1. EN GARAGE I JENAGADE, AMAGER
I slutningen af 90’erne havde jeg været vært på en masse store tv-shows og var kommet langt væk fra comedy. Jeg var i arbejdsmæssig krise og kørte rundt i Spanien med Anette (Toftgård, hans kone på daværende tidspunkt, red.) og min lille datter og tænkte over, hvordan jeg kunne komme tilbage til udgangspunktet. Jeg havde brugt mange kræfter på at please og lave det, som alle mulige andre syntes, at jeg skulle lave. Min tanke med ’Mandrillen’ var det modsatte.
Det skulle være en slags parodi på et talkshow og indeholde alle de traditionelle elementer: vært, et stort skrivebord, skiftende gæster, men vi skulle opfinde det hele, gæsterne skulle tale mærkeligt, og det skulle være så svævende, at der ikke var noget at holde fast i. Mit mål var, at ingen anede, hvad der foregik.
Jeg insisterede på at køre direkte fra lufthavnen og pitche ideen for DR, mens min familie sad og ventede i bilen. ”Sketchene skal optages i ét hug,” sagde jeg. ”Jeg vil ikke have, at vi stopper på noget tidspunkt. Det bliver kun skud fra hoften.” Producenten forstod overhovedet ikke, hvad jeg ville. Jeg sagde: ”Giv mig den dårligste sendetid på den mindst attraktive kanal.” Jeg fik mandag, onsdag og fredag på DR2 klokken 23.30 og et mikroskopisk budget.
Jeg var tilknyttet produktionsselskabet Metronome dengang og fortalte dem, at jeg havde fået en lillebitte pose penge til at lave mit nye projekt for, og at det vigtigste var, at vi kunne lave nøjagtig, hvad vi ville, uden at nogen blandede sig. De kiggede på pengeposen og sagde, at de ikke kunne leje os ind i et studie for den slat.
”Jeg vil ikke have et studie, sagde jeg. ”Er der ikke et lille rum et sted?”
Så kom chefen i tanke om en garage. Det var en trist, våd dag, og vi gik ud på parkeringspladsen og hen til nogle barakker, og dér lå den gamle garage. Det var et perfekt sted til et antishow. Vi fik bygget en stationær kulisse i den ene ende med søjler og et værtsbord. Det blev rigtig pænt. Resten var totalt hærg. Folk sad ved gamle skoleborde og skrev manus, man ventede på en udslidt sofa, og det lille smadrede sidelokale blev sminkerum. Derinde sad Silvia fra Venezuela, utrolig smuk og meget alternativ i sin makeup. Hun gav os så meget sminke på, at det så kunstigt ud. Det var perfekt.
Der lå en masse gamle brædder, og de var skidegode til en sketch, et gammelt toilet blev et andet nummer. Rummet gav en masse til energien i programmet og til følelsen af, at der ikke var noget pres og ingen stress. Det var en kæmpe lettelse i forhold til at skulle arbejde i et tungt og dyrt studie. Der var ingen redaktører, og processen var vanvittig enkel og speedet. Vi klippede direkte på et bånd i kameraet. Vi optog første sketch uden ophold. ”Er alle glade?” ”Ja.” Godt, ny hat på, næste sketch. Værsgo. ”Er vi glade?” ”Nej, den vil vi gerne have igen.” Spole tilbage, spole tilbage, og så en gang til. Optage oven i første forsøg og videre.
Vi skrev om morgenen, optog klokken 14, afleverede båndet til DR inden 18, og det blev sendt samme aften. Seermæssigt lykkedes det aldrig, men kreativt gik det godt, fordi rammerne, produktionsmetoden og folkene var rigtige. Man kan sidde og skrive noget skidesjovt, som dør, når det kommer ind i et stort apparat med kæmpe studie, tøjprøver og flere dages klipning.
Det vigtige ved ’Casper & Mandrilaftalen’ var, at vi i hver eneste sketch kastede os frygtløst ud i intetheden. Ingen vidste, om det ville komme til at fungere. Man var nødt til at tro på, at det ville blive sjovt at slå en badmintonketsjer mod en pose kartoffelmel.
