1. STRANDVEJEN, STORKØBENHAVN
”Er jeg trist eller i tvivl om noget, tager jeg bilen og kører ud forbi Klampenborg og Charlottenlund. Parkerer i Vedbæk eller sådan noget. Jeg har intet tilhørsforhold til området, det er som en ferie i en anden virkelighed med mange penge. Så sniger jeg mig hen til en strand, eventuelt en privat en, hvor der ikke er nogen hjemme, og hopper i vandet.”
2. NØRREBROGADE, KØBENHAVN
”Jeg bor her og elsker at gå eller cykle op og ned ad den. Her er så meget liv og hverdag. Mange mennesker har deres rute, og man kan møde de samme fremmede gennem 10 år, holde øje med hinanden, passe på hinanden.”
3. SEJERØBUGTEN, VESTSJÆLLAND
”Mine forældre har haft sommerhus der, siden jeg var barn, og når jeg i dag er på Skamlebæk Strand, kommer jeg nærmere noget, der føles som en essens i mig. Det er et sted, hvor jeg har læst meget, og for nylig læste jeg ’Mio, min Mio’ højt for mine børn på stranden, ligesom min mor engang læste den for mig, mens jeg rodede i sandet.”