Som datter af en amerikansk trommeslager og en impulsiv svensk overklassepige blev CAROLINE HENDERSON kastet rundt mellem Philadelphia, Paris og Uppsala, inden en mellemlanding bragte hende til Danmark. Her fortæller den 62-årige sangerinde om at navigere i tilværelsen som avantgarde-kunstner og popsild, sexsymbol og alenemor, landadel og outsider. Og om at blive stadig mere sig selv.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Sarah Butmann

1.

Jeg er vel tre år gammel. Min mor og jeg ankommer til New York og tjekker ind på et hotel. Min mor skal ud at købe groceries og får nogle stuepiger på hotellet til at passe mig. Da hun kommer tilbage, har de ribbet ALT af værdi, undtagen mig – også mit tøj og mine smykker. Det er sådan: ”Welcome to the United States of America.” 

Min mor er en 25-årig ret naiv svensk upper class girl, som ikke har rejst så meget. Men hun er eventyrer og del af en generation, som gør op med den kvinderolle, man i hvert fald i vores familie har båret på i mange generationer, hvor man muligvis får sig en uddannelse, men ender med at gå hjemme med børnene – og i hvert fald er gift. Min mors familie har herregårde og masser af jord og skov en time vest for Stockholm. Der er også en del præster. Min mor er meget smuk og begavet på mange måder, og så har hun den her vilde side, som de ikke ved, hvad de skal gøre ved.

Mine forældre møder hinanden på en jazzklub, hvor min far spiller trommer i 60’ernes Stockholm. Min mor går på kunstakademiet og kommer ofte på klubben med sine kunstnervenner. Det er det smarte sted i byen, hvor der kommer en masse hotte musikere fra USA. Jeg tror aldrig, de er forelskede, men de har det, obviously, skidesjovt. 

Igennem mine første tre leveår kommer min far og besøger os i Sverige. Min mor bor stadig hjemme, og hendes forældre synes nok, at det at få et barn uden for ægteskab med en sort jazzmusiker fra New York er noget af det værste, hun kunne finde på. Desuden har hun valgt at få mig, selvom min far er i et andet forhold – men min far er med på, at det er det, de skal. 

Da vi kommer til USA, er han paradoksalt nok på turné i Europa det meste af tiden. Min mor og jeg flytter til Philadelphia og en lille lejlighed på første sal i et brownstone-byhus. Det er et miljø, hvor folk helt konkret bliver skudt på gaden. Jeg er bange, men jeg har venner – masser af sorte veninder. At bo i USA de år er som at leve livet i en speedet version, nede i en smeltedigel, der bare koger og er ved at eksplodere anytime. Jeg ved, at jeg skal passe på. ”Hold dig på den her side af gaden, Caroline. Hvis du går derover, kan det være superfarligt.” Selv bliver jeg ikke betragtet som svensk. Helt tilbage fra slavetiden i USA har der været den her one drop rule. Hvis bare du har én dråbe sort blod i årerne, så er du sort. Så det er jeg altså: sort! Til gengæld er det lidt problematisk, fordi min mor er hvid, og det er ikke comme il faut med blandede par.

Vi flytter igen. Til et andet neighbourhood, som er mere trygt. Jeg kommer i kindergarten, får nye gode venner og har en hund og en kat. Området, vi kommer til, er for folk af asiatisk herkomst, sorte, nogle få er hvide, og der er mange jødiske familier. Jeg har det ret skønt og lærer en masse nationaliteter, sprog og kulturer at kende, for eksempel den jødiske lysfest chanukah og kinesisk nytår. Min mor får løbende penge af sine forældre, mens hun går hjemme, passer mig, maler, tager kunstkurser og går til borgerrettigheds- og anti-krigs-demonstrationer, hvor jeg også er med. Hun finder en ny mand, og vi er nu en hel lille familie, men jeg fornemmer hele tiden, at vi ikke kommer til at blive her. Måske fordi jeg savner mine bedste- og oldeforældre, deres herregårde og dyr. Det er min mors eventyr. Det føles, som om jeg bare er med på sidelinjen, og der er en bagdør. 

2.

Jeg står ude på altanen i vores lejlighed i Paris og kigger ud over det 16. arrondissement og tænker, at jeg vil være cirkusprinsesse. Min morfar har besøgt os i Philadelphia og set den misere, vi lever i. En uge efter ligger der to billetter til Paris – en til min mor og en til mig. Morfar, der er civilingeniør, har fået en direktørstilling i Paris, og vi flytter ind hos mine bedsteforældre og mine to unge mostre, som de har taget med sig.

