1.
Jeg har drukket, taget stoffer og røget hash. Afhængighed har fulgt mig hele mit liv, og jeg har prøvet at ramme bunden et par gange. Det har været rigtig svært at komme ud af det, og jeg har set mange gå til grunde. Jeg drak aldrig på grund af fest og farver i skuespillermiljøet. Det var aldrig socialt, jeg har bare ikke kunnet holde op, hvis jeg først tog en drink. Men til november har jeg været ædru i syv år, og i dag er jeg sponsor for flere, der prøver at komme ud af alkoholmisbrug. Det er fantastisk at være kommet ud. Verden åbner sig. Anonyme Alkoholikere reddede mit liv.
I Thomas Vinterbergs nye film, ’Druk’, er der scener, hvor jeg blev bedt om at spille så stiv, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Jeg havde det virkelig, som om jeg var fuld, når jeg spillede, bare uden tømmermændene bagefter. Det var meget grænseoverskridende, fordi jeg har drukket i så mange år. Men på en måde var det også bevidsthedsudvidende. Jeg fandt virkelig ud af, at dér skal jeg kraftedeme ikke tilbage igen. Det har jeg vidst længe, men der var noget lærerigt ved at være ædru og komme tilbage til det helvede. Filmen moraliserer ikke. Den viser, at alkohol kan være superfedt som fest- og parringsstof, men også, at det kan føre til forfærdelige ting. Det synes jeg godt, vi kan snakke noget mere om.
Alkohol er et lovligt rusmiddel, men det er pissefarligt, hvis du bliver afhængig af det. Det er et opløsningsmiddel, og det giver frygtelige fysiske skader, hvis du ikke stopper. Jeg ved det. Mange af mine venners forældre var alkoholikere.
2.
Jeg voksede op i Søndergårdsparken, nogle stille og rolige rækkehuse i Gladsaxe. Vi var tre søskende, og min mor var hjemmegående husmor, mens min far arbejdede som telefonmontør for KTAS, hovedstadens telefonselskab. Han var egentlig uddannet værktøjsmager – altså en, der fremstiller værktøj – og vist ret dygtig som ung. Han fik en sølvmedalje for sin svendeprøve i overværelse af Frederik IX. Den stjal en af mine venner mange år senere.
Jeg var ordblind og gik på Bagsværd Skole. Fra tredje gik jeg og en klassekammerat i en støtteklasse, de kaldte X-rummet, hvor alle de uvorne unger blev anbragt. Alle dem, der ikke kunne begå sig i klassen og lavede for meget ballade. Jeg havde kviksølv i røven i store mængder. Jeg måtte ikke komme til timerne i engelsk, dansk og regning. Jeg elskede husgerning, men efter at jeg kom til at kaste rundt med nogle æggekager, måtte jeg heller ikke komme dér.
Jeg kunne godt lide at tegne, så i X-rummet satte de mig til at lave tegneserier, for at jeg fik skrevet bare en lille smule i taleboblerne. Jeg er vokset op med pædagoger og støttepædagoger og talepædagoger, og jeg skal komme efter dig. De talte et forsigtigt pædagogsprog, men mine venner og jeg følte aldrig rigtig, at det blev personligt. Måske var de også lidt bange for os. Jeg kunne godt have brugt lidt mere disciplin, da jeg var knægt. Jeg fik ikke den helt store opdragelse. Engang blev jeg for eksempel kørt hjem af politiet, men min mor gav bare politiet en stor skideballe. Mig sagde hun ikke noget til.
”Dengang jeg kom i Værebroparken, hang der nogle plakater i opgangene, der solgte stedet som et idealsamfund. Men jeg husker det mest som et meget dysfunktionelt sted,” siger Thomas Bo Larsen.
3.
