ERIKA
14 år, Kyiv
”Nu sker det,” sagde mor, da hun kom ind for at vække os. Min lillesøster sov hos mig, og vi ventede på, at hendes værelse skulle blive klar. Vi var flyttet for to uger siden og havde for første gang fået hver vores værelse. Mor bar min sovende søster med ind i kosteskabet under trappen. Far havde bedt os søge ind i det, hvis der skete noget. Vi var for trætte til at tænde lyset. Bragene derude lød som fyrværkeri. Så mærkede jeg gulvet og mine arme og ben ryste. Det kunne ikke være fyrværkeri.
Mor tog vores pas. Hun var gravid i ottende måned, og jeg tænkte meget på hende. Det gjorde far også. Det var derfor, vi måtte forlade Kyiv. ”Hvad for én tager du med?” spurgte jeg min lillesøster.
Vi kunne umuligt rejse med alle hendes dukker, selvom hun elsker dem lige højt. Jeg holdt to op for at begrænse valget. Hun tog en lang og slank én med lyserødt hår og store, brune øjne. Det vigtigste for mig var min telefon og oplader. Jeg pakkede også en varm jakke, for jeg frygtede, det ville blive koldt der, hvor vi skulle hen.
Far blev i Ukraine. Det var aldrig et spørgsmål, om han rejste med eller ej. Han arbejder højt oppe i hæren og ville kæmpe. Han krammede mig farvel ved bilen og sagde, vi ville være tilbage om to uger. Derfor var det ikke så svært at sige farvel.
Vi tog en anden familie med i vores store bil. Det var mor ikke glad for. De havde alt for mange tasker og en irriterende chihuahua, som logrede på ens skød, kravlede over fødderne, sprang op i ansigtet og tissede ud over det hele.
Vi holdt i kø med tusind biler. Langs vejene lå der ukrainske militærposter. Hvis en russisk kampvogn kørte mod Kyiv, ville de skyde mod den. Soldaterne stoppede bilen og sigtede på os med geværet. ”Det er farligt,” tænkte jeg, ”men jeg må holde mig i ro.” Min mor blev mest bange. Hun var træt af de andre og deres hund. Hun ringede til far i hæren. Da hun gav soldaten telefonen, sænkede han geværet, sagde undskyld og ledte os uden om de andre biler ad en rute uden kø.
To uger efter vi forlod Ukraine, fødte mor en pige. Min lillesøster blev ellevild og rørte babyen med sine fingre og krammede hende på alle måder. Hun savnede sine dukker og spurgte, hvornår hun kunne komme hjem til dem. Jeg sagde til hende, at når boom-boom var ovre, tog vi hjem. ”Men hvornår er det?” spurgte hun. ”Hvornår, hvornår?” ”Snart,” sagde jeg. ”Så snart som muligt. Så får vi hver vores værelse.”
Min far er en slags militærleder, men jeg ved ikke, hvad han laver. Min lillesøster er en rigtig fars pige, hun elsker ham, og han elsker hende. Jeg blev ikke skuffet over hans beslutning om at kæmpe, bare ked af det. Min far er gammel nok til at træffe sine egne beslutninger. Jeg kan savne ham om dagen, om aftenen og om natten, det kommer og går. Og så ringer jeg til ham. Han kan godt sige: ”Jeg har lidt travlt, så vi kan snakke lidt sammen.” Men han siger aldrig, at han har for travlt til at snakke. Min søster kravler op på mig og prøver at få fat i telefonen. Han er en høj mand, men mor er højere. Han er stærk og har et stort, mørkt skæg om munden. Min mor har et voldsomt temperament, men min far er rolig, jeg kan spørge ham om alt. Jeg håber, at vi snart får ham at se.
Jeg er ikke sikker på, at vi kan bo i Ukraine igen. Jeg vil så gerne hjem til mit nye værelse. Men måske er der bedre i et andet land, som er mere sikkert. Faktisk ved jeg ikke, om der vil være mere sikkert. Krig kan ske i alle lande. Det skete jo hos os.”
NIKITA
17 år, Kyiv
Da jeg hørte luftsirenerne, græd jeg i mere end en time. Jeg har glemt det meste af, hvad der skete. Men vi skulle til prøve i min klasse den dag. Vi havde talt om den russiske hær, som stod uden for vores landegrænser, hundredtusind mand stor. Ingen af os troede på krig, kun på, hvad vores forældre sagde: ”Det kommer aldrig til at ske.” Vi tænkte, at soldaterne var stillet op for at vise magt. Én i klassen råbte: ”Hvis Putin går i krig, slipper vi for prøve.”
