MIN MOR, jeg og mine fire søskende havde været på flugt i et par måneder. Min far, der var general i den afghanske hær, var blevet dræbt af Taleban, så vi måtte søge ud af landet og boede først i Karachi i Pakistan.
Efter to måneder i Karachi hjalp en menneskesmugler os til den internationale lufthavn i Islamabad, 1.500 kilometer derfra. Vi ville til England, hvor vi havde familie boende. Med os havde vi to sportstasker med tøj, min mors papirer og hendes nye pas med vores falske pakistanske navne i. Vi havde fået streng ordre på ikke at sige noget eller svare, hvis nogen spurgte os om noget.
Fra Islamabad skulle vi i første omgang med fly til Milano. Det var alt for risikabelt at ankomme med falsk pas i England, og derfor var planen, at vi skulle ud af lufthavnen i Milano og køres og sejles det sidste stykke vej.
Efter to dage i et virkelig klamt kælderværelse med gittervinduer i Milano blev vi hentet af en mand i en grøn Golf. Vi troede, det var bilen, der skulle køre os til England, men efter nogen tid på motorvejen drejede han ind på en rasteplads, hvor vi skulle gå ind i en lastbil, der holdt parkeret der. Lastrummet var fyldt med kasser, men inde bagerst, helt oppe ved chaufføren, var der et hulrum, hvor vi skulle sidde. På det her tidspunkt havde vi ikke spist i to dage, og alt, vi havde med os, var en flaske vand hver.
Så kørte vi. Og kørte og kørte og kørte. Det var koldt og mørkt i vognen, og vi skiftevis sov og døsede. Næste morgen vågnede vi ved, at chaufføren åbnede ladet. Han vinkede os ud og sagde, at vi skulle vente her, mens han hentede noget benzin.
Han kom aldrig igen. Vi var blevet snydt. Og anede ikke, hvor vi var. Min søster troede, vi var havnet i Rusland. I London var vi i hvert fald ikke. Det her var alt for rent og stille til at kunne være London, og der var heller ingen højhuse.
Det første, jeg så på gaden, var en ældre mand, der gik tur med en lille hund med korte ben. ”Holy shit, hvor er den grim,” tænkte jeg, for jeg havde aldrig set en gravhund før. Min mor spurgte manden, hvor vi var. ”Randers, Denmark,” sagde han. Jeg havde aldrig hørt om Danmark, men jeg var også ligeglad. Jeg var bare helt vildt sulten.
Vi fandt byens politistation, hvor en politimand tog imod os. Jeg kunne med det samme mærke, at han var rar. Han hjalp os ind i politibilen og kørte os mod banegården, hvor vi skulle med et tog mod Sandholmlejren.
Det var påskemorgen og helligdag, så alt var lukket, men betjenten kunne se, at vi var sultne, så han stoppede op ved Netto og kom tilbage til bilen med en fyldt indkøbspose. Der var toastbrød, bananer, colaer og mælk. Jeg tror aldrig, mad har smagt så godt.
Jeg har ikke noget at grine af, når jeg tænker tilbage på vores flugt. Det var ren gambling. Man lægger alt sit håb og sin tillid i ukendte folks hænder, og jeg var 11 år og pissebange hele vejen. Men vi havde ikke noget valg. I dag kan jeg godt se det sjove i, at manden, der skulle hjælpe os til London, efterlod os i Randers. Var han bare virkelig dårlig til geografi? Kunne vi også være endt i Afrika? Jeg er taknemmelig for, at jeg havnede et sted, hvor jeg blev accepteret og kunne starte mit liv igen.
Nadia Nadim er professionel fodboldspiller og angriber på det danske landshold, 30 år. Født i Afghanistan. Spiller til daglig i Paris Saint-Germain og har udgivet bogen ’Min historie’ på Politikens Forlag.
Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juni 2018.