Fra jeg var 12 år gammel, begyndte jeg at komme i det sociale boligbyggeri Værebroparken og blev venner med nogle hårde drenge med læderjakker. Når vi kedede os, hang vi bag på S-togene for at få et adrenalinchok. Vi så op til de ældre fra motorcykelklubben Freewheelers, som udsprang af Værebro Ungdomsklub. Det var, før Hell’s Angels og Bandidos kom til Danmark. Men der var nogle hårde bananer imellem. Næverne sad løst. Vi var en gruppe af lost boys og blev på en måde hinandens forældre. Selvom vi drillede hinanden, holdt de stærke i flokken hånden over de svagere individer. Havde nogen givet dem tæv, fik de en ordentlig røvfuld.
Jeg var ikke den bedste slagsbror, og jeg holdt op i bokseklubben, efter at jeg havde fået for mange tæsk til et stævne, og jeg begyndte til judo i stedet. Men jeg endte da i nævekamp af og til. Vi tog tit ud og besøgte andre ungdomsklubber, det endte næsten altid med, at vi fik forbud mod at komme igen. Til sidst lukkede ungdomsklubben og motorcykelklubben på grund af for meget ballade, hærværk og vold.
4.
En måneds tid inde i 9. klasse holdt jeg op. Jeg fik lov at bestå uden at gå op til afgangseksamen. På den betingelse, at jeg fortsatte i en læreplads. Jeg tror, skolen gik med til arrangementet for at undgå den ydmygelse, det ville være at sende mig op til eksamen. Jeg ville have fået 03 i det hele. Jeg kunne nærmest ikke stave til Bo eller Ib. Som 14-årig begyndte jeg i lære som bager. Det var ad helvede til. Klokken to om natten startede jeg min knallert ude fra Bagsværd og satte kurs mod bageriet i Lyngby.
Allerede dengang havde jeg et pænt hashmisbrug, og jeg kunne ikke huske fra næse til mund. I et bageri skal man kende forskel på de mange forskellige typer bagværk og holde styr på en masse bestillinger. Det første, jeg skulle lære at lave, var spandauere, og allerede dér kunne jeg mærke, at det ikke var noget for mig. Da jeg gik ud af skolen, havde jeg blæret mig med, at jeg skulle ud at arbejde og tjene mine egne penge. Men da jeg begyndte at møde på arbejde klokken tre om morgenen og klokken otte kunne se mine jævnaldrende hive pigerne i fletningerne på vej i skole, tænkte jeg: ”Hvad fanden har jeg gjort?”
Jeg var der halvandet år, inden bagermesteren fyrede mig. Det kan jeg godt forstå, han gjorde. Min far sagde: ”Der er ikke noget, der hedder at gå arbejdsløs”, og sendte mig til kamptropperne i Næstved som frivillig konstabel. Jeg boede på kasernen på en tolvmandsstue. De kaldte mig ’Tuberkulose-Larsen’, fordi det passede med mine initialer, og fordi jeg var så tynd.
Jeg lavede masser af ballade. En dag skulle vi lære bajonetkamp. Jeg skulle kæmpe mod min overordnede sergent. Jeg troede vist, jeg var Robin Hood. I Smørmosen, hvor jeg legede med rødderne fra Værebroparken, havde jeg kæmpet med pinde, siden jeg var dreng – så jeg fik givet ham et trælår og et slag i maven med geværkolben. Han havde lyst til at slå mig ihjel til sidst. Han svingede geværkolben efter mit hoved og løb rundt og jagtede mig i gymnastiksalen. Kammeraterne rundtom var ved at dø af grin.
En anden gang skulle vi angribe gardehusarerne om natten. Jeg pissede ned i skorstenen til deres bivuak, så de var ved at blive røgforgiftet. Til sidst sagde de: ”Det her er ikke nogen legeplads”, og fyrede mig.