Jeg kørte ud af landet med min mor og bedstemor og mine søstre, mig som ene dreng. Far og mor er skilt, og jeg havde boet hos far, men han bestemte, at jeg skulle med mor. Han selv rejste til Spanien. Han sagde, det var lettere for ham, hvis jeg tog med mor.
Vi forlod et snedækket Ukraine og kørte ind i Rumæniens grønne forår. Hele mit liv har jeg boet i byen. Jeg havde aldrig været ude af landet, set et landskab så smukt med bakker, marker og skov. Det føltes fantastisk. Min hjerne glemte, der var krig.
Ved midnat gjorde vi holdt i en lille flække. En betjent gav os 50 euro til to værelser på et vandrerhjem, som vi betalte til receptionisten. Bagefter stak hun pengene tilbage til betjenten. En præst kom med aftensmad. Næste dag serverede han morgenmad og forærede os en bærepose med sandwich, der var over fem centimeter tykke. Han gav mig og min søster en pose med juice, chokolade og slik, og det hele var gratis.
En mand, jeg fandt på Facebook, ventede på os til klokken tre om natten og ledte os ind på et flygtningecenter med mad og et bad og senge. Næste dag kom vi ind at bo gratis på et hotel, der havde været lukket og forfaldent, men som efter invasionen var åbnet for ukrainere. Det var ikke et rart sted, men bedre end at bo på gaden.
En dag barberede jeg alt håret af. Min far var i Spanien, min ene onkel blev soldat, og min anden sejlede som sømand. I en alder af 17 var jeg familiens eneste mand med fem kvinder og piger. Jeg havde altid tænkt, det ville være sejt at være manden i huset. Men nu forstod jeg, at det er meget hårdt. Jeg blev nødt til at løse problemer, jeg aldrig før havde haft. Jeg havde før målt mig op mod mine venner: Hvem havde den nyeste iPhone eller de fedeste sneakers? Men situationen tvang mig til at tænke mindre på det materielle og samle koncentrationen om min sjæl. Jeg begyndte at måle mig selv på ærlighed, mildhed, ansvarlighed og alt, hvad voksenlivet kræver. Jeg forstod, jeg manglede disse kvaliteter, og tvang mig til at fostre dem i mig selv. Jeg havde aldrig behøvet dem til noget; nu behøvede min familie dem i mig. Jeg måtte mande mig op.
Min lillesøster kunne ikke sove af angst for krigen. Hun var sammen med mig altid og græd højt, bare jeg gik et par timer i skole. Hun vil være pianist, men kunne ikke øve sig. Hun skulle se styrke i mig. Men i mange timer hver dag hørte jeg om krig. Det samlede sig i mig. En sten groede i min sjæl. Vi skændtes voldsomt hver dag og skreg ad hinanden i værelset på hotellet. Vi råbte grimme ord, jeg ikke én gang kan få på min tunge igen.
Der er et bjerg i byen, som jeg er begyndt at løbe op ad og lave armbøjninger og mavebøjninger på med rockmusik i ørerne. I sommer rejste vi lidt ud i landet og gik ture i naturen. Langsomt føler jeg, at stenen er ved at opløse sig. Jeg har ladet mit hår gro ud igen.”
LINA
21 år, Odessa
I stilheden efter de første eksplosioner ringede jeg til mor. ”Pak dine ting, og vent,” sagde hun.
Jeg boede på kollegie i Odessa, hvor jeg studerer musik. Min mor og storesøster var i vores hus i Oleshky, 250 kilometer mod vest, min far 150 kilometer endnu længere væk. De er skilt.
”Jeg ved ikke på hvad,” sagde mor. ”Bare vent.”
Alle mine studiekammerater tog hjem. Det kunne jeg ikke. For at komme ind og ud af Oleshky skal man ad en bro over floden Dnepr. Soldater kæmpede på broen. Det spærrede min mor og søster inde. Jeg så en video, optaget af nogen, der havde vovet sig ud til broen under kampene. Jeg så hænder, ben og hoveder spredt ud over broen. I hele min barndom var jeg gået over den bro til skole og hver eftermiddag hjem ad den igen.