Årene i USA har handlet om alt muligt andet end at være barn. En barsk start, som har lært mig, at det at være pige eller kvinde i den her verden ikke er specielt nemt, og at være en sort eller brun pige er endnu mindre nemt.

Nu er jeg pludselig la fille suédoise, den svenske pige, på otte år. Vi bor i en kæmpe lejlighed i ambassadeområdet, jeg går i pigeskole med skoleuniform og bliver ledsaget af voksne, når jeg skal lege i Bois de Boulogne. Og jeg er sammen med rigtige voksne. Jeg holder meget af min morfar, men endnu mere af min mormor. Vi lever med ordnede forhold og rutiner. Der er mad på bordet, ingen jagter mig på gaden eller i demonstrationstog. Alle, jeg omgås, er upper class, så jeg ser ikke, at jeg også pludselig selv er en del af det. Paris er tryghed, og det at være ’sort’ er ikke umiddelbart en ting i det miljø. For eksempel er min veninde Brigitte fra Uganda kulsort, men der er så meget rigdom og dannelse og kultur i hendes hjem, at det er det, der fylder. Hun har to nannies og bliver afleveret i skole i en limousine. 

På et tidspunkt tager min mor hjem til Sverige for at få styr på sit liv. Hun skal læse svensk litteratur på universitetet i Uppsala og have sig en lejlighed. Jeg bliver et års tid alene hos mine bedsteforældre og rejser til Sverige i mine ferier. I familien er det kutyme, at alle børn skal på kostskole, når de er 10 år. Planen er, at jeg skal til Sigtuna, equivalent med Herlufsholm i Danmark, men min mor vil have mig hjem til sig, så jeg ender i en kommuneskole i Uppsala. 

CAROLINES SANGLINJER

Født 1962. Datter af Rudolf Henderson og Gunilla Röhfors.

Flytter til Danmark som 21-årig og slår sammen med Maria Bramsen igennem med popbandet Ray Dee Ohh i 1989.

Udgiver i 1995 sit første soloalbum, ’Cinemataztic’, der vinder syv Danish Music Awards.

Har siden 2021 under navnet Black Voices samlet Iris Gold, Nabiha, Karen Mukupa og Barbara Moleko til en række koncerter, der hylder den sorte kvindes musikhistorie.

Har optrådt i en række teater- og musicalopsætninger og medvirket i flere danske og internationale film og serier, blandt andet den spanske film ’Todos amamos a Gloria Cole’ (2007), Netflix-serien ’Vikings: Valhalla’ (2022) og senest den danske ’Viften’ (2023).

Har tre sønner, to af første ægteskab og en med Martin Gylling, som hun er gift med i dag.

Modtog Ridderkorset i 2010.

Aktuel i musikforestillingen ’Natasja’, som er på danmarksturné, og fra 23. november julekoncert-aktuel i hele landet.

Hendes 14. album udkommer i foråret 2025.

3.

Første dag i skolen ankommer jeg i en pæn pariser-pigekjole, min mormor har klippet mit hår i en korthårsfrisure, jeg har pæne pigesko og garanteret også knæstrømper. Alle de andre er Tommy og Annika-typer med løst hår, jeans og smarte T-shirts. Vi er i 70’erne, hele det autoritære skolesystem er opløst, og de andre børn råber og skriger. Jeg står bare bag en stol og venter på, at skolelæreren skal sige, at jeg godt må sætte mig ned. 

Det er første gang, jeg føler, at jeg virkelig er anderledes. Skikke og dannelse er slet ikke comme il faut her, og så er jeg den eneste sorte pige på hele skolen. Jeg er på alle måder et topmærkeligt barn, der bakser med at lære koderne og sproget, selvom svensk er mit modersmål – men så opsat på at lære dem. De andre børn i skolen synes jo, det er pralende, når de spørger mig, hvor jeg kommer fra, og svaret er Paris og New York. Jeg vil bare gerne være sådan en Tommy og Annika-type. 

Jeg går i 9. klasse, har et miniskørt og en T-shirt på og er på vej i skole, da en mand kigger så meget efter mig, at han kører ind i en anden bil. Jeg er en late bloomer, der stadig godt kan lide at klatre i træer, er absolut ikke den smarte i klassen og er aldrig inviteret til en skid. Den her dag går det op for mig, at jeg er ved at blive en kvinde, og at det gør noget ved det andet køn, som ikke nødvendigvis gavner mig. Nu er jeg altså dér, hvor jeg ikke kan gå hjem alene fra en fest om aftenen. Jeg er en kvinde, og der er et regelsæt for mig, som ikke gælder for drengene.