En tid var jeg arbejdsdreng på et savværk i Herlev. Så kom jeg på en samlebåndsfabrik, hvor jeg samlede kontorstole med en stor lufttryks-unbrakonøgle. Det kunne jeg godt finde ud af. Men for enden af fabrikshallen hang der et kæmpe ur, og tiden gik så langsomt. En dag, hvor jeg var oppe på førstesalen, kiggede jeg ud over hallen. Nogle af de ansatte var 50-60 år gamle. ”Jeg kommer til at begå selvmord, hvis jeg skal blive her,” tænkte jeg. Misforstå mig ikke. Det er fantastisk, at der er mennesker, der kan have sådan et arbejde hele deres liv og have fornøjelse ud af det. Men jeg kunne mærke, at jeg ville visne, hvis jeg blev hængende. Efter halvandet år sagde jeg op. Så fik jeg igen arbejde som arbejdsmand, og jeg arbejdede en overgang på et fritidshjem. Det var min far, der skaffede mig alle jobbene. Han tog mig under armen og troppede op på arbejdspladserne og sagde: ”Jeg har en søn her, kan I bruge ham?” Det var fedt, at han gad bruge de kræfter på mig. Det var lidt forvirrende og rastløst, men livet var nyt, og jeg tog det, som det kom.
5.
En kort overgang boede jeg hos en kæreste i Værebroparken. Mine venner kaldte mig ’Tænder’, dels fordi jeg var tynd som en tændstik, dels fordi det var mig, der tændte chillummen. Som 20-21-årig fik jeg en hashpsykose. Jeg fik tvangstanker og forfølgelsesvanvid, hver gang jeg røg. Hvis jeg satte mig ind i et rum, følte jeg, at alle snakkede om mig. Jeg gik aldrig på hospitalet og bad om hjælp, men prøvede at dulme det ved at spise en masse slik eller hoppe i Bagsværd Sø, når det skete. Jeg havde selvmedlidenhed og røg bare endnu mere.
Til sidst kunne jeg godt se, at jeg ikke kunne tåle det. ”Jeg må væk,” tænkte jeg. ”Det kan ikke nytte noget, at jeg bliver ved med at blive konfronteret med det stof, jeg er afhængig af.” Så jeg flyttede fra Værebro til et kollegium i Høje Gladsaxe. Fra den ene ghetto til den anden. Men der var trods alt nogle lidt andre mennesker på det kollegie. En var VVS’er. En spillede violin. Jeg fik lov at male væggen i fællesrummet og fik et skub til at komme videre.
Samtidig begyndte jeg i lære som glarmester. Jeg havde det ret fint. Jeg var nysgerrig, social og åben. Min mester og min far betalte for et kørekort. Jeg tror, jeg dumpede 6-7 gange til teoriprøven, det kostede dem kassen hver gang. Men køreprøven klarede jeg i første hug. Og da jeg fik mit svendebrev, var det en sejr, selvom jeg ikke helt følte mig fortjent til det. Jeg var langtfra en af de bedste glarmestre i Danmark. Jeg havde mit hoved et andet sted.
6.
Jeg hadede at være iført arbejdstøj med kit på og var misundelig på folk, der gik på gaden i deres almindelige tøj. Så jeg droppede glarmesterjobbet og tog på Herning Højskole på en dramalinje. Da mit fire måneders ophold var slut, fik jeg lov at tage en periode mere.
Jeg havde elsket skuespil, lige siden jeg som 11-årig gennem ungdomsskolen begyndte på et dramakursus hos det kommunale amatørteater, hvor vi lavede improvisationer og små forestillinger. Jeg gik der i mange år. Det var fantastisk. Her var et frirum, noget, jeg var god til. Mine venner fra Værebroparken sagde: ”Spiller du teater? Er du bøsse eller hvad?” De syntes, det var noget underligt noget, men spurgte samtidig også meget ind til det. Jeg tror, det var lidt spændende med alle de piger, der gik til teater. Det var der stor mangel på i betonghettoen. Som 18-årig satte jeg selv en forestilling op på amatørteatret i Gladsaxe baseret på en tegneserie af belgieren Comès. ’Tavshed’, hedder den, og det må være verdens bedste tegneserie. Den har både elementer af ’Hamlet’ og ’Den enfoldige morder’ i sig. Jeg instruerede og spillede en af hovedrollerne som den onde husbond.