I telefonen med min mor og søster fra Oleshky hørte jeg fly og helikoptere over deres hus. Murene skælvede, støv rejste sig, puds dryssede fra vægge og loft, lyset tændte og slukkede, fortalte hun. Hvert kvarter ringede jeg for at få at vide, om de levede. Jeg hørte kampvogne passere og skud på gaden. Hvert nedslag af en bombe fik mig til at fare sammen. De krøb ind til hinanden på gulvet og dækkede sig med tæpper. Mors hjerte bankede så hårdt, at jeg kunne høre det slå gennem telefonen. Da en bombe faldt, mens mor var på toilettet, hørte jeg min søster skrige, som var det hendes sidste skrig. Mellem opkaldene sang jeg og spillede klaver på mit kollegieværelse. Jeg græd og sang og spillede og ringede og græd og sang uden at vide, om det var nat eller dag.
Jeg mistede forbindelsen til min mor og søster. Jeg ringede til dem 50 gange og sov og spiste ikke i dage og nætter af frygt for, at bomberne havde ramt dem. På kollegiet var der kun mig, receptionisten og en pige fra tredje årgang tilbage, Irena fra Kharkiv. Jeg selv gik på første. Da hun hørte mig hulke, kom hun ind og gav mig et æble og sagde, at vi skulle holde sammen.
Vi slæbte to tunge jernborde fra køkkenet ned i stueetagen. Når sirenerne hylede, krøb vi sammen under dem. Mad var det nemt at få, for de andre elever havde efterladt køleskabene fyldte. Værre var det at lave mad. Jeg kogte ris, da luftalarmen gik, og jeg glemte at slukke for komfuret, før jeg løb i dækning. Det stank brændt, og så gik brandalarmen. Receptionisten løb op og slukkede branden.
På min fødselsdag, den første uden min familie, kom Irena ind og vækkede mig med en kage lavet af det, hun kunne finde: syltetøj, mel og æg smattet sammen. Den så frygtelig ud. Mens vi spiste den, græd vi begge to. Min mor tog fusen på mig. En taxichauffør ringede og bad mig komme ned efter en overraskelse. Sushi. I ugevis havde Irena og jeg spist havregryn og pølser og saltede agurker. Jeg elsker sushi, og mor vidste det. Det var den bedste dag på kollegiet i mit liv.
Jeg gik ned til havet. Det var jo min fødselsdag, så hvorfor ikke? Ude på vandet så jeg et skib i brand. Jeg ved ikke, om det var russisk eller ukrainsk.
Jeg kunne ikke se min familie og fik en længsel efter at flytte hjem til min kæreste Diemar i Mykolaiv. I luftsirenernes hylen gik jeg ned til en sømand ved havnen og købte et brugt keyboard, så jeg kunne øve hos min kæreste. Jeg fik et lift til Mykolaiv med en fra byen, som skulle hente nogle papirer. På vejen så jeg kampvogne og soldater. Da vi nåede byskiltet, faldt der bomber omkring bilen. ’Hvad laver jeg her?’ tænkte jeg. Asfalten skælvede. Bragene flåede i bilen. Sved piblede af min pande. Jeg klamrede mig til keyboardet og bad til Gud. ”Ikke på os, ikke på os, ikke på os.”
Vi sov i en klynge på stuegulvet, hans far og mor, hans lillebror og lillesøster og Diemar og mig.
Jeg gik på Zoom med min operalærer, som stædigt blev i Odessa. Hun var en 82-årig maestra af den gamle skole. Første dag på studiet havde hun sagt: ”Jeg er en djævel. Er I klar til mig, så kom. Hvis ikke, så forsvind.” De første tre dage af krigen havde hun ladet os få fri. ”Det er tid til timer nu,” sagde hun så. En musiker kan ikke holde pause. Mine strubemuskler er mit instrument, og jeg må holde mig i form. Stemmen kan forsvinde af gråd, af pres. Derfor måtte jeg beherske mig. ”Vi skal øve til eksamen,” sagde maestra, og i dagevis optog jeg min prøve, om og om igen. Når jeg sang, faldt der bomber. Diemars søster græd og råbte ”Liiinaa”. ”Det er rædselsfuldt,” sagde maestra, da hun så den: ”Lav en ny.”
