NEMO THOMSEN ER normalt ikke en person, der græder. Men 10. januar 2019 var en undtagelse. I Ilulissat Lufthavn tog han afsked med sin nærmeste familie, bedsteforældre og venner – og det gik galt ved de sidste krammere. Tårerne trillede uhæmmet ned ad kinderne, og han kunne ikke kontrollere det.
Det er nu, tænkte den dengang kun 14-årige grønlænder, der havde truffet en skelsættende beslutning. Han ville til Danmark for at udleve drømmen om at blive professionel fodboldspiller, og de næste par år var planlagt med fodboldakademi hos SønderjyskE i Haderslev.
Helt alene og uden dem, der normalt støttede ham i hverdagen – ikke mindst hans forældre og hans to lillebrødre – sad han i Air Greenlands røde Dash 8-fly fra Ilulissat til Kangerlussuaq. Tankerne om den usikre fremtid fløj gennem hovedet på ham, og han bemærkede ikke udsigten over Isfjorden, som turister fra hele verden ellers valfarter til.
”Jeg er ikke klar, jeg er alt for ung. Det er ikke sjovt, det her,” tænkte Grønlands største fodboldtalent, der senere samme år deltog i Grønlandsmesterskaberne for Ilulissat på senior-niveau, hvor han scorede tre mål – og holdet fik sølv. Kort efter forsvandt hans hjemby i horisonten bag ham.
DAGEN EFTER kom han til Haderslev og blev modtaget af en plejefamilie, som fodboldklubben havde fundet til ham. Plejeforældrene boede i et almindeligt dansk villakvarter, og her blev han indkvarteret i et værelse på 10-12 kvadratmeter, sparsomt møbleret med seng, skrivebord, skab og et fjernsyn. Han var tilfreds med maden i Danmark, særligt grøntsagerne, men han savnede tørret fisk og rensdyr.
Samtalen med plejeforældrene og deres to børn, en pige og en dreng, der kun var en smule ældre, begrænsede sig dog til enkelte korte sætninger, da Nemo Thomsen mest talte grønlandsk og kun forstod få ord på dansk. I hans barndomshjem blev der talt kalaallisut, altså grønlandsk – og undervisning i dansk fik han først i 4. klasse.
Det var en helt ny verden, der mødte ham. Ikke at han aldrig havde været uden for Grønland, det havde han – og ret ofte. Knap 10 ferierejser af en eller to ugers varighed havde han tilbragt i København og derudover et par ferieture til Spanien. Men rejser med familien er én ting; at flytte alene til Danmark som 14-årig var noget ganske andet.
”Jeg følte mig enormt ensom, da jeg ankom, og jeg savnede min familie og mine venner helt vildt. Det var en kæmpe omvæltning,” siger Nemo Thomsen små fire år senere, mens han kun lejlighedsvist leder efter ordene, når han fortæller om dengang, han dagligt talte med familien i op til en time via Facetime og – når han ikke lavede lektier på sit værelse – så Netflix-serien ’Breaking Bad’.
Hans hverdage var skemalagte fra tidlig morgen til sen aften. Syv træningspas om ugen, fordelt over morgen og aften, samt kamp hver weekend. Dertil en skolegang med en del lektier, ikke mindst i faget dansk. Han gik i 8. klasse på Sønder Otting Skole i Haderslev. De andre tog godt imod ham og spurgte ham om mange grønlandsk-relaterede emner.
Efter et halvt års intensiv undervisning kunne han forstå dansk og gøre sig forståelig på sproget – på trods af stadigt besvær med helt at forstå den danske humor og sarkasme.
PÅ VERDENS STØRSTE ø er der ingen ugentlige fodboldkampe, der kan fremme spillernes fodboldkunnen, eller hvor de kan fremvise deres kunnen for andre. Afstandene mellem de grønlandske byer er store og meget dyre at tilbagelægge, og derfor afholdes det nationale mesterskab i løbet af en uge om sommeren, hvor 8-10 hold fra forskellige byer dyster mod hinanden.