Alligevel faldt det mig aldrig ind, at man kunne blive uddannet som skuespiller. Ikke før Mette Horn, der også var elev på Herning Højskole, fortalte mig, at hun havde tænkt sig at søge ind på en skuespillerskole. Dét ville jeg også. Men jeg havde enorme problemer med at lære tekst udenad til optagelsesprøven. Jeg gik hos en lærerinde, der skulle hjælpe mig, men hun opsagde mig. Jeg forsøgte at skjule min ordblindhed, så hun troede, jeg var doven. I stedet fik jeg en ven til at hjælpe mig med at læse og nåede lige optagelsesfristen til teaterskolen i Odense. Jeg gik videre til den anden prøve, kom en time for sent, men endte alligevel med at blive optaget i første forsøg.
Jeg tror aldrig, jeg har været så lykkelig. Allerede halvanden måned inden skolestart flyttede jeg til Odense, selvom jeg ikke anede, hvad jeg skulle lave i ventetiden.
På skolen følte jeg mig anderledes. Alle de andre elever havde gået på gymnasiet. Jeg var den eneste, der kom fra … nothing. Jeg følte mig mest hjemme med mine lost boys i betonghettoen, hvor vi allesammen var tabere og fandt et fællesskab i det. Jeg pjækkede fra de timer, jeg ikke var god til, for eksempel balletundervisning, rytmik og klaverspil. Det rev i mig, at jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg havde ikke koncentrationen til at lære flere ting på en gang. Min hjerne var slet ikke sat sammen til det, og jeg sang ad helvede til. Men dramalektionerne kom jeg altid til, og her fik jeg meget ros.
Særligt en gammel improvisationslærer, Rudolf Penka, en tysk jøde med dybblå øjne, der havde arbejdet med Bertolt Brecht og siddet i koncentrationslejr og var fuld af livserfaring, så noget i mig. Skolens ledelse truede to gange med at smide mig ud for mit pjæk. Jeg sagde: ”Det kan I bare gøre!” Det havde jeg prøvet så mange gange før i mit liv. Men de gjorde aldrig alvor af det. I stedet sendte de mig i praktik hele mit sidste år på Jomfru Ane Teatret i Aalborg.
Jeg og Lotte Arnsbjerg var de eneste fra min årgang, der ikke havde fået en fast stilling på et teater. Men vi lavede en afgangsforestilling, der sparkede benene væk under folk.
’Danny og Roberta’ var et ret råt amerikansk stykke om et forhold mellem to outcasts. Vi skrev om på det og gjorde det endnu hårdere. Vi sloges og kneppede på scenen. Jeg spillede en voldsforbryder, der møder en kvinde, der er vokset op med incest. Jeg kunne sætte mig ind i ham og i historien om vold, afmagt og en kæmpe trang til kærlighed. Vi satte den op i Odense på teatret Smøgen og fik forrygende anmeldelser. Tit, når jeg kom ud blandt publikum i pausen, sad folk, særligt kvinder, og græd.
Thomas Bo Larsen får næsten altid en tatovering, når han er ude at rejse, og har blandt andet været under nålen i Japan, Thailand, Tyskland, Holland, Peru og Den Dominikanske Republik. Han har blandt andet Che Guevara, Batman, en drage, en solopgang og en struds. Strudsen, fordi ”den er det eneste dyr, der ikke kan gå baglæns. Lad være med at kigge dig for meget tilbage.”
7.
Vi turnerede med forestillingen og spillede blandt andet i en længere periode på Sorte Hest i København. En aften så Thomas Vinterberg, der på det tidspunkt stadig gik på filmskolen, forestillingen. Han spurgte mig, om jeg ikke ville spille hovedrollen i hans afgangsfilm. Jeg sagde: ”Er du sikker på, du kan bruge mig?”
Det virkede lidt for stort at skulle være med i en film. Så skulle han kraftedeme være helt sikker på det. Jeg tror, det gjorde ham endnu mere sikker, at jeg ikke slikkede røv på ham. ’Sidste omgang’ handler om en ung mand, der har leukæmi og skal dø. Det er en lille film, men vi fandt ud af, at vi havde lavet noget stort. Den vandt en pris ved filmfestivalen i Tel Aviv og en på en filmskolefestival i München, og de underviser stadig i den på filmskolen i København.
