igen. Stadig ingen reaktion. ’Hej … jeg hedder Birthe … og jeg er lige … startet …’ Paul lagde bare avisen og sagde: ’Nå, nå.’ Mere arrogant kunne det ikke blive. Han levede fuldstændig op til mine fordomme om, at han var sådan en, man skulle passe på. Det viste sig senere, at han ikke hører så godt på det højre øre og ikke rigtig havde forstået, hvad jeg sagde.”
Hvordan fandt I så hinanden?
”Vi boede begge to på Dalgas Boulevard og kom til at cykle hjem sammen hver aften efter forestillingen. Så lærte vi hinanden at kende. Han viste sig slet ikke at være så slem. Han var også ny på Det Kongelige Teater og vidste godt, at det ikke nødvendigvis var sjovt. Sammen kunne vi rakke ned på de gamle, ha ha.”
GRÆNSELØSHED
Det der klap bagi, var det typisk for tiden? Fik du også klap bagi?
”På Det Kongelige Teater? Ja. Der var meget pilleri. Instruktørerne og stjerneskuespillerne, der havde magten, havde måske nogle vaner – og kunne i høj grad tillade sig det. Det var ikke alle, der fandt sig i det. Men jeg kunne ikke have drømt om at sige: ’Hey, ka’ du la’ vær’!’ Jeg fandt mig i det, fordi jeg var hende den unge.”
Det lyder ubehageligt?
”Det var det. Men det er først nu her, vi virkelig snakker om de ting. Det er også først nu, det går op for mig, at det var en form for overgreb at sige til en ung pige, at hun skulle smide tøjet i en forestilling: ’Det er fuldstændig naturligt. Du kan sagtens gøre det!’ Det, der næsten var værre, end at publikum så mig nøgen i ’Operette’, var, at 50 skuespillere og scenefolk stod og kiggede, hver gang jeg skulle op af den kiste. Der var også nogle af de unge skuespillere, der skulle bære mig på et tidspunkt i slutningen af forestillingen. Bære min bare røv. Ikke at de prøvede på noget, men jeg gruede for, hvor en finger kunne ende.”
Blev du hærdet af det? Blev det hverdag?
”Nej. Men jeg har heller ikke fået sagt fra. Og så er det svært at være fordømmende. Det er ikke sådan, at jeg har noget på nogen. Jeg føler mig ikke udnyttet. Jeg vil nærmere sige, at jeg fandt mig i lidt for meget.”
Og hvornår opdagede du, at du kunne være sjov?
”Jeg var næsten færdig med at læse retorik, da jeg fik en rolle i ’Marx og Coca Cola’, som var et stykke af Nils Schou, der handlede om et ungt pars forhold i tiden fra ungdomsoprøret og 10 år frem. Det var situationskomik, vittigt og sørgeligt på en gang. Parret går fra hinanden og finder sammen igen, får et barn. Jeg spillede over for Søren Pilmark, og vi havde samme humor. Den blev en stor succes. Først satte vi det op på Gråbrødrescenen, der var en lillebitte eksperimentalscene under Det Kongelige Teater, men derfra blev det rykket over på Nye Scene, hvor vi spillede i tre sæsoner og var på turné to gange rundt i landet. Det var noget, der gav genlyd. ’Kongelig magi’ og den slags stod der i overskrifterne, da stykket blev anmeldt. Bum! Jeg var ikke vant til at se mig selv omtalt på den måde, og jeg fandt ud af, at mit talent måske mest lå i det komiske.”
NEDTRYKTHED
”Jeg fik mere travlt som skuespiller, og min universitetsgrad i retorik løb ud i sandet, men jeg havde stadig præstationsangst og var nervøs bare for at gå til prøver. Men jeg tænkte: ’Du kan jo godt. Nu må du fandeme tage dig sammen’, og piskede mig selv til at blive ved.
I begyndelsen af 90’erne blev jeg syg med depression. Alting var forkert. Jeg var uduelig på alle måder. En dårlig skuespiller, dårlig mor, dårlig kone, et dårligt menneske. Og så ængstelig, selvudslettende, pæn og ordinær. Jeg forsøgte alt muligt. At spise sundt, dyrke mere motion, få frisk luft. Jeg gik til psykolog, prøvede hypnose og alt muligt andet. På et tidspunkt følte jeg, at der ikke var flere døre, jeg kunne prøve. Jeg havde mareridt om natten, drømte altid, at jeg var lukket inde i en mørk, brun kasse. Eller også var jeg i et hus med gange, jeg gik vild i. Hvis jeg altså sov, for det kunne jeg næsten aldrig.
Jeg var igennem flere medicinske behandlinger, der ikke virkede, nogle af dem gjorde mig ligefrem dårligere. Jeg fik nogle piller, der næsten fortrængte virkeligheden. Jeg kunne ikke se på en person uden at se knogler, uden at se vedkommende som et skelet. Jeg kunne ikke se på et træ, uden at grenene lignede heksefingre.