Som teenager er jeg mere forvirret end nogensinde. Hvem er jeg, og hvad for en slags kvinde er jeg ved at blive? Jeg kigger på kvinderne i min familie. Min mor prøver på mange måder at være sådan lidt yeah – fri og uimponeret. Men hun er meget afhængig af mænd – hvis det ikke er ægtemænd, så er det min morfar. Hende skal jeg i hvert fald ikke være, og mine mostre er fuldstændig lige så konservative som min mormor og oldemor. 

Jeg må definere mit eget liv, og som 16-årig flytter jeg hjemmefra og til Stockholm. Her starter jeg på en forberedende teater-musik-skole, Calle Flygare Teaterskola, og begynder at få små roller på teatre og musikteatre. Som 17-årig kommer jeg også med i et reggae-band, hvor jeg synger kor sammen med en veninde. Det er skidesjovt, vi turnerer rundt i Europa, og jeg skal jo have noget at leve af. Jeg har altid vidst, at jeg havde en god stemme. I musik i skolen kunne jeg mærke, at jeg var på et andet niveau end de andre, og blev også altid bedt om at synge for, men det var ikke noget, jeg ellers dyrkede. Alligevel har jeg af og til tænkt, at fordi min far er musiker, kunne jeg lave musik, hvis alt andet gik galt.

Et par år efter møder jeg en pige, hvis far er koreograf, og vi finder ud af, at vi gerne vil lave nogle ting sammen. Hun kan godt lide hele det dér showmiljø, så vi begynder at lave shows sent om aftenen efter det rigtige show på en klub, der hedder Hamburger Börs: musik, sang, dans og sjov og ballade. Det giver mig adgang til et job på et rigtigt teater, Folkteatern, bedre kendt som Folkan, som danser og sanger. 

Men Stockholm er småt i 80’erne, og lidt efter lidt begynder jeg at tvivle på, om jeg har en fremtid her. Hele den skandinaviske eksotisering går mig på. Man får let et stigma som en ækel blanding af noget sexet, fremmed, mystisk og spændende. Det er ikke sådan, jeg ser mig. Hvis jeg skal noget med skuespil, vil jeg ikke føle mig begrænset af, at jeg skal spille en rengøringskone eller en prostitueret, noget Josephine Baker-agtigt eller en Billie Holiday-offerrolle. Min far siger: ”What are you doing? Why don’t you come over here?” Så jeg tænker: ”Okay, det prøver jeg.” Jeg vil gå på universitetet i San Diego, hvor han nu bor, og hvor de har en musiklinje. Jeg slår op med en ulidelig kæreste, som stalker mig, og min far lover at sende mig en billet. 

4. 

Jeg ringer på døren hos film- og teaterinstruktøren Kaspar Rostrup i Hellerup. Nogen har fortalt mig, at han skal lave et teaterstykke på Gladsaxe Teater om et vulkanudbrud på øen Martinique. I sagens natur søger de en masse sorte mennesker som statister, nogle med lidt erfaring. Prøverne skal starte ugen efter, og de har haft audition for tusind år siden. Men jeg tænker: ”Det dér lille land, det går nok.” Jeg har et ret omfattende cv af en 21-årig at være. Jeg har hørt, at man får 8.000 kroner om måneden som statist. 

På min fars side af familien har jeg en halvbror, som er født nærmest samtidig med mig. Han bor i København, så ham har jeg kontaktet gennem min far. Hans familie er sød, og de har inviteret mig indenfor. Togturen føles som en lang rejse, så færgen over, og jeg er landet på Københavns Hovedbanegård i oktober måned i sommertøj. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg sidder i Kastrup, og så er jeg videre. Out of here! Men den dér billet fra min far kommer ligesom ikke. Det går rigtig dårligt med hans firma for tiden. Men hvis jeg nu kan få et job og tjene nogle penge, så er jeg videre. 

  Kaspar Rostrup åbner døren, helt søvndrukken og med brillerne oppe i panden. Jeg har forberedt en brandtale på svensk: Hej, jag heter Caroline och jag är bra på att sjunga och dansa, och jag är här i Köpenhamn …Han står bare og kigger på mig, og på et tidspunkt mumler han: ”Okay, men så kom til teatret i morgen til audition, selvom jeg ikke lige har noget til dig.” Det gør jeg, og jeg får jobbet. ”Jeg nailede den,” tænker jeg. Flere år senere, hvor jeg har lært Kaspar godt at kende, siger han: ”Ja, men jeg kunne jo ikke … Du var jo så lille og sød, og jeg måtte jo hjælpe.” 