Vi var to legebørn med forskellige baggrunde. Thomas gik på lilleskole på Østerbro som barn og var bange for ’højhuserne’, der kom og bankede dem nogle gange. I Bagsværd var der også en lilleskole, den havde en fin legeplads. Mine venner og jeg kom kørende på vores cykler, og der stod de i deres hippie-tøj.”Vi skal kraftedeme lege på jeres legeplads,” sagde vi. ”Jamen, skal vi ikke bare deles om den?” spurgte de. Vi kunne slet ikke forstå, hvad de mente, og gav dem, smak, en på kassen. ”Av, hvorfor slår du?” sagde de. Men der var et eller andet ved dem, jeg godt kunne lide allerede dengang, og jeg så det igen i Vinterberg.
Et par år senere spillede jeg hovedrollen i hans egentlige debutfilm, ’De største helte’, en roadmovie om en rod i cowboytøj på udgang fra fængslet, der får at vide, at han har en 12-årig datter, og tager på en rejse fra Kiruna i Nordsverige til Malmø. Vi skiftede location hver dag i to måneder. Det har jeg aldrig prøvet siden. Det var vildt hårdt. Min datter, Sally, var kun to år gammel, og jeg havde lige haft en krævende indspilning med Jens Okking i Sverige på thrilleren ’Ondt blod’.
Men når kameraet var tændt, glemte både Thomas Vinterberg og jeg alt omkring os. Der er mange improviserede indfald i ’De største helte’, blandt andet er der en scene, hvor Trine Dyrholm er receptionist på et motel, og jeg har sex med hende, mens hun står og taler i telefon. Det var Thomas’ improvisation: ”Prøv bare at tage hende!”
”Øh …? Okay!” Der er også en scene, hvor Ulrich Thomsen og jeg kører i bil, tager et syretrip og stiller os op på taget og pisser, og sådan fik Thomas hele tiden ideer. Det var en sjov film at lave, og jeg fik en Robert for årets hovedrolle.
’Festen’ er også fuld af improviserede ting. Der er for eksempel en scene, hvor jeg står og råber ad min kone, der spilles af Helle Dolleris. På settet blev jeg så tørstig, at jeg sagde: ”Jeg tager altså lige et glas vand, Thomas.” ”Fedt, det bruger vi da,” sagde han.
Scenen starter med, at jeg tager et glas vand, inden jeg skælder konen ud. Det er også i den film, jeg synger for på ’Jeg har set en rigtig negermand’. Det stod i manuskriptet fra begyndelsen, fordi Thomas gerne ville have en racistisk dimension med. Jeg tror godt, sådan en scene kunne være realistisk. Jeg vil hellere sætte ting på spidsen end være kedelig.
Når jeg spiller sammen med Thomas, overvejer jeg ikke, hvad der er rigtigt og forkert, så gør vi det bare. Enten kan de smide det ud på klippebordet, eller også kan det blive guld. Nogle gange bliver det fatalt dårligt, men det gælder om at have mod til at tage chancer. Så rammer man nogle gange noget unikt.
8.
En anden, der så mig i ’Danny og Roberta’, var Søren Fauli. Han var gået ud af filmskolen året inden og spurgte mig, om jeg ville være med i hans film ’De skrigende halse’, en sort-hvid film om 80’ernes punkmiljø, hvor jeg er den selvoptagede og talentløse sanger Frank, der bliver jaloux på bandkammeraten Ronni, der bliver mere kendt end ham. Den blev vist på DR en enkelt gang i 1993 og blev kult.
I 1998 sparkede Søren Fauli til den, udgav det hele på dvd, og musikken blev udgivet som cd. Vi spillede også med det fiktive band på Femøren og på Roskilde Festival. Der kom 12.000 mennesker. Det var ret angstprovokerende. De råbte, og det var fuldstændig kaos. Selv om jeg egentlig ikke kunne lide at synge, var det jo bare at gøre det. Det lød ad helvede til, men skide være med det, det var jo punk. Martin Brygmann og jeg havde stået en måned i et øvelokale på Nørrebro og øvet os med assistance fra Peter Peter fra Sort Sol. Jeg havde stadig problemer med at komme ind de rigtige steder.