En morgen ved firetiden lød der 20 brag mod muren og vinduet. Bombesplinter skød til alle sider som en buket blomster. Jeg greb Diemars hoved og pressede det mod mit bryst. Skærmede jeg hans hoved, ville han i det mindste overleve. Bomberne baldrede nabohusets vinduer, smadrede murene. Granatsplinter skar gennem lærredet i malerier på væggene. Så blev der stille. Diemar kom fri af mit greb. ”Det gør du ikke igen, for så kvaser du mit hoved,” sagde han.
Samme dag røg strømmen. Vi havde i forvejen ikke vand i huset. Og den dag sagde mor i telefonen: ”Lina. Du kommer ikke hjem. Tag ud af Ukraine.” På vej ud blev det en mission at skjule Diemar for at undgå, at han blev rekrutteret som soldat. Hvorfor skulle han i kamp? For hvad skulle han give sit liv?
Efter 22 timer ad snoede veje kom vi til en landsby, hvor vi kunne skjule ham. Det var sidste gang, vi så hinanden. Jeg forlod Ukraine med tårer i øjnene. Min mor og søster havde knap nok noget at spise, og jeg kunne ikke sende dem penge, for russerne havde ødelagt banksystemet. Min søster var begyndt at klippe folk for lidt penge eller toiletpapir. Men der kom mange kunder, og endelig havde de penge nok til at betale sig ud af det russiskbesatte område.
Syv måneder senere mødte jeg dem på stationen i Bukarest. De lignede hjemløse – og var det også. På rejsen havde det været over 30 grader varmt. Min mor, som har astma, kunne ikke trække vejret, for markerne var ét stort toilet. Der stank af lort. Støvet rejste sig i skyer og sad i halsen. De havde slæbt, så hankene på bagagen havde revet håndfladerne op, og de blødte ned ad armen. På stationen åbnede mor sin sidste dåse leverpostej, som hun havde fået af en russisk soldat på krigens første dag. ”Det er en gave,” havde han sagt. Han var kommet for ”at hjælpe folket i Ukraine til frihed”. Hun spiste med fingeren direkte fra dåsen. Det var et usselt billede. Vi grinede med tårer ned ad kinderne.
Jeg har altid drømt om at blive operasanger. Nu prøver jeg ikke at lægge planer. En bro var den eneste vej ud for min familie. Nu er den kollapset. Jeg er glad for, at jeg har dem hos mig. Jeg har mad, et sted at sove, et arbejde med en lille løn. Det er nok for mig til blot at være.”
SOFIA
Otte år, Dnipro
Da sirenerne hylede, smed vi os under spisebordet. Jeg sang en sang, som min storebror har lavet, om kærlighed. Jeg sang højere end sirenerne, det gjorde mig mindre bange. Min mor havde lært mig at rulle mig til en kugle under bordet og stikke fingrene i ørerne og åbne munden. Når en bombe eksploderer, er det vigtigt at holde munden åben, ellers er der noget i ørerne, der kan gå i stykker.
Jeg sov under bordet og spiste under det. Jeg legede under bordet og lavede lektier under det. Jeg levede under dét bord.
Nogle gange, når sirenerne hylede, pressede jeg øjnene i af skræk. Jeg tænkte på min storebror. Jeg tænkte på, at vi spillede skak eller guitar sammen, at han tegnede med mig eller tog mig med i parken og stod på rulleskøjter. Jeg tænkte på, at han hentede mig fra skole og gav mig penge til markedet. Jeg tænkte på en dag, da han lavede spejlæg til mig formet som et hjerte. Og på engang, jeg havde tabt en tand, og han gav mig en bamse, fordi jeg var så modig.
Jeg ville blive hos min storebror. Den eneste grund til, at jeg gik med til at tage væk fra vores by, var, at han lovede at tage med. Men ved grænsen var der en soldat, der sagde, at han skulle blive i Ukraine, fordi han var 18 år. Jeg græd meget. Min storebror gav mig sin guitar. Det var derfor, jeg gik med til at krydse grænsen.
På min fødselsdag sendte min storebror en video, hvor han sang og spillede med mine bamser bag sig. Jeg tror aldrig, jeg kommer til Ukraine igen. Mor har fået et nyt arbejde, så vi bliver her. Jeg har bedt min storebror tage mine bamser med. Han har lovet at komme og være hos os. Men han er aldrig kommet.”