Vi har mødtes et par gange siden, og det er der ingen magi i. Det var det. Jeg kan godt forstå, hvis gamle succesbands siger nej til at samles igen. Hvis man rammer noget rent sammen, så har det – måske – en tid, og hvis det har, skal man ikke prøve at gentage det. Vi har fået tilbud om kæmpe job, for der er fans, som ikke slipper ’Mandrillen’. Men vi har altid sagt nej. Det samme gælder ’Tæskeholdet’.
2. BONANZA HIGH SCHOOL, DEL REY AVENUE, LAS VEGAS, USA
Som 17-årig var jeg exchange student i Las Vegas i et år og gik på Bonanza. Det er en stor, flad etplansbygning uden vinduer. Når man bor i en ørken, har man ikke brug for, at solen bager, det regner måske tre dage om året, og man færdes hele dagen indenfor og går fra klasse til klasse. Der gik et par tusind, og skolen var særlig, fordi man havde blandet hvid middelklasse med unge fra de hårdeste kvarterer, og de var næsten alle sammen sorte. Man ville have folk til at møde hinanden, men det skete ikke.
Jeg havde danset electric boogie i Birkerød, hvor jeg voksede op, og kunne godt lide rap, og jeg havde en drøm om at få en sort kammerat at danse med. Jeg blev lovet tæv et par gange, det var det tætteste, jeg kom på en sort ven, ellers var det fuldkommen adskilte grupper.
For mig var noget af det mest fantastiske, at der ikke blev taget hensyn. Ingen vidste, at jeg var exchange student, jeg måtte bare klare mig selv. Jeg sad ved siden af en fyr i faget American history, han var en stoner med langt, fedtet hår og skovhuggertern, og han røg joints og var lettere utilpasset og hed Ozzy. Overfor sad en anden stoner, som var døbt Bacardi. Da året var gået, ønskede de mig god tur hjem til Denver.
”Det er ikke Denver,” sagde jeg. ”Det er Denmark.”
”Nå, det anede vi ikke.”
Jeg valgte at tage teater på skolen, og det blev et gennembrud for mig. Jeg kom fra en socialdemokratisk dansk tradition, hvor alle skulle være med til skolekomedien, også selv om de hverken havde talent eller lyst. Man måtte ikke stikke næsen frem, og der blev trukket lod om, hvem der skulle spille hovedrollen. Sjovt nok gjaldt den samme ligestilling ikke i sport. Der måtte man gerne have et hierarki, og man trak ikke lod om, hvem der skulle være angriber på skoleholdet. Det gav sig selv. Ham astmatikeren med brillerne havde ikke en chance, og det var mig. Jeg havde voldsom astma som barn, faktisk så alvorligt, at jeg en overgang måtte sove i et klinisk rent værelse. Når de andre dyrkede sport, sad jeg hjemme på mit værelse og hørte Tintin-bånd eller Disney og kunne alle stemmer udenad.
Men på Bonanza tog de talent for teater alvorligt. Der var optagelsesprøve til stykket på skolen. Hvad kan du? Det var fantastisk for mig at blive bedømt på min kunnen. Jeg stillede op til en mimekonkurrence på skolen og gik videre. Jeg endte med at vinde førstepladsen i Nevada-mesterskaberne for high schools, og så fik jeg rollen som ond prins, en slags forløber for ’Klovn’, i et stort opsat skolestykke og vandt prisen for bedste mandlige birolle, et meget stort trofæ, som jeg slæbte med hjem. Jeg havde set forsølvede krus fra badmintonturneringer hos mine danske skolekammerater eller pokaler fra fodbold, og der var absolut ingen chance for, at jeg kunne vinde sådan en præmie og få det rygklap. Men fuck jer alle sammen, her kom jeg hjem med pokal og medalje og en tro på, at jeg kunne noget.
Jeg troede egentlig, at jeg skulle være fotograf, og var optaget på EFG (en tidligere grunduddannelse, der var tænkt som en afløser for mesterlæren, red.). Men jeg udskød det, da jeg fik mulighed for at komme til USA. Da jeg vendte hjem, var det at optræde det eneste, jeg ville. Jeg fandt min vej på Bonanza High School.