Nemo Thomsen gik derfor nærmest fra asken til ilden – fra en grønlandsk dagligdag med beskeden systematik til en systematisk hverdag i SønderjyskE, hvor der blev taget hånd om selv de mindste detaljer.
”Jeg er en vindertype, som virkelig hader at tabe. Derfor stortrives jeg med systematik, hvilket også var grunden til, at jeg tog til Danmark. Men i SønderjyskE oplevede jeg et professionelt niveau, som var noget højere, end jeg havde forventet,” kommer det fra Nemo Thomsen, som samtidig indrømmer, at han til tider savner den grønlandske umiddelbarhed, hvor ikke alt i hverdagen er skemalagt.
Men de intensive og målrettede sessioner på træningsbanen gav pote på kampdagene. Som angriber på SønderjyskE’s U15, der spiller i landets bedste række, scorede han i den efterfølgende halvsæson næsten et mål per kamp – 15 mål i 16 kampe. En målstime, der gjorde tilværelsen lettere.
”Målene hjalp på mit humør, men der var stadigvæk udsving, for jeg savnede min familie,” forklarer Grønlands yngste landsholdsspiller, der især henviser til sin far, Niels Thomsen, som tidligere spillede på Grønlands fodboldlandshold, og som i 90’erne blev trænet af blandt andre Sepp Piontek. I Ilulissat var Nemos far også træner for det lokale fodboldhold, og far og søn trænede derudover sammen i det lokale fitnesscenter.
”Min far var min tætteste fodboldrådgiver. Der gik ikke én dag, uden at vi talte om fodbold og om, hvordan jeg kunne forbedre min fysik eller mit spil. Det er bare ikke helt det samme over Facetime.”
SIN FØRSTE RENSDYRJAGT glemmer Nemo Thomsen aldrig. Den foregik dybt inde i Nuuks sindrige fjordsystem. Trætheden lyste ud af ham, og nærmest på grådens rand forsøgte han at flytte sin ene lille barnefod foran den næste. Foran ham gik hans far, der fortsatte ufortrødent med jagtgeværet på ryggen og ikke viste tegn på at sænke hastigheden.
Han var kun seks år gammel og helt færdig, da han kom hjem efter en dagstur på cirka 15 kilometer i stærkt kuperet terræn, hvor man selv skulle træde stien foran sig. Der gik fire år, inden han tog på den næste rensdyrtur, hvor han slæbte de delvist parterede dyr ned til båden.
”Min barndoms første jagtture er nok det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Men turene har styrket mig helt enormt mentalt, og de giver mig et ekstra gear, når jeg spiller fodbold. Min mentale evne til at fortsætte, selvom det gør ondt, betragter jeg som en af mine store forcer,” siger Nemo Thomsen, der fik brug for fighterevnerne i september 2019. I en kamp gav en medspiller ham en aflevering i dybden på modstanderens banehalvdel, og netop da han rørte bolden, fik han et hårdt skub i højre skulder, så han faldt uheldigt på jorden. Højre skulder var brækket. For anden gang – og samme sted, som han havde fået en skulderskade nogle måneder tidligere.
Flere måneders genoptræning føltes spildt. Og følelsen af, at karrieren kunne være slut, inden den var begyndt, var værre end smerten. Fra sin første skulderskade vidste han, at det ville tage utallige timers genoptræning at komme tilbage til topniveau. At der skulle gå næsten et år, inden han for alvor igen spillede en fodboldkamp, havde han ikke forestillet sig.
ÉN ULYKKE KOMMER sjældent alene, og oven i skulderskaden kom COVID-19-epidemien, som bevirkede, at der i det meste af foråret 2020 ikke blev spillet fodboldkampe. Store dele af tiden tilbragte han i Ilulissat hos sin familie, hvor han brugte mange timer i det lokale fitnesscenter med selvtræning med og uden bold. Hans mål var at komme tilbage i topform.
”Det værste ved at blive skadet i så ung en alder er, at mens de andre hele tiden udvikler sig, udvikler man sig ikke selv. Det er hårdt at se på,” forklarer en i dag nøgtern Nemo Thomsen, der understreger, at konkurrenterne på holdet også er hans venner, så der er ingen hard feelings. Det er et grundvilkår for alle, når man dyrker idræt på højt niveau.
