SPROG ER MAGT. Og ord er på én gang inkluderende og ekskluderende. De er følelsen af hjem og samtidig følelsen af ikke at høre til. De binder os sammen og skaber afstand imellem os. På denne formiddag er der aalborgensiske reminiscenser at spore i Amina Elmis stemme, da hun siger, at hun godt kunne tænke sig en filterkaffe. Forfatteren slår sig ned ved et udendørs-bord i nederdel og punket T-shirt, med lange, skinnende negle og en venstrevendt afrofrisure, klar til at tale om sprog. Fra hun var børnehavebarn, har hun levet en tosproget tilværelse, og hun har mærket på egen krop, hvordan dansk og somalisk hver især kan komme til kort.
I sin digtsamling ’Barbar – Tavshedens objekt’ har Amina Elmi skabt forskellige indgange til forskellige forudsætninger. Der er direkte henvendelser til folk, der taler somalisk, der er engelske fraser og tråde til mytologi. Med ordet bismillah, som direkte oversat betyder ”i Guds, den nådiges, den barmhjertiges navn”, og som er en almindelig måde at indlede for eksempel taler og breve på i islamisk kultur, taler hun for eksempel direkte til dem, der er indviet i den muslimske verden.
”På den måde bliver de lukket ind i et rum, som andre ikke har adgang til. Det synes jeg er spændende. Der er mange forskellige rum i bogen, som ikke har lige adgang. Det er helt bevidst, at jeg blander dansk, somalisk og engelsk i min digtsamling,” siger Amina Elmi og forsikrer om, at alle læsere stadigvæk kan forstå helheden.
MED SIN MOR og fem søskende flygtede hun fra borgerkrigen i Somalia i begyndelsen af 90’erne til Danmark, hvor hendes far allerede havde fået asyl. Selv har Amina Elmi kun et utydeligt minde fra sin barndom i Somalia: et billede af en smadret by. Hun er usikker på, om hun virkelig kan huske det, eller om det er noget, hun har strikket sammen på baggrund af forskellige overleveringer og billeder. Selvom digterens allerførste minder stammer fra Aalborg, var sproget med i god behold fra Somalia. Det byggede bro mellem det gamle og det nye hjem. Men det var ikke altid nok.
”Hjem kan være to oceaner væk, og min mor lærte aldrig at svømme,” skriver Amina Elmi blandt andet i ’Barbar’. Hun fortsætter: ”Jeg indser at hjem for mig ikke er hjem for mor, jeg ser det i hendes øjne at hun har forladt et sted der gav hende det første sprog”, og ”& sådan kommunikerer vi ved at læse hinandens øjne i stedet for at bruge sproget fordi sproget er ødelagt, fordi sproget ikke fungerer her.”
Ligesom sproget af og til var ude af sync mellem hende og hendes mor, oplevede Amina Elmi også, at hun og folkeskolen talte forbi hinanden. I skolen var forventningerne lave til ’sådan nogle som hende’. To sprog var ikke lig med dobbelt så godt, heller ikke selvom hun elskede danskundervisningen. Men i familien Elmi var faren et evigt heppekor: ”I kan godt.” Og Aminas storesøster blev den første i familien, der fik en lang videregående uddannelse som kandidat i psykologi.
Faren var videbegærlig og sad ofte med snuden i en dansk-somalisk ordbog, og han beherskede alt fra italiensk til engelsk.
”Han var et kæmpe sprogøre,” siger Amina Elmi, der selv blev smittet af iveren.
”Jeg har altid været meget nysgerrig på sprog, og der var meget poesi og scenekunst og sådan noget derhjemme, da vi voksede op. Altså på somalisk. Det var ikke sådan noget med, at vi skulle sidde og kigge, læse og lytte. Det var mere noget, der kørte i baggrunden, og så kunne man være med, hvis man havde lyst.”
Dengang syntes hun, at den somaliske musik var irriterende – måske især på grund af den knitrende kassettebåndskvalitet – men i dag er hun trofast lytter til sin hjemstavns musik, der som regel handler om kærlighed. Netop kærligheden er et sted, hvor dansk og somalisk differentierer sig fra hinanden ifølge Amina Elmi.