3. RESTAURANT GALLEGA, PORT D’ANDRATX, MALLORCA, SPANIEN
Det er en misforståelse, at Jarl og jeg har været tætte venner hele livet, og at jeg derfor nærmest er vokset op med Isabel (Caspers nuværende kone, Isabel Christensen, som er datter af Jarl Friis-Mikkelsen, red.). Vi blev kærester, da hun var 25, og inden da havde jeg kun mødt hende én gang. Det var på Mallorca. Hun var 16.
Port d’Andratx på Mallorca er en sær lille oase, som i mange år har haft et vist koncentrat af kendte danskere. Det skyldes Bent Fabricius-Bjerre, som var pioner sammen med Jørn Utzon og Ole Ritter, og siden kom familien Asbæk og en masse andre til, blandt andet Jarl, og det betyder, at Isabel har kendt byen hele livet.
Jeg begyndte selv at komme der for 15 år siden. Der er ingen strand, og det betyder, at turismen holdes på et fint niveau. Jeg var nede for at skrive en film, som aldrig blev til noget, mens Iben (Hjejle, kæreste 2003-11, red.) lå udenfor og solede sig, og en aften var vi på den lille fiskerestaurant Gallega og mødte Jarl. Det var hyggeligt, og efter lidt tid kom to 16-årige piger gående: Isabel og hendes veninde. Jarl præsenterede os. Både Iben og jeg var meget kendte dengang, og Isabel var fuldkommen pisseligeglad.
På det tidspunkt talte hun i halvt tempo, og hun havde kun ét spørgsmål til sin far:
”Må man egentlig ryge på Barracuda (natklub, red.)?”
Det var det første, jeg hørte hende sige.
Otte år senere var jeg til Zulu Awards, og Jarl fortalte, at hans datter var kommet hjem fra Schweiz, og han ville høre, om jeg eventuelt havde et job til hende. Min businesspartner tog en jobsamtale med Isabel, og så blev hun min personlige assistent. Hendes første job var at indrette mit kontor, og det var hun fantastisk til. Hun reddede mig ud af mine evindelige tøjkriser ved at finde mit værtstøj. Jeg havde ingen idé om, at det skulle være andet end et professionelt forhold.
Efter et halvt år besluttede jeg, at vi alle sammen skulle til LA i en tid. Det var Iben og mig og vores børn med barnepige, og da min tur derover også var professionel med møder ude i byen, tog jeg også min assistent med. Tingene kørte helt vildt. Jeg havde lavet mit eget produktionsselskab, og ’Live fra Bremen’ var en succes på TV 2. Jeg lejede en motherfucker af et hus i Hollywood Hills og to Cadillac Escalades. Alle havde eget værelse, og der var udsigt over byen og infinity pool med lys. Der var skruet helt op for Kardashian-knappen.
Jeg havde hele livet drømt om at prøve mig selv af derovre og havde en fest over at være der. Jeg legede, at jeg var amerikaner, og Isabel arrangerede kæmpefest for alle dem, jeg kendte derovre. Joaquin Phoenix og Casey Affleck kom tilfældigt forbi, de boede lige ved siden af. Jeg havde gang i noget hjerneblødningsagtigt vanvid, ligesom i ’Klovn’-filmen, det var lys og flammer og ’her kommer jeg’ og grillet kobekød til alle, og det var slet, slet ikke Ibens stil.
Jeg hoppede rundt i poolen med børnene, vores nanny og Isabel. Hun elskede byen lige så meget, som jeg gjorde. Hun kom til at repræsentere drømmen om L.A. Hun havde fundet huset og arrangeret det hele, og hun flød lige ind i det. Hun ligner ovenikøbet en amerikaner.
4. HORNBÆK KIRKE, NORDSJÆLLAND
For et par år siden begyndte jeg at føle en åbning mod noget spirituelt. Tidligere var det nærmest modsat. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret og var af den overbevisning, at alt havde en naturlig forklaring. Jeg opfattede religiøse mennesker som hjernevaskede og skræmmende. Som barn besøgte vi nogle indremissionske bekendte. De bad bordbøn, og der gik en isnende kulde gennem mit lille barneskelet, da de lukkede øjnene og bad til Vorherre. Det var grænseoverskridende sært.