Men det gjorde ikke noget, det var en teaterkoncert. Til at begynde med kom Sofie Gråbøl, der spiller Ronnis ekskæreste, ind og læste digte fra Berlin. Så spillede De skrigende halse syv numre. Så kom Søren Pilmark, der er den hårde manager Djarnis, ind og spillede ’Smoke on the Water’. Folk lå foran scenen og tilbad os som helte. Noget, der var begyndt som en lille tv-film fem år tidligere, var blevet kæmpestort.
9.
Der var så meget fart på, da jeg brød igennem. Film og teaterforestillinger afløste hele tiden hinanden, og jeg oplevede det hele i én forvirring. Jeg nåede ikke rigtig at nyde det, og jeg havde længe svært ved at tage imod komplimenter. Måske på grund af min opvækst, alle de job, der gik i kage, og følelsen af at have lavet så mange ting, jeg ikke kunne finde ud af.
Jeg var med til Cannes-festivalen i 1998 for at promovere ’Festen’. Det var uvirkeligt – som at være en tur i Tivoli. Jeg havde svært ved at forstå overfladiskheden. Alt skuespillet, som det også er at gå til receptioner. Alt det, folk siger, som de ikke mener. Røvslikkeriet: ”How aaaare you?” Jeg forsøgte at forstå, om folk virkelig var, som de opførte sig. Undrede mig over spørgsmålene, de stillede. ”Bager hun på mig, hende der, eller prøver hun at opnå noget andet?” Jeg kendte slet ikke det sprog.
Da ’Festen’ vandt Juryens Pris, og vi skulle op og modtage den, sagde jeg til Thomas Vinterberg:
”Gå langsomt! Det er ikke sikkert, vi oplever det her nogensinde igen.” Jeg havde aldrig ejet en smoking og havde lejet en. Desværre var skoene, der fulgte med, for små, så jeg ville gå dem til dagen forinden, men var endt med vabler over det hele. Så jeg blev den – måske – eneste, der er gået op til podiet i Cannes iført maosko. Der var en kødrand af folk om os. De råbte: ”Who are you?” Det er klart, at de ikke kunne kende os, vi havde jo næsten ikke lavet noget dengang. De troede vist, at Thomas var skuespiller, han havde lidt et Brad Pitt-look dengang. I 2012, da Thomas og jeg var tilbage med ’Jagten’, vidste de godt, hvem vi var.
Thomas og jeg var også til Golden Globe-uddeling med ’Festen’. Vi vandt ikke, men ved gallamiddagen sad jeg ved siden af Michelle Pfeiffer og mødte Jack Nicholson og Jim Carrey. John Travolta var henne at give mig hånden og en kompliment. Det var vildt mærkeligt. Jeg følte, jeg var en gæst blandt the big boys. Men jeg vidste godt, at vi havde lavet noget, der var godt. Og de havde set filmen og var blevet rørt af den, fortalte de. Det var som at være med i en drøm.
For at knibe mig i armen var jeg nødt til lige at ringe hjem til en af rødderne, jeg kendte tilbage fra Værebroparken, og fortælle om det. I rigtig mange år vendte jeg altid lige hjem til Værebroparken, når jeg havde brug for at føle mig rigtig hjemme. I dag er jeg vokset ud af betonen og også fra nogle af rødderne. Andre er døde af stoffer og druk eller kørt galt på motorcykel. Men nogle af mine bedste venner har jeg stadig derfra.
Som teenager kørte Thomas Bo Larsen knallert. For 20 år siden anskaffede han sin første motorcykel. Hans nuværende er en Indian, USA’s ældste mærke, der producerede sin første motorcykel i 1901.
10.
