Du har arbejdet 11 år på Christiansborg i forskellige sekretærstillinger. Hvad fik dig til pludselig at søge ind som fængselsbetjent-elev?
”Jeg var utrolig glad for mit arbejde på Christiansborg og kunne være blevet derinde, til jeg gik på pension. Alligevel fik jeg lyst til at prøve noget andet. Jeg var 37, så det var nu, hvis jeg skulle tage en ny uddannelse og have glæde af den på den anden side. Fængselsbetjent-faget var ikke noget, jeg havde tygget på i lang tid, og det lå egentlig ikke ligefor. Jeg havde aldrig været i et fængsel og aldrig haft kriminelle bekendtskaber. Men jeg ledte efter et arbejde med mening og værdi og blev gjort opmærksom på faget under et møde med Kriminalforsorgen i mit tidligere arbejde. Fængselsbetjent blev præsenteret som et hverv, hvor man er tæt på mennesker, der i de fleste tilfælde er i krise. Og hvor man både hjælper samfundet og den indsatte.”
I december 2023 begyndte du som elev i Vestre Fængsel i København, Danmarks største arresthus. Hvordan forløber dagen for dig og de indsatte?
”De fleste af mine vagter går fra syv om morgenen til syv om aftenen. Det begynder med, at vi vækker de indsatte – også for at sikre, at de er der alle sammen og trækker vejret. Så får de deres morgenmad serveret i cellerne og kan skrive sig op til dagens aktiviteter: bad, rengøring af cellen, privatopkald. Senere på dagen har de en times gårdtur i en indhegnet gård, hvor der sidder en fængselsbetjent bag lås og slå og holder opsyn med dem. Efter gårdturen kommer det, vi kalder fællesskab, hvor de kan vælge at sidde sammen på hinandens celler to og to. Det giver mig noget tid til mit papirarbejde, der dog kan blive afbrudt, for eksempel hvis en indsat ringer fra sit cellekald, og en lampe lyser på kontoret. Nogle skal følges på toilettet, andre har et kursus eller en aftale, måske skal de til tandlæge, måske skal de i kirke. Andre savner nogen at tale med. I et arresthus er de indsatte varetægtsfængslet og ved ikke, hvor længe de skal sidde der. De kan være frustrerede, og du kan – hvis tiden er til det – gøre meget ved bare at sætte dig og lytte og give dem lov til at lette hjertet. De indsatte giver udtryk for, at den slags små ting betyder meget, når man er indespærret 23 timer i døgnet. Det er min opgave at sørge for, at tingene forløber gnidningsfrit. En stille dag er en god dag.”
Katja foran Vestre Fængsel. Af sikkerhedsmæssige årsager bruger vi ikke hendes fulde navn.
Siger du din mening, hvis du ikke deler de indsattes syn på virkeligheden?
”Ja. Hvis jeg kan fornemme, at det kan gøres uden at skabe konflikt. Er det en samtale, der kan optrappe en konflikt, lukker jeg den ret hurtigt ned – enten ved at forsøge at fjerne fokus eller slet og ret lukke døren. For nylig snakkede jeg med en, der var sur. Sur på samfundet, sur på sin situation. Den indsatte talte sig selv op og blev ved at hæve stemmen. Der blev jeg nødt til at gøre det samme. ’Nu stopper det,’ sagde jeg, ’jeg vil ikke finde mig i, at du taler sådan til mig’, og lukkede døren. Efter 10 minutter fik jeg en undskyldning. Det er en balancegang. Man skal være pædagogisk og empatisk, men også en autoritet. Nogle er blevet behandlet skidt af systemet, og uanset hvad jeg siger, vil det ikke ændre deres mening, og det skal jeg jo heller ikke. De har ret til at synes, hvad de vil. På den måde er det lidt ligesom mit arbejde på Christiansborg. Der behandlede jeg også alle ens, uanset om jeg politisk var uenig med dem. Jeg skulle være rummelig over for alle og tage imod dem med et smil. Den kommunikative færdighed har jeg taget med mig.”