Men så fik jeg en fornemmelse af, at der fandtes noget mere, og indså, at der eksisterer noget, som jeg aldrig kommer til at forstå. Den accept af noget større gjorde, at jeg åbnede mig og begyndte at tænke over det, og for et år siden besluttede jeg at blive døbt. Skulle jeg gøre det alene og i al hemmelighed eller være sammen med nogen? Jo mere jeg tænkte, jo klarere stod det, at jeg skulle døbes i fuld åbenhed og stå ved det.
Det er meget tabubelagt at sige højt, at man tror på Gud. Gennem årene har jeg sagt alt det, man ikke må, opført mig grænseoverskridende på mange måder og fortalt om utroskab, kønssygdomme, drukture og skilsmisser, men intet har været så svært at tale om som min tro på, at Jesus er i nærheden.
Jeg ringede til præsten i Hornbæk og fortalte, at jeg gerne ville døbes samme dag som min søn. Hun inviterede til møde, og jeg tog derned sammen med min søn Jagger og min kone Isabel. Hun spurgte, hvorfor jeg ville døbes, og jeg fortalte, at jeg oplever tilstedeværelsen af en guddommelig kraft og føler en konstant tilstedeværelse af Jesus i mit liv, og det var svært for mig at holde hovedet koldt.
”Du bliver rørt,” sagde hun. ”Ja, jeg er simpelthen så glad og afslappet og fyldt op af noget, og jeg glæder mig meget til at blive døbt.” ”Det er ikke så ofte, at mennesker på din alder finder en tro og beslutter sig for at blive døbt,” sagde hun, men jeg blev døbt i Hornbæk Kirke den 22. august på min 52-årsfødselsdag og på min søns etårs, vi er født samme dag.
I kirken var min og Isabels familie og meget få venner. Vi gik ind i kirken som et hold i en slags formation. Jagger og jeg var forrest, fordi vi skulle døbes, og han blev båret af sin gudfar, Isabels mors mand. Jeg gik altså op ad kirkegulvet i orgelbrus sammen med en mand på min egen alder, og det lignede fuldkommen et homoseksuelt bryllup, hvor Flemming og jeg kom gående med vores fælles barn.
Jeg skulle ned på knæ for at få vand i håret under dåben. Jeg er begyndt at gå med briller igen, og jeg vidste, at vandet ville løbe ned over min pande og dugge brillerne, hvis jeg rejste mig. Så jeg blev siddende, til præsten kom med en serviet.
Jeg har let til tårer, og jeg var meget tæt på, men jeg ville gerne holde den, og det lykkedes. Fantastisk dag, alt føltes rigtigt og fuld af glæde, og Isabel forærede mig et guldkors, som jeg bærer om halsen. Det er jo en sindssyg transformation for mig. Det er ikke mere end fem år siden, at jeg nærmere tilbad djævlen.
5. LAGERBYGNINGERNE VED MCDONALD’S I NYBORG, FYN
I gamle dage kørte jeg ofte til Jylland for at lave standup i weekenden, og på vejen hjem holdt jeg altid pause ved McDonald’s i Nyborg. Jeg var blevet kendt, så jeg havde ikke lyst til at gå ind og sætte mig, for så var der opmærksomhed og autografer, så jeg kørte til drive-in og bestilte, og så rullede jeg hen til mit lille sweetspot, som jeg fandt ved et tilfælde.
Det er et af de mest trøstesløse steder, jeg har været. Det er en død parkeringsplads, hvor man kigger på nogle lukkede lagerbygninger og kan høre motorvejen suse. Der er aldrig et øje, og det gav mig en melankolsk mavepuster, som jeg tidligere godt kunne lide at dyrke. Jeg sad der og kiggede ind på de tomme barakker og spiste min burger og havde ondt af mig selv. De fleste gange havde jeg tømmermænd.
Siden mødte jeg Iben (Hjejle, red.), og en gang imellem tog hun med mig til Jylland. Jeg viste hende stedet, og hun gav mig ret i, at det var fantastisk trist, men vi havde også en glæde i at kende det sted sammen, og vi lovede hinanden noget: Hvis der kommer en atomkrig eller en altødelæggende naturkatastrofe, og alle bliver udslettet og mister kontakt, så er det godt at have et sted, hvor man kan møde andre overlevende, og vi aftalte at mødes dér. Jeg ser hende ikke mere, men hvis katastrofen en dag indtræffer, mødes vi i Nyborg ved lagerbygningerne. For fem år siden kom jeg forbi igen, købte en burger, tog et billede og sendte det til Iben. Hun skrev: ”Tjek.”