”På dansk giver man ikke store kærlighedserklæringer, man er lidt påpasselig med komplimenter. Men på somalisk strømmer de ud. De bliver meget kropslige og fysiske. Man siger ikke bare ’Jeg elsker dig’, man siger ’Du er min lever’. Man har nogle ord for, at man – direkte oversat – sætter den anden oven på sit hoved, har dem med sig hele tiden, fordi man elsker dem så meget. Sådan nogle udtryk, der slet ikke eksisterer på dansk,” forklarer Amina Elmi, der til gengæld mener, at det somaliske og danske til gengæld finder hinanden i humoren, der på begge sprog kan være mørk og fuld af sarkasme og selvironi.
SELVOM SPROGREJSEN FRA Somalia til Aalborg rummer flest kilometer, var rejsen fra Nordjylland til København tæt på lige så lang. Amina Elmi havde sagt farvel og på gensyn til sit hovedtørklæde, sin barndomsby og sin familie. Hun flyttede til København med drømmen om at søge ind på Forfatterskolen. Og i storbyen blev hun en del af et københavnsk queermiljø, hvor man brugte ord som bipoc (der står for black, indigenous and people of colour) som en selvfølgelighed. Digteren havde aldrig hørt ordene før, og i miljøet brugte de generelt en jargon, som krævede særlig indvielse.
”Der var en helt anden måde at tale sammen på, og det var meget sådan, at man sad i en rundkreds og spurgte, hvordan man havde det.” Sproget var én ting, men tøjet var også fuldt af farve og blikfang. Noget, som Amina Elmi ikke var vant til. I Aalborg havde hun i mange år gået med hovedtørklæde og været en del af det troende muslimske miljø. Det var derfor lettere overvældende at lande i den københavnske woke-arena, men hun var også draget af cirklens frihed, der lovede, at man kunne se ud, som man ville, danse, som man ville. Seksualiteten var fri, og løssluppenheden behagelig.
”Men der var også en masse begrænsninger i det miljø. Pr. automatik talte og tænkte folk ens. Deres sprog var fuldt af vanskelige akademiske ord, samtidig med at de selv talte en masse om tilgængelighed, og at man skulle kritisere the establishment og strukturerne. Og hvem er egentlig med i de miljøer og fællesskaber? Ja, det er jo egentlig ret velstillede unge mennesker,” siger Amina Elmi, der følte, at den kreds, hun var blevet en del af, ofte så sort/hvidt på forskellige problematikker:
”Enten er noget godt, eller også er det skidt. Man kan ikke rigtig lave fejl eller afsøge andre muligheder, for så bliver man hurtigt sat i bås: ’Du er ikke rigtig en del af os.’”
Hun begyndte at se sit københavnske fællesskab på en ny måde. Det gik op for hende, at de rummede nogle af de samme dynamikker, hun havde gjort oprør mod: undertrykkelse og udelukkelse.
”Det gad jeg bare ikke,” siger Amina Elmi, der mener, at den til tider unuancerede kassetænkning kun opstod som resultat af gruppedynamikken, og fortæller, at hun i dag stadig har venner fra miljøet.
DENGANG AMINA ELMI stadig bar tørklæde, oplevede hun blandt andet, at klassekammerater satte ISIS-musik på, når hun kom ind i klasselokalet. Det var en af mange provokationer, der gjorde hende vred. Vred på racisterne, vred på Danmark. Senere rettede vreden sig mod hendes eget bagland. Her blev hun kaldt ’en skør feminist’, fordi hun begyndte at diskutere åbent med imamerne. Hun var træt af de wahhabistiske fortolkninger af islam, som hun var vokset op med i moskeen, hvor den arabiske kultur var af højere rang end den somaliske. Og så havde hun det svært med al den skam og alle de tabuer, der var forbundet med at være pige og kvinde i den kultur.
I dag er hun ret overrasket over, hvor omsorgsfuldt hun i sin digtsamling har været i stand til at beskrive det, hun voksede op i.
”Min personlige udvikling har gjort, at jeg kunne give slip på vreden. Jeg var ikke 15 år længere, da jeg skrev den. Jeg så alting fra en ny distance. Jeg var mere undersøgende, og jeg havde et andet sprog for alt det, der var sket. Skriften åbnede sig for mig, og den gjorde, at jeg kunne se tingene og menneskene fra nye perspektiver,” siger Amina Elmi, der blev født i 1994.
I dag skriver den nyslåede forfatter fra et håbefuldt sted. Hun drømmer om at være med til at sprænge de kategorier og kasser, som både mennesker og litteratur hele tiden bliver puttet i. I nogle af de rosende anmeldelser, hun har modtaget for sin bog, betegnes hun som minoritetsdigter, men Amina Elmi drømmer om mere – eller i virkeligheden mindre. Ét ord siger det: digter.