Hvilke opgaver havde du derinde?
”I min seneste stilling betjente jeg Retsudvalget, hvor der sidder folketingsmedlemmer fra næsten alle Christiansborgs partier. Det gik blandt andet ud på at sende spørgsmål fra folketingsmedlemmerne til ministrene, at tale med ministersekretæren, sætte møder i kalenderen, arrangere ture ud af huset og besøg i for eksempel et fængsel, hos en dommer eller andre institutioner under retsområdet. Jeg anede ikke, hvad Folketinget var, inden jeg blev ansat, men jeg har lært utrolig meget om, hvordan det politiske Danmark fungerer.”
Og hvordan er du blevet klædt på til arbejdet i et fængsel?
”Når du starter på skolen, får du udleveret tandbeskytter og Straffuldbyrdelsesloven, som er vores bibel. Heri står der blandt andet, hvad vi som betjente har beføjelser til. Vores tandbeskytter bruges i de timer, hvor du skal lære selvforsvar. Her lærer vi en række forskellige greb og teknikker, som vi kan bruge, hvis vi ryger ud i en magtanvendelse. Vi prøver også at stå i et rum, hvor der bliver sprøjtet henholdsvis peberspray og tåregas, for på egen krop at mærke den kvælende fornemmelse helt ned i luftvejene. Ikke kun for at se, hvordan det føles for det andet menneske, men også for at afskrække os fra at komme til at ramme os selv. Vi får også træning i at håndtere indsatte, der er nedtrykte, og gennem samtaletræning med en skuespiller øver vi, hvordan man deeskalerer en situation. Kommunikationen er vores vigtigste redskab. Hvis du kan undgå konflikterne, er du virkelig nået langt.”
Hvilke midler har du til at beskytte dig selv?
”Det kan variere fra afdeling til afdeling, men for tiden er jeg udstyret med stav og peberspray, som sidder i bæltet.”
Har du følt dig truet på arbejde?
”Mange af mine kolleger kan fortælle historier om sammenstød med indsatte. Det eneste, jeg har oplevet, hvor jeg følte mig en smule utryg, var en indsat, hvor man kunne se, det kriblede inden i ham. Han lignede en, der kunne fare i flint hvert øjeblik. Ham havde alle betjentene en fornemmelse af, at vi lige skulle holde ekstra øje med. Jeg stoler på, at mine kolleger har min ryg, og jeg ved, at vi har et godt system, der tager sig af os, hvis jeg skulle komme ud for noget ubehageligt.”
Tror du, det havde påvirket dit valg af arbejde, hvis du havde haft børn?
”Det kan godt være, at jeg ville have tænkt lidt mere over risikoen i faget. Omvendt har mange af mine kolleger børn, og de holder sig ikke tilbage. Jeg tror, at de fleste af os parkerer privatlivet, når vi tager skjorten på. Det skal man kunne, ellers tror jeg, at man får svært ved at udføre sit arbejde.”
Kan man sige, at du er gået fra at betjene samfundets top til samfundets bund?
”Sådan ville jeg på ingen måde formulere det. De varetægtsfængslede venter jo på at få deres sager afgjort. Jeg ved ikke, om de er skyldige. Desuden ser jeg dem ikke bare som røvere og banditter, men også som potentielle naboer og fædre. Vi skal huske, at langt størstedelen bliver løsladt igen. Jeg har nok ændret syn på, hvordan det skal være at sidde i fængsel. Jeg har hørt mange sige, at de indsatte skal sidde på brød og koldt vand – hvorfor har de fortjent udsigt til blå himmel og svaler? Jeg er enig i, at det skal være en straf at sidde i fængsel, når man har fået sin dom. Og forhåbentligt afskrækker det nogle fra at begå kriminalitet igen. Men uanset hvad skal vi møde dem som mennesker, snakke med dem om, hvad de kommer fra, og forsøge at hjælpe dem tilbage på sporet og ud af kriminalitet. Jeg prøver at inspirere dem. Appellere til, at de tænker sig om.”