6. SILENT MOVIE THEATRE, FAIRFAX AVENUE, LOS ANGELES, USA
Til vores store overraskelse begyndte man at tale om den første ’Klovn’-film i Los Angeles, og Drafthouse, som har biografer over hele landet og afholder en filmfestival, hvor ’Klovn’ vandt, hjalp med at sætte filmen op til en visning i Los Angeles. Silent Movie Theatre er en rigtig old school Hollywood-biograf, den slags elsker jeg, og Frank (Hvam, red.) og jeg tog derover for at være med.
Da vi trådte ind i salen, kunne vi se, at det var the place to be dén aften. Der var alle mulige skuespillere, Matt Groening, som har lavet ’The Simpsons’, folk fra komikeren Will Ferrells gruppe. Vi var i forvejen meget benovede over, at det var lykkedes at lave en spillefilm, og at så mange danskere havde set den. Det var uforståeligt, at den nu havde premiere i LA.
Filmen begyndte at køre, vi talte dansk deroppe på lærredet, og publikum var på og skreg af grin, og bagefter kom folk over og ville snakke jobs og hilse på os. Matt Groening fortalte os, at han var fan, og har senere udtalt, at ’Klovn’ er på hans top-tre over bedste tv-serier. Frank og jeg har prøvet mange vilde ting sammen, men intet slår følelsen, vi havde den aften. Jeg kan stadig mærke den berusende glæde og stolthed og fornemmelsen af, at det aldrig ville komme igen. Det var som den første forelskelse.
7. PALÆ BAR, NY ADELGADE, KØBENHAVN
For fem år siden drak jeg for meget. Hvis der var en anledning til at køre løs, udnyttede jeg den, og bizart nok var anledningen dén aften min mors fødselsdag. Vi havde været på Nyboders Køkken og spist stegt flæsk med persillesovs, og jeg insisterede på, at alle skulle have snaps. Mine børn var med, mine forældre og Isabel, og jeg hamrede bare snaps. Det var en tirsdag aften, og jeg fik sendt børnene hjem til deres mor, for den aften i marts måtte da ikke stoppe.
Isabel og jeg mødtes med nogle venner, som også var på tirsdagsdruk, og jeg var sejlende stiv, da jeg trådte ind på Palæ Bar. Der var en mand, som ragede Isabel på røven, og jeg var en krudttønde, det var en dødssyg aften, noget skulle ske, så jeg røg op og prøvede at slå ham – uden at ramme, selvfølgelig. Jeg kan overhovedet ikke slås.
Jeg har set videoen af det, for nogle elskværdige journalister filmede optrinnet på deres telefoner, og jeg slår med bøjet håndled og havde sandsynligvis brækket det, hvis det var lykkedes at ramme ham. Næste morgen var der tømmermænd og 20 opkald fra Ekstra Bladet og BT, og jeg var afsindig flov.
Den episode står for mig som et lavpunkt. Det er slet ikke mig at slås. Hvad fanden ligner det at vælte tungstiv rundt en tirsdag aften med maven fuld af stegt flæsk i et røgfyldt lokale?
8. CHATEAU MARMONT, SUNSET BOULEVARD, LOS ANGELES, USA
Jeg kan godt lide gamle klassiske steder, og jeg elsker at vide, at nogen sad netop dér, da de skabte dén film eller skrev dén sang. Som helt ung var jeg meget stor fan af Blues Brothers og optrådte med min ven Thomas med et nummer fra filmen, og jeg læste, at John Belushi, den ene af Blues Brothers, døde på Chateau Marmont af en overdosis.
Marmont er et hotel fra 1929. Alt derinde ser ud som dengang, og jeg læste alle de legendariske historier om Greta Garbo, som bookede sig ind under dæknavn og kun badede i poolen meget tidligt om morgenen, om John Bonham fra Led Zeppelin, som kørte sin Harley ind i receptionen, eller om dengang Billy Idol løb nøgen rundt og smadrede sit værelse. Jeg boede altid på skodhoteller i Los Angeles, men en dag blev jeg inviteret til morgenmad på chateauet.