Jeg kommer til at spille æsel og elskerinde til Peter Schrøder. Hele Danmarks elite er castet til det her. Rostrup står for det nye totalteater. Vi går rundt blandt publikum, scenen bevæger sig, og alt er meget eksperimenterende og stort. Jeg møder også Povl Dissing. Han er den syngende skomager, og jeg skal danse for ham i trikot og med æselmaske på. Han er en fantastisk sød mand, men jeg synes, han synger virkelig mærkeligt. Jeg forstår ikke dansk og heller ikke den måde, han synger på. Der er en fra teatret, der siger til mig: ”Han er altså meget kendt i Danmark, Caroline.” Vi har en øm scene, hvor han synger for mig, fordi jeg dør i hans favn. Og fordi vi spiller forestillingen virkelig mange gange, lærer jeg af ham undervejs. Af den måde, han synger på, af den kontakt, han har til publikum, og af lyrikken. Jeg ligger jo hver aften literally i hans skød og kan kigge på ham: ”Okay, nå, dét var en konsonant, okay, sådan.” Vi bliver venner og er det livet ud.

Frem til jeg kommer til Danmark, har jeg ikke været særlig erfaren med venner, for hele mit liv har bestået af opbrud. Det har hele tiden været noget med at starte forfra. Heldigvis har jeg altid været ekstremt nysgerrig på at være i nye miljøer og på at lure, hvad man nu gør. Morten Grunwald tilbyder mig en rolle i et teaterstykke på Betty Nansen Teatret, men prøverne skal først gå i gang et halvt år senere. Så jeg bliver hængende og går ud med min nye bedste ven, Sunny Asemota, som jeg møder på Gladsaxe Teater. Han er billedkunstner og fra Aalborg, og sammen lærer vi mennesker at kende. Det er fuldt smæk på, op på højhælede sko, og ”Hvor kan man danse i den her by?”

5.

Vi står på en klub med træborde og bar i en lille flække på Midtsjælland med publikum i øjenhøjde. Det er 1988, og der er ikke rigtig nogen, der kender os som Ray Dee Ohh endnu, men vi er ude at spille de her opvarmningsjobs, inden pladen og det store pressearbejde går i gang. 

Jeg lærer Maria Bramsen (den anden forsanger i Ray Dee Ohh, red.) at kende på Betty Nansen Teatret. Hun er min første danske veninde, og vi ligner hinanden: Vi er lige gamle, har begge to fregner, samme hudfarve og samme stjernetegn. Lynhurtigt er vi rigtig tætte, og hvis der er noget, jeg kan med Maria, så er det at grine. Vi bliver begge mødre meget unge – Maria er 23, og jeg er 22, da jeg bliver mor første gang. Siden bliver vi skilt samtidig.

Maria og jeg klamrer os til hinanden. Vi får korjobs, samtidig med at Maria er med i The Lejrbåls, hvor hun er træt af at være solist. Jeg tror, jeg skal være den nye Neneh Cherry, men det projekt har fået en kæp i hjulet af, at jeg er blevet alene med to børn i Danmark. Der er totalt kaos i mit liv. The Lejrbåls går i opløsning, og nogle af musikerne vil gerne starte et nyt popband med Maria og mig som forsangere. Det er ikke min drøm, men jeg er 26 år, og jeg skal fandeme ikke hjem til Sverige alene med to børn og gentage mine forældres historie. Det her er en opportunity, så jeg kan forsørge mig selv, selvom det ikke er min musiksmag. Slet ikke!

Vores første single, ’Mandags-stævnemøde’, er ude, og da vi begynder at synge, synger alle 300 mennesker omkring træbordene med. Efter koncerten reagerer jeg med at brokke mig over lyden. Det er en forsvarsmekanisme, for jeg er godt klar over, at det her vil kunne noget. I Sverige har jeg været en del af the underground – det, der skal blive til starten af hiphoppen og triphoppen. Jeg er ikke til sing-along-musik, og det er også lidt paradoksalt – Maria og jeg er jo ikke 19 år mere. Vi har børn og har prøvet en hel masse, og nu skal vi stå og synge tekster, som appellerer til børn, om brændende læber og hjerte og smerte. Men det er også smukke tekster, gode popsange. Og det bedste sted at være, når ens liv er ved at gå totalt i opløsning. Jeg sidder i et fremmed land, uden familie, uden noget som helst – ikke engang møbler. Jeg har ingenting, så det er på en måde rart at tage den supermandskappe på. 