Da Nemo Thomsen kom tilbage til SønderjyskE efter sommerpausen i 2020, var han i fin form – men kamptræningen manglede. Efter kort tid løb han ind i en række følgeskader, og det blev kun værre for stortalentet fra Grønland. På et tidspunkt blev han indkaldt til et møde, hvor han fik at vide, at hans tid som førsteholdsspiller var slut.
”Det var et chok, og jeg overvejede et splitsekund, om jeg skulle stoppe og tage tilbage til Ilulissat. Men fandeme nej. Tilbage til Grønland var ikke en mulighed. Jeg havde vænnet mig til den seriøse træningskultur i Danmark, som jeg virkelig holder af. Og fodbold i Grønland er ikke seriøst nok.”
Samtidig blev savnet af familien dog endnu større. Ikke mindst fordi han flyttede fra værtsfamilien på grund af udfordringer internt i familien og ind i en af SønderjyskE’s talentboliger på Louisevej. Her boede han sammen med en færing, en nigerianer og en canadier og var nu alene med sine dystre tanker. Det var en hård tid, erindrer Nemo Thomsen, hvis motivation var i bund.
”Jeg talte en del med mine forældre i den periode, og vi blev enige om, at det var bedst, hvis jeg skiftede klub.”
Hans mor skrev derefter en mail til hans første træner i SønderjyskE, der kendte en træner i Kolding IF, hvorefter en flytning kom i stand. I Kolding fik han den tidligere superligaspiller Jonas Kamper som træner. Det var en kæmpe lettelse.
SKIFTET TIL KOLDING blev også et skift for hans familie. Forældrene solgte huset i Ilulissat og bosatte sig i Koldings udkant, Dalby, så de bedre kunne støtte ham og understøtte hans fodboldudvikling.
Først flyttede hans mor og yngste lillebror – og nogle måneder senere fulgte de sidste to, faren og den anden lillebror. De bor her stadig. Hele familien trives i deres villa i Dalby og har ingen planer om at forlade Danmark. Nemo Thomsens ældste lillebror, Paluu, spiller også fodbold i KIF på øverste niveau, og farens ambitioner er intakte. Forstået positivt betragter Nemo stadig sin far som sin største kritiker, der sørger for, at han bliver holdt til ilden, og fortæller, hvad han gør godt – og hvor der er plads til forbedringer.
”Det var det bedste, der kunne ske. Det gav mig den tryghed, jeg havde savnet. Jeg er simpelthen blevet en bedre spiller af, at de kom herned. Min far ser alle de kampe, jeg spiller, og bagefter analyserer han min indsats,” fortæller Nemo Thomsen, der i Kolding IF genfandt sit gamle topniveau, kom på U19-holdet – og fik gang i målscoringerne igen.
”Jeg har udviklet mig anderledes i Kolding. Som angriber er jobbeskrivelsen ikke udelukkende at score mål, men også at hjælpe holdet. Jeg er blevet bedre til at beskytte bolden, når jeg modtager den – og bedre til at aflevere den til en medspiller. Og mine taktiske evner er også øget en del,” siger centerforwarden, der føler, at han har fået en ny chance, og er bevidst om, at det ikke må gå galt.
I AUGUST 2023 bliver han senior, og hans målsætning er klar: ”Jeg vil være med på Koldings førstehold og være med til, at vi kan rykke op i 1. division.”
På nuværende tidspunkt har han enkelte gange været indlemmet i bruttotruppen på seniorniveau, og gradvist føler han, at han kan være med på det niveau. Ved siden af banen er han begyndt på Handelsskolens EUX-linje i Kolding, og han oplever selv, at det går den rigtige vej med fodboldevnerne. I september var han med det grønlandske fodboldlandshold på træningstur i Antalya i Tyrkiet, hvor han fik spilletid i de tre kampe, de spillede – og ikke mindst: Han fik scoret et mål i kampen mod et irakisk hold, der spiller i den bedste liga. Drømmen om at leve af at spille fodbold dunker
stadig.