Stedet emmer af det gamle Hollywood, og jeg fik plads i gårdhaven og fornemmede tydeligt, at det var her, man mødtes og lavede filmdeals. Orlando Bloom sad et par borde fra mig, og jeg syntes, det var sindssygt inspirerende, og besluttede, at jeg skulle skabe mig selv en position, som gjorde, at jeg altid kunne bo på Marmont, når jeg var i byen.
Det er dyrt, et lille værelse koster 5.000 pr. nat, men det ville jeg have råd til, og jeg var også opsat på at komme der så meget, at de ansatte vidste, hvem jeg var. Det lykkedes. Velkommen tilbage, sagde de og spurgte til mine projekter. Hvorfor det var så vigtigt for mig, skal jeg ikke kunne sige.
Man må ikke fotografere på Marmont, det skal være et helle for kendte. Jeg har set alle mulige stjerner. Lady Gaga til venstre, Jennifer Aniston til højre, og tjenerne er fuldkommen uimponerede, men en dag kom en af dem ud til mig og sagde: ”Der sker det vildeste senere. Mike Tyson kommer!” Selv superstars stivnede, da han trådte ind. Han er beyond Hollywood.
En aften kom Isabel og jeg sent hjem til chateauet, de var ved at lukke gårdhaven, men vi fik lov at komme ind og få en drink. Der sad seks andre. Det var lige blevet forbudt at ryge derinde, og Isabel spurgte tjeneren, om det var okay, at hun røg. ”Ja, det er fint,” sagde han og nikkede i retning af de seks andre. ”De ryger joints derovre, og jeg tør ikke fortælle dem, at de ikke må.” ”Hvorfor ikke?” ”Det er Fleetwood Mac.” På et tidspunkt kom to af dem over til os og spurgte, om vi ville tage et gruppebillede af dem. Det ville jeg da gerne.
En søndag sad jeg og spiste sen morgenmad med en kammerat, og et par borde fra os sad en mand med stort skæg, som lignede en rockstar og var fuldkommen i opløsning af tømmermænd. Han bestilte en stor lyserød drink, bællede løs og fik samtidig signaleret til tjeneren, at han skulle have en ny med det samme. Da tjeneren kom med den, bestilte han en til. Jeg kunne ikke lade være at henvende mig: ”Hvad er det, du drikker?” ”French Martini. Det er det eneste, som duer, når man er helt ødelagt.” ”Nå, sådan et par skal vi da også have,” sagde jeg til min ven.
Et kvarter efter spurgte fyren, om vi ville med ham ind og se værelset. Han boede på nummer 11, det eneste rum, som ligger lige ud til gårdhaven. Det bookede han altid, for så kunne han sidde på sit værelse og bestille French Martinis ud ad vinduet. Vi gik med ham derind, han bestilte drinks ud ad vinduet, hvorefter han åbnede sit pengeskab og trak en hel tallerken kokain ud. Det var en almindelig søndag formiddag på chateauet.
Jeg kommer der kun sjældent nu, og tjenerne kan ikke huske mig mere, men Isabel og jeg har bestilt deres særlige duftlys, så vi stadig har duften af chateauet.
Næsehornsskubning i Sydafrika. Foto: Privat
9. LIMPOPO RIVER, SYDAFRIKA
Første gang jeg var i Afrika, kunne jeg mærke, at alt er begyndt dér. Der er en meget voldsom og altomsluttende energi. Jeg boede på et resort ved grænsen til Botswana, og de satte os nøje ind i, hvilke dyr man havde i det område. Dyrene er anbragt, og der holdes øje med dem. Ejeren af stedet fortalte, at de skulle flytte nogle næsehorn over til en anden naturpark, og spurgte, om jeg ville med. Ja, for helvede da.
Jeg mødte klokken seks om morgenen i shorts og læderstøvler. Vi fløj op i en helikopter for at spotte næsehorn i det gigantiske område, og efter noget tid fik vi øje på en mor med sin unge. Skytten, som skulle skyde med bedøvelse, fortalte, at han ville ramme ungen, for så ville moderen holde sig tæt ved. Vi fløj ned, han skød og ramte, og så blev jeg sat af midt i ingenting sammen med fire andre.