Jeg bliver en dygtigere performer og lærer dansk, eller rettere, jeg knokler! Når jeg går ind i studiet og skal lære de her sange, er det blod, sved og tårer for at få de danske lyde til at lyde ordentligt. Det er mit konservatorium. Jeg giver interviews i radio og tv og laver videoer og lærer med 180 i timen. På et tidspunkt er vi hovednavnet på en Grøn Koncert, hvor der er 80.000 mennesker, og vi flyver frem og tilbage til jobs i det her lille land. Succeskriteriet for mig har været at skabe en tryg base for mine børn, men at det bliver så populært, har jeg ikke set komme. Som småbørnsmor er det fantastisk, for vi laver højst 50 koncerter om året. Der er jo andre mennesker, der skal op klokken seks om morgenen og aflevere deres børn i vuggestue! Det er i de år, jeg bliver landskendt, og jeg har det ambivalent med det. På flere planer. 

Der bliver skrevet nogle racistiske og sexistiske ting om os i pressen, og det er ikke i orden. Vi er jo to mørke piger på én gang, og de mandlige journalister kan ikke dy sig for at sammenligne os med chokolade eller nougat. Hvis vi står på en scene og ser ud, som vi gør, og også godt kan lide at have en pæn kjole på, som fremhæver vores former, er der frit slag for alle journalister til at skrive fuldstændigt, som det passer dem! Vi er objekter, og det er det vilde vesten.

Vi siger fra over for vores samarbejdspartnere, men pladeselskaber, bookere, spillesteder og medier er én stor Happy Meal-fødekæde og 100 procent afhængige af hinanden. De færreste er med på at boykotte misogyne og racistiske publikationer eller journalister. Og så består musikbranchen på det her tidspunkt hovedsagelig af mænd, som har et blind spot for den slags. 

Vi kan råbe og skrige alt det, vi vil, men reaktionen er: ”Så find jer et andet job.” ”Tag noget andet tøj på.” Eller ”Slap dog af, han mener jo ikke noget med det!” Sorte kvinder må åbenbart bare deale med at repræsentere noget seksuelt, noget promiskuøst, i folks bevidsthed. Det går 200-300 år tilbage, men er stadig meget præsent i det her samfund, som også har haft kolonier. Det er så nedarvet, at folk tillader sig at bruge N-ordet. Det er et paradoks at leve i: på den ene side at være dyrket som popikoner og på den anden side at blive talt ned til.

CAROLINE HENDERSON OM …

Sort guld

”Stærk-øllen Sort Guld skal lanceres i Danmark, de er på jagt efter en sort pige, simpelthen, og det er så mig, der får rollen. Jeg startede med at arbejde som mannequin og gå model i Sverige og Paris, da jeg var 16, så det er ikke helt ud af det blå, at jeg siger ja. Jeg er 21 år, lige kommet til Danmark, de tilbyder mig 10.000 kroner, og jeg synes, det er vildt mange penge. Jeg har en kjole på, som er meget guldagtig i den her video, og så ser man min brune hud. Det ville være så not woke i dag – noget man ville cringe over.”

Ridderkorset

”Jeg tror, jeg er havnet på den liste, fordi jeg har lavet rigtig mange ting for kongehuset. For eksempel har jeg været med dronning Margrethe på statsbesøg i Tanzania og arrangeret indholdet til det, der hedder en returmiddag. Her har dronningen musik, dans og mad med fra sit hjemland. Derudover har jeg sunget til mange ambassadørmiddage og for konge-huset i Sverige. Jeg er vældig politisk korrekt:  Kvinde, sort, taler alle de her sprog, kan begå mig på de bonede gulve, fordi jeg kender til etikette fra min baggrund. What’s not to like? Jeg er jo ikke sådan en bonderøv, der kommer ind fra højre, når de hyrer mig.”

6.

Min veninde Mette er ved at rage håret af mig. Jeg sidder inde i min stue og har med vilje ikke sat mig foran et spejl. Jeg har meget stort hår og skal tage mig sammen til det her. Jeg har lige sagt op i Ray Dee Ohh, og der har været en masse palaver, så da min ven, musikarrangøren Kåre Bjerkø, lægger en besked på min telefonsvarer om en audition på noget Gasolin’-noget på Dr. Dante-teatret, tænker jeg bare: ”Fed timing.” Jeg ved ikke, hvem Gasolin’ er, og jeg hader auditions, men jeg har ikke en krone på lommen. Det er første gang, jeg bliver spurgt om noget helt andet end de sædvanlige eksotiske indslag, og jeg overlever audition, fucker ikke op, begynder ikke at græde, løber ikke min vej, eller hvad man nu kan komme til, når man er presset.