En dag i 1991, da jeg havde haft det rigtig dårligt i halvandet års tid, lod jeg mig indlægge på Frederiksberg Hospital, hvor jeg mødte en læge, som hørte min historie og hørte, at min mor også havde lidt af depression, da hun var omkring min alder. ’Birthe, du må tro på mig. Jeg kan hjælpe dig,’ sagde lægen. Jeg havde det så dårligt, at jeg næsten ikke magtede at blive siddende, men Paul sad ved siden af og holdt mig fast, han har altid været den stabile i vores forhold. Lægen sagde, jeg var fejlmedicineret, og anbefalede, at jeg fik den samme medicin, min mor havde fået. Det lød helt gammeldags, jeg troede overhovedet ikke på det. Jeg ville helst bare dø.
Medicinen gav stærke fysiske bivirkninger. Jeg kunne næsten ikke rejse mig fra sengen. Alle muskler gjorde ondt. Hovedet var ved at revne, munden var så tør, at jeg havde svært ved at tale.
14 dage senere havde jeg det ligesom alle de andre dage frygteligt, da jeg gik i seng, på det tidspunkt var jeg kun dagpatient og sov hjemme hos mig selv. Næste morgen vågnede jeg efter 10 timers søvn, hoppede ud af sengen, trak rullegardinet op og tænkte: ’Himlen er blå!’ Det gik op for mig, at jeg længe slet ikke havde set farverne. Jeg var klar i hovedet, havde ikke ondt nogen steder. Jeg blev glad – og derefter forskrækket.
Så løb jeg de 200 meter fra vores daværende hus hen på hospitalet i min natkjole og på bare fødder. Jeg forstod ikke en brik. På hospitalet var der ikke lige en ledig læge, så jeg satte mig på en stol og ventede, indtil der kom en kvindelig læge, der tidligere havde tilset mig, forbi. Jeg greb fat i hende: ’Hvad er det, der sker? Jeg kan bevæge mig og tænke klart. Jeg er glad?’ ’Det er dig,’ sagde hun. ’Det andet, det var ikke dig. Du er blevet rask.’ Så listede jeg hjem, lidt skamfuld over at være gået ud i natkjole. Siden har jeg været rask. Det var, som om en kasse med puslespilsbrikker, der lå hulter til bulter, var blevet væltet ud og havde lagt sig lige nøjagtig på deres pladser. Pludselig var alting normalt. Utroligt, at man kan det med et par piller.”
Opfattede du depressionen som noget, der kom ud af din manglende succes som skuespiller?
”Det er ikke til at sige, i hvor høj grad den var relateret til den eller den bestemte ting. Selvfølgelig kan jeg mærke, at jeg får det dårligt, når jeg fortæller om de dårlige oplevelser på teatret. Men der er også noget genetisk. Jeg tror også, min mormor led af depression.”
Hvad gjorde afskeden med depressionen ved skuespillet?
”Siden har jeg ikke tænkt på arbejdet som andet end en dejlig hobby. Jeg føler ikke, at jeg har et meget betydningsfuldt arbejde. Men jeg har været så heldig at kunne beskæftige mig med noget sjovt.”
Er Det Kongelige Teater blevet et rarere sted med tiden, eller kan man stadig risikere at blive smidt ud af garderoben?
”Det er noget helt andet i dag. Og stjernebegrebet findes slet ikke inden for teatret længere. De, der er stjerner, de laver film i USA.”
SKØNHED
Du har sagt, at du under din depression også var utilfreds med dit udseende. Du ville gerne have haft store bryster og lignet en mellemting mellem Elizabeth Taylor og Cleopatra. Det gik du og ventede på, selv efter du var blevet voksen. Havde det noget med din karriere at gøre?
”Der var mange veje, der ville have været lettere i forhold til skuespillet. Men det var nu egentlig helt privat, at jeg havde håbet om den her iboende skønhed, der på et eller andet tidspunkt vil komme frem. Det kan man blive ved med at håbe på, selv om håret mister farven, og huden bliver slap.”
Er den så kommet frem?
”Nej, ha ha ha. Men jeg kan da godt gå og tænke, at når jeg får en frisørtid, og man kan komme i butikker igen, så skal jeg købe mig noget nyt tøj og nogle ordentlige øreringe. Fandeme, så skal jeg have stil! Så kommer hun frem, hende den flotte.”
Men er du ikke blevet en form for sexsymbol?
”Mig?! Det oplever jeg godt nok ikke. Hvor har du det fra?”