I begyndelsen af min karriere hørte jeg meget, at jeg altid spillede en rod. Så måtte jeg vise noget andet, og i dag har jeg medvirket i måske 140 teaterforestillinger og 70 film og tv-serier og både spillet transvestit på Caféteatret, hippie i ’Bornholms stemme’ og Onkel Anders i ’Far til fire’. Som skuespiller er jeg drevet af adrenalinen. Den får mig til at kaste mig ud i ting. Nogle gange bliver det godt, andre gange fejler det helt.
Jeg spillede over for Jørgen Reenberg i Harold Pinter-stykket ’Hjemkomsten’ på Det Kongelige Teater i 2007. Jeg fandt aldrig rollen. Det kunne jeg godt selv se. Jeg havde problemer med manuskriptet, og Jørgen Reenberg og jeg var uenige om det tekniske. Han ville have, jeg skulle tale med en lysere stemme. Jeg tror måske ikke, han brød sig om, at min stemme er mørkere end hans. Jeg var lidt ked af de dårlige anmeldelser, men det gider jeg ikke gå op i længere. Man kan altid diskutere, om noget lykkes. Jeg synes, at jeg forsøger at finde min tilgang til rollen hver gang.
For et par år siden spillede jeg Lassefar i ’Pelle Erobreren’ på Østerbro Teater. Forinden havde jeg set filmatiseringen med Max von Sydow, og den er fantastisk, men jeg måtte spille den rolle på en helt anden måde. I virkeligheden er han jo en alkoholiker, der drikker en flaske brændevin om dagen og står alene med en lille søn i et fremmed land. Max von Sydow er elskelig, men jeg blev nødt til at vrænge ad den rolle. Og det var nogle anmeldere uenige i. Det vil jeg et eller andet sted skide på. Jeg følte, jeg havde ramt rigtigt inden for mine egne rammer. Det var min virkelighed. Jeg prøver altid at finde noget frem i mine karakterer, der gør dem menneskelige, selv hvis de er usympatiske. Om ikke andet så dét, at de er ynkelige.
11.
Jeg fortryder ikke noget, heller ikke mine misbrug. Jo, jeg fortryder dem på den måde, at jeg ikke kunne tænke mig at komme tilbage til dem, men jeg tror, de har givet mig noget, gjort mig til den, jeg er. Jeg har heldigvis været stærk nok til at komme ud af det. Jeg tror, det kommer fra noget af den streetfight, jeg er vokset op med. Man må jo forsøge at vende sine handicap til en styrke. Sådan forsøger jeg også at se på min ordblindhed. Det, jeg mangler i tekstlig forståelse, forsøger jeg at fylde ud med mine egne følelser, min egen erfaring, når jeg står på settet.
Men jeg har stadig brug for hjælp. Da jeg fik en Robert for min rolle som politimand i tv-serien ’Bedrag’, takkede jeg min datter fra podiet. Hun har hjulpet mig med min ordblindhed, lige siden hun var lille. Vi har arbejdet meget med udenadslære. I dag er hun 28, og jeg beder hende stadig tit om hjælp til at læse et manuskript. Det er meget anstrengende for mig at læse. Jeg bruger så meget energi på det, at jeg ikke har overskud til at få billeder inde i hovedet. Det sætter ikke min fantasi i gang, for jeg har glemt, hvad der stod på den foregående side, når jeg starter på en ny. Men hvis hun læser det først og genfortæller det for mig med sine egne ord, så forstår jeg det. Hun hjalp mig meget med ’Bedrag’, fordi jeg slet ikke kendte noget til økonomisk kriminalitet, og den var fuld af ord, jeg aldrig havde sagt før. Hun går på Copenhagen Business School og har styr på det sprog. Det er vigtigt at være tryg og føle, man forstår, hvad det handler om, når man kommer ud på et film-set. Hende skylder jeg meget.
Selvom hun, og andre, hjælper mig, har jeg alligevel ofte en frygt for, at jeg ikke skal kunne sige mine replikker, når det gælder. Men det lykkes mig altid at få styr på dem. Til allersidst.
Thomas Bo Larsen spiller en af hovedrollerne i Thomas Vinterbergs ’Druk’, der har premiere 24. september.