Da jeg kommer hjem, ligger der en ny besked på svareren om, at jeg har fået jobbet. Jeg aner ikke, hvad jeg har sagt ja til, men jeg kommer ind i et miljø, hvor man har lyst til at skabe noget, bryde nogle grænser – og skal rage håret af. Louise Mieritz og Lotte Andersen gør det bare. Louise er lige kommet ud af skuespillerskolen og er vant til, at grænseoverskridende øvelser er en del af faget, og Lotte har været en del af Dr. Dante i mange år. For mig, der kommer fra et andet miljø, er det meget sværere. Da jeg boede i USA, blev jeg drillet med mit store hår, faktisk mest af de sorte piger, der sagde: ”She’s got long hair, she’s got mixed hair.” De ville klippe det af. Her i Skandinavien er reaktionen: ”Ej, må jeg ikke tage på dit hår? Ej, hvor er det mærkeligt. Ej, hvor er det sjovt, at det hele er så krøllet.” Mit hår har aldrig bare været ’hår’, og nu skal det pludselig af.  

Da Mette er færdig, sender hun mig ud til spejlet i gangen. Og så er det, jeg ser, at hun har efterladt en munkekrans. Det tager brodden af det hele. Jeg har aldrig været skaldet før, ikke engang som baby. Vi griner, så tårerne sprøjter, i en time, og så tager vi den krans af, og alt er godt. 

Scenen er meget skråt opbygget i forestillingen, så jeg skal, literally speaking, stå på de skrå brædder i militær-boots, som er en del af vores kønsneutrale outfit, og synge ’Længes hjem’. Kim Larsens take på den sang er, at han er gået fra en kvinde, som står med to små børn. Jeg vender den om. Da jeg står dér helt kronraget og vælter den sang ud, har jeg en følelse af, at nu er jeg hjemme. Nu er jeg på rette vej igen. Vi er androgyne, alt bliver visket ud. Det store hår og det at være Danmarks pop- og sexsymbol er væk. 

Da forestillingen har premiere i 1994, får vi ikke særlig gode anmeldelser. De sure anmeldermænd i cowboystøvler reagerer på, at instruktør Nikolaj Cederholm har pillet ved nationalklenodiet. Men så sker der det fantastiske, at især det unge publikum, der intet forhold har til Gasolin’, overtager det, og så siger det bare: ”Woooof.” Det bliver en mega-mega-mega-succes, og vi gentager det året efter. Sjovt nok kommer de samme anmeldere året efter, og nu er der ikke grænser for, hvor godt det er. 

7.

I en kælder i en kæmpe villa på C.F. Richs Vej på Frederiksberg sidder jeg igennem to år sammen med Thomas Blachman og laver tracks til min første soloplade. Jeg har ingen penge og laver teater samtidig. Vi har en fælles ven, som Thomas har gået på Berkeley med. Jeg lytter til Massive Attack, Wu-Tang Clan og Portishead og ved, det er den vej, jeg vil gå – et miks af jazz og den nye elektroniske musik triphop, lidt hiphop og poetry slam. Alt muligt. Vi har det sjovt, sampling er ret nyt, så vi sampler alt. For eksempel til det track, som kommer til at hedde ’All around You’. Thomas sidder og trommer med sine guldringe, han er jo trommeslager, så de lyde sampler vi også. Det er nærmest grund-tracket i den sang. 

På et tidspunkt kan vi ikke komme videre. Thomas og jeg har ikke været gode til at få greb om de åbne store omkvæd, vi har lavet nogle fantastiske tracks, men folk på pladeselskabet forstår det ikke rigtigt. Jeg har hørt om Kasper Winding og synes, han er larger than life, så jeg ringer til ham i London. Han er en af de første, der, når jeg spiller numrene for ham, siger: ”Jeg vil ikke pille ved noget af det. Det er fuldstændig fantastisk, som det er. Men jeg tror godt, at jeg kan skrive nogle flere sange til dig, som vil passe ind i det her.” Og så kommer han med ned i Blachmans kælder med numrene ’Made in Europe’ og ’Kiss Me Kiss Me’ og siden ind i et rigtigt studie. 

Det er første gang, at jeg er 100 procent inde i en proces, og jeg elsker hvert eneste minut. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan overskue at styre Thomas og Kasper, som er superskønne på hver deres måde, men også to excentrikere og meget selvoptagede, tør jeg godt sige højt. Men vi får sat Thomas’ og mit quirky og introverte univers sammen med Kaspers mere åbne verdensmandsunivers, og da de to legoklodser finder sammen, siger det bare ”duk!”