Der er mænd, der synes, at du har en sensuel udstråling. Det bliver af og til fremhævet i anmeldelser. Jeg læste, at initiativtageren til de her skuespillerfliser, der ligger på Frederiksberg Allé, ved offentliggørelsen af din flise tilbød ’tættere relationer, hvis du skulle blive træt af din mand’. Måske er du kommet til at hvile mere i den side af dig selv – i hvert fald som skuespiller?
”Måske, men jeg sidder desperat og tænker over, hvornår jeg skulle have brugt det.”
Det er i den uskyldige ende, men i lystspillet ’Solkongen’, hvor du spiller en enke, der får et forhold til Nikolaj Lie Kaas’ langt yngre karakter, er der både flirt, charme og erotik …
”Jo. Men jeg tror, det ligger mere i humoren for mig. Alting går gennem det lag. Jeg tror ikke, jeg ville kunne spille decideret på det erotiske uden at komme til at grine.”
MAGT
”I begyndelsen af 2020 blev jeg tilbudt rollen som Karen Blixen i Bille Augusts film ’Pagten’. Den var anderledes end de fleste roller, jeg har spillet, fordi den har udgangspunkt i en historisk virkelighed. Alle har et billede af, hvem hun er.
Jeg gav mig til at se tv-klip med hende fra arkiverne og gik derhjemme med hende i ørerne og hørte radiointerview, taler og oplæsninger, mens jeg gentog, hvad hun sagde, for at indstudere hendes stemme og lægge mærke til dens farver. Hvor dyb var den? Lidt dybere end min. Hvor nasal var den? Ganske meget. Jeg bemærkede, at hun trækker sine vokaler længere end de fleste og har færre stød. Artikulationen er fornem, udviklet til perfektion. Ikke krukket, synes jeg, men smuk. Hendes stemme ligner ingen andres. Og alle genkender den. Og derfor ville jeg ikke prætendere at gøre den efter, men prøvede at finde en balance, hvor man stadig kunne høre mig, men også lidt af hende. Jeg har passet på, at min måde at tale på ikke blev for gammeldags, så man tænker over, at det er lavet. Det var smaddersjovt, og jeg fik lov at gå længe og lege med replikkerne, fordi corona kom sidste forår og udskød optagelserne nogle måneder.
Historien, der bygger på digteren Thorkild Bjørnvigs bog af samme navn, foregår på Rungstedlund, men der måtte vi ikke få lov at indspille, så det blev et gods på Fyn i stedet for, hvor man kopierede alle rummene fra Rungstedlund. Da vi kom på settet, og Dennis Knudsen skulle lave min makeup, var vi meget i tvivl om, hvilken farve hendes øjne havde. Indtil en veninde lånte mig en bog, hvor instruktøren Erling Schroeder, der var en ven af hende, beskrev hendes øjne som sorte. Så jeg fik nogle mørke linser i, og jeg fik også en støbt attrap klistret på, der gav mig noget ekstra næse og gjorde den mere aristokratisk end min egen. Det gav en autoritet. Et udtryk af styrke, som hjalp mig med at finde rollen.”
Hvad synes du om Karen Blixen?
”Hun er det mest vidunderlige. En fantastisk kvindeskikkelse og faktisk et forbillede for både kvinde- og mandekønnet. Handlekraftig. Modig og begavet. Hun var udfordret af syfilis og fallit. Hendes elskede Finch Hatton døde fra hende. Men hun tog kampen op hver gang. Lagde sig aldrig ned.”
Filmens Karen Blixen siger til den unge Thorkild Bjørnvig – som hun har taget under vingen, blandt andet fordi hun er forelsket i ham – at han har brug for et lille skub for at blive den digter, ”det er meningen, han skal være”. Har du nogensinde mødt nogen, der tilbød et skub?
”Som ung var der nogle skuespillere og instruktører, der gerne ville lære mig en hel masse, fordi de selv var så vidende og erfarne. Nogle, der sagde: ’Jeg kan gøre noget for dig, hvis du lytter til mig.’ Og det har altid været en mand, hvis du forstår.”
Og underforstået skulle du så gøre noget for dem?
”Det tror jeg. Og det har jeg ikke kunnet have. Jeg trak i hvert fald følehornene til mig. Når alders- og magtforholdet er ulige, kan det blive et farligt spil.”
Hvad blev du tilbudt?
”Roller. Der var mænd, der havde indflydelse og ikke skammede sig over at sige det, da jeg var ung.”
Så du har holdt dig uafhængig og har kun dit eget talent at takke for, hvad du har opnået?
”Det er nok så meget sagt. Jeg har aldrig været sådan en, der markerede mig ved at sige: ’Hallo! Det kommer du ikke nogen vegne med, makker!’ Det har jeg slet ikke haft format til. Jeg har bare skyndt mig at skulle noget andet og har sagt: ’Hov, klokken er mange. Det må vi snakke om en anden gang, ha ha, hej-hej.’”
’Pagten’ får efter planen premiere i danske biografer 15. april 2021.