Vi sikrede os, at ungen trak vejret, og jeg kunne mærke en usikker stemning og spurgte, hvad der var galt. De fortalte, at moderen var løbet væk, de anede ikke, hvor hun var, men lige pludselig kunne hun komme farende. Der var ikke et træ at løbe op i, og sådan et næsehorn kan løbe 50 kilometer i timen. Vi fik fat i moderen, hun blev bedøvet og fik bind for øjnene, og så begyndte de at save hornene af, fordi man ville undgå krybskytter. Næsehorn sælges for en formue på det sorte marked, fordi det regnes for et meget stærkt afrodisiakum, og jeg lagde mærke til, at folk gik og samlede de små spåner fra hornene op.
Jeg blev fuldkommen forelsket i Afrika og tog også jagttegn, mens jeg var der. Det foregik sådan, at jeg fik et gevær på skulderen, og så satte man en dåse op lidt fra mig. Mirakuløst nok ramte jeg den, og så havde jeg jagttegn. Et par år senere mødte jeg nogen, som kendte stedet, og de fortalte, at nogle af dem, jeg flyttede næsehorn med, var blevet taget med et af hornene og fik livstid.
10. FREDERIKSBERG KIRKEGÅRD, FREDERIKSBERG ALLÉ
Jeg var inde i en periode med storhedsvanvid for seks år siden. En ting, som optog mig meget, var, hvordan mit gravsted skulle se ud. Jeg var så langt inde i problematikken, at jeg ringede og hørte, hvad sådan et gravsted kostede, og om jeg kunne reservere det, og jeg vendte det hele med Isabel, som syntes, det var det dummeste, hun nogensinde havde hørt.
Jeg forestillede mig et gravsted, hvor fans kunne lægge blomster og fælde en tåre, og begyndte at gå meget på Frederiksberg Kirkegård og undersøge mulighederne. På de gamle, fine gravsteder var et lille hegn rundtom, og stenen lå inde midt i det hele med en lillebitte hældning, så man bedre kunne læse teksten. Jeg overvejede en sort og blank sten med guldskrift, men fandt ud af, at der var for mange af dem, det var simpelthen for almindeligt, og hældte senere til en mere naturlig og ru marmorsten.
Nogle har figurer ved deres gravsted, for eksempel en grædende nedbøjet kvinde med en due i hånden, og det kunne jeg godt lide, men indså efter nogen tid, at det var for generisk og manglede en personlig historie. Jeg fandt et gravsted med en stor marmorkasse, som man kunne gå ind i. Det var en interessant vej, for det ville være omgivet af mystik og undren over, hvad der mon var derinde.
Kisten skulle være sort, det var jeg sikker på. Det er lidt dyrere, men den pris var jeg klar til at betale, og så gik jeg i gang med at planlægge begravelsen. Det skulle være stort, rigtig alvorlig stort. Med afskydning af kanoner, hvis det var muligt. Jeg ville gerne give folk muligheden for at sige ordentligt farvel, hahaha. Gæstelisten var jeg i gang med og overvejelser om folk, der måske ikke ville dukke op, og så var det vigtigt, at nogen fløj ind fra udlandet. Der måtte gerne være internationale sørgende.
Det kørte derudad med tanker i en tid, indtil jeg gik endnu en tur på Frederiksberg Kirkegård og lagde mærke til, at der ikke stod nogen og græd ved Marguerite Vibys gravsted, og så opstod en ny fantasi: Jeg skulle brændes, og asken strøs i havet i en ring af surfere. Den holdt, indtil det gik op for mig, at jeg jo ikke er surfer.
Det nyeste er, at jeg ikke skal brændes. Jeg skal blive til ådsel for at gavne Moder Jord. Jeg vil yde hende den gestus, at mit legeme bliver til muld og kan fodre orme. Jeg har kig på Hornbæk, men kunne også forestille mig et træ i en skov.
Martin Kongstad er forfatter til biografien ’Casper’, der udkommer 8. oktober. Dette interview er lavet eksklusivt til Ud & Se.