’Cinemataztic’-pladen er fuldendt, men jeg må slås for den, for folk har ikke hørt den her slags musik før. Alle tror, at jeg kommer med en ny Ray Dee Ohh-plade, og så kommer jeg dér pilskaldet med noget, man ikke har hørt før. Til sidst bliver der faktisk en hype omkring min plade på pladeselskabet. De kan godt mærke, at de sidder på noget, som er ret unikt. 

Da jeg turnerer med pladen og spiller på Arena-scenen på Roskilde i 1996 og kigger ud over et gigantisk menneskehav, er det et moment. Jeg har et zebra-Gucci-sæt på. Bukser og skjorte. Jeg er så pissesmart og pisseglad og tænker: ”You fucking made it.” Nogle måneder forinden har jeg også fået de dér syv Danish Music Awards. Jeg er kommet hertil med en lille pose i hånden, og nu står jeg her og har lavet Ray Dee Ohh, mine børn har overlevet, jeg er ikke sultet ihjel, jeg har vundet alle de her priser, og jeg er ikke engang 35 endnu. Det er jo sindssygt. 

CAROLINE HENDERSON OM …

Sit arbejde

”For tiden er jeg i gang med en ny plade sammen med musikerne Jonathan Bremer og Johannes Wamberg. Det bliver min solo-plade nummer 14. Det skal igen være et merge af alt muligt – noget rocket lyd og en blanding af det elektroniske og jazzede, noget trap music (rap-genre fra Sydstaterne i USA, red.). Tiden har arbejdet for sådan en som mig. Jeg har altid kigget ned i den dér store smeltedigel og lånt og lavet mit eget. I dag gør alle det.”

8.

I 2006 dør min far, og jeg er ovre i Queens for at hente hans urne, og hvad jeg ellers lige kan bære. 

I hans gemmer finder jeg en kopi af et brev, han engang har sendt til Ronald Reagan for at protestere over, at regeringen ville give John Wayne – der tidligere havde fremsat både racistiske og sexistiske kommentarer i offentligheden – en æresmedalje. 

Min far var udsendt i Korea-krigen i 50’erne. Det var hårdt for alle soldater, men så meget desto mere for en sort mand, fordi de sorte blev brugt som kanonføde. Det var dem, man sendte forrest, og de fik de dårligste vilkår. Og så kom de hjem til segregation og blev fortsat behandlet som skidt, selvom de havde været ude at forsvare deres land. Korea-krigen gjorde noget ved min far mentalt, men han var feisty indtil det sidste. Min far havde den intellektuelle styrke, kæmpede for civil rights movement, var en dygtig jazzmusiker og sjov. Han var ikke den store faderfigur, men en far, jeg så op til og var inspireret af. Jeg har altid vidst, at min far var politisk aktiv – det er jo ham, der har prentet alle de her ting ind i mit hoved: ”You are a black woman and you have to present” og så videre – men at finde det brev er et ret fantastisk øjeblik. Han var virkelig velformuleret, og det er flot skrevet. Det gør mig stolt at tænke på, at han har sat sig ned og skrevet: ”As a black man in this country, I think 

I 2020 mister jeg min mor. Hun får kræft, og det går hurtigt. Jeg synes, at jeg har haft et stort ansvar for hende. Som barn skal jeg sørge for, at hun ikke er ked af det eller roder sig ud i ting. Da hun bliver ældre, er det mig, der bliver den nye morfar og hjælper hende med at tage de rigtige beslutninger eller vikler hende ud af dårlige beslutninger. Først som voksen får jeg at vide af min ene moster, at hun var et wild child. Det kunne have været rart at vide tidligere, for jeg har altid følt, at hendes måde at opføre sig på nok skyldtes, at hun fik et brunt barn, som brød med datidens normer. Efter tiden i USA tror jeg, hun har haft PTSD. Dengang sagde man, at folk havde dårlige nerver, når det kom til ubearbejdede traumer. Jeg har holdt virkelig meget af hende, men hun har også været en anstrengelse.

Vi har travlt, hvis vi skal nå at få talt ordentligt sammen, inden hun dør. Men hun vil ikke ned i noget af det. Hun søger tilgivelse for den mor, hun har været for mig, og jeg vil have bekræftelse af hende. Vi mødes aldrig rigtig i det.

Jeg har aldrig været i tvivl om hendes kærlighed, hun har givet mig det gode grin med, evnen til ikke at tage sig selv for alvorligt og at kunne se situationen udefra. Og hun levede i hvert fald livet. Mens jeg voksede op, elskede jeg især, at der altid var plads til en mere. Jeg kunne tage 15 med hjem til middag, og så fandt hun på noget. Måske fordi hun var født som overklassepige, lod hun sig aldrig begrænse. Hvis der var en kjole, jeg godt kunne tænke mig, var det: ”Vi køber den.” ”Men har vi råd til det?” ”Nej, men vi finder ud af noget.” Og så spiste vi bare lidt anderledes. Eller: ”Kom, vi tager en taxa hjem.” Og så var hun i modsætning til resten af familien ikke spor materiel. Hun fik jo smykker og pelse af min morfar, men hver gang hun flyttede, var tingene væk, så havde hun solgt dem, så vi kunne komme ud at rejse. 

Jeg ser mig selv som en omvendt Benjamin Button, ham filmkarakteren, der ældes bagfra. Som 15-årig følte jeg, jeg var 100. Al den viden, alle de følelser, alt det, jeg havde set og oplevet i min unge krop, var alt for meget. Derfra er jeg år for år blevet yngre og yngre af sind. Og nu, hvor årene har jævnet alle de tidlige oplevelser ud, er det, som om jeg passer bedre sammen. 

Jeg kan også godt lide at se mig selv som det første træ, der blev plantet et nyt sted. Jeg havde jo ikke nogen rødder i Danmark og stod meget spinkelt i starten. Jeg troede ikke, at det skulle være her, men jeg satte alligevel nogle bittesmå rødder. Nu ser jeg, at de breder sig – der er også kommet børnebørn til. Jeg elsker den selvfølgelighed, mine børn har ved at være i et land, ved at have et hjem og ved at føle sig stolte over det. Hvis jeg ikke havde ringet på ude hos Kaspar Rostrup, havde jeg ikke siddet her i dag. Så havde jeg været i L.A., eller hvad ved jeg. Det har jeg selvfølgelig tænkt meget over. Jeg er sådan én, der tror, man har flere liv. Next time.

9. 

Jeg sidder på en hest på et filmset til ’Vikings: Valhalla’ i Irland og er ved at skide grønne grise. Der er 400 statister, heste og køer omkring mig. Jeg skal spejde ud over den her by, vende min gigahest på et frimærke, ride ud og møde kongen af Danmark, kong Knud II, uden for byportene, snakke lidt, og så skal jeg ride tilbage i one take. Jeg kan sagtens ride. Der var heste på mine oldeforældres gård, og jeg var en vild pige, der red i skoven. Til gengæld er det efterhånden mange år siden, og jeg har aldrig prøvet at ride på et set før.

Min rolle som Jarl Estrid Haakon får jeg under pandemien. Det giver mig arbejde midt i en svær tid, hvor jeg ikke kan komme ud at synge med min seneste plade. Og det er det største, jeg nogensinde har lavet, den her kæmpestore Hollywood-produktion med egen trailer, fægtetræning og så videre. For mig er det ret blæret – herhjemme er der aldrig nogen, der spørger mig til den rolle, jeg ved ikke, hvor de 900 millioner seere sidder henne, i hvert fald ikke i Danmark. 

Selvom min karakter ikke er skrevet ned i historiebøgerne, og historikerne generelt ikke har fulgt kvindelinjen, men kun mandslinjen, tænker jeg, at det er plausibelt, at der har været sådan en kvinde, for vikingerne rejste både til Afrika, Asien og Amerika. Jeg er stolt over at være den første kvinde, der bringer den slags rolle ind i en Hollywood-produktion, og jeg skal love for, at der kommer mange haters fra mange lande. Men de her white superior-mænd – kun mænd! – der spammer os, slår mig ikke ud. Jeg ér jo hende, bare 1.000 år senere: Jeg har afrikansk-amerikanske rødder, og jeg er fandeme også fra en svensk herregårdsslægt, der går helt tilbage til 1400-tallet, og jeg har fået Ridderkorset af dronning Margrethe. 

Da jeg sidder på den hest, finder jeg min stolthed frem, og pludselig er det mere end bare en rolle. Da jeg mødes midt i scenen med kongen af Danmark-skuespilleren, som er en rigtig højt-på-strå-alfahan, når jeg at tænke: ”Wait a minute – hvor er det absurd, at jeg skal mødes med kongen af Danmark, for jeg har faktisk fået et ridderkors af hans tiptiptiptiptip-oldebarn. In real life.” Så jeg owner scenen, præcis som min far har lært mig, og med et gran af humor, som min mor har lært mig, og gennemfører det ene take i første forsøg.

Tags: , , ,

SE MERE